Kirkens kanoner (Love)

Dette er på ingen måde en professionel eller færdig oversættelse af Kirkens kanoner. Det er blot begyndelsen på et projekt om at få gjort Apostlenes kanoner samt de syv Økumeniske Råds protokoller gjort tilgængelige på det danske sprog, hvilket med Guds vilje måske kan blive færdigt inden for en overskuelig fremtid.

diakon Mihail Sukhanov

Den Ortodokse Kirkes kanoner.

Den ortodokse Kirkes kanoner, består af de stadfæstede regler, forskrifter og love der udgør et sikkerhedsnet for den smalle sti til frelsen, for det åndelige liv og for Kristi Kirkes udformning på jorden. Disse love er nedskrevet af flere omgange i historien af de hellige Fædre, oplyste af den Hellige Ånd. Den første samling love der blev nedskrevet i Kirken, var de tolv hellige og ærværdige Apostles kanoner (af græsk: ”kanon” der betyder lov eller regel), af hvilke der er 85. De resterende kanoner er nedfældet på skrift af de Syv Økumeniske Råds Hellige Fædre samt de stedlige råds Hl. Fædre. Alle kanonerne blev samlet af den hellige Nikodemus af Athos (Hagioriten) i bogen ”Pidalion” (gr. = roret) eller den fulde titel på dansk: ”RORET, af den Ene Hellige Katholske og Apostolske Ortodokse Kirkes åndelige skib, eller alle Hellige og Guddommelige love stadfæstede af de Hellige Alpriste Apostle, de Hellige Økumeniske og lokale (kirke-)Råd samt enkelte Hellige Fædre, fortolkede af Hieromunken Agapit og munken Nikodemus” og minutiøst beskrevet med forklaringer og tolkninger.

Inden man kan sætte sig ind i den Ortodoks-Katholske Kirkes love, er det essentielt og af allerhøjeste vigtighed, at forstå, at kanonerne ikke er til for kanonernes skyld, men for vor frelses skyld. De er en hjælp til at opnå anger og leve et liv ifølge Herrens Bud. De må under ingen omstændigheder mistolkes som noget juridisk, der er absolutært i sin essens. Kanonerne vedrørende Kirkens opbygning, hierarki og struktur samt de der omhandler dogmatiske spørgsmål, er ufravigelige på alle måder. De kanoner der vedrører lægfolkets liv i fromhed og gudsfrygt, med forskrifter for forskellige tiltag i forbindelse med særlige alvorlige synder til den enkeltes frelse, varierer, og er op til den enkelte præst at vurdere i forhold til sine åndelige børn. De foreskrevne tiltag kan tjene som en indikation for syndens alvor i forhold til sjælens frelse, og skal forstås som Guds kærlighed til menneskeheden i Hans forsøg på at bringe os tilbage på den rette vej til frelsen. Thi Herren ønsker ikke en synders død, men at han omvender sig fra sin vej til frelse.

I det følgende er udelukkende de Tolv Apostles 85 kanoner oversat. Kun få steder er små dele af forklaringerne oversat, der hvor det er mest kritisk for forståelsen.

 

 

De Tolv Hellige og Ærværdige Apostles Kanoner

 

Kanon 1

En biskop skal håndspålægges af to eller tre biskopper.

 

Kanon 2

En presbyter håndspålægges af én biskop, ligesådan med diakoner, og alle andre klerikere.

(Klerikere er en del af kleresiet, så som kanoniske sangere, læsere, lysbærere og hypodiakoner, der på trods af at være en del af kleresiet (gejstligheden), ikke er en del af præsteskabet som ypperstepræsten (biskoppen), presbyteren (præsten) og diakonen er.)

Kanon 3

Hvis nogen biskop eller presbyter, i modsætning til Herrens stadfæstelse om offerbringelsen, bringer noget andet ind i alteret: honning, mælk, eller en forberedt drik i stedet for vin, fjerkræ, et hvilket som helst dyr eller grøntsager, i modsætning til stadfæstelsen, må han da blive afsat fra værdigheden (præsteskabet). Undtagelser udgøres af friskt korn og vindruer, der bringes på et passende tidspunkt. Må det ikke være tilladt at bringe noget andet ind i alteret, end olivenolie til lamperne og røgelse, til tiden for den hellige ofring.

 

Kanon 4

Alle andre frugter må da sendes, når de er modne, til biskoppens eller presbyternes hus, men ikke til alteret – selvfølgeligt med det formål, at biskoppen og presbyterne uddeler en del til diakonerne samt resten af klerikerne.

Kanon 5

En biskop, eller presbyter, eller diakon må ikke frasige sig sin hustru under fromhedens påskud. Hvis han da frasiger sig, må han da blive ekskommunikeret, hvis han forbliver stædig, må han da blive afsat (præsteskabet).

Kanon 6

En biskop, eller presbyter, eller diakon må ikke pålægge sig verdslige bekymringer. I så fald må han da blive afsat (præsteskabet).

Kanon 7

Hvis en hvilken som helst biskop, eller presbyter, eller diakon fejrer Påskens hellige dag før forårets jævndøgn sammen med jøderne, må han da blive afsat (præsteskabet).

Kanon 8

Hvis en hvilken som helst biskop, eller presbyter, eller diakon, eller en hvilken som helst der befinder sig på listen blandt gejstligheden ikke kommunicerer under offerbringelsen, skal han da oplyse grunden herfor. Og hvis denne er velsignet (værdig), må han da være tilgivet. Hvis han da ikke oplyser, må han da blive afsat (præsteskabet) som skyldig i det, at han har gjort skade på folket og påkaldt mistro på den der har bragt ofret, som om denne ukorrekt har udført Mysteriet.

Kanon 9

Alle de troende, der træder ind i kirken og lytter til Skrifterne, men ikke bliver til bønnen og under den Hellige Kommunion, skal ekskommunikeres som forbrydere af ordenen i kirken.

Kanon 10

Hvis en hvilken som helst person, beder, sammen med en person der er uden for kommunionen, selv hvis det er i hjemmet, må han da ekskommunikeres.

Kanon 11

Hvis en hvilken som helst kleriker, beder sammen med en afsat kleriker, må han da selv blive afsat (klerisiet).

Kanon 12

Hvis en hvilken som helst kleriker eller lægperson, der er ekskommunikeret eller afsat, drager til og bliver modtaget i en anden by uden et identificerende dokument, må han da blive ekskommunikeret, både den der tog imod ham og den der blev taget imod.

Kanon 13

Hvis han allerede er ekskommunikeret, må hans ekskommunikation da blive forlænget, thi han har talt usandt og bedraget Guds Kirke.

Kanon 14

Det er forbudt en biskop, havende forladt sit bispedømme, at overtage et andet, selv hvis mange tvinger ham, dog med undtagelse af hvis der findes en velsignet årsag tvingende ham til at gøre dette, netop i tilfælde af når han med fromhedens ord kan bringe større fordel for de derboende. Men også dette må han ikke gøre af egen vilje, men efter mange biskoppers beslutning og efter insisterende bøn herfor.

Kanon 15

Hvis en presbyter, eller diakon, eller en hvilken som helst blandt klerisiet, havende efterladt sit bispedømme, drager til et andet og endeligt er flyttet, bebor et andet dømme imod sin biskops vilje, bebuder vi, at sådan en ikke længere må tjene, særligt hvis hans biskop har forsøgt at overtale ham til at vende tilbage, og han ikke er lydig, men er vedholdende i skændsel; lad ham da forblive i kommunionen som lægperson.

 

Kanon 16

Hvis den biskop, de er kommet til, ikke tillægger deres pådragede forbud mod at tjene nogen betydning, og modtager dem som klerikere, må han da blive ekskommunikeret som værende skændslens læremester.

Kanon 17

En person der har været i et ægteskab to gange efter dåben eller har taget sig en konkubine, kan ikke være biskop, eller presbyter, eller diakon eller overhovedet tilhøre den hellige gejstlighed.

Kanon 18

En person der ægtes med en enke, eller en fraskilt, eller en skøge, eller en slavepige, eller en skuespillerinde, kan aldrig blive biskop, eller presbyter, eller diakon eller overhovedet tilhøre den hellige gejstlighed.

Kanon 19

En person der har ægtet to søstre eller sin niece kan ikke blive kleriker.

Kanon 20

En kleriker, der borger, må da blive afsat (præsteskabet).

(At ”borge” skal forstås i betydningen som i Ordspr. 22:26-27 ”Hør ikke til dem, der giver håndslag, dem, som borger for gæld! Såfremt du ej kan betale, tager man sengen, du ligger i.”)

Kanon 21

En kastreret, hvis han da blev sådan af folkets ondskab, eller mistede de mandlige organer under forfølgelser, eller blev født som sådan, og ellers er værdig, må da lades blive biskop.

Kanon 22

En person der har kastreret sig selv må aldrig blive kleriker, thi han er selvmorder og Guds skabnings fjende.

Kanon 23

Hvis en hvilken som helst blandt klerisiet, kastrerer sig selv, må han da blive afsat (klerisiet). Thi han – er selvmorder.

Kanon 24

En lægperson, der kastrerer sig selv, skal ekskommunikeres i tre år, thi han har forbrudt sig mod sit eget liv.

Kanon 25

En biskop, eller presbyter, eller diakon, der er pågrebet i utugt, i løftebrud eller tyveri, må han da blive afsat (præsteskabet), men ikke ekskommunikeret. Thi Skriften siger: (Septuaginta: Nahum 1:9) ”Tag ikke hævn to gange for det samme”. Således skal der handles over for alle klerikere.

Kanon 26

Vi befaler, at blandt dem der er indtrådt klerisiet ugifte, er det udelukkende læsere og sangere som kan gifte sig, såfremt de må ønske dette.

Kanon 27

En biskop, eller presbyter, eller diakon, hvis han slår de troende for synders skyld, eller de vantro for uretfærdige handlinger og ønsker derved at indgyde frygt, befaler vi at afskære (præsteskabet). Thi Herren har ikke lært os sådan noget. Omvendt, da Han Selv blev slået, svarede Han ikke med slag: ”Han skældte ikke igen, når Han blev udskældt, truede ikke, når Han led ondt” (1 Pet. 2:23).

Kanon 28

Hvis en biskop, eller presbyter, eller diakon, der på retfærdig vis er afsat for åbenlyse overtrædelser, vover at berøre den tjeneste der tidligere var ham pålagt, må sådan en fuldstændigt blive afskåret fra Kirken.

Kanon 29

Hvis en biskop, eller presbyter, eller diakon tilegner sig denne værdighed med penge, må også han blive afsat, samt den, der håndspålagde ham; og må han blive fuldkomment afskåret fra kommunionen, som Simon-Magus blev det af mig, Peter.

Kanon 30

Hvis en biskop, henvender sig til de verdslige magter, med deres hjælp tilraner sig magten over Kirken, må han da blive afsat og ekskommunikeret, ligeså alle dem der befinder sig i enhed med ham.

Kanon 31

Hvis en presbyter, holder sin biskop forhadt, og begynder separat at afholde forsamlinger og opstiller et andet alter, alt imens der i biskoppen ikke findes noget modsættende fromheden og retfærdigheden, må han da blive afsat (præsteskabet) som en magtgerrig, thi han – har tilranet sig magt. Ligesådan med alle andre klerikere, der slutter sig til ham; lægfolk bliver da ekskommunikeret. Men lad dette blive gjort efter den første, anden og tredje advarsel fra biskoppens side.

Kanon 32

Hvis en presbyter eller diakon bliver afsat (præsteskabet) af en biskop, er det forbudt at for en hvilken som helst anden (biskop) at modtage ham, bortset fra (biskoppen) der har afsat ham, med undtagelse af en situation, hvis biskoppen der har afsat ham, dør.

Kanon 33

Ingen fremmede biskopper, presbytere eller diakoner må modtages uden et repræsentativt dokument. Når de bliver fremvist, skal de fremviste adspørges, og hvis de viser sig at være bekendere af fromhed, må de modtages; hvis ikke, skal de have alt der er nødvendigt, men i må ikke modtage dem i kommunion. Thi meget gøres ad bedrageriets vej.

Kanon 34

Hvert folkeslags biskopper skal kende den fremmeste blandt dem, og anerkende ham som overhoved, og ikke foretage noget der overskrider deres magt uden hans tilladelse; der skal kun foretages det, som vedrører hans egn og de områder der hører under denne. Men også den fremmeste må ikke gøre noget uden alles samtykke. Thi sådan vil der være enhed og Gud være lovprist gennem Herren i den Hellige Ånd, Fader, Søn og Helligånd.

(Der tales her om, at et folkeslags biskopper skal udvælge et overhoved iblandt sig, og inddele landet i bispedømmer ”egne” som hver enkelt biskop har ansvaret for. Det stadfæstet derudover at den øverste blandt biskopperne ikke må foretage sig noget uden alle de andre biskoppers samtykke.)

Kanon 35

Må en biskop ikke vove at udføre håndspålæggelser udenfor sit bispedømmes grænser, i byer og landsbyer, der ikke er underlagt ham. Hvis han bliver opdaget i, at gøre dette uden tilladelse fra den biskop der styrer disse byer og landsbyer, må han da selv blive afsat (præsteskabet), og ligeså dem han måtte have håndspålagt.

Kanon 36

Hvis en person, der er blevet håndspålagt til biskop, ikke tager imod den pålagte tjeneste og omsorg for folket, skal sådan en ekskommunikeres indtil han tager imod det. Det samme gælder både presbytere og diakoner. Hvis han da, værende draget derud, ikke bliver modtaget, ikke af sin egen vilje, men af folkets fordærvelse, må han da forblive biskop, imens byens klerisi må blive ekskommunikeret for ikke at have belært et sådant ulydigt folk.

Kanon 37

To gange årligt skal der afholdes råd blandt biskopperne, og må de tale sammen om fromhedens dogmer og løse opståede kirkelige tvister: første gang på den fjerde uge efter Pinsen, og anden gang – på den tolvte dag i måneden Hyperberetos.

(Hyperberetos svarer til oktober, og er betegnelsen for måneden i den antikke makedonske kalender, der var en lunisolarkalender brugt i det gamle Makedonien omkring det 1. årtusinde f.Kr.)

Kanon 38

En biskop skal tage sig af alle kirkelige ting og skal administrere dem, som for Guds åsyn. Men det er ham forbudt at tilegne sig noget som helst af det, eller give Guds (ejendom) til sine slægtninge. Hvis de da er fattige, må han hjælpe dem som fattige, men han må ikke sælge noget der tilhører kirken under dette påskud.

Kanon 39

Presbytere og diakoner må ikke foretage sig noget uden biskoppens vilje. Thi han har ansvaret for Herrens folk, og der vil af ham forlanges svar for deres sjæle.

Kanon 40

Må en biskops personlige ejendom være kendt i detalje (såfremt han da er i besiddelse er personlig ejendom) samt Herrens ejendom, så efter sin hensovelse, biskoppen havde magt til at efterlade sin personlige ejendom til den han skulle ønske og hvordan han skulle ønske og for at biskoppens ejendom ikke skulle blive konfiskeret som kirkens ejendom, fordi i nogle tilfælde har en biskop kone og børn, eller slægtninge, eller trælle. Thi retfærdigt er det for Gud og mennesker, at hverken Kirken skulle lide nogen skade fordi biskoppens ejendom er ukendt, ej heller biskoppen eller hans slægtninge så hans ejendom ikke skulle blive konfiskeret for Kirken, ej heller biskoppens nærmeste blive trukket ind i retssager, ej heller så hans død skulle være fulgt af vanære.

(De tolv hl. Apostle stadfæster i denne kanon, at en biskops eventuelle personlige ejendom skal være kendt ned til mindste detalje. Dette forhindrer konflikter i at opstå og lader retfærdigheden ske fyldest.)

Kanon 41

Vi tildeler biskoppen at have magt over Kirkens ejendom. Thi hvis dyrebare menneskelige sjæle skal tiltros ham, desto mere skal det pålægges ham at råde over pengene, sådan så han kan bestyre alt af sin magt og give til de nødsagende gennem presbyterne og diakonerne med Gudsfrygt og enhver ærbødighed og så han selv kan tage det der er nødvendigt (hvis det da er nødvendigt), til sine behov og de modtagne brødres behov, så de ikke under nogen omstændigheder skal mangle noget. Thi Guds lov foreskrev, at de der tjener ved offerbordet (helligdommen), skal få deres føde fra offerbordet (helligdommen) (1 Kor. 9:13). En kriger gør da aldrig krigstjeneste mod fjender for egen lønning. (1 Kor. 9:7).

Kanon 42

En biskop, eller presbyter, eller diakon, der hengiver sig til et hvilket som helst hasardspil og drukkenskab, må da afholde sig fra det, eller blive afsat.

Kanon 43

En hypodiakon, læser eller sanger, der gør noget lignende, skal afholde sig fra det, eller blive ekskommunikeret. Ligesådan med en lægperson.

Kanon 44

En biskop, eller presbyter, eller diakon, der forlanger renter af sine skyldnere, skal enten stoppe med det, eller blive afsat.

Kanon 45

En biskop, eller presbyter, eller diakon, der blot forenes i bøn med kættere, må da blive ekskommunikeret. Hvis han da har tilladt dem at udføre noget som helst som klerikere, lad ham blive afsat.

Kanon 46

Vi befaler at afsætte enhver biskop eller presbyter, der anerkender kætteres dåb som værende sand, eller havende anerkendt deres ofring. Thi hvordan kan Kristus stemme overens med Beliar? Eller hvordan kan den troende have lod og del med den vantro? (2 Kor. 6:15).

Kanon 47

Hvis en biskop eller presbyter på ny døber en person der allerede besidder den sande dåb, eller hvis han ikke døber en der er besmittet af ugudelige, lad ham da blive afsat som en der håner Korset og Herrens død og ikke kan se forskel på præster og pseudopræster.

Kanon 48

Hvis en lægperson, havende frasagt sig sin hustru, tager en anden, eller en der er fraskilt en anden mand, lad ham da blive ekskommunikeret.

(Thi Herren har selv sagt i Evangeliet: ”Jeg siger jer, at enhver, som skiller sig fra sin hustru af anden grund end utugt, han bliver årsag til, at der bedrives hor med hende; og den, der gifter sig med en fraskilt kvinde, han bedriver hor.” (Matt. 5:32) )

Kanon 49

Hvis en biskop eller presbyter i modsætning til Herrens stadfæstelse ikke døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (Matt. 28:19), men i tre begyndelsesløse væseners navn, eller i tre sønners navn, eller i tre trøsteres navn, lad ham da blive afsat.

Kanon 50

Hvis en biskop eller presbyter ikke udfører tre nedsænkninger af den ene mysteriehandling, men blot en enkelt nedsænkning, givet til Herrens død, lad ham da blive afsat. Thi Herren har ikke sagt: ”Døb dem til Min død”, men: Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (Matt. 28:19).

Kanon 51

Hvis en biskop, eller presbyter, eller diakon, eller nogen som helst blandt gejstligheden frasiger sig ægteskabet, kød, og vin, ikke for afholdenhedens askeses skyld, men på grund af, at han afskyr alt dette, i glemsel om, at alt er såre godt og at Gud skabte mennesket som mand og kvinde, og blasfemisk bespotter Guds skabning, han skal enten rette sine veje, ellers skal han afsættes og ekskommunikeres fra Kirken. Det samme gælder lægpersoner.

Kanon 52

Hvis en biskop eller presbyter ikke tager imod en tilbagevendt synder, men afviser ham, lad ham blive afsat, thi han bedrøver Kristus der har sagt: ”Der bliver glæde i Himmelen over én synder, som angrer” (Luk. 15:7).

Kanon 53

Hvis en biskop, presbyter eller diakon ikke spiser kød eller vin på festdage, af afsky for dette, og ikke for askesens skyld, lad ham da blive afsat, som brændt af sin egen samvittighed og værende årsag til manges fristelse.

Kanon 54

Hvis en kleriker bliver pågrebet i at han spiser på en taverna hvor der serveres berusende drikke, lad ham da blive afsat – hvis han da ikke er rejsende og derfor nødsaget til at stanse for at hvile i et gæstehus.

(For at Guds navn ikke skal bespottes på grund af dem, skal Guds Udvalgte være forbilleder for lægfolket på det fromme liv. Derfor stadfæster denne kanon: at den kleriker der indtager sin mad på en taverna –bar, café, restaurant etc., skal afsættes fra sit hellige embede. Thi det at han går i taverna, bevidner mere end noget andet, at han fører et uanstændigt liv og udtrykkes hans fordærv blot i lidenskab til mad og drikke, men ikke også i hans andre tilbøjeligheder? Thi mange uanstændige mænd og umådelige kvinder samles i taverner, og selvfølgelig bliver den der har omgang med sådanne mennesker også præget af deres synder. Thi af Apostlen Pauli ord: Lad jer ikke lede vild! Slet omgang fordærver gode sæder. ” (1 Kor. 15:33))

Kanon 55

Hvis en kleriker fornærmer en biskop, lad ham da blive afsat. Thi du må ikke spotte dit folks leder (Septuaginta: 2 Mos. 22:28).

Kanon 56

 Hvis en hvilken som helst kleriker fornærmer en presbyter eller en diakon, skal han da ekskommunikeres.

Kanon 57

Hvis en hvilken som helst kleriker ler af en invalid, døv, blind eller af en der har beskadigede ben, lad ham da blive afsat. Det samme gælder lægpersoner.

Kanon 58

En biskop eller presbyter der ikke tager sig af klerisiet eller folket og ikke belærer dem i fromheden, lad ham da blive ekskommunikeret. Hvis han fremover fortsætter med at være doven og ligeglad, lad ham da blive afsat.

Kanon 59

Hvis en biskop eller presbyter ikke giver det der er nødvendigt til en hvilken som helst trængende kleriker, lad ham da blive ekskommunikeret. Hvis han er stædig, skal han da afsættes ligesom en der har myrdet sin broder.

Kanon 60

Hvis en person proklamerer ugudeliges bøger i kirken som værende hellige, til skade for folket og klerisiet, lad ham da blive afsat.

(Nogle bøger er skrevet af kættere og ugudelige mennesker der løgnagtigt har underskrevet dem med de Helliges navne med det formål at narre og bedrage simple mennesker. Disse bøger inkluderer følgende: det såkaldte Thomas’ Evangelium, der er skrevet af manikæerne og tilskrevet Apostlen Thomas. De såkaldte ”Abrahams Åbenbaringer”, ”Isaaks, Jakobs og Guds Moders Åbenbaringer”, der alle er Krysomallas løgne som kætteren Pamfylos beskrev som: ”Teologiske vers” og tusinder af lignende bøger. Den Hellige Meletios Bekenderen beskriver alle disse bøger i sin bog kaldet ”Alfabeternes alfabet”. Andre bøger der er fromme og ortodokse, skrevne af de Hellige Fædre, er blevet beskadigede og omskrevet af kættere. Sådan blev f.eks. ”De Apostolske stadfæstelser videregivet gennem Klemens” omskrevet af ondskabsfulde folk, hvilket lå til grund for at de blev forkastet sådan som det er beskrevet i det sjette Økumeniske Råd i Kanon 2, og derudover også de apokryfe bøger tilhørende Elias, Jeremias, Enok, og andre profeter og patriarker.
Derfor stadfæster denne kanon, at den der i kirken vover at proklamere og tilbyde at læse falske bøger skrevne af ugudelige og uortodokse, beskrivende dem som hellige, til skade for folkets og klerikeres sjæle, skal afsættes præsteskabet. I virkeligheden bør man åbent fordømme disse bøger og i det mindste skjule dem, og ikke læse dem i kirken.)

Kanon 61

Hvis en troende bliver anklaget for at have begået utroskab, utugt, eller nogen anden lovløs gerning og bliver kendt skyldig, må han da aldrig blive en del af klerisiet.

Kanon 62

Hvis en hvilken som helst kleriker af menneskelig frygt overfor en jøde, eller en hedning, eller en kætter, skulle frasige sig Kristi navn, lad ham da blive ekskommunikeret fra Kirken, og han frasiger sig klerisiet, lad ham da blive afsat. Når han så viser sig igen, lad ham blive taget imod som en blandt lægfolket.

Kanon 63

Hvis en biskop, eller presbyter, eller diakon, eller nogen som helst fra gejstligheden spiser kød med sjælens blod (Septuaginta: 1 Mos. 9:4), eller ådsler der er dræbt af et vildt dyr, eller som er dødt af naturlige årsager, lad ham da blive afsat, thi dette har loven forbudt. Hvis en lægperson gør dette, lad ham da blive ekskommunikeret.

Kanon 64

Hvis det viser sig, at en hvilken som helst kleriker faster på Herrens dag (søndag) eller om lørdagen (med undtagelse af én eneste lørdag), lad ham da blive afsat. Hvis en lægperson gør dette – lad ham da blive ekskommunikeret.

Kanon 65

Hvis en hvilken som helst kleriker eller lægperson træder ind for at bede i en jødisk synagoge eller en kættersk forsamling, lad ham da blive afsat og ekskommunikeret.

Kanon 66

Hvis en hvilken som helst kleriker i slåskamp rammer nogen, og med et slag slår nogen ihjel, lad ham da blive afsat for hans aggressivitet. Hvis en lægperson gør det samme – lad ham da blive ekskommunikeret.

Kanon 67

Hvis en hvilken som helst person er i besiddelse af en uforlovet jomfru, og med voldtægt forbryder sig over hende, lad ham da blive ekskommunikeret. Det er ham ikke tilladt at finde sig en anden hustru, men lad ham få hende som han har udvalgt, selv hvis hun er fattig.

(Denne kanon stadfæster, at hvis en person misbruger sin magt og forbryder sig mod en jomfru der ikke er forlovet med en anden, og derefter efterlader hende i sit hjem, skal han ekskommunikeres for sin uforskammede forbrydelse, og han har ingen ret til at finde sig nogen anden hustru end den pige som han har forbrudt sig imod, hvis hun da selv vil ægte ham. Hvis ikke, kan han aldrig indgå i det hellige ægteskab.)

Kanon 68

Hvis en biskop, eller presbyter, eller diakon modtager en håndspålæggelse på ny fra en anden, lad da både ham selv og den der har håndspålagt ham blive afsat, hvis det da ikke bliver bevist, at han er håndspålagt af kættere. Thi det er umuligt, at den der har modtaget dåb eller håndspålæggelse fra kættere kan være troende eller klerikere.

Kanon 69

Hvis en biskop, eller presbyter, eller diakon, eller hypodiakon, eller læser, eller sanger ikke faster i 40 dage under den hellige Store Faste, eller om onsdagen, eller om fredagen, lad ham da blive afsat, med undtagelse af hvis han er forhindret i dette af legemlig sygdom. Hvis en lægperson ikke faster, lad ham da blive ekskommunikeret.

Kanon 70

Hvis en biskop, eller presbyter, eller diakon, eller hvilken som helst blandt klerisiet faster sammen med jøderne, eller fejrer festdage sammen med dem, eller modtager festens gaver fra dem, som eksempel usyret brød eller lignende, lad ham da blive afsat. Hvis en lægperson gør det samme, lad ham da blive ekskommunikeret.

Kanon 71

Hvis en kristen bringer olie ind et hedensk tempel eller en jødisk synagoge til deres fester eller tænder lys deri, lad ham da blive ekskommunikeret.

Kanon 72

Hvis en hvilken som helst kleriker eller lægperson tager voks eller olie fra den hellige kirke, lad ham da blive ekskommunikeret; og lad ham tillægge en femtedel til det han har stjålet.

Kanon 73

Ingen må længere tilegne sig en helliget beholder af guld eller sølv eller et forhæng (til liturgisk brug) til eget brug, thi dette er imod loven. Hvis nogen som helst bliver opdaget i at gøre dette, lad ham da blive straffet med ekskommunikation.

Kanon 74

Hvis en biskop, anklages for noget af mennesker der er tillidsværdige, skal de tilkalde andre biskopper; og hvis han træder frem og tilstår eller bliver kendt skyldig, lad da en bestemt epitimia (bod) blive fastsat. Hvis den hidkaldte nægter at være lydig, lad ham i så fald hidkalde anden gang ved at sende to biskopper til ham. Hvis han også der ikke vil lytte, lad ham da blive hidkaldt en tredje gang, atter ved at sende to biskopper til ham; hvis han da også i dette tilfælde af foragt ikke viser sig, lad da Rådet (synoden – sobor) tage en beslutning vedrørende ham, for at det ikke skal se ud som om han drager fordel af, at undgå domsafsigelse.

(Epitimia af græsk ”ἐπιτιμία” betyder direkte oversat ”straf”, men vil på dansk nærmere have samme betydning som ”at gøre bod”. Det er da nødvendigt at vide, at pålæggelsen af en epitimia IKKE er en ”straf” som i juridisk forstand, men et pædagogisk værktøj samt åndelig medicin, som kirkefædrene altid har brugt til lægelse af sjælen. Derfor kan en epitimia være meget varierende og er komplet individuel alt efter den pågældende persons åndelige niveau og forståelse. Som eksempel: En epitimia kan for en åndelig erfaren person bestå i at gøre 100 knæfald for Herren dagligt i et år samt læsningen af den angrende kanon dagligt i samme periode og give almisser til de fattige eller andet Gudsbehagende arbejde. En epitimia for en mindre erfaren person i det åndelige liv kan bestå i at sige Jesusbønnen en enkelt gang om dagen i en uge, med et enkelt knæfald for Herren. Selv dette kan være for meget for den uerfarne, i hvilket tilfælde der må findes en endnu mildere epitimia. For at understrege at epitimia ikke er af nogen form for juridisk betydning men udelukkende et pædagogisk værktøj samt medicin for sjælen, kan det beskrives, at den epitimia der blev givet til den erfarne person, blev pålagt på baggrund af at personen havde dømt et andet menneske i sine tanker, og til den uerfarne fordi han havde begået utugt eller udøvet vold. Disse ovenstående eksempler er opdigtede i et forsøg på at give indblik i hvordan epitimia benyttes i Kirken til sjæles lægelse.)

Kanon 75

Det er for forbudt at lade en kætter vidne mod en biskop, men man må ej heller blot lade én troende gøre det samme: ”enhver sag kan blive afgjort efter to eller tre vidners udsagn” (Matt. 18:16).

Kanon 76

Det er stadfæstet, at ingen biskop kan tillades at håndspålægge nogen som helst til bispestandens værdighed af familiære følelser til en broder, eller sine slægtninge. Thi det er ikke godt at skabe arvinger til bispestanden, ved at underkaste Guds ting for menneskelige lidenskaber: thi Guds Kirke bør ikke underkastes arvingers magt. Hvis der da er nogen der handler sådan, er hans håndspålæggelse ugyldig, og den der håndspålagde skal straffes med ekskommunikation.

Kanon 77

Hvis en invalid person, eller en der har et skadet øje eller ben, er værdig til at være biskop, lad ham da blive det, thi det ikke er legemlige skader der besmitter, men derimod skidt i sjælen (der gør det).

Kanon 78

Lad ikke en døv eller blind blive biskop – ikke fordi han ikke er from, men fordi han ikke må være forhindret i at beskæftige sig med kirkelige sager.

Kanon 79

Hvis en person er besat af en dæmon, lad ham da ikke blive kleriker, og endda med de troende må han ikke bede. Efter renselsen lad ham da bede med de troende og, hvis han viser sig at være værdig, lad ham da blive kleriker.

Kanon 80

En person der for nyligt har omvendt sig fra det hedenske liv og har modtaget dåben eller har omvendt sig fra en ondskabsfuld livsførelse, må ikke med det samme gøres til biskop. Thi der er ingen retfærdighed i, at en der ikke er gennemprøvet bliver læremester for andre, kun hvis det da sker af Herrens Nåde.

Kanon 81

Vi har sagt, at det ikke er passende for en biskop eller presbyter at beskæftige sig med styring af folket, men han skal beskæftige sig med Kirkens fornødenheder. Således, skal han enten lystre og gøre dette, eller blive afsat, thi Herren har sagt: Ingen kan tjene to herrer (Matt. 6:24 og Luk. 16:13).

Kanon 82

 Vi tillader ikke at ordinere slaver til klerisiet uden deres ejerherres samtykke, til deres sorg, thi dette skaber uorden i deres husstand. Hvis en slave viser sig værdig til ordination til en kirkelig rang, ligesom vor Onisimos viste sig, og hans herre samtykker til dette, sætter ham fri og lader ham forlade huset, da skal han lades ordineres.

(Den Hellige Onisimos var en af de 70 Apostle, og blev håndspålagt af den Hellige Apostel Paulus til bispedømmet. Denne kanon stadfæster, at man ikke må gøre slaver til klerikere uden deres ejeres samtykke, da det i så fald ville bringe store problemer i deres husstand. Hvis ejeren da giver slaven hans frihed, kan den tidligere slave blive kleriker.)

Kanon 83

En biskop, eller presbyter, eller diakon, der er i militær tjeneste og ønsker at vedholde begge dele – romersk (verdslig) underkastelse og gejstlig tjeneste – lad ham da blive afsat, thi giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er (Matt. 22:21).

Kanon 84

Hvis en hvilken som helst person uretmæssigt fornærmer kejseren eller regeringsoverhovedet, bør han straffes. Hvis fornærmeren er en kleriker, skal han da afsættes, og hvis det er en lægperson, skal han ekskommunikeres.

Kanon 85

Må følgende bøger være agtede og hellige for alle jer, klerikere og lægfolk: De fem Mosebøger – Genesis, Exodus, Leviticus, Numeri, Deuteronomium; én bog af Jesus søn af Nun (Josuabogen), én Dommerbog, én bog af Ruth, fire Kongebøger, to Paralipomenon (Krønikebøger) af Dagenes bog, to bøger af Ezra, én bog af Ester, tre Makkabæerbøger, én Jobs bog, én Psalter (Salmernes bog), tre bøger af Salomon – Ordsprogenes, Ekklesiastes (Prædikernes) og Sangenes Sang (Højsangen); tolv bøger skrevet af profeterne, én af Esajas, én af Jeremias, én af Ezekiel, én af Daniel. Derudover gives jer en yderligere formaning: lad jeres unge studere den højlærde Siraks Visdom. Vore bøger, det vil sige Det Nye Testamente: fire Evangelier – fra Mattheus, Markus, Lukas og Johannes; 14 Epistler fra Paulus, to Epislter fra Peter, tre Epistler fra Johannes, én fra Jakob, én fra Judas, to fra Clemens, og derudover også de påbud som jeg, Clemens, har adresseret jer biskopper, (som i ikke skal offentliggøre foran alle thi de indeholder hemmelige emner), og vore Apostolske Gerninger.

(De fire Kongebøger Apostlene omtaler, kaldes i Danmark for første og anden Samuels bog samt første og anden Kongebog. Dette er fejlagtigt da disse siden oldtiden har været kaldt Første Kongebog (dvs. første Samuels bog), Anden Kongebog (dvs. anden Samuels bog), Tredje Kongebog (dvs. første kongebog) og Fjerde Kongebog (dvs. anden kongebog)
Den Hellige Nikodemus Hagioritens forklaring af kanon nr. 85 på engelsk: “After teaching and legislating in their sacred Canons in what manner it befits those in holy orders and lay Christians in general to conduct themselves as a matter of policy, the Apostles lastly teach also what books they ought to read. Thus in their c. IX they taught us not to read books that are uncanonical and falsely entitled and ascribed to others than their real authors, while in the present Canon they teach us to read the canonical and holy books which they also enumerate, as they appear listed here. These books are also mentioned in c. IX of the Council held in Laodicea, and in c. XXXII of that held in Carthage. Moreover, Athanasius the Great in his 39th festal letter, and St. Gregory the Theologian, in his Epic Verses, and Amphilochins the Bishop of Iconion in his Iambic Lines also mention them. In fact Athanasius the Great in his said letter divides all the books of the OJd Testament into two groups: the canonical, and the readable. As regarding the ones in the Old Testament called canonical he says that they are twenty-two books, in agreement with the number twenty-two of letters in the Hebrew alphabet (as is stated also by St. Gregory the Theologian and by divine John of Damascus), being named as follows: 1, Genesis; 2, Exodus; 3, Leviticus; 4, Numbers; 5, Deuteronomy; 6, Jesus of Nave (or Joshua); 7, Judges; 8, Ruth; 9, Kingdoms first and second taken together (wrhich are also known as the Books of Samuel among the Jews); 10, Kingdoms third and fourth (called also the First and Second Books of Kings, respectively); 11, Parahpomena first and second taken together (called in English “the First Book of the Chronicles” and “The Second Book of the Chronicles,” respectively); 12, the First and the Second Book of Esdras, taken together; 13, The Psalms; 14, Proverbs; 15, Eeclesi-astes; 16, The Song of Songs; 17, Job; 18, The twelve lesser Prophets, named as a single book; 19, Isaiah; 20, Jeremiah together with Lamentations, and Baruch, and an epistle; 21, Ezekiel; 22, Daniel. Readable books to be studied by the recently catechized are the following: Wisdom of Solomon, which is also called all-virtuous according to Eusebius (Book 11, ch. 7, concerning Evangelical preparation); Wisdom of Sirach, which is also called all-virtuous, according to George Syngelos (note, however, that Sirach is called by Westerners “Ecclesiasticus”); Esther; Judith; and Tobias Take note, however,of the fact that the book of Esther, which is but one, is also included among the Canonical Books, just as the present Apostolical Canon also lists it among the canonical books; and so does the council held in Laodicea, and that held in Carthage. But even the Wisdom of Solomon, and Judith, and Tobit are enumerated among the canonical books by the council of Carthage. In the present Ap. c. the first three books of the Maccabees are also listed as canonical books.105 Of the New Testament the canonical books are the following: The four Gospels; the Acts of the Apostles; the seven Epistles General, namely, one of James, two of Peter, three of John, and one of Jude; fourteen Epistles of Paul; and the Book of Revelation, concerning which, however, divine Amphilochius in his Iambics says that though many approve it as genuine, most authorities deem it spurious. The Book of Revelation was nevertheless accepted by the Council of Carthage as a canonical book, as attested by its c. XXX; and by Athansius the Great in his aforesaid letter No. 39; and by divine Dionysius the Areopagite, who calls it a mystical intuition; and the scholiast of St. Dionysius divine Maximus mentions in many places in his scholia; it is also approved by St. Jerome, who calls it the most sublime book in the world. But if St. Gregory the Theologian fails to mention it in his Epic Verses, yet in the constituent address which he made to the one hundred and fifty bishops composing the Second Ecumenical Council he expressly mentioned it, saying: “For I, am persuaded that other ones (i.e., angels) supervise other churches, as John teaches me in Revelation.” Origen, too, had a communication on Revelation. Cyril of Alexandria also mentions it (in p. 679 of the Pentateuch); and likewise does Clement of Alexandria (in p. 856 of the Pentateuch); it is accepted also by Apollinaris, Ephraim, Papias, Justin, Irenaeus, Tertullian, Lactantinus, Severus, Sylpicius, Augustine, Methodius, Hippolytus, Andrew of Caesarea, and the Second Ecumenical Council itself, before which St. Gregory the Theologian delivered his constituent address in which he mentioned the book of Revelation. It is also recognized by Meliton the bishop of Sardis, and by Theophilus the bishop of Aiitioch, and by others. As for the two Epistles of Clement mentioned in the present Apostolical Canon, they were addressed to the Corinthians on the part of the Church of Rome, and were published in the collection of the first volume of the Records of the Councils; but the second one is deemed spurious by Photius (folio 156 of the Myriobiblus). As for the Injunctions of the Apostles, which are also called the Didache of the Apostles by Athansius the Great, they were rejected by c. II of the 6th Ecumenical Council, on the ground that they had been garbled by heretics. But since not all of them were garbled, but only certain parts of them, therefore many of the Fathers even before the Sixth, among whom St. Gregory the Theologian in particular, but also sacred Maximus as well, adopted sayings taken therefrom. Thus the Theologian in his discourse on Easter, with reference to the proposition saying, “I will be on my guard,” explain the word sheep as representing Christ allegorically on account of the coat of imperishability, which saying was gleaned from the Injunctions, according to Micetas; while divine Maximus uses whole excerpts from the Injunctions in his scholia on Dionysius. But why am I speaking of individuals? The Fifth Ecumenical Council itself bears witness to the Injunctions, in the letter of Justinian, to the effect that alms ought; to be given in behalf of the dying, p. 392 of the second volume of the collection of the councils. But even after the Sixth Council the Council assembled in St. Sophia adopted testimony from the Injunctions. Michael, too5 the patriarch of Constantinople, simamed Cerularius, together with the synod attending him, living A.D. 1053, adopted testimony against the cutting off of the beard which is found in Book I of the Apostolical Injunctions, ch. 3, reading as follows: “Ye shall not depilate your beards: for God the Creator made this becoming in women, but unsuited to men.” Sec also page 978 of volume II of the Conciliar Records. Besides, as they are now found printed, it does not appear to me that they contain anything spurious or improper. The Shepherd, which Athanasius the Great mentions in his often-cited epistle, was a book which has not been preserved to our times. Perhaps it was such an affair as the discourse which John of Climax attributes to a shepherd, and, briefly speaking, there was such a book teaching the shepherd of rational sheep how to shepherd them towards a pasture conducive to salvation, and how to keep them safe from the clutches and claws of rational wolves, and of demons and cacodoxical human beings as well. We have been informed that this Shepherd is found as a very old book in some monastery in Greece and that it is a work of Quartus, one of the seventy Apostles. The Shepherd is mentioned also by St. Maximus in his scholia on divine Dionvsius. Its size is about that of the Psalter. Note that e. LIV of Carthage commands that besides the books of the Old and New Testaments the Lives of the Martyrs are to be read which contain an account of their ordeals on the davs of their festivals.”)