Den Hellige Bispemartyr Klement af Rom | ROUB – Russisk Ortodoks Ungdomsbevægelse

Det komplette, uforkortede levned af vor fader blandt de hellige,

DEN HELLIGE BISPEMARTYR KLEMENT AF ROM

Oversat af fader Mihail Sukhanov
efter synaxariet af vor fader blandt de hellige, Dimitrij af Rostov,
med Metropolit Mark af Berlin og Tysklands velsignelse.

I den storslåede gamle by Rom levede en mand af adelig herkomst ved navn Faustus, hvis slægt stammede fra de gamle romerske kejseres slægt. Han havde en hustru ved navn Matidia, der ligeledes var af kejserlig oprindelse og var i slægtskab med de romerske kejsere Augustus og Tiberius¹. Både mand og hustru var ivrige hedninge og tilbad afguderne. De fik først to tvillingesønner, af hvilke den ene blev kaldt Faustinus og den anden Faustinianus. Efter disse fik de en tredje søn, som de gav navnet Klement.

Faustus havde en broder, som var et umoralsk menneske. Idet han så Matidias skønhed, blev han tiltrukket af hende og begyndte at friste hende til synd. Men da hun var meget kysk, ønskede hun ikke at være sin ægtemand utro og vanære sin adelige slægts værdighed ved at besmitte ægtesengen. Derfor anstrengte hun sig for på alle måder at undgå fristeren. Da hun ikke ønskede at afsløre ham, fortalte hun ingen om det, selv ikke til sin mand, idet hun frygtede, at der skulle spredes onde rygter, og at deres hus skulle vanæres. Men Faustus’ broder plagede hende gennem længere tid ved begæringer og trusler til at underkaste sig hans urene ønske. Idet Matidia så, at hun ikke ville være i stand til at undgå hans forfølgelser, hvis hun ikke helt undgik at mødes med ham, besluttede hun at gøre følgende:

En morgen henvendte hun sig til sin ægtemand og sagde: ”Min herre, i nat havde jeg en forunderlig drøm: jeg så en æret og gammel mand, som var han en af guderne, der sagde mig: ”Hvis du ikke forlader Rom med dine to tvillingesønner i ti år, så vil I sammen lide en pinefuld og uventet død”.

Faustus forundredes efter at have hørt disse ord. Han tænkte længe over det og besluttede at lade hende forlade Rom med deres tvillingesønner i ti år, idet han afgjorde med sig selv, at: ”Det vil være bedre, om min elskede hustru med børnene vil være i live i en fremmed egn end at lide en uventet død her”. Efter at have klargjort et skib og fyldt det med alle de nødvendige fødevarer, lod han hende drage afsted sammen med de to sønner, Faustinus og Faustinianus, mod Athen i grækernes land. Sammen med dem lod han sende mange tjenere og tjenerinder. Han forsynede dem med meget gods, idet han befalede Matidia at lade sønnerne oplære i den græske visdom i Athen.

Således skiltes de fra hinanden med ubeskrivelig sorg og tårer. Matidia sejlede afsted sammen med de to sønner, imens Faustus blev i Rom med den yngste søn Klement.

Under Matidias rejse på havet udbrød en kraftig storm og bølgerne blev meget store; skibet blev af vinden og bølgerne drevet til et ukendt land, hvor det om natten kæntrede, og alle druknede. Men Matidia blev ført med bølgerne og vinden og kastet op på en klippe ved en ø, ikke langt fra Asien². Hun græd utrøsteligt over tabet af sine børn, og i hendes bitre sorg ville hun kaste sig i havet. Men egnens beboere ynkedes over hende, da de så hende nøgen, skrigende og stønnende, og tog hende med til deres by, hvor de klædte hende på.

Nogle gæstfrie kvinder besøgte hende og begyndte at trøste hende i sorgen. Hver og én fortalte de hende om alt det sørgelige, som var hændt dem i løbet af deres liv, og ved deres medfølelse lettede de hendes sørgen en smule. En af dem fortalte:

”Min mand var sømand. Da han endnu var meget ung, druknede han på havet, og jeg blev ladt tilbage som ung enke. Mange ønskede at gifte sig med mig, men idet jeg elsker min mand, og idet jeg ikke er i stand til at glemme ham, selv efter hans død, besluttede jeg mig for at forblive enke. Hvis du ønsker det, må du bo sammen med mig i mit hjem, og vi kan forsørge os ved eget arbejde”.

Matidia fulgte hendes råd og flyttede ind i hendes hus, hvor hun skaffede sig føde ved sine hænders arbejde. Sådan tilbragte hun 24 år i den tilstand.

Hendes børn, Faustinus og Faustinianus, overlevede også forliset efter Guds vilje. De blev skyllet op på bredden og opdaget af nogle sørøvere, der holdt til der. De tog drengene med i deres båd, fragtede dem til Cæsaræa Stratonis³, og her blev de solgt til en kvinde ved navn Justa, der opdrog dem i hendes egne børns sted og lod dem oplære. Således blev de oplært i forskellige hedenske kundskaber, men senere hørte de Evangeliets forkyndelse i Kristus, tog imod den Hellige Dåb og fulgte efter Apostlen Peter.

Deres fader, Faustus, levede videre i Rom sammen med Klement og kendte intet til den ulykke, der var kommet over hans hustru og børn. Et år efter deres afrejse sendte han nogle tjenere afsted til Athen for at høre om, hvordan hans hustru og børn klarede sig, og sendte mange forskellige ting med dem. Men tjenerne vendte aldrig tilbage. Da Faustus på tredje år stadig ikke havde modtaget noget nyt om sin hustru og børn, blev han meget bedrøvet og sendte nogle andre tjenere afsted mod Athen, forsynede med alle fornødenheder. Da de ankom dertil, fandt de ingen, og på det fjerde år efter hustruens og børnenes afrejse, vendte tjenerne tilbage til Faustus og fortalte ham, at de på ingen måde kunne opspore deres frue, for ingen i Athen havde hørt om hende, og de kunne ikke følge hendes spor, da de ikke kunne finde nogen af deres egne. Da Faustus havde hørt alt dette, blev han endnu mere bedrøvet og begyndte at fælde bitre tårer. Han besøgte alle havnebyer og kajer i det romerske land, hvor han adspurgte søfolkene om sin hustru og hendes børn, men ingen kunne fortælle ham noget. Efterfølgende klargjorde han et skib og tog nogle tjenere og en smule gods med sig og drog afsted for selv at søge efter sin kæreste og deres elskede børn. Imens lod han den yngste søn Klement blive hjemme med sine tro tjenere for at studere videnskaberne. Han havde næsten omrejst hele verden, både på land og på havet, idet han i mange år søgte sine kære, dog uden at kunne ikke finde dem. Til sidst var han da blevet fortvivlet og modløs i forhold til udsigten til aldrig at skulle se dem igen. Han sørgede så meget over tabet af sin familie, at han endda ikke ønskede at vende hjem, idet han regnede det for et tungt åg at glædes ved denne verdens goder uden sin elskede hustru, til hvem han havde stor kærlighed for hendes kyskhed. Han forkastede al sin hæder og denne verdens ære, og vandrede omkring i fremmede lande som en fattig, uden at fortælle nogen om, hvem han var.

I mellemtiden blev drengen Klement voksen og var blevet færdiguddannet inden for alle de filosofiske lærer. Men uanset alt det var han altid bedrøvet, da han hverken havde sin fader eller moder. Klement var nu i sit 24. år, og lige så mange år var det siden, hans moder forlod hjemmet, og 20 år siden hans fader forsvandt.

Da Klement havde mistet håbet om, at de var i live, sørgede han over dem, som var de døde. Samtidigt ihukommede han sin egen død, da han godt vidste, at alle kan dø. Men da han ikke vidste, hvor han ville befinde sig efter døden, og om der overhovedet findes et andet liv efter dette korte liv eller ej, græd han altid og ville ikke trøstes af nogen verdslige nydelser eller glæder. I denne tid hørte Klement om Kristi kommen til verden og anstrengte sig for at undersøge, om det var troværdigt. Det skete, at han talte med en vis mand, der fortalte ham om, hvorledes Guds Søn kom til Judæa, og om hvordan Han vil skænke evigt liv til alle, der vil gøre Faderens vilje, som sendte Ham. Da han havde hørt dette, blev Klement tændt af et brændende ønske om at lære mere om Kristus og om Hans lære. Derfor besluttede han at rejse til Judæa, hvor Kristi gode budskab blev udbredt. Idet han forlod sit hjem og sin enorme ejendom, tog han sine trofaste tjenere samt en tilstrækkelig mængde guld med sig, gik ombord på et skib og drog mod det judæiske land. På grund af en storm på havet blev han blæst til Alexandria, hvor han mødte Apostlen Barnabas⁴, fra hvem han nød at høre om Kristus. Efterfølgende sejlede han til Cæsaræa Stratonis og fandt her den Hellige Apostel Peter. Klement tog imod den Hellige Dåb fra ham og fulgte ham sammen med hans andre disciple, iblandt hvilke hans to brødre Faustinus og Faustinianus var. Men Klement genkendte dem ikke, ligesom brødrene heller ikke genkendte ham, da de var meget små, da de skiltes og derfor ikke havde nogen erindring om hinanden. Da Peter rejste til Syrien, sendte han Faustinus og Faustinianus i forvejen, men Klement lod han blive ved sig, og sammen med ham gik han ombord på et skib og sejlede ud på havet.

I mellemtiden, ved Guds vilje, sejlede skibet i havn på den ø, hvor Klements moder Matidia befandt sig. Da nogle gik i land for at købe de nødvendige verdslige fornødenheder i byen, gik Peter også i land, imens Klement blev på skibet. Idet Peter gik mod byen, så han en gammel kvinde siddende ved porten og bad om almisser. Dette var Matidia, som ikke længere kunne arbejde for føden på grund af hendes hænders svaghed. Hun bad derfor om almisser for at kunne brødføde sig selv og den anden gamle kvinde, der tog imod hende i sit hus, som også var svagelig og lå syg i hjemmet. Da Apostlen så Matidia siddende der, forstod han i ånden, at denne kvinde var udlænding, og han spurgte hende om hendes fædreland. Matidia sukkede dybt, blev tårevædet og sagde:

”Åh, ve mig, en rejsende! For der er ingen i verden, som er mere elendig eller mere ulykkelig end jeg”.

Da Apostlen Peter så hendes dybe sorg og hjertelige tårer, begyndte han omhyggeligt at adspørge hende om, hvem hun var, og hvor hun kom fra.

Ud fra deres samtale forstod han, at hun var Klements moder, og han trøstede hende, idet han sagde:

”Jeg kender din yngste søn Klement; han befinder sig i denne egn”.

Da Matidia hørte om sin søn, blev hun som død af frygt og forfærdelse. Men Peter tog hendes hånd og formanede hende om at følge ham til skibet:

”Sørg ej, gamle kvinde” – sagde Apostlen undervejs – ”for nu skal du få alt at vide om din søn”.

Da de gik mod skibet, gik Klement dem i møde, og da han så kvinden, som gik bag Peter, forundredes han. Da hun så nærmere på Klement, genkendte hun ham straks, på hans lighed med faderen, og spurgte Peter:

”Er det ikke min søn, Klement?”

Peter svarede:

”Det er ham”.

Og Matidia faldt Klement om halsen og græd. Men Klement, der ikke vidste, hvem denne kvinde var, og hvorfor hun græd, begyndte at skubbe hende væk fra sig. Da sagde Peter til ham:

”Barn, skub ikke den, som har født dig, bort”.

Da Klement hørte dette, blev han grådkvalt og faldt hende grædende om fødderne og kyssede hende. Og de fyldtes af stor glæde, for de havde fundet og genkendt hinanden. Peter bad til Gud for hende og helbredte hendes hænder. Hun begyndte da at bede Apostlen om at helbrede den gamle kvinde, som hun boede sammen med. Apostlen Peter trådte ind i hendes hus og helbredte hende; og Klement grav hende 1000 drakmer⁵ i taknemmelighed for forsørgelse af hans moder. Herefter tog han sin moder og den helbredte gamle kvinde med på skibet, hvorefter de sejlede ud.

Undervejs spurgte Matidia sin søn om sin mand Faustus, og da hun fik at vide, at han var draget afsted for at lede efter hende, og at der i 20 år ikke havde været noget nyt om ham, græd hun bittert over ham, som var han død, uden håb om at skulle se ham i live. Da de havde nået Antandros⁶, forlod de skibet og fortsatte deres rejse til lands. Da de havde nået Laodikea⁷, blev de mødt af Faustinus og Faustinianus, der var ankommet før dem. De spurgte Klement:

”Hvem er denne fremmede kvinde, der sammen med endnu en ældre kvinde, holder sig ved jer?”

Klement svarede:

”Det er min moder, som jeg har fundet i et fremmed land”.

Og han begyndte i kronologisk rækkefølge at berette om, hvor længe han ikke havde set sin moder, og hvordan hun forlod hjemmet med to tvillinger.

Da de hørte dette forstod de, at Klement var deres broder, og at denne kvinde var deres moder, og de begyndte at græde af stor glæde, idet de råbte:

”Dette betyder, at dette er vor moder Matidia, og at du er vor broder Klement, for vi er tvillingerne Faustinus og Faustinianus, som forlod Rom med vor moder”.

Efter at have sagt dette faldt de hinanden om halsen, græd meget og kyssede kærligt hinanden. Da de så, hvordan moderen glædedes ved børnene, som hun uventet havde fundet uskadte, fortalte de hinanden om, hvorledes de ved Guds veje var blevet reddet fra druknedøden, og de lovpriste Gud. De bedrøvedes blot ved en ting, og det var, at ingen kendte noget til deres fader. Derefter bad de Apostlen Peter om at døbe deres moder. Tidligt om morgenen kom de ud til havet, hvor den Hellige Apostel Peter på et isoleret sted døbte Matidia og den ældre kvinde, der fulgte hende, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og efter at have sendt hende afsted med hendes sønner til deres bolig, gik han selv en anden vej.

Og her på vejen mødte han en statelig mand med et gråt skæg, der var fattigt klædt, og manden hilste ærbødigt på Apostlen Peter:

”Jeg ser, at du er udlænding og ikke hvem som helst; dit ansigt viser selv, at du er en vis mand: derfor ønsker jeg at tale en smule med dig”.

Peter svarede ham:

”Tal om du vil, herre”.

Han sagde:

”Jeg så dig for lidt siden bedende på et skjult sted ved bredden. Efter jeg uset havde betragtet dig, trådte jeg væk og afventede dig her, idet jeg ville sige, at I forgæves bebyrder jer med bøn til Gud, for der findes ingen Gud, hverken i himmelen eller på jorden, og der findes intet Guds forsyn med os, men alt, hvad der sker i denne verden, er tilfældigt. Derfor bør I ikke lade jer drage af det eller anstrenge jer for at bede til Gud, for Han findes ikke”.

Da den Hellige Peter havde hørt disse tanker, sagde han ham:

”Hvorfor tænker du, at alt ikke er efter Guds værk og forsyn, men at alt er tilfældigt, og hvorledes vil du bevise, at der ikke er nogen Gud? Hvis Gud ikke findes, hvem har da skabt himmelen og udsmykket den med stjerner? Hvem har da skabt jorden og klædt den med blomster?”

Manden sukkede dybt fra hjertet og sagde:

”Herre, jeg kender noget til astronomi, og jeg tjente ihærdigt guderne som ingen anden. Og jeg erfarede, at alt håb til Gud er forgæves, og at der ingen Gud er. Hvis der da var en eller anden Gud i himmelen, så ville Han have hørt de grædendes suk, hørt de bedendes bønner, set til hjertets bitterhed hos den, som udmattes af sorg. Men siden der ikke er nogen, som skænker en sørgende trøst, udleder jeg deraf, at der er ingen Gud. Min herre, hvis der da var en Gud, så ville han have hørt mig, da jeg bad i min sorg og græd, for 20 år, og endda mere, har jeg tilbragt i en tilstand af stor sorg, og uanset hvor meget jeg bad til alle guderne, uanset hvor mange ofre jeg bragte dem, har ikke en eneste af guderne hørt mig og alle mine anstrengelser var forgæves. Og hvor mange tårer har jeg ikke udgydt og grædt!”

Efter dette sagde Peter:

”Du blev ikke hørt så længe, fordi du bad til mange guder, der alle er tomme og falske, men ikke til den Ene Sande Gud, som vi tror på, og som vi tilbeder”.

Idet han således talte med denne mand om Gud, forstod Peter, at han talte med Faustus, Matidias ægtemand, Klements og hans brødres fader, og han sagde ham:

”Hvis du ønsker at tro på den Ene Sande Gud, som har skabt himmelen og jorden, så skal du nu se din hustru og dine børn hele og uskadte”.

Til dette svarede han:

”Kan det virkeligt være rigtigt, at min hustru med vore børn rejser sig fra de døde? Jeg har selv tydet stjernerne, og fra den viseste astrolog Annuvion er det mig kendt, at både min hustru og mine to børn er druknet i havet”.

Da førte Peter Faustus ind i sin bolig. Da han trådte derind og så Matidia, forfærdedes han, og i forundring stod han tavst med blikket fæstnet på hende. Derefter sagde han:

”Ved hvilket unders kraft er dette sket? Hvem er det, jeg nu ser?”

Og da han trådte nærmere, udbrød han: ”Min elskede hustru er sandeligt her!”

Straks blev de begge kraftesløse af den pludselige glæde, således at de ikke engang kunne tale sammen, for Matidia genkendte også sin mand. Da hun var kommet lidt til sig selv, sagde hun:

”Åh, min elskede Faustus! Hvordan kan du være fundet i live, når vi har hørt, at du var død?”

Da var der ubeskrivelig glæde for alle og af glæden en stor gråd, fordi både ægtefællerne genkendte hinanden, og børnene genkendte deres forældre. Og idet de omfavnede hinanden, græd de og glædede sig og takkede Gud. Og alle de tilstedeværende blev grådkvalte og takkede Gud, idet de så deres uventede fælles møde efter den langvarige adskillelse. Faustus faldt ned foran Apostlen, og bad ham om dåben, fordi han inderligt var kommet til tro på den Ene Gud, og da han var blevet døbt, sendte han med tårer taksigelsesbønner til Gud. Derefter rejste de derfra til Antiokia.

Da de forkyndte troen på Kristus der, lærte Antiokias landshøvding⁸ alt om Faustus, hans hustru og børn, og om deres fornemme ophav, og også om deres oplevelser, og straks sendte han bud til Rom for at underrette kejseren om alt dette. Kejseren befalede landshøvdingen, at han så hurtigt som muligt skulle bringe Faustus og hans familie til Rom med stor ære. Da dette blev opfyldt, glædedes kejseren ved deres hjemkomst, og da han havde hørt om alt det, som var hændt dem, græd han længe. Den samme dag arrangerede han en fest til deres ære, og den næste dag skænkede han dem mange penge og ligeledes tjenere og tjenerinder. Og de var højagtede af alle.

Faustus og Matidia tilbragte deres liv i dyb fromhed, idet de gav almisser til de fattige. Da de i en høj alder havde givet alt væk til de trængende, gik de bort til Herren.

Da Peter kom til Rom, bandt deres børn sig til den apostolske lære, og den Salige Klement blev endda Peters ufravigelige discipel under alle hans rejser og anstrengelser og var en ivrig forkynder af Kristi lære. For dette gjorde Peter ham til biskop inden sin korsfæstelse, som han led under Nero⁹. Efter Apostlen Peters død, og biskop Linus¹⁰ samt biskop Anacletus¹¹ efter ham, styrede Klement¹² Kristi Kirkes skib med visdom. Det var en meget urolig tid i Rom, der var præget af mange stridigheder, og Kristi Kirke blev dengang rystet af bødler, men Klement vogtede Kristi hjord med stor anstrengelse og tålmodighed, idet han var omgivet fra alle sider af ondskabsfulde forfølgere, der ligesom brølende løver og glubske ulve, forsøgte at sluge og tilintetgøre Kristi tro. Selvom han befandt sig i en sådan trængsel, forsømte han aldrig at tage sig af menneskenes sjæles frelse med en sådan stor omhu, at han omvendte mange vantro til Kristus, ikke blot almindelige mennesker, men også folk fra det kejserlige hof, adelige og folk i høje stillinger, iblandt hvilke der var en embedsmand ved navn Sisinnius og mange fra kejser Nervas¹³ slægt. Med sin prædiken omvendte den Hellige Klement engang til Påske 424 mennesker af adelig slægt til Kristus, og døbte dem alle. Hans niece, Domicilla, som var forlovet med Aurelian, der var søn af den øverste romerske embedsmand, helligede han til bevarelsen af jomfrueligheden. Ydermere opdelte han Rom mellem syv skrivere, for at de skulle beskrive martyrernes lidelser, der dengang blev myrdet for Kristus.

Ved hans forkyndelse og anstrengelser, underfulde gerninger og fromme levned begyndte Kristi Kirke at mangfolddiggøres. Fyrsten havde en håndlanger, Torkutian¹⁴,der forfulgte den kristne tro, og idet han så de utallige mængder af kristne, som var blevet oplært af Klement, opildnede han nogle blandt folket til at gøre opstand mod Klement og mod de kristne. Der var oprør blandt folket, og uromagerne kom til byens statholder, Mamertinus, og begyndte at råbe højt om, hvor længe skulle Klement nedgøre deres guder. Modsat sagde andre, idet de forsvarede Klement:

”Hvad ondt har denne mand gjort, eller hvad godt har han ikke gjort? Uanset hvem blandt de syge der besøgte ham, helbredte han alle. Enhver, som henvendte sig til ham i sorg, modtog trøst. Han har aldrig gjort nogen ondt, men har gjort mange gode ting for alle”.

Imidlertid råbte alle de andre, idet de var fulde af fjendskab:

”Han gør alt dette ved trolddom, og han udraderer tjenesten til vore guder. Han kalder ikke Zeus for en gud, og Herkules, vor protektor, kalder han for en uren ånd. Den ærede Afrodite kalder han intet mindre end en skøge, han siger om den store Vesta, at hun skal brændes; ligesådan med Athene, Artemis, Hermes; Chronos og Ares, som han bespotter og vanærer; alle vore guder og deres templer vanærer og fordømmer han ustandseligt. Derfor bør han enten bringe et offer til guderne eller blive straffet”.

Da befalede statholderen Mamertinus, under indflydelse fra larmen og folkemængdens oprør, at bringe den Hellige Klement til sig og begyndte at tale til ham:

”Du har ophav i en adelig slægt, som alle Romerske borgere siger, men du blev fristet, og derfor kan de ikke tolerere dig og tie; det er ukendt, hvilken Gud du tilbeder; en eller anden ny Gud, kaldet Kristus, der er mod vore guder. Du bør forlade enhver vildfarelse og begær og tilbede de guder, som vi tilbeder”.

Hellige Klement svarede:

”Jeg beder din kløgt, lyt til mig, og ikke til det grove raks vanvittige ord, der forgæves gør oprør imod mig, for selvom mange hunde gør ad os, kan de ikke fratage os det, som tilhører os; for vi er raske og fornuftige mennesker, imens de er uforstandige hunde, der meningsløst gør ad en god gerning. Uroligheder og oprør har til alle tider haft sit udspring fra en uforstandig og tankeløs folkemængde. Derfor bør du først beordre dem til at tie, så når stilheden indtræder, at et fornuftigt menneske kan tale om den vigtige sag om frelsen, så man kan vende om til en søgen efter den Sande Gud, som man med tro skal tilbede”.

Dette og meget andet sagde den hellige, og statholderen fandt ingen skyld hos ham, hvorfor han sendte bud til kejser Trajan¹⁵ om, at folket havde gjort opstand mod Klement på grund af guderne, selvom der ikke var tilstrækkeligt med beviser til at tiltale ham. Trajan svarede statholderen, at Klement enten skulle bringe guderne et offer, eller blive fængslet i det afsidesliggende Pontus nær Chersonesos¹⁶. Da statholderen Mamertinus modtog sådant et svar fra kejseren, fik han ondt af Klement og bad ham om ikke at vælge den frivillige landsforvisning, men at han skulle bringe guderne et offer – og så være fri for eksil. Den Hellige meddelte statholderen, at han ikke frygtede livet i eksil, men omvendt ønskede han det blot endnu mere. Nåden i Klements ord, som Gud havde skænket ham, var så kraftfuld, at selv statholderen ynkedes i sjælen, brød i gråd og sagde:

”Må Gud, som du helhjertet tjener, bistå dig i din landsforvisning, som du er idømt”.

Og efter han havde beredt et skib med alt det nødvendige, lod han ham rejse.

Mange af de kristne drog afsted i eksil sammen med den Hellige Klement, idet de besluttede, at det var bedre at leve sammen med hyrden i eksil end at være frie uden ham.

Da de ankom til stedet for deres fangenskab, fandt Hellige Klement over 2000 kristne dér, der var blevet dømt til at bryde sten i bjergene. Klement blev sat til det samme arbejde. Da de kristne så Hellige Klement, trådte de med tårer og sorg hen til ham og sagde:

”Bed for os, hellige hierark, for at vi må værdiges Kristi forjættelser”.

Den Hellige sagde:

”Jeg er ikke værdig til en sådan nåde fra Herren, som kun har værdiget mig at tage del i jeres krone¹⁷!”

Og imens han arbejdede sammen med dem, trøstede Hellige Klement dem og instruerede dem med gavnlige råd. Da Hellige Klement opdagede, at de havde stor mangel på vand, fordi de var nødsagede til at bære vandet seks baner¹⁸ på deres skuldre, sagde han:

”Lad os bede til vor Herre, Jesus Kristus, om at Han må vise Sine følgere en kilde med levende vand, ligesom Han viste det tørstende Israel i ørkenen, da Han brød klippen og vandet strømmede; og efter at have modtaget en sådan Hans Nåde skal vi glædes”.

Og alle begyndte at bede. Efter bønnens afslutning, så Hellige Klement et lam, der stod et sted og løftede det ene ben, som om det anviste stedet. Klement forstod, at det var Herren, som havde vist Sig, og som ingen kunne se ud over ham selv, og han gik hen til stedet og sagde:

”I Faderen og Sønnens og Helligåndens navn, I skal grave på dette sted.”

Og alle stillede sig i en ring og begyndte at grave med skovle, men indtil videre skete der intet, da de ikke kunne ramme det sted, hvor Lammet havde stået.

Herefter tog Hellige Klement en lille skovl og begyndte at grave på det sted, hvor Lammets ben havde stået, og straks åbenbarede et kildespring sig med velsmagende rent vand; og kilden udviklede sig til en hel flod. Da glædedes alle, og Hellige Klement sagde:

”Flodens strømme glæder Guds stad”¹⁹.

Rygtet om dette vidunder spredtes over hele egnen, og folk begyndte at strømme til i store mængder for at se floden, der uventet og på forunderlig vis var blevet formet ved den helliges bønner, og for at høre hans lære. Mange kom til tro på Kristus og blev døbt af Hellige Klement i vandet. Der kom så mange mennesker til den hellige, og så mange omvendte sig til Kristus, at over 500 mennesker dagligt lod sig døbe. En sommer var antallet af troende vokset til en sådan grad, at der endda blev bygget 75 kirker, og alle afguderne blev knust, og de hedenske templer tilintetgjort over hele landet, for alle dets indbyggere havde taget imod den kristne tro.

”Lad os alle bede, så Herren må åbenbare os martyrens legeme”.

Da folket bad, trak havet tilbage fra kysten i en afstand af tre baner, og folkene vandrede over tørt land ligesom israelitterne i det Røde Hav, og fandt en marmorgrotte, der lignede en Guds kirke, hvori martyrens legeme hvilede. Nær ham fandt de ligeledes ankeret, med hvilket Martyren Klement var blevet druknet. Da de troende ville tage martyrens ærværdige legeme derfra, blev det åbenbaret de to tidligere nævnte disciple, at de skulle lade hans legeme blive der, for hvert år vil havet trække sig tilbage til ihukommelse af ham i syv dage, og give mulighed til dem, som ønsker det, at ære ham. Og således var det i

mange år, begyndende med Trajans regeringstid indtil Nikeforos, den græske kejser²⁰. Også mange andre undere fandt sted der ved den helliges bønner, ham, som Herren forherligede.

Engang da havet på den sædvanlige tid gav adgang til grotten, kom mange mennesker for at ære den Hellige Martyrs relikvier. Ved et tilfælde blev et barn efterladt i grotten, glemt af dets forældre da de gik derfra. Da vandet atter begyndte at stige og allerede dækkede grotten, skyndte alle i den sig væk, fordi de frygtede, at havet skulle komme over dem. Det efterladte barns forældre skyndte sig også ud, idet de tænkte, at barnet var gået ud sammen med nogle af de andre tidligere. De så sig omkring og ledte efter ham alle vegne blandt folkene, men de kunne ikke finde ham, og det var ikke længere muligt at vende tilbage til grotten, siden havet havde dækket grotten. Forældrene græd utrøsteligt og gik hjem til sig selv med stor gråd og sorg.

Året efter trak havet sig atter tilbage og barnets forældre kom på ny for at ære den hellige. Da de trådte ind i grotten, fandt de barnet i live og ved godt helbred, siddende ved den helliges grav. Forældrene blev ubeskriveligt glade, tog ham op og spurgte ham, hvordan han havde overlevet.

Barnet pegede med en finger på martyrens grav og sagde: ”Denne helgen holdt mig i live, gav mig mad og drev alle havets rædsler væk fra mig”.

Da var der stor glæde hos forældrene og folket, der var kommet til festen, og alle lovpriste de Gud og Hans hellige.

Under den græske kejser Nikeforos regeringstid, trak havet sig ikke tilbage på dagen for hellige Klements ihukommelse, sådan som det havde været de forgangne år. Således var det i 50 år eller længere. Men da Georg den Salige blev gjort til biskop af Chersonesos, bedrøvedes han dybt over, at havet ikke trak sig tilbage, og at relikvierne af så stor en Guds helgen befandt sig, som under en skæppe, dækkede af vandet.

Under hans ledelse af bispedømmet kom to kristne læremestre, Methodius og Konstantin Filosoffen, der senere blev kaldt Kyrillos²¹ til Chersonesos; de var undervejs for at forkynde for khazarerne²² og spurgte på vejen efter Hellige Klements relikvier. Da de havde erfaret, at de befandt sig i havet, begyndte disse to kirkelige læremestre at tilskynde biskop Georg til at åbenbare denne åndelige skat – bispemartyrens hellige relikvier.

Tilskyndet af sine læremestre tog biskop Georg til Konstantinopel og berettede om alt dette til den daværende kejser, Michael d. III²³, og ligeledes til hans hellighed, patriark Ignatius²⁴. Kejseren og patriarken sendte udvalgte mænd og hele Hagia Sofias²⁵ klerus med ham. Da han ankom til Chersonesos, samlede biskoppen hele folket, og med salmer og sang drog de alle mod havkysten i håbet om at få opfyldt deres ønske, men vandene delte sig ikke. Da solen var gået ned, og de gik ombord på et skib, oplystes havet pludseligt midt i midnatsmørket: først viste hovedet sig, og derefter trådte resten af Hellige Klements relikvier op af vandet. De hellige hierarker, tog ærbødigt imod dem, lagde dem i skibet og bar dem højtideligt ind i byen og anbragte dem i kirken. Da den hellige liturgi begyndte, skete der mange undere: blinde blev seende, lamme og alle slags syge blev helbredte, og de besatte blev befriet fra dæmonerne gennem Hellige Klements bønner, ved vor Herre, Jesu Kristi Nåde, Ham tilkommer ære i al evighed. Amen²⁶.

Noter:

Octavian Augustus – Den første romerske kejser efter den romerske republiks fald. Regerede fra år 30 før Kristus til år 14 efter Kristus. Tiberius, der var hans stedsøn, regerede fra år 14 til år 37. Under hans regeringstid led vor Herre Jesus Kristus og tog imod døden på korset.
Asien var navnet på en romersk provins, der befandt sig i det nuværende Lilleasien (den anatoliske halvø, ved Middelhavets bred). Provinsen udgjordes af adskillige byer med deres omegne. Byen Pergamon regnedes for provinshovedstad.
I oldtiden bar mange byer navnet Cæsaræa. Ved navnet Cæcaræa Stratonis menes der den palæstinensiske by på den østlige middelhavskyst, der er bedre kendt som Cæsaræa Palestinæ eller Cæsaræa Maritima. Denne by blev opført af den judæiske konge Herodes på stedet hvor den oldgamle by Straton engang lå. Byen blev kaldt Cæcaræa til ære for Cæsar Augustus (den romerske kejser Octavian Augustus). I vore dage er der blot ruiner tilbage byen.
Apostlen Barnabas – en af de halvfjerdsindstyvende. Hans ihukommelse fejres d. 11. juni.
Drakme – oldgræsk møntenhed i sølv.
Antandros – en by ved den Adramytiske bugt (i vore dage kaldet Edremitbugten) i Mysien, der er det nordøstlige område i Lilleasien. Denne antikke bys ruiner findes den dag i dag.
Laodikea – den vigtigste by i det antikke Frygien i den vestlige del af Lilleasien. Den Laodikeiske Kirke hørte til de syv berømte Lilleasiatiske kirker, der nævnes i Apokalypsen – Johannes Teologens Åbenbaring. I dag er der blot ruiner tilbage på en mindre høj, nær Eskihisar, der minder om den antikke by. I den kirkelige historie er Laodikea kendt for det kirkeråd, der blev afholdt der i året 365 efter Kristus, hvilket efterlod uddybende regler vedrørende gudstjenesternes orden, sømmelig adfærd for klerus og lægfolk samt den tids forskellige laster og vildfarelser.
Hegemon – af græsk: ”leder” eller ”fører”. I den danske bibeloversættelse oversættes ordet som ”landshøvding”.
29. juni år 67 efter Kristus.
Den Hellige Biskop Linus af Rom (år 67-69) er en af de 70 Apostle. Hans ihukommelse fejres d 5. november og d. 4. januar.
Den Hellige Biskop Anacletus var biskop af Rom fra år 79 til år 91.
Den Hellige Apostel Klement ledte Kirken i Rom fra år 91 til år 100.
Nerva – romersk kejser der regerede fra år 96 til 98 efter Kristi Fødsel.
Comitami (lat.) var den romerske betegnelse for provinsfyrsternes håndlangere.
Trajan – romersk kejser fra år 98 til 117 efter Kristus.
Chersonesos – en by i Taurida, en halvø i Sortehavet (i vore dage kaldet Krim); byen befandt sig nær det nuværende Sevastopol. Det var her den Hellige Apostellige russiske fyrste Vladimir modtog den kristne tro.
Hl. Klement omtaler den belønning man får ved at lide martyrdøden for Kristus. Denne belønning omtales af de kristne som en krone fra Gud.
Bane – oprindeligt et stadium, stedet for afholdelse af konkurrencer; senere fik dette ord samme betydning som et stadie, dvs. et afstandsmål på 125 skridt.
Salme 45:5.
Den byzantiske kejser Nikeforos regerede fra år 802-811 efter Kristus.
De Hellige Methodius og Kyrillos – de slaviske folskeslags oplysere.
Khazarerne er et folk af turkmensk oprindelse, som levede nær Det Kaspiske Hav i de nedre dele af Volga og i Nordkaukasien. De var dels hedninger, dels muhammedanere, og dels bekendte de sig til den jødiske tro.
Den byzantiske kejser Michael d. III regerede fra år 855-867 efter Kristus.
Hellige Ignatius ledte kirken i Konstantinopel fra år 847-857, og efter Fotius fra år 867-877.
Hagia Sofia (Hellige Visdom) er Konstantinopels katedral.
Det er kendt, at de Hellige Kyrillos og Methodius tog en del af Hellige Klements relikvier med sig og sendte dem til Rom under pave Adrian II (år 867); men den helliges legeme forblev sammen med det ærværdige hoved i Chersonesos indtil det tidspunkt, hvor denne by blev indtaget af den hellige russiske storfyrste Vladimir. Sidstnævnte tog Hellige Klements relikvier med sig, efter at have modtaget den hellige dåb i Chersonesos, ”for velsignelse til sig selv og for helliggørelse til alle mennesker” og anbragte dem i Den Alhellige Gudføderskes Tiendekirke i Kiev. Her befandt bispemartyrens relikvier sig indtil tartarernes invasion. Hvad der blev af disse relikvier under tartarernes invasion, om de blev holdt skjult af de troende eller flyttet til et andet sted, er ukendt. I vore dage kan man blot finde dele af disse relikvier, for eksempel i velsignelseskorset i Alexander Nevskijs Lavra i Sankt Petersborg.

Hellige Bispemartyr Klement bed til Gud for os!