Liturgik – læren om gudstjenester

Liturgik er læren om den ortodokse Kirkes gudstjenester.
Følgende tekst vil forhåbentligt være til hjælp og interesse for de ortodokse kristne i Danmark, der ikke har adgang til troværdig information om den Ortodokse Kirkes gudstjenester på Dansk.
Teksten er ikke færdig på nuværende tidspunkt, men der vil hver uge blive tilføjet mere og mere til den, indtil alle gudstjenester er blevet beskrevet.

OBS: Alle datoangivelser i teksten er i henhold til den kirkelige julianske kalender, med mindre andet er anført.

Teksten er skrevet af diakon Mihail Sukhanov på baggrund af følgende værker:

  1. “Liturgika” – af ærkebiskop Averky Taushev ISBN: 9780884650638
  2. Guds Tempel og de kirkelige tjenester (2. udgave) af præst N. R. Antonov, udgivet i Sankt-Petersborg  år 1912.
  3. “Guds Lov”, skrevet af ærkepræst Seraphim Slobodskoy, Jordanville, NY, 1999. 
  4. “Новая Скрижаль” (“Den nye Stentavle” -eller forklaringer over Kirken, Liturgien og alle gudstjenester samt kirkelige genstande og redskaber) (17. udgave), skrevet af ærkebiskop Veniamin af Nizhnij Novgorod og Arzamas. Udgivet i Sankt-Petersborg i år 1908.

Hvis man bemærker grammatiske fejl i teksten, bedes man venligst henvende sig til f. Mihail for at det kan blive rettet.


 

 

LITURGIK

Indhold:

Første del: Indledende oplysninger. (punkt 1-29)
Anden del: Beskrivelse og forklaring af den ortodokse Kirkes gudstjenester. (punkt 30-50)
Tredje del: Beskrivelse og forklaring af den Guddommelige Liturgi. (punkt 51-73)
Fjerde del: Beskrivelse og forklaring af vågenatten. (punkt 74-84)
Femte del: Den store fastes gudstjenester. (punkt 85-102)
Sjette del: Beskrivelse og forklaring af festdagenes gudstjenester. (punkt 103-117)
Syvende del: Beskrivelse og forklaring af fornødenhedstjenesterne eller de private gudstjenester. (punkt 118-147)

 

FØRSTE DEL

Indledende oplysninger


1. Begrebet: ”ortodoks gudstjeneste”.

Med ordene ”ortodoks gudstjeneste” forstås en række kirkelige tjenester der udføres af gejstlige. Under disse tjenester udtrykker de tilstedeværende, i en sober og ydmyg tilstand af bøn, deres følelser af tro, håb og kærlighed til Herren, og gennem dette indtræder de i en usynlig, åndelig kontakt med Ham. De modtager gennem dette Guds hjælp til at føre et fromt og retfærdigt liv på Jorden. Gennem de Hellige Mysterier (sakramenterne), modtager de den frelsende velsignede nåde, der er nødvendig for opnå det Himmelske Rige. Hvis den troende endnu ikke har opnået en sådan tilstand af bøn, så vil han ved at deltage opmærksomt i gudstjenesterne, blive opfordret af den hellige Kirke til at føre et liv der leder til denne tilstand, og vil blive oplært gennem åndelig praksis i at bevare denne tilstand i sit hjerte.

2. Formålet med at lære om gudstjenesterne.

Det er nødvendigt at kende til gudstjenesterne af følgende årsager: For det første for at forstå den orden og rækkefølge hvormed de forskellige bønner, hymner og helliggerninger der indgår i gudstjenesterne optræder. For det andet for at forstå betydningen af disse bønner, hymner, ritualer og handlinger. For det tredje for at få en ærbødig og gudfrygtig kærlighed i sit hjerte til Guds Tempel og til de ortodokse gudstjenester.


3. De ortodokse gudstjenesters karakter:

Som det er kendt fra Det Gamle Testamentes historie, er det ikke alle folkeslag der har formået at bevare den sande tro på Gud. Omvendt, efter syndefaldet og hændelsen ved Babelstårnet, glemte de fleste mennesker den sande tro. Derfor har mange ”gudstjenester” heller ikke bevaret deres oprindelige, af Gud fastsatte, betydning. F.eks. var der mange folkeslag der havde glemt mindet om at Gud er det øverste, alvidende, åndelige Væsen. I kontrast til de rettroende, der altid har vidst at himmellegemerne er objekter med praktiske funktioner, begyndte disse andre folkeslag at regne synlige objekter for at være ”gud” eller ”guder” (solen, månen, ild, dyr osv.). Gudstjenester hos disse folkeslag blev en samling overfladiske ceremonier og ritualer der er forløst kærlighed og inderlig tro på Gud. Der findes også folkeslag, der regner ”gud” for værende et grusomt og hævngerrigt væsen, og derfor indeholder deres gudstjenester selvtortur, pinsler (f.eks. historien om den hellige ærværdige profet Elias, 3. Kong. 18:28), og rituel offerbringelse i form af dyr, mennesker og endda børn.

Den kristne gudstjeneste er gennempræget af den kristne tros ånd. Herren Jesus Kristus forkyndte, at Gud er en barmhjertig Fader (Luk. 6:36), at Han er en Ånd (Joh. 4:24), og at man behager Ham med hjertelige bønner, der kommer af en sjælelig tilstand af indsigt i sit eget væsen og i åndelig bevidsthed om sine synder og lidenskaber, fulgt af gode gerninger gjort i kærlighed til andre. Disse bønner, følelser og gerninger skal være fuldstændig frie for lidenskabelig stolthed, forfængelighed og dyrkelse af ”jeg’et”, da de ellers fører til sjælens destruktion (Matt. 7:21-24 og Matt. 15:8-9).

Den ortodoks kristne gudstjeneste formidler den løskøbende nåde til de troende, samt bevidstheden om at den med Gud forsonede menneskehed er tilgivet, og skiller sig derfor ud i sin åndelige essens i Mysterierne (sakramenterne) og tilstedeværelsen af Helligånden. Den ydre side af de ortodokse kristne gudstjenester skiller sig ud med deres hjertelighed, ophøjethed og yderste oprigtighed. Dens bønner og sange er særdeles rørende. De drager de bedende til gode gerninger, inderlig tro på Herren og kærlighed til hverandre.

Med ordene: ”I fred lad os bede til Herren” begynder den guddommelige Liturgi, der er den vigtigste ortodokse gudstjeneste. Med de samme ord: ”Lad os gå med fred” afsluttes den. I disse ord, ligesom i alle dele af vor guddommelige Liturgi, afspejles vor ortodokse tro. I ortodokse templer kan de bedende efter evne give almisser til de fattige, for i sin egen sjæl at bevise og styrke sin kærlighed og barmhjertighed til næsten. Almisser må under ingen omstændigheder blive en kilde til forfængelighed eller stolthed. Dette undgås ved at følge Herrens bud: ”når du giver almisse, så lad ikke din venstre hånd vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan være i det skjulte.” (Matt. 6:3-4). Når almisser gives korrekt, er de et udtryk for den ortodokse tro.


4. Den ortodokse gudstjenestes Guddommelige ophav.

Den Ortodokse Kirke har i renhed bevaret troen uændret, profetierne og den velsignede nåde givet til mennesket af Gud, siden vore forfædre Adam og Evas skabelse. Den ortodokse gudstjeneste har derfor sine rødder i den hellige fordums tid, og berører den, af Gud, oprindeligt stadfæstede gudstjeneste. Da Herren havde skabt vore forfædre Adam og Eva, og ”hvilede på den syvende dag efter det værk Han havde udført; og Gud velsignede den syvende dag og helligede den” (1. Mos. 2:2-3) lagde Han med dette grunden til ærelsen af den syvende dag. Herren opretholdt den hellige tilstand af bøn hos de første mennesker med Sin synlige tilstedeværelse og kontakt. Da Adam og Eva efter syndefaldet blev forvist fra Paradiset, lærte Gud dem at bringe ofre. Gennem de gammeltestamentlige troendes offerbringelser, kunne de se frem til det løskøbende offer, der forestod at blive bragt på Golgata af vor Herre Jesus Kristus. Ligesom de første mennesker Adam og Eva, blev alle deres efterkommere fyldt af glæde og taknemmelighed til Gud. De kunne observere spor af Guds almægtighed, yderste visdom og godhed overalt i naturen, og føle Hans goder og barmhjertighed på sig. Som et resultat af dette, udtrykte de første mennesker (det samme gælder nulevende mennesker med et opmærksomt sind) deres følelser af guddommelig glæde og taknemmelighed med ord, kropslige bevægelser og ydre ritualer. Den gammeltestamentlige gudstjeneste udvikledes i takt med åbenbaringerne af Guds Mysterier og med at antallet af dem der rettroende (ortodokst) troede på Gud voksede: særlige bønner og ritualer opstod. Efter stadfæstelse af Loven på Sinaibjerget, rejste den hellige profet Moses efter Guds befaling tabernaklet (et telt) til israelitterne. Han ordinerede folk (levitter, præster og en ypperstepræst) til at udføre gudstjenester og stadfæstede hellige festdage samt tidspunkter for hvornår der skulle bringes ofre. I Det Nye Testamente var det Jesus Kristus der kom for at opfylde Moseloven (Matt. 5:17), som lagde grunden for den kristne gudstjeneste, ved at stadfæste Mysteriet af den Hellige Kommunion (Nadver), og på denne måde koncentrere gudstjenesten om denne. De hellige ærværdige Apostle lærte hedenske folkeslag om gudstjenesterne ved oplysning gennem Kristi lys (Joh. 1:1-17). Samtidig bragte de hellige Apostle en konkret orden til de af Frelseren indstiftede gudstjenester.

Efter Apostlene er der gjort flere tilføjelser til gudstjenesterne: f.eks. er der nedskrevet mange af de hellige fædres bønner som er blevet inkluderet i gudstjenesterne; særlige vers, med ihukommelse af en eller flere helgener, er blevet forfattet og kan indsættes i gudstjenesterne. Mange ritualer og traditioner er også kommet til. I sin grundstruktur har gudstjenesterne dog aldrig ændret sig siden Kristi og Apostolsk tid, og grundelementerne som den Eukaristiske Kanon (reglen for taksigelse), den hellige profet Davids salmer, oplæsningen af det hellige Evangelium og modtagelsen af den hellige kommunion er uændrede.


5. Antallet
af kirkelige tjenester i den ortodokse gudstjeneste.

Der findes mange kirkelige tjenester, der tilsammen udgør “den ortodokse gudstjeneste”. De kan udføres om morgenen og om aftenen, i Guds tempel eller i hjemmet, for mange kristne samlet og efter en enkelt persons ønske. Da den hellige Kirke ønsker at påkalde Guds velsignelse på enhver begivenhed og for hvert eneste skridt i et menneskes liv, omfavner de kirkelige tjenester alle aspekter af den kristnes liv fra fødslen til døden. Når en person fødes, dør, flytter til et nyt hjem eller stifter familie, skal rejse, skal påbegynde et godt foretagende, føler glæde eller sorg: for alt kan man i den hellige Kirke finde hjælp, råd, trøst og velsignelse gennem bøn.

Derfor kan man betragte den Ortodokse Kirke som en moder, der velsigner og omsorgsfuldt oplyser sine troende børn gennem alle gudstjenesterne. I blandt disse gudstjenester kan vi først og fremmest nævne den guddommelige Liturgi, den hellige Dåb, Vielsen, aftengudstjenesten, apodipnon (kompletoriet), vågenatten, midnatsgudstjenesten, morgengudstjenesten, panikhida (tjeneste for de hensovne), moleben (paraklisis: særlig bøn, der er adskilt fra de store gudstjenester, som udføres af en præst og diakon) med flere.


6. Gudstjenesternes indhold.

Alle vore gudstjenester består af følgende tre elementer: 1) oplæsning, 2) sang og 3) helliggerninger eller ritualer. Prædiken eller ”belæring” kan også tillægges gudstjenesten og betragtes derfor som en integreret del af gudstjenesten.


7. Hvad læses op i kirken?

I kirken læses følgende op: 1) De Hellige Skrifter (også kaldet Bibelen), dvs. de hellige bøger der udgør Det Gamle og Nye Testamente. 2) særlige bønner, af hvilke få befinder sig i de hellige skrifter: ”Fader vor”, ”Gudføderske, Jomfru”, ”Min sjæl, lov Herren”, ”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred” m.fl.

Langt de fleste bønner er skrevet af de hellige Fædre og Kirkelige Oplysere, f.eks. hl. Basilios den Store, hl. Johannes Chrysostómos, hl. Efraim Syreren, hl. Johannes af Damaskus, hl. Andreas af Kreta og mange andre.


8. Begrebet ”Bibelen” eller ”Den Hellige Skrift”.

Bibelen (βιβλία på græsk), betyder ”bøger”. Den Hellige Skrift er alle de bøger der indgår i Bibelen. Disse bøger er skrevet ved Helligåndens inspiration af Profeterne og Apostlene. De kan deles i to dele: Det Gamle Testamente der indeholder 50 bøger, og Det Nye Testamente der indeholder 27 bøger. Ikke alle de Hellige bøger benyttes under gudstjenesterne, og de der benyttes i Kirken er ofte trykt adskilt fra de andre, f.eks. Evangeliet (de fire evangelier samlet i én bog), ”Apostlen” (samlingen af alle de apostoliske epistler) og “Psalteren” eller “Salmernes bog” (profeten kong Davids salmer).


9. Traditionen at læse op fra De Hellige Skrifter under gudstjenesten.

Tilbage i Det Gamle Testamente oplæste man de gammeltestamentlige bøger under gudstjenesten. Først og fremmest var det Mosebøgerne og de profetiske bøger (ApG. 15:21). Jesus Kristus har med sit eget eksempel helliggjort oplæsningen af de gammeltestamentlige bøger, ved oplæsningen fra profeten Esajas bog i synagogen i Nazareth (Luk. 4:17) og ved at sige: ”I ransager skrifterne, fordi I mener i dem at have evigt liv; og det er dem, som vidner om mig” (Joh. 5:39).

I apostlenes tid var det i starten udelukkende de hellige gammeltestamentlige bøger der blev oplæst til gudstjenesterne, men i takt med at Det Nye Testamentes bøger blev nedfældet, begyndte man også at læse disse højt. Valget af hvilken tekst der skulle læses op, blev taget af den gejstlige der udførte gudstjenesten. Dette gjordes ofte på baggrund af kendskab til Den Hellige Skrifts indhold og med henblik på hvad der var mest relevant for tilhørerne i den pågældende situation og hvilke problemstillinger der var aktuelle i det daværende samfund. Sådan var det ca. indtil 300’tallet e.Kr. Herefter begyndte man at organisere teksterne i konkrete oplæsninger til hver eneste dag i året. Disse daglige oplæsninger blev hver især tildelt et nummer der på kirkeslavisk kaldes ”Zachalo” (Зачáло) og på græsk “perikope” (περικοπή), hvilket på dansk tilnærmelsesvist lyder ”den daglige læsnings begyndelse”. Disse er angivet i slutningen af Det Nye Testamente (vel at mærke i ortodokse udgivelser).

Når der henvises til De Hellige Skrifter, bliver henvisningen forkortet til de første bogstaver i tekstens navngivelse, f.eks. Hebr. 7:11-14 = Apostlen Paulus brev til Hebræerne, 7. kapitel, vers 11-14. Ef. = Apostlen Paulus brev til Efeserne; I Pet. = Første Petersbrev og så fremdeles.

10. Ritualer der benyttes ved oplæsning af Den Hellige Skrift.

Man kan genkende hvornår det er tid til oplæsningen af Den Hellige Skrift på følgende tegn:

1) Inden oplæsningen siger diakonen:
a) ”Lad os være opmærksomme!”; eller b) ”Visdom! Stå oprejste!” dvs: at vi skal have fuld opmærksomhed i sjælen og sindet rettet mod den forestående oplæsning af den Guddommelige Visdom, under hvilken vi ærbødigt står oprejste i agt for Den Hellige Skrift. Som tegn på dette, formaner diakonen alle til at rejse sig.

2) Navnet på den bog der skal læses op fra, proklameres.

Oplæsning af det hellige Evangelium begynder med ordene: ”I de dage” eller ”dengang”, dvs. de dage i Jesu Kristi jordiske liv vi skal høre om. ”Herren sagde” siges hvis oplæsningen starter med Kristi ord. Oplæsningen af Apostlen (epistlerne), starter oftest med ordene ”brødre” eller ”i de dage”.

3) Under læsningen af det hellige Evangelium stilles et lys foran den liggende evangeliebog som et tegn på Jesu Kristi ord: ”Jeg er verdens lys; den, som følger mig, skal aldrig vandre i mørket, men have livets lys.” (Joh. 8:12).

4) Inden oplæsningen og lige efter oplæsningen er slut, synges: ”Ære være Dig, O Herre, ære være Dig”, og efter epistellæsningen synges: ”Halleluja” der betyder ”pris Herren” eller ”Herren være lovet”.

5) Som tegn på ærbødig opmærksomhed under oplæsningen af det hellige Evangelium, lytter de bedende stående med bøjede hoveder.

11. Begrebet ”bøn” og bønnens ophav.

Bøn er en kristen persons sjæls åndelige tilstand der udtrykkes ærbødigt gennem ord til Gud. I de menneskers sjæle som var kilder til de første bønner, var bønnen frit udtrykt med ord over deres personlige bekymringer og følelser, eller de bekymringer og følelser som hele samfundsgrupper gennemlevede. I Evangeliet er der nogle få bønner, der for første gang blev sagt af Jesus Kristus. Ud over ”Fader Vor” (Luk. 11:1-4), findes: ”Jeg priser Dig, Fader, Himmelens og jordens Herre!” (Matt. 11:25-29); ”Gud, vær mig en synder nådig” (Luk. 18:13); ”førstehierarkens bøn” som den kaldes i den ortodokse Kirke, eller som i den danske oversættelse: ”Jesu sidste bøn” (Joh. Kap. 17). ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn” (Matt. 28:19).

Apostlene bad selv og formanede alle kristne at frembære bønner, påkaldelser, forbønner og takke for alle mennesker, for Konger og for alle i høje stillinger som adelige, ministre og embedsfolk. Dette gøres så vi med Guds hjælp kan leve et roligt liv, gudfrygtigt og sømmeligt i alle måder (1 Tim. 2:1-1). For at udtrykke sin deltagelse i bønnen, sagde de tilstedeværende helt tilbage i apostolisk tid ordet ”Amen” der oversættes som ”i sandhed” eller ”sandeligt” (1 Kor. 14:16). Betydningen af ordet ”Amen” er dog: ”lad det i sandhed ske sådan”.  Der kom fortsat flere bønner til efter apostlenes tid. De blev efterhånden nedskrevet og udgjorde en stor del af tjenestebøgerne der blev brugt til at udføre gudstjenester. Disse bønner udtrykker de tanker og følelser der er vist i De Hellige Skrifter i en poetisk form, f.eks. troen på Gud, Hans barmhjertighed og kærlighed til menneskene, taksigelser for Hans forskellige goder til menneskene osv. For bønnernes lyriske karakter og poetiske form kan man kalde dem for åndelige ”digte”.

12. De kirkelige bønners oprindelse.

Det at der kom bønner til er naturligt og forståeligt. Mange af bønnerne vi kender til i dag, har deres oprindelse hos Herren selv, som nævnt foroven, men størstedelen af dem har vi fra de hellige Fædre og Mødre. Bønnerne indeholder de konkrete helgeners inderlige tanker og følelser til Gud, som de gav udtryk for gennem ord. De er fyldt med en ånd af ydmyg selvindsigt og åndelig ædruelighed, der gør en person opmærksom på sin egen syndighed. Derved bringes den bedende til anger og påkalder Herren og beder om Hans tilgivelse og barmhjertighed. Ofte bad de hellige Fædre andre helgener, der var hensovne før dem, om at gå i forbøn for dem. Dette gjorde de af deres egen ydmyghed, da de ikke betragtede sig selv som værdige til at Herren skulle bønhøre dem. 

Ud over de helliges bønners inderlige og oprigtige karakter, er de også udtryk for stort poetisk talent. Bønnernes poetiske stil er en måde at ære Gud på. Ligesom man i skolen lærer om de store verdensforfattere og læser poesi for blandt andet at få et større ordforråd og lære at udtrykke sig smukt, er det vigtigt at kende til de helliges bønner. Dette kendskab lærer os hvordan vi kan udtrykke vore egne bønner, på en måde som Kirkens tradition siden fordums profeters tid har overleveret til os, og ære Gud på den bedste måde i vort ynkelige forsøg på at behage Ham. De helliges liv og åndsfrugter er et bevis på at deres Gudstilbedelse var behagende for Herren. Helgeneners bønner er derfor en stor del af den ortodokse gudstjeneste, og har været det siden profeten Moses opsatte Tabernaklet.

13. Kirkelig sang.

En anden del af den ortodokse gudstjeneste er sang. Sang, ligesom ord, er et udtryk for menneskelige tanker og følelser, både glæde og sorg, anger og taknemmelighed. Bøn kan derfor udtrykkes, ikke blot som stille ord, men også gennem sang. Sang har været benyttet som en del af gudstjenester hos alle folkeslag siden fordums tid, og benyttes den dag i dag. Sang har været benyttet i Det Gamle Testamente, hvor profeten kong David blandt andre er et godt eksempel på dette, men også i Det Nye Testamente, startende med Jesus Kristus. Frelseren viste og helliggjorde med Sit eget eksempel den menneskelige sjæls trang til at udtrykke sine følelser gennem sang, da Han efter den sidste nadver, syngende lovsang gik op på Oliebjerget (Mark. 14:26).

Apostlene sang også selv, og lærte andre kristne at prise Herren ”med salmer og hymner og åndelige sange” (Ef. 5:19). I Apostlen Pauli første brev til Korinterne (1 Kor. 14:9-40) ses det, at sang allerede i apostlenes tid foregik ordentligt efter fastsatte retningslinjer.

14. Opdeling af de kirkelige sange efter deres oprindelse:

På baggrund af Apostlen Pauli ord, om at de troende priste Gud med salmer (ψαλμoῖς) hymner (ύμνοῖς) og åndelige sange eller oder (ωδαῖς), kan man inddele de vigtigste sange der har været brugt i den ortodokse kirke siden apostolisk tid, i tre kategorier:

  • Psalmer (salmer), dvs. udvalgte steder fra salmernes bog. Af salmerne oplæses nogle imens andre synges, f.eks. ”Min sjæl, lov Herren!” (Sl. 103 – sl. 104 i den danske oversættelse), ”Gud vær mig nådig” (Sl. 50 – sl. 51 i den danske oversættelse) og andre.
  • Sange eller hymner: disse udgøres af følgende 9 poetiske og levende gammeltestamentlige hymner, der blev sunget af præsteskabet under indtryk af store begivenheder i den gammeltestamentlige historie. Disse er: a) Israels lovsang, der blev sunget efter Israels folk havde vandret gennem det Røde Hav (2 Mos. 15:1-19), b) Profeten Moses’ sang inden hans død (5 Mos. 32:1-43), c) Hanna (eller Anna), Profeten Samuels moders lovsang (1 Sam. 2:1-10) (første Samuels bog og anden Samuels bog hedder i den ortodokse Kirke hhv. første kongebog, og anden kongebog, hvor dem der på dansk kaldes første og anden kongebog, i den ortodokse tradition hhv. kaldes tredje og fjerde kongebog). Profeternes sange: d) Esajas sang (Es. 26:9-19), e) Habakkuks sang (Hab. 3:1-12), f) Jonas’ sang (Jon. 2:3-10), g) de tre drenges lovsang (Dan. 3:24-90) (i protestantiske oversættelser er dette betragtet som en apokryfisk tekst, og kaldes i nogle oversættelser: De tre venners (eller mænds) lovsang. I originalteksten står der at de er drenge, altså børn, hvorfor den ortodokse tradition omtaler dem således.), h) Gudsmoder, Jomfru Marias sang (Luk. 1:46-55), og i) Zakarias bøn (Luk. 1:68-79). Disse hymner er vigtige fordi, de ligger til grund for den storslåede kirkelige hymnetradition der kaldes ”kanon”.
  • Åndelige oder: dette er oder eller sange som er skrevet og samlet af de kristne poeter og forfattere. Sådanne kristne hellige sange kan findes i nogle af de nytestamentlige bøger, f.eks. Ef. 5:14; 2 Tim. 2:11-12; Åb. 15:3-4. Men i deres helhed begyndte de fleste oder og sange at opstå i tiden efter de 12 apostle, og med disse sange skabtes en uendelig skat af poetiske værker tilhørende gudstjenesten. Kristendommen er umådeligt rig på bønner og de mangfoldige helgener der har kompileret dem.

Eksempler på kirkelige hymneskrivere eller “hymnografer”:

Den kristne gudstjenestes strålende guldalder begyndte i starten af 300’tallet, straks efter kristenforfølgelsernes ophørelse. Der opstod en hel række exceptionelle kirkelige hymneskrivere, der samlede en enorm mængde dybe og gennemborende bønner indeholdende den kristne kirkes dogmer og hele gustjenestelige ordner der var overleveret fra apostolisk tid. Denne tid bringer en konkret form og ensartethed til hele den kristne Kirke nedfældet på skrift.
Af alle disse hymneskrivere, som har beriget og udsmykket gudstjenesten, er det nødvendigt at nævne følgende personer:

  • Hellige Basilios den Store (+379) og Hl. Johannes Chrysostomos (+407) der var i østen og Hl. Ambrosius af Mediolanum (år 339-397) i vesten. De nedskrev ordenen af den Guddommelige Liturgi på de sprog der var talt i de lande hvor de levede. Hl. Basilios den Store indstiftede og tilføjede bønner til de daglige gudstjenester samt aftengudstjenesten til Pinsesøndag. Hl. Johannes Chrysostomos indførte Litýen (λιτή – ihærdig hjertelig bøn) som en del af vågenatten. Hl. Ambrosius af Mediolanum indførte antifonsang i vesten, hvilke man allerede brugte under gudstjenesterne i østen.
  • Hl. Grigorios Theologen (+391) skrev mange værker mod arianerne (ærkekætteren Arius’ sekt). Ikke kun disse epistler har han efterladt sig, men også nedskrevne dialoger, og især har han samlet og skrevet mange poetiske værker. I hans poesi findes mange udtryk, der senere på forskellig vis er blevet benyttet af de kirkelige hymneskrivere, særligt Hl. Johannes Damaskéneren (dvs. Johannes fra byen Damaskus) der har brugt mange af Hl. Grigorios ord i Påske-kanónen og Påske-stichírerne.
  • Hl. Efraim Syreren (år 306-378) der bandt sig til munkelivet i Edessa-regionen i Syrien. Mange hymner der synges til fejringen af Kristi Fødsel, til ære for den alhellige Gudføderske, til ære for Kristi Kirke og andre højtider, er tilskrevet ham. De fleste af disse hymner synges den dag i dag.
  • Hl. Kyrillos Alexandrineren (Kyrillos af Alexandria) (+444), er tilskrevet forfatterskabet af hymnen “Glæd dig, Jomfru og Gudføderske…” eller “Gudføderske, jomfru..” (forskellige oversættelser til dansk). Derudover har han skrevet og stadfæstet ordenen af de “Kongelige timer” til Langfredag.

“Gudføderske, jomfru” sunget på “koiné” (oldgræsk):

“Gudføderske, jomfru” sunget på norsk af fader Christoffer Schuff: 

  • Den Hl. fromme Kejser Justinian II (år 483-565) er efter traditionen ham der har skrevet hymnen “O, Du, Guds enbårne Søn og Ord…” (῾Ο μονοϒενὴς Υἱός̇) der synges til hver eneste Liturgi og aldrig undlades. Her er et eksempel på hymnen sådan som den blev sunget for omtrent 1500 år siden, med musik skrevet af Hl. Johannes Damaskéneren:
  • Hl. Anatolios, patriark af Konstantinopel (+458) har skrevet søndagens stichírer.
  • Hl. Romanos Skønsangeren (sidste halvdel af 400’tallet) har skrevet over 1000 kontákier og íkoser. Han overgår selv de største oldgræske poeter med dybden og ophøjetheden af sit sprog. Den kirkelige byzantinske poesi blev fuldkommen gennem Hl. Romanos, dvs. at den gennem ham opnåede den største skønhed og ophøjelse i sproget. 
  • Hl. Savva den Oplyste eller Sabbas den Helliggjorte (Σάββας ο Ηγιασμένος) (år 439-532) grundlagde det ærværdige Palæstinensiske Lavra (stort kloster i Palæstina). Han var den første til at nedskrive en samlet bog indeholdende alle ordninger for gudstjenester under navnet “Typikon”, der også er kendt som “Jerusalems Typikon”, hvilken er udbredt i østen.
  • Patriark Sergius af Konstantinopel (+638) menes af nogle at have skrevet Akáthisten til Guds Moder. Imidlertid argumenterer nogle imod dette, men som Arkhimandrit Kyprian (Kern) forklarer, ligger en uvilje i at tilskrive en ortodoks (rettroende) tekst til en patriark, som kompromitterede sig selv med det monothelitiske kætteri, omend der ikke er nogen egentlige videnskabelige argumenter imod hans forfatterskab til den. Andre mener at akáthisten er skrevet af diakonen Georgios af Pisidia, der var udmærket gennem sit poetiske talent, og levede samtidigt med Patriark Sergius.(Arkhim. Kyprian Kern: “Liturgika”, Det levende vand, år 1964, side 76).
  • Hl. Sofronios, Patriark af Jerusalem (+638) har udfærdiget størstedelen af bogen Trióden (Triódion), de Kejserlige Timer til Kristi Fødsel, og udfærdigede den samlede orden for “den Store Vandvielse” der udføres aftenen før Herrens Dåb. Han forbedrede derudover også Hl. Sabba den Helliggjortes Typikon.
  • Hl. Andreas, Ærkebiskop af Cypern (+713) udfærdigede den Store Anger-kanón, der synges og læses i løbet af den første og femte uge af den Store Faste. Derudover har han skrevet mange andre kanóner, trióder (tresange) og andre hymner. Hl. Andreas af Cypern stammede fra Hl. Sabba den Helliggjortes kloster.
  • Hl. Johannes Damaskéneren (ca. år 675-759) er en af de største og mest produktive hymneskrivere. Han har udfærdiget kanónerne der synges til Påske og til Kristi Fødsel, samt mange andre kanóner og hymner der indgår i októikon. Han har også skrevet antifónerne der synges til morgengudstjenesten, månedskalenderen indeholdende de forskellige festdage, og forbedrede endnu en gang Patriark Sofronios’ Typikon. Hl. Johannes Damaskéneren er derudover regnet som komponist og sammensætter af de oldgamle kirkelige hymners melodier, der den dag i dag synges på munkeøen Athos.
  • Hl. Kosmas fra Jerusalem, biskop af Maiuma, (ca. år 700-760) var Hl. Johannes Damaskénerens ven og fosterbroder. De bandt sig begge til munkelivet i Hl. Sabbas kloster. Hl. Kosmas udfærdigede mange kanóner til festdagene, og trióder (tresange) til fire af dagene i den “Store Uge” inden Påske. Han har derudover skrevet “Mere ærerig end keruber” og deltog sammen med Hl. Johannes Damaskéneren i at udfærdige hymnebogen “Triódion” (fordansket: Trióden). Han har også skrevet kanónerne der synges til: Guds Moders Hensoven, Kristi Fødsel, Herrens Dåb, Herrens Fremvisning i Templet, Pinsen, Herrens Forklarelse på Tabor, Ophøjelsen af det Hellige Kors og Herrens Indtog i Jerusalem.
  • Hl. Theódoros Studites Ærkebiskop af Thessaloniki (759-826) og hans broder Josef (+825-830), er begge bekendere af de hellige ikoner. De samlede alle hymner tilegnede den Store Faste der eksisterede før dem, og tilføjede trióder (tresange) og tetraóder (firsange), stichírer og troparier. På denne måde samlede en hel bog der hedder Fastens Trióde.
  • Hl. Theofanos Grapti (Grapti betyder “nedfældet” eller “stemplet” på græsk) (+843), bekender og Metropolit af Nikæa. Han kaldes “Grapti” eller “den stemplede” på græsk, fordi ikonoklasterne (dem der forsøgte at udrydde brugen af ikoner) brændemærkede gudsbespottende og blasfemiske ord på hans ansigt, pga. Hl. Theofanos standhaftighed i forsvaret af det at ære og højagte de hellige ikoner. Han har forfattet over 100 kanoner, af hvilke de mest kendte er: Kanonen der synges til begravelsestjenesten (bisættelse), Pinsemidfesten (25 dage efter Påske), til ære for den Hellige Ånd på andendagen for Den Hellige Treenighed, på Ortodoksiens Søndag, en del af kanonen der synges til Lazarus’ lørdag samt mange andre kanoner og stichírer til ære for forskellige helgener.
  • Hl. Josef Hymnografen (Hymneskriveren) (år 810-886) kan regnes for en af de mest produktive hymnografer eller hymneskrivere. Han har sammensat hverdagskanonerne i Októikon (ottetonebogen) samt andre dage for helliges ihukommelse. I alt tilskrives 175 kanoner, 35 trióder (tresange), 6 tetraóder (firsange), samlet set 211 kirkelige hymner. Med Hl. Josef og Hl. Theofanos Graptis arbejde, blev mange kanoner forfattede og tillagt Hl. Johannes Damaskéneres Októikon, og dermed fuldbragt til dens nuværende udformning.
  • Hl. Johannes, Biskop af Euchaita (+1100) har forfattet mange kanoner af hvilke de mest kendte er kanonerne til “Vor Kæreste Herre Jesus Kristus” og til “Skytsenglen”. Derudover gjorde han tilføjelser til menaion.

Alle disse kirkelige hymner og bønner var oprindeligt skrevet på græsk, som var udbredt og internationalt brugt i den antikke verden, det kristne Østen og det Byzantinske (Østromerske) Imperium.

15. Opdeling af de kirkelige bønner og hymner efter deres form og indhold.

De kirkelige bønner og hymner opdeles efter deres indhold i a) bedende, b) takkende, og c) lovprisende, fordi nogle af dem indeholder bønfaldende ord til Gud, andre indeholder taksigelser, og tredje indeholder lovprisende ord. Udover denne inddeling, navngives bønner og hymner også efter deres form, på hvilket tidspunkt og i hvilken orden de optræder under gudstjenesterne, og ligeledes afhængigt af hvilke bønner der siges forud for dem. Som eksempel kan følgende nævnes: ”Stichíra”, ”Tropárion”, ”Kontákion”, ”Katavásia”, ”Antifón” og flere andre.

16. Symbolske helliggerninger

Helliggerninger og ritualer udgør tilsammen den tredje del af gudstjenesten. De bruges under gudstjenesten og kaldes symbolske handlinger, fordi bag deres synlige udførelse, skjuler der sig en hellig betydning. Takket være den helliggørende oplysning der kommer gennem inderlig bøn, får selv jordlige, fysiske genstande en religiøs, åndelig værdighed.

Der findes følgende symbolske handlinger:

  • Korsets tegn
  • Buk
  • Knæfald og at bøje sig til jorden (prostration).
  • De gejstliges velsignelse
  • Tilrøgelse af ikonerne og folket
  • Afbrænding af lys og olivenolie
  • Bestænkning med helligt vand

Disse handlinger vil nu blive forklaret mere i dybden.

  • Korsets tegn. Korsets tegn symboliserer vores tro på at vor Herre, Gud og Frelser, Jesus Kristus, med sin død på korset løskøbte os fra vore synder for vor frelses skyld: Han nedtrampede døden med døden og opstod, for at give os evigt liv. Når man gør korsets tegn over sig er det en bekendelse af, at man er rede til at ofre sit liv for denne tro. For at gøre korsets tegn samles tre fingre på den højre hånd (tommelen, pegefingeren og langfingeren) til ære for den Hellige, uadskillelige Treénighed af ét og samme væsen. De to resterende fingre (ringfinger og lillefinger) bukkes ind mod håndfladen som symbol på enheden af Kristi to naturer, den guddommelige og den menneskelige. Når fingrene er placeret sådan, berøres først panden, derefter maven (lige under navlen) og til sidst højre og derefter venstre skulder. Når korsets tegn gøres oprigtigt og uden hast, viser man, at ens bøn er bevidst, at korset ligger én tæt på hjertet, at man har det foran sig så man kan betragte det. Et sådan Kors opfylder én med velsignende oplysning i sind, sjæl og kraft. Man skal dog altid huske, at korsets tegn skal udføres korrekt og uden hast, ellers forvandler man korsets tegn til en simpel hurtig viften med hånden, som kun dæmonerne kan glæde sig over. Med sådan en skødesløs udførelse af korsets tegn, udtrykker man sin foragt og respektløshed over for Gud. Dette er en meget alvorlig synd der kaldes: blasfemi.
  • At bukke. I det daglige liv bukker vi for nogen hvis vi beder om noget, takker eller hilser dem. I bevidsthed om vores syndighed og uværdighed foran Gud, følges vores bønner altid af buk som et tegn på vor ydmygelse foran Hans storhed. Vi kommer til templet for at tilbede Gud, bede Ham om noget, takke Ham eller ære Ham, og derfor er det nødvendigt at sådanne følelser i templet også efterfølges af buk. Disse buk hjælper os til at bekæmpe den stolthed og det hovmod der er rodfæstet i vore hjerter.
  • Knæfald og at bøje sig til jorden. Når vi falder på knæ foran Gud, er det et tegn på vores skyld over for Gud, og når vi bøjer os til jorden (prostrerer), udtrykker vi den dybeste ydmyghed og erkendelse af den kendsgerning, at vi er jord og støv foran Gud (1 Mos. 18:2).
  • De gejstliges velsignelse er et tegn på at Gud giver folket Sin velsignelse. Det er Guds velsignelse fordi: 1) de gejstlige forestiller Kristi billede under udførelse af gudstjeneste; 2) Præsten velsigner de bedende med korsets tegn, der er vor frelses våben, 3) den måde præsten placerer sine fingre på når han velsigner, forestiller Frelserens Navns initialer: Iς. Xς. (Ίησοῦς Χριστός). Det er udelukkende tilladt de gejstlige at velsigne andre mennesker i Guds Navn som vist på tegningen. Derudover opfordres forældre altid til at velsigne deres børn med korsets tegn, inden påbegyndelsen af en hvilken som helst god handling eller store begivenheder, med fingrene samlet på samme måde som beskrevet under punktet: “Korsets tegn”. Det er tradition i den ortodokse Kirke for, at forældrene til et brudepar inden vielsen velsigner dem til at indtræde i det Hellige Ægteskab. Dette gøres ved at forældrene gør korsets tegn over brudeparret med et ikon, imens disse står på knæ med bøjede hoveder foran deres forældre. I traditionelle familier går dette ikon i arv til den næste generation. Der er i den ortodokse Kirke ikke tradition for lægfolk at velsigne andre lægfolk (ud over deres efterkommere), da dette udelukkende er tilladt præsteskabet. 
  • Afbrænding af lys. Brugen af lys og olielamper under gudstjeneste stammer tilbage fra gammeltestamentlig tid, hvilket er bevidnet i beskrivelsen af det Tabernakel som profeten Moses lod opføre (2 Mos. 25:31-37) samt senere i profeten kong Salomons Tempel i Jerusalem. Lys og olielamper blev naturligvis fortsat benyttet helt fra starten af Kristi Kirke i Det Nye Testamente.
    Lys er ikke blot nødvendige for at oplyse kirkerum, der ofte er mørke, men de styrker også højtideligheden og glæden ved gudstjenesten. Den voks og den olivenolie der afbrændes, er en ofring til Gud. Tidligere var ren olivenolie en meget kostbar vare, og selv den dag i dag, er den friskt koldpressede jomfruolivenolie en forholdsvis dyr vare. ”I må ikke ofre noget dyr, der har en legemsfejl, thi derved finder i ikke eders Guds velbehag” (3 Mos. 22:20) og ”Fremdeles skal du pålægge israelitterne at skaffe dig ren olivenolie af knuste frugter til lysestagen” (2 Mos. 27:20). Det er vigtigt at den ofring der bringes til Gud er det bedste af det man har. Man bringer ikke dårlig olie man ikke selv ville bruge, eller andre ofringer som f.eks. ting der ikke er brugbare, der er forældede eller ødelagte. Derfor benyttes også kun lys lavet af ren bivoks i kirken. Udover at afbrænding af vokslys og olivenolie er en offergave, symboliserer det brændende lys vor inderlige bøn og enhed med Kristus og Hans Kirke, samt vor stræben efter helliggørelse gennem Ham. Lyset bærer også vidnesbyrd om troen, der forener mennesket med det Guddommelige Lys. Varmen fra lysets flamme udtrykker den brændende kærlighed den bedende har til Herren, Gudsmoder, den engel eller helgen der er afbildet på ikonet lyset stilles ved.
  • Røgelse. Tilrøgelse af kirkerummet, ikonerne og andre hellige genstande samt under udførelse af offerbringelsen har sin begyndelse i oldtiden. I De Hellige Skrifter ses det, at Herren selv befalede Aaron gennem Moses, at afbrænde røgelse i Tabernaklet og tilrøge vidnesbyrdets ark (2 Mos. 30:7-8). I Bibelen er det videre beskrevet hvordan Moses på Guds befaling afbrændte røgelse over guldalteret, hvorefter Tabernaklet blev dækket af skyer og Herrens herlighed opfyldte det (2 Mos. 40:27,34). Den hellige Apostel Johannes Teologen beskriver i ”Johannes’ Åbenbaring”, hvordan han så en engel der med et røgelseskar afbrændte røgelse, og med denne bragte de helliges bønner til Gud: ”En engel kom og stillede sig ved alteret med et røgelseskar af guld, og der blev givet ham megen røgelse, for at han skulle lægge den til alle de helliges bønner på guldalteret foran tronen. Og fra engelens hånd steg røgen af røgelsen med de helliges bønner op for Guds åsyn. (Åb. 8:3-4). Den Hellige Profet Malakias profeterer bl.a. at der skal bringes røgoffer i forbindelse med at Guds navn prises blandt folkeslagene: “alle vegne bringes der mit navn røgoffer og rene offergaver; thi mit navn er stort iblandt folkene, siger Hærskarers Herre.”
    Ovenstående ord fra Den Hellige Skrift gør det klart, at røgelse er en integreret del af gudstjenesten. Røgelsen er først og fremmest et udtryk for Herrens guddommelige kærlighed ved hvilken hele menneskeheden overøses. For det andet er den et tegn på Helligåndens herlighed og nådegave der mystisk helliggører, oplyser og glæder alle, og derudover en hjælp for de bedende til at løfte deres bønner til Herrens trone.
  • Bestænkning med helligt vand. Gennem bønnens og Guds Ords kraft, velsignes og helliggøres vandet af Herren selv, under den gudstjeneste hvor vandet indvies. Da bringes det tilbage til dets oprindelige, rene og hellige oprindelige tilstand som det befandt sig i før menneskets syndefald. Ligesom med alt andet vand, har bestænkning med vand en vækkende effekt. Bestænkningen med helligt vand skal gøre os årvågne og opmærksomme. Det skal vække os og åbne vores øjne fra åndelig tomgang, døsighed og blindhed. Det hellige vand er et tegn på Guds nåde: det renser de troende fra åndeligt skidt samt velsigner og styrker dem i deres vej til frelsen. Denne Herrens nåde modtages, som al anden nåde, udelukkende når det hellige vand modtages med tro, ydmyghed og anger. 

17. Nødvendigheden af ritualer og symbolske handlinger under gudstjeneste.

Ritualer og symbolske handlinger er nødvendige under gudstjenesten, ikke blot fordi de alle stammer fra kristendommens oldtid og fordi de naturligt udtrykker menneskets sjæl. De er også nødvendige fordi de hver især udtrykker de bagvedliggende guddommelige betydninger der velsigner menneskeheden med Guds nåde. Yderligere fungerer de som vigtige påmindelser for de bedende til at forblive opmærksomme og sobre i deres åndelige liv. Disse påmindelser styrker sindet og sjælen under de konstante dæmoniske angreb i den åndelige kamp. Herren Jesus Kristus har med sit eget eksempel velsignet dem, hvoraf vi kan læse om de fleste i det hellige Evangelie. Her ses det hvordan Jesus Kristus i løbet af Sit jordiske liv, under bøn og prædiken, adskillige gange løftede sit blik mod Himmelen og velsignede de fem brød og de to fisk, som Han senere mættede 5000 mænd med, foruden kvinder og børn (Matt. 14:19), og ”førstehierarkens bøn” (Jesu sidste bøn) (Joh. 17:1); Han faldt på knæ og bad i Gethsemane inden pinslerne (Matt. 26:39 og Luk. 22:41), med løftede hænder velsignede Han Sine disciple inden Han opløftedes til Himmelen (Luk. 24:50) og Han velsignede børnene ved at lægge hænderne på dem (Matt. 19:15); efter at have helbredt manden der var født blind, befalede Han ham at vaske sig i det hellige vand i Siloam (Joh. 9:11). I lysets skær: olivenolien og olielamperne i lignelsen om de ti brudejomfruer symboliserede Han Guds Riges højhed og herlighed (Matt. 25:1-13). Ligeledes var gudstjenesterne i Apostlenes tid ledsaget af knæfald (prostrationer) (ApG. 7:60, 9:40, 20:36) afbrænding af lys og olielamper (ApG 20:7-8), løftning af hænder (1 Tim. 2:8) og så videre. De bedste kristne: de hellige martyrer, skar ikke ned på, men omvendt berigede de gudstjenesten med ritualer og symbolske handlinger. Der findes intet eksempel siden apostolisk tid på, at en af kirkefædrene bagatelliserede eller så ned på gudstjenestens ritualer og symbolske handlinger.

18. Opdelingen af gudstjenester i kirkelige og private (dem der foregår i hjemmet).

Gudstjenester kan holdes for en stor forsamling af troende, eller efter forespørgsel af enkelte kristne. Størstedelen af gudstjenesterne kan udover at holdes i templet, også afholdes i hjemmet. Ikke desto mindre, bliver langt de fleste gudstjenester holdt i templet, også de der kan afholdes i hjemmet, fordi at templet er et mere passende og praktisk sted at holde gudstjeneste. I templet påmindes de troende altid om, at de alle er børn af Én Himmelsk Fader. Her bliver klasseforskelle, raceforskelle, politiske, samfundsmæssige problemer og alle verdslige bekymringer uden betydning, og derfor er de fælles gudstjenester i templet den bedste måde hvorpå den kristne næstekærlighed, broderskabet og barmhjertigheden vækkes i folks hjerter.

19. Begrebet ”Tempel”.

En bygning der skiller sig ud blandt andre bygninger af udseende og er beregnet til gudstjenester, kaldes et tempel. Templer kan også kaldes kirker, da de mennesker der samler sig der til fællesbøn, udgør ”Kirken”. Ordet ”Kirke” betyder nemlig ”forsamling”. Templer indvies (helliggøres – af kirkeslavisk: освящается) af en biskop eller af en forsamling af præster der har modtaget en biskops velsignelse og tilladelse til at udføre indvielsen af et tempel. Processen at indvie et tempel er en særlig gudstjeneste, der vil blive nærmere beskrevet senere i denne tekst.

Alle templer er tilegnede Gud, og i disse er Herren særligt tilstede i Hans usynlige åndelige herlighed og nåde, og kaldes derfor også “Guds Hus”. Ud over disse overordnede navne, kan hvert enkelt tempel have et mere specifikt navn, afhængigt af en bestemt hellig begivenhed beskrevet i Den Hellige Skrift, eller en bestemt helgen, til ihukommelse af hvem templet er opført: f.eks. Kristi Fødsels-kirken, Kristi Opstandelses-kirken, Treenighedskirken, de hellige lig-apostlene Konstantin og Helenas kirke osv. Hvis der i en by er mere end ét tempel, kaldes den største og mest centrale af dem på dansk for en ”domkirke”. I ortodoks kristen sammenhæng kaldes denne type templer for ”καθολικός” (katholikós) på græsk, der betyder ”universel”, eller ”соборъ” (sobor) på kirkeslavisk hvilket betyder ”forsamling” eller ”råd”. Betydningen skal forstås som et centralt forsamlingssted for alle: Her samles de gejstlige fra forskellige templer på særlige festdage, og holder gudstjenesten som ”forsamling” af gejstlige. Den domkirke hvor en biskop har sit sæde eller ”καθέδρα – kathedra” (som det hedder på græsk), kaldes for en ”Katedral” og er dermed det centrale tempel i et bispedømme.

20. Templernes oprindelse.

I begyndelsen af den gammeltestamentlige tid, under patriarkerne Adam, Noah, Abraham m.fl., blev gudstjenesterne afholdt på alterborde under åben himmel. Til offerbringelse udvalgtes steder, hvor Gud havde åbenbaret sig for mennesket og hvor Han havde vist Sin godhed, eller på steder der med sin storhed, hemmelighedsfuldhed og skønhed ufrivilligt påmindede mennesket om Guds styrke og Hans visdom samt andre af Hans egenskaber.

Efter Israelitternes udgang fra Ægypten, befalede Gud profeten Moses på Sinaibjerget, at opføre et flytbart tempel, der blev kaldt ” מִשְׁכַּן‎” (mishkán) og ” אהל מועד” (óhel moéd) der på hebræisk hhv. betyder ”dvælested” og ”mødetelt”, ”Tabernaklet” på latin, eller ” Σκηνή” (Skiní) på græsk, der begge betyder telt. Dette hellige telt var delt i tre dele som beskrevet i anden mosebog. Det bestod af: 1) en forgård, 2) den ydre helligdom eller ”det hellige”, hvor den syvarmede lysestage, røgelsesalteret og skuebrødsbordet befandt sig, og 3) den inderste helligdom der kaldes ”Det allerhelligste”, hvor pagtens ark befandt sig. Israels folk havde dengang kun et tempel, for at styrke bevidstheden om at der kun er Én Gud.

Model af hvordan Tabernaklet muligvis har set ud.

Under profeten kong Salomon blev der i stedet for tabernaklet bygget et tempel af sten der havde form som et rektangel. Det havde ingen vinduer men havde to høje søjler ved indgangen og en stor forgård omkring templet. Indenfor var Salomons Tempel opdelt i to dele ligesom tabernaklet: den ydre helligdom ”det hellige” og den indre helligdom ”det allerhelligste”. Salomons Tempel blev ødelagt af Nebukadnesar der var konge i Babylon, inden israelitternes fangenskab i Babylon. Efter de var vendt tilbage til Jerusalem, byggede israelitterne det andet tempel efter samme forskrift som det første, men med langt ringere udsmykkelse.

Ikke længe før Jesu Kristi fødsel, udsmykkede kong Herodes det andet tempel og lavede nogle ændringer i forhold til det første tempel. Under Hans jordiske liv, besøgte Jesus Kristus dette tempel, underviste i det og sørgede for orden i templet: Han jog købmændene ud af templet (Joh. 2:13-20 og Matt. 21:12-13), og Han sørgede også for templets udsmykning ved Selv at ofre en statér til templet (Matt. 17:24-27) og brugte den fattige enkes ofring som eksempel på hvad en god, åndeligt frugtbar, ofring er (Luk. 21:1-4). Med Sit eget eksempel, godkendte Frelseren traditionen om at holde gudstjeneste i templet, og velsignede med dette eksempel selve meningen med templet og nødvendigheden af det. Jesus Kristus bad også andre steder, og selveste Den Sidste Nadver hvor Mysteriet (sakramentet) af den Hellige Nadver blev stadfæstet, afholdt Han i et privat hjem. I samtale med samaritanerkvinden sagde Kristus, at der vil komme en tid, hvor folk ikke vil tilbede Gud i Templet i Jerusalem, men alle steder (Joh. 4:21).

21. Templernes indvendige indretning.

Templerne er opdelt i tre dele: 1) et narthex – forhal der er adskilt fra selve templet, 2) en naos – kirkeskibet eller tempelrummet; og 3) helligdommen – også kaldet alterrummet eller det allerhelligste.

Narthex er en forhal til selve templet. I de første århundreder af kristendommen, stod de angrende og katekúmenerne der. Katekúmener er folk der forbereder sig til at modtage den Hellige Dåb. De angrende er folk, som har begået bestemte synder, for hvilke man i en vis rum tid ikke må tage del i den Hellige Nadver. I denne tid angrer de deres synder og bærer frugt af denne anger, før de kan tiltræde Mysterierne igen.

Naos eller tempelrummet (på dansk også kaldet kirkeskibet), er forbeholdt bøn og er dér hvor de troende står, altså dem der allerede har modtaget den Hellige Dåb. Her findes også: to klíros’er, soléet, ambonen og ikonostasen.

  • Soléet (af græsk – σωλέα, latin – Solium, der betyder sæde eller ophøjet) er en forhøjning foran ikonostasen, og har til formål at gøre gudstjenesten mere synlig og hørbar for de tilstedeværende. I oldtiden var soléet meget smalt.
  • Ambonen er betegnelsen for midten af soléet der befinder sig foran de Kongelige Porte. Det er fra ambonen at ektenierne og Evangeliet bliver oplæst, og også derfra at prædikenen siges.

  • Klíros er betegnelsen for et område vor koret og oplæserne holder til under gudstjenesten. Der er to klíros’er i templet: ét på hver side af soléet. Det er også her at kirkebannerne hænger. Kirkebannerne består af stofbannere med ikoner der hænger på aflange bærestænger af træ.

Ikonostasen er begrebet for den væg der adskiller det allerhelligste (alterrummet) fra tempelrummet. Denne væg er behængt med ikoner, nogle gange i flere niveauer. I oldtiden var ikonostasen lavere end de fleste i vore dage. Alterrummene var tidligere adskilt fra tempelrummet med en gittervæg med ikoner, og et forhæng. Med tidens løb blev ikonostaserne højere. Der blev tilføjet niveauer eller ”etager” med ikoner. På de høje ikonostaser hænger ikonerne i en bestemt orden:

Første niveau: På de Kongelige Porte hænger et ikon forestillende Gudsmoders Bebudelse samt fire ikoner visende de fire evangelister: Matthæus, Markus, Lukas og Johannes Teologen. På hver sin side af de Kongelige Porte hænger til højre et ikon af Frelseren og templets festdagsikon, og til venstre et ikon af Gudsmoder og et ikon af en særligt æret helgen. På sidedørene (også kaldet de diakoniske døre) hænger ikoner af ærkeenglene Mikael og Gabriel eller af de hellige ærkediakoner Stefan og Laurentius.

Andet niveau: Over de Kongelige Porte hænger et ikon af Den Sidste Nadver, og til højre og venstre for hænger i alt 12 ikoner der forestiller de 12 store kirkelige fester i året.

Tredje niveau: Over ikonet af Den Sidste Nadver hænger et ”Deisis” (et tredelt ikon med Kristus i midten, Gudsmoder til højre for Kristus og Johannes Døberen til venstre for Ham) eller et ikon forestillende Jesu bøn i Getsemane. På hver side hænger ikoner af de hellige 12 apostle.

Fjerde niveau: Over ”Deisis” hænger et ikon af Guds Moder med Det Evige Barn, og til hver side hænger ikoner af de hellige gammeltestamentlige profeter og patriarker.

Femte niveau: Centralt hænger et ikon af Herren Zebaoth med Guds Søn, og på hver side af dette hænger ikoner af nytestamentlige helgener. Øverst på ikonostasen står et kors med Guds Moder og hellige Johannes Teologen stående på hver side af korset.

I ikonostasen haves tre døre der fører til alterrummet, hvoraf de midterste kaldes de ”Kongelige Porte”, og sidedørene kaldes hhv. for de nordlige og de sydlige (diakoniske) døre. Bag de kongelige porte hænger et forhæng (καταπέτασμα) ligesom i Tabernaklet. Templets alterrum er normalt rettet mod øst som symbol på at Kirken og de bedende er rettet i forhåbning mod ”det høje Øst”, dvs. Kristus.

Alterrummet – Det Allerhelligste er den vigtigste del af templet. Det er forbeholdt de gejstlige og dem der tjener under gudstjenesten. Alterrummet symboliserer Himmeriget: Herrens egen himmelske bolig hvori Han dvæler. Med henblik på alterrummets særlige og hellige formål, indgyder det stor ærefrygt. Når man træder ind i alterrummet, skal man bøje sig tre gange til jorden (prostrere), og folk der er i militær tjeneste skal lægge deres våben fra sig før de træder derind. Det er udelukkende gejstlige (dvs. biskopper, præster og diakoner) samt lægfolk der har modtaget særlig velsignelse af templets præst til at hjælpe til under gudstjenesterne, der har lov til at træde ind i alterrummet. De vigtigste objekter i alterrummet er: Den Hellige Trone (alterbordet), Offerbordet og Højsædet (eller Det Ophøjede Sted).

 22. Den Hellige Trone (alterbordet) og de ting der hører til det.

Den Hellige Trone (alterbordet) er et bord der befinder sig i Det Allerhelligste (alterrummet) lige over for de Kongelige Porte. Dette bord kaldes ”Tronen” fordi at Herren åndeligt er til stede og troner på det, thi Han er vor Herre, Konge og Kirkens Overhoved. Oftest laves Tronen af træ, men det ses også at Troner laves af marmor, guld eller sølv. Inde i Tronen placeres en lille kiste med et helligt relikvie. Dette gøres efter traditionen, der opstod under de 300 års kristenforfølgelser i katakomberne, at udføre Eukaristien oven på en martyrs grav der er symbolet på at Kirken er stadfæstet på Kristi Blod og gennem Ham, med martyrernes blod (Åb. 6:9).

Den Hellige Trone tildækkes med to klæder:

  • Det nederste klædestykke er lavet af hør, og kaldes ”Katasárkion – Κατασάρκιον” hvilket betyder ”underklæde” eller ”linned” på græsk. Dette linned påminder os om Jesu Kristi ligklæde.
  • Det øverste klædestykke er lavet af brokade og kaldes ”Endýtion – Ἐνδύτιον” der på græsk betyder ”at iklædes”. Dette klæde minder os om Herrens højtidelige klæder som Ærens Konge (Sl. 24:7).

Følgende hellige genstande befinder sig på Tronen:

  • Antimínsen”: er et silkeklæde med indsyede hellige relikvier, på hvilket Jesu Kristi gravlæggelse er afbildet. Derudover er de fire evangelister og de våben Frelseren blev pint med også afbildet. Antimínsen foldes sammen i et særligt klæde der kaldes ”Eiletón” (Εἰλητόν) der betyder ”foldeklæde” på græsk. Eiletónen opstod under kristenforfølgelserne, da de kristne selv bragte tørklæder beregnede til at tildække og opbevare de ting der blev bragt til den Hellige Eukaristi, i tilfælde af at hedningene pludseligt skulle angribe dem. Ikke desto mindre bevarede man brugen af Antimínsen og Eiletónen efter forfølgelserne ophørte, og de har nu symbolsk betydning som Jesu Kristi ligklæder.
    Ifølge Kirkens love skal Tronen velsignes og indvies af en biskop, men det er imidlertid ikke altid muligt for en biskop at gøre dette. Derfor velsigner og indvier biskoppen antimínsen i stedet for Tronen og underskriver den personligt med titel, navn og dato som vidnesbyrd om dette. En antimíns der er velsignet af en biskop, bevidner at gudstjenesterne der holdes med den i templet er kendt, velsignet og tilladt af biskoppen. Over Tronen opsatte man nogle gange i oldtiden, hvilket man stadig gør i nogle templer i dag, et dække i form af en baldakin på søjler. Dette dække kaldes «Kivórion» (κιβώριον) på græsk, eller «Ciborium» på latin.
  • Artofóriet” (αρτοφόριον – kan på dansk tilnærmelsesvist oversættes som den hellige Gavebeholder) er en beholder der forestiller en lille kirke, indeholdende en lille adskillelig æske der er formet som en gravkiste. I denne gravkiste opbevares de hellige Gaver i tilfælde af et pludseligt behov for at kommunicere en syg person. Under den Store Faste opbevares også de forudindviede Gaver dér. I oldtiden var den hellige Gavebeholder (eller artofóriet) udformet som en due og kaldtes dengang ”peristéria” som symbol på den Hellige Ånd. Gavebæreren er den beholder, som de Hellige Gaver lægges over i fra artoforiet, når præsten skal bringe dem hen til en syg person.
  • Korset og Evangeliet lægges på Tronen med det formål at vise, at Tronen tjener som Herrens dvælested, der er vor Herre og Konge Jesu Kristi egen trone. Det er strengt forbudt at lægge noget som helst, ud over det ovennævnte, på Tronen.

 

23. Det hellige offerbord, diakonikon, Højsædet (Det Ophøjede Sted), Ikonet bag Tronen og andre ting der hører alteret til.

Ud over Tronen haves også et andet bord i alterrummet der kaldes ”offerbordet”. Her forberedes det liturgiske brød og vinen der senere under den hellige Eukaristi velsignes af Helligånden og gøres til Jesu Kristi alrene Legeme og dyrebare Blod. I oldtiden befandt offerbordet sig ikke i alterrummet, men derimod i et særskilt siderum til venstre for alteret. Her bragte de troende deres ofringer af brød og vin af hvilke præsten udvalgte det bedste til udførelse af Kommunionsmysteriet. I vor tid er offerbordet placeret i venstre hjørne af alterrummet, selvom den antikke praksis med et selvstændigt rum stadig, dog sjældent, ses i dag. Offerbordet kaldes også ”prothesis” hvilket refererer til den første del af liturgien, hvor Gaverne forberedes. Til højre for Tronen og offerbordet var der i oldtiden, og sjældent stadig i dag, et rum (ἁψῖδος), der var forbeholdt opbevaring af de hellige beholdere som den hellige Kalk, dískos osv. Dette rum kaldtes “prothesis” og er det samme rum hvor offerbordet befandt sig tidligere. Et andet rum på den modsatte side blev benyttet til opbevaring af de hellige bøger som Evangeliebogen, de liturgiske klæder og andre af templets skatte og helligdomme. Da det er diakonens ansvar at bevare, rense og sørge for disse genstande, kaldes dette rum ”diakonikon”. I vore dage har man oftest et skab i alterrummet i stedet for et diakonikon, hvor de hellige genstande og beholdere opbevares. 

Det område der befinder sig mellem Tronen og den østlige væg i alterrummet kaldes “Højsædet” eller ”Det Ophøjede Sted”. På dette sted indrettes ofte en forhøjning eller en ”kathedra” med en bispetrone (en trone hvor biskoppen sidder under gudstjenesten). Præsternes sæder står i en halvcirkel omkring bispetronen og kaldes ”med-troner”.

Ikonet bag Tronen befinder sig på den østlige væg over “Højsædet” eller “det ophøjede sted”. Almindeligvis er Kristus Pantokrator, Kristi Opstandelse, Den Hellige Treenighed eller Guds Moder vist på dette ikon. I oldtiden var ”den sidste nadver” oftest vist.

Udover dette står et Kors og en Syvarmet lysestage også bag Tronen, mellem denne og Højsædet. Den syvarmede lysestage er til ihukommelse af Guds befaling om den syvarmede lysestage i Tabernaklet og tjener også som offergave af lys og olivenolie til Herren.

24. De hellige Beholdere og kirkelige objekter.

De hellige Beholdere er nødvendige for at kunne holde gudstjeneste. De laves efter Kirkens kanoner af guld eller sølv og kan, hvis det er muligt, udsmykkes med ædelstene. Det blev i 1400’tallet vedtaget at lave de hellige Beholdere af ædelmetal, da man tidligere var stødt på det problem, at beholdere af uædelt metal rustede og oxiderede, imens beholdere af træ revnede med tiden og at de Hellige Gaver trængte ind i træet. Dette er meget dårligt, da den eukaristiske kanon aldrig må tjenes over Gaver der allerede er helliggjorte og indviede. Derfor er det diakonens ansvar at indtage alle rester af de Hellige Gaver der måtte blive tilbage efter den guddommelige liturgis afholdelse. Man forsøgte i oldtiden at løse dette problem ved at forgylde de Hellige Beholdere på de overflader der kom i kontakt med de Hellige Gaver, men det blev besluttet at det ville være sikrest hvis alle fremover lavede beholderne af ædelmetal. 

Under liturgien bruges følgende genstande, der hører under kategorien ”Hellige Beholdere”: Den hellige dískos, den hellige Kalk (bæger), Stjernen (Asterisken), Spyddet og Skéen.

Under udførelse af de hellige Mysterier (sakramenter) bruges følgende hellige genstande:

Til dåben: Døbefonten og Myrrabægeret.

Til vielsen: Kronerne og det fælles bæger.

  1. Den hellige dískos: er et rundt fad (eller tallerken) stående på en fod. På dískos er den spæde Jesus vist liggende i krybben. Under proskomedíen lægges Lammet (det liturgiske brød der senere bliver til den hellige nadver) på dískos samt alle delene der udtages fra de fire prosfóraer. Dískos påminder os om Frelserens krybbe og samtidigt om Hans grav.
  2. Den hellige Kalk: er det bæger (eller den beholder) hvorfra de troende modtager Kristi alrene Legeme og dyrebare Blod. Kalken påminder os om det bæger Frelseren drak af sammen med sine disciple under den sidste nadver.
  3. Stjernen: eller Asterisken (græsk) består af bukkede stykker metal der er samlet på midten som et kors. Den minder om den stjerne (deraf navnet) der førte de tre vise mænd (hellige tre konger) til Betlehem. Stjernen stilles oven på dískos for at holde dækkeklædet oppe, så det ikke berører Lammet og delene på dískos.
  4. Spyddet: er en kniv formet som et spyd, der benyttes til at udskære og ofre Lammet samt udtage delene fra prosfóraerne. Det påminder os om det spyd Herrens side blev stukket med da Han hang på Korset.
  5. Skéen: er den ske der benyttes til at uddele den hellige nadver under kommunionen til de troende. Den blev indført af vor fader blandt de hellige Johannes Chrysostomos omkring år 400, for at undgå at rester af Herrens Legeme og Blod blev tilbage på hænderne og spildt på jorden, da man hidtil havde modtaget den Hellige Nadver i hænderne. Skéen symboliserer også den kølle som forbrydernes ben blev knust med på korset, hvilket kommer til udtryk når præsten lægger spyddet og skeen på hver sin side af Korset, der ligger på Tronen under Liturgien. Sådan er det tradition at afbilde korsfæstelsen. 
  6. Døbefonten: er en beholder ligesom den hellige Kalk, i hvilken man hælder vand for at døbe spædbørn og voksne. Det er vigtigt at døbefonten er stor nok til at den der skal døbes, kan blive fuldt nedsænket i vandet med hele kroppen.
  7. Myrrabægeret: er en beholder der indeholder de redskaber der er nødvendige til at udføre dåben. Det indeholder en flaske med hellig Myrra og en anden med hellig olie, der benyttes til Myrrasalvelsen. Derudover indeholder det en svamp til at tørre af med, og en saks til at klippe håret på den døbte.
  8. Kronerne: benyttes til vielser. Brudgommens krone har et ikon af Kristus imens brudens krone har et ikon af Guds Moder. Kronerne har rig symbolsk betydning, hvilket vil blive beskrevet senere under del 7: i afsnittet om vielse.

Udover de hellige Beholdere haves der følgende Kirkelige hellige genstande:

  • Røgelseskarret: dette er et kar der er ophængt på kæder som bruges til at bringe røgelsesoffer under gudstjeneste. Karret består af halvsfæriske skåle der står modsat hinanden.
  • Vievandskosten: (eller ”Aspergillum” på latin) er en håndholdt kost med hår lavet af ysopkviste (3 Mos. 14:4 og Sl. 50:7 / Sl.51:9 i den danske bibeloversættelse fra 1948). Den benyttes til at bestænke med helligt vand.
  • Lamper af forskellig art: olielamper, lysestager og lysekroner der kaldes ”panikadyler” eller ”polykandylon” (πολυκάνδηλον) og lygter der benyttes under korstog til Påske og til særlige begivenheder. Derudover haves en åben beholder med sand til at stille lys i, eller mange små lysestager, der befinder sig foran Kristi kors i venstre side af kirkerummet. Denne beholder kaldes ”Kanunik” eller ”panikhída-bordet”. Foran denne afholdes særlige mindetjenester for de afdøde kaldet ”panikhída” og det bruges også til velsignelse af brød og kóliva (en ret bestående af kogte hvedekorn, rosiner og sukker) der bringes som offer til kirken for de afdøde.

Kirkeklokker hører under kategorien ”Kirkelige hellige genstande”. Klokkerne har været brugt i den ortodokse Kirke siden 600’tallet. Under kristenforfølgelserne blev tiden for gudstjenesterne mundtligt videregivet af de gejstlige. Herudover fandtes også særligt udvalgte folk der gik rundt til de kristnes hjem og kaldte folk til fællesbøn. I tiden efter kristenforfølgelserne begyndte man at kalde til gudstjeneste ved at slå en træhammer mod brædder af træ eller metal. Dette instrument kaldes ”Semantron” eller ”Talanton”. I 600’tallet opstod klokkerne i Italien i Campania regionen, derfor kaldes klokkerne i mange ortodokse lande også for ”Kampaner”. I 800’tallet kom klokkerne fra vesten til Byzantium (Grækenland), og blev især udbredte i middelalderen. Grækerne bragte klokkerne til Rusland, og de blev efterfølgende rodfæstet i den russiske selvbevidsthed. Klokkerne fik forskellig udformning og størrelse. I Østen var man i mellemtiden nødsaget til at stoppe med at bruge klokker, især efter tyrkernes erobring af Konstantinopel i år 1453. Tyrkerne forbød brugen af klokker til at kalde til bøn i de ortodokse kristne lande som de invaderede. Efter den græske befrielse fra tyrkerne i 1821, forærede de russiske tsarer store mængder af klokker til de græske klostre i Hellas og i munkestaten Athos, hvis klang stadig lyder den dag i dag.

Græsk munk der kalder til bøn med en semantron.

Brugen af klokker førte til opførelsen af klokketårne, der i starten blev bygget ved siden af templerne. I de slaviske lande blev disse tårne kaldt ”zvónnica” og ”bil’nica” (Звонница / Бильница) der på dansk lyder i retning af ”stedet med klang” og ”stedet der slåes”. I den russiske Kirke bruges fem eller flere klokker af forskellig størrelse, og derfor med forskellige toner. Der findes tre typer af klokkespil i den russiske tradition: ”Blágovest”, ”Trezvón” og ”Perezvón”.

Eksempler på russiske klokketårne.

Blágovest” betyder ”det gode budskab” og er betegnelsen for spil på én enkelt klokke, typisk den største der er den med dybest klang.

Trezvón” betyder noget i retning af ”masseklang” og er betegnelsen for spil på alle klokker samtidigt.

Perezvón” betyder noget i retning af ”klang i rækkefølge” og er betegnelsen for langsomt spil på hver klokke for sig, i rækkefølge efter hinanden. Perezvón startes med et slag i den største klokke, derefter den næststørste og så fremdeles indtil den mindste klokke hvorefter der følger et enkelt slag i alle klokker samtidigt. Perezvón benyttes normalt til begravelse, når den afdøde bæres ud af templet.

Ivan den Stores klokketårn i Moskva.

Den russiske klokketradition er meget rig på teknik og melodier for ikke at nævne den unikke klokkestøbningsteknologi der kun findes dér. Før revolutionen i 1917, rejste folk fra hele verden til Rusland for at høre de berømte klokkespil til festdage som Påske og Jul. Efter revolutionen uddøde denne kunstart at ære Gud gennem klokkespil næsten, og kun få personer mestrede indtil år 2000 dette hverv. Næsten alle klokker blev ødelagt eller omsmeltet og templerne med klokketårnene blev revet ned eller sprængt i stykker. Siden 1991 er tusindvis af ødelagte templer og klostre blevet genopbygget, og den storslåede klokkeklang der indgyder gudsfrygt i sjælene på dem der hører den, kan atter høres overalt i Rusland.

Russisk munk der spiller på klokker.

 Eksempler på russisk klokkeklang:

Klokkespil i Valaam klostret:
https://www.youtube.com/watch?v=MNkgz3aAjpg&ab

Klokkeklang i Optina klostret: 
https://www.youtube.com/watch?v=Gg_Q6gFG_8w&ab

Klokkespil i klostret Alexander Nevskijs Lavra: https://www.youtube.com/watch?v=b4dI8PEZMLQ&ab

De berømte klokker i byen Rostov:  https://www.youtube.com/watch?v=zgK2HS0HGFE&ab

Klokkespil under indvielsen af Ny-martyrernes katedral i München, Tyskland: https://www.youtube.com/watch?v=SXBjnAbhTW8&ab

 

25. De Hellige Ikoner.

Ikonet af “Frelseren ikke lavet af hænder” fra 1100’tallet. Novgorod, Rusland. Befinder sig i dag i Tretyakov galleriet i Moskva.

Et vigtigt element af de ortodokse templer og gudstjenester udgøres af de hellige ikoner og det hellige Kors. Et ikon er et stykke træ (oftest lindetræ) overtrukket med en kridtblanding der udgør et hvidt og glat fundament for ikonskriveren at skrive ikonet på. Ikonerne skrives udelukkende efter Kirkens kanoner med naturlige pigmenter fra jord og stene, der blandet op med æggeblommer kaldes ”tempera”. Disse farver har været brugt siden oldtiden og er aldeles lysfaste, hvilket betyder at deres farver aldrig falmer. I den ortodokse Kirke taler man om at skrive et ikon, ikke at male det, da ikonet læses og ikke betragtes – idet man er nødt til at læse hvem der er afbildet, samt aflæse de ikonografiske symboler, der giver udtryk for hvad denne person er kanoniseret for. På ikonerne er Herren selv, Guds Moder, de himmelske skarer, profeterne, apostlene og alle de hellige gengivet. Også hellige begivenheder som Kristi fødsel, Kristi Opstandelse, Herrens indtog i Jerusalem, Herrens Dåb og mange flere er gengivet på ikoner.

Et ikon kan først blive velsignet hvis det er ”underskrevet”. Et ikons “underskrift” betegner den gengivne helgens eller Herrens initialer eller den tekst der står på ikonet og som fortæller om hvem eller hvilken begivenhed der er gengivet på det. I oldtiden bragte ikonskriverne deres værker til en biskop, der med egen hånd skrev ikonets “underskrift”. Hvis et ikon ikke har en underskrift, er det ikke et ikon.

Ikonets “underskrift” kan ses i øverste venstre og højre hjørne. Dette konkrete ikon forestiller Hl. Grigorios Palamas, hvilket man kan læse sig frem til vha. underskriften. Yderligere kan man udelukkende ved at aflæse ikonet se, at Hl. Grigorios var biskop, idet han bærer et omofórion og holder den Hellige Evangeliebog i venstre hånd, samtidigt med han velsigner i Herrens Navn med sin højre. Dette viser at Hl. Grigorios henregnes de Hellige Hierarker, som en underviser af det evangeliske liv i teori og praksis. Det aflæses også at dette ikke er et verdsligt “parsuna” (parsuna er et almindeligt portrætmaleri i ikonografisk stil) – men at det forestiller en helgen, idet han har en “nimb” eller “glorie” omkring hovedet, hvilket symboliserer, at Herren har taget bo i denne person og at denne person lever i Herren i Hans herlighed. Baggrunden er ofte forgyldt på ikoner for at symbolisere det guddommelige lys, som stråler på alle i Himmeriget. Det er dog ikke krav at baggrunden skal være forgyldt. For mere detaljeret viden om ikoner, henvises der til dedikerede værker omhandlende ikonografi.

Et ikon bliver først til et rigtigt ikon efter det er blevet velsignet gennem bestænkning med helligt vand. Gennem dette modtager ikonet den Hellige Ånds herlighed, og ikonet kan nu kaldes helligt. Der findes også undergørende / mirakelbærende ikoner hvorigennem Guds nåde og velsignelse kan virke i form af mirakler, f.eks. helbredelse af sygdomme.

Når vi beder foran et ikon skal vi huske, at ikonet i sig selv ikke er Gud eller en af Hans hellige, men blot en gengivelse af dem. Derfor beder vi ikke til ikonet, men til Gud selv eller den helgen der er gengivet på det.

Et ikon er det samme som en hellig bog: i en hellig bog læser vi ærbødigt Guds ord, og på de hellige ikoner ser vi med ærbødighed på de hellige ansigter, der ligesom Guds ord hæver vores sind til Herren og Hans hellige. Gennem dette fyldes vore hjerter med kærlighed til vor Skaber og Frelser.

Ikonerne har været brugt i den kristne Kirke siden den dybeste oldtid. De fandtes sågar i den gammeltestamentlige tid. Som det blev nævnt tidligere, befalede Herren Moses at lave billeder af keruber i Tabernaklet. Således befalede Herren også kong Salomon at pryde Templet i Jerusalem med billeder og statuer af keruber (3 kong. 6:23-35). Det var naturligt at lave billeder af keruber i den gammeltestamentlige tid, da engle var de eneste gode åndelige væsner menneskeheden havde fået åbenbaret af Gud på daværende tidspunkt.

Den hellige ærværdige apostel Peter. Ikon fra 500’tallet. Hl. Ekaterinas kloster, sinaibjerget,

Det er i Kirkens overlevering kendt, at den hellige apostel og evangelist Lukas i løbet af sit jordiske liv, skrev et ikon af Guds Moder. Siden dengang kom der flere og flere ikoner. Før 300’tallet var ikonerne forbeholdt de underjordiske templer i katakomberne, da de kristne blev pint og dræbt for at være i besiddelse af nogen form for kristen symbolik. Efter enden på kristenforfølgelserne, blev ikonerne også en almindelig del af de kristnes hjem. I flere omgange har der været ikonoklasmer, hvilket er forfølgelsen og ødelæggelsen af ikoner. Derfor er de fleste af de ældste ikoner gået tabt. Ikke desto mindre haves der den dag i dag ikoner af Frelseren, Guds Moder, apostlen Peter og mange flere fra 500’tallet, der befinder sig i den hellige Ekaterinas kloster ved foden af Sinaibjerget. Disse ikoner er afskrivninger (kopier) af endnu ældre ikoner fra de allerførste tider efter Kristi Opstandelse. Disse ikoner indgyder en sober og ædruelig tilstand hos den der læser dem. Der er ikke den mindste antydning af ekstase og åndeligt bedrag (prelest), som man finder tegn på i latinernes malerier fra middelalderen, hvor denne tendens opstår, og senere hen. Eksempelvis kan nævnes afbildninger af Frans af Assisi (en person der er helgenkåret af den romersk katolske kirke), hvis ekstatiske tilstand udtrykker et markant brud med de første tusind års fælles kristen ikonografisk tradition, og som inspirerer til søgen efter ekstase frem for soberhed og sand ydmyghed.

I kontrast til ikonoklasmen (forfølgelsen og ødelæggelsen af ikoner), findes et andet kætteri kaldet “ikonolatri” – hvilket er tilbedelsen af ikoner, eller rettere sagt: “billeddyrkelse”. Ikonolatri er ligesom ikonoklasme fordømt af Kirken. Når man ærer et ikon i form af kys og buk, gives dette til den der er afbildet, og ikke til selve ikonet. Ikonet er et middel til at komme til ihukommelse af og bevidsthed om den oprindelige person, som er afbildet, og tage del i en hvilken som helst helliggørelse gennem den, som beskrevet af det 7. økumeniske råd – det 2. Nikæiske råd, (“De Økumeniske Råds Gerninger”, Bind II, s. 477, Det åndelige akademi i Kazan, år 1908.), ligesom at kys af et familiebillede ikke gives til billedet selv, men til den eller de personer det er et billede af. 

“Kristus, universets kejser”, ikon fra 500’tallet der befinder sig i Hl. Ekaterinas kloster, Sinaibjerget.

 

 26. Personer der udfører gudstjenesten.

Den ortodokse gudstjeneste udføres af særlige personer, der af Gud er tilkaldt og sat til at gøre dette. Disse personer udgør det kirkelige Hierarki eller med andre ord: gejstligheden.
Af Guds vilje udvalgte profeten Moses særlige personer til at udføre gudstjenester og velsignede Ypperstepræsten, præsterne og levitterne til at gøre dette. Den første ypperstepræst var profeten Moses’ broder Aron, og de første præster var Arons sønner. Under offerbringelserne blev de bistået af levitterne. Lægfolk der ønskede at holde gudstjeneste uden Guds velsignelse blev straffet, ligesom Kora, Datan, Abiram og deres 250 tilhængere. De ønskede at frembære røgelsesoffer for Herren, som det kun er præsteskabet tilladt (4 Mos. 16:1-50). Det gammeltestamentlige hierarki bestod derfor af tre range.

I Det Nye Testamente valgte Jesus Kristus, ud af mange følgere, 12 Apostle som Han gav lov til at undervise, holde gudstjenester og lede de troende (Matt. 28:19). Med tiden videregav Apostlene deres, af Gud velsignede, magt til andre udvalgte personer, og med dette stadfæstede de ligesom i Det Gamle Testamente, et hierarki med tre range, først den diakoniske rang. Efter at have bedt til Herren, lagde Apostlene deres hænder på udvalgte personer, og velsignede og indviede dem til at tjene Kirken. De første diakoners tjeneste bestod i at tage sig af og hjælpe de fattige, og i at bistå Apostlene med udførelsen af de Hellige Mysterier. Da antallet af troende voksede, udvalgte Apostlene flere hjælpere til at prædike, udføre gudstjenester og lede Kirken. De personer der gennem Apostlenes bønner og håndspålæggelse blev velsignet og indviet til at holde gudstjenester blev kaldt ”Presbyteros” (πρεσβύτερος) der på græsk betyder ”ældst” eller ”den ældste”. Da Apostlene efter enorm tilvækst af troende kristne i mange forskellige dele af det Romerske Rige, ikke personligt kunne håndspålægge diakoner og presbytere, stadfæstede de en ny, højeste rang i Kirken: ”Biskopperne”. Biskopperne fik overleveret Guds velsignede nåde og magt til ikke blot at undervise og holde gudstjenester, men også at håndspålægge presbytere og diakoner og holde opsyn med dem. Ordet ”biskop” (ἐπίσκοπος) betyder ”opsynsmand” eller ”værge”. En biskop regnes for den direkte arvtager og repræsentant for Apostlene på Jorden. Dermed har der siden de 12 Apostles tid eksisteret et hierarki med tre range: Den øverste rang: Biskop, den midterste rang: Presbyter, den laveste rang: diakon. Alle disse personer bærer titlen ”gejstlige”, men har også andre titler afhængigt af deres fortjenester, alder og de templer de tjener ved.

De gejstlige af den øverste rang kan, udover at de er biskopper, kaldes: Ærkebiskop, Metropolít, Eksark, Patriark – Pave. Pave er en af flere tillægstitler, som flere af Kirkens patriarker i forskellige lande har haft og er ikke en særlig titel for sig selv. “Pave” betyder “fader”. Den Kristne Kirke havde i oldtiden to patriaker der bar titlen “Pave”: patriarken i Rom og patriarken i Alexandria. I vore dage er det udelukkende patriarken af Alexandria der har bevaret denne titel. Da der ingen forskel er på pave-titlen og patriarken, vil den derfor ikke nævnes i det følgende. 

De gejstlige af den anden rang kan kaldes: Præst, Ærkepræst, Presbyter, Protopresbyter, Arkhimandrit, Igúmen (Abbed), Hieromunk (Munkepræst), Provst (Blagochínnyj).

De gejstlige af den tredje rang kan kaldes: Diakon, Hierodiakon (Munkediakon), Protodiakon, Ærkediakon.

Inden man kan blive diakon, skal man først have været læser og derefter hypodiakon (underdiakon), men hypodiakonerne er ikke en del af gejstligheden, som diakonatet er. Dette vil blive nærmere beskrevet under syvende del i denne bog.

For at forstå betydningen af disse titler, er det nødvendigt at stifte bekendtskab med de forskellige pligter og opgaver de forskellige gejstlige har i det Kirkelige Hierarki.

27. Hierarkiets ansvar og pligter.

Ligesom Jesus Kristus var Læremester og Herre over livet samt den der stadfæstede den kristne gudstjeneste, og ifølge Hans ord til Apostlene (Matt. 28:19-20) er en biskops ansvar og pligter delt i tre dele: han er den øverste læremester, de kristnes leder og den øverste tjener til at holde gudstjeneste i sit bispedømme. Som læremester prædiker han og tager sig af sin hjords oplysning. Han holder opsyn med undervisningen i De Hellige Skrifter og undervisning i Guds Lov i de kirkelige skoler. Som leder og ansvarshavende for det kristne liv, leder han hele bispedømmets gejstlighed og har magt over lægfolket i anseender der vedrører troen og fromheden. Som helligtjener og gejstlig, udfører han alle hellige Mysterier og alle former for gudstjeneste. Han er den eneste der har ret til at indvie andre i de hellige gejstlige range, hellige antimínser og den hellige myrra. I tidens løb opstod andre titler for bispetjenesten: ”Bispevikar” (vikar biskop) eller ”Vikárij”, ”Ærkebiskop”, ”Metropolit”, ”Eksark”, ”Patriark”.

Bispevikaren er en biskop der fungerer som hjælper for den øverste biskop, og er derfor underlagt hans åndelige magt, selvom de af rang er ligeværdige.

Ærkebiskop betyder ”ældste” ergo ”erfaren” biskop og er derfor en ærestitel.

Metropolitten er biskop i en hovedstad eller en storby. Han er åndeligt overhoved for hovedstaden samt de nærliggende byer og bispedømmer.

Eksarken er en biskop der er udpeget af et kirkeligt råd eller patriarken til at være åndeligt overhoved for et større område med adskillige bispedømmer under sig. Som eksempel er Metropolit Onufrij (Berezovsky) Eksark i landet Ukraine for Patriarken af Moskva, og er dermed åndelig leder af hele området der i dag kaldes Ukraine.

Patriarken er en biskop der har åndelig magt over og ansvaret for et helt land eller flere lande (da de kirkelige territorieinddelinger ikke er dikterede af nationale grænser). I Guds hellige herlighed er der ingen forskel mellem Patriarken, Metropolitten, Ærkebiskoppen og Biskoppen, fordi hver og en af dem kan udføre de selv samme helliggerninger, Mysterier og gudstjenester. Alle de lokale Kirkers patriarker og biskopper er ligeværdige, men med en vis historisk præcedens i ære. Ingen patriark har autoritet over en anden patriark, som han har det over biskopperne under ham. 

I den ortodokse Kirke haves i vore dage 9 patriarker. Som nævnt, er alle disse patriaker ligeværdige, men nogle har præcedens i ære – primus inter pares, hvilket betyder at de er først blandt ligeværdige. Rækkefølgen af Kirkens patriarker er angivet i det følgende, rangerende efter ære, med den lokale patriarks historiske titler angivet:

  1. Det Konstantinopelske Patriarkat.
    Patriarkens titel: Hans Guddommelige Alhellighed, Ærkebiskop af Konstantinopel – Det Nye Rom og Økumenisk Patriark.
  2. Det Alexandrinske Patriarkat.
    Patriarkens titel: Hans Guddommelige Salighed, Pave og Patriark af den store stad Alexandria, Libyen, Pentapolis, Etiopien, hele Ægypten og hele Afrika, Fædrenes Fader, Hyrdernes Hyrde, Ypperstepræsternes Ypperstepræst, den trettende Apostel og Økumenisk Dommer.
  3. Det Antiokiske Patriarkat.
    Patriarkens titel: Hans Guddommelige Salighed, Patriark af Guds store stad Antiokia, Syrien, Arabien, Kilikien, Iberien, Mesopotamien og hele Østen.
  4. Jerusalems Patriarkat.
    Patriarkens titel: Hans Guddommelige Salighed, Patriark af den Hellige Stad Jerusalem og hele Palæstina, Syrien, Arabien, alle områder hinsides Jordanfloden, Kana i Galilæa og det hellige Sion.
  5. Moskvas Patriarkat.
    Patriarkens titel: Hans Hellighed, Patriark af Moskva og hele Rus.
  6. Det Serbiske Patriarkat.
    Patriarkens titel: Hans Hellighed, Ærkebiskop af Pec, Metropolit af Beograd-Karlovac og Patriark af Serbien.
  7. Det Rumænske Patriarkat.
    Patriarkens titel: Hans Salighed, Ærkebiskop af Bukarest, Metropolit af Muntenien og Dobrogea, Locum tenens til tronen af Cæsarea i Kappadokien og Patriark af hele Rumænien.
  8. Det Bulgarske Patriarkat.
    Patriarkens titel: Hans Hellighed, Patriark af Bulgarien og Metropolit af Sofia.
  9. Det Georgiske Patriarkat.
    Patriarkens titel: Hans Hellighed og Salighed, Katolikos-Patriark af hele Georgien, Ærkebiskop af Mtskheta og Tbilisi og Metropolit af Pitsunda og Sukhumi-Abkhasien.

Ud over de ovennævnte 9 patriarkater, findes et antal autonomt styrede lokale Kirker, der dog alle hører under den åndelige ledelse af én af de ni patriarker. Den lokale Patriark ihukommes altid under gudstjenesterne, og hvis man ikke hører én af de ni ovennævnte patriarker ihukommet til gudstjenesten, er man ikke i den ortodokse Kirke.

Vedrørende bispesædernes orden, åndelige bemyndigelse, underordning og de geografiske grænser for bispedømmernes ansvarsområder og åndelige værgemål, så var og er Patriarken fader og overhoved for alle, inklusiv det hellige kirkeråd der håndspålægger eller dømmer Metropolitter, Ærkebiskopper og alle andre repræsentanter for hierarkiet. Ligesådan er Metropolitten i sit område fader og overhoved for biskopperne og alle andre gejstlige, med bemyndigelse til at håndspålægge og dømme dem. Biskoppen er fader og overhoved for gejstligheden og lægfolket, der er under hans opsyn og ansvar.

Repræsentanterne for den anden rang er ”presbyterne / iereos / præster” der har bemyndigelse til at gøre tre ting: Undervise, lede og holde gudstjenester, men i et mindre omfang end biskopperne. Som læremester underviser præsten i den kristne tro og fromhed i skoler, hjem og kirker og ved alle passende lejligheder. Som de kristnes leder, holder præsten opsyn med menighedens opførsel og dømmer dem efter den åndelige domstol, men særligt er præsten vidne til skriftemålet, og bevidner derved foran Gud Mysteriet af anger. Skriftemålet er et helligt Mysterium (sakramente) i den ortodokse Kirke, og er en absolut nødvendighed for at begynde et åndeligt liv. Uden anger, kan der ikke være tale om et åndeligt liv ud over dæmonisk bedrag og illusion om et åndeligt liv. I usikre situationer, videregiver præsten sagen for domstolen hos sin ledende biskop. Dette kan være sager om meget alvorlige synder som f.eks. skilsmisse hvor det er usikkert hvem der bærer det største ansvar for splid i familien.

Som tjener af helligdommen udfører præsten alle gudstjenester og hellige Mysterier med undtagelse gudstjenester der udelukkende er tilladt en biskop at udføre. Af guds velsignede nåde og herlighed, er alle præster ligestillede over for hinanden, men i niveauet af ansvar og bemyndigelse adskiller de sig fra hinanden. Nogle af de præster der har mere ansvar pålagt dem, bærer særlige titler som f.eks. Protopresbyter der betyder ”den første blandt presbyterne”, og er dermed den øverste præst. Titlen ”protopresbyter” er en meget sjælden titel, som oftest kun én præst bærer i et bispedømme, og nogle gange i et helt land. I det Russiske Imperium var der tidligere kun to typer af protopresbytere: Præster der tjente i templer tilknyttede til tsarens paladser (disse templer kaldtes ”pridvórnyj” hvilket betyder ”tilknyttet hoffet”) og derudover enkelte af de præster der var tilknyttet hæren.

Ærkepræst betyder ”ældst blandt præsterne”. Provst (blagochínnyj – благочинный) har ansvaret for og bemyndigelse til at lede adskillige menigheder samt de gejstlige der tjener i disse menigheder. De ortodokse bispedømmer er oftest opdelt i mindre områder der på dansk kaldes ”provstier”, hvor en præst udnævnes som overhoved af biskoppen, og dermed får titlen provst. Nøglebæreren er en præst eller ærkepræst der tjener i en katedral og som har ansvaret for forløbet af gudstjenesterne og de kirkelige processioner når alle byens gejstlige deltager i dem. Nøglebæreren har nogle gange også ansvaret for de kirkelige genstande der benyttes under gudstjenesten i katedralen. Personer med monastiske titler (dvs. munke), der tilhører den anden rang af gejstlige, kan bære titlerne ”Hieromunke” hvilket betyder ”indviet munk”, ”Arkhimandrít” der er klostrets overhoved, og ”Igúmen” (eller på latin ”Abbed”) der på græsk betyder ”leder”. Igúmen er munkenes overhoved.

Munk iført munkekappe, klobuk og ryasson.

Skemamunke – det øverste åndelige niveau der kan opnås i monasticismen. Den store skema ligestilles med et himmelskt liv, lig det Guds engle fører.

Den tredje rang af gejstligheden er diakonatet. Diakonen er afhængig af præsten: han kan prædike Guds Ord i templerne under opsyn af en præst og med en biskops tilladelse kan han undervise i Guds Lov i folks hjem og i skoler. Som den, der har overblikket over det praktiske, udfører diakonen præstens vilje under gudstjenesterne. Som tjener af helligdommen, udfører diakonen ikke selv de Hellige Mysterier, men tjener under udførelsen af dem. Diakonen siger ektenierne, oplæser det hellige Evangelium i templet og har ansvaret for at forberede alt til afholdelsen af gudstjenesten. Ud over titlen ”diakon” findes også ”protodiakon” og ”ærkediakon”. Munke der bærer rangen ”diakon” kaldes for ”hierodiakoner” (der betyder indviet munkediakon) eller fordansket: ”munkediakoner”.

Det er vigtigt at være opmærksom på forskellen mellem helligdomstjenere og kirketjenere. Kirketjenerne deltager i og hjælper til under gudstjenesterne, men de har i modsætning til helligdomstjenerne ingen gejstlig rang (med undtagelse af ”hypodiakonen” (underdiakonen)). Det er læsere, paramonárer (altertjenere) og hypodiakoner (underdiakoner).

  • En læser er velsignet af en biskop til at læse højt og synge fra klíros i templet, og har modtaget den kirkelige tonsur af en biskop (tonsur er den proces hvor en biskop med særlige bønner klipper fire totter hår af en mand som symbol på at han har viet sit liv til Kirken. Der findes to slags tonsurer: den kirkelige tonsur og den monastiske tonsur, hvorimellem der er nogle forskelle. Den kirkelige tonsur forbyder ikke en person at stifte familie, hvorimod den monastiske tonsur er et løfte om at leve i et kloster og udelukkende føre et liv i askese og bøn). Det er udelukkende personer af mandligt køn der kan læse højt i templet efter Kirkens kanoner og Apostlen Pauli bud (1 Kor. 14:34-35).
  • En ”Paramonár” er en altertjener, og altså præstens og diakonens hjælper under gudstjenesterne. Paramonárens opgaver består i at tænde op i røgelseskarret og give det til diakonen, at tænde op i olielamperne før gudstjenesten, bære lys under ”indgangene” der er små processioner under gudstjenesten, spille på kirkens klokker og hvis paramonáren har evnen og færdighederne til at læse højt og synge fra klíros, må han også det. 
  • Hypodiakonen eller underdiakonen, er diakonens hjælper under gudstjenester hvor der er en biskop tilstede. Hypodiakonen rækker biskoppen de liturgiske klæder, tvættekarret, dikírion (den toarmede lysestage) og trikírion (den trearmede lysestage), og hjælper i det hele taget biskoppen under gudstjenesten.

I et ønske om at ophøje betydningen af ansvaret og titlen ”kirketjener”, har Kirken fastsat særlige indvielsesceremonier til dem der skal være ”læsere” og ”sangere” hvilket gøres gennem den kirkelige tonsur som beskrevet senere. Mange hypodiakoner bliver sågar velsignede af biskoppen med bønner der minder om den diakoniske ordination, selvom det ikke er en nødvendighed at være diakon for at hjælpe biskoppen under gudstjenester.

28. De liturgiske og de gejstliges klæder.

Under udførelsen af gudstjenester iklæder de gejstlige sig i liturgiske klæder, der i henhold til de tre range i det kirkelige hierarki, opdeles i diakoniske klæder, præsteklæder og bispeklæder. Brugen af særlige og hellige klæder under gudstjenesten har sit ophav fra de gammeltestamentlige ypperstepræster, præster og levitter, der iklædte sig særlige dragter for at udføre gudstjeneste.

De diakoniske klæder består af følgende:

  1. En ”Stichárion” der laves af lyse materialer for at symbolisere renheden og fromheden af det liv der er påkrævet og anstændigt af en person der bærer velsignelsen af den gejstlige værdighed.
  2. En ”Orárion” eller ”orár”, hvilket er et smalt langt klæde som diakonen bærer på sin venstre skulder under gudstjenesten. Navnet ”Orárion” kommer af det latinske ”oro” der betyder ”at bede” og det græske ”ora” der betyder ”tid, time” fordi at diakonen, når han løfter oráriet, giver tegn til at det er tid til at bede, synge og hvornår det er tid til at katekúmenerne forlader templet. Uden oráriet kan diakonen ikke holde en eneste gudstjeneste.
  3. Epimaníkier” er to manchetter der sidder omkring håndleddene. Epimaníkierne trækker også diakonens ”ryásson” (præstekjoles) ærmer sammen så de holdes på plads.

Diakonens liturgiske klæder.

Efter Kirkens lære, har hvert trin i det kirkelige hierarki Guds velsignede nåde og en bestemt bemyndigelse samt ansvar i forhold til de laverestående trin. Dette understreges synligt i form af at de liturgiske klæder, der er karakteristiske for de lavere range i det kirkelige hierarki, også bliver båret af de øverste range. Derfor har præsten udover diakonens stichárion (der hos præsten kaldes en under-riza) og epimaníkier også noget der kaldes:

  1. Epitrachélion. Dette er et klæde som præsten bærer omkring halsen. Det består af to halvdele der er samlet langs midten, og hænger foran på præsten oppefra og ned til benene. Epitrachéliet svarer til diakonens orárion der er blevet lagt dobbelt, og symboliserer at præsten har dobbelt så meget åndeligt ansvar og dermed velsignet nåde som hjælp og udtrykker præsteskabets værdighed. Uden epitrachéliet kan præsten ikke udføre en eneste gudstjeneste.
  2. Bæltet som præsten omgjorder sin under-riza med.
  3. ”Nabédrennik” eller ”lårklædet” er et rektangulært klæde, som præsten kan bære over sin højre hofte. Den har et bånd som tages over venstre skulder, hvorefter lårklædet hænger ned over højre hofte.
  4. ”Epigonátion” eller ”krigskøllen” er et rombeformet klæde der også kan bæres over højre hofte.
  5. Felónion” eller ”riza” er præstens overtøj. Det er et stort rundt og langt klæde uden ærmer, der har en udskæring til hovedet foroven.

Præstens liturgiske klæder.

Biskoppen har udover præstens epitrachélion, under-riza – stichárion, bælte og epimaníkier også følgende klæder: Sákkos, omofórion, epigonátion og Mitra.

  1. Sákkos (σάκκος) er biskoppens overtøj. Tilsyneladende ligner den en stichárion, men den er kortere end sticháriet og har påsyede bjælder. Sákkos’en svarer til præstens riza og har derfor samme betydning som denne.
  2. Omofórion (ὠμοφόριον) minder om diakonens orárion og præstens epitrachélion, den er blot meget bredere og længere en dem. Den tages på over sákkos’en med den ene ende over forsiden (biskoppens brystkasse) og den anden ned bag til (biskoppens ryg). Uden Omofóriet kan biskoppen ikke holde en eneste gudstjeneste. I dette tøj symboliserer biskoppen Kristus, der på sine skuldre bar hele verdens synder (Joh. 1:29).
  3. Epigonátion eller ”krigskøllen” er et rombeformet klæde der hænger ned over biskoppens højre hofte. Den symboliserer biskoppens embede som Kristi stridsmand, hvor epigonátiet er et åndeligt våben, mod satan og alle hans dæmoner.
  4. Mitra (μίτρα) eller bispehuen er en liturgisk hovedbeklædning der symboliserer den åndelige magt der tilhører embedet som biskop. Samtidigt symboliserer den også tornekransen og det klæde – sudárion (gr. σουδάριον) (lat. sudarium) som Kristus havde om hovedet under korsfæstelsen.

Præster får tildelt hovedbeklædninger som et tegn på udmærkelse, f.eks. skúfia (σκούφια) der er en sort hovedbeklædning og kamilávka (кαμιλαύκα) der er en cylindrisk høj hovedbeklædning og har sit navn efter det materiale den tidligere blev lavet af: kamelskind. I helt særlige tilfælde og for exceptionel udmærkelse, kan en præst blive tildelt en mitra lig den biskopperne bærer. Munkene bærer en hovedbeklædning kaldet klobuk (sl. клобукъ) eller kidaris (gr. κίδαρις), som begge betyder “hjelm” eller “stridshjelm”. Den symboliserer munkenes særlige åndelige krigsførelse. 

Til dagligt går de gejstlige i forskelligt tøj, afhængigt af deres rang. Tonsurerede kirketjenere som læseren og hypodiakonen går i under-ryasson hvis de har velsignelse af biskoppen til at bære den. Alle helligdomstjenere, dvs. biskopper, presbytere og diakoner, går til dagligt i under-ryasson og bærer over denne selve ryasson. I den russiske tradition bærer biskoppen sin panagia over sin ryasson, presbyteren bærer et kors over sin ryasson og diakonen bærer intet. TIl dagligt bærer de alle også skufia, der yderligere er et symbol på den gejstlige rang. 
De gejstliges hverdagstøj er som hovedregel sort, selvom man i slutningen af 1800’tallet nogle steder i Rusland begyndte at producere det i andre farver, som hvid, grå, blå, violet og lignende. De gejstliges tøj er sort, da dette symboliserer deres villighed til at dø for Kristus, og at de ikke er bundet af noget til denne verden.
En ryasson er tilnærmelsesvist det man i Danmark kender som en præstekjole. Dette klæde er et symbol på den gejstlige stand, og helligdomstjenerne må derfor ikke bære verdsligt tøj efter deres indvielse og håndspålæggelse. Nogle gejstlige går i vore dage til dagligt i verdsligt tøj, men dette er et brud på den kristne Kirkes tradition. Denne skik at tage sit gejstlige tøj af uden for gudstjeneste, er indført og påduttet Kirken under det kommunistiske åg, som forfulgte Kirken og Guds helligdomstjenere under kristenforfølgelserne i det 20. århundrede. Da præsteklæderne også er en bekendelse af troen, var det meget vigtigt for kommunisterne at fjerne dem fra offentligheden. 

Jævnfør det 6. Økumeniske Råds kanon nr. 27 og det 7. Økumeniske Råds kanon nr. 16, er det forbudt for gejstlige at bære verdslige eller umådeholdent udsmykkede klæder til hverdag. Hvis det opdages, at en gejstlig gør sig skyldig i dette, bliver han ekskommunikeret fra Kirken i en uge. Derudover forbydes det gejstlige at smøre sig med velduftende salver, dvs. det vi i dag kender som parfume, da en sådan forfængelighed og umådeholdenhed er fremmed for præsteskabet.

En biskop og en præst i hverdagstøj og i liturgiske klæder.

29. De liturgiske klæders symbolske betydning.

Hvert enkelt liturgiske klæde har stor symbolsk betydning, og påminder om vigtigheden af det kirkelige hierarkis tjeneste i helligdommen.

Stichárion: symboliserer diakonens fromme og rene liv.

Orárion: er et symbol på den velsignede nåde og Guds herlighed der tilkommer diakonatet. Derudover symboliserer den en engels vinger, hvilken diakonen forestiller under gudstjenesten.

Epimaníkierne: har til funktion at virke som påmindelse om, at helligdomstjeneren skal overgive sig selv til Guds Kraft og symboliserer derudover Frelserens sår på hænderne.

Epitrachélion: er et udtryk for præsteskabets værdighed og den af Gud nedsendte velsignede nåde og herlighed der tilkommer præsteskabet.

Bæltet: symboliserer det linnedklæde som Herren Jesus Kristus omgjordede sig med inden den sidste nadver (Joh. 13:4). Derudover er det et tegn på at helligdomstjeneren er beredt til at udføre sine pligter og tjene med årvågenhed.

Nabédrennik (lårklædet) og epigonátiet symboliserer åndelige våben som ”frelsens hjelm og Åndens sværd”, der for den gejstlige er Guds Ord som han benytter til åndelig krigsførelse (Ef. 6:17 og Hebr. 4:12).

Felónion eller riza’en som den også kaldes, symboliserer den kappe som soldaterne hængte på Frelseren da de hånede ham, og er et tegn på at præsten til enhver tid er klar til at lide for Sandheden og fryde sig for den, altså glæde sig ved modtagelsen af martyrdøden for Guds Sandhed.

Sákkos: har samme symbolske betydning som felónion’ens.

Omofórion: symboliserer den faldne og syndige menneskelige natur, som Herren tog på sine skuldre og bragte til Gud Faderen (Luk. 15:3-7 og Joh. 1:29). 

Alle de guddommelige kendsgerninger der forklarer klædernes symbolske betydninger, er gengivet i de særlige bønner som de gejstlige læser imens de iklæder sig de liturgiske klæder, inden udførelsen af den guddommelige Liturgi.

Med kendskab til disse ovenstående indledende oplysninger, er det lettere at sætte sig ind i gudstjenesternes opbygning og orden, der nu vil blive beskrevet.

 

 

ANDEN DEL

Beskrivelse og forklaring af

DEN ORTODOKSE KIRKES GUDSTJENESTER


30. 
De kirkelige tjenester der hører under kategorien ”fælles gudstjenester”.

Som det allerede er blevet nævnt under punkt 4, kan alle kirkelige tjenester udføres, enten efter en enkelt persons ønske, eller for en stor kristen forsamling. Det er dog ikke alle medlemmer af den ortodokse Kirke der er i stand til at invitere en gejstlig / helligdomstjener hjem til sig selv for at holde gudstjeneste, og hvis afholdelsen af gudstjenesterne afhang af privatpersoners ønske og evne til at beværte, ville Guds Tempel og den ortodokse Kirke ophøre med at fungere som forsamlingssted. Blandt andet derfor har Kirken stadfæstet særlige tidspunkter for hvornår der afholdes gudstjenester i templet, så enhver person har mulighed for at komme til templet for at bede og prise Herren.

Der er i alt ni gudstjenester som er stadfæstet af den hellige Kirke til fællesbøn og som afholdes dagligt på bestemte tidspunkter.

  1. Den niende time
  2. Aftengudstjenesten
  3. Apódipnon (gudstjenesten efter aftengudstjenesten)
  4. Midnatsgudstjenesten
  5. Morgengudstjenesten
  6. Den første time
  7. Den tredje time
  8. Den sjette time
  9. Middagsgudstjenesten (den guddommelige Liturgi)

Disse gudstjenester kaldes hverdagsgudstjenester, og udgør det der kaldes ”den daglige gudstjenestecyklus”.

31. Definitionen på en gudstjeneste.

En gudstjeneste der afholdes i en kirkelig forsamling, består af en særlig orden af bønner, oplæsning af Den Hellige Skrift, hymner og helliggerninger, der alle udføres med en præst eller biskop som leder. I og med, at hver eneste gudstjeneste udtrykker en konkret åndelig mening, forestiller de et harmonisk, afsluttet helligt kunstværk. Dette kunstværk er gennem verbale, vokale og synlige indtryk dedikeret til at indgyde en from og gudfrygtig tilstand i sjælen, styrke den levende tro på Gud og forberede den ortodokse kristne til at modtage den Guddommelige velsignede nåde og salighed. Det kan ikke understreges nok, at gudstjenesterne er tilrettelagt med det primære formål at indgyde anger, ædruelighed, årvågenhed og åndelig indsigt i den enkelte troende, med det formål, at helliggøre og indspore sjælen på frelsens sti, og at dette ikke er foreneligt med dyrkelse af nogen form for “ekstase” eller “trance” eller lignende “behagelige følelser”, som i kontrast til det førnævnte kun har til formål at indgyde vrangforestillinger om den enkeltes egentlige åndelige tilstand (prelest). Ved fravær af de nævnte primære formål, bliver gudstjenesten for den enkelte meningsløs. Det at indse hver enkelt gudstjenestes ledende guddommelige betydning og danne sammenhæng mellem denne betydning og de elementer gudstjenesterne består af, er en af formålene med faget liturgik. Den rækkefølge eller orden hvormed en vilkårlig gudstjeneste udføres, kaldes i gudstjenestebøgerne for ”ordningen” eller ”forskriften” af en gudstjeneste.

32. De daglige gudstjenesters ophav.

De daglige gudstjenesters navngivelser, hentyder til det tidspunkt på døgnet de hver især afholdes. F.eks. henviser ”aftengudstjenesten” til at den udføres om aftenen, apódipnon (gr. ἀπόδειπνον: apó – efter, dipnón – aftensmåltid) udføres, efter aftenmåltidet, i timen efter aftengudstjenesten. Midnatsgudstjenesten afholdes ved midnat, morgengudstjenesten udføres om morgenen, middagsgudstjenesten (den guddommelige Liturgi) udføres ved middagstid.

Tidspunkterne for gudstjenesternes afholdelse følger den byzantinske tidsregning. Den byzantinske tidsregning opdeler natten og dagen i to lige store tidsenheder, hvor dagen har sin begyndelse klokken 6 om morgen og natten har sin begyndelse klokken 18 om aftenen. Døgnet begynder med natten (klokken 18 efter moderne tidsregning) og varer indtil indtrædelsen af den følgende nat. Dette vil sige, at når den store viser peger på klokken 6 om morgenen på et moderne ur, vil den store viser på en byzantinsk urskive pege mod klokken 12, der derved markerer nattens afslutning. Den ”første time” henviser til den første time i byzantinsk tid, og svarer til klokken 7 om morgenen efter moderne tidsregning. Den ”tredje time” afholdes klokken 9 om morgenen efter moderne tidsregning, den ”sjette time”: klokken 12, og den ”niende time” klokken 15 efter moderne tid. 

Den Kristne Kirkes tradition om at oplyse netop disse timer med bøn, har sit ophav i den dybe oldtid. Den blev stadfæstet under indflydelse fra den gammeltestamentlige lov om at udføre fællesbøn med offerbringelse tre gange dagligt: morgen, middag og aftenen. Derudover har Salmesangeren kong Davids ord om lovprisning af Gud ”ved kvæld, ved gry og ved middag” (Sl. 54:18 – 55:18 i den danske oversættelse) haft stor indflydelse. Den Gammeltestamentlige Kirkes indflydelse kommer især til udtryk under gudstjenesterne der kaldes ”timerne”. Den tredje, sjette og niende time afholdtes allerede i apostolsk tid (ApG. 2:3-15, ApG. 10:9, ApG. 3:1). En sådan agtelse af disse timer gennem bøn, blev styrket over tid, især efter man rettede opmærksomheden mod de nytestamentlige hellige begivenheder der fandt sted, netop i disse nævnte timer. Navnlig: I den tredje time nedsteg Helligånden på Apostlene. I den sjette time blev Kristus pint. I den niende time døde Kristus på Korset.
Udover disse timer, oplystes de kristne gennem bøn, allerede i de første århundreder, også på andre tidspunkter af døgnet. Deriblandt ved daggry når solen står op, ved skumringen når solen går ned og om natten ”før hanens gal” (Luk. 22:34). Under kristenforfølgelserne var bønnen på disse timer udelukkende privat, udført i hjemmet og meget kort, indeholdende oplæsning og sang fra Psalteren (salmernes bog i det Gamle Testamente) og ”Fader vor”. Den fælles og højtidelige bøn under kristenforfølgelserne (i det 2. og 3. århundrede) afholdtes om søndagen om morgenen og om aftenen. Efter kristenforfølgelsernes ophør blev de private bønner, tilskrevet bestemte timer om dagen og om natten, overført til fælles hverdagsgudstjenester.
Ikke desto mindre, selvom at det tidsrum hvori de fælles hverdagsgudstjenester udføres, har gammeltestamentlig oprindelse, har den ortodokse Kirke under fastsættelse af det gudstjenestelige indhold holdt sig til ihukommelse af nytestamentlige begivenheder, der fandt sted i de givne timer. Derfor læses og synges der ikke blot gammeltestamentlige salmer til de daglige gudstjenester, men derudover også bønner og hymner der har nytestamentlig oprindelse, hvor der berettes om de begivenheder, som Kirken har tilegnet disse gudstjenester.

33. De hellige begivenheder der æres og ihukommes til de daglige gudstjenester.

Før vi kan tale om de hellige begivenheder der ihukommes og gennemleves til de daglige gudstjenester, skal følgende spørgsmål afklares: Hvad vil det sige, at en gudstjeneste fremstiller og ihukommer en hellig begivenhed eller person? Dette betyder, at under disse tjenester oplæses og synges særlige bønner og steder fra Den Hellige Skrift, der direkte eller indirekte (i form af lignelser eller profetier) bærer vidnesbyrd om en kendt begivenhed og påkalder den helliges navn: f.eks. ihukommes Jesu Kristi Opstandelse, de hellige Apostle, hl. Nikolaj undergøreren, eller Guds Moders Hensoven osv.

Senere vil disse begivenheder, og hvordan de kommer til udtryk gennem bøn, blive forklaret i detalje, men først skal følgende bemærkes:

Aftengudstjenesten er den første gudstjeneste i den daglige gudstjenestecyklus, fordi det kirkelige døgn siden fordums tid har sin begyndelse om aftenen. Dette gør sig gældende fordi at forud for verdens første dag og menneskehedens skabelse, var der mørke. Urmørket regnes derfor med i det første døgn, hvorfor døgnet begynder med solnedgangen. Under aftengudstjenesten, både i den gammeltestamentlige tid og også i den ortodokse gudstjeneste, skiller ihukommelsen af verdens og menneskets skabelse sig kraftigt ud. Derudover ihukommes syndefaldet og afventningen af menneskehedens frelse gennem Jesus Kristus.

Apódipnon (efteraftengudstjenesten) afholdes lige inden søvnen, og søvnen minder os om døden, efter hvilken opstandelsen følger. Derfor påmindes de bedende om at vækkes fra evig søvn til gudstjenesten apódipnon, dvs. opstandelsen fra de døde.

Midnatstimen har siden oldtiden været oplyst af bøn. Den er særlig vigtig for de ortodokse kristne, fordi Jesus Kristus bad i Gethsemane ved midnat, og fordi at Herren anviste sin anden komme ”ved midnat” i lignelsen om de ti brudejomfruer (Matt. 25:1-13). Derfor ihukommes Kristi bøn i Gethsemane, Hans andet komme og den sidste dom (dommedag) til midnatsgudstjenesten.

Morgentimen bringer lys, vågenhed og liv med sig, og vækker altid en følelse af taknemmelighed til Gud, Den Livgivende. Derfor var morgentimen altid yderligere oplyst af bøn i det gamle testamentes tid. I den ortodokse morgengudstjeneste forherliges og æres Frelserens komme til verden, Kristi fødsel, der bragte nyt liv med Sig til menneskene.

Til ”timerne” ihukommes følgende begivenheder: til den 1. time ihukommes ypperstepræsternes dom over Jesus Kristus, der fandt sted på netop dette tidspunkt, dvs. omkring klokken 7 om morgenen. Til den 3. time ihukommes Helligåndens nedstigning på Apostlene, der fandt sted omkring klokken 9 om morgenen. Til den 6. time ihukommes vor Herre Jesu Kristi lidelse på Korset, der fandt sted fra omkring klokken 12 til klokken 14 om dagen. Til den 9. time ihukommes Jesu Kristi død på Korset, der fandt sted omkring klokken 15.

Således ligger disse hellige begivenheder til grund for de første otte daglige gudstjenester. Middagsgudstjenesten (Liturgien), indeholder ihukommelsen af hele Jesu Kristi jordiske liv, og de af Ham indstiftede Hellige Mysterier: den Hellige Kommunion. Middagsgudstjenesten eller Liturgien, er den vigtigste og mest centrale gudstjeneste i den ortodokse Kirke. Gennem den Guddommelige Liturgi bliver hele den kristne forsamling (kirke) forenet i Kristus ved den Hellige Kommunion.

I begyndelsen blev alle disse nævnte gudstjenester holdt hver for sig, især i klostre. I tidens løb er de blevet grupperet i færre tidspunkter for udførelsen af dem, indtil de modtog deres nuværende udseende, nemlig udførelsen af alle de ni gudstjenester i tre omgange: Om aftenen udføres den 9. time, aftengudstjenesten og apódipnon. Om morgenen udføres midnatsgudstjenesten, morgengudstjenesten og den 1. time. Om dagen udføres den 3. time, den 6. time og den Guddommelige Liturgi.

34. Yderligere hellige begivenheder der ihukommes til de kirkelige tjenester.

Den hellige Kirke har med et ønske om at gøre sine folk så rene i sjælen, gudfrygtige og årvågne som muligt, gradvist ikke blot givet hver time i døgnet ihukommelse af hellige begivenheder gennem bøn, men også hver af ugens dage. Sådan har ”ugens første dag” siden Kristi Kirkes indstiftelse, været forbeholdt ihukommelse af Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, og blev gjort til en højtidelig og glædelig dag der i den ortodokse Kirke kaldes en ”festdag” (1 Kor. 16:1-2, ApG. 20:7-8). Søndagen overtog lørdagens gammeltestamentlige betydning, da Kristi Opstandelse er opfyldelsen af hele Det Gamle Testamentes fokuspunkt og bøn: menneskehedens frelse. Fredagen påminder om dagen for Frelserens lidelse og død; onsdagen påminder om Judas Iskariots forræderi og Kristi pågribelse i Gethsemane, der fandt sted på denne dag – hvorfor disse to dage er fastedage. Efterhånden blev de andre af ugens dage dedikeret til ihukommelse af følgende personer gennem bøn, der står tættest Kristus i tid: Den hellige forløber Johannes Døberen, der altid ihukommes til gudstjenesterne om tirsdagen, og de hellige tolv Apostle der ihukommes om torsdagen. Derudover ihukommes også hellige Nikolaj Undergøreren om torsdagen. Om lørdagen ihukommes Guds Moder, og mandagen er tilegnet ihukommelse af de hellige himmelske skarer, de legemløse engle, der hilste Frelserens Fødsel, Opstandelse og ligeledes Hans Himmelfart. Ihukommelsen af forræderiet og Kristi pågribelse i Gethsemane om onsdagen og Kristi lidelse og død på Korset om fredagen har sin oprindelse i det 1. århundrede, apostolsk tid. Ihukommelsen af Guds Moder om lørdagen har sin tidligste skriftlige vidnesbyrd i 300’tallet, og ihukommelsen af de andre dage er kommet til senere, for at ære de personer der har haft helt særlig betydning for Kristi Kirke, og gennem dem prises Herren.

I takt med den Kristne tros udbredelse, steg antallet af helgener med de hellige martyrer og de hellige ”gudsbehagere” (угодникъ – betyder “person der behager” på kirkeslavisk). Kirkens minder om deres store åndelige kampe, askese (podvig) og deres ofre for himmerigets skyld, var en uddtømmelig kilde for de fromme ortodokse kristne hymneskrivere til udarbejdelse af forskellige bønner og hymner til deres ihukommelse. Den Hellige Kirke tilføjede disse, med tiden opståede åndelige oplæsninger og hymner, til de kirkelige gudstjenester og med omhu tilpasset dem de dage, hvor givne helgener ihukommes. F.eks. dagen for en helgens salige hensoven, eller dagen for den pågældendes kanonisering (kanonisering betyder direkte oversat ”legitimeret / lovliggjort” og er fordansket det samme som en helgenkåring. Kanoniseringen af en helgen finder typisk sted mange år efter den helliges jordiske død, og kræver en meget lang proces af kirkelige råd bestående af en patriark, biskopperne og særligt udvalgte præster og diakoner, der i fællesskab kan afgøre om en person er en helgen. Typisk vil der ikke være tvivl, men rådene er ofte meget lange og består af kritisk analyse, indsamling af oplysninger om den pågældendes liv, vidneberetninger osv. Derudover vil kirkeforsamlingen afholde fællesbøn af flere omgange for at bede Herren om at åbenbare for dem, om deres beslutning er rigtig eller fejlagtig). Der er stor variation i disse oplæsninger og hymners indhold, thi listen af kristne martyrer og andre fromme helgener er meget lang. Antallet af dem er så stort, at dagene for deres ihukommelse er spredt ud på hele året, og på hver eneste dag af året ihukommes ikke blot et, men mange ærværdige og hellige mennesker. Med tidens løb blev denne liste kun større, og den årlige cyklus bliv rigere med ihukommelse og bønner. Når Gud har udvist sin barmhjertighed til et givent folkeslag, sted eller en by, ved at frelse dem fra oversvømmelser, jordskælv, fra fjenders angreb eller lignende, er dette en uforsømmelig grund til at prise og takke Gud, og mindes Hans indgriben ved en sådan begivenhed. Derudover fejrede man allerede i den dybe oldtid biskoppers håndspålæggelser (ordineringer), kejseres kroninger og holdt fasterne som vi gør det i dag.

Hver dag betragtes som en del af ugen, og samtidigt som en del af året. Således har hver dag tre typer af ihukommelse:
1) den daglige eller timevise ihukommelse, der er forbundet med en bestemt time i døgnet.
2) den ugentlige ihukommelse, der er forbundet med hver enkelt dag i ugen.
3) den årlige ihukommelse, der er forbundet med en bestemt dato.

 34. Definitionen på de gudstjenestelige cyklusser.

Takket være de ovennævnte forhold, at der hver dag finder tre forskellige typer af ihukommelse sted: daglige, ugentlige og årlige, kan den bedende erfare følgende: Hvis man i løbet af nogle uger, ikke mindre end to, deltager i hver eneste kirkelige tjeneste, og opmærksomt lytter til hymnerne og oplæsningerne, vil man lægge mærke til at nogle bønner, f.eks. ”Fader vor”, bønnen til den Alhellige Treenighed og ektenierne, læses til hver eneste gudstjeneste. De andre bønner, hvilke der er flest af, kan kun høres til én gudstjeneste, men gentages ikke til de andre. Deraf kan det observeres, at nogle bestemte bønner er en integreret del af hver eneste gudstjeneste, og ændres derfor aldrig, imens andre skiftes ud og optræder i bestemte rækkefølger efter hinanden, afhængigt af den bestemte gudstjeneste.

En sådan udskiftning og rækkefølge af de kirkelige bønner foregår efter følgende orden: Nogle bønner, der læses eller synges til en bestemt gudstjeneste, optræder ikke under en anden. F.eks. bønnen ”Herre, jeg råber til Dig!… ” synges udelukkende til aftengudstjenesten, og bønnen ”O, Du, Guds enbårne Søn og Ord… ” samt ”Vi har set det sande Lys… ” synges udelukkende til den Guddommelige Liturgi. Disse bønner gentages efterfølgende ikke i templet før næste daglige cyklus starter. Den næste dag kan disse bønner høres igen, til de samme gudstjenester som dagen før, f.eks. ”Herre jeg råber… ” til aftengudstjenesten og ”O, Du, Guds enbårne Søn… ” til Liturgien. Deraf ses det at disse bønner, selvom de gentages dagligt, er forbundet til en enkelt bestemt gudstjeneste.

Der findes bønner, der gentages hver uge på en bestemt dag. F.eks. ”Havende set Kristi Opstandelse… ” hører vi udelukkende om søndagen til vågenatten. Bønnen: ”Ærkestrateger af de himmelske krigere… ” (Ærkestrateg er fordansket af det græske ”αρχιστρατηγός” der betyder øverstkommanderende, og var en titel i oldtidens Grækenland, der nu referer til ærkeenglene som de himmelske skarers hærførere), synges udelukkende om mandagen. Deraf ses det, at rækkefølgen af disse bønner optræder ugentligt.

Til slut haves også en tredje kategori af bønner, der udelukkende optræder på bestemte datoer i løbet af året. F.eks. ”Din Fødsel, O Kristus vor Gud… ” synges den 25. december (7. januar efter den gregorianske kalender der følges i Danmark), imens bønnen ”Din Fødsel, O Gudsføderske og jomfru… ” synges den 8. september (21. september ifølge den gregorianske kalender).
Hvis man sammenligner disse tre typer af foranderlige rækkefølger mellem kirkelige bønner, står det klart: Dagligt gentages de bønner der henviser og er knyttet til ihukommelsen af de hellige begivenheder der er tilknyttet en bestemt time i døgnet. Ugentligt gentages de bønner der er knyttet til ihukommelsen af hellige begivenheder der fandt sted på en bestemt dag i ugen. Årligt gentages de bønner, der er knyttet til ihukommelsen af en hellig begivenhed der fandt sted på en bestemt dato i året.

Da alle bønnerne optræder i en bestemt rækkefølge, kan man sige at de ”cirkulerer”, nogle af dem i løbet af et døgn, andre i løbet af en uge og andre igen i løbet af et år, er disse bønner i de gudstjenestelige bøger beskrevet som ”Den daglige cyklus”, ”Den ugentlige cyklus” og ”den årlige cyklus”. Hver eneste dag i kirken, høres bønner fra hver af de tre cyklusser, og ikke kun en af dem. Den vigtigste af de tre cyklusser er den daglige cyklus, imens de to øvrige cyklusser er tilføjelser til den daglige cyklus.

35. Opbygningen af de kirkelige tjenester.

De imellem sig vekslende bønner tilhørende den daglige, ugentlige og årlige cyklus, kaldes “foranderlige” bønner. Derimod kaldes de bønner der optræder til hver eneste gudstjeneste ”uforanderlige” bønner. Hver eneste kirkelige tjeneste består af en orden med uforanderlige og foranderlige bønner.

36. Uforanderlige bønner.

For bedre at kunne forstå ordenen og betydningen af de kirkelige tjenester, vil det være bedst først at lære betydningen af de uforanderlige bønner at kende. De uforanderlige bønner, der synges til hver eneste gudstjeneste, er som følger:
1) Indledningsbønner, dvs. bønner der siges ved starten af hver eneste gudstjeneste og derfor kaldes for ”almindelig begyndelse” eller ”indledning” i den gudstjenestelige praksis.
2) Ektenier.
3) Udråb (vers som præsten siger højt).
4) Bortsendelser (bønner der siges ved gudstjenestens afslutning).

37. Den almindelige begyndelse eller indledning.

Hver enkelt gudstjeneste starter med præstens påkaldelse eller opfordring om at prise og bringe taksigelse til Gud. Der findes tre forskellige hidkaldelser eller udråb (epifóner):

1) ”Velsignet er vor Gud, stedse, nu og altid og i evigheders evighed”
(dette udråb benyttes før langt de fleste gudstjenester).

2) ”Æret være den Hellige, Væsenséne, og Livgivende, og uadskillelige Treenighed, stedse, nu og altid og i evigheders evighed”
(dette udråb benyttes til begyndelse af vågenatten).

3) ”Velsignet være Faderens og sønnens og Helligåndens Rige, nu og altid og i evigheders evighed”
(markerer begyndelsen på den Guddommelige Liturgi).

Efter præsten udråb, siger læseren på vegne af alle de tilstedeværende ordet ”Amen” (betyder: ”i sandhed” / ”må det ske sådan” på hebræisk) og udtrykker således forsamlingens enighed og samtykke til denne lovprisning, hvorefter han straks begynder at ære Gud med bønnen: ”Ære være Dig, vor Gud, ære være Dig!”. Derefter, for at forberede os selv til værdig bøn, henvender vi os sammen med læseren til den Hellige Ånd (”Himmelske Konge… ”), der er den eneste der kan give os gaven af sand bøn (Rom. 8:26), så Han vil træde ind i os, rense os fra enhver urenhed og frelse os. Vi henvender os med bønner om renselse til alle tre Personer af den Hellige Treenighed når vi læser: a) ”Hellige Gud, Hellige Stærke… ”, b) ”Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden”, c) ”Alhellige Treenighed, forbarm Dig over os” og d) ”Herre, forbarm Dig”, e) ”Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden nu og altid og i evigheders evighed”. I sidste ende læser vi Herrens bøn, dvs. ”Fader vor”, som tegn på, at den er det ypperste forbillede for vore bønner. Den almindelige indledning afsluttes med at læse tre gange: ”Kom, lad os tilbede Gud, vor Konge”, og går derefter over til at læse andre bønner, der indgår i selve gudstjenestens orden. Den overordnede betydning med den ”almindelige indledning” er således, at vi ved hjælp af den, gennem bøn, forsøger at rense os fra åndelige urenheder og samtidigt ihukommer de vigtigste kristne sandheder.

Forskriften for den almindelige indledning er som følger:

  1. Præstens udråb eller epifón.
  2. Oplæsning af ”Ære være Dig, vor Gud, ære være Dig”.
  3. ”Himmelske Konge, Trøsteren, Sandhedens Ånd, som er alle steder og opfylder alt, det godes Skat og livets Giver, kom og tag bolig i os, og rens os fra alt ondt, og frels Du gode, vore sjæle. ”
  4. ”Hellige Gud, Hellige Stærke, Hellige Udødelige, forbarm Dig over os. ” læses tre gange.
  5. ”Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden nu og altid og i evigheders evighed. Amen. ” (også kaldet den lille lovprisning).
  6. ”Alhellige Treenighed, forbarm Dig over os. Herre, rens os for vore synder. Hersker, tilgiv os vore overtrædelser. Hellige, kom til os og helbred vore skrøbeligheder for Dit navns skyld. ”
  7. ”Herre, forbarm Dig” (læses tre gange, efterfulgt af ”Ære være… nu og altid…)
  8. ”Fader vor, Du, som er i Himlene, helliget vorde Dit navn, komme Dit Rige, ske Din vilje på jorden, som den sker i Himmelen. Giv os i dag vort daglige brød, og forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere, og led os ej i fristelse, men frels os fra den onde.”
  9. ”Kom, lad os tilbede Gud, vor Konge.”
    “Kom, lad os tilbede og falde ned for Kristus, vor Gud og Konge.”
    “Kom, lad os tilbede og falde ned for Kristus selv, vor Konge og Gud. ”

Disse ovenstående bønner er de ældste der findes i kristendommen, og indeholder samtidigt den ortodokse Kristne tros allervigtigste sandheder. Derfor gentages disse bønner mange gange i løbet af den daglige gudstjenestecyklus, både i templet og i hjemmet.

38. Ektenierne.

Under hver eneste gudstjeneste høres en bestemt bøn, der i sig selv er langtrukket, men opdeles i flere mindre dele eller vers, af hvilke hvert eneste afsluttes med helligdomstjeneren der enten siger: ”Lad os bede til Herren” eller ”lad os bønfalde Herren” og umiddelbart efter svarer koret, læserne og folket med ordene: ”Herre, forbarm Dig”, ”giv det, O Herre” eller ”til Dig, O Herre”. Disse lange bønner udsiges højt af diakonen, stående på ambonen, og kaldes ”Ektenier” (nogle steder kaldt litanier), hvor ekteni på græsk betyder ”udbredelse eller vedholdende bøn”.

I rækken af kristne fornødenheder og bønfaldelser til Herren, findes nogle overordnede og nødvendige bønner der er fælles for alle mennesker. Derudover findes en række personer som de kristne er forpligtede til at bede for, og dette er de øverste og vigtigste personer i samfundet. Ektenierne under den kirkelige gudstjeneste er en konstant påmindelse om disse vigtigste bønner og personer. Først og fremmest påmindes de kristne gennem dem om sådanne sandheder og omsorg, som: ”fred for hele verden fra Herren”, ”sjælens frelse”, ”alles enhed i Kristi Kirke”, hvor der også bedes for de syge, de hensovne, dem der ikke er tilstede, landets overhoved – uanset om det må være en monark, diktator eller et parlament, de åndelige overhoveder – biskopperne (kaldt “hierarker”), ”alle brødrene og søstrene” og sidst, men ikke mindst, ”hele verden”.

Ektenierne skiller sig ud blandt alle andre bønner i dét, at de hovedsageligt indeholder referencer til det jordiske liv og jordiske personer – den jordiske Kirke der traditionelt kaldes: ”Den Krigsførende Kirke”, hvorimod andre bønner indeholder referencer til hellige personer og deres himmelske boliger – den Himmelske Kirke der i den ortodokse tradition kaldes: Den Sejrende Kirke.
Grunden til at Kirken (forsamlingen) af kristne opdeles i to grupper der hhv. kaldes den ”Krigsførende” og den ”Sejrende”, er på baggrund af det forhold, at forsamlingen af mennesker der befinder sig på jorden befinder sig i konstant krigsførelse mod deres lidenskaber, fristelser og dæmoniske angreb, hvorimod de hellige der befinder sig i Himmeriget, sejrende har afsluttet deres krig mod lidenskaberne og fristelserne. Det må under ingen omstændigheder misforstås som at Kirken bekriger mennesker af den ene eller anden grund, thi den hellige og ærværdige Apostel Paulus siger:
”Ifør jer Guds fulde rustning, så I kan holde stand mod Djævelens snigløb. Thi den kamp, vi skal kæmpe, er ikke mod kød og blod, men mod magterne og myndighederne, mod verdensherskerne i dette mørke, mod ondskabens åndemagter i himmelrummet. Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I må kunne stå imod på den onde dag og holde stand efter at have besejret alt. Så stå da med sandheden spændt som bælte om jeres lænder, og iførte retfærdigheden som brynje, tag som sko på jeres fødder villighed til at forkynde fredens evangelium, løft i al jeres færd troens skjold, hvormed I kan slukke alle den Ondes gloende pile, tag imod frelsens hjelm og Åndens sværd, som er Guds ord. Gør dette til enhver tid under stadig påkaldelse og bøn, idet I altid beder i Ånden, og vær årvågne dertil med stadig udholdenhed og bøn for alle de hellige. ” (Ef. 6:11-18).

 

39. Typer af ektenier.

Ektenierne opdeles i følgende typer:

  1. Den Store Ekteni
  2. Den Inderlige Ekteni
  3. Den Bedende Ekteni
  4. Den lille Ekteni
  5. Ekteni for de hensovne

40. Den Store Ekteni.

Den Store Ekteni består af 14 bønner eller vers: Diakonen træder ud på ambonen, og kalder de tilstedeværende til bøn. Her bringes selve ektenien, med forklaring af betydningen for hvert enkelt vers:

Selve Den Store Ekteni Forklaring
1. I fred lad os bede til Herren. Lad os påkalde Guds fred og velsignelse over vor forsamling, og ved beskyttelsen under Guds Åsyn, der med fred og kærlighed er rettet mod os, indlede vore bønner for vore fornødenheder. Lige sådan, som Herren Jesus Kristus selv bebuder, vil vi bede i fred, tilgivende og forladende alle vore skyldnere. (Matt. 5:23-26)
2. Om fred ovenfra og om vore sjæles frelse, lad os bede til Herren. Freden ovenfra er freden mellem himmel og jord, menneskets forsoning med Gud, og modtagelsen af syndernes forladelse fra Gud ved vor Herre Jesus Kristus (Rom. 5:1). Frugten af syndernes forladelse og forsoningen med Gud er vore sjæles frelse, som vi også beder om i denne anden bøn.
3. Om fred for hele verden, for Guds hellige kirkers vel og om alles enhed, lad os bede til Herren. I den tredje bøn beder vi ikke blot om et venskabeligt liv i enighed med menneskene på jorden, ikke kun om fred for hele verden, men også om fred i en meget dybere og bredere forstand end dette. Der bedes her om fred, enhed og harmoni i hele universet, og om fuldkommenhed i alle Guds skabninger: himmel og jord, havet og alt, hvad det rummer (Sl. 145:6 (146)), englene og menneskene, levende og døde. Den anden del af bønnen omhandler Guds hellige kirkers vel, og indebærer at der bedes om en fredfyldt eksistens i åndelig fremgang for alle Guds ortodokse menigheder. Frugten og resultatet af de ortodokse forsamlingers vel og blomstring på jorden, fører til en bredere, åndeligt sund og oprigtig enhed: Venskabelig og broderkærlig bøn der løftes med lovprisning af Gud fra alle verdens elementer, fra alle levende skabninger, der får en ufattelig gennemtrængende betydning af ordet ”alt” med den dybeste religiøse betydning, når ”Gud kan være alt i alle” (1 Kor. 15:28).
4. For dette hellige tempel og for dem, som i tro, andagt og gudsfrygt træder ind deri, lad os bede til Herren. At bede for det Hellige Tempel, betyder at bede Gud om ikke at lade Sin velsignede nåde og herlighed forlade templet, men beskytte det fra fjenders helligbrøde og blasfemi, fra ildebrand, jordskælv, tyveri, om at templet aldrig måtte have mangel på midler til at vedligeholdes og befinde sig i en blomstrende tilstand. Templet kaldes helligt på baggrund af de hellige handlinger der finder sted der, og pga. Guds velsignede og herlige dvælen i Templet fra det øjeblik det er blevet indviet og helliget. Det er dog ikke alle der træder ind i templet for hvem denne Guds velsignede nåde og herlighed er tilgængelig, men kun for dem der træder ind deri med tro, andagt og gudsfrygt.
5. For vort overhoved og fader, hans hellighed Patriark (navn); for vort overhoved: den højærværdigste Metropolit (navn); for vort overhoved den højærværdige Biskop (navn); for det ærværdige præsteskab og for diakonatet i Kristus, for alle gejstlige og for hele folket, lad os bede til Herren. Denne bøn indeholder en påkaldelse til at bede for de overhoveder eller ”hierarker”, Patriarken af den autokefale (selvstyrende lokale) ortodokse Kirke som menigheden tilhører, Metropolitten der er det lokale overhoved for regionen, samt Biskoppen hvis bispedømme templet og menigheden befinder sig i. Der bedes derudover for presbyterne (præsteskabet), diakonerne (diakonatet) og for alle gejstlige samt kirketjenerne: læserne og sangerne, da de alle bidrager til vore sjæles frelse gennem deres arbejde. Denne bøn er meget vigtig og helt essentiel for den ortodokse Kirke, da de bedende bønfalder Gud om at nedsende Sin velsignede nåde og styrke til hjælp for de mennesker, der bærer den enorme byrde at have det åndelige ansvar for Kirken, og derved i relation til hierarkiet, fører den mest komplekse og svære åndelige krigsførelse.
6. For det russiske land og dets ortodokse troende i hjemlandet og i diasporaen og for deres frelse, lad os bede til Herren. Da der ikke findes en autokefal (selvstyrende) dansk ortodoks kirke på nuværende tidspunkt med en dansk Patriark, indsættes også lige efter bønnen for de kirkelige overhoveder, en bøn for det land eller rettere, folkeslag, der har bragt ortodoksien til Danmark og hvor deres autokefale Kirkes overhoved, Patriarken, har sit sæde. I vores tilfælde er det Rusland, men det kunne også være Grækenland, Serbien, Rumænien, Bulgarien, Ægypten (Alexandria), Israel/Palæstina (Jerusalem), USA og flere andre. Der gik omtrent 500 år fra ortodoksien kom til Rus’ indtil den russiske Kirke blev autokefal, og der gik ligeså mange år før de fleste andre autokefale (autonome) Kirker blev autokefale. Det kræver en udbredt og organiseret national kirkeforsamling, med tilpas mange biskopper i landet, presbytere og diakoner, med klostre, munke og nonner samt mange tusinde af lægfolk der holder til i menigheder over hele landet, før der kan være tale om en anerkendelse gennem det Kirkelige Råd, af et selvstændigt patriarkat. 
7. For dette land, Danmark, for vor Konge/Dronning (navn) og for hele det kongelige hus, for vor regering og al øvrighed og for forsvaret, lad os bede til Herren. Her bedes der for det land vi bor i, for vore statslige overhoveder: Hans Majestæt Kongen eller HM Dronningen og for hele deres kongelige familie, for regeringen og folketinget samt forsvaret. Vi har pligt til at bede for kongehuset, regeringen og folketinget samt alle i høje stillinger og embeder, da de af Gud har fået tildelt opgaven at tage vare på vort land og samfund, selv hvis det er i et kort tidsrum de bærer dette bebyrdende ansvar. Den hellige ærværdige Apostel Paulus bebuder Timoteus at bede for konger og alle i høje stillinger, så at de kristne kan leve et roligt og stille liv i fred under deres regering, hvilket behager Gud, da Han vil at alle mennesker skal frelses og komme til erkendelse af sandheden (1 Tim. 2:1-4). Derudover bedes der for hæren, da byrden at forsvare vort land fra udefra komne fjendtlige styrker, er pålagt dem af Gud.
8. At Han må udfri Sit folk fra synlige og usynlige modstandere, og styrke os i kærlighedens, fromhedens og sindets enhed, lad os bede til Herren. Her bedes Gud om at beskytte de ortodokse kristne fra alle fjender, både synlige og usynlige, der fører åndelig krig mod vore sjæle og ønsker at fordærve og ødelægge dem. Det er menneskehedens fjende: Satan og alle hans dæmoner. Derudover beder vi Gud om at styrke enheden blandt de kristne i kærlighed, fromhed og i selve sindet, det inderste indre og de dybeste følelser og tanker, således at vi må forenes i troen på og lid til Herren. Gennem dette opfyldes buddet: ”I skal elske hverandre, ligesom Jeg har elsket jer” (Joh. 15:12).
9. For denne by [eller kloster] og for alle byer og lande og for de troende, som bor i dem, lad os bede til Herren. Her bedes der for den by templet befinder sig i, men ikke kun for den, også for alle andre byer og lande og alle indbyggere der har deres hjemstavn der, thi af den kristne næstekærlighed, skal vi ikke blot bede for os selv, men også for alle andre mennesker.
10. Om gunstigt vejr, om rig høst af jordens frugter og om fredelige tider, lad os bede til Herren. I denne bøn beder vi Herren om at give os vort livsfornødenheder, det vil sige, alt hvad vi behøver for vores eksistens i det jordiske liv. Vi beder om godt og gunstigt vejr for at frugter og jordens afgrøder kan vokse og bringe os føde, og derudover om fredelige tider.
11. For rejsende til lands, til vands og i luften, for alle syge og lidende, for alle fangne og for deres frelse, lad os bede til Herren. I denne bøn opfordrer den Hellige Kirke os til at bede, ikke blot for de tilstedeværende under gudstjenesten, men også for de fraværende. Det kan være: 1) folk der er rejsende til lands, til vands og i luften. 2) syge og lidende (dvs. de der pga. sygdom eller andre omstændigheder er svage i legemet og derfor ikke kan være tilstede) og 3) de, der er i fangenskab, taget som gidsler eller tilbageholdt med magt. Vi beder for den største gave til alle de ovenstående: deres sjæles frelse.
12. Om befrielse fra al trængsel, vrede, fare og tvang, lad os bede til Herren. Her beder vi Herren om at fri os fra alle trængsler, farer og tvang, dvs. fra sorg, ulykker og uudholdelig undertrykkelse.
13. Beskærm os, o Gud, frels os, forbarm Dig over os og beskyt os ved Din nåde. I denne bøn beder vi Herren om at beskytte og skærme os samt forbarme Sig over os af Hans umådelige barmhjertighed og nåde.
14. Lad os, ihukommende vor alhellige, alrene, højtpriste og herlige Herskerinde, Guds Moder, den bestandigt jomfruelige Maria, samt alle de hellige, betro os selv, hverandre og hele vort liv til Kristus, vor Gud. Vi ihukommer bestandigt Guds Moder til ektenierne, fordi Hun er vor Fortaler, hvilket betyder at Hun taler vores sag når vi angrer og beder Hende om bistand og går derved i forbøn for os, foran Herren. Efter at vi har henvendt os til Guds Moder om hjælp, opfordrer den Hellige Kirke til at betro os selv, hverandre og hele vort liv til Herren.

Den Store Ekteni kaldes også ”fredsektenien”, da der oftest bedes om fred til menneskeheden i den. Den kaldes også ”den samlede ekteni” fordi den indeholder en samling af bønner for monarken, regeringen og forsvaret, samt de gejstlige og alle lægfolk.

41. Den Inderlige Ekteni.

Den anden ekteni kaldes den ”inderlige”, dvs. den ihærdige, da koret efter hver af diakonens fremsigelser, svarer tre gange med ”Herre, forbarm Dig”.

Den Inderlige Ekteni består af følgende bønner:

Den Inderlige Ekteni Forklaring
1.   Lad os sige af hele vor sjæl, af hele vort sind, lad os sige: I dette vers tilkaldes og opfordres alle de bedende til i kærlighed at sige de følgende bønner af hele sjælen og hele sindet, til Gud. (Matt. 22:37)
2.   Herre, Du almægtige, vore fædres Gud, vi beder Dig: bønhør os og forbarm dig over os. I denne bøn beder vi den almægtige Herre om at høre vore bønner og forbarme sig over os.
3.   Forbarm Dig over os, Gud, efter Din store nåde, vi beder Dig: Bønhør os og forbarm Dig over os. Her beder vi atter Herren om at forbarme sig over os høre vore bønner, men gør dette endnu mere ihærdigt ved at appellere til Guds umådelige nåde og kærlighed til mennesket.
4.   Igen beder vi for vort overhoved og fader, hans hellighed Patriark (navn); for vort overhoved, den allerhøjærværdigste Metropolit (navn); for vort overhoved den højærværdige Biskop (navn); og for alle vore brødre i Kristus. Her beder vi (ligesom til den Store Ekteni) om Guds hjælp og velsignede nåde og støtte til de kirkelige overhoveder der bærer den enorme byrde af ansvaret for Kristi Kirke her på jorden, samt alle de ortodokse kristne.
5.   Igen beder vi for det russiske land og dets ortodokse troende i hjemlandet og i diasporaen og for deres frelse. Her beder vi igen (ligesom til den Store Ekteni) for det land, hvor den autokefale Kirke vi tilhører har sit hovedsæde, og for det (eller de) folkeslag der har bragt ortodoksien til Danmark.
6.   Igen beder vi for dette land, Danmark, for vor Dronning, Margrethe, og for hele det kongelige hus, for vor regering, og al øvrighed og for forsvaret, lad os bede til Herren. Her beder vi atter for vort land Danmark og for vor konge eller dronning, regering, folketing og forsvaret samt alle i høje stillinger, så de ortodokse kristne kan leve roligt og i fred, samt for samfundets oplysning i sandheden og derved folkets frelse.
7.   Igen beder vi Herren vor Gud, at Han må udfri Sit folk fra synlige og usynlige modstandere, og styrke os i kærlighedens, fromhedens og sindets enhed. Atter beder vi, som i den Store Ekteni, for at vi måtte blive befriet og beskyttet fra fjenderne i den åndelige krig (satan og hans dæmoner), samt styrke enheden blandt de rettroende kristne i kærlighed, fromhed og i selve sindet.
8.   Igen beder vi for vore brødre, præsterne, munkepræsterne og for alle vore brødre i Kristus. Her beder vi for vore brødre i helligdomstjeneste samt alle øvrige brødre og søstre i Kristus.
9.   Igen beder vi for de salige og evigt ihukomne hellige ortodokse Patriarker, for alle fromme konger og rettroende dronninger, for stifterne af dette hellige tempel, og for alle vore fædre og mødre, brødre og søstre, der er hensovne før os, de ortodokse kristne, der hviler her og alle steder. Her beder vi for alle øvrige ortodokse kristne Patriarker i verden, og for alle ortodokse kongeriger, konger og dronninger der fromt lever i den ortodokse tro og regerer deres nationer derefter. Derudover bedes der altid for de evigt ihukomne stiftere eller grundlæggere af det pågældende tempel hvor gudstjenesten udføres, samt vore hensovne forældre og søskende der er begravet i denne egn, og alle andre egne.
10.            Igen beder vi om nåde, liv, fred, godt helbred, frelse, besøgelse og tilgivelse samt syndernes forladelse for alle Guds tjenere, alle de fromme og ortodokse kristne, som bor i denne by, og for lederne og brødrene og søstrene i denne hellige menighed. Her beder vi Herren om at give nådegaver i form af legemlige og åndelige goder, samt syndernes forladelse for alle mennesker i menigheden hvor gudstjenesten holdes.
11.            Igen beder vi for dem, som i dette hellige og ærefulde tempel bærer god frugt, for dem, som bidrager til Kirkens trivsel og arbejder med flid, for dem, som synger, og for alle, der er her tilstede og bier på Din store og rige barmhjertighed. I denne bøn beder vi for dem der ”bærer god frugt”, dvs. de der bringer materielle ofringer til templet så det kan vedligeholdes samt gudstjenestelige fornødenheder som: liturgisk vin, olivenolie, røgelse og vokslys. Derudover beder vi for dem der ”bidrager” og ”arbejder med flid”, dvs. dem der arbejder for at der er rent i templet og ofrer udsmykninger til det som f.eks. olielamper, ikoner, gudstjenestebøger, liturgiske klæder og lignende. Yderligere beder vi for dem der bidrager til udførelsen af gudstjenesten som den der oplæser, synger og alle de tilstedeværende der håber på Guds store og rige barmhjertighed til sjælens frelse.

 

Selvom der er store ligheder i den overordnede betydning mellem den ”Inderlige” og den ”Store” ekteni, er der følgende forskelle mellem dem:
1) Til den Inderlige ekteni synges ”Herre, forbarm Dig” tre gange efter hver bøn. Til den Store ekteni synges det én gang efter hver bøn.
2) Opfordringen om at bede til Herren (lad os bede til Herren) siges i starten af hver bøn i den Inderlige ekteni, i modsætning til den Store ekteni, hvor dette siges i slutningen.
3) Der bedes særskilt for alle ortodokse patriarker, konger og dronninger samt det pågældende tempels grundlæggere, hvilket ikke gør sig gældende i de andre ektenier.

 42. Den Bedende Ekteni.

Den Bedende Ekteni består af en række bønner, der alle ender med ordene: ”lad os bønfalde Herren”, på hvilke koret svarer med ordene ”Giv det, O Herre”.

Den Bedende Ekteni består af følgende bønner:

 

Den Bedende Ekteni Forklaring
1.   Lad os fuldende vor aftenbøn (eller morgenbøn) til Herren. Lad os fuldende vor aftenbøn eller morgenbøn til Herren. Afhængigt af om ektenien siges til aftengudstjenesten eller morgengudstjenesten siges enten aftenbøn eller morgenbøn.
2.   Beskærm os, o Gud, frels os, forbarm Dig over os og beskyt os ved Din nåde. I denne bøn beder vi Herren om at beskytte og skærme os samt forbarme Sig over os af Hans umådelige barmhjertighed og nåde.
3.   Om at aftenen (eller dagen) må være fuldkommen hellig, fredfyldt og uden synd, lad os bønfalde Herren. Her beder vi Herren, om at lade os vandre hensigtsmæssigt gennem denne aften eller dag, i fred og uden at bukke under for fristelser og ej vandre i synd, og dermed leve helligt.
4.   Om en fredens engel, vor tro vejleder, vore sjæles og legemers beskytter, lad os bønfalde Herren. I denne bøn beder vi Herren om at sende en hellig engel til os, som er en trofast vejleder og beskytter af vore sjæle og legemer. Denne bøn må ikke undervurderes, da vi behøver alt den hjælp vi kan få til vor frelse, fra de guddommelige åndelige himmelske skarer, der står Gud Herren meget nær, foran Hans Trone i Himmelen. Englene går i forbøn for os til Herren når vi angrer og beder dem om hjælp. Samtidigt beskytter de os mod angreb fra fristelser og vore lidenskaber, og er derved krigere der kan komme os til undsætning under den åndelige krigsførelse.
5.   Om tilgivelse og forladelse for vore synder og overtrædelser, lad os bønfalde Herren. Her beder vi Herren om tilgivelse samt forladelse for vore synder (de alvorligste og mest bebyrdende synder) og overtrædelser (mindre synder).
6.   Om hvad der er godt og gavnligt for vore sjæle, og om fred for hele verden, lad os bønfalde Herren. I denne bøn beder vi Herren om give os alt der er gavnligt for vore sjæles frelse, samt fred til alle mennesker og hele verden.
7.   Om at vi må tilbringe vor øvrige levetid i fred og omvendelse, lad os bønfalde Herren. Her beder vi Herren om at give os at tilbringe den resterende tid af vort jordiske liv i fred og med ren samvittighed.
8.   Om at vort livs afslutning må være kristelig, fredfyldt, uden smerte og skam, og om et godt forsvar for Kristi frygtindgydende domstol, lad os bønfalde Herren. Vi beder i denne bøn Herren om at give os en kristelig død i legemet, hvilket betyder en død der er forudgået af åndelig forberedelse gennem inderlig anger gennem skriftemål og modtagelsen af den Hellige Kommunion af Kristi Hellige Blod og Legeme, uden smerte heller ikke en skamfuld død (dvs. en død forsaget af druk, narkotika, selvmord og bevidste uforsigtigheder af uværdig karakter). Derudover beder vi om at døden skal være fredfyldt, hvilket vil sige at vi inden det jordiske livs afslutning har bedt om tilgivelse og forsonet os med alle vore nærmeste og mennesker vi har syndet imod. Til sidst beder vi her om muligheden for at kunne give et godt og frygtløst forsvar for vort jordiske liv, foran Guds frygtindgydende domstol, på dommens dag.
9.   Lad os, ihukommende vor alhellige, alrene, højtpriste og herlige Herskerinde, Guds Moder, den bestandigt jomfruelige Maria, samt alle de hellige, betro os selv, hverandre og hele vort liv til Kristus, vor Gud. Vi ihukommer her Guds Moder, ligesom til de andre ektenier, fordi Hun er vor Fortaler, hvilket betyder at Hun taler vores sag og går derved i forbøn for os, foran Herren. Efter at vi har henvendt os til Guds Moder om hjælp, opfordrer den Hellige Kirke til at betro os selv, hverandre og hele vort liv til Herren.

43. Den Lille Ekteni.

Den lille ekteni er en forkortet udgave af den store ekteni og indeholder følgende bønner:

Den Lille Ekteni

Forklaring

1.   Atter og atter i fred lad os bede til Herren. I denne bøn beder vi atter, altså igen og igen Herren om at velsigne vor kristne forsamling og give os den salige fred i sjælen, så vi med rette kan bede til Gud, ligesom til den store ekteni.
2.   Beskærm os, o Gud, frels os, forbarm Dig over os og beskyt os ved Din nåde. Her beder vi Herren om at beskytte og skærme os fra alt ondt, samt forbarme Sig over os af Hans umådelige barmhjertighed og nåde.
3.   Lad os, ihukommende vor alhellige, alrene, højtpriste og herlige Herskerinde, Guds Moder, den bestandigt jomfruelige Maria, samt alle de hellige, betro os selv, hverandre og hele vort liv til Kristus, vor Gud. Vi ihukommer her Guds Moder ligesom til de andre ektenier, fordi Hun er vor Fortaler, betydende at Hun taler vores sag og går derved i forbøn for os, foran Herren. Efter at vi har henvendt os til Guds Moder om hjælp, henvender vi os yderligere til alle de hellige, da også de går i forbøn for os. Herefter opfordrer den Hellige Kirke til at betro os selv, hverandre og hele vort liv til Herren.

 

I nogle tilfælde kan der tilføjes flere bønner til den store, inderlige, bedende og lille ekteni, der er sammensatte i anledning af bestemte begivenheder. Dette er f.eks. i tilfældet af begravelse og ihukommelse af de hensovne, i tilfælde af indvielse og helliggørelse af vandet, starten på skoleåret, uddannelse samt indtrædelsen af det nye år. Det kirkelige nytår fejres i den ortodokse Kirke d. 1. september ifølge den julianske kalender, hvilket svarer til d. 14. september ifølge den gregorianske kalender, der på nuværende tidspunkt benyttes i Danmark. Disse særlige tilføjelsesbønner til ektenierne kan findes i en særskilt bog der kaldes ”bønfaldende hymner”.

 

44. Ektenien for de hensovne.

Der findes tre typer af ektenier for de hensovne.
Den første type kaldes ”Den Store Ekteni for de hensovne” og indeholder følgende bønner:

Den Store Ekteni for de hensovne

1.   I fred lad os bede til Herren.
2.   Om fred ovenfra og om vore sjæles frelse, lad os bede til Herren.
3.   Om syndernes forladelse for (ham/hende/de), der er hensovne fra dette liv i velsignet ihukommelse, lad os bede til Herren.
4.   For den [eller de] evigt ihukomne Guds tjener [eller tjenerinde eller tjenere](navn) og for hans [eller hendes eller deres] hvile, fred og velsignede ihukommelse, lad os bede til Herren.
5.   Om at Han vil tilgive alle hans [eller hendes eller deres] overtrædelser, forsætlige såvel som uforsætlige, lad os bede til Herren.
6.   Om at han [eller hun eller de] må stå uden fordømmelse for herlighedens Herres frygtindgydende domstol, lad os bede til Herren.
7.   For dem, der sørger og har smerter, og som sætter deres lid til Kristi trøst, lad os bede til Herren.
8.   Om at Han vil sætte ham [eller hende eller dem] fri af al smerte, sorg og jammer og skænke ham [eller hende eller dem] glæde dér hvor Guds åsyns lys skal lyse om ham [eller hende eller dem] lad os bede til Herren.
9.   Om at Herren vor Gud vil lade hans [eller hendes eller deres] sjæl(e) hvile på et sted, hvor der er klarhed, grønne enge, fred og hvor alle de retfærdige bor.
10. For at han [eller hun eller de] må tælles blandt dem, som er i Abrahams, Isaks og Jakobs skød, lad os bede til Herren.
11. Om befrielse fra al trængsel, vrede, fare og tvang, lad os bede til Herren.
12. Beskærm os, o Gud, frels os, forbarm Dig over os og beskyt os ved Din nåde.
13. Lad os, efter at have bedt om Guds barmhjertighed, himmelens Rige og syndernes forladelse, betro os selv, hverandre og hele vort liv til Kristus, vor Gud.

Den anden type kaldes ”Den Lille Ekteni for de hensovne” og den tredje: ”Den Tredelte Ekteni for de hensovne” der består af tre bønner hvori de vigtigste elementer af den store ekteni for de hensovne gengives.

45. Præstens udråb eller epifóner.

Samtidigt med at diakonen, stående på ambonen, læser ektenierne, beder præsten stille for sig selv inde i Det Allerhelligste (alterrummet). Disse bønner kaldes ”skjulte” eller ”stille” bønner, da de ikke kan høres i kirkerummet. Slutningen af hver af disse stille bønner, udtales højt og tydeligt. Disse endelser af bønner som præsten læser, kaldes ”udråb” fra græsk: ”επιφώνημα”. Disse udråb eller epifóner indeholder en beskrivelse af grundlaget for, hvorfor det er, når vi beder til Herren, vi kan lægge vores lid til at vore bønner bliver opfyldt, og hvorfor det er vi kan tillade os en sådan dristighed, at henvende os til Herren med bønner og taksigelser. De oftest benyttede epifóner (udråb) er som følger:

1.   Efter den store ekteni: ”Thi Dig tilkommer al lovprisning, ære og tilbedelse, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. ” Variant b 1) ”Thi Du er en barmhjertig og gavmild Gud der elsker menneskene, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. ”
2.   Efter den inderlige ekteni: ”Thi Du er en barmhjertig Gud, der elsker menneskene, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. ” Variant b 2) Thi velsignet er Dit Navn og forherliget er Dit Rige, Faderens og Sønnens og Helligåndens, nu og altid og i evigheders evighed. ”
3.   Efter den bedende ekteni –variant a): ”Thi Du, O Gud, er god og elsker menneskene, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. ” Variant c) ”Thi Du er vor Gud, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. ”
4.   Efter den lille ekteni –variant a): ”Thi Din er magten, og Dit er Riget og kraften og herligheden, Faderens og Sønnens og Helligåndens, nu og altid og i evigheders evighed. ” Variant d) ”Du er jo verdens Konge og vore sjæles Frelser, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. ”

Udover de nævnte findes også flere udråb, der indeholder omtrent samme betydning som de ovenstående otte udråb. F.eks. siges følgende udråb til vågenatten og moleben (paraklisis):

a)   ”Bønhør os, O Gud vor Frelser, Du der er håbet for alle, der bebor jorden, og for dem der rejser på havet; og forbarm Dig, vær barmhjertig, O Hersker, for synder og forbarm Dig over os. Thi Du er en barmhjertig Gud, der elsker menneskene, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. ”
b)   ”Med Din Enbårne Søns barmhjertighed, og gavmildhed og kærlighed til menneskene, lovprist er Du gennem Ham og med den Alhellige, Gode og levendegørende Ånd, nu og altid og i evigheders evighed. ”
c)   ”Thi hellig er Du, vor Gud, og dvæler i de hellige, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. ”

 

Udråbet efter ektenien for de hensovne:

For Du er opstandelsen og livet og freden for Din(e) hensovne tjener [eller tjenerinde eller tjenere] (navn), Kristus, vor Gud, og til Dig opsender vi ære tillige med Din evige Fader og Din Alhellige, Gode og levendegørende Ånd, nu og altid og i evigheders evighed.

Det er vigtigt at være opmærksom på det faktum, at der i virkeligheden ikke står ordet ”tjener” i Den Hellige Skrifts gammeltestamentlige og nytestamentlige bøger, men derimod ”παῖδά” og “δοῦλος” der betyder ”træl” eller ”slave”. De ortodokse kristne omtaler sig selv som Guds trælle eller slaver, hvilket henviser til den kristnes totale overgivelse til Gud. Det udtrykker et ønske om og vilje til at leve fuldstændigt efter Guds lov og bud, og gennem dette at nærme sig Ham. Udtrykket er også et middel til ydmyghed, og er en understregelse over for os selv, at vi intet er værd i forhold til Herrens Storhed. I præstens bønner, lige inden modtagelsen af den Hellige Kommunion, siger han: ”Med det ærværdige og hellige Blod af vor Herre og Gud og Frelser Jesus Kristus, kommunicerer jeg, Guds træl, præsten (navn), til mine synders forladelse og evigt liv. Amen”.
I Apostlen Pauli brev til Romerne kapitel 1, vers 1, siger han: “Paulus, Kristi Jesu træl (gr. δοῦλος), kaldet til apostel, udkåret til at forkynde Guds Evangelium”. Apostlen Paulus underkaster sig Gud og siger, at han som træl er blevet hidkaldt, altså pålagt at være apostel og forkynde Guds Evangelium efter Herrens vilje.
Et sted hvor ordet “tjener”, som alle andre steder, er upassende, er i Herrens lignelse om den gældbundne træl, der i danske oversættelser kaldes “tjener”. I Mattæusevangeliet kapitel 18, vers 23-27, ses det meget tydeligt: “Derfor er det med Himmeriget som med en konge, der ville gøre regnskabet op med sine tjenere (gr. δούλων – trælle). Da han begyndte på opgørelsen, blev en, der skyldte ham ti tusinde talenter, ført frem for ham. Og da han ikke havde noget at betale med, bød hans herre, at han og hans hustru og børn og hele hans ejendom skulle sælges, og gælden betales. Da kastede tjeneren (trællen) sig ned for ham, bønfaldt ham og sagde: ‘Hav tålmodighed med mig, så vil jeg betale dig det alt sammen.'”. Hvordan kan en tjener, som er en fri mand, ansat af en arbejdsgiver, sælges sammen med sin familie? Der berettes tydeligvis ikke om en fri mand, men derimod om en trælbunden mand hvis familie også er trælbundne. Der er intet mærkværdigt ved, at trællene havde “ejendom” og kunne skylde hinanden penge indbyrdes, ligesom de kunne skylde deres herre, eller rettere: “ejer”, penge. Trællene var i Romerriget set som en del af “familien” eller “huset”, og havde derfor nære relationer til deres ejer. Trællene kunne stå for indkøb og andre økonomiske anliggender for deres herre. Selvom de juridisk tilhørte en bestemt person, nød de forholdsvis stor frihed og sikkerhed indenfor deres rammer som trælle, og kunne derved have egne ting til personligt brug og endda egen bolig. 

Da der i Danmark på nuværende tidspunkt findes en lang tradition om at bruge ordet ”tjener” i stedet for ”træl” eller ”slave”, har jeg midlertidigt valgt at bruge ordet i denne tekst om de ortodokse gudstjenester, udelukkende for forståelsens skyld. Mit håb er at man i fremtiden vil bruge det oprindelige og retmæssige ord, åbenbaret gennem Den Hellige Skrift, da det har stor åndelig betydning.

46. Bortsendelser.

Alle kirkelige tjenester afsluttes med særlige bønner og hymner, der tilsammen udgør ”bortsendelsen” (af græsk: ἀπόλυσις eller latin: dismissio). Bortsendelsen er et tegn på gudstjenestens afslutning og samtidigt en velsignelse for de bedende til at forlade templet. Bortsendelsen har følgende orden: Præsten eller diakonen siger ”Visdom”, dvs. lad os være opmærksomme på Herrens visdom som vi beder om. Herefter henvender præsten sig til Guds Moder og siger: ”Alhellige Gudsføderske, frels os”. Koret svarer med ordene: ”Mere ærerig end keruber og uendeligt mere herlig end serafer…”. Præsten takker videre Herren for den gennemførte gudstjeneste og siger: ”Ære være Dig, vor Gud og vort Håb, ære være Dig”, hvorefter koret synger: ”Ære være… nu og altid…”, ”Herre forbarm Dig (tre gange)” ”Velsign, fader”. Præsten vender sig da om med front mod folket og siger alle dagens fejrede helgeners navne højt, med hvis bønner vi henvender os til Gud for hjælp, mere konkret til: 1) Guds Moder, 2) Ugens Helgen, 3) Dagens Helgen, 4) Templets Helgen, 5) egnens Helgen, og til slut 6) Guds forfædre Joakim og Anna. Derefter siger præsten, at Herren gennem deres forbønner må forbarme sig over os og frelse os. Efter bortsendelsen er det tilladt at forlade templet. Bortsendelserne varierer en smule afhængigt af gudstjenesten og indeholder særlige vers ved store fester.

47. De foranderlige bønner.

Som det blev nævnt tidligere, oplæses og synges udvalgte passager fra Den Hellige Skrift, samt bønner og hymner skrevet af fromme kristne, de hellige Fædre, der besad poetiske og litterære kundskaber. Disse passager inddrages i de kirkelige tjenester for at udtrykke og ære en hellig begivenhed som indgår i de tre cyklusser af gudstjenester: den daglige, ugentlige og årlige. Oplæsningerne og sangene fra de hellige bøger, bærer navn efter den bog, hvorfra teksten er taget. F.eks. psalmerne (salmerne) kommer fra Psalteren (salmernes bog), profetierne stammer fra de bøger der er skrevet af de hellige profeter (de profetiske bøger), Evangelielæsningen stammer fra de fire Hellige Evangelier hos Mattæus, Markus, Lukas og Johannes Teologen. De foranderlige bønner, der udgør den kristne hellige poesi, kan findes i de kirkelige gudstjenestebøger og bærer forskellige navne. De vigtigste af disse beskrives følgende:

1) Tropárion (τροπάριον). Et tropárie er en sang, der kort skildrer en helgens liv eller forklarer den begivenhed der fejres på en given festdag, f.eks. er her kendte troparier: ”Din fødsel, Kristus vor Gud…”, ”Forklaret blev Du på bjerget, Kristus vor Gud…”, ”Troens lov og mildhedens forbillede, afholdenhedens læremester: sådan blev du åbenbaret for din hjort af Ham der er Sandheden i alt. Derfor erhvervede du storhed gennem ydmyghed, din fattigdom berigede dig: O hellige Hierark Nikolaj, bed Kristus Gud for vore sjæles frelse”.

2) Kontákion (κοντάκιον) (af ordet ”kontos” der betyder ”kort” eller ”lille” på græsk) er en kort hymne, der skildrer et karakteristisk træk for den fejrede begivenhed eller helgen. Alle kontákier adskiller sig fra tropárierne, dog ikke så tydeligt på indholdet som på tidspunktet for hvornår de hver især synges under gudstjenesten. Eksempler på kontákier kan være: ”En jomfru føder i dag Den Allerhøjeste, og jorden frembærer en grotte for Den Utilgængelige, Engle og hyrder lovpriser, vismændene farer med stjernen, for vor skyld fødes et Spædt Barn, Den Evige Gud” og ”Til dig vor Hærførerske, der redder os fra lidelser, vier vi, dine tjenere, denne sejrsfest og taksigelse, O Gudføderske. Da du har uovervindelig magt, så udfri os fra alle farer, så vi kan tilråbe dig: Glæd dig, du uformælte brud.”

3) Megalynárion eller forherligelsen (på græsk: Μεγαλυνάριον og på slavisk: величáніе) betyder noget i retning af ”forstørrelse” eller ”forherligelse”. Det er en sang der indeholder lovprisning af en Helgen eller en festdag. Megalynárion eller ”forherligelsen” synges til vågenatten, først af de gejstlige (helligdomstjenerne) stående foran festdagsikonet i midten af kirkerummet, for derefter at blive sunget adskillige gange af koret fra klíros’erne.

4) Stichíra (af det græske ”στιχηρὰ» der betyder mange vers: στίχος – vers) er en sangform bestående af mange vers, skrevet i forlængelse af hinanden, og udgøres hovedsageligt af vers fra Den Hellige Skrift. Hver enkelt stichíra indeholder en særlig mening og betydning, der på forskellig vis kommer til udtryk i alle stichírer. F.eks. findes stichírer til ære for Kristi Opstandelse, Jomfru Marias Tempelgang, De Hellige ærværdige Apostle Peter og Paulus, Johannes Teologen og mange andre stichírer, men de har alle forskellige navngivelser afhængigt af tidspunktet for hvornår de synges til gudstjenesten. Hvis en stichíra synges efter bønnen eller psalmen ”Herre, jeg råber…”, kaldes denne for ”stichíra efter Herre, jeg råber” – (gr. στιχηρὰ εἰς τὸ κύριε ἐκέκραξα); hvis en stichíra synges efter vers i hvilke Herren lovprises (f.eks. ”Alt, hvad der ånder, skal lovprise Herren” (Sl. 150:6)), kaldes den ”stichíra efter lovprisningerne” – (gr. στιχηρὰ εἰς τοὺς αἴνους). Derudover haves stichírer der kaldes “Apostícha” eller ”Stichírer til versene” – (gr. στιχηρὰ εἰς τὸν στίχον) der synges hen mod slutningen af aftengudstjenesten, midt under litýen til vågenatten og i slutningen af hverdags-morgengudstjenesten, samt Guds Moders stichírer. Antallet af stichírer inden for hver kategori samt de forudgående vers, varierer afhængigt af festdagens højtidelighed og vigtighed. Deraf kan der synges enten 10, 8, 6 eller 4 vers. Derfor angives det i gudstjenestebøgerne: ”Stichírer på 10, på 8, på 6” og så fremdeles. Disse tal henviser til antallet af vers fra psalteren der skal synges sammen med stichírerne. Samtidigt kan stichírerne selv (såfremt der ikke er nok af dem), gentages flere gange.

5) Dogmátikos eller ”dogmatik” (gr. Δογματικός) er navnet på en særlig kategori af stichírer der indeholder læren (dogmet) om Jesu Kristi legemliggørelse og fødsel fra Guds Moder. De bønner hvori der hovedsageligt tales om den Alhellige Gudføderske, kaldes overordnet for ”Theotokie” der på græsk betyder ”Gudføderskens”, men hører under kategorien ”dogmatik”.

6) Akáthist hymnen (gr. Ο Ακάθιστος Ύμνος der betyder noget i retning af ”hymnen hvor der ikke siddes” og refererer til at denne hymne synges stående) er bønfaldende og særligt lovprisende sange til ære for Herren, Guds Moder eller en Helgen. Oprindeligt fandtes udelukkende én akáthist, der var tilegnet Guds Moder, skrevet i 500’tallet i tiden mellem det 3. og 4. økumeniske råd (koncil). Alle andre akáthister er kommet senere til. Den eneste akáthist der er nævnt i Týpikon (forskriften for alle kirkelige tjenester) er akáthisten til Guds Moder, der synges til morgengudstjenesten den 5. lørdag i den Store Faste (påskefasten), også kaldet ”akáthistens lørdag”. Derudover er der tradition for at synge akáthister som en del af fornødenhedstjenesterne ”molében” eller ”paráklisis” som er en helt anden kategori af gudstjenester der vil blive gennemgået senere i denne tekst, under del syv.

7) Antifóner (gr. ἀντίφωνος der betyder vekselsang) er bønner der synges som vekselsang fra to klíros’er, såfremt der er nok sangere til det.

8) Prokímen (gr. προκείμενον der betyder ”forudgående”) er et vers, der forudgår oplæsningen fra Apostlen (epistlerne), Evangeliet og Paremíerne (gr. Παροιμία der betyder lignelse og er samtidigt navnet på Profeten Salomons Ordsprogs Bog. Paremíerne er oplæsning fra de profetiske bøger i Det Gamle Testamente). Prokímener tjener til formål at fungere som indledning til den forestående oplæsning, og udtrykker essensen af den ihukomne person. Der findes mange prokímener: både daglige prokímener, festdags prokímener og andre.

9) Kinonikos eller nadververs (gr. κοινωνικός der betyder kommunionsvers) er et vers der synges imens de gejstlige (helligdomstjenerne) modtager den Hellige Kommunion.

10) Kanón (gr. Κανών – der betyder lov eller regel) er en række er hellige hymner til ære for den Helgen eller festdag der fejres gennem oplæsninger og sange under vågenatten, imens de bedende kysser Det Hellige Evangelium eller festdagsikonet. Ordet ”kanón” er oldgræsk og betyder ”lov” eller ”regel”.
En kanón består af 9 sange, dog i særlige tilfælde mindre end dét, der kaldes ”oder”. Hver enkelt ode kan opdeles i flere dele eller strofer hvoraf den første kaldes en ”irmós” (gr. εἱρμός – forbindelse) Irmoser synges og har til formål at tjene som et forbindende element for alle de efterfølgende dele som oplæses. Disse dele kaldes ”kanónens tropárier”.
Alle kanóner har et særligt tema der fremstilles og udvikles i alle oderne. F.eks. i en kanón højprises Kristi Opstandelse, i en anden Herrens Kors, Guds Moder eller anden given helgen. Deraf bærer kanónerne forskellige navne, som eksempel ”søndagens kanón”, ”Det Livgivende Kors’ kanón”, ”Gudføderskens kanón”, ”hellige Johannes’ kanón” osv.
I henhold til det vigtigste motiv eller tema af kanónen, oplæses særlige omkvæd eller ”epóder” (gr. ἐπῳδός). F.eks. oplæses følgende omkvæd eller epóde til søndagens kanón: ”Ære være Dig, vor Gud, ære være Dig”…. Omkvædet eller epóden der oplæses til Guds Moders kanón: ”Alhellige Gudføderske, frels os”.
Antallet af tropárier og epóder i hver af kanónens oder kan være forskelligt, ligesom antallet af stichírer: enten 10, 8, 6 eller 4 – 16. Derfor beskrives det i de gudstjenestelige bøger: ”Kanón på 10, på 8, på 4” osv. Dette er imidlertid ikke en fuldgyldig beskrivelse af kanónens bestanddele og inddelingen af de forskellige typer af vers med deres navne. F.eks. kan nævnes tropárievers tilhørende kanónen kaldet ”søndagens”, ”stavrotheotókie” (gr. σταυροθεοτοκίον – kors-gudføderskens), ”Treenighedens”, ”martyrlige”, ”hvilende”, ”lignende”, ”selvstændig tone” og flere andre.

Forbilledet for kanonen er de 9 hymner, der findes i Den Hellige Skrift, hvori særlige hellige begivenheder i Det Gamle Testamente lovprises. Disse 9 hymner har siden oldtiden været brugt under gudstjenesten (se punkt 13 i denne tekst). F.eks. tjener den hl. Profet Moses’ sang, da han gik over det Røde Hav, til forbillede for kanónens første ode. Heraf ihukommes altid denne begivenhed i kanónens første ode. Den 8. ode har de tre unge drenges sang som forbillede, og i den 8. odes irmós, ihukommes de tre unge drenge yderligere. En påmindelse og en vidnesbyrd om dette bånd mellem kanónen og de gammeltestamentlige sange, er Den Kirkelige Ustáv (af slavisk) eller Týpikon (af græsk – reglement eller forskrift) der foreskriver at oplæse særlige vers fra de gammeltestamentlige sange inden hvert enkelt tropárie i kanónen.
Ordenen og rækkefølgen hvormed kanónens tropárier og de gammeltestamentlige sange forbindes, er særskilt for de daglige gudstjenester på hverdage, særskilt for søndags- og festdagsgudstjenester og særlig under Den Store Faste. Ikke desto mindre varierer denne rækkefølge ikke i de fleste menigheder uden for klostrene, og derfor vil de tidligere nævnte epóder eller omkvæd være bedst kendte blandt det bedende lægfolk: ”Ære være Dig, vor Gud, ære være Dig”, ”Hellige Hierark, Fader Nikolaj, bed Gud for os” og andre.
Efter oplæsningen af alle tropárier, gentages irmós’en fra hver ode sunget samlet af hele koret. En sådan samling af irmóser kaldes en ”katavásia” (gr. καταβᾰσία – ”nedstigning” eller at ”træde ned”) og kan beskrives som en konkluderende hymne for den pågældende ode i kanónen.
På grund af det brede spektrum af litterært materiale kanónen udgøres af, kan den sammenlignes med poetiske litterære værk, der også består af ni sange. Derfor er den Kirkelige kanón åndelig poesi. Niveauet af denne poesis skønhed og kompleksitet, kan i sin helhed kun betragtes ved at læse kanonerne på originalsproget, nemlig det kirkegræske koiné.

48. Begrebet: gudstjenestebøger.

Der findes en række bøger der nødvendige for at kunne udføre en fuldbyrdig gudstjeneste. Disse bøger kan opdeles i Hellige-tjenestebøger og kirkelige-tjenestebøger. De Hellige-tjenestebøger indeholder de tekster der oplæses fra Den Hellige Skrift under gudstjenesten hvilket er: Det Hellige Evangelium, Apostlen, De Profetiske Bøger og Psalteren. De kirkelige-tjenestebøger indeholder de foranderlige bønner tilhørende den daglige, den ugentlige og den årlige gudstjenestecyklus.

Rækkefølgen af bønner samt forskriften for de daglige kirkelige tjenester som er: midnatsgudstjenesten, morgengudstjenesten, aftengudstjenesten etc. Kan findes i bogen kaldet ”Timernes bog” eller “Horologion” på græsk.

Den ugentlige cyklus’ bønner kan findes i følgende bøger:
a) i bogen kaldet ”Októikon” eller ”de otte toners bog” der er opdelt i 8 segmenter, iht. de 8 toner der benyttes til alle tider på året, bortset i tiden fra begyndelsen på Den Store Faste til Treenighedens festdag der også kaldes Pinse på dansk;
b) bogen ”Triódion” eller fordansket ”Trióden”, opdeles i to segmenter (oftest to særskilte bøger) hhv. kaldet ”Fastens Trióde” og den ”Festlige Trióde”. Trioden benyttes gennem hele Den Store Faste indtil den Hellige Treenigheds festdag (Pinsen) inklusiv.

Den årlige cyklus’ bønner kan til slut findes i bogen ”Menaion” (Μηναίον) eller ”Månedskalenderen”, der opdeles i 12 dele efter de 12 måneder i året. Alle bønner og hymner til ære for de Hellige der står skrevet i Menaion, er opdelt efter konkrete datoer, imens de der står skrevet i Októikon er opdelt efter ugens 7 dage. Derudover er disse opdelinger i datoer og ugens syv dage yderligere inddelt i de respektive gudstjenester: aftengudstjenesten, morgengudstjenesten og den Guddommelige Liturgi. De bønner og hymner der tilhører de store fester, er af praktiske årsager indeholdt i en særlig bog der hedder den ”Festlige Menaion”.

Ikke desto mindre er det ikke nok at stifte bekendtskab med de ovennævnte gudstjenestebøger uden at kende til den følgende bog, der på kirkeslavisk kaldes ”Ustáv” (sl. Уставъ) og på græsk kaldes ”Týpikon” (gr. τυπικόν). Denne store bog indeholder en detaljeret beskrivelse af hvordan alle gudstjenester udføres, hvornår de udføres og hvem der kan udføre dem. Derudover er det angivet hvordan det er tradition i den kristne rettroende Kirke for de bedende at opføre sig i templet under gudstjenesten og også udenfor templet i løbet af dagen. ”Týpikon” er den vigtigste manual eller forskrift for gudstjenesterne i den ortodokse Kirke. Denne bog sikrer at Kirkens gudstjenester, der er overleverede fra Apostlene, aldrig kan ændres.

 49. Hvordan gudstjenestebøgerne bruges i praksis.

Til hver enkelt gudstjeneste benyttes følgende bøger: Timernes Bog, Októikon eller Trióden, Menaion og til slut, Psalteren til læseren og Tjenestebogen til præsten. Læserens vigtigste bog er Timernes Bog, imens de foranderlige bønner og hymner findes i de andre bøger, som f.eks. tropárier, kontákier, stichírer og kanóner. Efter at have stiftet bekendtskab med rækken af gudstjenestebøger der er nødvendige for udførelse af den daglige fælles gudstjeneste, er det nødvendigt at være opmærksom på det faktum, at ”Psalteren” og ”Timernes Bog” af praktiske årsager ofte er samlet i én bog kaldet ”Den Følgelige Psalter”.
Det er ikke så svært at bruge disse store bøger i praksis. For at bruge dem er det nødvendigt at lære sig følgende tre regler:

1)
Inden hver enkelt gudstjeneste er det nødvendigt opmærksomt at læse anvisningerne i Menaion, Októikon eller Trióden, der normalt står skrevet med rødt. Her angives tjenestens festligheds-niveau samt hvor mange stichírer og tropárier i kanónen: 10, 6 eller et andet antal, der efter traditionen læses den dag. Dette er meget vigtigt at bide mærke i. Ligeledes vil det være gavnligt at læse op på gudstjenestens udførelse i den kirkelige Typikon under den angivne dato. En sådan reference er ligefrem nødvendig under Den Store Faste, og især til ”Herrens fremvisning i Templet” (gr. Ἡ Ὑπαπαντὴ τοῦ Κυρίου) og ”Guds Moders Bebudelse”, eller til det pågældende tempels festdag, hvis denne da falder under Fasten, og derudover også den 14. september (byzantinsk kalender) til frembærelsen af Korset.

2) Når gudstjenesten er begyndt, skal man opmærksomt, og uden at springe noget over, læse det der står skrevet i Timernes Bog. Så snart bønnerne der i Timernes Bog står skrevet med sort er blevet oplæst, skal man lægge mærke til det der står skrevet med rødt. Derved oplyses det hvilken bøn der skal læses som den næste: stichíra, tropárie, kontákie eller ekteni. De foranderlige bønner skal oplæses fra Októikon eller Menaion, og efter de er blevet oplæst, skal man atter vende tilbage til Timernes Bog indtil den næste foranderlige bøn, og så fremdeles indtil gudstjenestens afslutning.

3) Ved læsning i Timernes Bog er det nødvendigt at lægge mærke til følgende bemærkninger der står skrevet med rødt: ”hvis der synges Gud Herren”, ”hvis der synges Halleluja” og ”hvis det er den Store Fastetid” (gr. Τεσσαρακοστή – sl. Четыредесятница – lat. “Karantæne” – da. De fyrretyve dage). Disse sætninger angiver om man under bestemte forhold skal ændre rækkefølgen af bønner der står skrevet i Timernes Bog det pågældende sted, afhængigt af om det er faste, hverdag eller festdag.

50. Den Ortodokse Kirkes musikalske tradition.

Kirkens musikalske tradition, der er benyttet under alle gudstjenester på den ene eller anden måde, er et kæmpe emne for sig selv der kan skrives mange bøger om. Af denne grund vil dette ikke blive beskrevet i detaljer i denne tekst.

Det kan nævnes, at melodierne der bruges til hymnesang i Kirken, har sit ophav i det antikke mellemøsten, og er en oldgammel tradition, der siden den Hl. Profet Kong Davids tid har været brugt til at lovprise Herren. De melodier hvormed Psalteren blev sunget samt de første kristne hymner i de tolv hellige Apostles tid, er blevet overleveret i den mundtlige musikalske tradition, der lever den dag i dag. Disse melodier var ikke ordnede systematisk, men blev det da hl. Johannes Damaskéneren (Johannes af Damaskus) samlede de kirkelige hymner og nedskrev musikken til Októikon (Ottetonebogen) og systematiserede dem i det som vi kender som de otte toner.

Vor fader blandt de hellige, Johannes af Damaskus (Damaskéneren).

Denne oldgamle musikalske tradition, der tidligere har været brugt af hele den kristne verden, bruges desværre ikke i alle lande længere, da der er konstante forsøg på at reformere denne ædle og fromme kunst at prise Herren gennem musik skrevet for Ordets skyld, og ikke omvendt (som det meste musik i alle tider).

Den kristne hymnemusik er opbygget efter hvor trykket sættes i de ord der udtales. Den verdslige musik er typisk opbygget efter det princip, at det er selve melodien der er det centrale, og hvor ordene kommer i anden række, og har til formål at beruse lytteren, gennem berusende kildren af ens forfængelighed og frembringe en tilstand af ekstase, gennem harmonier der narrer øret væk fra det essentielle: nemlig anger og lovprisning af Herren, hvilket karakteriserer hvert enkelt ord i den ortodokse Kirkes gudstjenester.

Det ekstraordinære ved den ortodokse Kirkes musikalske tradition er, at musikken ikke er til for musikkens skyld, som nævnt tidligere, men er et middel til at udtrykke de sungne ord tydeligere og klarere til oplysning af de bedende. Selve melodien bruger virkemidler i form af at gå op i toneleje for at fremhæve særlige guddommelige ord, og at gå ned når der refereres til jordiske eller menneskelige ord. Under selve melodien synges konstant en grundtone der kaldes “ison” og betyder “borduntone”. Denne tone er uforanderlig i musikken og har stor teologisk værdi, da den påminder om Guds evighed samt Helligåndens tilstedeværelse i bønnen.

Pin on Byzantine - Inspired

Eksempel på nodesystemet der var brugt i oldtiden i kirken og som stadig bruges den dag i dag flere steder.

Disse oldgamle melodier bruges den dag i dag i klostret Hamatura i Libanon, i Jerusalem, i Ægypten, i Syrien, i Grækenland og særligt på munkeøen Athos, samt nogle få steder i Rusland, Serbien, Bulgarien og Rumænien. Desværre har der i løbet af 1900’tallet samt i vor tid været utallige forsøg på at ændre traditionen og vestliggøre musikken i Grækenland, hvilket har gjort den oprindelige musikalske tradition mindre kendt. Disse angreb har været forårsagede af den kætterske bevægelse der forsøger at promovere “økumenisme” blandt de ortodokse kristne. Angrebene består i at indføre romersk-katolske elementer i den ortodokse Kirke.

I Rusland blev den musikalske tradition arvet efter de græske missionærer fra 900’tallet, og udviklede sig videre derefter i en mere folkelig, russisk stil. I 1700’tallet var den russisk ortodokse kirke ramt af Peter den I’s pro-vestlige reformer, der involverede alt fra folks påklædning, skæg, sprog og til kirkens hymnemelodier. Han indførte det der i dag kendes som “partés-sang”, der var stærkt inspireret af den vestlige musikalske harmoniske tradition, brugt af den romersk-katolske kirke, der af den ortodokse Kirke regnes for en kættersk sekt. Denne omvæltning var forfærdelig for det åndelige liv, da det mindede om verdslig opera hvor intet kunne forstås af hvad der blev sunget. I et forsøg på at gøre bod på dette, påbegyndtes en lang proces for at forbedre den nyligt indførte musik. De store russiske komponister, af hvilke M. Glinka, P. Tchaikovsky og N. Rimsky-Korsakoff var de mest fremtrædende, forsøgte i 1800’tallet at systematisere den russiske kirkelige musik, samt bringe dele af den tilbage til den oprindelige kirkelige tradition, dog stadig sammenholdt den vestlige harmoniske skala.
I det følgende gives eksempler på hvordan disse hymner lød i oldtiden på forskellige sprog, samt de forskellige traditioner i den klassicistiske russiske musik.

Vers fra salme nr. 118 af Kong David, sunget i 1. tone på oldgræsk:

Vers fra salme nr. 118 i 1. tone, sunget på engelsk efter den byzantinske tradition:

Vers fra salme nr. 118 sunget på kirkeslavisk efter den gamle russiske tradition:

Vers fra salme 118 sunget efter den nye klassicistiske russiske musik, komponeret af P.I. Tchaikovsky: 

Kerubhymnen sunget på oldgræsk:

Kerubhymnen sunget på kirkeslavisk, med musik komponeret af Tchaikovsky:

Alt denne musik bruges i den ortodokse Kirke i vore dage, og det er op til den enkelte at afgøre hvilken stilart man bedst kan finde ro til bønnen i. Det er dog helt afgørende, som ortodoks kristen, ikke at lade sig rive med den forfængelige og emotionelle beruselse harmonisk musik kan indgyde, der i sidste ende fjerner sjælens fokus fra bønnen og gudstjenesten i det hele taget. Ordet er det vigtigste. Selvom den klassiske musik er overdådig smuk, er den antikke kristne musikalske tradition dog bedst egnet til bøn, oplysning og forståelse.

 

TREDJE DEL

Beskrivelse og forklaring af
DEN GUDDOMMELIGE LITURGI


51. Liturgien og dens oprindelse.

Den Guddommelige Liturgi indtager den første og vigtigste plads blandt de kirkelige tjenester. Under Liturgien udføres det hellige Mysterium (i den ortodokse Kirke kaldes sakramenterne for hellige Mysterier) af Kommunionen, indstiftet af hvor Herre Jesus Kristus torsdag aften, inden Hans lidelser på Korset. Efter at have tvættet sine disciples fødder til forbilledlig ydmyghed, tog Herren et Brød, velsignede det, brød det og gav det til sine disciplene og sagde: ”Tag dette og spis det; dette er Mit Legeme”, derefter tog Han en kalk med vin af vindruer og takkede Gud, gav det til disciplene og sagde: ”Drik alle heraf; thi dette er Mit Blod, den nye pagts blod, som udgydes for mange til syndernes forladelse” (Matt. 26:26-28). Efter at have kommuniceret Apostlene, gav Herren dem buddet om altid og udføre dette Mysterium (sakramente): ”Gør dette til ihukommelse af Mig!” (Luk. 22:19, 1 Kor. 11:24). Apostlene udførte i sandhed Den Hellige Kommunion efter Herren Jesu Kristi bud og eksempel, og de bebudede hver eneste kristne menighed udføre det ligesom Kristus havde vist under den sidste nadver. I begyndelsen blev måden og ordenen i udførelsen af Liturgien overleveret mundtligt. Derefter begyndte skriftlige beskrivelser af Liturgien at komme frem. Liturgien begyndte lidt efter lidt at beriges med flere bønner, hymner og helliggerninger.

Liturgien har altid været holdt og vil blive holdt indtil de sidste tider i Kristi Kirke, thi gennem den Hellige Kommunion træder vi ind i en enhed eller ”union” med Herren Jesus Kristus, og vi modtager renselse for vore synder. Selve ordet ”kommunion” (på græsk κοινωνία) eller fordansket ”deltagelse” eller ”forening”, betyder at vi takket være dette hellige Mysterium (sakramente), træder i forbindelse med, først og fremmest Herren Jesus Kristus, og for det andet med hverandre der modtager den hellige Kommunion. Vedrørende den første betydning siger Jesus Kristus selv: ”Den, som æder Mit Kød og drikker Mit Blod, han bliver i Mig og Jeg i ham” (Joh. 6:56), og vedrørende den anden betydning siger Apostlen Paulus: ”Det Brød som vi bryder, er det ikke fællesskab om Kristi Legeme? Fordi der er ét Brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene Brød” (1 Kor. 10:16-17).

 

52. Liturgiens navne og overordnede indhold. 

Liturgien har forskellige navngivelser. Den første er ”Liturgi” der på græsk betyder ”fælles tjeneste” og henviser til det, at det hellige Kommunionsmysterie er et formildelsesoffer til Gud Herren, for hele menneskehedens synder, både levende og døde. Da det hellige Kommunionsmysterie derudover også er et taksigelses- og lovprisningsoffer til Gud, og ordet ”taksigelse” på græsk lyder ”Eucharistin”,  kaldes Liturgien også for ”Eucharistien”. Den kan også kaldes ”middagstjeneste” pga. tidspunktet for dens udførelse. Derudover kaldes den også ”trapeza” (af gr. måltid) og for ”Herrens aften”, fordi Kristi Blod og Legeme uddeles, som Kristus selv bebudede til den sidste nadver (1 Kor. 10:21, 11:20). I apostolsk tid kaldtes Liturgien også ”brydelsen af brødet(ApG. 2:46) og ”Påske” (1 Kor. 5:7-8). Under Liturgien påmindes de troende Jesu Kristi liv og lære, begyndende fra Hans Fødsel og til Hans Himmelfart, og de frelsende gaver der af Ham blev frembåret til verden.

 

53. Opdeling af Liturgien.

Liturgiens orden er som følger: først forberedes brødet til Mysteriet, derefter forberedes de Troende til at tage del i Mysteriet, og til slut, udføres selve Mysteriet og de troende tager del i den Hellige Kommunion. Den del af Liturgien hvor brødet forberedes til nadveren, kaldes ”Proskomedien”. Den anden del, under hvilken de troende forberedes til Mysteriet kaldes ”Katekúmenernes Liturgi(en katekúmen er en person der forbereder sig til at modtage den Hellige Dåb), og den tredje del kaldes ”De Troendes Liturgi”.

54. De gejstliges indtrædelse i templet.

 Inden Liturgien begynder, træder de gejstlige ind i templet for at udføre det der kaldes ”indtrædelsen”. Indtrædelsen i templet følges af nogle af de ældste og vigtigste bønner i den kristne Kirke. De gejstlige mødes og stiller sig foran de kongelige porte hvorefter de bukker tre gange med bøn. Derefter beder diakonen om præsten velsignelse, hvorefter diakonen begynde at bede den trehellige bøn indtil Fader vor. De kysser da Kristi og Gudsmoders ikoner på ikonostasis idet diakonen siger særlige bønner højt. Derefter beder præsten om Herrens velsignelse og hellige nåde til at udføre tjenesten. De gejstlige beder hinanden om tilgivelse hvorefter de bukker for folket i templet om beder om deres tilgivelse, for først derefter at træde ind i Alterrummet. Her gør de træ knæfald foran det hellige Alterbord imens diakonen læse indtrædelsens bøn højt, for derefter at kysse det hellige Evangelium og Alterbordet.

Efter indtrædelsen iklæder de gejstlige sig i de liturgiske klæder som er beskrevet tidligere, fulgt af særlige bønner ved hver enkel påklædningsdel.

De tvætter herefter deres hænder med bøn, og diakonen gør derefter alle de hellige beholdere og genstande klar til udførelse af den Guddommelige Liturgi. De gejstlige kan først berøre den Hellige Kalk og den Hellige Diskos, efter at de har iklædt sig de liturgiske klæder og tvættet sine hænder.

55. Liturgiens første del: Proskomedien 

Liturgiens første del, under hvilken brødet forberedes til Mysteriet, kaldes ”bringelsen” (proskomedien) fordi oldtidens kristne på et bestemt tidspunkt bragte brød og vin til Eucharistien, deraf kaldes selve brødet for ”Prosfóra” hvilket betyder ”offergave”.  

Den substans der udgør Kommunionsmysteriet er brød og vin. Brødet skal være gæret (hævet), lavet af ren hvedemel, og gennembagt. Derudover skal melen tilblandes almindeligt rent vand (IKKE helligt vand), og under ingen omstændigheder mælk eller andet end vand. Det må ikke være smurt med æg eller olie. Prosfora må ikke være tør, og må ikke have ligget i mange dage før det benyttes til den hellige ofring. Brødet skal være gæret, og ikke ugæret fordi Herren Selv, Jesus Kristus tog et gæret brød og delte det blandt sine disciple til den sidste nadver. Det skal være hvedebrød efter samme eksempel og fordi Jesus Kristus sammenlignede Sig Selv med et hvedekorn (Joh. 12:24). Af udseende består brødet (prosfóra) af:

  1. To dele, der er samlede som symbol på Jesu Kristi to naturer: den Guddommelige og den menneskelige.
  2. Den har Korsets tegn på sig som tegn på at dette brød er forbeholdt helliggerningen.
  3. Brødet har en indskrift på korsets sider: JS, KS, NI, KA, (ІСХС, NI, KA) hvilket er Herrens initialer og står for: ”Jesus Kristus den Sejrende”.

Просфора

Vinen skal være lavet af røde vindruer fordi Jesus Kristus Selv benyttede rød druevin til Den Sidste Nadver. Under Proskomedíen, når Frelserens lidelser ihukommes, forenes vinen med vand som tegn på, at der under Frelserens lidelse på Korset løb blod og vand ud af Frelserens side der var blevet gennemboret af spyddet.
Til Proskomedíen benyttes fem brød eller prosfórer, men til selve Nadveren (Kommunionen) benyttes kun ét brød der kaldes ”Lammet”, da Apostlen siger: ”Fordi der er ét brød, er vi ét legeme, skønt vi er mange; thi alle har vi del i det ene brød.” (1 Kor. 10:17).

56. Generel beskrivelse af Proskomedíen  

Efter indtrædelsen og de gejstlige har iklædt sig de liturgiske klæder, siger præsten et udråb som velsignelse og starter dermed proskomedíen. Typisk læses 3. og 6. time i kirkerummet, imens proskomedíen udføres i alterrummet. Præsten og diakonen træder da hen til offerbordet og gør træ knæfald foran det. Herefter beder de bønner om renselse fra synder, og præsten tager da den første prosfóra og spyddet. Han gør da korsets tegn tre gange over prosfóraen med spyddet idet han siger: ”I Hukommelse af vor Herre og Gud og Frelser Jesus Kristus”. Dette betyder at vi starter Liturgien på Jesu Kristi bud og i hukommelse af Ham. Derefter skærer præsten fire sider af prosfóraen med spyddet imens han siger ordene fra den hellige Profet Esajas bog: ”Som et får blev Han ført hen at slagtes… og som et uskyldigt lam der er stumt når det klippes, oplod Han ikke Sin mund. I Hans ydmygelse blev Hans dom taget. Hvem vil bekende Hans ophav”. Sådan udskæres en kubisk midte af prosfóraen der kaldes ”Lammet”. Præsten tager Lammet og 1) lægger det på den hellige diskos idet han siger ordene: ”Thi Hans liv tages væk fra jorden” (Es. 53:8), 2) idet han siger ordene: ”Ofret er Guds Lam, der har taget verdens synd, for verdens liv og frelse”, skærer præsten lammet op på den modsatte side af seglet, i korsets tegn. 3) Præsten stikker derefter spyddet ind i højre side af Lammet idet han siger: ”En af stridsmændene stak Ham i siden med et spyd, og straks udgik blod og vand; og den, der har set det, har vidnet det, og hans vidnesbyrd er sand.” (Joh. 19:34-35). Samtidigt med at disse ord siges, hælder diakonen vin og vand ned i den hellige kalk der dermed forenes. Efter at have forberedt det hellige Lam, udskærer præsten stykker af følgende prosfóraer: 

  • Den anden prosfóra er tilegnet Gudsmoder. Præsten udskærer en del af den til ære og ihukommelse af vor Alvelsignede Herskerinde Gudsmoder og evigt jomfruelige Maria. Dette stykke placeres til højre for det hellige Lam på diskos.
  • Fra den tredje prosfóra udskæres 9 stykker til ære for de 9 hellige range (disse ”range” er 9 forskellige kategorier af helgener som ihukommes under hver Liturgi. Det er 1) Den hellige profet og forløber Johannes Døberen, 2) Profeterne, 3) Apostlene, 4) Hellige hierarker, 5) Hellige martyrer, 6) Hellige munke og nonner, 7) Hellige uegennyttige, 8) Guds hellige forfædre Joakim og Anna samt de helgener der fejres den pågældende dag, 9) og den helgen hvis Liturgi der tjenes: enten hl. Johannes Chrysostomos, hl. Basilios den Store eller den hl. Apostel Jakob). Disse 9 stykker placeres til venstre for det hellige Lam i tre rækker med tre stykker i hver række.
  • Fra den fjerde prosfóra udskærer præsten stykker til ihukommelse af de levende: Patriarken, den lokale biskop samt hele præsteskabet og diakonatet i Kristus og alle gejstlige. Hvis der i det pågældende land er en ortodoks kristen monark, udskæres også et stykke til ihukommelse af monarken og det kongelige hus. Hvis der ikke er en ortodoks kristen monark i landet, udtages et stykke til ihukommelse af selve landet, dets regering og væbnede styrker, med bøn om at Herren må bevare landet og oplyse dets regering og folk til frelse og evigt liv. Derefter udskærer præsten stykker til ihukommelse af hver eneste person blandt lægfolket, idet han for hvert navn siger: ”Herre, ihukom (navnet på personen)”. Stykkerne der udtages placeres under det hellige Lam.
  • Den femte prosfóra er dedikeret til ihukommelse af de hensovne (afdøde). Præsten udskærer stykker for hvert navn på de afdøde der ihukommes, og placerer dem under stykkerne for de levende. Bl.a. udskæres stykker til ihukommelse og syndernes forladelse for alle hensovne patriarker, ortodokse kejsere, konger og dronninger og dem der har bygget det pågældende tempel eller kloster. Derefter udskærer præsten stykker til ihukommelse af den biskop der håndspålagde (ordinerede) ham og alle andre han skulle ønske at ihukomme. Til slut beder præsten for alle hensovne hvis navne han ikke kender, de mennesker der i håb om opstandelse fra de døde og det evige liv ønsker forenelse med Herren.
  • Til sidst tager præsten et stykke ud for sig selv med ordene: ”Ihukom, Herre, også min uværdighed og tilgiv mig enhver overtrædelse, både forsætlige og uforsætlige”.

Efter at have udskåret alle stykkerne fra de fem prosfórer, velsigner præsten røgelseskarret med røgelsen, og tilrøger stjernen (asterisken) og placerer den over det hellige Brød på diskos’en. Derefter tilrøger han det første dækkeklæde og tildækker den hellige diskos med det. Efter at have tilrøget det andet dækkeklæde, tildækker han den hellige kalk. Til slut, efter at have tilrøget det største dækkeklæde der kaldes ”Aíros” (der på græsk betyder ”luften” eller ”luft-klædet”), tildækker præsten både diskos og den hellige kalk med det, imens han ved hver enkelt tildækkelse siger særlige bønner. Derefter tilrøger præsten hele det hellige offerbord og siger en bøn, hvor han beder Gud Herren om at tage imod offeret i sit højhimmelske alter, ihukomme dem der har bragt offeret og alle for hvem offeret er blevet bragt, og beskytte de gejstlige samt bevare dem fra fordømmelse i udførelsen af de Guddommelige Mysterier. Til slut siger præsten en kort bortsendelse.  

57. Skematisk opbygning af proskomedíen: 

Ud fra ovenstående beskrivelse af proskomedien, er det tydeligt at den kan opdeles i følgende punkter

  1. Udtagelse af det hellige Lam fra den første prosfóra. 
  2. Placering af Lammet på diskos’en og foreningen af vin og vand i den hellige kalk. 
  3. Udskærelse af stykker fra de resterende fire prosfórer. 
  4. Placering af stjernen over diskos. 
  5. Tildækkelse af den hellige diskos og kalk med dækkeklæderne. 
  6. Tilrøgelse af det forberedte hl. Lam og resten af stykkerne. 
  7. Oplæsning af bønnen om modtagelse af det hellige offer og derefter bortsendelse.

58. Proskomediens symbolske og didaktiske betydning. 

Under udførelsen af Proskomedien, har dens handlinger og hellige genstande følgende symbolske betydning: Prosfóra – symboliserer den Alhellige Jomfru Maria. Placeringen af prosfora på et bestemt sted i alterrummet før den bliver båret over på offerbordet, symboliserer Gudsmoders tempelgang i Herrens Tempel samt hendes ophold der. Overbringelsen af prosfora til offerbordet, symboliserer den Hellige Jomfru og den Hellige Josefs rejse til Betlehem. Udtagelsen af det Hellige Lam fra prosfóra, symboliserer Jesu Kristi Fødsel fra den Hellige Jomfru Maria. På dette tidspunkt symboliserer offerbordet den grotte, hvor Kristus blev født i legemet, og dískos symboliserer den krybbe hvori Han blev lagt. Dækkeklæderne symboliserer det linned Jesus Kristus blev omsvøbt med (Luk. 2:7). Stjernen (asterisken – se punkt 24 om de hellige beholdere) symboliserer den stjerne der viste sig på himlen for de tre vismænd (de Hellige Trekonger) og hyrderne. Røgelseskarret med røgelsen (fimiam) symboliserer de gaver vismændene havde medbragt til Kristus. Men siden Kristus blev født i legemet for at lide for menneskenes synder, og at denne lidelse allerede var forudbestemt af Gud Faderen af evigheden, udledes det, at fra øjeblikket af Kristi Fødsel, var Hans kors allerede i gang med at forberedes, og derfor ihukommer den Hl. Kirke Herrens lidelser på korset, død og begravelse samtidigt med ihukommelsen af Herrens Fødsel. Derfor, ihukommende Frelserens Fødsel af Jomfruen ved at udtage Lammet fra prosforaen, stikker præsten Lammet i siden med spyddet (se under punkt 24), og læser yderligere den Hl. Profet Esajas profetiske ord om Frelserens lidelser (”Som et får blev Han ført hen at slagtes… ” og så videre). I kraft af denne ihukommelse, repræsenterer offerbordet også Golgata, diskos – graven , og dækkeklæderne – Jesu Kristi ligklæde. Brødet der benyttes til proskomedien skal være gæret, der på en måde er ”levende gennem gæringen”, ”i sandhed fuldkommen”. Foreningen af alle delene omkring det hellige Lam på den hellige diskos, symboliserer hele Guds Kirke, med Herren Jesus Kristus som overhoved. Røgelsen symboliserer den Hellige Ånds velsignelse og berøring, hvis Nåde udstrømmer fra Mysteriet af den Hellige Kommunion.

59. Liturgiens anden del: Katekúmenernes Liturgi.

Lige efter udførelsen af Proskomedien, forbereder den Hellige Kirke de troende til værdigt at være til stede under udførelsen af den Hellige Kommunions Mysterium. De troende forberedes ved at påminde dem om Jesu Kristi liv og lidelser, hvordan og hvorfor Frelserens lidelser var og kan være frelsende, hvilket er Liturgiens anden dels formål og vigtigste emne. Liturgiens anden del kaldes ”katekúmenernes Liturgi” fordi katekúmenerne (dvs. de der forbereder sig til at modtage den Hellige Dåb samt de angrende, og yderligere også personer der er ekskommunikerede fra den Hellige Kommunion) kan deltage og være tilstede i templet under denne del af Liturgien.

Hvordan opnås dette mål under Liturgien? For at kunne forstå det følgende svar på dette spørgsmål, er det nødvendigt at brænde følgende fast i sin hukommelse: Det vigtigste emne udfoldes under Liturgien ad tre måder, der komplementerer hinanden:

1) Via de oplæste og sungne bønner.
2) Via de synlige ritualer og symbolske hellige gerninger.
3) Via præstens stille bønner i alterrummet.

I alle bønnerne, både de der siges højt og dem præsten udtaler stille i alterrummet, påmindes de troende om den kristne bøns egenskaber, om Guds forskellige goder tildelt menneskene samt det vigtigste, som er Frelserens legemliggørelse. Derefter påmindes om de egenskaber, de der tror på Jesus Kristus skal udmærke sig med, og der bedes om Herrens nådefulde barmhjertighed til templet og dem der beder deri. Her, under katekúmenernes Liturgi, kaldes de troende til at bede ihærdigt for monarken eller regeringen, for hensovne næste, samt for de mennesker der endnu ikke har omvendt sig til den ortodokse kristendom. Ved atter at bide mærke i tilstedeværelsen af præstens ”stille” bønner som en uadskillelig del af Liturgien, samt nødvendigheden af at være opmærksom på dem når man stifter bekendtskab med Liturgiens indhold, vil vi nu gå over til at gennemgå Liturgien og dens indhold i kronologisk rækkefølge.

 

60. Katekúmenernes Liturgi’s generelle indhold og opbygning.

Efter at have udført proskomedien, beder præsten med løftede hænder til Herren, om at Han må nedsende Helligånden over de gejstlige, for at den Hellige Ånd vil komme over dem og tage bolig i dem, og for at Herren skal åbne deres læber så de kan lovprise Ham.

1) Præstens og diakonens udråb.

Efter at have fået præstens velsignelse, træder diakonen ud af alterrummet og stiller sig på ambonen og siger højt:
”Velsign, herre!”.
Dette har følgende betydning: ”velsign, herre, at begynde tjenesten og velsign de mennesker der er forsamlede i templet til at deltage i lovprisningen af Gud gennem bøn”. Som svar på diakonens udråb, gør præsten korsets tegn over Tronen (Alterbordet) med Evangeliebogen, og siger højt:
”Velsignet være Faderens og Sønnens og Helligåndens Rige, nu og altid og i evigheders evighed.”


Dette er den første lovprisning af Herren under gudstjenesten, som udstrømmer fra præsten mund. Det er samtidigt en fælles bekendelse på vegne af hele forsamlingen af troende om, at Himmeriget er velsignet og det de troende stræber efter mest af alt. Derfor er det uhørt at komme for sent til gudstjeneste, da denne handling udtrykker en foragt over for Himmeriget, samt en uvillighed i at deltage fuldkomment i fællesbønnen. Derudover er forsinkelser forstyrrende for bønnen, hvilket fordømmes af de Hellige Ærværdige Tolv Apostle i deres kanon nr. 9.

2) Den Store Ekteni.

Derefter siger diakonen den store ekteni, hvori de ortodokse kristnes fornødenheder gengives samt de personer for hvilke vi beder. Alt dette sammenfattes i bønner til Herren i den store ekteni (se under punkt 40). Diakonen siger ektenien ved først at løfte orariet med tre fingre i højre hånd, hvilket symboliserer vingerne på de himmelske skarer der priser Herren. Derfor er den handling, når diakonen løfter sit orarie, tegn på at bønnen skal til at begynde og dermed en opfordring til opmærksomhed.

Præsten i alterrummet deltager også i bønnen selvom han ikke siger noget højt. Han beder stille, om at Herren må se til det pågældende tempel samt de mennesker der beder i det, og tilstå dem sin rige nåde og barmhjertighed. Denne bøn afsluttes med at præsten højt siger udråbet (se under punkt 45.):
” Thi Dig tilkommer al lovprisning, ære og tilbedelse, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed.”

3-5) Antifonerne.

For at styrke den ærefrygtige lid til Herren der overbringes de bedende under den store ekteni, benytter den Hl. Kirke sig af psalme 102 og 145 af profeten David, i hvilke Herrens godhed udvist til Israels folk, er udtrykt gennem poetiske træk. Med den Hl. Profet Davids tunge og ord, tilkalder den Hl. Kirke den kristnes sjæl til at lovprise Herren (”Min sjæl, lov Herren”…), der renser og læger vore åndelige og legemlige skrøbeligheder og sygdomme, der opfylder vore gode og gavnlige ønsker, der genløser vort liv fra graven (forgængelighed), der viste Israels børn sine veje da de udgik fra Ægypten. I disse salmer kaldes Herren ”nådig, barmhjertig, langmodig, miskundig”… ”Han som bevarer sandheden evindeligt, som skaffer de forurettede ret, giver de hungrende føde, elsker de retfærdige, tager forældreløse og enker til sig, og udslætter de syndiges vej”. Da disse to psalmer beretter om og ”fremstiller” Guds godhed til menneskeheden, kaldes de (til dels) for ”fremstillende”, og da de retmæssigt synges fra to kliroser som vekselsang, kaldes de også ”antifoner”. Til de 12 store fester synges de fremstillende antifoner ikke. I stedet synges særlige nytestamentlige vers, i hvilke Guds godhed til menneskeheden udtrykkes, ikke i Det Gamle Testamente, men i Det Nye Testamente. Der tilføjes et særligt vers der fungerer som omkvæd (epóde), alt efter festens karakter: F.eks. til dagen for Kristi Fødsel (Juledag) synges følgende epóde: ”O Guds Søn, Du som er født af en Jomfru, frels os der synger til Dig, Halleluja”. Til Gudføderskens fester synges epóden: ”O Guds Søn, for Gudsmoders forbønners skyld, frels os, som synger til Dig, Halleluja”.
Imens antifonerne synges, står diakonen foran Kristi ikon på soléet (til højre for ambonen). Dette symboliserer de himmelske skarers evige lovprisning af Gud, og er samtidigt en påmindelse til de tilstedeværende om, at have komplet opmærksomhed på bønnen, havende sjælen rette mod det Høje. 

6) Hymnen: ”O Du, Guds enbårne Søn og Ord”.

Uanset hvilken Liturgi der tjenes, dvs. om det skulle være en hverdag, en søndag eller en festdag, vil antifonerne altid tillægges følgende højtidelige hymne, i hvilken Herrens vigtigste goder givet til menneskeheden ihukommes. Det er nedsendelsen af Guds Enbårne Søn til jorden (Joh. 3:16), der er født i legemet af den Alhellige Gudføderske og der med Sin Død har nedtrampet døden. Denne bøn synges altid efter den anden antifon:

Den egentlige bøn:

Forklaring:

O, Du, Guds enbårne Søn og Ord. Du, som er udødelig, og dog for vor frelses skyld værdigede Dig at blive kød af den hellige Guds-Moder og bestandigt jomfruelige Maria, og som uden forandring er blevet menneske. Du, som blev korsfæstet, O Kristus, vor Gud, og har nedtrampet døden ved døden. Du, som er én af den hellige Treenighed, og forherliges tillige med Faderen og Helligånden, frels os. O, Du, Guds enbårne Søn og Ord! Du, som er udødelig, og for vores frelses skyld, ville at legemliggøres af den Hellige Gudføderske og evigt jomfruelige Maria, og blev et sandt menneske, uden at ophøre med at være Gud. Du, Kristus vor Gud, der blev korsfæstet og på trods af dette, nedtrampede døden (dvs. djævlen) med Din egen Død. Du, som en hypostasis af den Hellige Treenighed, forherliges (prises) på samme måde som Faderen og Helligånden, vi beder Dig, frels os!

 7) Den lille ekteni.

Psalmerne og antifonerne er adskilt af den lille ekteni. Den lille ekteni siges også højt efter ”O, Du, Guds enbårne Søn og Ord…”. Der siges derfor to små ektenier: én efter den første antifon, og én efter den anden antifon med hymnen om Guds enbårne Søn. Præsten siger i løbet af begge de to små ektenier stille bønner, om at Herren må opfylde de tilstedeværende i templets gavnlige bønner.
Gennem sangen af antifonerne og særligt den højtidelige storslåede hymne: ”O, Du, Guds enbårne Søn og Ord…” opnår de bedende en endnu højere tilstand af gudsfrygt og åndelig vilje til at rette sin fulde opmærksomhed til og fordybe sig i den Guddommelige Visdom og Storhed, hvis frugt er inderlig anger og lid til Gud.

8) De evangeliske saligprisninger og troparier.

Det sande kristne liv består ikke blot af ”følelser” og uspecifikke impulser, men skal være ædru eller sobert, hvilket kun er muligt gennem inderlig anger, sand omvendelse, oprigtig ydmyghed og opfyldelse af de evangeliske bud i teori OG praksis med gode gerninger. Derfor opfordrer den Hl. Kirke de bedende opmærksomt at lytte til de Evangeliske salighedsbud. I disse bud, skildres de sande kristne idealer: det påpeges, at en kristen der beder Gud om barmhjertighed, selv skal være ”ydmyg i ånden, være tungsindig og endda begræde sine synder, være sagtmodig, handle retfærdigt efter sandheden, have et rent hjerte, være barmhjertig over for næsten og tålmodig samt udholden i alle prøvelser og fristelser, og rede til endda at lide døden for Kristus”. Lige efter de Evangeliske saligprisninger, synges særlige troparier der kaldes ”salighedstroparierne” af hvilke antallet kan variere afhængigt af festen. Sammen med de Evangeliske saligprisninger kaldes troparierne for Liturgiens tredje antifon. Lige inden saligprisningerne synges, åbner diakonen de Kongelige Porte.

9) Den lille indgang med Evangeliet.

Imens de Evangeliske saligprisninger synges, åbnes de kejserlige porte, præsten tager det hl. Evangelium fra Tronen (alterbordet) og giver det til diakonen, hvorefter de sammen træder ud af alterrummet. Denne procession ud af alterummet, kaldes ”den lille indgang” og symboliserer Frelserens komme til verden for at prædike, da Han første gang viste sig for verden ved Jordanfloden for at modtage dåben af Johannes (Matt. 3:13-17). I vor tid har denne indgang udelukkende symbolsk betydning, men i oldtiden var den nødvendig. I de første århundreder blev Evangeliebogen opbevaret i et rum ved siden af alterrummet, der kaldtes ”Diakonikon”, eller ”beholdernes opbevaringsrum”. Når det var tid oplæsningen af det hellige Evangelium, bar de gejstlige Bogen højtideligt ind i alterrummet.
Når de nærmer sig de nordlige døre inde alterrummet, diger diakonen: ”Lad os bede til Herren” og opfordrer dermed alle til at bede til Herren, hvis komme nærmer sig os. I liturgisk praksis siger diakonen disse ord stille i alteret. Præsten læser stille en bøn (kaldet den lille indgangs bøn), hvori han beder Herren gøre deres indgang hellig, og om at sende Engle til at gøre tjenesten værdig for Ham, således udføre tjenesten her som var det i Himmeriget. Derfor siger præsten idet han velsigner indgangen: ”Velsignet er Dine Helliges indgang”, og diakonen efterfølgende løfter det hellige Evangelium, gør korsets tegn med det i de kongelige porte, og siger højt: ”Visdom, stå oprejste”.

10) Hymnen: ”Kom, lad os tilbede Kristus…”

De troende ser da på det hellige Evangelium som på Kristus selv der går for at rpædike det Gode Budskab, og udråber derved: ”Kom, lad os tilbede Kristus og falde ned for Ham; O Guds Søn, Du, som er opstanden fra de døde (eller: for Gudsmoders forbønners skyld, eller: Du, som er herlig i Dine hellige), frels os, som synger for Dig: Halleluja (pris Herren)”.

11) Dagens troparie og kontakie synges.

Efter ”Kom, lad os tilbede…” er sunget, tillægges derudover dagens troparie og kontakie til påmindelse og dagens ihukommelse samt de helgener, der ved opfyldelse af Kristi Bud, selv har modtaget saligheden i Himmeriget og nu tjener som forbilleder for andre.
Idet præsten træder ind i alterrummet, beder han stille ”den trehellige bøn”, hvori han beder ”Den Himmelske Fader, der lovsynges af Keruber og Serafer”, at modtage den trehellige sang fra os ringe og uværdige mennesker, og tilgive os ”alle vore synder, forsætlige og uforsætlige, helliggøre os og give os styrke til i ubesmittelse og retfærdighed at tjene Ham til vort livs dages ende”. Slutningen af denne bøn siger præsten højt: ”Thi hellig er Du, vor Gud, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid”.

12) Diakonens udråb ”Herre, frels de fromme”.

Imens præsten afslutter den trehellige bøn, stiller diakonen sig foran Frelserens ikon, og idet præsten slutter, siger diakonen højt: ”Herre, frels de fromme, og bønhør os!”. Derefter stiller diakonen sig foran de kongelige porte med front mod folket og siger: ”og i evigheders evighed!”, dvs. han afslutter præstens udråb og peger samtidigt på folket med sit orarie.

13) Den trehellige sang.

Derefter synger de troende den ”Trehellige sang” – ”Hellige Gud, hellige Stærke, hellige Udødelige, forbarm Dig over os” tre gange.

Til særlige festdage synges andre vers i stedet for den trehellige sang. F.eks. til Påske, Den hl. Treenigheds dag (Pinse), Kristi Fødsel (Jul), Teofani (Herrens Dåb), Lazarus’ samt den Store Lørdag synges: ”Alle I, som er døbte i Kristus, har iklædt jer Kristus, Halleluja.”
Forklaring: ”Alle jer, som har modtaget Dåben i Kristi navn, og som er blevet iklædt Kristi herlige Nåde, pris Herren / Halleluja”. Denne sang påminder os om, at man i oldtiden til disse fester, havde tradition for at døbe de katekúmener der var blevet klar til at modtage Dåben.
Til festdagen for ophøjelsen af Herrens Kors (14. september – juliansk kalender) og til Det hellige Kors’ Søndag – den tredje søndag af den store faste, synges: ”For Dit Kors, falder vi ned, O Herre, og Din hellige Opstandelse lovpriser vi”.

Bønnen ”Hellige Gud…” har til formål at indgyde anger for ens synder, og omvendelse til Gud for at få tilgivelse. Her skal den troende huske den hl. Profet Esajas ord, han der så Guds Trone omringet af Engleskarer, der råbte: ”Hellig, Hellig, Hellig er Herren Zebaoth”, og profeten sagde: ”Ve mig… jeg er et menneske med urene læber… og jeg bor blandt folk med urene læber” (Es. 6:3-5 – septuaginta). Efter den Trehellige sang, oplæses dagens læsning fra ”Apostlen” (bogen indeholdende apostlenes epistler).

14) Prokimen.

Inden oplæsning fra Apostlen, siges følgende udråb: ”Lad os være opmærksomme”, ”Fred være med jer alle”, ”Visdom”, ”Prokimen” i den pågældende tone, som oplæses af læseren og synges 2 ½ gange af koret. Der findes mange prokimener. De opdeles i prokimener der læses til Liturgien, og de der læses til morgengudstjenesten. De der læses til Liturgien opdeles yderligere i hverdags-, søndags- og festdags-prokimener. Derudover findes der særlige prokimener forbeholdt den store fastes tjenester, samt de tjenester der ligger mellem Påsken og Pinsen. Der findes også fælles prokimener til de forskellige kategorier af helgener. Alle disse prokimener kan bl.a. findes i de gejstliges ”Tjenestebog”. Som eksempel er liturgiens søndags-prokimener (efter septuaginta) angivet her, efter deres respektive tone:

1.   tone: ”Lad Din miskundhed være over os, O Herre, såsom vi håber på Dig” Sl. 32:22
2.   tone: ”Herren er min styrke og lovsang, og er blevet mig til frelse” Sl. 117:14
3.   tone: ”Syng pris til vor Gud, syng pris, syng pris til vor Konge, syng pris” Sl. 46:7
4.   tone: ”Hvor mange er Dine gerninger, O Herre! Du gjorde dem alle med visdom” Sl. 103:24
5.   tone: ”Du, O Herre, vogter os, og værner os mod denne slægt for evigt” Sl. 11:8
6.   tone: ”Frels, Herre, Dit folk og velsign Din arvedel” Sl. 27:9
7.   tone: ”Herren give kraft til sit folk, Herren velsigne sit folk med fred” Sl. 28:11
8.   tone: ”Bønfald og tilbagevend til Herren eders Gud” Sl. 75:12

 

15) Apostellæsningen.

Imens Apostlen oplæses, udfører diakonen røgelsesofferet, der symboliserer den Hellige Ånds Nåde, med hvilken Apostlene prædikede og videregav til alle der hørte deres prædiken. Præsten sidder da på præstesædet ved siden af “det ophøjede sted” eller “Højsædet” (biskoppens kathedra), som ligeværdig med apostlene, af den Guds nådegave præsteskabet besidder, som folkets læremestre.

16) Evangelielæsningen.

Efter Apostlen er blevet oplæst, synges dagens ”Halleluja-vers” tre gange, hvorefter diakonen oplæser fra det hellige Evangelium. Lige inden oplæsningen og ligeledes efter, synges ”Ære være Dig, O Herre, ære være Dig”, som tegn på vor taknemmelighed til Herren, der har skænket os den Evangeliske Lære. Både de apostolske epistler samt Evangeliet oplæses som forklaring på den kristne tro og morale. Oplæsningen af det hellige Evangelium er den største glæde en troende kan lytte til, da det både er beretningen om vor Frelsers, Herren og Gud, Jesu Kristi liv på jorden blandt menneskene, og fordi det er det gode budskab om vor frelse samt Herrens Bud, gennem hvilke vi kan få frelse og blive retfærdiggjort på den sidste dag. Dette kan kun opnås ved at leve et liv efter Evangeliet. Derfor er der tradition i den ortodokse Kirke for, at man under oplæsningen fra den Hellige Skrift, rejser sig op og står i fuldkommen opmærksomhed på oplæsningen i andagt og gudsfrygt.

Diakonen læser op fra det Hellige Evangelium.

17) Den Inderlige Ekteni.

Efter oplæsningen af det hellige Evangelium, beder diakonen den inderlige ekteni (se under punkt 41). Ved årsdagen for en hensoven person, kan diakonen efter en lægpersons forespørgsel komme den pågældende person i hu under den inderlige ekteni. Yderligere kan diakonen bede en særlig bøn for folk der er syge eller som er kommet i nød, på en lægpersons forespørgsel.

18) Bøn for monarken eller særlige omstændigheder.

Efter den inderlige ekteni, kan en særlig bøn for en ortodoks kristen monark læses af præsten. Før den kommunistiske revolution i Rusland, læstes en særlig bøn for Zaren, hvilket var indført efter Zar Aleksander II’s martyrlige død i 1881. Da der på nuværende tidspunkt ikke er en ortodoks kristen monark i Rusland eller i noget andet ortodoks kristent land, læses denne bøn ikke længere. Derimod er der tradition for at læse særlige bønner under ekstraordinære omstændigheder. Som eksempel kan det nævnes, at man her bad om fred under den russiske borgerkrig (1917-1925), om fred og Guds hjælp til de ortodokse kristne i Kosovo og resten af Serbien (Jugoslavien) i 1990’erne. Ligesådan bedes der om fred i mellemøsten samt om Guds hjælp til de, vore ortodokse kristne brødre og søstre, der er undertrykte og forfulgte i de lande. Siden borgerkrigen brød ud i ukraine, har Kirken også bedt Herren om fred og Guds hjælp til menneskene der bebor de egne.

19) Ektenien for de hensovne.

Efter bønnen for monarken eller andre særlige omstændigheder, læses tre ektenier efter hinanden: Ektenien for de hensovne (se under punkt 44), ektenien for katekúmenerne og til slut, ektenien med befaling om katekúmenernes forladelse af templet. Ektenien for de hensovne læses ikke om søndagen, da søndagen er opstandelsens dag. Deraf er det også forbudt at tjene panikhida for de afdøde om søndagen.

20) Ektenien for katekúmenerne.

I ektenien for katekúmenerne, beder diakonen på vegne af hele forsamlingen til Herren, om at Han må give katekumenerne oplysning gennem sandhedens Evangeliums ord, gøre dem værdige til at modtage den hellige Dåb og lade dem blive ét med den Hellige Kirke. Samtidigt med diakonen, læser præsten en stille bøn, hvori han beder Herren ”som bor i det høje og ser ned til de ringe”, om også at se ned til sine tjenere, katekúmenerne, og skænke dem ”genfødslens bad”, dvs. den hellige Dåb, uforkrænkelighedens klædebon samt gøre dem til ét med den Hellige Kirke. Derefter, som en fortsættelse på bønnen, siger præsten udråbet:
”For at også de, sammen med os, må prise Dit herlige og ophøjede navn, Faderens og Sønnens og Helligåndens, nu og altid og i evigheders evighed.”

Det er uden tvivl, at bønnen for katekumenerne også vedrører de der allerede er døbt, fordi vi der er døbte, ofte synder uden at gøre bod og angre efterfølgende. Derudover synder vi med ikke at kende vor ortodokse tro godt nok, og med at vi er til stede i templet uden retmæssig andagt og gudsfrygt. I vor tid findes der stadig rigtige katekúmener, dvs. folk der forbereder sig til at modtage den Hellige Dåb. Det kan være folk fra andre folkeslag, muhammedanere (muslimer) og jøder, men også japanere, kinesere og repræsentanter for mange andre folkeslag hos hvem, med Guds hjælp, ortodokse missionærer bærer den podvig (askese) at prædike det hellige Evangelium. Vi er forpligtede til at bede for alle disse mennesker, thi de behøver Guds hellige nåde og barmhjertighed.

21) Ektenien for katekúmenernes bortsendelse.

Efter bønnen for katekúmenerne siger diakonen ektenien: ”Alle I, som er katekúmener, drag bort! Gå bort, I katekúmener! Så mange som er katekúmener, drag bort! Lad ingen af katekúmenerne blive tilbage – I troende, lad os atter og atter i fred bede til Herren”.
Med disse ord afsluttes ”Katekúmenernes Liturgi”. Katekúmenerne forlader templet, som uværdige i at være tilstede under udførelsen af det ypperste hellige Mysterium – Den Hellige Kommunion.

 

61. Skematisk opstilling af katekúmenernes Liturgi.

Katekúmenernes Liturgi består af følgende dele:

1. Diakonens og præstens initierende udråb.
2. Den Store Ekteni.
3. Psalme 102 ”Min sjæl, lov Herren…” eller 1. Antifon.
4. Den lille ekteni.
5. Psalme 145 ”Pris Herren, min sjæl!..” eller 2. Antifon.
6. Hymnen: ”O Du, Guds enbårne Søn og Ord”.
7. Den lille ekteni.
8. De evangeliske saligprisninger og troparier, eller 3. Antifon.
9. Den lille indgang med Evangeliet.
10. Hymnen: ”Kom, lad os tilbede Kristus…”
11. Dagens troparie og kontakie synges.
12. Diakonens udråb ”Herre, frels de fromme”.
13. Den Trehellige sang.
14. Dagens prokimen synges.
15. Apostellæsningen.
16. Evangelielæsningen.
17. Den Inderlige Ekteni.
18. Bøn for monarken eller særlige omstændigheder.
19. Ektenien for de hensovne.
20. Ektenien for katekúmenerne.
21. Ektenien for katekúmenernes bortsendelse.

62. Katekúmenernes Liturgi’s symbolske og didaktiske betydning.


De ord som præsten og diakonen siger stille inden Liturgiens første udråb: ”Ære være Gud i det Høje…” symboliserer den Herlighed og lovprisning, som englene sang til Gud ved Frelserens fødsel.
Det første udråb: ”Velsignet være Faderens og Sønnens og Helligåndens Rige…” udtrykker menneskenes taknemmelighed til Gud for at Han har udfriet os fra afgudsdyrkelse og vist os, med Jesu Kristi komme, at der i verden findes en Sand, Treénig Gud, der er alts Skaber.
Den store ekteni og præstens tilhørende stille bøn, udtrykker, at Liturgien ikke kun er en ihukommelse af Kristi lidelser, men også en bønfaldelse om forladelse for vore synder, og viser tilsammen essensen af vore bønner til Gud.
Antifonerne udtrykker Guds godhed til menneskeheden i Det Gamle Testamente, og samtidigt afventningen af Guds Søns legemliggørelse, der var skjult for andre mennesker, men forudanet af forfædrene og de hellige Profeter.
Festdags-antifonerne og hymnen ”O, Du, Guds enbårne Søn og Ord”, påminder os først og fremmest om Guds største gode udvist til menneskeheden: at Han sendte Sin enbårne Søn til jorden.
De Evangeliske saligprisninger påminder om starten på Jesu Kristi prædiken, og udtrykker de egenskaber der gør sig gældende ved et sandt kristent liv.
Den lille indgang symboliserer Frelserens vandren med prædiken til forskellige byer og egne i Palæstina for at oplyse om Guds Rige og Hans Sandhed. Lyset der bæres foran Evangeliet symboliserer den Hl. Forløber Johannes døberen, der gik forud for Jesus Kristus og var, efter Frelserens egne ord: ”en brændende og skinnende lampe” (Joh. 5:35).
Åbningen af de Kongelige Porte symboliserer, at ”Det Allerhelligste”, dvs. Himmeriget, er blevet åbnet og gjort tilgængeligt gennem Jesu Kristi lære og lidelser på korset, og udlever til dels Frelserens ord som Han i begyndelsen af sin jordiske tjeneste sagde: ”Sandelig, sandelig siger Jeg eder: I skal se Himmelen åben…” (Joh. 1:51).
Med sangen: ”Kom, lad os tilbede Kristus…”, opfordres de bedende til at falde ned for den kommende Herre.
Troparierne indeholder fremstillinger af personer, der har modtaget den himmelske salighed for efterlevelsen af Guds Evangeliske Bud, og derudover den ihukomne begivenhed.
Med den Trehellige sang, forberedes de bedende til en tilstand der er egnet anger og indsigt i ens egen syndighed, hvilket er nødvendigt for en kristens åndelige vækst.
Oplæsningen af Apostlen og Evangeliet beskriver i detalje Jesu Kristi liv og lære, om Gud og om menneskenes forhold til Gud og til næsten, for uden hvilke det er umuligt opnå frelse.
Røgelsen mellem læsningen af Apostlen og Evangeliet symboliserer den åndelige vellugt, der spredtes på jorden efter Kristi og Apostlenes prædiken.
Prokimenon udtrykker indholdet og betydningen af den efterfølgende læsning.
Udråbet ”Fred være med jer alle” der siges inden oplæsningen af Apostlen og Evangeliet, har en særlig betydning. Ved at udtrykke den tanke at Kristus tilintetgjorde fjendskabet ved sit kød, og gjorde begge parter til ét, det himmelske og det jordiske (Ef. 2:14-15), svarer dette udråb til den store ektenis tredje bøn: ”Om fred for hele verden og om alles enhed”.
I den inderlige ekteni, ligesom i den store ekteni, listes vore bønner til Herren.
I bønnen for monarken, beder den Hl. Kirke for monarken (kongen eller kejseren), som er Guds Salvede, for at monarken, med Guds hjælp, kan udføre sin kongelige pligt til Guds ære og til folkets bedste.
I ektenien og bønnerne for katekúmenerne, opfordrer den Hl. Kirke de troende på Jesus Kristus til at bede for dem der ikke endnu er døbt, og påminder samtidigt, at selv de der er døbt, kan miste frelsens nåde som resultat af sine overtrædelser og synder. Der må ikke tages fejl af, at Dåbens frelsende Nåde kan mistes igen hvis man ikke forsøger at være den værdig. De tre korte ektenier efter den inderlige ekteni inden Kerubhymnen symboliserer sammen med præstens stille bønner, Jesu Kristi treårige valfart hvor Han underviste menneskene på jorden.

63. Liturgiens tredje del: De Troendes Liturgi.

Tredje del af Liturgien kaldes ”De Troendes Liturgi”, fordi udelukkende troende, dvs. personer der har omvendt sig til Kristus og modtaget den Hl. Dåb, kunne være tilstede under denne del af Liturgien i oldtiden. Denne regel er ikke ophævet, dog er der ikke nogen praksis for at ”jage” katekúmener eller vantro ud af templet. Det er op til hver enkelt persons samvittighed at afgøre, hvorvidt man burde blive eller forlade templet under ektenien for katekúmenernes bortsendelse.

Under de troendes Liturgi, udføres de absolut vigtigste hellig-gerninger, som ikke blot de to første dele af Liturgien er en forberedelse til, men også alle andre gudstjenester i den daglige gudstjenestecyklus. Dette betyder at hele den daglige gudstjenecyklus, er en forberedelse til netop denne del af den Guddommelige Liturgi. Denne består først og fremmest i den hellige Omdannelse eller Forvandling (græsk: μεταβολή) af brød og vin til Frelserens sande Legeme og Blod gennem den Hellige Ånds nådekraft, og næst: de troendes kommunion med Herrens Legeme og Blod, der forener med Frelseren, jævnfør Hans ord: ”Den der spiser Mit kød og drikker Mit blod, bliver i Mig, og Jeg i ham” (Joh. 6:56). Efterhånden i takt med, og i rækkefølgen af, de bemærkelsesværdige handlinger og bønners dybdegående indhold, åbenbares meningen og betydningen af disse to liturgiske momenter.

1)   Den forkortede Store ekteni.

Når katekúmenernes Liturgi slutter, og de uindviede der endnu ikke har modtaget Dåben forlader templet (sådan som det var i oldtiden), siger diakonen en afkortet udgave af den store ekteni. Præsten beder da samtidigt stille en bøn, hvori han beder Herren om at rense de bedende fra åndelige urenheder, for efter at have gjort fremskridt og fået god fremgang i det åndelige liv (hvilket er tæt forbundet med det legemlige liv), og modtaget åndelig oplysning, at kunne stå foran Herrens Trone, værdigt, uden skyld og fordømmelse, og for at kunne kommunicere med Frelseren i de Hellige Mysterier (den Hl. Nadver) uden fordømmelse, til modtagelse af det Himmelske Rige – frelsen. Når præsten har afsluttet sin bøn, siger han højt:

Selve udråbet:

Forklaring:

Så at vi, stedse bevarede under Din magt, kan opsende lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. For at vi, der til alle tider forbliver bevarede under Dit styre (kraft), Herre, kan opsende lovsange og lovprisninger til Dig, Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid, og i al evighed.

 

Med dette udråb udtrykker præsten, at kun under den Mægtige Herres styre, kan vi bevare vor åndelige eksistens fra ondskab og synd. Derefter åbnes de Kongelige Porte, for at man kan bringe det forberedte brød og vin til den Hl. Eukaristi gennem dem, fra offerbordet til Tronen (alterbordet). Denne overbringelse af det forberedte brød og vin til udførelsen af Mysteriet kaldes ”Den Store Indgang” til forskel fra ”Den Lille Indgang”.

 

2)   Kerubhymnen.

Den dybdegående og mysteriefulde betydning af ”Den Store Indgang”, alle de tanker og følelser som indgangen skal indgyde i de bedendes hjerter, er udtrykt i den følgende bøn der kaldes ”Kerubhymnen”.

Selve Kerubhymnen:

Forklaring:

Vi som forestiller keruberne på mystisk vis og synger den trehellige lovsang for den levendegørende Treenighed, lad os aflægge dette livs bekymringer. Så at vi kan modtage alles Konge, Han, som usynligt bæres på lanser af engleskarer. Halleluja, halleluja, halleluja. Vi, som på mystisk vis forestiller keruber, og synger den trehellige lovsang for den levendegørende Treenighed, lad os nu lægge alle dette jordiske livs bekymringer fra os, for at vi kan løfte verdens Konge, Han, som usynligt og højtideligt bæres på lanser af englene, de Himmelske skarer, der følger Ham med lovsang: ”Halleluja”
(Ordet ”bekymringer” på græsk: μέριμνα – har følgende betydning: sorg, bekymring og lidenskab til jordiske goder. Derfor er det essentielt for forståelsen af kerubhymnen at vide, at der her tales om en komplet fralæggelse af alt der tynger os til denne jord, deriblandt lidenskaber, for at vi kan ”løfte alles Konge”. Det at ”løfte alles Konge” har også følgende betydning: for at modtage alles Konge i de Hl. Gaver – dvs. brødet og vinen der skal blive til den Hl. Nadver, som flyttes fra offerbordet til Tronen. Ordene ”bæres på lanser” er på græsk ét enkelt ord = δορυφορούμενον, der refererer til en særlig tradition i oldtiden. Ordet er et sammensat ord der består af to dele: ” δορυ” der betyder spyd eller lanse, samt ” φορούμενον” der betyder ”båret”. Deraf kan ordet ” δορυφορούμενον” oversættes til noget lignende: ”lansebåret”. Dette ord refererer til den tradition i oldtiden, hvor krigere løftede deres hærfører op på et skjold, båret af lanser eller spyd. ”Doriforúmena” betyder derudover også: ”Fulgt af en æresgarde eller hærenhed”. Med dette får anden frase af kerubhymnen betydningen, at englene usynligt følger Kristus under Den Store Indgang som en æresvagt bærer sin hærfører på et skjold med lanser.)

Selvom Kerubhymnen normalt synges i to dele, opdelt af Den Store Indgang, er den i virkeligheden én helhed, én samlet og uadskillelig bøn hvori man ikke kan sætte et eneste punktum i dens forløb. Den Hl. Kirke proklamerer, kan man sige, følgende med denne hymne:
”Vi, der i øjeblikket af overbringelsen af de Hl. Gaver på mystisk vis forestiller keruberne og samtidigt med dem synger ”den Trehellige sang” til den Hellige Treenighed, fralægger os i disse øjeblikke alle jordiske bekymringer, alle dette livs syndige beskæftigelser, – lad os fornyes, lad os blive renset i sjælen, for at vi kan løfte herlighedens Konge, Han, der i dette øjeblik usynligt løftes af Englenes hærstyrker (ligesådan som fordums krigere løftede deres konge på et skjold med lanser) og synger lovsang til Ham, så vi derefter, i andagt med gudsfrygt må modtage den Hellige Kommunion”.

Imens koret synger første del af Kerubhymnen, læser præsten en stille bøn, hvori han beder Herren om at give ham værdigt at udføre den Hellige Eukaristi. I denne bøn udtrykkes tanken, at Jesus Kristus samtidigt er den der bringes som offer, som det Hellige Lam, og også den der udfører offerbringelsen, som den Himmelske Ypperstepræst. Imens præsten læser denne bøn, tilrøger diakonen den Hellige Trone, det hellige alterrum, ikonostasis, de gejstlige, kliros og folket idet han for sig selv beder Davids psalme 50 (septuaginta).  Herefter stiller både præsten og diakonen sig foran det hellige alterbord, og med løftede hænder (hvilket er et udtryk for inderlig bøn (1 Tim. 2:8)) siger de Kerubhymnen tre gange og gør tre buk.

De gejstlige løfter deres hænder i bøn idet kerubhymnen synges. – Valaam klostret, Rusland.

3) Den Store Indgang.

Efter de har sagt Kerubhymnen tre gange, bukker de gejstlige for hinanden og beder hinanden om tilgivelse, hvorefter præsten bukker for folket og beder om deres tilgivelse. Dette gør han ved at sige ”Tilgiv mig brødre og søstre!” hvorefter folket svarer ”Gud tilgive dig, må også du tilgive os, hellige herre!”. Dette siges stille da koret i praksis stadig synger kerubhymnen på dette tidspunkt. Herefter træder præsten og diakonen hen til offerbordet. Her tilrøger præsten de Hellige Gaver, hvorefter han tager Aíros (luft-klædet) der dækkede for diskos og kalken, og lægger det på diakonens venstre skulder. Diakonen tager røgelseskarret omkring en finger, og lader det hænge ned bag højre skulder. Derefter tager præsten diskos og giver det til diakonen. Præsten tager nu selv den Hellige Kalk, og sammen går de nu ud af de nordlige døre forudgået af et lys. Sådan går de højtideligt frem til ambonen foran de kongelige porte, hvor de vender sig mod folket.

Den Store Indgang. – Valaam klostret, Rusland.

Her ihukommer de gennem bøn en eventuel ortodoks monark og den kongelige familie, patriarken, det pågældende bispedømmes biskop, samt alle ortodokse kristne, hvor de slutter med ordende: ”må Gud Herren komme dem i hu i sit Rige stedse, nu og altid og i evigheders evighed.” Diakonen ihukommer monarken (hvis der er en) patriarken og biskoppen, hvorefter han træder ind i alterrummet gennem de kongelige porte. Når præsten har ihukommet resten af gejstligheden og folket, træder han også ind i alterrummet og mødes af diakonen der siger ”må Gud Herren komme dit præsteskab i hu i sit Rige”, og svarer ”må Gud Herren komme dit diakonat i hu i sit Rige stedse, nu og altid og i evigheders evighed”. Præsten stiller da den hellige Kalk og den hellige diskos på alterbordet, tager de små dækkeklæder af og tildækker Kalken og diskos med aíros (luft-klædet) der tilrøges med røgelseskarret. Imens dette finder sted, siger præsten følgende vers:
”Den ærværdige Josef tog Dit reneste Legeme ned fra træet, svøbte det i et fint linklæde, smurte det med vellugtende salver og lagde det i en ny grav.”
“I graven med Legemet, i helvede med Sjælen som Gud, i Paradiset med røveren og på Tronen med Faderen og Ånden var Du, O Kristus, alt opfyldende, O Du ubeskrivelige!” “Som livets ophav, som noget i sandhed skønnere end Paradiset og prægtigere end nogen som helst kongelig pragtsal har Din grav, vor Opstandelses kilde, vist sig, O Kristus!”

4) Kerubhymnens anden del synges.

Alt imens synger koret anden del af kerubhymnen.
Diakonen lukker nu de kongelige porte og trækker forhænget (καταπέτασμα) for. Under den Store Indgang står de kristne med bøjede hoveder, hvilket udtrykker respekt og agtværdighed over for de frembårne Gaver, samt bøn om at Herren også vil ihukomme dem i sit Rige. Det at diskos og den hl. Kalk stilles oven på alterbordet hvorefter de dækkes med aíros, symboliserer overbringelsen af Jesu Kristi Legeme til begravelse, hvorfor de ovennævnte vers læses af præsten, der er de samme vers der synges til Langfredag, når Herrens ligklæde bæres ud: ”Den ærværdige Josef…” osv.

Munke der synger på klíros. – Munkeøen Athos, Grækenland.

5) Den bedende ekteni (der forbereder de troende til Gavernes indvielse).

Efter overbringelsen af de Hl. Gaver begynder de gejstliges forberedelse til værdigt at helliggøre (indvie) de hl. Gaver med den Hellige Ånds kraft, og derudover forberedes de troende til en værdig tilstedeværelse under denne helliggørelse. Først læses den bedende ekteni hvori der, ud over de almindelige bønnevers, indgår følgende bøn:

Selve bønnen:

Forklaring:

For de frembårne, dyrebare Gaver, lad os bede til Herren. For de Hellige, Dyrebare og ærværdige Gaver der nu er bragt hen til Herrens Trone (alterbordet) og frembåret til Gud selv, lad os bede til Herren.

Deraf kaldes denne ekteni også for ”De dyrebare Gavers ekteni”, selvom det reelt er den almindelige bedende ekteni tillagt et ekstra bønnevers. Under den 1. bedende ekteni, læser præsten stille en bøn, hvori han beder Herren værdige ham til at offerbringe de Hl. Gaver, et åndeligt offer der bringes for vore synder begået i uvidenhed, og om at Guds Nådes Ånd må hvile (tage bolig) i os og i de frembårne Gaver. Bønnen afsluttes med følgende udråb:

Selve udråbet:

Forklaring:

Ved Din enbårne Søns barmhjertighed, med Ham lovprises Du, med Din alhellige, gode og livgivende Ånd, nu og altid og i evigheders evighed. (Giv os dette) ved Din Enbårne Søns barmhjertighed, med Hvilken Du lovprises, med den alhellige, gode, livgivende Hellige Ånd, i al evighed.

Med dette udråbs ord, udtrykker den Hellige Kirke, at kun i kraft af vor Herre Jesu Kristi barmhjertighed, kan vi håbe på at modtage den Hellige Ånds Nåde til helliggørelse af de gejstlige, de tilstedeværende lægfolk samt de frembårne dyrebare Gaver.

6) Diakonens opfordring til fred og kærlighed.

Efter den bedende ekteni og præstens udråb, påminder præsten om den tilstand der er nødvendig at befinde sig i for at kunne være modtagelig over for Guds Herlige Nåde med ordene: ”Fred være med jer alle”. De tilstedeværende svarer præsten med ordene: ”og med din ånd”, hvorefter diakonen fortsætter med at sige: ”Lad os elske hverandre, så vi med én stemme kan bekende:”… Dette betyder, at for at kunne kommunicere med Jesu Kristi Legeme og Blod samt modtage den Hellige Ånd, er det nødvendigt at have fred i sjælen og være i besiddelse af kærlighed til alle mennesker, ikke blot dem der også elsker en, men absolut også dem der er fjendtligt stillet over for en. Uden denne sjælelige fred og kærlighed til hverandre, er det forbudt at modtage den Hellige Nadver. ”Den, der spiser brødet eller drikker Herrens kalk på uværdig vis, pådrager sig altså skyld over for Herrens Legeme og Blod. Enhver må prøve sig selv og så spise af brødet og drikke af kalken. Thi den, som spiser og drikker uden at ænse, at det er Herrens legeme, spiser og drikker sig selv en dom til. Derfor er der mange svage og syge iblandt jer, og adskillige sover hen.” (1 Kor. 11:27-30). Ifølge den Hellige Apostel Pauli ord, pådrager man sig dom, sygdom og endda døden hvis man kommunicerer uværdigt. Lad os da derfor være årvågne, og med den største andagt og gudsfrygt træde frem til dette Hellige Mysterium, for at kommunionen med Herren ikke må blive os til fordømmelse, men til syndernes forladelse og evigt liv.
Koret synger herefter: ”Faderen og Sønnen og Helligånden, den uadskillelige Treenighed af ét og samme væsen”. Disse ord er en fortsættelse af diakonens udråb og er tæt bundet til det. Efter diakonens ord ”…så vi med én stemme kan bekende”, opstår ufrivilligt spørgsmålet om, hvem det er vi enstemmigt skal bekende. Svaret på dette spørgsmål ligger i korets svar på diakonens udråb: ”den uadskillelige Treenighed af ét og samme væsen”. Den fysiske bekendelse af og beviset på kærligheden til hverandre, udtrykkes ved at de troende på dette tidspunkt kysser hinanden tre gange (tilgivelsens kys i Guds Navn). Mænd kysser mændene, og kvinderne kysser kvinderne. I vore dage er det meget sjældent man ser folket kysse hinanden, hvilket højst sandsynligt blot skyldes uvidenhed om denne vigtige oldgamle kristne tradition. Samtidigt med at folket burde kysse hinanden, kysser de gejstlige hinanden inde i alterrummet (hvis der er mere end en præst tilstede) med ordene ”Kristus er iblandt os” hvor den anden svarer ”Ja, Han er, og vil vedblivende være iblandt os”. Inden dette, bukker præsterne tre gange foran det Hellige Kors og kysser derefter Diskos, Kalken og Tronen. Hvis der er mere end én diakon tilstede, kysser de også hinanden med samme ord, stående på ambonen. Hvis der blot er én diakon tilstede, kysser han korset på sit orarie og siger stille tre gange: ”Jeg vil elske Dig, O Herre, min styrke. Herren er min klippe, min befæstning og min frelse”. Det samme siger præsten i alterrummet.

7) Trosbekendelsen.

Umiddelbart inden bekendelsen af troen (Trosbekendelsen eller Trossymbolet), eksklamerer diakonen: ”Dørene, dørene! Lad os lytte med visdom!”. Dette udråb: ”Dørene, dørene!” var i oldtiden en formaning til templets dørvogtere om, at låse dørene til templet, så ingen katekúmener eller ”angrende” (folk der er underlagt en epitímia), eller andre personer der ikke er berettigede til at være tilstede i kirkeforsamlingen, skulle træde ind i templet under udførelsen af det hellige Kommunionsmysterie (den store anafora og efterfølgende modtagelsen af den hellige Kommunion). Ordene ”Lad os lytte med visdom!” er en formaning til dem der står i templet, om at lukke dørene i sine sjæle, fra verdslige syndige tanker. Trosbekendelsen (Trossymbolet) synges, for at bevidne over for Gud og Hans Kirke, at alle de tilstedeværende i templet er rettroende, og derfor har ret til at være tilstede under Liturgien og træde frem til Kommunionen af de Hellige Mysterier. Idet Trosbekendelsen synges, trækkes forhænget bag de Kongelige Porte fra som tegn på, at kun under forudsætning af den rette tro, kan Nådens Trone, hvorfra vi modtager de Hellige Mysterier, være tilgængelig for os. Imens Trosbekendelsen synges, tager præsten aíros (luft-klædet) og med skiftevise løftende og sænkende bevægelser bringer han luften over de Hellige Gaver i bevægelse. Denne svajen med Aíros (luft-klædet) udtrykker den Hellige Ånds kraft og nådes kommen over de Hellige Gaver. Efterfølgende bringer Kirken de bedende til fordybelse i selve Mysteriet gennem bøn. Nu begynder det vigtigste øjeblik i den guddommelige Liturgi – indvielsen af de Hellige Gaver.

Opløftelsen af Aíros (Valaam klostret, Rusland).

8) Diakonens nye opfordring til værdigt at stå oprejst.

Atter opfordrer diakonen de troende til at stå oprejst i templet med den ypperste ærefrygt og andagt med ordene: ”Lad os stå oprejste, lad os stå i ærefrygt, lad os være opmærksomme, så at vi i fred kan frembære det hellige offer!”, at vi skal stå ret, ordentligt, med ærefrygt og fuld opmærksomhed, for at bringe den hellige opløftelse (ἀναφορά – anafora) med ro i ånden. De troende svarer da på diakonens udråb med ordene: ”Fredens nåde, lovprisningsoffer”, dvs. at vi skal til at udføre den hellige opløftelse, det blodløse offer, der fra Herrens side er en nåde, en gave af Hans barmhjertighed der er givet os mennesker som tegn på Herrens forsoning med os, og fra vores side (menneskenes side), et lovprisningsoffer til Gud Herren for alle Hans barmhjertighedsgerninger. Ordene ”Fredens nåde” har også følgende betydning: ”Lad os i den åndelige verden opløfte venskabets gave, den gensidige kærlighed og lovprisningsoffer”.

Efter præsten har hørt at de troende er forberedte til at henvende sig til Herren, velsigner han dem med den Alhellige Treenigheds navn: ”Vor Herre, Jesu Kristi Nåde, Gud Faders Kærlighed og Helligåndens fællesskab (κοινωνία – kinonía) være med jer alle”. Koret svarer præsten med ordene der udtrykker samme følelse: ”Og med din ånd”. Præsten fortsætter da med at sige:

Selve udråbet:

Forklaring:

”Lad os opløfte vore hjerter!” Lad os ihærdigt rette vore hjerter mod det høje, mod himmelen, til Herren.

Hl. Johannes af Kronstadt der med opløftede hænder til Herren eksklamerer: “Lad os opløfte vore hjerter”.

Sangerne i koret svarer på vegne af de bedende med ordene: ”Vi opløfter dem til Herren!”, dvs. at vi i sandhed har opløftet vore hjerter til Herren og forberedt os til det Store Mysterium.
Efter at have forberedt sig selv og de troende til værdigt at overvære udførelsen af det Hellige Mysterium, påbegynder præsten selve udførelsen. Efter Jesu Kristi eget eksempel, der takkede Gud Faderen inden brydelsen af brøddet til den Sidste Nadver, opfordrer præsten alle de troende til at takke Herren med følgende udråb: ”Lad os takke Herren!”.
Sangerne begynder nu at synge: ”Det er værdigt og ret at tilbede Faderen og Sønnen og Helligånden, den uadskillelige Treenighed, af det samme væsen.” Idét dette synges, ringes der med den største kirkeklokke med blagovést (det gode budskab – se under punkt 24 om de kirkelige objekter), hvilket oplyser de mennesker der ikke er tilstede i templet om, at det vigtigste øjeblik under Liturgien nærmer sig (dette kaldes også klangen til ”Det er værdigt og ret…”).

9) Den Eukaristiske bøn.

Samtidigt beder præsten en taksigelsesbøn (den eukaristiske bøn), der forestiller én enhed frem til lovprisningssangen til ære for Guds Moder ”Det er værdigt og ret i sandhed at prise dig salig…”. Den eukaristiske bøn kan opdeles i tre dele.
I første del af bønnen, ihukommes Guds godhed til mennesket gennem alle Hans velgerninger der er åbenbaret for menneskene siden deres skabelse, f.eks. a) verdens og menneskenes skabelse: ”Du har kaldt os fra intethed til livet”, og b) genrejsningen af dem gennem Jesus Kristus ”Du har ikke skyet noget middel for at lede os til himmelen og give os Dit kommende Rige” samt andre velgerninger, ”hvad enten vi kender til dem eller ej, hvad enten de er skjulte eller åbenbare”. Som en særlig velgerning fremhæves Liturgien som tjeneste i det hele taget, samt den igangværende tjeneste til dels, som Herren finder velbehag i at modtage, på trods af at Han i selv samme øjeblik i himmelen har ærkeengle og utallige engle, syngende, råbende jublende og fremsigende sejrssangen: ”Hellig, hellig, hellig er Herren Zebaot; himmel og jord er fulde af Din herlighed”. Således er præstens udråb (”syngende, råbende jublende og fremsigende denne sejrssang”) der kan høres inden at der synges ”Hellig, hellig, hellig er Herren Zebaot”… en integreret part af den eukaristiske bøns første del. Bønnens sidste ord der går forud for præstens udråb er som følger:

Sidste del af selve bønnen: Forklaring:
”Ligeledes takker vi Dig for denne Gudstjeneste, som Du har behaget at modtage fra vore hænder, selvom Du til Din tjeneste har tusinde ærkeengle og en utallig engleskare med de seksvingede, mangeøjede, svævende og flyvende keruber og serafer, som står frem for Dig, syngende, råbende, jublende, fremsigende denne sejrssang: Hellig, hellig, hellig er Herren Zebaot; himmel og jord er fulde af Din herlighed; hosianna i det højeste. Velsignet være Han som kommer i Herrens navn. Hosianna i det højeste!” Zebaot betyder ”hærskarers Gud”. Ordene i den eukaristiske bøn der siges højt af præsten, kommer fra den Hl. Profet Ezekiels åbenbaring (1:4-24), den Hl. Profet Esajas (6:3) og den Hl. Apostel Johannes Teologens Åbenbaring (Åb. 4:6-8). Den hellige Profet Ezekiel og Apostlen Johannes Teologen så i deres åbenbaringer Guds Trone, omringet af Engle i form af en ørn (syngende), en okse (råbende), en løve (jublende) og et menneske (fremsigende), der alle uden ophør lovpriser Gud. Den hellige Profet Esajas hørte, at de netop fremsagde denne lovsangs ord: ”Hellig, Hellig, Hellig er Herren Zebaot”. Således forenes Engle og mennesker i deres lovprisning af Gud gennem denne sejrrssang. Efter englenes sejrrssang tillægges også israels børns sang, de der mødte Frelseren ved Hans højtidelige indtog i Jerusalem, nemlig: ”Hosianna i det højeste! Velsignet være Han som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” (Matt. 21:9, Sl. 117 (118):26).Hosianna er hebraisk og betyder: ”Herre, frels (os)”

Herren Zebaot (Kristus Pantokrator – Frelseren, Universets Hersker), med ørnen, oksen, løven og mennesket lovprisende Ham. Ikon skrevet af Vasnetsov.

Imens ”Hellig, hellig…” synges af koret, begynder præsten at bede anden del af den eukaristiske bøn, i hvilken alle den Hellige Treenigheds hypostaser og særskilt Guds Søn – Løskøberen lovprises. Herefter ihukommes det hvordan Herren Jesus Kristus indstiftede Kommunionsmysteriet. Indstiftelsen af Kommunionsmysteriet, overleveres i den eukaristiske bøn gennem følgende ord: ”Således elskede Du verden, at Du gav Din Enbårne Søn, for at enhver, som tror på Ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. Han kom til verden og fuldendte Din frelseplan for os; og i den nat, hvor Han blev prisgivet, eller snarere prisgav Sig Selv for verdens liv, tog Han brødet i sine hellige, rene og lydefri hænder; Han takkede, velsignede og helligede det, brød det og gav det til Sine hellige disciple, idet Han sagde: ”Tag og spis, dette er Mit Legeme, som brydes for jer til syndernes forladelse”; ligesådan, efter den sidste nadver, tog Han bægeret idet Han sagde: ”Drik alle heraf; dette er Mit Blod, den nye pagts blod, som udgydes for jer og for mange til syndernes forladelse”. ”Derfor, ihukommende dette Dit frelsende bud og alt det, som er gjort for os: Korset, graven, opstandelsen på den tredje dag, himmelfarten, sædet ved den højre hånd og Genkomsten i herlighed – Vi frembærer for Dig Dine egne gaver af dét, som er Dit, på alles vegne og for alle, vi lovsynger Dig, vi priser Dig, vi takker Dig, Herre, og vi beder til Dig, vor Gud”…

Ordene ”Vi frembærer for Dig Dine egne gaver af dét, som er Dit, på alles vegne og for alle”  på græsk ”Τὰ σὰ ἐκ τῶν σῶν σοὶ προσφέρομεν κατὰ πάντα καὶ διὰ πάντα” har følgende betydning: ”Vi frembærer, Herre, Dine gaver: brød og vin, til Dig, på baggrund af alle de ønsker og følelser der er udtrykt i vor bøn; der alt sammen er i henhold til den rækkefølge Du (Jesus Kristus) indstiftede det, samt til taksigelse for alle Dine velgerninger.” I bønnen fra Hl. Basilios den Stores Liturgi, der læses under den første bedende ekteni, udtrykkes denne tanke med en sammenligning. Her bedes om, at Herren må modtage det frembårne Eukaristiske blodløse offer, ligesådan som Han modtog: ”Abels gaver, Noahs offer, Abrahams heloffer, Moses’ og Aarons præstelige tjeneste og Samuels fredsoffer”.

“Vi frembærer for Dig Dine egne gaver af dét, som er Dit, på alles vegne og for alle.”

10) Indvielsen eller forvandlingen (μεταβολή) af de Hellige Gaver.

Idét at de sidste ord af anden del af den eukaristiske bøn (Vi lovsynger Dig…) synges af koret på klíros, beder præsten tredje del af bønnen: ”Atter frembærer vi for Dig denne åndelige og ublodige offertjeneste; vi anråber Dig, vi beder Dig og bønfalder Dig: send Din Helligåand over os og over disse frembårne Gaver”. Derefter bukker præsten og diakonen sig tre gange foran den hellige Trone med bønnen: ”O Gud! Rens mig, en synder, og forbarm Dig over mig!”, hvorefter præsten siger tre gange bønnen til den Alhellige Ånd: O Herre, Du, som i den tredje time sendte Din Helligånd over Dine apostle, tag Ham ikke fra os, Du Gode, men forny Ham i os, som beder til Dig”. Mellem første og anden gentagelse siger diakonen vers fra Davids psalme 50: ”Skab mig, O Gud, et rent hjerte, giv en ny, en stadig ånd i mit indre.” Mellem anden og tredje gentagelse siger diakonen ”Kast mig ikke bort fra Dit åsyn og tag ikke Din Hellige Ånd fra mig”. Diakonen beder præsten om at velsigne brødet med ordene: ”Velsign, Herre, det hellige Brød”. Derefter siger præsten ordene: ”Og gør dette brød til Din Kristi dyrebare Legeme”. Diakonen svarer: ”Amen” hvorefter han siger: ”Velsign, Herre, den hellige Kalk.”. ”Og dét som er i denne kalk til Din Kristi dyrebare Blod”. ”Amen”. ”Velsign, Herre, dem begge!”. ”Forvandlende dem ved Din Helligånd”. ”Amen! Amen! Amen!”.

Dette er det vigtigste og helligste øjeblik under hele Liturgien. I dette øjeblik forvandles brødet og vinen med Helligåndens kraft, til Frelserens sande Legeme og Hans sande Blod. De gejstlige samt alle de tilstedeværende i templet falder i ærefrygt på knæ foran de Hellige Gaver og bøjer sig til jorden.

Præsten velsigner den Hellige Nadver.



Eukaristien er et takkeoffer til Gud for levende og døde, og præsten ihukommer alle dem for hvem offeret er bragt, umiddelbart efter velsignelsen, først og fremmest de hellige, fordi den Hl. Kirke i kraft af og gennem de hellige fædre og mødre, realiserer modtagelsen af sit testamenterede ønske – Det Himmelske Rige.

11) Forherligelsen af Guds Moder.

Men af de utallige helgener, udmærker Guds Moder sig, og derfor hører man udråbet: ”Særligt for vor alhellige, alreneste, højtpriste og herlige Herskerinde, Guds Moder, den bestandigt jomfruelige Maria”. De troende svarer da på dette udråb med hyldestsangen til ære for Guds Moder:
”Det er værdigt og ret i sandhed at prise dig salig, du, som fødte Gud; evigt salige og alrene, og Moder til vor Gud; mere ærerig end keruber og uendeligt mere herlig end serafer, Du, som uberørt fødte Gud Ordet, i sandhed Gudføderske, dig højlover vi.”
Til de tolv store fester synges ”Det er værdigt og ret…” ikke, men derimod synges irmos’en fra festdagskanonens 9. ode. I denne irmos berettes også om den Alhellige Gudføderske. Denne irmos kaldes også ”задостойникъ” (zadostojnik) på slavisk, hvilket betyder ”stedfortræder for: det er værdigt og ret…”.

12) Ihukommelse af levende og døde ”Og alle og alt!”.

De gejstlige fortsætter med at bede stille: 1) for alle de hensovne og 2) for de levende – biskopper, presbytere, diakoner og for alle ortodokse kristne ”som lever i kyskhed og hellighed”, for Monarken og for den kongelige familie (hvis landet har en monark), for alle i høje stillinger (den verdslige regering) og for de militære styrker. Der bedes også for patriarken, bisperåddet (synoden) og den lokale biskop, til hvilket de troende svarer: ”Og alle og alt!” (på græsk: Καὶ πάντων καὶ πασῶν.), dvs. Herre, ihukom alle troende mænd og kvinder. Derefter beder præsten for vor by og alle der bor i den.

13) Præstens opfordring til fred og enhed.

Efter at have ihukommet den himmelske Kirkeforsamling, der enstemmigt lovpriser Gud, opfordrer præsten til åndelig enhed og fred til den jordiske Kirke, som det er i den Himmelske. Dette gør han med ordene: ”Og giv os at vi med én mund og med ét hjerte må prise og lovsynge Dit herlige og ophøjede Navn, Faderens og Sønnens og Helligåndens, nu og altid og i evigheders evighed.”

14) Den 2. bedende ekteni. (Forberedelsen af de bedende til Kommunionen).

Efter at præsten har velsignet de troende med ordene: ”Vor store Gud og Frelser Jesu Kristi Nåde være med jer alle”, begynder forberedelsen af de troende til Kommunionen. Den anden bedende ekteni læses, i hvilken følgende vers tillægges:

Selve versene:

Forklaring:

For de frembårne, indviede og dyrebare gaver, lad os bede til Herren. Ὑπὲρ τῶν προσκομισθέντων καὶ ἁγιασθέντων τιμίων Δώρων τοῦ Κυρίου δεηθῶμεν.
Om at vor Gud, der elsker menneskene, vil modtage gaverne på Sit hellige og åndelige alter hinsides himlene som en duft af åndelig vellugt, og sende os Sin guddommelige nåde og Helligåndens gave, lad os bede. Lad os bede om, at vor Gud der elsker menneskene, vil modtage de Hellige Gaver på Sit Hellige, himmelske og åndelige alter (offerbord), som åndelig vellugt, der er Ham til et velbehageligt offer, og give os Sin guddommelige nåde og Helligåndens gave.

Under den anden bedende ekteni, beder præsten i sin stille bøn om, at værdige os til at kommunicere med de Hellige Mysterier, dette hellige og åndelige måltid til syndernes forladelse og til modtagelse af det Himmelske Rige.

15) Herrens bøn.

Efter ektenien siger præsten følgende udråb: ”Og gør os, O Hersker, værdige til i frimodighed og uden fordømmelse at turde anråbe Dig, Den Himmelske Gud, som Fader og sige:”, hvorefter Herrens bøn, ”Fader vor” synges. Diakonen står foran de Kongelige Porte og styrer sangens gang. Efterfølgende omgører han sig over kors med orariet, for at 1) uhindret, uden at tænke på at holde orariet, kan tjene med præsten under Kommunionen og 2) for at udtrykke sin gudsfrygt over for de Hellige Gaver, ved at efterligne Seraferne, der omringer Guds Trone, og tildækker deres ansigter med deres vinger (Es. 6:2-3). Derefter velsigner præsten atter de troende med fred, og når de bøjer deres hoveder på diakonens opfordring, beder præsten stille til Herren om at helliggøre dem, og værdige dem, uden fordømmelse, til at kommunicere med de Hellige Mysterier.

16) Opløftelsen af de Hellige Gaver.

Efter præstens bøn, løfter han med andagt og gudsfrygt det Hellige Lam over diskos’en, og siger højlydt: ”Det hellige for de hellige!”. Dette betyder, at de Hellige Gaver kun kan gives hellige mennesker. De troende svarer da med ydmyghed, i bevidsthed om vores syndighed og uværdighed over for Gud med ordene: ”Én er hellig, én er Herre, Jesus Kristus, til Gud Faders ære, Amen.” Disse ord udtrykker menneskehedens uværdighed, og anerkender, at kun én er Hellig og værdig, og det er Gud. Samtidigt udtrykkes den tanke, at alle troende mennesker i fællesskab forenes i Jesus Kristus, deraf ordet: ”Kommunion” – fællesskab med Gud.

17) De gejstlige kommunicerer og nadververs synges.

Efter folkets svar, trækkes forhænget foran de kongelige porte for, og diakonen træder ind i det hellige alterrum og siger til præsten, ”Bryd, Herre, det hellige Brød (Lam)”. Præsten bryder nu brødet i fire dele og placerer dem på den hellige diskos med ordene: ”Guds Lam brydes og deles: Den der brydes, dog ej adskilles; Den der spises, dog ej fortæres: men helliggør dem der tager del deri.”. Diakonen siger da til præsten: ”Fyld, Herre, den hellige Kalk”. Præsten tager da den del af Lammet hvorpå der står ”Jesus”, og nedsænker det i den hellige Kalk med ordene ”Den Hellige Ånds fylde”. ”Amen.” Med særlige vers hældes varmt vand ned i den hellige Kalk, hvorefter de gejstlige, med særlige bønner kommunicerer med Jesu Kristi Legeme og Blod, adskilt fra hinanden (dvs. først modtager de Legemet, derefter Blodet), således som de Hellige Apostle og de første kristne.
Grunden til at lægfolket ikke kommunicerer som man gjorde i Apostlenes tid er, at der gennem historien har været mange forsøg på at vandære de Hellige Gaver på forskellig vis. Som eksempel kan nævnes, at nogle mennesker fandt på ikke at kommunicere, men tage den Hellige Nadver med hjem fra kirkeforsamlingen, og beskæftige sig med troldom. Andre tabte den Hl. Nadver på jorden grundet uforsigtighed og mangel på gudsfrygt, og andre tog den Hl. Nadver med hjem, og gav den til uindviede folk, der ikke havde modtaget den hellige Dåb eller bragt anger og omvendelse. Mange andre lignende situationer opstod tidligere, hvorfor de hellige kirkefædre allerede flere steder fra de første århundreder begyndte at uddele den Hellige Nadver direkte fra Kalken til munden, så der ikke er mulighed for ovenstående problemer. Denne praksis blev udbredt til hele den kristne verden, i løbet af 700-tallet, hvor den er nedfældet på skrift.
Imens de gejstlige kommunicerer, synger koret særlige nadververs til åndelig støtte for de troende. Derudover kan der i nogle tilfælde prædikes, eller andre psalmer og bønner kan synges.

18) De hellige Gavers næstsidste fremtræden samt lægfolkets kommunicering.

Efter de gejstlige har kommuniceret, åbnes de Kongelige Porte for at lægfolket kan modtage den hellige Kommunion. Åbningen af de Kongelige Porte symboliserer åbningen af Frelserens grav, og dét at de hellige Gaver bringes ud, symboliserer Jesu Kristi Opstandelse. Diakonen siger højlydt idét han bærer de Hellige Gaver ud gennem de Kongelige Porte: ”Træd frem med gudsfrygt, tro og kærlighed”. Koret svarer med: ”Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn. Herren er Gud og har vist sig for os.” Herefter begynder præsten at uddele den Hellige Nadver til Kommunion med Herren, Jesu Kristi Legeme og Blod med den liturgiske ske. Under modtagelsen af den Hellige Kommunion, synges følgende kendte vers: ”Tag imod Kristi Legeme, drik udødelighedens kilde”. Efter kommunionen, sænker diakonen alle de udtagede dele fra prosfóra’erne under proskomedien, ned i den hellige Kalk, og sørger for at de alle kommer helt under Kristi Blod. Dette betyder, at alle der er kommet i hu under Liturgien, renses for deres synder og overtrædelser gennem Jesu Kristi lidelser. Idet diakonen nedsænker alle delene beder han følgende bøn: ”Vask, Herre, synderne af dem der mindedes her gennem Dit dyrebare Blod, med Dine helliges forbønner.”. Herefter dækkes den hellige Kalk med sit dækkeklæde, og stjernen (asterisken), spyddet, skéen, aíros (luft-klædet) samt det røde klæde (der bruges til at aftørre læberne med efter modtagelsen af den hellige Kommunion, for at sikre sig intet bliver tilbage), bliver alt sammen placeret på den hellige diskos, og dækket af sit respektive dækkeklæde.

“Træd frem med gudsfrygt, tro og kærlighed”. Billede fra den Hellige Treenigheds katedral i den hellige Sergius af Radonezh’s kloster.

19) Udråbet ”Frels, Herre, Dit folk” og ”Vi har set det sande Lys”.

Efterfølgende velsigner præsten kirkeforsamlingen med ordene: ”Frels, Herre, Dit folk og velsign din arvedel”. Folket kaldes for Jesu Kristi arvedel og ejendom, tilegnede gennem Hans Blod og Lidelser (1 Pet. 2:9). Sangerne svarer da med verset:
”Vi har set det sande Lys; vi har modtaget den himmelske Ånd; vi har fundet den sande tro, lad os tilbede den uadskillelige Treenighed, thi Gud har frelst os.”

“Frels Herre, Dit folk og velsign Din arvedel.”

20) De Hellige Gavers sidste fremtræden og hymnen ”Vor mund, O Herre, være fyldt af Din pris”.

Imens kores synger ”Vi har set det sande Lys…”, læser præsten stille verset: ”Ophøj Dig til Himlene, O Gud, og lad Din Hellighed være over hele Jorden”, hvilket henviser til den kendsgerning, at overbringelsen af de Hellige Gaver fra Tronen til offerbordet, symboliserer Kristi Himmelfart. Diakonen overbringer den hellige diskos til offerbordet, imens præsten stille siger ”Velsignet er vor Gud”, hvorefter han velsigner kirkeforsamlingen med den Hl. Kalk og siger højlydt ”Stedse, nu og altid, og i evigheders evighed”. Da de Hellige Apostle så at Frelseren steg til himmels, tilbad de Ham og priste Herren. Det samme gør de kristne ved at synge følgende hymne imens de Hellige Gaver overbringes til offerbordet:

Selve hymnen:

Forklaring:

”Vor mund, O Herre, være fyldt af Din pris, for at vi må lovsynge din herlighed; thi Du har nådigt givet os at blive delagtige i Dine hellige, guddommelige, udødelige og levendegørende Mysterier. Bevar os i Din hellighed, at vi hele dagen kan tænke på Din retfærdighed; Halleluja, halleluja, halleluja.” Herre, lad vore munde være fyldt med lovprisning af Dig, for at vi må lovsynge Dig thi Du har værdiget os at tage del i Dine Hellige, Guddommelige, udødelige, og livgivende Mysterier.  Bevar os i Din Hellighed (hjælp os med at bevare den hellighed vi har modtaget gennem den Hellige Kommunion), for at vi hele dagen kan lære Din retfærdighed (at leve retfærdigt, efter Dine Bud), Halleluja.

 

21) Taksigelse for den Hellige Kommunion.

Imens præsten overbringer de Hellige Gaver til offerbordet, tilrøger diakonen ham. Den lyse røg fra røgelsen symboliserer den lyse sky, der skjulte den opstigende Kristus fra Hans disciples øjne (ApG. 1:9). De selvsamme taknemmelige tanker og følelser udtrykkes gennem den følgende ekteni, der lyder som følger: ”Stå oprejste! Lad os, efter at have modtaget Kristi guddommelige, hellige, alrene, udødelige, himmelske levendegørende og frygtindgydende Mysterier, værdigt takke Herren”, ”Beskærm os, O Gud, frels os, forbarm Dig over os og beskyt os ved Din nåde”. Den sidste bøn i ektenien er følgende: ”Lad os, efter at have bedt om at hele dagen må være hellig, fredfyldt og uden synd, betro os selv, hverandre og hele vort liv til Kristus, vor Gud”. Imens diakonen læser ovenstående ekteni, folder præsten Antimínsen sammen og gør korsets tegn over den med den Hellige Evangeliebog, idet han siger: ”Thi Du er vor helliggørelse, og vi opsender lov og pris til dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed”. Overbringelsen af de Hellige Gaver til offerbordet og ektenien markerer Den Guddommelige Liturgis afslutning. Da henvender præsten sig til de troende og siger: ”Lad os gå med fred”, dvs. fredeligt, med fred mellem alle, lad os forlade templet. De troende svarer med: ”I Herrens navn”, (dvs. at vi husker Herren selvom vi forlader templet).

22) Bønnen sagt bag ambonen.

Diakonen siger lige efter: ”Lad os bede til Herren”. Koret svarer: ”Herre forbarm Dig”. Derefter gåt præsten ud af alterrummet, og træder ned fra ambonen til tempelrummet hvor lægfolket står, og beder en bøn der kaldes ”Bønnen sagt bag ambonen”. I denne bøn beder præsten atter Skaberen om at frelse Sit folk og velsigne Sin arvedel, give hellighed til dem der elsker templets skønhed, give fred til verden, kirkerne, præsterne, monarken, de militære styrker og til alle mennesker. Denne særlige bøns indhold repræsenterer en kompakt gengivelse af alle de ektenier der er blevet læst af de troende under den Guddommelige Liturgi.

23) ”Herrens navn være velsignet…” og psalme 33.

Efter bønnen sagt bag ambonen, underkaster de troende sig Guds vilje med ordene: ”Herrens navn være velsignet fra nu af og til evig tid”, og yderligere læses takkesalmen, Davids psalme 33: ”Jeg vil love Herren til hver en tid”. Imens denne psalme synges, uddeles antidoron til de troende der ikke har modtaget den Hellige Kommunion, for at også de, kan spise fra de rester der er blevne tilbage efter den Sidste Nadver. (Antidoron er det brød der bliver tilovers efter offerbringelsen under proskomedíen, og betegnes som den helligste spise sammen med det hellige vand, næst efter den Hellige Nadver).

24) Præstens sidste velsignelse.

Efter psalme 33 velsigner præsten folket en sidste gang med ordene: ”Herrens velsignelse være over jer, ved Hans nåde og kærlighed til menneskene, stedse, nu og altid og i evigheders evighed”. Til slut, vendt med front mod folket, gør præsten bortsendelsen, i hvilken han beder Herren om at Han, som er God og elsker menneskene, med Hans Alrene Moder og alle helliges forbønner, vil frelse og forbarme sig over os. Koret synger herefter ”længe leve” til monarken, patriarken, den lokale biskop og hele folket. Som det sidste, kysser og ærer de troende det hellige Kors, som præsten bringer ud af alterrummet.

64. Skematisk opbygning af de troendes Liturgi.

  1. Den forkortede Store ekteni.
  2.  Kerubhymnens første del synges.
  3. Den Store Indgang.
  4. Kerubhymnens anden del synges.
  5. Den 1. bedende ekteni (der forbereder de troende til Gavernes indvielse).
  6. Diakonens opfordring til fred og kærlighed.
  7. Trosbekendelsen.
  8. Diakonens nye opfordring til værdigt at stå oprejst.
  9. Den Eukaristiske bøn.
  10. Indvielsen eller forvandlingen (μεταβολή) af de Hellige Gaver.
  11. Forherligelsen af Guds Moder.
  12. Ihukommelse af levende og døde ”Og alle og alt!”.
  13. Præstens opfordring til fred og enhed.
  14. Den 2. bedende ekteni. (Forberedelsen af de bedende til Kommunionen).
  15. Herrens bøn.
  16. Opløftelsen af de Hellige Gaver.
  17. De gejstlige kommunicerer og nadververs synges.
  18. De hellige Gavers næstsidste fremtræden samt lægfolkets kommunicering.
  19. Udråbet ”Frels, Herre, Dit folk” og ”Vi har set det sande Lys”.
  20. De Hellige Gavers sidste fremtræden og hymnen ”Vor mund, O Herre, være fyldt af Din pris”.
  21. Taksigelse for den Hellige Kommunion.
  22. Bønnen sagt bag ambonen.
  23. ”Herrens navn være velsignet…” og psalme 33.
  24. Præstens sidste velsignelse.

65. De Troendes Liturgi’s symbolske og didaktiske betydning.

Den forkortede Store Ekteni læses som tegn på begyndelsen af en ny del af liturgien. I den første del af kerubhymnen, opfordres de bedende til at fralægge sig alle dette livs verdslige og jordiske bekymringer, for værdigt at møde alles Konge.
Den Store Indgang symboliserer Jesu Kristi procession til Hans frivillige lidelser.
Det at de Hellige Beholdere placeres på Tronen, symboliserer Herrens Legeme der blev taget ned fra korset og begravet. Tronen symboliserer i dette øjeblik haven i Gethsemane; Antimínsen symboliserer Kristi grav; dækkeklæder – ligklædet; præsten og diakonen – Josef og Nikodemus, der begravede Frelserens alrene Legeme. Tilrøgelsen og røgelsen minder om den velduftende smyrna, myrra og aloe, som Kristi Legeme blev smurt med. Det at stjernen (asterisken) forbliver over diskos’en, symboliserer seglet på indgangen til Kristi grav. Det at de Kongelige Porte lukkes og forhænget trækkes for efter de Hellige Gaver er blevet overbragt til Tronen, symboliserer stenen der blev sat foran indgangen til graven samt soldaterne der blev beordret til at holde vagt ved den.
Diakonens opfordring til ”fred og kærlighed” påminder om, at disse er uundgåelige betingelser for for at modtage Kristi Legeme og Blod, ligesom de Hellige myrrabærende kvinder der af deres indre fred og selvopofrende kærlighed til Kristus, blev gjort værdige til at være de første til at se Ham efter Opstandelsen.
Udråbet: ”dørene, dørene! Lad os lytte med visdom.” påminder om, at de bedende skal spærre dørene til deres sjæl fra dette livs bekymringer og forberede sig til åndeligt at se og fordybe sig i det der foregår i alterrummet bagved de ”kongelige døre”. Når forhænget efterfølgende trækkes fra lige inden ”Trosbekendelsen” synges, indikerer dette at stenen er væltet fra graven, og det at præsten hæver og sænker aíros, symboliserer det jordskælv der fulgte efter Jesu Kristi Opstandelse.
Trosbekendelsen synges, da den udtrykker den økumeniske (den i hele verden forenede ortodokse) Kirkes tro på Jesu Kristi Opstandelse, og er en præcis gengivelse af hele den kristne tro. Blágovest klokkespillet er et tegn på at prædikenen om Opstandelsen fra de døde triumferer, og samtidigt en påmindelse for dem der ikke er tilstede om, at øjeblikket for indvielsen af de Hellige Gaver nærmer sig.
Guds Moder æres højtideligt som den første lige efter indvielsen af de Hellige Gaver, fordi Hun tjente Mysteriet af Herrens Legemliggørelse, og fordi Hun er vores fremmeste forbederske til vor modtagelse af Eukaristiens goder.
Det at Herrens bøn –Fader vor synges, er et tegn på opfyldelsen af løftet om at give det livsgivende brød til sjælen og legemet, der gives os gennem Kommunionsmysteriet.
Opløftelsen af det Hellige Lam, er et synligt tegn på Kristi sande opstandelse og det at Han viste sig for Apostlene.
Det at varmt vand hældes ned i den Hl. Kalk inden de gejstliges kommunicering, symboliserer Jesu Kristi vitalitet og realitet i Hans opstandelse, thi varme er en nødvendig egenskab hos det levende og lisgivende legeme og blod. Dette betyder med andre ord, at den varme der tilføres Kristi Legeme og Blod, er et symbol på at Frelseren ikke blot opstod som en ånd (som nogle hævder), men både åndeligt og legemligt opstod fra de døde.
De Hellige Gavers næstsidste fremtræden der foregår imens ”Velsignet være Han som kommer i Herrens navn” synges, forestiller Frelserens synliggørelse efter Hans Opstandelse.
De Hellige Gavers sidste fremtræden symboliserer Jesu Kristi Himmelfart. Røgelsen fra røgelseskarret symboliserer den lyse sky der skjulte Frelseren fra Apostlenes øjne da Han steg til himmels. Tronen (alterbordet) symboliserer Gud Faders Trone, og offerbordet symboliserer Gud Søns plads ved Gud Faders højre hånd.

Således, symboliserer katekúmenernes Liturgi de år hvor Kristus prædikede, og de troendes Liturgi symboliserer de dage hvor Herren led pinsler, Opstandelsen fra de døde, og Frelserens efterfølgende ophold på jorden inden himmelfarten og selve opstigningen.

66. Det generelle indhold i præstens stille bønner under Liturgien.

Da præstens bønner der læses stille under liturgien har meget stor betydning, vil de i det følgende systematisk blive nævnt og deres vigtigste henvendelser til Gud gentaget:

1) I prothesis’ens bøn, lige efter udførelsen af proskomedien, beder præsten Gud Herren om at tage imod det frembårne offer i sit højhimmelske alter, ihukomme dem der har bragt offeret og alle for hvem offeret er blevet bragt, og beskytte de gejstlige samt bevare dem fra fordømmelse i udførelsen af de Guddommelige Mysterier.

2) I den første antifons bøn (under den store ekteni) henvender præsten sig til Herren med en bøn om at se ned til de bedende og på det Hellige tempel.

3) I den anden antifons bøn (under den første lille ekteni), beder præsten Herren om at ”helliggøre dem som elsker Guds hus herlighed”.

4) I den tredje antifons bøn (under den anden lille ekteni), beder han Herren om at opfylde de bedendes bønner til gavn for dem.

5) I den lille indgangs bøn (under indgangen med Evangeliet), beder han Herren om at give, at der sammen med de gejstliges indgang også må være en indgang af Guds hellige engle.

6) I den Trehellige sangs bøn (imens troparierne synges, lige inden udråbet ”Thi hellig er Du, vor Gud” og ”Herre, frels de fromme, og bønhør os”), beder han Herren om at modtage vor trehellige bøn fra vore læber og tilgive os enhver synd og overtrædelse.

7) I bønnen inden oplæsningen fra Evangeliet, beder præsten om at Gud må oplukke vore åndelige øjne, dvs. vort sind til at kunne forstå og få indsigt i den Evangeliske læsning og indgyde ærefrygt for de Evangeliske Bud i os.

8) I den inderlige bøn (under den inderlige ekteni), beder præsten Herren om at nedsende sin barmhjertighed til sine gejstlige og til alle sine folk.

9) I bønnen for monarken, bedes der om at Gud må beskytte majestæten mod alle onde forhold og bevare ham. Hvis der i det pågældende land ikke er en monark, kan der her yderligere bedes om fred i en konkret væbnet konflikt.

10) I præstens bøn for de hensovne (under de hensovnes ekteni), beder han Gud om tilgivelse for alle Hans hensovne tjeneres synder og overtrædelser.

11) I bønnen for katekúmenerne (der læses under ekteninen for katekúmenerne), bedes der om at Gud må oplyse katekúmenerne og lade dem blive ét med den Hellige, Katolske og Apostolske Kirke.

12) I den første bøn for de troende (under ektenien hvor katekúmenerne bedes forlade templet), beder præsten Gud om at værdige helligdomstjenerne til at bringe det blodløse offer for de tilstedeværende mennesker.

13) I den anden bøn for de troende (under den forkortede store ekteni), bedes der om at kunne stå foran Guds Hellige offerbord uden fordømmelse og skyld.

14) I den Store Indgangs bøn (imens Kerubhymnen synges), beder præsten Herren om at rense presbyterens sjæl og hjerte til værdigt at udføre den Hellige Eukaristi (den hellige taksigelse).

15) I ”frembærelsens” bøn (under den første bedende ekteni), beder præsten Herren om at berede de bedende til at overvære helliggørelsen (indvielsen af de Hellige Gaver).

16) I den Eukaristiske bøn, ihukommes Guds velgerninger til menneskeheden og den Sidste Nadver samt om at Gud må sende sin Hellige Ånd.

17) Bønnen for de levende og døde (under hymnen ”Det er værdigt og ret i sandhed at prise dig salig”), er en forbøn for dem alle over for Gud, hvori der bedes for deres frelse.

18) Bønnen præsten beder under den anden bedende ekteni, er en bøn om at Herren må værdige os den hellige Kommunion.

19) I bønnen inden udråbet ”Det hellige for de hellige”, beder præsten Gud om at at værdige os at modtage de Hellige Gaver.

20) I bønnen inden kommunionen (Jeg tror, Herre, og bekender, at Du i sandhed er Kristus…) bedes der om en værdig kommunion, dvs. værdigt at indtræde i det hellige fællesskab med Gud og hverandre i Ham.

21) I takkebønnen efter den Hellige Nadver, takkes Herren for at have tilladt os at kommunicere med Ham.

22) Bønnen sagt bag ambonen repræsenterer en kortfattet gentagelse af alle de ektenier der er blevet læst af de troende under den Guddommelige Liturgi.

67. Basilios den Stores Liturgi.

Vor fader blandt de hellige, Basilios den Store, ærkebiskop af Kæsarea i Kappadokien.

Liturgien der er beskrevet i det foregående, kaldes den Hellige Johannes Chrysostomos’ Liturgi. Den Hl. Johannes Chrysostomos var ærkebiskop af Konstantinopel og udmærkede sig med sit hellige liv, som man med fordel kan læse om i Synaxariet (helgenernes levned). Han besad de ypperste talegaver givet ham af Gud, som han benyttede sig af til at prædike det Hellige Evangelium i den antikke verden. Hl. Johannes Chrysostomos hensov i år 407 e.kr.
Ud over denne Liturgi, tjenes også tre andre liturgier: Den Hellige Apostel Jakobs Liturgi, Hl. Basilios den Stores Liturgi samt Liturgien for de præindviede Gaver.

De tre hellige hierarker: Basilios den Store, Johannes Chrysostomos og Gregorius Teologen.

I det følgende vil Hl. Basilios den Stores Liturgi blive beskrevet.
Basilios levede tidligere end Hl. Johannes Chrysostomos, og var ærkebiskop af Kæsarea i Kappadokien (Lilleasien), og hensov i år 379 e.kr.
Basilios den Stores Liturgi holdes i den ortodokse Kirke 10 gange om året. Dette er: hver søndag under den Store Faste inden påske (bortset fra Palmesøndag – Herrens intog i Jerusalem), Skærtorsdag og Lørdag i lidelsernes uge (den stille uge), 1. januar som er Hl. Basilios d. Stores festdag (ifølge den julianske kalender), aftenen inden Kristi Fødsel (Jul) og Kristi Dåb (Teofanien), eller på selve festdagen hvis den falder på en mandag eller søndag. Basilios d. Stores Liturgi’s struktur er indhold er identiske med Johannes Chrysostomo’s Liturgi på nær følgende forskelle:

1) Den Eukaristiske bøn samt bønnerne for de levende og døde er betydeligt længere end i Johannes Chrysostomos’ Liturgi, og derfor synges hymnerne mere langsomt. Det er dog ikke blot længden på bønnnerne der adskiller sig i forhold til bønnerne i Johannes Chrysostomos’ Liturgi, men også med deres følelser, metaforik og sammenligninger til de daglige gerninger. For eksempel kan følgende uddrag fra bønnen for de levende og døde nævnes:
”O Herre, kom alle tilstedeværende ihu, og dem, som af velbegrundede årsager er udeblevne, og forbarm Dig over dem og over os efter Din store barmhjertighed; Giv, at deres forrådskamre må være fulde af alle goder; Bevar deres ægteskaber i fred og endrægtighed (samstemmighed); vær opfostrer for deres spædbørn, opdrag ungdommen, støt alderdommen, trøst de fortvivlede (de som er svage i troen), saml de udspredte, før de vildfarne tilbage og foren dem med Din Hellige Katolske og Apostolske Kirke. Frigør dem, som plages af urene (onde) ånder, ledsag dem som rejser til vands og til lands. Stå enkerne bi, beskyt de faderløse, befri krigsfanger, helbred de syge. O Herre, ihukom dem, som står over for en domstol, som befinder sig i bjergværker (minearbejdere der i oldtiden typisk var straffefanger) og i landsforvisning, og bitre stillinger, dem, som er i trængsler, i nød og i farer, kom dem i hu, O Gud, som bier på Din store barmhjertighed, dem som elsker os, dem, som hader os, og dem, som har anbefalet os uværdige mennesker, at vi skal bede for dem. O Herre vor Gud, ihukom også hele Dit folk og udøs over alle Din rige nåde, opfyldende alle deres bønner, som skal tjene dem til frelse. Og dem, som vi ikke har ihukommet på grund af uvidenhed eller glemsomhed eller navnenes mængde, ihukom Du dem selv, O Gud, Du, som kender enhvers alder og benævnelse, og som kender enhver fra hans moders skød. Thi Du, O Herre, er de hjælpeløses hjælp, de håbløses håb, de skibbrudnes frelser, de søfarendes havn, de syges læge. Vær Du selv alt for alle, Du, som kender enhvers hus og fornødenheder. O Herre, beskyt denne stad (by) og aller stæder og egne imod hungersnød, pest, jordskælv, oversvømmelse, ild, sværd, fremmede folkeslags overfald og borgerkrig”.

2) Inden udråbet i anden del af den eukaristiske bøn ”tag og spis; dette er Mit Legeme…” og ”Drik alle heraf; dette er Mit Blod…”, siger præsten følgende ord højt: ”(Han) gav det til Sine Hellige disciple og Apostle, idet Han sagde:”.

3) I stedet for ”Det er værdigt og ret i sandhed at prise dig salig…” synges følgende bøn:

Selve bønnen:

Forklaring:

O Du benådede, over Dig glæder al skabning sig: Englenes skarer og menneskeslægten, Du, Gud-Ordets hellige tempel og paradis, Du jomfruelighedens pryd, Du, af hvem Gud blev kød og var et barn, Han som fra evighed er vor Gud! Thi Dit skød har Han dannet til Sin Trone, og Dit liv har Han gjort mere omfattende end Himlene. Al skabning glæder sig over Dig, O Du benådede! Ære være Dig! Benådede (Maria), alle verdens skabninger glæder sig over dig, engleskarer og menneskeheden! Du er et helliggjort tempel, det fornuftige paradis, jomfruelighedens triumf og pryd, af Dig modtog Gud menneskeligt legeme og blev et spædbarn, Han, som før tidernes begyndelse er vor Gud! Thi Han har gjort Dig til Sin Trone og Dit skød mere omfattende end universet (da Guds Moder rummede Ham som intet kan rumme, Guds Ord, med Hvem alt er skabt, menneskehedens Frelser). Benådede (Maria), hele skabningen glæder sig over Dig! Ære være Dig!

4) Til bortsendelsen, ihukommes Hl. Basilios d. Store I stedet for Hl. Johannes Chrysostomos.

68.  Apostlen Jakobs Liturgi.


Allerede i Kirkens oldtid, fandtes overleveringer om, at den Hellige Apostel Jakob, Herrens broder (slægtning), nedskrev en Liturgi, der først blev tjent i den hellige stad Jerusalem. Den Hellige Epifanios der var biskop i Salamis på Kypern († år 403), har beskrevet, at Apostlene var ihærdige prædikere af Evangeliet i hele verden, og at de stadfæstede Mysterierne (αρχυγετα μυστιριων) som Kristus havde indstiftet, og han peger i særdeleshed på Jakob, Herrens ”broder” (slægtning). Den Hellige Proklus, der var Patriark af Konstantinopel og en af den Hl. Johannes Chrysostomos’ disciple, skriver i sit værk ”Vedrørende overleveringen af den Guddommelige Liturgi”, at Apostlen Jakob er iblandt dem, der skriftligt overleverede de ritualer og bønner som Liturgien udgøres af. Han skriver: ”Apostlen Jakob, som sit lod fik Jerusalems Kirke (forsamling af troende) og var dens første biskop”; følgende, i hans beskrivelse hvordan de Hellige Basilios d. Store og Johannes Chrysostomos’ Liturgier blev til, refererer han til den Hellige Apostel Jakobs Liturgi, der lå til grund for begge ovenstående Liturgier, der dog udelukkende adskiller sig fra hinanden i længden af præstens stille bønner. Derudover henviser og bekræfter senere kirkefædre også ovenstående vidnesbyrd. Andre forfattere beskriver, at denne Liturgi var udbredt i det meste af østen og til dels i vesten, hvilket tilnærmelsesvist var før 800’tallet. Hl. Jakobs Liturgi er bevaret i Palæstina, på Kypern, på øen Zákynthos, på Sinajbjergets klostre, og i det sydlige Italien. Ikke desto mindre begyndte den at udgå af den almene praksis, da Hl. Johannes Chrysostomos’ Liturgi, i kraft af Konstantinopels nye status som Imperiets Hovedstad, gradvist blev den mest udbredte og hyppigst tjente Liturgi. Den Hellige Apostel Jakobs Liturgi’s originale græske håndskrifter er bevaret til vore dage, og denne Liturgi tjenes i Jerusalem og i Aleksandria én gang om året, på dagen for ihukommelsen af den Hellige Apostel Jakob, 23. oktober (juliansk kalender). Apostlen Jakobs Liturgi tjenes også i den Hl. Treenigheds kloster i Jordanville, staten New York i de Forenede Stater, d. 23. oktober årligt.

Den Hellige Apostel Jakob, Herrens broder, den første biskop af Jerusalem.

Der er nogle få forskelle mellen disse liturgier, hvori den største forskel er længden. Hl. Basilios d. Store og Johannes Chrysostomos’ fik til opgave at nedkorte Apostlen Jakobs Liturgi, da den er betydeligt længere, samt tage hånd om de praktiske problemer der vedrører den. Disse problemer er omtalt tidligere, særligt angående modtagelsen af den Hellige Nadver. Den største forskel mellem Ap. Jakobs Liturgi og de to andre, er den måde hvorpå lægfolket modtager den Hellige Nadver. Lægfolket kommunicerer nemlig på samme måde som de gejstlige: De modtager først Herrens Jesu Kristi Legeme i hænderne, hvorefter de drikker af den Hellige Kalk (Legeme og Blod adskilt fra hinanden). Som det tidligere er nævnt, var der i oldtiden eksempler på at denne praksis blev misbrugt, f.eks. ved at personer ikke indtog den Hellige Nadver, men gemte den og vandhelligede den med blasfemiske og okkulte hedenske ritualer andetsteds. Derudover var der også eksempler på at uindvigede (udøbte personer) fik de Hellige Gaver af nogen der havde været til Liturgien, og på denne måde vandhelligede den i andre forsamlinger og sammenhænge. I kraft af disse alvorlige problemer samt de kristnes moralske fald generelt, var det nødvendigt allerede i 300’tallet at præsten lagde den Hellige Nadver direkte ind i munden på lægfolket, og sikre sig at personen indtog det til kommunion med Herren på stedet.
Derudover adskiller Ap. Jakobs Liturgi sig fra de andre i dét, at alle præstens stille bønner blev sagt højlydt. Der er en bevægelse i starten af det 21. århundrede i Rusland, der ønsker at genindføre denne praksis, men grundlaget for at de Hellige Kirkefædre, Basilios d. Store og Johannes Chrysostomos, gjorde disse bønner til ”stille” bønner, var et direkte resultat af kirkeforsamlingens faldne tilstand. Under Den Guddommelige Liturgi snakkede folk om emner der på ingen måde vedrørte gudstjenesten, endda blasfemiske emner. De gik rundt ”på udflugt” i templet under gudstjenesten og beskæftigede sig med alt andet end at deltage i fællesbønnen og være opmærksomme på helliggerningen. Denne uværdige opførsel og manglende forståelse for indholdet i de bønner som præsten henvender sig til Herren med, resulterede i at Kirkefædrene besluttede i samhørighed, at præsten for sig selv, på vegne af lægfolket skulle læse de nu ”stille” bønner, og på denne måde forkortedes Liturgien tidsmæssigt. Dette er en hjælp til at holde opmærksomheden hos os syndige og åndeligt fattige mennesker, på helligdommen og fællesbønnen. Først når vi kristne begynder at hige og hungre efter oplysning og velsignelse gennem de hellige bønner, samt interessere os for gudstjenesterne som Herren har åbenbaret og som er udsmykket af Kirkefædrenes poesi og hymnografi til lovsang og prisning af Gud, kan der være tale om at vende tilbage til praksissen om at sige præstens bønner højt. Indtil videre må vi gøre os tilfredse med at vi kan læse om dem og kende til deres eksistens.

69. Liturgien når der er en biskop der forestår tjenesten.

Patriark Kyrill af Moskva og hele Rus’.

Når en biskop forestår tjenesten, består Liturgien også af tre dele som beskrevet tidligere, men bispetjenesten udskiller sig med en særlig højtidelighed og også længden af tjenesten. Ved biskoppen indtrædelse i templet, mødes han af hele gejstligheden, hvor den ældste presbyter, menighedens forstander, holder et kors som han møder biskoppen med, og diakonerne tilrøger biskoppen med røgelseskarrene. Biskoppen iklæder sig bispekappen og tager sin bispestav i hånden, hvorefter han træder frem til soléet for at ære de hellige ikoner. Den ældste presbyter rækker biskoppen korset så han kan kysse og ære det. Imens synger koret fra klíros: ”Det er værdigt og ret i sandhed at prise Dig salig, Du, som fødte Gud…” (hvis bispetjenesten foregår på en af de tolv store festdage, synges irmos’en fra den 9. ode i kanonen, også kaldet ”Zadostojnik”, ligesom til Liturgien). Efter at biskoppen har bukket for og æret de hellige ikoner, vender han sig med ansigtet mod folket imens han står på soléet og har bispestaven i sin venstre hånd, og velsigner første gang folket med bispevelsignelsen. Af den højtidelige glæde der indgydes i alle af tilstedeværelsen af biskoppen, som er hyrde, overhoved og vejleder, synger koret på vegne af hele folket på græsk: ”Tón despótin kæ arkhierea imón, Kírie, fílatte, is pollá ´æti déspota” (Τόν Δεσπότην καὶ Ἀρχιερέα ἡμῶν, Κύριε φύλαττε, εἰς πολλὰ ἔτη, Δέσποτα) der betyder: ”Herre, bevar vor hersker og ypperstepræst i mange år!”. Efterfølgende gentages denne hilsen under Liturgien adskillige gange, nogle gange i sin fulde længde som angivet ovenfor, og andre gange synges blot den sidste frase: ”is pollá ´æti déspota”.

Biskoppen træder efterfølgende ned fra soléet, går mod midten af templet og stiller sig på en, på forhånd forberedt, særlig ambon. Derefter tager biskoppen sin bispekappe af og står i simpelt tøj, for at mindes Frelseren, der i begyndelsen af Sit jordiske liv, åbenbarede sig for verden i ydmyghed, simpelhed og fornedrelse. Efter dette påbegyndes biskoppens iklædning i de liturgiske klæder, samtidigt med at en bøn til Gudsmoder synges: ”Fra oven har profeterne forudsagt…” eller dogmatikon (theotokie) eller en anden bøn der er passende til den pågældende festdag. Oftest synger koret: ” Din sjæl skal fryde sig i Gud, thi Han klædte dig i frelsens klæde og hylled dig i glædens kappe; som en brudgom har han kronet dig, og som en brud har han prydet dig med smykker”, hvorefter protodiakonen læser de resterende bønner vedrørende de liturgiske klæder. Efter biskoppen er blevet iklædt de liturgiske klæder, tager han to lysestager, en i hver hånd, dikirion og trikirion (se under punkt 28).

Protodiakonen læser de evangeliske ord fra soléet, der påminder om ypperstepræstens pligter: ”Således skal jeres lys skinne for menneskene, for at de må se jeres gode gerninger og prise jeres Fader, som er i Himlene. Nu og altid, og i evigheders evighed. Amen.” (Matt. 5:16). Biskoppen velsigner folket i alle fire retninger, folket bukker og koret synger: ”Tón despótin…”

Biskoppen iklædes de liturgiske klæder.

Efterfølgende begynder timerne at læses. Under timelæsningerne sidder biskoppen ned og rejser sig kun der læses ”Halleluja”, ”Det Trehellige”, ”Fader vor” og ”Mere ærerig end keruber”. Det almindelige udråb til timelæsningerne ”Med vore Hellige Fædres bønner…” ændres til følgende: ”Med vor hellige herskers bønner, Herre Jesus Kristus, vor Gud, forbarm Dig over os”. Præsten og læseren står i midten af kirken.

Under timelæsningerne bæres et tvættekar samt et håndklæde ud af alterrummet til biskoppen, hvor han tvætter sine hænder. Den person der bærer tvættetkarret er typisk en person der skal håndspålægges til den præstelige eller diakoniske værdighed, eller skal tonsureres til det kirkelige arbejde som læser. Dette gøres for at udtrykke helligdomstjenernes og kirketjenernes underdanighed til biskoppens hellige apostolske embede. Under timelæsningerne tilrøger diakonerne  alle ikonerne i templet. Ved timelæsningernes afslutning træder alle de gejstlige ud af alterrummet via de sydlige og nordlige døre. Biskoppen beder de gejstligges bønneregel inden de kan tjene Liturgien. Den ældste præst træder derefter ind i alterrummet og åbner de Kongelige Porte, for efterfølgende at påbegynde Liturgien med det almindelige udråb. Derefter følger den store ekteni og antifonerne. Biskoppen står omgivet af alle de gejstlige. Biskoppen symboliserer under gudstjenesten Frelseren, og præsterne symboliserer Apostlene. Til tiden for sangen ”O, Du, Guds enbårne Søn og Ord”, træder alle de gejstlige ind i alterrummet via sidedørene, og biskoppen forbliver i midten af templet. Derefter udføres den lille indgang. Alle de gejstlige træder atter ud af alterrummet og stiller sig hen midt i templet med Evangeliet, lys, dikirion, trikirion og rhipiderne. Efter biskoppen har kysset det Hellige Evangelium, træder alle de gejstlige langsomt gennem de Kongelige Porte ind i alterrummet imens sangen ”Kom, lad os tilbede Kristus og falde ned for Ham”… Biskoppen træder ind i alterrummet, kysser den Hellige Trone og tilrøger derefter alterrummet, ikonostasis og folket. Imens biskoppen ofrer røgelse, synges der fra alterrummet ”Is pollá, ´æti déspota”. Derefter synges troparierne og kontakierne. Efter diakonens udråb ”O Herre, frels de fromme og bønhør os”, stiller protodiakonen sig på ambonen og beder højlydt med andagt for Patriarken, biskoppernes synode, monarken (hvis landet har en monark), den lokale biskop, hærførerne, borgmesteren (i den pågældende by) og for de soldater der er rettroende og elsker Kristus, og ønsker dem et godt liv i mange år (polykronion). Efter disse bønnner, synger de gejstlige i alterrummet dagens kontakion og biskoppen siger sit første udråb: ”Thi hellig er Du, vor Gud”… hvorefter den Trehellige sang begynder (”Hellige Gud, Hellige Stærke, Hellige Udødelige, forbarm Dig over os”). Den Trehellige sang gentages 6½ gang: vekslende mellem hinanden synger først de gejstlige i alterrummet, derefter synger koret fra klíros.  Inden den Trehellige sang synges tredje gang, træder ypperstepræsten ud af alterrummet og stiller sig på soléet med et kors og trikirion i hænderne, og imens han ser på de bedende mennesker, der tror på Herren – ”Den åndelige vingård” (Guds have), henvender biskoppen sig til den Himmelske Vingårdsejer med følgende ord: ”O Gud, sku ned fra Himlen og se! Drag omsorg for denne vinstok, og styrk dem som Din højre hånd har plantet” (Sl. 79:15-16 septuaginta).

Derefter følger Liturgien den almindelige orden (læsningen af Apostlen og Evangeliet). Inden evangelielæsningen og inden ophøjelsen af de Hellige Gaver, tages biskoppens omofórion af, som udtryk for ydmyghed og underkastelse for Frelseren, fordi denne helliggerning er vor Frelsers Egen gerning, Han, der gennem helligdomstjenerne selv er den der Bringer og bliver Bragt. Efter læsningen fra det hellige Evangelium følger den inderlige ekteni, bønnen for en evt. monark, og de andre ektenier, indtil den Store Indgang. Under den Store Indgang gentager biskoppen ihukommelsen af de verdslige og åndelige magter som præsten og diakonen normalt siger.

Den efterfølgende særlige begivenhed sker efter bønnen for de levende og døde, efter ordene ”Og alle og alt!”. Her siger protodiakonen højlydt en stor hyldest til Gud, og ihukommer Patriarken, monarken og det kongelige hus, Biskoppen (der forestår tjenesten) ”der bringer disse Hellige Gaver til vor Herre og Gud”. Sangerne svarer med særlig højtidelig sang: ”Og for alle, og for alt”. De Kongelige Porte er under bispetjenesten åbne indtil nadverversene synges. Dette gøres som tegn på, at Guds Søn, imens han levede blandt menneskene på jorden, var synlig for dem, samt Himlen som alterrummet symboliserer, var åbent for dem der er født på jorden. Den resterende del af Liturgien foregår som almindeligt.

Under bispetjenesten kan en person håndspålægges til presbyter eller diakon, hvilket udgør præsteskabets Hellige Mysterium.

Efter Liturgien velsigner biskoppen folket.

Liturgien tjent med tilstedeværelsen af en biskop, har på trods af sin kompleksitet i forhold til den almindelige Liturgi der er forestået af en præst, bevaret mange spor af den historiske oldtid og er en hjælp til at undersøge Liturgiens historiske udvikling.

70. Dage hvorpå man ikke holder Liturgi.


Liturgien er en særligt højtidelig og glædelig tjeneste; men der findes dage, hvor de troende særligt skal være præget af tilstanden af sorg og bedrøvelse. Derfor findes nogle dage hvor der er tradition for ikke at holde Liturgi. Disse dage er: 1) onsdag og fredag i osteforsagelsens uge; 2) om mandagen, tirsdagen og torsdagen i løbet af den Store Faste inden Påske (Den Hellige Karantæne (Karant = 40)); 3) på Langfredag. Hvis templets navnedags fest falder på en af de ovennævnte dage (hvilket nogle gange er tilfældet for festen for Herrens fremstilling i Templet, eller Gudsmoders Bebudelse), da skal Liturgien holdes.

71. Begrebet ”Middagstjeneste” eller ”Typika”.


Under forskellige omstændigheder kan der være hindringer for at holde Liturgi, selv på dage hvor det burde være muligt. F.eks. kan der opstå en situation, hvor en menighed kan bede præsten om at holde Liturgi to gange på samme dag (hvilket er forbudt, da en præst kun må udføre den guddommelige Liturgi én gang i den daglige gudstjenestecyklus), eller hvis der på en egn ikke er et tempel, men derimod blot et kapel uden Trone og antimíns. I disse tilfælde, kan man udføre en særlig tjeneste for de bedende, der kaldes ”middagstjeneste” eller ”typika”. Typika (middagstjenesten) består af mange af de samme bønner som den komplette Liturgi, bortset fra de Eukaristiske bønner. Typikas forløb er som følger: Præstens og diakonens initierende udråb; Den Store Ekteni; de fremstillende antifoner psalme 102 og 145: ”O, Du, Guds enbårne Søn og Ord”; Saligprisningerne; prokimen, oplæsning fra Apostlen og Evangeliet; Den Inderlige Ekteni samt ektenien for de hensovne; Trosbekendelsen; Den Bedende Ekteni; Fader vor; dagens troparier og kontakier synges; ”Herrens navn være velsignet…” og til slut, den almindelige bortsendelse. Da de ”Skildrende” antifoner indgår i typika, kaldes denne tjeneste også for den skildrende tjeneste. Under dette navn, tillagt nogle få tilføjelser, er ”de skildrende” tjenester en uundværlig del af gudstjenesterne i den Store Faste.

72. Begrebet ”Timer” eller den ortodokse Kirkes tidebønner.

”Timerne” er en særlig kategori af gudstjenester der helliger bestemte tidspunkter af døgnet. Disse tidspunkter er fejret som vigtige begivenheder i Kirkens historie, der falder på samme tid som de gammeltestamentlige daglige time-gudstjenester (1, 3, 6 og 9) og derfor gav de første kristne med Apostlene mulighed for bede i Templet i Jerusalem eller i hjemmet på disse tidspunkter (ApG. 2:3, 2:15, 10:9, 3:1). Da den gammeltestamentlige gudstjeneste og i særdeleshed bønnerne, der helliger timerne, bestod i læsning og sang af den Hl. Profet Davids psalmer, da består det Nye Testamentes timetjenester også til dels af psalmerne. Hver time-tjeneste består af tre psalmer. Dertil tillægges også nytestamentlige bønner der hædrer ihukommelsen af dagens helgen, eller en begivenhed fra Jesu Kristi liv på jorden, eller til forherligelse af vor forbederske, Guds Moder. Derfor læses en bøn til Gudfødersken til hver time der kaldes ”Theotokie”, og derudover en bøn, der henvender sig til den Langmodige og Albarmhjertige Herre, der elsker de retfærdige og formilder sig over synderne. Timerne består af: Psalmer, troparier, kontakier, theotokier og bønnen: ”Du, som til hver tid og i hver time,”… Derudover bedes de uforanderlige bønner som f.eks. ”Fader vor”, ”Ære være…” og ”Nu og altid…”, ”Halleluja” med flere. Inden påbegyndelsen af hver time, siges indledningsbønnerne fra den almindelige begyndelse, og som afslutning til hver time læses en bøn til Herren Jesus. Troparierne og kontakierne der læses til timerne, beretter om bestemte nytestamentlige kristne begivenheder. De nytestamentlige begivenheder er også beskrevet i psalmerne, men denne beskrivelse er profetisk og forudsigende, da de er fra tiden før Kristus. Som det allerede er blevet nævnt under punkt 32, ihukommes dommen over Jesus Kristus hos Pontius Pilatus i den første time, der fandt sted tidligt om morgenen (omtrendt klokken 7-8). Derfor indgår psalme 5, 89 og 100 i første timetjeneste, hvori ordene ”dom” og ”nåde” høres, ondskaben beskrives, fjenders lovløshed (”i deres mund er der intet sandt, deres hjerter er tomme, deres strube er en åben grav, de smigrer med deres tunger.” – septuaginta), Jesu Kristi sagtmodighed og uskyld samt en forespørgsel om nåde: ”(…) Jeg vil (…) vandre i hjertets uskyld”… ”Det falske hjerte må holde sig fra mig” (Sl. 100:2-4). ”Årle hører du, Herre, min røst” (Sl. 5:4)… ”Herre, Du var vor bolig” (Sl. 89:2)… ” Om nåde og ret vil jeg synge, Dig vil jeg lovsynge, Herre” (Sl. 100:1).

Til den tredje time ihukommes piskeslagene og bespottelsen af Jesus Kristus efter dommen hos Pilatus, og samtidigt ihukommes begivenheden, da Helligånden kom over Apostlene på pinsedagen, omtrendt klokken 9-10 om formiddagen (efter vor moderne tidsregning). Derfor læses psalme 16, 24 og 50 og bønner til den tredje time, hvori vi på den ene side kan høre den Udskyldige Lidendes ord: ”Herre, hør på min retfærdighed” (Sl. 16:1) ”Til Dig, Herre, løfter jeg min sjæl” (Sl. 24:1) ”mine fjender omringer min sjæl (…) deres mund fører hovmodstale” (Sl. 16:9-10) ”De udstøder mig, og nu omringer de mig” (Sl. 16:11) ”Mit hjertes trængsler har formeret sig” (Sl. 24:17), og på den anden side ihukommes den Hellige Ånd: ” Skab mig, O Gud, et rent hjerte og forny en retfærdig ånd, i mit indre” (Sl. 50:12), ”giv mig glæden over Din frelse tilbage, og støt mig med en ledende ånd” (Sl. 50:14).

Til den sjette time (omtrendt klokken 12-1 ved middagstid) ihukommes Herrens frivillige lidelser og Jesu Kristi Korsfæstelse på Golgotha. Derfor læses psalme 53, 54 og 90 til den sjette time, hvori der tales om lidelser: ”Jeg vil frivilligt ofre til Dig” (Sl. 53:8) – dvs. ”jeg bringer mig selv som offer”, ”Mit hjerte våndede sig (…) Frygt og bæven kom over mig, mørke dækkede mig.” (Sl. 54:5-6). I det hele taget beskriver den sjette times psalmer jødernes forsøg på at komme Herren til livs, og deres plot for at dræbe Ham, deres hån og bespottelser, jordskælvet og mørket der dengang omsluttede jorden, mm. Den sidste psalme, nr. 90: ”Den, der har bolig i den Højestes hjælp”, henviser til Faderens hjælp til Sønnen i Hans sorg, samt i ordene: ”Du skal træde på slange og øgle” samt flere vers, der henviser til Hans sejr over helvede.

Til den niende time (omtrendt klokken 3-4 efter middag) ihukommes Jesu Kristi død på Korset samt dennes betydning for vor frelse. Derfor læses psalme 83, 84 og 85, hvori det profeteres at frelsen vil ske gennem Kristi død og at Han er den Levende Gud, der døde i køddet for vor skyld, var offer for vor skyld og blev en herlighed for jorden, at Han befriede vore sjæle fra fangenskab, og gav os liv gennnem Sin Opstandelse, Han glædede Sine mennesker og talte fred. Til sidst tales der om at der i Jesu Kristi lidelser skete, at ” Barmhjertighed og sandhed mødtes, retfærdighed og fred kyssedes” (Sl. 84:10). Salme 85 – ”Herre, bøj Dit øre”, er det profeteret, at den Korsfæstede og Døde er Hellig, God, Sagtmodig, fuld af barmhjertighed, Sand, at Han gav os kraft, styrke og skabte os et tegn på det gode. I salme 83 berettes der om at hedningene i fremtiden vil tro på Jesus Kristus, at ” de vil gå fra kraft til kraft, gudernes Gud vil vise sig i Sion”. Hvis man opmærksomt læser sig ind i de salmer der er en del af timelæsningerne, da vil man i næsten hvert enkelt vers finde en levende beskrevet profeti om de forestående nytestamentlige begivenheder. Disse salmer skaber med ord et kunstværk portrætterende, hvordan det Gamle Testamentes aftenskumring, berøres af stråler fra opstigende Sandheds Sol – Jesus Kristus.
Da den Hl. Profet David skrev psalteren på hebraisk med antikke vendinger og udtryksformer, vil det altid være en stor fordel at læse den Hl. Johannes Chrysostomus’ beskrivelser og forklaringer over salmernes bog ”Psalteren”.
Særlig tydeligt er de nytestamentlige begivenheder ihukommet i troparierne de læses til timerne under den Store Faste.

Troparierne:

Forklaring:

Den 1. times troparie: Årle hører du, Herre, min røst, min Konge og min Gud. Hør min stemme tidligt om morgenen, min Konge og min Gud.
Den 3. times troparie: Herre, Du, som i den tredje time sendte Din Helligånd over Dine Apostle, tag Ham ikke fra os, Du Gode, men forny Ham i os, som beder til Dig Du, Herre, som i den tredje time sendte Din Hellige Ånd ned til Apostlene, tag ikke denne Ånd fra os, men forny Ham i os, som beder til dig.
Den 6. times troparie: Herre, Du, som på den sjette dag og time fastsømmede Adams vovede synd i Paradiset til korset, sønderriv også vore synders håndskrifter, O Kristus Gud, og frels os. Herre, Du som på den sjette dag og på den sjette time korsfæstede Adams søn, der dristigt var gjort af ham i Paradiset, riv de håndskrift i stykker, hvorpå vores synder står nedskrevet, Kristus Gud, og frels os.
Den 9. times troparie: Herre, Du, som i den niende time, for vor skyld, smagte døden med legemet, udslet vore kødelige tanker, O Kristus Gud, og frels os. Herre, Kristus Gud, Du som har smagt døden på korset med Dit Legeme for vores skyld i den niende time, dræb og tilintetgør vores kødelige legemes tankerod og frels os.

Timerne er angivet i “Timernes bog” eller “Horologion” som den hedder på græsk, hvilket er beskrevet tidligere.

73. Skematisk opbygning af Timerne.


1. Den almindelige begyndelse
2. Tre salmer:
– Til den 1. time: 5, 89 og 100;
– Til den 3. time: 16, 24, 50;
– Til den 6. time: 53, 54, 90;
– Til den 9. time: 83, 84, 85.
3. Ære være… Nu og altid… Halleluja.
4. Dagens, festens eller ”timens” troparie. (Dagens troparie findes i oktoden, og den fejrede helgens troparie findes i menaion).
5. Theotokie.
6. Den Trehellige sang. ”Fader vor”.
7. Festens eller helgenens kontakie (dagens kontakie kan findes i oktoden, og en helgens – i menaion).
8. ”Herre, forbarm Dig” 40 gange.
9. ”Ære være… Nu og altid…”.
10. ”Højere æret end keruber”.
11. Bønnen: ”Du, som til hver tid og i hver time”.
12. Afslutningsbønnen til Herren Jesus.

FJERDE DEL

Beskrivelse og forklaring af
VÅGENATTEN

 74. Aftengudstjenesten.

Med de sene gudstjenester helliges aftenen og natten. Blandt disse tjenester findes aftengudstjenesten. Aftenen påminder den troende om den første aften i verden og om det øjeblik, fra hvilket vor tid begyndte at regnes, dvs. verdens skabelse. Derfor ihukommes verdens og menneskets skabelse først og fremmest, i de gammeltestamentlige salmer der synges til aftengudstjenesten. Denne initielle ihukommelse fuldbyrdes med nytestamentlige minder, der relaterer til Jesu Kristi liv, samt til Hans hellige. Derfor indgår der ud over salmer af Kong David, også foranderlige bønner fra den ugentlige og årlige gudstjenestecyklus.

Den anden sene gudstjeneste kaldes ”apódipnon” eller ”efter-aftengudstjeneste”. Oversat fra græsk betyder det en gudstjeneste, der tjenes efter aftenmåltidet. Denne tjeneste består blandt andet af bønner til Gud om at give en fredelig og uforstyrret søvn. Da søvnen sammenlignes med døden, indeholder apódipnon bønner og hymner der påminder de bedende om dødens time, samt den efterfølgende opstandelse. For nærmere at forstå denne beskrivelse, angives her, ud af mange, følgende to bønner fra apódipnon tjenesten: 1) ”Når dagen er omme, synger jeg til Dig, jeg beder om en hellig aften, med en nat uden angreb, giv mig det, O Frelser, og frels mig”. 2) ”Oplys mine øjne, O Kristus Gud, hvis jeg skulle falde i søvn til min død, så at min fjende aldrig skal sige: Jeg har besejret ham”. Da det ortodokse kristne menneske udelukkende har én fjende, er det underforstået at der tales om satan når der står ”fjende”.

Den tredje sene gudstjeneste er ”midnatstjenesten”. Det fremgår af navnet, at denne gudstjeneste skal afholdes til midnat; men den kan også afholdes på andre tidspunkter i løbet af natten. Bønnerne der indgår i denne tjeneste, opfordrer de bedende til altid at være forberedte på Dommens Dag, der kan komme pludseligt, som en ”brudgom til midnat”. Samtidigt skal tidspunktet for midnatstjenestens afholdelse påminde de troende om Herren der frivilligt gik sine lidelser i møde, samt om Hans bøn i Getsemane. For at komme med et eksempel på denne betydning, kan følgende bøn fra midnatstjenesten nævnes: ”Min sjæl, når du tænker på den forfærdelige dag, vær da årvågen, imens du tænder din skinnende lampe med olie, thi du ved ikke hvornår den forkyndende stemme når dig: ”Se, Brudgommen!” Se da, min sjæl, at du ikke må sove over dig og ikke forblive udenfor bryllupssalen, og banke på som de fem jomfruer, men forbliv tålmodigt uden søvn, for at møde Kristus med en stor mængde olie, og Han vil da give dig Sin Herligheds guddommelige bryllupssal”.

Som den sidste blandt de sene gudstjenester, haves ”Vågenatten” eller ”Vigilien”, der mere officielt kaldes ”Helnats-gudstjenesten”. Blandt alle de sene gudstjenester, er vågenatten den mest kendte blandt lægfolket, da den tjenes aftenen før søndage og store festdage, altså på de dage hvor almindelige ortodokse kristne har mulighed for at besøge templet og kirkeforsamlingen. Ikke desto mindre tjenes aftengudstjenesten, apódipnon og midnatstjenesten på hverdage, hvor ikke alle har mulighed for at komme i templet. Ikke alle menigheder har mulighed for at holde disse tjenester hver dag, hvorfor man bedst kan stifte bekendtskab med dem i klostre.
Vågenatten er en stor gudstjeneste der består af aftengudstjenesten, morgengudstjenesten og den 1. time sammensat, så de tjenes i forlængelse af hinanden.

I det følgende vil vågenatten, sådan som den tjenes om søndagen (lørdag aften), blive beskrevet.

75. Generel beskrivelse af vågenattens første del: Aftengudstjenesten.

1) Diakonens og præstens udråb.
Vågenatten begynder med diakonens udråb: ”Rejs jer! velsign Herre!”. Præsten opsender lovprisning til Herren på hele folkets vegne med udråbet: ”Ære være den hellige, væsenséne, livgivende og udelelige Treenighed, stedse, nu og altid og i evigheders evighed!”. De gejstlige opfordrer herefter de bedende til at bukke og tilbede Herren ved at synge: ”Kom, lad os tilbede Gud, vor Konge. Kom, lad os tilbede og falde ned for Kristus, vor Gud og Konge. Kom, lad os tilbede og falde ned for Kristus selv, vor Konge og Gud. Kom, lad os tilbede og falde ned for Ham!”.

2) Begyndelses-salmen synges.
Efter de gejstliges sang, begynder koret at synge udvalgte vers fra den storslåede salme 103 af den Hl. Profet Kong David, der gengiver verdens og menneskets skabelse (hele salme 103 kan også synges):

De udvalgte vers fra salme 103:

Forklaring:

Min sjæl, lov Herren. Lovet være Du, Herre. Herre min Gud, Du blev prist overmåde højt. Lovet være Du, Herre. Du har klædt Dig i taksigelse og pragt. Lovet være Du, Herre. Vandene vil stå op om bjergene. Hvor er Dine værker store, Herre! Kilder flyder afsted imellem bjergene. Hvor er Dine værker store, Herre! Alt har Du gjort med visdom. Ære være Dig, Gud, som har gjort alt. Min sjæl, lov Herren. Herre min Gud, skøn er Du i Din storhed. Lovet være Du, Herre. Du har klædt Dig i hyldest og storhed. Lovet være Du, Herre. Efter Dit ord, står vandene på bjergene. Hvor er Dine værker store, Herre! Kilder flyder afsted imellem bjergene. Hvor er Dine værker store, Herre! Alt har Du skabt med visdom. Ære være Dig, Gud, som har skabt hele verden.


Imens salme 103 synges, tilrøger præsten og diakonen hele templet. Fimiam-røgelsen symboliserer Helligånden der svævede over vandene i den nyskabte verden (1 Mos. 1:1-31).
Den højtidelige begyndelse af vågenatten påminder, ud over verdens skabelse, om vore forfædres uskyldige tilstand i Paradiset, da de endnu ikke havde faldet i synd og ikke kendte til lidelse, ej til samvittighedskvaler, og de levede i salighed i synet af Guds ansigt og lovpriste Hans uendelige fuldkommenhed. Men deres salighed varede ikke længe. Efter syndefaldet blev de jaget bort fra Paradiset og tilbragte deres resterende levetid i anger og fortrydelse samt beklagelse over deres synder. Lukningen af Paradisets porte for mennesket, symboliseres ved at de Kongelige Porte lukkes efter tilrøgelsen af templet.



3) Den Store Ekteni.
Efter begyndelses-salmen er sunget og de Kongelige Porte er blevet lukket, bedes Den Store Ekteni, for ligesom til Liturgien, at vise essensen af vore bønner til Herren. Under den Store Ekteni, beder præsten stille i alteret de syv ”lysbønner” eller ”lampetændingsbønner”, der blandt andet indeholder bønner til Gud om at oplyse vore hjerter, og om at give os en fredelig og syndfri afslutningen på dagen. De bedende der står foran de lukkede Kongelige Porte, symboliserer vore forfædre, Adam og Evas tilstand, der stod foran Paradisets Porte, og begræd deres bitre tilværelse. Denne følelse af beklagelse over den tabte salighed og henvendelse til Gud for tilgivelse, udtrykkes i den næste salme af hl pr. David der synges til vågenatten.

4) Salmen ”Salig den mand, som ikke vandrer efter gudløses råd”.
Efter Den Store Ekteni, synges flere udvalgte vers fra salme 1, 2 og 3, hvori en synders angrende stemme samt hans håb på Guds hjælp, høres.

De udvalgte vers:

Forklaring:

”Salig den mand, som ikke vandrer efter gudløses råd.
Halleluja, halleluja, halleluja.
Thi Herren kender de retfærdiges vej, men de gudløses vej går til grunde.
Halleluja, halleluja, halleluja.
Tjen Herren med frygt, og fryd jer i Ham med bæven.
Halleluja, halleluja, halleluja.
Salige er alle, som stoler på Ham.
Halleluja, halleluja, halleluja.
Rejs Dig, Herre, frels mig, min Gud.
Halleluja, halleluja, halleluja.
Frelsen er Herrens, og din velsignelse hviler over Dit folk!
Halleluja, halleluja, halleluja.”
Salig er det menneske, der ikke går til de gudløses forsamlinger.
Pris Herren!
Thi Herren kender de retfærdiges vej, men de gudløses vej gar til grunde.
Pris Herren!
Tjen Herren med frygt og glæd jer foran Ham med bæven.
Pris Herren!
Salige er alle der stoler på Gud.
Pris Herren!
Rej Dig, Herre! Frels mig, min Gud.
Pris Herren!
Frelsen kommer fra Herren og Hans velsignelse er med Hans folk.
Pris Herren!


Disse vers er af den Hl. Kirke føje til aftengudstjenesten med det formål, at efter de bedende er blevet påmindet om Adam og Evas syndefald, at de også skal påmindes om, at frelsen og saligheden gives til mennesket udelukkende hvis de gør Herren vilje, og lever efter Guds Bud, og ikke følger gudløses spor.

5) Den lille ekteni.

6) ”Herre, jeg råber til Dig”.
Efter de udvalgte vers fra salme 1, 2 og 3, bedes den lille ekteni, hvorefter den Hl. Kirke endnu dybere udtrykker de første menneskers, vore forfædres anger, samt deres håb på Guds hjælp, i følgende bøn der består af vers fra Hl. Davids salmer, hvor sorgen over tabet af saligheden i Paradiset får os til at råbe som Adam:

Selve bønnen:

Forklaring

Herre, jeg råber til Dig, bønhør mig! Bønhør mig, O Herre. Herre, jeg råber til Dig! Bønhør mig, lyt til min tryglende røst, når jeg råber til Dig. Bønhør mig, O Herre!
Lad min bøn stige op for Dit åsyn som røgelse. Lad mine løftede hænder gælde som aftenoffer. Bønhør mig, O Herre!
Herre, jeg råber til Dig, kom hurtigt til mig, lyt til min bøns stemme, når jeg råber til Dig, hør mig, Herre!
Lad min bøn stige op for Dit åsyn som røgelse. Lad mine løftede hænder være som et aftenoffer.


I disse nævnte bønner og hymner, ihukommes de gammeltestamentlige begivenheder, og efterfølgende høres andre bønner, der bringer glæde og trøst til den kristne sjæl. Disse hymner beretter om, at menneskenes bøn er blevet hørt, at Gud har taget imod vores offer, og at vi nu har en vej væk fra den syndige tilstand via troen på Løskøberen, Jesus Kristus, samt gennem efterlevelse af Hans Guddommelige lære.

7) Stichírer efter ”Herre, jeg råber”.

Ovenstående idé er udtrykt stichírerne som synges efter salmen ”Herre, jeg råber”. Den sidste stichíra blandt dem der synges om søndagen til ”Herre, jeg råber”, kaldes ”dogmatikon” eller ”theotokie” (se under punkt 47), fordi denne stichíra indeholder dogmet eller læren om Jesu Kristi Legemliggørelse fra Guds Moder og forenelsen af to naturer i Ham – Den Guddommelige og menneskelige natur.

For at opnå en mere klar og korret forståelse af Vågenatten, er det nødvendigt at være opmærksom på følgende elementer vedrørende disse stichírer:
De vers der synges til ”Herre, jeg råber” og ”Lad min bøn stige op”, tjener blot som begyndelse for de resterende vers, som kommer fra salmerne 140, 141, 129 og 116, der samlet set havde gjort denne del af gudstjenesten meget lang.
De afsluttende vers i rækken af foreskrevne vers (der i de fleste kirker uden for klostre ikke synges) tjener som indledning til at synge de nytestamentlige stichírer til ”Herre, jeg råber”. Inden hver stichíra skal der læses eller synges ét gammeltestamentligt vers (stich). I alt findes der 10 sådanne indledende vers, der begynder med ordene: ” Før min sjæl ud af fængslet”. Disse er angivet i undervisnings-Timebogen på side 79-81 (på kirkeslavisk).
Antallet af indledende vers til versene der synges til ”Herre, jeg råber” samt antallet af begyndelsesvers plejer at være ens, men afviger i nogle tilfælde afhængigt af festens karakter og antallet af stichírer det er foreskrevet at synge til den. Jo større festen er, desto flere indledningsvers skal man finde frem i Timebogen (til store fester begynder man med at læse fra verset ” Før min sjæl ud af fængslet” s. 80).
Det er angivet i Oktoikon (ottetonebogen) eller Menaion, hvor mange vers der skal benyttes fra Timebogen samt præcist hvilket vers man skal begynde fra. Dette står beskrevet i starten for hver af de daglige aftengudstjenester i de nævnte bøger.
Måden hvormed de gammeltestamentlige salmevers samt de nytestamentlige stichírer udføres til ”Herre, jeg råber”, er i nogle kirker og særligt i klostre, fulgt af oplæsning fra en ”kanonárk” (af græsk: κανονάρχος afledt af: κᾰνών = ”kanon” + ἄρχων = øverste = leder: dvs. lederen af kanónen / ordningen). Læsningen med en kanonárk består af at læseren står på soléet og højlydt læser verset hvorefter koret gentager det med sang.
Disse ovenstående bemærkninger er essentielle for korrekt at kunne udføre aftengudstjenesten og benytte sig af gudstjenestebøgerne.

På helgeners festdage indeholder stichírerne særlige vers, der udtrykker lovprisning for de kvaliteter og velgerninger den hellige besad, hvis eksempel vi skal følge og som vi opfordres til at gøre gennem disse stichírer.
Stichírerne til ”Herren, jeg råber” synges i samme tone (melodi) som selve ”Herre, jeg råber”. Disse toner eller ”melodier” opdeles også i 8 toner der skifter mellem hinanden i rækkefølge.

8) Dogmatikon eller Teotokie
Dogmatikerne synges også i 8 toner, men hver tone har et særligt tilhørende dogmatikon der udelukkende synges i den pågældende tone.
Imens dogmatikon synges åbnes de Kongelige Porte som har været lukkede siden slutningen på indlednings-salmen. Åbningen af de Kongelige Porte symboliserer at indgangen til Himmeriget er åben for menneskene i kraft af Jesu Kristi komme til jorden, og samtidigt, at det Himmelske Lys, der er symboliseret af alterrummet, atter åbenbares for menneskene.

9) Aftenindgangen (med røgelseskarret).
Præsten træder sammen med diakonen ud på soléet gennem de nordlige døre, og symboliserer med dette Jesu Kristi komme for menneskenes frelse. De gejstlige indgang, der er et særligt højtideligt øjeblik i vågenatten, kaldes for ”Aftenindgangen” eller uofficielt ”Indgangen med røgelseskarret”. Diakonen går foran præsten og holder røgelseskarret højtideligt hævet foran sig. Når de når de Kongelige Porte, tilrøger diakonen først indgangen, derefter Kristi ikon til højre for indgangen, dernæst Guds Moders ikon til venstre for indgangen, hvorefter han tilrøger præsten og beder præsten om at ”velsigne den Hellige indgang”. Efter velsignelsen stiller diakonen sig foran de Kongelige Porte og gør korsets tegn med røgelseskarret idet han siger: ”Visdom! Stå oprejste!”. Med udråbet ”Visdom!”, ligesom til Liturgien, indgydes særlig opmærksomhed hos de troende rettet mod det højtidelige øjeblik i gudstjenesten.

10) Hymnen ”Milde Lys”.
Når de troende ser lyset der strømmer ud fra alterrummet og som symboliserer Jesus Kristus der er kommet til menneskene, møder de ham med gudsfrygt syngende følgende hymne:

Selve hymnen ”Milde Lys”:

Forklaring:

Milde Lys fra den hellige herlighed af den udødelige, hellige og salige himmelske Fader: Jesus Kristus. Vi, som er kommet til solens nedgang og skuer aftenens lys, lovpriser vor Gud: Fader, Søn og Helligånd. Det er værdigt og ret til alle tider at lovprise Dig med fromme stemmer, O Guds Søn, som giver liv. Derfor ærer verden Dig. Milde Lys (Kristus) der er den hellige herlighed der strømmer fra den Udødelige Himmelske Fader, Den Hellige og Salige, Jesus Kristus! Vi, der har overlevet dagen til solnedgangen, og set aftenens lys, lovsynger vor Gud: Faderen, Sønnen og Helligånden. Det er værdigt og ret, altid at lovprise Dig med fromme / gudfrygtige stemmer, O Guds Søn, som giver liv. Også derfor ærer verden Dig.


Sammenligningen af Jesus Kristus med lyset viser, at Jesus Kristus med Sin lære førte menneskene ud af en tilstand af åndeligt mørke og uvidenhed, og dermed bragte dem til Guds Sandhed.

11) Dagens prokimen.
Efter hymnen ”Milde Lys”, synges aftenens prokimen, der er vers fra Pr. Davids salmer, som vekselsang mellem diakonen og koret. Hver dag i ugen har en særlig prokimen der synges om aftenen på den pågældende dag, hvorfor den kaldes for ”dagens prokimen”. Almindeligvis indeholder de en beskrivelse af essensen af den hellige begivenhed som der ihukommes den pågældende dag. Taget i betragtning, at den nye dag begynder om aftenen ifølge den kirkelige tidsregning samt at søndagen er den første dag i ugen, synges der lørdag aften (der er begyndelsen på søndagen) følgende prokimen:

”Herren er Konge, Han har klædt Sig i højhed”
(Sl. 92:1).

Aftengudstjenestens resterende daglige prokimener er som følger:

Prokimen søndag aften: ”Se, pris nu Herrens navn, alle I Herrens tjenere.” (Sl. 133:1)
Prokimen mandag aften: ”Herren hører mig, når jeg kalder på Ham.” (Sl. 4:2)
Prokimen tirsdag aften: ”Din nåde, Herre, skal være med mig, så længe jeg lever.” (Sl. 22:6)
Prokimen onsdag aften: ”Frels mig, Gud, i Dit navn, og døm mig i Din vælde.” (Sl. 53:3)
Prokimen torsdag aften: ”Min hjælp kommer fra Herren, der skabte himmel og Jord.” (Sl. 120:2)
Prokimen fredag aften: ”Gud, Du er min hjælper, og Din barmhjertighed vil gå foran mig.” (Sl. 58:18)


Søndagens prokimen (lørdag aften) samt de efterfølgende vers (stícher) kan forklares på følgende måde: ”Herren er herlig i skønheden af Sine kongelige klæder og frygtindgydende i Sin storhed. Ikke blot hele verden er under Hans hånds magt, men også Hans Hus, dvs. Hans Kirke. Denne helligdom bevarer Han så længe dagene varer”.

12) Paremíer (oplæsning fra de profetiske bøger).
Til store fester, efter prokimnen oplæses ”paremíerne” – udvalgte passager, oftest fra Det Gamle Testamentes Hellige Bøger, og nogle gange fra Det Nye Testamente (til ihukommelsen af de Hl. Apostle, f.eks. Johannes Teologen, Peter og Paulus osv.), hvor den fejrede fest er profetisk beskrevet, eller hyldest til den fejrede Helgen. Paremíerne er beskrevet i detalje i del 6.

13) Den inderlige ekteni.
Efter oplæsningen af paremíerne følger den inderlige ekteni, hvorefter følgende bøn læses op:

14) bønnen ”Bevar os, O Herre, denne aften fra synd.”

Bevar os, O Herre, denne aften fra synd. Velsignet være Du, O Herre, vore fædres Gud, og lovet og æret være Dit navn i evighed. Amen. Lad Din nåde, O Herre, være over os som håber på Dig. Velsignet være Du, O Herre, lær mig Din retfærdighed. Velsignet være Du, O Hersker, lær mig at forstå Din retfærdighed. Velsignet være Du, O Hellige, oplys mig med Din retfærdighed. Din nåde, O Herre, står fast til evig tid. Forsmå ikke Dine hænders værk. Dig tilkommer pris, Dig tilkommer lovsang, Dig tilkommer ære, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. Amen.


I Denne bøn beder vi Herren om at beskytte os fra at synde den pågældende aften. Derefter følger den bedende ekteni.

15) Den bedende ekteni.
Efter denne bøjer de bedende deres hoveder i ydmyghed, imens præsten stille læser en bøn, hvori han beder Herren Jesus Kristus om at nedsende Sin guddommelige hjælp og bevare dem der tror på Ham, fra enhver fjende og djævelsk gerning i den kommende nat.

Til store fester og templets navnehelgens festdag, tilføjes en række bønner og ritualer, som udføres i midten af templet og øger tjenestens højtidelighed. Dette er den såkaldte litý og velsignelsen af de fem brød.

16) Litýens stichíra.
Ordet litý betyder ”fælles, inderlig bøn” (se under punkt 14), og kaldes sådan fordi bønnen ”Herre, forbarm Dig” synges op til 50 gange. Imens litýens stichíra synges på klíros, træder præsten og diakonen ud af alterummet med røgelseskarret, forudgået af lysbærere, og træder ud i templets forgård (forhal – narthex) for at bede. Litýen kan i nogle tilfælde holdes udenfor templet, på en plads eller under åben himmel.

17) Litýen.
Under litýen beder diakonen på vegne af Kirken, hvori den henvender sig med bøn til alle rettroende (ortodokse) kristnes Herre og Gud, og beder især for landet, monarken eller styret, for patriarken, den lokale biskop, for alle kirkelige hyrder (gejstlige), for enhver kristen sjæl, som i angst og i nød bønfalder Gud om medlidenhed og hjælp, imod hungersnød, pest, jordskælv, oversvømmelse, ild, sværd, fremmede folkeslags overfald og borgerkrig. Koret synger da ”Herre, forbarm Dig” mange gange imellem hver af diakonens dele, henholdvist: 40, 30, 50 og til sidst to gange tre. Præsten afslutter litýen med en bøn til Gud (”Albarmhjertige Hersker”), som de bedende lytter til med bøjede hoveder.
Efter bønnen, træder de gejstlige frem til midten af templet, hvor der i anledningen er opstillet et lille litý-bord, hvorpå de fem brød, hvedekorn, vin og olie er opstillet.

18) Stichírer aposthicha (stichírer til versene).
Idet de gejstlige træder frem til bordet, synger koret ”aposthícher” eller ”stichírer til versene”. Disse stichírer kaldes således, fordi de ikke sammensættes med uforanderlige vers der er taget fra Pr. Davids salmer (som f.eks. til ”Herre, jeg råber” og stichírerne til ”lovprisningerne”), men med foranderlige vers der tages fra forskellige bøger af Den Hellige Skrift. I disse stichírer bliver Frelserens løskøbende fortjenester æret og forklaret, eller berettet om den fejrede Helgens velgerninger, med det formål at styrke håbet på Frelseren hos de bedende. Aposticha synges og opdeles, ligesom alle andre stichírer, efter de 8 toner.

19) ”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred…”
Efter aposticherne, læses eller synges Hl. Simeon Theodochos’ (gr. Συμεών ο Θεοδόχος = Simeon Gud-modtageren) bøn:

”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred, som Du har sagt. Thi mine øjne har set Din frelse, som Du har beredt for alle folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for Dit folk Israel!”
(Luk. 2:29-32)

Ikon af den Hellige Simeon med barnet Jesus Kristus i armene.

Med læsningen af denne bøn, ønsker den Hl. Kirke, med Hl. Simeon Theodochos’ som eksempel, at opfordre til at føre et liv, hvor vi altid, på et hvilket som helst tidspunkt, skal være klar til at stå for Guds Dom og afslutte vores jordiske liv med en rolig samvittighed, i bevidsthed om at vores pligt er opfyldt samt vores tro på Frelseren, ligesom Simeon Theodochos. Når bønnen ”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred…” læses i slutningen af aftengudstjenesten, symboliserer det afslutningen på Det Gamle Testamentes tid, og starten på det nye, opfyldt af forventninger til Messias, Guds Salvede: Kristus.

20) ”Gudføderske, Jomfru…” eller troparier.
Om søndagen og på hverdage når det ikke er en festdag, synges hymnen til Guds Moder efter Hl. Simeons bøn. Til store fester synges i stedet dagens eller festens troparie. Hymnen til Guds Moder er som følger:

”Gudføderske, jomfru, vær hilset, du benådede Maria, Herren er med dig! Du er velsignet blandt kvinder og velsignet er Frugten af dit skød, thi du har født vore sjæles Frelser!”

Denne bøn eller hymne til Guds Moder, indeholder Ærkeenglen Gabriels hilsen til hende ved Bebudelsen (Luk. 1:28), som dette øjeblik under gudstjenesten symboliserer. Bebudelsen er overgangen fra Det Gamle til Det Nye Testamente.
Det som synges i troparierne, har i det hele taget den betydning, at hvis troen på den kommende Frelser gav de gammeltestamentlige retfkafne og fromme mennesker en stille, uforstyrret død (ligesom Hl. Simeon), da giver troen på den komne Frelser gejst og inspiration til de nytestamentlige retskafne og fromme mennesker, endda til at føre et martyrligt og asketisk liv.
Imens tropariet synges, tilrøger diakonen det lille bord med brødet, kornet, vinen og olien fra alle fire sider á tre gange.

21) Velsignelsen af brødene.

Efter tropariet er sunget færdig, tager præsten ét af de fem brød, og gør korsets tegn over de resterende brød, imens han læser en bøn, hvori han ihukommer miraklet hvor Jesus Kristus mættede 5000 mænd foruden kvinder og børn, og beder Herren om at Han må velsigne ”disse brød, denne hvede, denne vin og denne olie”. Imens præsten siger disse ord, peger han på hver af de nævnte spiser og gør dermed korsets tegn over dem. Velsignelsen af brødene minder om den antikke tradition at tilbyde velsignet brød, vin og olie til de bedende til at styrke sig på, i løbet af helnats-gudstjenesten (vågenatten), der uden forkortelser kan vare op til 8 timer.

22) ”Velsignet være Herrens navn” og salme 33.

Efter velsignelsen af brødene, går de gejstlige ind i alterrummet gennem de diakoniske døre. Koret synger imens ”Velsignet være Herrens navn, nu og altid og i al evighed. Amen” tre gange, hvorefter den Hl. Profet Davids salme 33 læses eller synges: ”Jeg vil prise Herren til alle tider…”. Diakonen åbner da de Kongelige Porte, hvorefter præsten, ligesom til Liturgien, giver folket Guds velsignelse: ”Herrens velsignelse være over jer, ved Hans nåde og kærlighed til menneskene, stedse, nu og altid og i evigheders evighed”.

Efter velsignelsen af folket begynder anden del af Vågenatten, nemlig – morgengudstjenesten. Når det ikke er en stor festdag eller templets navnehelgens fest, men når det er vågenatten inden søndagen: da udelades litýen efter den bedende ekteni, samt alt hvad der hører litýen til, dvs. litýens stichírer, de gejstliges udgang til midten af templet, diakonens højlydte inderlige bøn og velsignelsen af brødene. I dette tilfælde følger aposticha lige efter den bedende ekteni, derefter ”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred…”, ”Gudføderske, jomfru…” og ”Velsignet være Herrens navn…”. På denne måde er symbolikken bag Det Gamle Testamentes historie tydeligere og mere kronologisk gengivet til en almindelig aftengudstjeneste, end ved de store fester.

77. Skematisk opbygning af aftengudstjenesten til vågenatten.


1. Diakonens og præstens udråb.
2. Begyndelses-salmen synges.
3. Den Store Ekteni.
4. Salmen ”Salig den mand, som ikke vandrer efter gudløses råd”.
5. Den lille ekteni.
6. ”Herre, jeg råber til Dig”.
7. Stichírer efter ”Herre, jeg råber”.
8. Dogmatikon eller Teotokie
9. Aftenindgangen (med røgelseskarret).
10. Hymnen ”Milde Lys”.
11. Dagens prokimen.
12. Paremíer (oplæsning fra de profetiske bøger).
13. Den inderlige ekteni.
14. bønnen ”Bevar os, O Herre, denne aften fra synd.”
15. Den bedende ekteni.
16. Litýens stichíra.
17. Litýen.
18. Stichírer aposthicha (stichírer til versene).
19. ”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred…”
20. ”Gudføderske, Jomfru…” eller troparier.
21. Velsignelsen af brødene.
22. ”Velsignet være Herrens navn” og salme 33.
23. Præstens velsignelse.

 78. Aftengudstjenestens symbolske og didaktiske betydning.

Med diakonens og præstens begyndelsesudråb, opfordres de bedende til at prise Herren. Salme 103 gengiver verdens og menneskets skabelse samt Guds forsyn med alle skabninger. Røgelsen symboliserer Den Hellige Ånds nåde og herlighed. Det at de Kongelige Porte lukkes symboliserer Paradisets Porte der blev lukket for menneskene efter syndefaldet. Den store ekteni læses med samme formål som til Liturgien: for at bede Herren om hjælp til alle de rettroende kristnes fornødenheder. Salmen ”Salig den mand…” synges for at påminde om, at menneskets lykke og salighed afhænger af om det opfylder Guds Bud. Ordene ”Herre, jeg råber” påminder om vore forfædres anger efter de havde mistet Paradisets salighed. Stichírerne til ”Herre, jeg råber” synges med det formål at vise de bedende, at gennem troen på Frelseren og Hans Opstandelse samt ved at efterligne de helliges fromme liv og velgerninger, kan vi befries fra synden og få adgang til Himmeriget. Når de Kongelige Porte åbnes inden aftenindgangen, symboliserer det at indgangen til Himmeriget åbnes med Jesu Kristi komme. Når hymnen ”Milde Lys” synges, gengives den glædelige tilstand menneskene havde i forudanelsen af den nærtforestående begivenhed af Herren, Jesu Kristi kommen til verden og oplysningen af menneskene. Søndagens prokimen gengiver profetisk den forandring som Jesu Kristi Lys bragte til naturens og menneskenes liv. Paremierne læses kun til store fester. De indeholder gammeltestamentlige profetiske beskrivelser af de nu fejrede kristne begivenheder. I bønnen ”Bevar os, O Herre, denne aften fra synd”, bedes der om Guds hjælp til at bevare os i den kommende nat. I litýens stichírer og aposticha udtrykkes Jesu Kristi frelsende fortjenester samt de på dagen fejrede helgeners fromme liv og velgerninger. Bønnen ”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred” læses med Hl. Simeon Theodochos som eksempel, med det formål at vise den faste forventning der var i slutningen af Det Gamle Testamente om Messias-Kristi komme, som gennestrømmede alle der forventede frelsen af den åndelige verden og en fredfyldt død. Hymnen ”Gudføderske, jomfru…” gengiver grænsen mellem det Gamle og Nye Testamente: Guds Moders Bebudelse. Med tropariernes sang æres de hellige, der med deres tro på den komne Kristus gjorde store kristne podvigger (åndelige og legemlige bedrifter). Velsignelsen af brødene minder om Kristi mirakuløse bespisning af 5000 mænd foruden kvinder og børn. Derudover minder den om den antikke tradition at tilbyde velsignet brød, vin og olie til de bedende til at styrke sig på, i løbet af helnats-gudstjenesten (vågenatten), der uden forkortelser kan vare op til 8 timer. Dette et af de historiske levn efter de apostolske ”agape”-måltider, som apostlene ophørte med at afholde til fordel for gudstjenesterne.

Overordnet er den første del af vågenatten – aftengudstjenesten – en gengivelse af Guds gammeltestamentlige frelsesplan for menneskene, og anden del: – morgengudstjenesten – gengiver den nytestamentlige tid.

79. Generel beskrivelse af vågenattens anden del: Morgengudstjenesten.

 

Morgengudstjenesten (til vågenatten), begynder straks efter at præsten har velsignet folket til aftengudstjenesten.

1) De seks salmer (eller hexapsalmos).
Efter præsten har velsignet folket, lukkes de Kongelige Porte og en læser begynder at læse ”De seks salmer”. De seks salmer kaldes i nogle gudstjenestebøger på græsk for ” εξαψαλμος” – ”hexpsalmos”, og består, som navnet antyder, af seks salmer: Salme 3, 37, 62, 87, 102 og 142. Læseren begynder de seks salmer ved at oplæse den hymne som englene sang til Kristi Fødsel, tre gange: ”Ære være Gud i det højeste! Og på jorden fred, i mennesker velbehag” (Luk. 2:14). Derefter beder han to gange ”Herre, åbn mine læber, og min mund skal forkynde Din pris” (Sl. 50:17). Alt lys slukkes i templet imens læseren begynder at læse de seks salmer. Dette gøres for at de bedende med opmærksomhed kan lytte til salmerne, uden at noget ydre kan forstyrre. Samtidigt skal templet, der nu er omhyllet i mørke, påminde om natten i Betlehem, da Jesus Kristus blev født. Med Kristus Frelserens fødsel og åbenbaring for verden begyndte vor frelse. De seks salmer kan beskrives som de tanker der strømmer igennem et menneske, efter at han har hørt om Frelserens fødsel. Salmerne udtrykker en persons selvindsigt og erkendelse af sin syndige tilstand. Mange fjender er gengivet i salmerne (dæmoner), der søger at dræbe sjælen og legemet. Samtidigt er håbet på Gud grænseløse barmhjertighed beskrevet, og på at Herren hører alle der sætter deres lid til Ham og udviser medlidenhed til dem der frygter Ham. I bogen ”Týpikon” som er bogen der indeholder alle Kirkens anvisninger til gudstjenesternes udførelse samt i timernes bog ses det, at Kirken tillægger oplæsningen af de seks salmer helt særlig betydning, og derfor synder de nutidige bedende meget alvorligt når de tillader sig at sidde ned imens de læses op, og endnu mere hvis de forlader templet, idet de tænker at det ikke har så stor betydning. Således står der i Týpikons kapitel 9: ”Hexapsalmos skal læses med en rolig og let stemme, uden hast, så det kan høres af alle. Når hexapsalmos oplæses, skal man lytte med den største opmærksomhed: thi salmerne er fyldt med anger og ømhed i sjælen. Lad os læse disse salmer med andagt og i gudsfrygt, thi de læses til Gud Selv, og ingen har nogen ret til at hviske, spytte eller harke. Men med den største opmærksomhed til salmelæseren der læser op, skal vore hænder holdes på brystet, vore hoveder være bøjede, og vore øjne være rettet nedad, vore åndelige øjne skal være rettet mod østen, altimens vi beder for vore synder, ihukommende døden, de forestående pinsler og det evige liv”.

De seks salmer opdeles i to dele af lovprisningen til ære for den Hellige Treenighed. Således læses efter de første tre salmer: ”Ære være…” og ”Nu og altid…” ”Halleluja, halleluja, halleluja, ære være Dig, Gud!” (tre gange), ”Herre, forbarm Dig” (tre gange) og atter ”ære være…” ”nu og altid…” og derefter de resterende tre salmer. Som afslutning på de seks salmer læses kun ”Ære være…” ”nu og altid…” og tre gange: ” Halleluja, halleluja, halleluja, ære være Dig, Gud!”.

Efter de tre første salmer er blevet læst op, træder præsten ud af alterrummet iført sit epitrachélion med blottet hoved, og stiller sig foran de Kongelige Porte. Der læser han stille ”morgenbønnerne” som der er 12 af. Han takker Herren for at have givet os dagens lys, og beder om forskellige åndelige goder for sig selv og sin hjord. F.eks. bedes der: ”Lad Din sande retfærdigheds sol stråle i vore hjerter, oplys vor ånd, og bevogt alle vore sanser, så at vi kan gå med værdighed, som ved højlys dag, på Dine buds vej og nå frem til det evige liv” og blive værdiget at nyde godt af Guds utilgængelige lys. Imens han læser disse bønner foran de Kongelige Porte, forestiller præsten Kristus Forbederen, der blev lovet Adam og hele den menneskelige slægt.

2) Den store ekteni.
Efter at de bedende har hørt englenes sang der har bebudet dem Frelserens fødsel, og derpå indset dybden af deres syndefald, så deres hjerter kan fyldes med håb til Den Fødte, og sådan forberedt sine sjæle til at bede, henvender de sig atter til Gud med de selv samme ord, som aftengudstjenesten startede med: nemlig – den store ekteni, hvori alle de legemlige og åndelige goder som menneskene mistede med Adams forviselse fra Paradiset, men som det atter er muligt at modtage efter den Guddommelige Løskøbers kommen til jorden. Ektenien siges af diakonen foran de Kongelige Porte.

3) Hymnen: ”Herren er Gud…”
Efter den store ekteni, synges en højtidelig hymne til Kristus vor Gud, der er kommet til jorden for vor frelses skyld, som vekselsang mellem diakonen og koret: ”Herren er Gud og har vist Sig for os! Velsignet være Han der kommer i Herrens navn!” (Sl. 117:26-27). De sidste ord er de selv samme ord som folk tillagde Frelseren ved Hans højtidelige intog i Jerusalem og som Han vil blive mødt af når Han kommer igen (Matt. 23:39). Denne hymne synges fire gange, og inden hver gang den synges, siger diakonen et vers højlydt. Disse vers kommer også fra salme 117, og de beretter om Guds godhed og barmhjertighed samt forklarer profetien om verdens Frelser. Idet ”Herren er Gud…” synges, tændes alt lyset i templet.

4) Troparier.
Lige efter ”Herren er Gud…” er blevet sunget, synges troparier der kaldes ”bortsendelsestroparier”, da det er de samme troparier der synges i slutningen af aftengudstjenesten. Morgengudstjenesten går nu fra en sørgmodig og angrende tilstand til en glædelig og festlig tilstand, da frelsen kan forudføles. Morgengudstjenestens hymner og sange har nu nytestamentligt kristent indhold, og synges meget højtideligt. Det første troparie der synges er i samme tone som ”Herren er Gud…” synges. Om søndagen synges troparierne således: Søndagens troparie synges to gange, hvorefter ”ære være…” synges, fulgt af dagens helgens troparie, som er anvist i menaion. Efter dette synges ”nu og altid…” hvorefter søndagens theotokie synges, i samme tone som tropariet til dagens helgen.

5) Kathismer.
Efter troparierne er sunget, synger koret ”Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden” hvorefter læseren fortsætter med at sige ”Nu og altid, og i evigheders evighed. Amen.”. Alt lyset slukkes nu i tempelrummet og læseren begynder nu at læse kathismerne.
Kathismer er læsningen af bestemte dele af ”Psalteren” – Salmernes bog, som indeholder 150 salmer og opdeles i 20 dele der kaldes ”kathismer” af det græske ord ”κᾰθίζω” der betyder ”jeg sidder” fordi der efter hver kathisma skal læses nogle vers, hvor det er tilladt at sidde ned imens. Til morgengudstjenesten (når den er en del af vågenatten), læses to kathismer, der hver indeholder tre ”ære være…”.

Den Hellige Profet kong David.

6) Den lille ekteni.
Efter hver kathisma til vågenatten, siger diakonen den lille ekteni. Efter ektenien synges kathismens egentlige ”sidde-vers”.

7) Polyeleos.
Når vågenatten tjenes til om søndagen eller store fester, synges polyeleos efter kathismerne. Ved polyeleos start tændes lyset atter i templet og de Kongelige Porte åbnes som tegn på stor højtidelighed. Ordet ”πολυς ελεος” betyder på græsk ”mange gange barmhjertighed”. Polyeleos er det højtidelige øjeblik når koret synger to salmer: salme 134 – ”Pris Herren navn!” og salme 135 – ” Tak Herren, for Han er god”. Det at ordene ”thi Hans barmhjertighed varer for evigt” gentages så mange gange i salme 135, har gjort at denne del af tjenesten kaldes ”polyeleos”.
Uden for klostrene er det sjældent at de to salmer synges fuldstændigt fra ende til anden. Oftest synges følgende fire vers:

Pris Herrens navn! Pris Herren, I tjenere. Halleluja, halleluja, halleluja!
Lovet være Herren fra Sion, Han, som bor i Jerusalem. Halleluja, halleluja, halleluja.
Lov Herren, for Han er god, Hans barmhjertighed varer evigt. Halleluja, halleluja, halleluja.
Lov himlens Gud, for Hans barmhjertighed varer evigt. Halleluja, halleluja, halleluja.


Hvis det er en stor fest, bærer præsten festdagsikonet ud gennem de Kongelige Porte og placerer det på templets centrale analogion. Diakonen går altid foran præsten med det diakoniske lys.
Polyeleos’ sang af salmer symboliserer Jesu Kristi evige barmhjertighed og nåde, som er åbenbaret for menneskene gennem underet af Han Opstandelse fra de døde. Med polyeleos’ salmernes ord, opfordres de troende til at prise Gud Fader for at have sendt Sin Enbårne Søn for vor frelses skyld.

8) Søndagens troparier efter ”de ulastelige”.
For at lovprise Den Opstandne Herre Jesus Selv, synges (udelukkende om søndagen) følgende vers fra salme 118, som også kaldes ”søndagens ulastelige” (efter starten på salme 118: ”Salige er de ulastelige…”):

Søndagens ulastelige:

Forklaring:

Velsignet er Du, Herre, lær mig Dine bud.
Englenes skare forundredes over at se Dig iblandt de døde;
Du, vor Frelser som
tilintetgjorde dødens magt og oprejste Adam sammen med Dig selv, idet Du friede alle mennesker fra helvede.

 

Hvorfor blande myrra med medlidenhedens tårer, i kvindelige disciple? sagde den strålende engel i graven til de myrrabærende kvinder; se graven og forstå: Frelseren er oprejst fra graven.Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.

Lad os tilbede Faderen og Hans Søn og Helligånden, den hellige Treenighed, som er ét af Væsen; idet vi råber med seraferne: Hellig, hellig, hellig er Du, Herre!

Nu og altid og i evigheders evighed. Amen.

Idet du fødte Livets Giver, Jomfru, forløste du Adam fra synden, og gav Eva glæde i stedet for sorg. Og dem, der er faldne er blevet oprejst af Ham som af dig blev legemliggjort, Gud og Menneske.

Velsignet er Du, Herre, lær mig Dine bud.
Englenes skarer var forundrede over at se Dig, Frelser, iblandt de døde, men ved at ødelægge dødens fæstning, oprejste Du Adam sammen med Dig og befirede alle mennesker fra helvede.

 

I, kvindelige disciple (myrrabærende kvinder), hvorfor blander i myrra med bitre tårer? Den strålende engel hilste de myrrabærende kvinder ved graven med ordene: ”Se at denne grav er tom og forstå, at Frelseren er Opstanden fra de døde”.

Lad os tilbede Faderen og Hans Søn og Helligånden, Den Hellige Treenighed der er ét af Væsen, imens vi råber med seraferne: Hellig, hellig, hellig er Du, Herre!

Du, Jomfru, idet du fødte Livets Giver, befriede du Adam fra synden: Eva har du givet glæde i stedet for sorg; Dem der er faldne fra livet har Han som af dig blev den Legemliggjorte Gud og Menneske, sendt til hende (Eva, for at tage del i hendes glæde).


9) Megalynárion.

Megalynárion kan tilnærmelsesvist oversættes til dansk som ”forherligelse”.  Til de tolv store fester eller til store helgeners festdage, synger de gejstlige en særlig hymne til hyldest af Gud for den hellige begivenhed der fejres, Guds Moder eller den helgen der fejres en given dag. Megalynarion synges foran festdagsikonet eller helgenikonet i midten af templet.
Efter festdagsikonet er blevet båret ud af alterrummet gennem de Kongelige Porte og lagt på det centrale analogion, begynder præsten og diakonen at tilrøge ikonet, dernæst alterrummet, templet og de troende. Imens de gejstlige ofrer røgelse synger koret ”Pris Herrens navn!” som beskrevet foroven. De gejstlige fortsætter med at ofre røgelse når koret begynder at synge versene fra salme 118: ”Velsignet er Du, Herre”.
Et eksempel på et megalynarion er verset der synges til Herrens Dåb, Teofanien:

”Vi højlover, vi højlover Dig, livgivende Kristus, Du der nu i legemet, for vor skyld, blev døbt af Johannes i Jordanflodens vand.”

Eller megalynarion til de tre Hellige Hierarker, Basilios d. Store, Johannes Chrysostomos og Grigorius Teologen:

”Vi højlover, vi højlover jer, Kristi hierarker: Basilios den Store, Grigorius Teolog og Johannes Chrysostomos, og vi agter jeres hellige minde: bed da til Kristus vor Gud for os.”



10) Den lille ekteni.
Efter megalynariet følger den lille ekteni og præstens udråb.

11) Ypakoí (søndagens sidde-vers).
Efter præstens udråb synges søndagens sidde-vers der på græsk kaldes ”ypakoí”, hvor det er tilladt at sidde ned imens. De fleste søndags-ypakoi’er beretter om de myrrabærene der besøgte den levendegørende grav, eller fortæller om frugterne af Kristi Opstandelse. Hvis en Gudsmoders fest eller en helgens fest falder på søndagen med polyeleos, synges deres tilhørende sidde-vers efter søndagens ypakoí.

12) Trappe-Antifoner.
Efter ypakoi og sidde-versene, følger morgengudstjenestens antifoner, der kaldes for ”trappe-vers” eller ”trappe-antifoner. De synges ligesom antifonerne til Liturgien, af to kor som vekselsang. Morgengudstjenestens antifoner kaldes trappe-antifoner, fordi de er sammensat af 15 salmer (salme 119-133), der i det Gamle Testamente kaldtes for trappetrinnenes sang eller i den danske oversættelse ”en sang på trapperne”. Disse salmer blev i Templet i Jerusalem sunget af levitterne der var opdelt i to kor, imens de stod på trappetrinnene til templets indgang. Trappe-antifonerne renser med deres indhold, løfter sjælen, og forbereder de bedende til at lytte til Evangeliet. I ord føres de bedende op ad trinnene fra jorden til himlen, fra rejsen til fædrelandet, fra sorg til glæde, fra sygdom til salig fred. Der finde trappe-antifoner til hver af de 8 toner, og de kan findes i oktoikon eller ”ottetonebogen”.
Til de store fester synges følgende trappe-antifoner i 4. tone:

Festens trappe-antifoner:

Forklaring:

Fra min ungdom har mange lidenskaber angrebet mig, men hjælp Du mig og frels mig, min Frelser.

 

Alle, som hader Sion, skal blive gjort til skamme af Herren: for som græs forgår i ild, sådan skal I forgå.

Ved Helligånden fyldes hver sjæl med liv: og ophøjes ved renselse og oplyses af den Trefoldige Enhed i et helligt mysterium.

Fra min ungdoms tid af, har mange lidenskaber ført krig mod mig, men Du, Gud, hjælp mig og frels mig!

 

Skam jer, alle der hader Guds Kirke! Thi i skal, ligesom græs i ilden, tilintetgøres.

Enhver sjæl gøres levende ved Helligånden og ophøjes ved renselse. På en hellig og mysteriefuld måde, oplyses sjælene af Den Hellige Treenighed.


Disse ord beskriver den nådefulde hjælp som gives de bedende gennem Jesus Kristus og Hans Kirke, der i antifonerne kaldes ”Sion”.

13) Oplæsningen af Det Hellige Evangelium.
Efter trappe-antifonerne siger diakonen morgengudstjenestens prokimen efter den gældende tone, synges som vekselsang mellem diakonen og koret. Denne prokimen hænger altid sammen med evangelielæsningen. Til store fester læses og synges en særlig prokimen, typisk i 4. tone, der særligt realterer sig til festen.
Efter dagens morgenprokimen siger diakonen ”Lad os bede til Herren” og koret synger ”Herre, forbarm Dig” hvorefter præsten siger udråbet: ”Thi hellig er Du, vor Gud, som dvæler i de hellige, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed.” Herefter siger diakonen ”Alt, der har ånde, pris Herren” og koret gentager det. Efterfølgende siger diakonen andet vers: ”Pris Gud i Hans hellige, pris Ham i Hans mægtige hvælving.” hvorefter diakonen gentager ”Alt, der har ånde” hvorefter koret svarer: ”pris Herren”. Herefter siger diakonen: ”Om at Han vil give os at lytte til det hellige Evangelium, lad os bede til Herren.” koret svarer tre gange ”Herre, forbarm Dig”. Derefter siger diakonen at vi skal høre – ”visdom” og at vi derfor skal ”stå oprejste”, dvs. i andagt og med gudsfrygt, fordi vi skal til at ”lytte til det hellige Evangelium”. Præsten fortsætter da diakonen udråb ved at velsigne folket og sige: ”fred være med jer alle”, og folket svarer derefter præsten med et ønske om at han også må få samme fred: ”og med din ånd”.
Præsten siger da: ”Oplæsning af det Hellige Evangelium hos (navnet på den evangelist der har skrevet det pågældende evangelium)”. Koret priser nu Herren ved at synge: ”Ære være Dig, Herre, ære være Dig”. Diakonen påkalder nu alle til at rette deres opmærksomhed mod evangelielæsningen med udråbet: ”Lad os være opmærksomme!”, hvorefter evangelielæsningen kan begynde.
Evangeliet til morgengudstjenesten læses ikke af diakonen som til Liturgien, men af præsten, med det for øje, at han ”først mættede de mennesker med det guddommelige ord, som han til Liturgien vil mætte med det mysteriefulde brød” (Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døberne dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. – Matt. 28:19-20).
Præsten har vigtigere funktioner til Liturgien, selv vigtigere end at læse Evangeliet højt. Søndagens morgen-evangelielæsning er vigtigere end læsningen til Liturgien, fordi det direkte omhandler Kristi Opstandelse fra de døde. I kraft af dette, læses morgen-Evangeliet i alterrummet på Tronen (det hellige alterbord), hvorimod læsningen af Evangeliet til Liturgien foregår udenfor alterrummet og oplæses af diakonen.  Dette hører særligt morgengudstjenesten til, da Tronen symboliserer Frelserens grav.
Der er i alt 11 passager der benyttes som morgen-Evangelielæsning. Disse 11 kaldes tilsammen for ”den Evangeliske søjle”. Cyklussen af læsninger begynder ugen efter Pinse: Allehelgens søndag. Efter de alle i rækkefølge er blevet oplæst, begynder man forfra med at læse 1. morgen-Evangelie den følgende søndag.
Týpikon foreskriver at søndagens morgen-Evangelium skal læses på Tronen, da det symboliserer at læsningen høres fra Herrens Grav, og det gode budskab om Kristi Opstandelse strømmer ud derfra. Derfor læses Evangeliet af præsten, på Tronen. Til store fester læses Evangeliet højt iblandt kirkeforsamlingen, midt i templet, foran festdagsikonet. Diakonen bærer Evangeliet ud af de Kongelige Porte og siger den foreviste prokimen imens han står på ambonen med front mod folket. Derefter bærer han Evangeliet hen til præsten der læser det højt og kysser det.

14) Hymnen: ”Havende set Kristi Opstandelse”.
Om søndagen (når der læses på Tronen) bæres Evangeliet ud af alterrummet gennem de Kongelige Porte og præsten stiller sig på ambonen imens han holder Evangeliebogen og hele kirken synger følgende påskehymne:

”Havende set Kristi Opstandelse, lad os tilbede den Hellige Herre Jesus, som alene er uden synd. Vi falder ned for Dit Kors, O Kristus, og Din hellige Opstandelse lovsynger og priser vi, for Du er vor Gud, udover Dig kender vi ingen anden, vi påkalder Dit Navn. Kom, alle I troende, lad os tilbede Kristi hellige Opstandelse: for, se, ved Korset kom fryd til hele verden. Altid lovprisende Herren, lovsynger vi Hans Opstandelse, thi ved at have udholdt korsfæstelse har Han ved døden tilintetgjort døden.”

Ovenstående påskehymne synges ikke på hverdage, men synges til festen for Ophøjelsen af Herrens Kors og til Kristi Himmelfart.

Efter hymnen er sunget, går præsten med diakonen ned fra ambonen og placerer Evangeliet på det centrale analogie, hvorefter koret synger salme 50. I Týpikon er det foreskrevet at præsten skal holde Det Hellige Evangelium og at alle i kirken kommer hen og kysser det imens salme 50 bliver læst eller sunget. Denne praksis er oftest i vor tid rykket til efter diakonen har læst bønnen: ”Frels, Herre, Dit folk, og velsign Din arvedel…”.

Uden for klostrene er det heller ikke hele salme 50 der synges, men udvalgte vers fra den, samt festens eller søndagens stichíra. Disse dybt rørende vers understreger i deres indhold, hvad sand inderlig anger er. Det er den anger som vi alle skal stræbe imod at opnå, især i fastetiderne.

15) Diakonens bøn: ”Frels, Herre, Dit folk”.
Efter stichírerne beder diakonen højlydt bønnen, der også bliver bedt som den første under litýen: ”Frels, Herre, Dit folk, og velsign Din arvedel…”. Efter bønnen siger præsten udråbet: ”Med Din Enbårne Søns barmhjertighed, og gavmildhed og kærlighed til menneskene, lovprist er Du gennem Ham og med den Alhellige, Gode og levendegørende Ånd, nu og altid og i evigheders evighed”.
Efterfølgende er der nu tradition om søndagen for, at de bedende træder frem til Evangeliet, kysser og ærer det, hvorefter de træder hen til præsten, som salver dem med den hellige olie, der blev velsignet til litýen sammen med de fem brød. Idet præsten salver hver enkelt person, siger han: ”I Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Amen”. Hver person får også et stykke af de fem brød der blev velsignet til litýen i slutningen af aftengudstjenesten. Dette gøres for at velsigne menneskene og læge åndelige som legemlige sygdomme, påkaldende Guds hellige nåde.

16) Kanónen.
Efter diakonens bøn og præstens udråb, begynder koret at synge og læse kanónen (se under punkt 47). Kanónen synges og læses særligt højtideligt som svar på opfordringen til at ”lovsynge Herrens Opstandelse”, da dens indhold beretter om Kristi Opstandelse og Hans rettroende tjenere (de hellige), som frem for alle lovsynger og priser Herren. Kanónen indeholder vers fra de 9 bibelske sange som er beskrevet tidligere under punkt 13.
Efter 3., 6. og 9. ode i kanónen, siger diakonen den lille ekteni, der har til formål at skærpe de bedendes opmærksomhed under lovprisningen af Herren og ærelsen af Hans hellige, og samtidigt ikke glemme at bede for sig selv. I disse ektenier beder vi Herren om at forsvare, frelse, beskytte og forbarme sig over os ved Sin nåde, og efter at have ihukommet alle de hellige og Guds Moder, betro os selv og hele vort liv til Kristus vor Gud.
Efter hver ekteni siger præsten et udråb der forklarer hvorfor vi betror os selv til Gud. Efter 3. ode siger han: ”Thi Du er vor Gud…”; efter 6. ode: ” Du er jo verdens Konge og vore sjæles Frelser…”; efter 9. ode: ”Thi alle himmelske skarer lovsynger Dig…”.

Ud over ovenstående generelle oplysninger om kanónen, burde man også kende til følgende, mere specifikke og vilkårlige oplysninger:
– Hver ode af kanonen er forbundet til én af de 9 bibelske sange, som synges inden kanónens troparier i samme omfang som det er passende til festens betydning.
– Som det blev nævnt tidligere under punkt 63, synges irmóserne til morgengudstjenestens kanón ikke kun i starten af oden, men også i slutningen af dem; som det blev nævnt, synges disse slut-irmós’er nogle steder på den måde, at de to kor træder ned fra de to klirosser og mødes i midten af templet og synger den sammen. Denne irmós kaldes ”Katavásia” (af græsk: καταβᾰσία – ”nedstigning” eller at ”træde ned fra”).
– På hverdage tages katavásia oftest fra dagens kanón. Om søndagen og på festdage synges andre kanóners irmós’er som katavásia: Til de fleste søndage tages katavásia-verset fra Gudsmoders kanón, som de fleste kender: ”Jeg åbner mine læber…”. Da denne kanón ofte bruges i kirken, kaldes den også for den ”daglige katavásia”. Den benyttes som katavásia-vers i følgende perioder: a) fra 22. september til 20. november, b) fra 10. februar til 1. august, med undtagelse af perioden mellem den Store Faste indtil Treenighedsdagen (søndagen efter Pinse – Trinitatis), men inklusiv Tolderen og Farisæerens Søndag, 2. og 5. søndag i den Store Faste og første søndag efter Treenighedsdagen (Trinitatis), uanset hvilken dato eller måned de måtte falde på.
– I mellemtiden, mellem de foreskrevne perioder for hvornår man synger ”Jeg åbner mine læber…”, takes katavásia-verset fra de tolv hellige festers kanóner, nemlig: fra 1. august til 22. september benyttes katavásia fra kanónen tilhørende festen for Ophøjelsen af Kristi Kors – ”Moses tegnede et Kors…”. Fra 20. november til 31. december benyttes Kristi Fødsels kanón – ”Kristus fødes, pris Ham!”. Fra 1. til 14. januar benyttes kanónen til Herrens Dåb (Teofanien) – ”Herren, som er stærk i kamp, delte vandene og blotlagde havets bund…”. Fra 15. januar til 10 februar benyttes kanónen til Herrens Fremstilling i Templet – ”Over den tørre jord, som er født af dybet, stod solen op…”.
Derudover tages katavásia-verset på de nærmeste dage til festerne: Kristi Forklarelse, Gudsmoders Hensoven og Kristi Himmelfart – fra festernes respektive kanóner.
Fra første dag i Påsken (Påskedag) til Himmelfarten, benyttes Påskekanónens katavásia-vers – ”Det er Opstandelsens dag…”. Deraf ses det, at katavásia-versene, ud over ”Jeg åbner mine læber…”, tages fra de tolv store festers respektive kanóner.
– Ud over den lille ekteni efter 3., 6. og 9. ode i kanónen, synges også nogle korte vers. Disse er efter 3. ode: ypakoí’er og sidde-vers. Efter 6. ode: kontakier og íkos’er. Efter 9. ode:  Fotagogika (af græsk: φωταγωγικόν – lysbringelse) og exapostilárion (af græsk: ἐξαποστειλάριον – ”jeg sender”) der er særlige bønnevers som henviser til den antikke praksis at en sanger blev sendt ned fra klíros for at synge dette ”exapostilárion” i midten af templet.
Af ovenstående bønner og deres mange navngivelser, retter sidde-versene særlig opmærksomhed mod sig idet, at de synges tre gange i løbet af vågenatten. Første gang er efter kathismerne; anden gang er efter polyeleos, og tredje gang er efter kanónens tredje ode. Grunden til at man begyndte at kalde disse særlige vers for ”sidde-vers”, ligger i, at det er foreskrevet på disse tidspunkter i vågenatten at læse højt fra de helliges levned i Synaxariet. Da denne læsning markant forlænger gudstjenesten, er det tilladt at sidde ned under oplæsningen. Derfor begyndte man at kalde verset der synges lige inden læsningen for ”sidde-vers”.

Det kan nu opsummeres, at kanónen består af: 1) Irmós’er; 2) Troparier; 3) Vers fra de gammeltestamentlige sange; 4) Festdagsomkvæd eller epóder; 5) Kontakier, sidde-vers og ypakoí’er; 6) Ektenier og udråb; 7) Katavásier og 8) oplæsningen af de helliges levned fra Synaxariet (prologen). Hvis vi tidligere kaldte kanónen for et ”åndeligt digt”, kan den nu kaldes for en ”tjeneste i tjenesten”, der er meget højtidelig og meget lang, hvis man da fyldestgørende læser og synger alle dele der indgår i kanónen.

17) ”Min sjæl højlover Herren”.
Imens den 8. ode af kanonen synges, tilrøger diakonen alterrummet. I slutningen af 8. ode træder han ud på soléet og tilrøger ikonostasis, og gør hold foran Guds Moders ikon. Da den 9. ode af kanónen ihukommer Guds Moder, løfter diakonen røgelseskarret op foran hendes ikon og siger højlydt: ”Lad os med hymner ære og ophøje Gudfødersken, Lysets Moder”. Sangerne i koret begynder da at ære Guds Moder med hymnen: ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser” og tilføjer omkvæddet: ”Højere æret end keruber og uendeligt mere herlig end serafer, du, som uberørt fødte Gud Ordet, i sandhed Gudføderske, dig højlover vi”. Imens dette synges, fortsætter diakonen med at bringe røgelsesoffer i hele templet.

18) Exapostilarion eller Fotagogika.
Efter kanonens 9. ode, siger diakonen den lille ekteni, og efter præstens udråb siger diakonen ”Hellig er Herren, vor Gud” tre gange, som vekselsang med koret. Efter dette synges fotagogika eller morgen-exapostilarion. Exapostilarion eller fotagogikon er en kirkelig hymne, hvori Herren bedes om at sende lys ned til os og oplyse vore sind til værdigt at lovsynge Ham i stichírerne til lovprisningerne, samt i den store doxologi.

19) Salmer og stichíra til lovprisningerne.

Efter ”fotagogika” eller ”exapostilarion” synges ”lovprisningerne”, der er salmer hvori Gud lovprises af alle skabninger, selv de skabninger der ikke har sjæl, fra naturens rige. I praksis synges kun nogle vers fra hver salme, selvom man i nogle klostre vil kunne høre, at de synges fuldstændigt. Der er tale om salmerne 148, 149 og 150. Følgende vers synges til vågenatten om søndagen:

”Alt, der har ånde, pris Herren. Pris Herren fra Himlen, pris Ham i det høje. Dig tilkommer al pris, Gud”.
”Pris Ham alle Hans engle, pris Ham alle Hans hærskarer. Dig tilkommer al pris, Gud”.

Til disse lovprisninger af Gud, tilføjes nogle stichírer der om søndagen kaldes ”søndagens stichírer”. I anledningen af en vilkårlig festdag eller til ære for en Helgen, kaldes disse stichírer: ”stichíra til lovprisningerne”.
Efter stichíra til lovprisningerne, synges om søndagen en særlig ”Evangelisk stichíra”. Der findes 11 Evangeliske stichírer efter antallet af passager i Evangeliet der oplæses til morgengudstjenesten om søndagen. Disse stichírer er angivet i oktoikon (ottetonebogen) lige efter exapostilarion.

20) Theotokiet: ”Alvelsignet er du, Jomfru og Gudføderske”.
Efter stichírerne til lovprisningerne, synges følgende theotokie altid til søndagens vågenat:

Theotokiet:

Forklaring:

Alvelsignet er du, Jomfru og Gudføderske, thi ved Ham, der tog kød af dig, er dødsriget taget til fange, Adam genrejst, forbandelsen gjort til intet, Eva sat fri, døden besejret og vi skænket liv. Derfor råber vi til dig i pris: Velsignet er Du, Kristus Gud, som har behaget at gøre dette; ære være Dig. I højeste grad er du velsignet, Jomfru og Gudføderske, fordi Han, der gennem dig er legemliggjort, har taget helvede til fange, har genrejst Adam fra helvede, har tilintetgjort forbandelsen, har sat Eva fri, har besejret døden ved døden og gjort os levende. Derfor råber vi lovsyngende: ”Velsignet er Du, Kristus vor Gud, som har behaget at gøre dette; ære være Dig!”


Idet theotokiet synges, åbnes de Kongelige Porte, der har været lukkede under hele kanónen, som tegn på at Guds Moder, ved at have født Gud Ordet, åbnede indgangen til Himmeriget. De Kongelige Porte forbliver åbne indtil morgengudstjenestens bortsendelse.

21) Den Store Doxologi.
Efter theotokiet siger præsten udråbet: ”Ære være Dig, som har vist os lyset!” hvilket skal forstås som: ”Ære være Dig, Herre, fordi Du har åbenbaret lyset af det sande kendskab til Gud (Teologi) for os!” (”Dette er det evige liv, at de kender Dig, den eneste sande Gud, og Ham som Du har sendt, Jesus Kristus.” Joh. 17:3). Dette udråbs ord bringer os tilbage til kristendommens dybeste oldtid, og påminder os bedre end nogen anden bøn om, at denne tjeneste (vågenatten) varede hele natten, lige til solopgang. Idet præsten så den opgående sols lys, takkede han på vegne af alle de troende Herren, for at Han, den Barmhjertige, har værdiget os at leve til en ny dag og på ny se solens lys: ”Ære være Dig, som har vist os lyset!”. De kristne betragter det synlige lys som et symbol på troens lys, den sande Teologi’s lys, der er givet os ved Herren Jesus Kristus. Derfor trækker de troende tankerne fra det naturlige dagslys, og retter dem mod den åndelige lys, idet de besvarer præsten udråb med den store doxologi:

Ære være Gud i det højeste og på Jorden fred, i mennesker god vilje. Vi lover Dig, vi velsigner Dig, vi tilbeder Dig og vi takker Dig for Din store herlighed. Herre, himlenes Konge, Gud Fader den Almægtige. Herre, Du enbårne Søn, Jesus Kristus og Du Helligånd. Herre Gud, Guds Lam, Faderens Søn, Du, som borttager verdens synd, forbarm Dig over os: Du, som borttager verdens synder, tag imod vor bøn. Du, som sidder ved Faderens højre side, forbarm Dig over os! Thi Du alene er hellig, Du alene Herre, Jesus Kristus, til Gud Faders ære. Amen.

 

Dag for dag vil jeg velsigne Dig og lovprise Dit navn i evigheders evighed. Giv os, Herre, denne dag at bevares fra synd. Velsignet er Du, Herre, vore fædres Gud, og lovet og forherliget er Dit navn i evighed. Amen. Din barmhjertighed være over os, Herre, så som vi har håbet på Dig. Velsignet er Du, Herre, lær os Dine bud (tre gange).

Herre, Du var vor tilflugt slægt efter slægt. Jeg siger: Herre, forbarm Dig over mig, helbred min sjæl, for jeg har syndet imod Dig.
Herre, til Dig tager jeg min tilflugt. Lær mig at gøre Din vilje, thi Du er min Gud, i Dig er livets kilde, i Dit lys skuer vi lys. Lad Din barmhjertighed vare ved over dem, der kender Dig.

I denne hymne takker vi den Hellige Treenighed og særligt Gud Lam, der borttager verdens synd, og vi beder Ham yderligere om, at give os at leve denne dag uden at synde. Dette udtrykker vores svaghed og åndelige skrøbelighed, samt en ydmygelse af os selv i anderkendelsen af, at vi ikke engang af egen kraft kan ophøre med at synde. Derfor beder vi Herren om hjælp til dette. Sådan forenes Herlighedens Rige og De Helliges Rige med Nådens Rige, dvs. de nulevende mennersker, til at lovprise Herren.

Den Store Doxologi er en hymne fra oldtiden af, hvilket vi ved fordi den er beskrevet af de hellige fædre i 300’tallet, som f.eks. Hl. Athanasius den Store i bogen ”Om jomfrudyden”.

Den Store Doxologi afsluttes med den Trehellige sang: ”Hellige Gud, Hellige Stærke, Hellige Udødelige, forbarm Dig over os”.

22) Søndagens bortsendelsestroparie.
Efter den store doxologi og den Trehellige sang, synges festdagens troparie (hvis det er en festdag), og om søndagen synges ”bortsendelses-troparierne”. De kaldes således fordi de synges lige inden bortsendelsen, altså morgengudstjenestens afslutning. Der findes to bortsendelsestroparier som begge er forfattet af Hl. Johannes af Damaskus. Det ene troparie benyttes når søndagen synges i ulige toner, og det andet benyttes når søndagen synges i lige toner. Bortsendelsestroparierne er som følger:

Bortsendelsestropariet
til tone 1, 3, 5 og 7:

Foklaring:

I dag er frelsen kommet til verden. Lad os lovsynge Ham, som oprejstes fra graven, vort livs Ophav. For ved døden tilintetgjorde Han døden og skænkede os sejr og stor nåde. Nu er verdens frelse fuldent. Lad os da lovsynge Ham der er opstået fra graven og som er vores livs Overherre, fordi Han ved Sin død tilintetgjorde døden, og fordi Han gav os sejr og stor nåde.
Bortsendelsestropariet
til tone 2, 4, 6 og 8:
 
Du rejste dig fra graven og sønderrev dødsrigets lænker. Du har tilintetgjort dødens dom, Herre, og derved udfriet menneskeheden fra fjendens snarer. Du viste Dig for Dine Apostle, som Du sendte ud for at forkynde; og ved dem har Du skænket fred til verden, Du, som alene er rig på barmhjertighed. Herre, Du der er opstanden og har brudt helvedes lænker. Du har tilintetgjort vores dødsdom, og befriet alle mennesker fra djævelens net. Du viste Dig for Dine Apostle, som Du sendte ud for at prædike, og gennem dem, har Du givet fred til hele verden, Du, som alene er albarmhjertig.

I bortsendelsestroparierne berettes der om Jesu Kristi Opstandelse og om de Hl. Apostles arbejde med at udbrede kristendommen.

23) Den Inderlige Ekteni.
Efter bortsendelsestropariet følger den inderlige ekteni der starter med bønnen: ”Forbarm Dig over os, Gud, efter Din store nåde, vi beder Dig: Bønhør os og forbarm Dig over os”.

24) Den Bedende Ekteni.
Umiddelbart efter den inderlige, følger den bedende ekteni, som starter med bønnen: ”Lad os fuldende vor morgenbøn til Herren!”. Denne ekteni afsluttes da ikke med samme udråb som til aftengudstjenesten, men med et andet der lyder således: ”Thi Du er en barmhjertig og gavmild og menneskeelskende Gud, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed.”
Efter præstens udråb, velsigner han folket og siger ”Fred være med jer alle”, hvorefter folket svarer ”og med din ånd”. Diakonen opfordrer da alle til at bøje deres hoveder for Herren, imens præsten stille læser beder en bøn (der adskiller sig fra bønnen der læses når vi bøjer vores hoveder til aftengudstjenesten), hvori han beder Gud om at Han som er god og elsker menneskene, må tilgive alle vores ynder som er begået agtsomt og uagtsomt (forsætlige og uforsætlige), og give os Sine jordiske og åndelige goder. Præsten afslutter bønnen med udråbet: ”For Dit, vor Gud, er at tilgive og frelse os, og til Dig opsender vi pris, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed”.
Herefter følger udråb og bønner, der altid går forud for bortsendelsen. Diakonen siger: ”Visdom”. Koret synger: ”Velsign!”. Præsten siger udråbet: ”Velsignet er Du, Kristus, vor Gud, stedse, nu og altid og i evigheders evighed”. Koret svarer da med ”Amen”, og synger derefter ”Befæst, Gud, den hellige ortodokse tro og de troende kristne i al evighed”. Præsten siger nu: ”Alhellig Gudføderske, frels os”. Koret svarer på dette udråb med Guds Moders doxologi: ”Højere æret end keruber og uendeligt mere herlig end serafer, du, som uberørt fødte Gud Ordet, i sandhed Gudføderske, Dig højlover vi”. Derefter ærer præsten med ordene: ”Ære være Dig, Kristus Gud, vort håb, ære være Dig”. Koret fortsætter præstens sætning med: ”Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed. Amen”. De beder Herren om tilgivelse ved nu tre gange at synge: ”Herre, forbarm Dig”, og til slut bede præsten om velsignelse til at forlade templet ved at sige ”Velsign”. Herefter siger præsten bortsendelsen.

25) Bortsendelsen.
Der findes forskellige bortsendelser afhængigt af om det er hverdag, søndag eller en stor fest. Om søndagen kaldes det den store bortsendelse, og den er som følger:
”Må Han som er Opstanden fra de døde, Kristus vor sande Gud, gennem forbønnerne fra Sin Alrene Moder, de hellige herlige og højlovede apostle, (derefter ihukommes den helgen hvis navn templet er indviet i, og dagens fejrede helgen, f.eks.: ”den Hellige fromme fyrste Alexander Nevskij, den Hellige hierark Ulrik af Augsburg”), Guds fromme hellige forfædre Joakim og Anna og gennem alle helgenernes forbønner, må Han forbarme Sig over os og frelse os, thi Han er god og elsker menneskene”.
Som det er vist i bortsendelsen foroven, starter søndagens bortsendelse med ordene ”Han som er Opstanden fra de døde”. Til store fester indsættes andre passende tilføjelser. Den almindelige, daglige, ”lille” bortsendelse er som følger:
”Må Kristus vor sande Gud, gennem forbønnerne fra Sin Alrene Moder, vore fromme og Gud-bærende fædre, Guds fromme hellige forfædre Joakim og Anna og gennem alle helgenernes forbønner, må Han forbarme Sig over os og frelse os, thi Han er god og elsker menneskene”.

26) Den 1. time.
Efter morgengudstjenestens slutning, læses den 1. time i timernes bog, hvor Jesu Kristi dom hos Pilatus ihukommes. Som konklusion på den 1. time, læser præsten følgende bøn foran de Kongelige Porte:

Selve bønnen:

Forklaring:

Kristus, Du Sande Lys, som oplyser og helliger ethvert menneske, der kommer til verden: Lad Dit ansigts Lys stråle på os, så vi i det må se det utilgængelige Lys, og ret vore skridt, så vi kan holde Dine bud; ved forbønnerne fra Din alrene moder og alle Dine hellige. Amen. Kristus, Du der er det sande Lys, som oplyser og helliggør ethvert menneske der kommer til verden. Lad Dit ansigts Lys findes i os, for at vi gennem det kan skue det utilgængelige (dvs. ypperste) lys (dvs. Gud Selv). Befæst vort liv i Dine Bud, ved Din alrene Moders og alle Dine helliges forbønner. Må det i sandhed ske sådan.

Efter præsten har bedt den 1. times bøn, synger koret følgende:

Kontakion til Guds Moder:

Forklaring:

Til dig vor Hærførerske, der redder os fra lidelser, vier vi, dine tjenere, denne sejrsfest og taksigelse, O Gudføderske. Da du har uovervindelig magt, så udfri os fra alle farer, så vi kan tilråbe dig: Vær hilset, du uformælte brud. Til dig, vor krigsførende Hærførerske, der frier os fra lidelser, til dig vier vi, dine tjenere, denne sejrssang og taksigelse, O Gudføderske. Da du har uovervindelig magt, så udfri os fra alle farer, så vi kan tilråbe dig: Vær hilset, du Brud uden brudgom!


Herefter siger præsten: ”Ære være Dig, Kristus Gud, vort Håb, ære være Dig”. Koret svarer med ”Ære være…”, ”nu og altid…” og ”Herre, forbarm Dig” (tre gange), hvorefter de beder om præstens velsignelse, der herefter siger den 1. times bortsendelse: ”Må Kristus vor sande Gud, gennem forbønnerne fra Sin alrene Moder, fra vore fromme og gudbærende fædre og fra alle Sine hellige, forbarme Sig over os og frelse os, thi Han er god og elsker menneskene”.

80. Skematisk opbygning af morgengudstjenesten til vågenatten.

1) De seks salmer (eller hexapsalmos).
2) Den store ekteni.
3) Hymnen: ”Herren er Gud…”
4) Troparier.
5) Kathismer.
6) Den lille ekteni.
7) Polyeleos.
8) Søndagens troparier efter ”de ulastelige”.
9) Megalynárion.
10) Den lille ekteni.
11) Ypakoí (søndagens sidde-vers).
12) Trappe-Antifoner.
13) Oplæsningen af Det Hellige Evangelium.
14) Hymnen: ”Havende set Kristi Opstandelse”.
15) Diakonens bøn: ”Frels, Herre, Dit folk”.
16) Kanónen.
17) ”Min sjæl højlover Herren”.
18) Exapostilarion eller Fotagogika.
19) Salmer og stichíra til lovprisningerne.
20) Theotokiet: ”Alvelsignet er du, Jomfru og Gudføderske”.
21) Den Store Doxologi.
22) Søndagens bortsendelsestroparie.
23) Den Inderlige Ekteni.
24) Den Bedende Ekteni.
25) Bortsendelsen.
26) Den 1. time.

81. Morgengudstjenestens symbolske og didaktiske betydning.

“Velsignet være Herrens navn” der synges inden de seks salmer, påminder om Jesu Kristi Fødsel og om essensen ved Hans lære. De seks salmer (Hexapsalmos) beskriver profetisk Jesu Kristi jordiske liv og til dels, menneskenes fjendtlighed imod Ham. “Herren er Gud…” påminder om Jesu Kristi tilværelse i legemet og særligt om Hans vej mod de frivillige pinser. Tropariet beretter om den fejrede vilkårlige fest eller dagens helgen. Søndagens kathismer indeholder profetiske gengivelser af Jesu kristi lidelser, død og begravelse. Polyeleos beretter om storheden og herligheden ved Jesu Kristi Opstandelse. Det at søndagens troparier efter de ”ulastelige” og Det Hellige Evangelium bringes ud af alterrummet, symboliserer da Kristus viste Sig for verden efter Sin Opstandelse. Megalynariet højlover den fejrede hellige person eller begivenhed. Trappe-antifonerne henviser til den nådefulde hjælp, som gives til de troende gennem Den Hellige Ånd og Guds Kirke. Evangeliet læses højt som den største glæde for de rettroende, så de kan høre om Jesu Kristi liv på jorden og Hans lære, samt få svar på hvorfor vi fejrer en given fest, som er beskrevet i Evangeliet. Om søndagen læses højt fra en af de 11 evangeliske passager, der beretter om Kristi Opstandelse fra de døde, hos alle de fire Apostle og Evangelister. Bønnen ”Havende set Kristi Opstandelse…” opfordrer de bedende til at bøje sig for den Opstandne Herre og tilbede Ham. I bønnen ”Frels, Herre, Dit folk…”  bedes der om Guds barmhjertighed til menneskene, der gennem Jesu Kristi Opstandelse gjordes til Guds arvedel. Kanónerne udtrykker lov og pris til den Opstandne Herre på vegne af Herlighedens Rige, dvs. alle de hellige (den Himmelske Kirke). Fotagogika eller exapostilarion, der normalt ikke synges på hverdage, udtrykker det lys den kristne sjæl indeholder, når den er oplyst gennem Jesus Kristus. Lovprisningerne udtrykker naturens riges lovprisninger til Den Opstandne Herre. I stichírerne til lovprisningerne, synges der om den pågældende fejring. Theotokiet synges til forherligelse af Guds Moder, der åbnede indgangen til Himmeriget ved at føde Gud Ordet. Den Store Doxologi udtrykker pris til Herren fra herlighedens rige, dvs. den jordiske Kirke.  Søndagens bortsendelsestroparier beretter om de Hellige Apostles prædiken om den Opstandne Kristus.

Således kan betydningen af vågenattens anden del, morgengudstjenesten, opsummeres som en beretning om de kristne, nytestamentlige begivenheder, og i særdeleshed, Kristi Opstandelse.

82. Rituelle nøglepunkter i aften- og morgengudstjenesten når de er en del af vågenatten.

For bedre at kunne huske de mange elementer vågenatten består af, kan det være en fordel af være særligt opmærksom på de vigtigste synlige ritualer under tjenesten. Således kan det være lettere i starten at sammenholde disse synlige rituelle handlinger med gudstjenestens forløb.
Således er et tegn på den indledende salme, at hele templet tilrøges af præsten med røgelseskarret, og diakonen der går foran præsten med et lys.
Et tegn på at ”Herre, jeg råber” skal til at synges, er at diakonen tilrøger ikonostasis og resten af templet samt de bedende.
Tiden for dogmatikon kan kendes på, at de Kongelige Porte åbnes, og aftenindgangen udføres, hvor præsten og diakonen højtideligt træder ud gennem de nordlige døre med røgelseskarret.
Hymnen ”Milde Lys” og dagens prokimen til aftengudstjenesten, kan kendes på at diakonen og præsten står bag ved Tronen (alterbordet), foran Højsædet (det ophøjede sted).
Paremíernes oplæsning kan kendes på, at læseren træder ud i midten af templet og læser op fra Den Hellige Skrifts gammeltestamentlige bøger, på samme måde som Apostlen læses op til Liturgien. Dette gøres ved, at læseren i de sidste tre vers hæver stemmen, samt at læsningen er særlig højtidelig.
Litýens stichíra kan kendes ved, at alle de gejstlige højtideligt træder ud af alterrummet gennem de nordlige døre, og stiller sig i templets forhal (narthex), hvorefter diakonen tilrøger ikonostasis, præsten, sangerne og de bedende.
Diakonens bøn til litýen kan kendes på dens lighed med hvordan ektenierne oplæses, samt at koret mange gange synger ”Herre, forbarm Dig”.
Stichíra apósticha (stichírer til versene) kan kendes på de gejstliges fremtræden mod de forberedte fem brød midt i templet.
Tegnet på at hymnen ”Velsignet være Herrens navn” og Davids salme 33 synges, er at de Kongelige Porte åbnes, hvorefter præsten velsigner folket.

Af morgengudstjenestens delelementer kan nævnes: Morgengudstjenesten starter med at de Kongelige Porte lukker og alt lyset slukkes i templet.
De seks salmer (hexapsalmos) kan kendes ved, at alt lys slukkes i templet, og at broderen der læser salmerne står midt i templet. Efter de tre første salmer er læst færdigt, træder præsten ud af alterrummet og stiller sig foran de lukkede Kongelige Porte, hvor han stille læser de særlige morgenbønner som kun præsten beder under gudstjenesten (det er altså ikke de samme morgenbønner som lægfolket læser i bønnebogen).
Kathismerne kan kendes på, at læseren flere gange læser ”halleluja” og ”ære være… nu og altid…” som gentages af koret tre gange, samt ”Herre, forbarm Dig”.
Et tegn på polyeleos er, at de Kongelige Porte åbnes og at alle lysene i templet tændes. Til polyeleos tilrøger de gejstlige hele templet.
Megalynárion kan genkendes ved, at det er et af de eneste tidspunkter hvor de gejstlige synger i midten af templet.
Trappe-antifonerne: ”Fra min ungdom…” kan kendes ved at diakonen træder ind i alterrummet for at sige morgengudstjenestens prokimen inden oplæsningen af Det Hellige Evangelium. Til store fester træder diakonen ud på ambonen imens trappeantifonerne synges, imens han holder Evangeliet. Her siger han da dagens prokimen imens han står der, hvorefter han siger: ”Alt, der har ånde, pris Herren!”.
Kendetegnet ved påskehymnen der kun synges til søndagens vågenat: ”Havende set Kristi Opstandelse…”, er at præsten bærer Evangeliet ud af alterrummet og står sammen med diakonen på ambonen imens hele kirken synger.
Diakonens udråb: ”Frels, Herre, Dit folk…”, kan kendes ved, at den minder om diakonens bøn under litýen til aftengudstjenesten.
Kendetegnet ved at kanónen læses, er at de troende træder frem for at kysse Det Hellige Evangelium og festdagsikonet (hvis det er en fest), for derefter at blive salvet med den hellige olie fra litýen.
Hymnen ”Min sjæl højlover Herren…” kan kendes ved diakonens udråb der opfordrer til denne hymne, lige inden dens begyndelse: ”Lad os med hymner ære og ophøje Gudfødersken, Lysets Moder”, som han siger stående på soléet foran Gudsmoders ikon.
Theotokiet inden den store doxologi: ”Alvelsignet er du, Jomfru og Gudføderske…”, og selve den store doxologi, kan genkendes ved at de Kongelige Porte åbnes og præsten som løfter sine hænder mod himlen om beder: ”Ære være Dig, som har vist os lyset!”.
Den 1. Times start kan genkendes ved, at de Kongelige Porte lukkes og alterforhænget trækkes for, samt at præsten i slutningen af timelæsningen træder ud på ambonen for at læse bønnen ”Kristus, Du Sande Lys…” imens han er iklædt sit epitrachélie.

83. Vågenattens delelementers historiske ophav og udvikling.


Ligesom det historiske aspekt ved Liturgiens udvikling, rettes der også opmærksomhed mod Vågenattens historiske udvikling, når man beskæftiger sig med liturgik. Men vågenatten indeholder mange flere foranderlige bønner, og i større grad indflydelse fra de hellige fædres kunstneriske og poetiske lovprisninger af Gud, samt en generel sværere strukturel opbygning end Liturgien. Samlet set er Vågenatten, sammenlignet med Liturgien, mere vanskelig at beskrive historisk. De lærde russiske liturgisters arbejde, før revolutionen i 1917, bestod i at forsøge at klarlægge Vågenattens historiske udvikling, men er stadig på et stadie hvor de mere generelle dele af gudstjenesten behandles.
Et af disse spørgsmål er f.eks. hvornår de forskellige delelementer opstod og hvordan de videre udviklede sig. Dette gælder:
1) Aften- og morgengudstjenesten og 2) tiden og omgivelserne for deres hovedbestanddeles opståen, som f.eks. antifonerne (salmer), kanónen, aftenindgangen, litýen, velsignelsen af brøddene, kathismerne, polyeleos, den 1. Time osv.
Samtidigt rettes opmærksomheden mod det faktum, at Vågenattens opståen og dens videre historie, samt generelle karakter, er i direkte forbindelse til Liturgiens historie. Allerede i kristendommens oldtid fandtes der tradition for langvarige nattebønner, hvilket bevidnes i Apostlenes Gerninger (ApG. 12:12, 7; 16:25). Under kristenforfølgelserne, holdt de kristne også hovedsageligt gudstjeneste og natten, som i begyndelsen var Eukaristien (Liturgien), i forbindelse til agape-måltiderne. Disse broderlige måltider der var fulgt af Eukaristien sammen med de daglige personlige bønner, var i højeste grad betragtet som det konkluderende øjeblik for de første kristnes bønner. De begyndte om aftenen og kunne vare hele natten. Derfor var oldtidens Liturgi ikke blot den første fællestjeneste (fællesbøn), men var samtidigt en tjeneste der med rette kan kaldes ”vågenat” eller ”helnatsbøn”.
Disse forsamlinger var ikke daglige. Oftest blev de afholdt om søndagen. I mellemtiden styrkedes traditionen blandt de kristne, for vågenattens delelementer: nemlig aften- og morgengudstjenesten. Dette var traditionen for at hellige forskellige dele af dagen og natten med bønner, som f.eks. ”morgenen”, aftenen ved skumringstid og natten, ved hanegal (se under punkt 32 der omhandler de daglige gudstjenesters ophav). Disse bønner bestod ud over ”Fader Vor” også i læsningen af Profeten Davids salmer, dem der refererer til det pågældende tidspunkt. Sådan passede salme 140 godt til aftentiden, da der blandt andet høres følgende ord: ”Lad min bøn stige op til Dig som røgelse, og lad mine løftede hænder være et aftenoffer… hør mig Herre”. Morgentimens salme 62 indeholder følgende ord: ”Gud, min Gud, jeg vågner i bøn til Dig… Hvis jeg huskede Dig på mit leje, funderede jeg over Dig om morgenen”. Disse salmer bevaredes for eftertiden, og indgik som en del af aften- og morgengudstjenesten da de blev en del af fællesbønnerne. Det at disse salmer fra begyndelsen af har været en del af disse tjenester, er bevidnet af forskellige historiske liturgiske levn.
Således bestod aften- og morgengudstjenesten i starten af Profeten Davids salmer. Oplæsningen af Den Hellige Skrift i det 1. århundrede, var højst sandsynligt ikke brugt i hjemmet, pga. mangel på bøger. Hvilken velsignet tid vi lever i i dag, i det 21. århundrede, hvor hele kristendommens visdom er tilgængelig for alle, hvis bare vi kan overgå vores trællebindende dovenskab og åbne De Hellige Bøger. I oldtiden var bøger sjældne og ufatteligt dyre, da de alle var skrevet i hånden. For eksempel kostede den første Bibel der blev nedskrevet på oldslavisk, det der svarer til et fyrstepalads, og den tog mange år at skrive (Gennadij Bibelen). På Athos var munkene i mange århundreder plagede af pirater, først nordafrikanske og derefter tyrkiske. Der findes en fortælling om hvordan pirater plyndrede den Store Lavra (et kloster på Athos) og tog alle munkene som slaver for at sælge dem på et slavemarked på Cypern. De stjal alle kirkens hellige beholdere og rizaer fra ikonerne. Det eneste de lod blive tilbage, var en gammel munk der klamrede sig til en laset brugt bog. Den gamle munk solgte bogen, og for pengene tog han til Cypern og købte alle de andre munke fri fra slaveriet. Så værdifulde var bøger tidligere. Derfor bør vi med des større glæde og taknemlighed prise Herren for de muligheder vi har, og med større ihærdighed lære om Guds Sandhed i bøgerne, idet vi læser hvert ord med den største opmærksomhed og gudsfrygt, som hvis vores liv afhang af det.


I tiden hvor aften- og morgengudstjenesten befandt sig i deres spæde tilstand, blomstrede Helnats-Liturgien der var fuldbyrdig i Herrens visdomsfrø som den indeholdt: Den Hellige Skrift, forkyndelse af Evangeliet, inderlige bønner og åndelige hymners sang. Ikke desto mindre, skete der i slutningen af det 1. århundrede en omvæltning i Liturgiens historie: Den romerske overmagt, der var fjendtligt stillet overfor kristendommen, offentliggjorde et dekret, der forbød hemmelige kristne forsamlinger. Som et resultat af dette, blev den Eukaristiske natteliturgi rykket fra om aftenen og natten, til at blive afholdt om morgenen og dagen, de fleste steder i det græsk-romerske imperium. Således grundlagdes begyndelsen til morgengudstjenestens fællesbøn, hvis indhold og helliggerninger i starten var en del af de Eukaristiske forsamlinger, som forudgående til selve Eukaristien. Men det var umuligt for de kristne helt at forlade aftentjenesten, med dens dybt poetiske og vise belærende indhold. Derfor fortsatte de kristne med at holde aftentjeneste i de områder der lå afsides fra den romerske ordensmagts fjendtlige og grusomme kontrol. Det samme gjorde sig gældende i de perioder, hvor kristenforfølgelserne svækkedes i intensitet, og de kristne endda nogle steder kunne bygge templer. Her blev aftengudstjenesten ikke blot genoptaget, men også beriget med flere bønner og indhold af guddommelig visdom. Derfor bevidner de bevarede historiske levn om, at man i det 2. århundrede, havde forskellige kristne fællestjenester. Nogle tjenester var dedikerede til de store fester, andre afholdtes tidligt om morgenen, nogle i dagstid og nogle om aftenen.
Liturgiens tilstand i det 2. århundrede havde indflydelse på Vågenattens tilstand i flere henseender. Da Apostlene ønskede at adskille agape-måltiderne fra den Eukaristiske tjeneste, og styrke den fromme tradition ikke at indtage nogen føde før modtagelsen af den Hellige Kommunion, udarbejdede de hellige fædre samtidigt traditionen at velsigne almindeligt brød og vin for at styrke de bedende under aften- og morgengudstjenesten. Sådan opstod traditionen at velsigne brød til Vågenatten. Men også den tidlige kristne epoke: martyrernes epoke, gav ophav til en anden del af Vågenatten, der er tæt forbundet til velsignelse af brøddene: nemlig litýen, eller som den oprindeligt hed: ”litanien”, hvilket vil sige højtidelig religiøs procession fra et sted i templet til et andet. I begyndelsen var disse processioner beregnet til overbringelsen af martyrenes Hellige Relikvier eller andre objekter relaterede til dem. Derudover var ”litanien” også en pilgrimsrejse til stedet for martyrenes lidelser og død, hvilken var fulgt af bøn og lovsang til Herren. Ved at markere stederne for martyrenes lidelser og død med bønner, eller bare almindelig pilgrimsrejse, var det naturligt og en selvfølge for de kristne, at drage på pilgrimsrejser fulgt af bøn, til de hellige steder som har forbindelse til forskellige begivenheder i Jesu kristi jordiske liv. Med tiden blev der på disse steder bygget templer (f.eks. på stedet for Herrens Grav, på Golgotha, på stedet for ophøjelsen af Herrens Kors, på Oliebjerget – Eleon, og i Betlehem). Derfor blev de højtidelige litýer med valfart til disse kirker, en integreret del af gudstjenesterne i Jerusalem. De kristnes ihukommelse af martyrernes epoke og deres hellige minde, lagde grunden for den særlige del af Vågenatten, hvor de helliges levned oplæses fra Synaxariet. Oplæsningen fra Synaxariet til gudstjenesten var et naturligt resultat af ihukommelsen af de hellige martyrers åndelige kamp, der ikke blot blev værdsat i de egne hvor de led martyrdøden, men også andre steder, endda meget langt væk. De helliges levned blev udelukkende læst højt til aften- og morgengudstjenesten, da det allerede i det 3. århundrede var foreskrevet, at man til Liturgien udelukkende skulle læse op fra Den Hellige Skrift.

De frø der var blevet sået af Apostlene i det 1. århundrede til aften- og morgengudstjenesten, var i det 3.-4. århundrede allerede markant rodfæstede i den kristne tradition. Dette kan ses på deres konkrete struktur og karakter, hvilket er bevaret gennem tiderne til vor egen tid. Ikke blot som en række tilfældige ritualer, men som en fastsat strukturel enhed, hvilket er bevidnet i forskellige historiske kilder, hvoraf den vigtigste er værket: ”De Apostolske Stadfæstelser”.

På baggrund af forskellige historiske kilder blandt de hellige fædres værker, kan liturgisterne tegne et overordnet billede af, hvordan aften- og morgengudstjenesten så ud i det 4. århundrede.
Aftengudstjenesten bestod hovedsageligt af læsning fra Salmernes Bog (Psalteren) hvoraf hovedsalmen var salme 140, som de andre salmer (salme 6 og 12) var samlet omkring. Men antallet af salmer var ikke det samme forskellige steder. F.eks. kunne både 4, 6, 12 og flere salmer synges. Salmerne blev oftest sunget som Profeten David gjorde det (hvoraf Kirkens tradition vedr. oplæsning, kaldes ”psalmodisk- oplæsning”), eller man til hver salme tilføjede en epóde (omkvæd), som f.eks.: ”Hør mig, Herre”. Efter hver salme, eller i tiden mellem salmerne, læse presbyteren eller biskoppen højlydt bønner, ikke stille som i vores tid. I værket ”De Apostolske Stadfæstelser” læses det blandt andet, at følgende bønner indgik i aftengudstjenesten: Diakonens bøn der i dag kaldes ”den bedende ekteni” samt biskoppens tre bønner: I den første bøn beder biskoppen Herren om at give os en fredelig nat uden synd, samt det evige liv i Kristus (denne bøn minder meget om den bedende ekteni); I den anden bøn beder biskoppen Herren om at se ned til de bedende med et barmhjertigt øje, og tage imod vores morgen-taksigelser (denne bøn minder om præstens stille bøn, der bedes til aftengudstjenesten til Treenighedsdagen -Trinitatis); I den tredje bøn beder han Gud om at se ned til dem der bøjer sine hoveder for Ham, og bevare dem, hvilket svarer til bønnen som præsten beder stille til aftengudstjenesten, når alle bøjer deres hoveder for Herren.
Efter salmerne og bønnerne, fulgte oplæsning fra Den Hellige Skrift. Til hverdage læstes der op fra både Det Gamle og Det Nye Testamente, imens man til store festdage udelukkende læste op fra Det Nye Testamente. Disse læsninger er dem som vi i dag kalder ”paremíer”. Ud over salmer, bønner og oplæsninger, sang man også hymner af hvilke kan nævnes: ”Milde lys”, ”Bevar os, O Herre, denne aften fra synd…”, men også ”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred…”.
Vedrørene stichírerne til ”Herre, jeg råber”, da møder man ikke dette begreb i det 3. århundrede som en del af aftengudstjenesten, men det er uden tvivl at stichírerne har været en integreret del af aftengudstjenesten, da de har deres ophav samtidigt med epóderne mellem salmerne, og kan sammenlignes med dem. Stichírerne kan beskrives som uddybende omkvæd, da de var ophav til den videre udvikling af epóderne i form af fyldestgørende strofer, der blev sunget mellem salmernes vers og fungerede som antifonsang sammen med salmerne.

Morgengudstjenestens struktur og indhold mindede om aftengudstjenesten. Ligesom om aftenen, indeholdt morgengudstjenesten også salmer, bønner, oplæsning fra Den Hellige Skrift og hymnesang (de gammeltestamentlige hymner og ”Ære være Gud i det højeste”). Ikke desto mindre var antallet og strukturen, samt den normative udførelse af alle disse delelementer af morgengudstjenesten, ikke færdiggjort i det 3. århundrede. Frøet som morgengudstjenesten udvikledes fra, var morgensalmen nr. 62. Morgengudstjenesten havde sandsynligvis en indledende del, hvor salme 69 ”Gud, husk at hjælpe mig…” blev læst, hvorefter præsten sagde tre gange sagde: ”Herre, åbn mine læber, og min mund skal forkynde Din pris”, hvorefter læseren fortsatte tjenesten ved at læse salme 3 og 94. De andre salmer var af forskelligt indhold og antal, nogle gange otte, andre 20 og endda flere end 50 salmer kunne synges til morgengudstjenesten. Det antal der oftest mødes i de historiske kilder, er 12 salmer, hvilket er regnet for det autoritative. Bønnerne blev ligesom til aftentjenesten, sagt mellem salmerne. Dette er grundstenen til den senere praksis om, at præsten stille læser aften- og morgengudstjenestens bønner foran de Kongelige Porte. Det er vigtigt at bide mærke i, at salmerne hovedsageligt blev sunget, og ikke oplæst. Salmerne blev ikke sunget i forlængelse af hinanden, men var opdelt at kendte mellemrum hvori andre tekster læstes højt, som f.eks. de helliges levned (hagiografier), hvor man sad ned. I løbet af ugen blev alle Profeten Davids salmer i Salmernes Bog sunget. I kraft af at man dagligt benyttede Salmernes Bog som gudstjenestens fundament, opbyggedes der i Kirken tradition for hvilke bestemte salmer der synges på en bestemt dag i ugen. Sådan blev Salmernes Bog (Psalteren) opdelt i ”Kathísmer”. Siden ugen begynder med søndagens aftengudstjeneste, blev traditionen om at synge 1. og 2. salme (der er en del af 1. kathísma) i starten af aftengudstjenesten, hurtigt rodfæstet. Mellem de skiftende salmer oplæstes Den Hellige Skrifts Gammel- og Nytestamentlige bøger, samt oplæsning af de hellige levned. Det er ikke muligt mere konkret at beskrive hvor i morgengudstjenestens opbygning de forskellige oplæsninger indgik, pga. ufuldstændige beskrivelser i de historiske kilder.

Samtidigt med at aften- og morgengudstjenesten formedes til at ligne dem vi har i dag, formedes Vågenatten også. I starten kaldtes vågenatten ”ἀγρυπνία” der på græsk betyder ”vågen”, hvilket vil sige ”en utrættelig tjeneste”. Man kaldte den også ” παννυχίς” hvilket betyder ”hele natten”. På latin kaldte man Vågenatten for ”vigilia”, dvs. ”vågenhed”. Disse ”vigilier” og ”panikhidaer” tjentes natten før søndagen, inden større fester, inden fejringen af martyrer, og også på dagen for templets indvielse. Vigilierne indeholdt aftenens, nattens og morgenens gudstjeneste, hvorimellem der en kort pause til indtagelse af aftensmåltiddet.

”Vigilien” skildte sig ikke særligt ud fra de tjenester der forenedes i den, kun i mængden af delelementer. For at trække tjenesten ud så den varede hele natten, tilføjede man flere af Davids salmer, flere læsninger fra Den Hellige Skrift, samt flere af de bibelske hymner. Salmerne og hymnerne blev sunget langsommere og mere højtideligt. De bibelske sange fulgte i nogle tilfælde efter kathismerne, og andre gange efter oplæsningen af Det Nye Testamente. De indtog således tilnærmelsesvist samme plads i tjenesten som de gør i dag. Det er ikke beskrevet præcist hvor mange der var, men sang nummer tre, seks, otte og ni er nævnt. Efter de første to tilføjedes andre sange. Efter den ottende hymne sang man troparier, og efter niende hymne sang man ”Alt, der har ånde, pris Herren…”. Dette er den spæde kanón, inden den formede sig til kanónen som vi kender den i dag.
Vågenatten blev i højere grad agtet i 300’tallet, i kraft af Hl. Basilios d. Stores og Hl. Johannes Chrysostomos’ agtelse af denne særlige og fromme tjeneste. Men vågenætterne fik størst betydning i de palæstinensiske klostre omkring det 6. og 7. århundrede. Det vigtigste af disse klostre var Hellige Sabbas den Helliggjortes († 532) Lavra, der ligger nær Jerusalem, ved Kidrondalen. Hellige Sabbas den Helliggjorte, er regnet for ham der systematiserede vågenatten, fordi han: 1) indførte vågenatten fast om søndagen og til festdage, hvor vågenatten varede fra om aftenen til næste morgen, og ikke kun fra midnatstid, som det var praksis nogle steder. 2) Han tjente og bevarede selv og formanede andre om at bevare reglen om at tjene ”Timerne” hver dag, som det var skik i Jerusalem, de daglige gudstjenesters moderland. En af grundende til at traditionen at holde Vågenat  rodfæstedes i Hl. Sabbas’ eremitkloster, var at munkene levede meget afsides fra selve kloster-templet. På grund af de store afstande, var det ikke hensigtsmæssigt for munkene at forlade templet mellem de daglige gudstjenester i løbet af døgnet, for at vende tilbage til Kirken kor tid efter. Klostre, hvor munkene boede tæt på templet, oplevede ikke samme problem, hvorfor man i lang tid ikke tjente Vågenatten de steder.
Således kan det ses, at det karakteristiske for gudstjenestens udvikling i perioden fra det 4. til det 6. århundrede var følgende: Monasticismens udvikling samt kampen mod kætterier har uden tvivl sat sine spor på gudstjenesterne, og til dels på Vågenatten, ligesom kristenforfølgelserne i de første tre århundreder havde indflydelse på gudstjenestens udvikling. Monasticismen, der er gennemsyret af en uophørlig stræben efter at arbejde for sjælens frelse, som har dyb indsigt i menneskets syndige tilstand, og som ihærdigt gennem bøn udtrykker den ypperste anger, har haft stor indflydelse på Psalterens brug under gudstjenesten. Nogle gudstjenester består nærmest udelukkende af Profeten Davids salmer. Kampen mod kætterierne, der var fulgt af den teologiske videnskabs udvikling, og som faldt sammen med udviklingen af den kirkelige kunst (arkitektur, malerkunst og sang) i perioden fra det 4. til det 6. århundrede, skubbede til udviklingen af den verbale og poetiske kunst, der førte til øgelse i mængden af kristne hymner og andre sange. Sådan formedes den anden store mængde af materiale til gudstjenestens udførelse, nemlig: Stichíra, kontakier, kanóner og lignende. Alle disse ”nye” bønner og poetiske materialer, blev tilføjet de daglige gudstjenester, Timerne, og særligt Aften- og Morgengudstjenesten, men ikke Liturgien. Den blev tidligt stemplet som noget der skal være ensartet, urørlig og hellig, takket være Liturgiens hellige oprindelige autoritet: Jesus Kristus og de tolv Apostle.
Det var ikke en selvfølge eller let for Kirken at finde værdige pladser til disse ”nye” hymner, bønner og petiske værker i gudstjenesten, da gudstjenesterne for længst var systematiserede. I værker vedrørende gudstjenesternes historie, bemærkes det enstemmigt og udtryksfuldt, hvordan nogle mennesker var fjendtligt indstillede mod den nytestamentlige-poetiske kunst. Blandt disse mennesker var også fremtrædende repræsentanter for det monastiske liv. F.eks. var Hellige abba (fader) Pambo der var eremitmunk i Nitria-ørkenen i Ægypten (nær Alexandria) imod disse tilføjelser til aften- og morgengudstjenesten. Hl. Pambo døde i år 375, og var agtet af andre samtidige helgener som Hl. Antonius d. Store og Hl. Pimen d. Store.
Følgende beretning der kan læses om i hagiografierne er kendt:
En munk fra Hl. Pambos kloster, var blevet sendt til Alexandria på et erinde for klostret, og blev der bekendt med gudstjenestens nytestamentlige troparier, som allerede på daværende tidspunkt var rodfæstet der.

Da han vendte tilbage til klostret, var han bedrøvet over at de i klostret ikke havde samme åndelige rigdom som del af gudstjenesten, som i Alexandria. Han berettede derfor om grunden til sin bedrøvelse for abba Pambo, nemlig at de ikke havde ”troparier” til gudstjenesten i klostret. Men Hl. Pambo gav ham en anmærkning, samt til den ”nye” tradition: ”Ak og ve, de dage er kommet, hvor munkene forlader den faste føde (salmerne), der er fremsagt af Helligånden og som er ordnet efter sangene og tonerne. Hvilken ømhed og hvilke tårer indgydes af troparier?”.
Først efter et par århundreder, indførte klostrene at synge troparier til gudstjenesten.

Hellige Pambo af Nitria.

En episode i en anden stor helgens liv, Hl. Nilus af Sinai, giver en mere detaljeret beskrivelse af morgengudstjenesten, hele tre forskellige typer: a) Sinai-klostrets morgengudstjeneste; b) Den Palæstinensiske-kloster morgengudstjeneste; og c) den almindelige morgengudstjeneste i menigheder udenfor klostre. Den mest hårdføre og ensartede morgengudstjeneste var Sinai-klostrets. Den mere moderate i antal af sungne salmer, var Palæstinas klostres gudstjeneste. Den gudstjeneste der indeholdt flest nytestamentlige hymner og bønner, var den der holdtes i menighederne udenfor klostrene, i de større byer.
Følgende episode fra Hl. Nilus’ levned kan være særlig informativ:
To palæstinensiske munke, Johannes og Sofronios, besøgte abba (fader) Nilus på Sinaibjerget aftenen før søndag. De ankom til aftengudstjenestens start, og den ældste (Hl. Nilus) begyndte: ”Ære være… nu og altid…” osv. Og efter at de havde sunget ”Salig den mand…” og ”Herre, jeg råber” uden troparier, ”Milde Lys” og ”Bevar os, O Herre, denne aften fra synd”, begyndte de at synge ”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred…” osv. Efter aftengudstjenestens afslutning, tilbød Hl. Nilus de rejsende at spise. Efter de havde spist begyndte kanónen (bønnereglen), og efter at have læst seks salmer, sagde de ”Fader Vor”, hvorefter de begyndte at synge salmerne. Efter at de havde sunget første del, halvtreds salmer, sagde den ældste (Hl. Nilus) ”Fader Vor”, ”Herre, forbarm Dig”, og efterfølgende satte de sig ned, og en af hans disciple læste Apostlen Jakobs Epistel. Derefter rejste de sig og sang de næste halvtreds salmer, hvorefter den ældste bad en anden broder om at læse Apostlen Peters Epistler. Derefter rejste de sig, og begyndte at synge tredje del. Efter at de havde sunget alle 150 salmer, og efter at de havde sagt ”Fader Vor” og ”Herre, forbarm Dig”, satte de sig og læste Apostlen Johannes Epistel. Herefter rejste de sig og sang stille Moses’ oder, uden troparier, og efter den tredje og sjette ode sagde de ikke ”mesódion”, men efter ”Fader Vor” og ”Herre, forbarm Dig”, sagde de ”lovprisningerne” uden troparier, og begyndte derefter at sige ”Jeg tror på én Gud…” (Trosbekendelsen), ”Fader Vor” og ”Herre, forbarm Dig”. Den ældste (Hl. Nilus) tilføjede: ”Guds Ord og Søn, Herre Jesus Kristus, vor Gud, forbarm Dig over os, hjælp os, og frels vore sjæle”. Derefter sagdes der ”amen” og de satte sig ned. De opmærksomme palæstinensiske munke sagde derefter til den ældste: ”Hvorfor, abba, holder De ikke den Katolske og Apostolske Kirkes gudstjenesteregel? Hvordan kan De undlade at sige troparierne til den hellige søndags aftengudstjeneste, hverken til ”Herre, jeg råber”, eller til ”Milde Lys”, eller til ”Bevar os, O Herre…”, og til kanónen siger De heller ikke ”Herren er Gud og har vist Sig for os!”, og du siger heller ikke versene til søndagens kathismer, eller troparierne til de tre unge drenges sang, eller til ”Min sjæl højlover Herren”, ”Alt, der har ånde…” og heller ikke doxologien til Herrens Opstandelse?” Den ældste besvarede de rejsende munkes spørgsmål med den begrundelse, at han i sin personlige bønneregel afveg fra den fælles gudstjenesteregel, da der ikke var en person af gejstlig rang i klostret til at udføre den komplette gudstjeneste.

Hellige Nilus af Sinai.

Som et resultat af at man læste et mere moderat antal af salmer til de daglige gudstjenester, udvikledes en særlig orden af tjenesten der kaldes ”tre-antifonisk” ordning. Essensen af den ”tre-antifoniske” ordning består i, at hver af døgnets daglige gudstjenester, har 3 salmer tilknyttet sig. Disse salmer synges vekslende mellem to kor efter versene og afsluttes med et fælles omkvæd. Derfor kaldes de antifoner. De er efterfulgt af samme antal bønner mellem dem, samt to bønner til sidst. Som en del af aften- og morgengudstjenesten indgik også bønner for katekúmenerne og de rettroende. Hele gudstjenesten afsluttedes med bønnen der siges når alle står med bøjede hoveder, samt den almindelige bortsendelse. Den tre-antifoniske orden blev benyttet i den Hellige Sofia-katedral i Konstantinopel (Agia Sofia). Da dette tempel var en kilde til mange hymner og den kirkelige musik blomstrede der, samt det store antal af gejstlige klerikere, udførtes aften- og morgengudstjenesten helt igennem med sang. I historien er mindet om disse tjenester bevaret, og kaldes: ”Sangenes aftengudstjeneste” og ”sangenes morgengudstjeneste”.

Den nytestamentlige kirkelige poesi indtog i særdeleshed en markant plads i gudstjenesten med kanónens indførelse, der har sit ophav hos den Hellige Andreas af Kreta (+712), og som fandt sig en række fremragende kirkelige poeter der er nævnt tidligere som dem der sammensatte den græske oktoikon (ottetonebog): Hl. Johannes af Damaskus og Hl. Kosmas af Maiuma (Hagiopolites) (+773). Som et resultat af den kirkelige poesis og sangs guldalder fra det 4. til det 9. århundrede, var der en gradvis indskrænkning i brugen af gammeltestamentligt materiale i de templer hvor der var særlige sangere i koret, i modsætning til de menigheder hvor folket udførte alle hymnerne, fra det 8. til det 10. århundrede. Sådan begyndte den nye periode i Aften- og Morgengudstjenestens historie, og med dem også Vågenatten. I begyndelsen systematiseres salmesangen til 6 eller 3 salmer til hver gudstjeneste, og i nogle tilfælde synges ikke hele salmen, men blot passager eller enkelte vers fra dem, de passager der er mest karakteristiske for tjenesten. Det at salmerne synges i forskellige dele af Vågenatten i dag, er et resultat af denne systematiske nedskæring i antallet af salmer i aften- og morgengudstjenesten. Således består første salme af Vågenatten ”Min sjæl, lov Herren…” blot uddrag fra salme 103; ”Salig den mand…” er uddrag fra salme 1 og 3, der før i tiden blev sunget i deres helhed (hvilket stadig gøres i nogle klostre); ”Herre, jeg råber” og ”Lad min bøn stige op for Dit åsyn som røgelse”, samt de indledende vers inden stichírerne til ”Herre, jeg råber”, er uddrag fra salme 140, 141, 129 og 116. Prokímenerne med deres følgevers, er også små uddrag fra en lang række salme. Af morgengudstjenestens hymne: ”Herren er Gud og har vist Sig for os!” samt de følgende vers, er uddrag fra salme 117; ”Polyeleos” består af uddrag fra salmerne 134, 135 og 136; ”Gud, forbarm Dig over mig…” er et uddrag fra salme 50, der siden oldtiden har været brugt til morgengudstjenesten; lovprisningversene: ”Alt, der har ånde, pris Herren” er uddrag fra salmerne 148, 149 og 150.

På trods af at det blot er uddrag af salmerne, er de tilstrækkeligt forklarende og udtrykkende til at formidle hele betydningen af aften- og morgengudstjenesten. Den sidste periode af Vågenattens udvikling, består i, at ikke blot de gammeltestamentlige elementer delvist fjernes, man også de nytestamentlige, og som et resultat af disse ”nedskæringer” der mere eller mindre tilfældigt foretages, går det ud over bønnen, og Vågenattens dybe symbolske betydning udfoldes ikke for de bedende, hvorfor gudstjenesten bliver mere uoverskuelig. Derfor må man som lægperson, når man har mulighed for det, besøge klostre og deltage i gudstjenesterne der, for at se hvordan en komplet Vågenat ser ud i virkeligheden. Det må aldrig glemmes, at monasticismen er ortodoksiens kompromisløse rygrad.

84. Forskelle mellem aften- og morgengudstjenesten på hverdage, søndage og festdage.

Aften- og Morgengudstjenesten afholdes dagligt adskildt fra hinanden, men de har nogle forskelle fra de samme tjenester der indgår i Vågenatten. Forskellene består i at tjenesten ikke er ligeså højtidelig på hverdage som om søndagen og på festdage. Således åbnes de Kongelige Porte ikke til den daglige aftengudstjeneste. Indledningssalmen nr 103, synges ikke, men læses. Der synges færre stichírer til ”Herre, jeg råber”, i stedet for 10, synges 4. Aftenindgangen udføres ikke; Den inderlige ekteni siges i slutningen af aftengudstjenesten –efter troparierne.
Morgengudstjenesten der afholdes på hverdage indeholder ikke polyeleos og alle søndagsbønnerne. Evangeliet læses ikke og Den Store Doxologi synges ikke, men læses. Imidlertid, hvis en stor helgens fest falder på en hverdag, tillader kirkens reglement at synge den store doxologi, i stedet for at læse den, og samtidigt øges antallet af vers. Efter den store doxologi læses bønnen ”Bevar os, O Herre, denne aften fra synd…” og de resterende bønner der også findes i aftengudstjenesten: den bedende ekteni, Stichíra apósticha, bønnen ”Det er godt at takke Herren og lovsynge Dit navn” (denne bøn fra salme 91 findes ikke i aftengudstjenesten, men kan sammenlignes med Hl. Simeons bøn: ”Herre! Nu lader Du…”), troparierne samt den inderlige ekteni. Således vil man lægge mærke til at bønnerne i aften- og morgengudstjenesten gentages i slutningen af begge tjenester.
De selv samme forskellige, som vi videre vil stifte bekendtskab med, er relaterede til den Store Fastes aften- og morgengudstjeneste, i kontrast til Søndagens.


FEMTE DEL

DEN STORE FASTES
GUDSTJENESTER.

 

85. Begrebet ”faste”.

”Faste” er det særlige tidsperioder kaldes, som Kirken har indstiftet for at vække de rettroende til i højere grad at tage sig af sjælens frelse, at bekæmpe syndige vaner og lidenskaber, og samtidigt styrke sin vilje til at gå i krig mod fristelser. Fasten er altså et redskab til at oplæres i og intensivere den usynlige, åndelige kamp, som føres mod alle mennesker, uden ophør, hele vores liv.
Det ydre, ”synlige” element af fasten, består i nogle tilfælde i, at man ikke indtager nogen form for føde, i ét eller flere døgn (f.eks. den første dag af den Store Faste). Nogle af de store asketer indtager ingen føde i løbet af hele den Store Faste inden Påske, ud over Den Hellige Nadver, antidoron og helligt vand til Liturgien. Denne praksis er dog forbeholdt munke, og ikke alle munke, men udelukkende dem der har særlig velsignelse af deres åndelige fader, til at påtage sig så ekstrem askese. For lægfolket består fasten for det meste i, at man ikke indtager nogen form for animalske produkter eller olie (dvs. kød, fisk, æg, mælk og olie), at man ikke overspiser og at man kun indtager to måltider om dagen. I oldtiden bestod den ydre del af fasten også i, at man ikke læste verdslige bøger, deltog i verdslige forsamlinger eller beskæftigede sig med andet, der trækker sjælen væk fra selvindsigten og angeren. I vore dage er der bred enighed i Kirken om, at fasten også indebærer at man ikke ser fjernsyn, forglemmer sig på internettet eller deltager i verdslige arrangementer som sportskampe, fester og politiske debatter (tal med din skriftefader om hvordan netop du bør faste).
Det indre, ”usynlige” element af fasten består i at fordybe sig i opfyldelsen af Guds hellige Bud, ydmyghed, den kristne næstekærlighed, barmhjertighed og velgerninger. Derudover skal den bringe god frugt, hvilket er inderlig anger og indsigt i vores egen sjæls laster, samt vores magtesløshed, hvilket er første skridt i den åndelige kamp.
For at udtrykke fastens sande essens, siger den Hl. Kirke i sine hymner: ”Den sande faste er: at tage afstand fra det onde, holde sin tunge, fralægge sig vrede, bortjage sine lyster, bagtalelser, løgne og løftebrud…” ”Når vi faster i legemet, brødre, lad os da også faste i ånden: lad os bryde enhver usand forening; lad os sønderrive enhvert ugudeligt gældsbrev; lad os give de sultne brød, og bringe de fattige ind i vore hjem, de, som ikke har tag over hovedet; så vi kan modtage Kristus vor Guds store barmhjertighed”.

86. Fasternes opdeling.


Fasterne har deres begyndelse fra kristendommens første tider (ApG. 13:2-3). Jesus Kristus Selv fastede i fyrretyve dage og fyrretyve nætter: Han blev angrebet af og besejrede djævelen i den åndelige kamp (Matt. 4:1-11).
Fasterne opdeles i faster der varer én dag, og faster der varer mange dage. Af faster der varer én dag haves: 1) onsdagen – til ihukommelse af Judas forræderi mod Frelseren; 2) fredagen – til ihukommelse af Jesu Kristi lidelse og død; 3) festdagen for ophøjelsen af Herrens Ærværdige og Livgivende Kors (14. september); 4) dagen for afhugningen af Johannes Døberens hoved (29. august); 5) dagen inden Herrens Dåb / Teofanien (5. januar).


Der er fire faster som varer mange dage:

1) Kristi Fødsels Faste eller Filips faste, der er stadfæstet for værdigt at de troende værdigt kan forberede sig til festen for Kristi Fødsel. Julefasten varer 6 uger, fra 14. november til 24. december (datoer er angivet efter den julianske kalender).
2) Den Store Faste, varer 7 uger inden Påske og består af to faster i forlængelse af hinanden: a) Den Hellige Karantæne eller 40-dages faste (til ihukommelse af Frelserens 40-dages faste i ørkenen), og b) fasten i den Stille Uge (lidelsesugen).
3) Peters Faste eller ”den Apostolske faste”, til ære for de Hellige øverste Apostle Peter og Paulus, der starter ugen efter Treenighedsdagen (Trinitatis) og varer indtil 29. juni: festdagen for Apostlene Peter og Paulus.
4) Hensovelsesfasten der varer to uger fra 1. til 15. august inden festen for Guds Moders Hensovelse. Denne faste er stadfæstet til værdigt at kunne forberede sig til festen for Herrens Forklarelse på Tabor og Gudsmoders Hensovelse. Deraf kaldes denne faste også ”Gudføderskens faste” og ”Frelserens faste”.

87. Forberedelsesugerne til Den Store Faste.


De to vigtigste faster er Den Store Faste og fasten onsdag og fredag. Inden den Store Faste forbereder den Hl. Kirke de troende til den over tre søndage, hvor der synges og læses særlige tekster. Hver enkelt af forberedelsesugerne eller søndage, har et særligt navn der afhænger af hvilken passage der læses op i Det Hellige Evangelium.
Den første søndag i forberedelsesugerne kaldes ”tolderen og farisæerens søndag”. Til Liturgien læses den søndag op fra det sted i Evangeliet, der beretter om den lignelse Kristus fortæller om tolderen og farisæeren (Luk. 18:10-14). Dette gøres for at vise, at man udelukkende kan påkalde sig Guds barmhjertighed ved ydmyghed og bøn i tårer som tolderen, og ikke ved at opremse sine gode gerninger som farisæeren gjorde det.
Den anden søndag i forberedelsesugerne kaldes ”den fortabte søns søndag”. I den rørende lignelse der oplæses i Evangeliet (Luk. 15:11-32), lærer den Hl. Kirke os at lægge vores lid til Guds barmhjertighed, hvis vi inderligt angrer vores synder. Som det høres i lignelsen, bedrøvede den yngste søn sin Fader alvorligt, men Faderen ophørte aldrig med at håbe på at sønnen ville vende tilbage. Selvom sønnen havde syndet imod Himmelen og sin Fader, havde Faderen ham stadig kær. Og da Han så sin søn vende tilbage, ”ynkedes Han inderligt og kom løbende og faldt ham om halsen og kyssede ham”. Med det samme som sønnen kom for at bede om tilgivelse, tilgav hans Fader ham ikke blot fuldkomment (det er underforstået at der tales om den Barmhjertige Gud), men Han gav sønnen alle sine tidligere rettigheder tilbage.
Den tredje søndag i forberedelsesugerne kaldes ”Den Frygtindgydende Dommedags søndag”. Med Herren Jesu Kristi lære om den Frygtindgydende Dommedag, hvor alle får som forskyldt, ønsker den Hl. Kirke at vække de ikke-angrende syndere til anger og omvendelse (Matt. 25:31-46). Dagen inden beder den Hl. Kirke for alle vore hensovne fædre og mødre, brødre og søstre, hvorfor denne dag kaldes ”forældrenes lørdag” (se under punktet om panikhida). Dette gøres for at bekræfte bekendelsen af at Jesus Kristus kommer for at dømme levende og døde. Ud over navnet: ”Den Frygtindgydende Dommedags søndag”, kaldes denne dag også for ”kødforsagelsens søndag”, da man denne dag stopper med at indtage kød.
Den efterfølgende uge kaldes ”kødforsagelsesugen”. Den kaldes således, fordi den Hl. Kirke forbyder at spise kød, men tillader at spise æg og mælkeprodukter, for med dette som sidste trin, at forberede legemet til Den Store Faste. I hymnerne der synges til gudstjenesterne i kødforsagelsesugen, ihukommes Adam og Evas syndefald, som var et direkte resultat af mangel på afholdenhed, og derudover indeholder hymnerne en hyldest af fasten med dens frelsende frugter (resultater). I stedet for Liturgien, tjenes Timerne onsdag og fredag i kødforsagelsesugen, med knæfald og læsning af Hl. Efraim Syrerens bøn: ”Herre og Hersker over mit liv…”.
Den sidste søndag kaldes ”osteforsagelsens søndag”, fordi denne dag er den sidste hvor man spiser ost, smør og æg. På denne dag læses der en passage op i Det Hellige Evangelium, hvor Herren bebuder os at tilgive andre menneskers overtrædelse, uden hvilken vi ikke selv kan blive tilgivet vores synder af Den Himmelske Fader, samt beskriver hvordan fasten skal holdes (Matt. 6:14-21). I henhold til dette Evangeliske Bud, beder de kristne hinanden om tilgivelse for deres synder, og derfor kaldes denne søndag også ”tilgivelsens søndag”.
Ud over oplæsningerne af Evangeliet til Liturgien, forbereder Kirken også de troende til Den Store Faste ved at tilføje følgende angrende bøn til vågenatten aftenen inden ”tolderen og farisæerens søndag”, som derefter kan høres resten af fasten:

Livets Giver, åbn angerens døre for mig, thi min sjæl higer efter Dit Hellige Tempel, min sjæl, hvis tempel fuldstændigt er vandhelliget; men Du som er barmhjertig, rens det med Din nådefulde mildhed.Gudføderske, før mig på frelsens vej; thi jeg har med skammelige synder besudlet min sjæl, og vandret gennem hele mit liv i dovenskab; men fri mig, med dine bønner, fra enhver urenhed.

 

Idet jeg, forbandede, grunder over mine utallige synder, bæver jeg foran dagen for Din frygtelige Domstol: men idet jeg håber på Din nådefulde mildhed, råber jeg til Dig som David: Gud, forbarm Dig over mig i Din store barmhjertighed.

 

På søndagene for den fortabte søn, kødforsagelsen og osteforsagelsen, synges salme 136 til vågenattens polyeleos efter ”Pris Herrens navn!…”. I denne salme beskrives Israels folks lidelser da de var i taget til fange i Babylon, samt deres sorg over deres fædrelands død, og ødelæggelsen af Jerusalems Tempel: ”Ved Babylons floder sad vi og græd, når vi tænkte på Sion…” (Sion er symbolet på fædrelandet og Jerusalem). Disse ord skal påminde os om vor egen åndelige fangenskab, syndens fangenskab, samt det at vi skal stræbe efter vores åndelige fædreland, Det Himmelske Rige.

88. Den Store Fastes gudstjenesters karakter.

Den Store Fastes gudstjenester er opbygget på en sådan måde, at de indgyder inderlig bøn og anger over vores synder. Enhver form for pragt og højtidelighed bliver nedsat. De gejstlige iklæder sig mørke, sørgende liturgiske klæder (hvilket er mørkerød eller bordeaux, ikke sort, som er en romersk katolsk praksis der desværre har fundet popularitet blandt flere af de stedlige ortodokse kirker. Den sorte farve bæres udelukkende én dag i den Ortodokse Kirke, og det er langfredag). De Kongelige Porte åbnes ikke ligeså ofte, lyset dæmpes i templet og klokkeklangen til gudstjenesten er mere sjælden og sørgmodig. Sangmotiverne bliver færre og sørgeligere. Man hører oftere oplæsning af salmerne og andre bønner, som støtter sjælen i at opnå en tilstand af bøn i en sønderbrudt ånd over sine synder. Man gør langt oftere knæfald (prostrationer) under fasten. Under alle de andre faster ændres gudstjenesten ikke, som den gør under Den Store Faste.
Gudstjenesterne under Den Store Faste tjenes ikke som normalt. I stedet for vågenat, tjenes den Store Apodipnon efterfulgt af morgengudstjenesten. Om morgenen tjenes Timerne med nogle særlige tilføjelser samt aftengudstjenesten. Onsdag og fredag tjenes ”De Forudindviede Gavers Liturgi”. I klostre tjenes gudstjenesterne i deres fulde længde og antal, i kontrast til menigheder udenfor klostre, som nævnt tidligere.

89. Den Store Apodipnon (kompletorium).

Den Store Apodipnon består overordnet i oplæsning af Davids salmer, hvorimellem der tre gange synges hellige hymner. Hele den store apodipnon kan opdeles i tre dele. Hver enkelt del begynder med ordene: ”Kom, lad os tilbede Gud, vor Konge…”, fortsætter med oplæsning af salmer og afsluttes med afslutningsbønnerne ”Højere æret end keruber…” og så fremdeles. Inden afslutningen af disse tre dele, synges yderligere bønner.
I slutningen af første del synges:

Alhellige Herskerinde og Gudføderske, bed for os syndere.
Alle himmelske skarer, Hellige engle og ærkeengle, bed for os syndere.
Hellige Johannes, vor Herre Jesu Kristi profet og forløber og døber, bed for os syndere.
Hellige og ærede apostle, profeter, martyrer og alle hellige, bed for os syndere.
Hellige fromme og gudbærende fædre, hyrder og hele verdens læremestre, bed for os syndere.
(Her ihukommes templets navnehelgen).
Må det herlige, livgivende Kors’ uovervindelige og ufattelige kraft ikke forlade os syndere.
Gud, rens os syndere (to gange).
Gud, rens os syndere, og forbarm Dig over os.


I slutningen af anden del synges (nogle gange) følgende:

Forbarm Dig over os, O Herre, forbarm Dig over os. For vi har ikke noget at forsvare os med, men vi syndere frembærer denne bøn for Dig, vor Hersker: forbarm Dig over os.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.

Herre, forbarm Dig over os, for til Dig sætter vi vort håb. Vredes ikke på os og tænk ikke på vore misgerninger. Men se også nu ned til os i Din barmhjertighed og udfri os fra vore modtandere. For Du er vor Gud, og vi, Dit folk, er alle Dine hænders værk, og vi påkalder Dit navn.

Nu og altid og i evigheders evighed. Amen.

Åbn barmhjertighedens port for os, velsignede Gudføderske, for vi har sat vort håb til Dig. Lad os ikke gå til grunde, men gennem Dig blive udfriet fra trængsler, for du er de kristnes redning.


I slutningen af tredje del synges følgende:

Hærskarers Herre, forlad os ikke; for i trængselstider kender vi ingen anden hjælp end Dig: Hærskarers Herre, forbarm Dig over os! Pris Gud iblandt Hans hellige, pris Ham for Hans styrkes fasthed. Hærskarers Herre, forlad os ikke; for i trængselstider kender vi ingen anden hjælp end Dig: Hærskarers Herre, forbarm Dig over os! Pris Ham for Hans vældige gerninger, pris Ham i Hans vældes fylde! (Epóde: Hærskarers Herre, forlad …) Pris Ham med trompeters klang, pris Ham med citer og lyre. (Epóde) Pris Ham med pauke og dans, pris Ham med strenge og fløjte. (Epóde) Pris Ham med klingende cymbler, pris Ham med glædes cymbler! Alt, der har ånde, pris Herren! (Epóde) Pris Gud iblandt Hans hellige, pris Ham for Hans styrkes fasthed.

 

Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.

Om det ikke var for forbønnerne fra Dine hellige, O Herre, og om det ikke var for Din godheds skyld, som ynkes over os, hvordan skulle vi da vove at lovsynge Dig, vor Frelser, som englene lovsynger uden ophør. Du, som kender vore hjerters hemmeligheder, forbarm Dig over vore sjæle!

Nu og altid og i evigheders evighed. Amen.

Mine synder har vokset sig store, Gudføderske; derfor tager jeg min tilflugt til dig, du Alrene, for at søge min frelse. Besøg min sjæl, og bed for mig hos din Søn og vor Gud, at Han må tilgive mine overtrædelser, du eneste velsignede. Alhellige Gudsmoder, forlad mig ikke i dette livs år, du, som beder for menneskeslægten; men kom til min hjælp, og forbarm dig over mig. Jeg sætter min lid til dig, Guds Moder; bevar mig under dit slørs beskyttelse.

 

90. Skematisk opbygning af den store apodipnon.

1. Den almindelige indledning.
2. ”Kom, lad os tilbede Gud…” og salme 69.
3. Hl. Andreas af Kretas kanón med irmós’en ”Vær en hjælper og beskytter…” (til de første fire dage af Den Store Faste).
4. Seks salmer: 4, 6, 12, 24, 30, 90.
5. ”Gud er med os” (Profeten Esajas’ sang).
6. Troparierne: ”Jeg takker Dig, Herre, for dagen, som gik…”
7. Trosbekendelsen.
8. Bønnen: ”Alhellige Herskerinde…”.
9. Trehellige til ”Fader Vor”.
10. Troparier og theotokier. (Forskellige for hver dag i ugen).
11. ”Herre, forbarm Dig” 40 gange; bortsendelsesbønner: ”Ære være… nu og altid…”. ”Højere æret end keruber…”
12. Basilios d. Stores bøn: ”Herre, Herre, Du, som frier os fra alle pile, der flyver om dagen…”

Anden del.

13. ”Kom, lad os tilbede Gud…” tre gange. Sl. 50 og 101; Kong Manasses bøn: ”Almægtige Herre, vore fædres Gud…”.
14. Den Trehellige sang til ”Fader Vor”.
15. Troparier: ”Forbarm Dig over os, O Herre, forbarm Dig over os”…
16. ”Herre, forbarm Dig” 40 gange og de samme bortsendelsesbønner.
17. Bønnen ”Hersker, Gud, almægtige Fader”…

Tredje del.

18. ”Kom, lad os tilbede Gud…” tre gange.
19. Salme 69 og 142 samt den store doxologi.
20. Den Trehellige sang til ”Fader Vor”.
21. Dagens kanón.
22. Der synges: ”Hærskarers Herre, forlad os ikke”…
23. ”Herre, forbarm Dig” 40 gange samt bønnen: ”Du, som til hver tid og i hver time”… Derefter samme bortsendelsesbønner.
24. Hl. Efraim Syrerens bøn: ”
Herre og Hersker over mit liv”…
25. Bønnen: ”Alrene Jomfru, du uberørte”…
26. Bønnerne: ”
Vi beder Dig, Herre, inden vi lægger os for at sove”… ”Højlovede, bestandigt jomfruelige, Moder til Kristus Gud”… ”Faderen er mit håb”…
27. Den store bortsendelse. Præstens bøn: ”Albarmhjertige Hersker”…
28. Den Inderlige Ekteni.

 91. Den Store Fastes morgengudstjeneste.

Morgengudstejensten fortsætter i forlængelse af den store apodipnon ligesom efter aftengudstjenesten til vågenatten. Den Store Fastes morgengudstjeneste har flere ligheder med morgentjenesten der holdes på hverdage. Den Store Fastes morgentjeneste har følgende forskelle fra søndagens festlige-morgengudstjeneste:
1) ”Herren er Gud…” synges ikke, men i stedet synges ”Halleluja”; 2) I stedet for 2 kathismer, der normalt læses om søndagen, oplæses 3 kathismer i den store faste; 3) Der er ikke polyeleos, ”ulastelige troparier” eller oplæsningen af Det Hellige Evangelium; 4) Efter kathismerne læses salme 50, hvorefter diakonen siger ”Frels, Herre, Dit folk…” hvorefter fastens kanón synges, der som nævnt tidligere består af tre oder (i stedet for 9) og kaldes ”trióde” – deraf navnet på den bog der indeholder fastens bønnevers og hymner til gudstjenesterne, der hedder ”Fastens Trióde”. 5) Selvom kanónen blot består af 3 oder i stedet for 9, er der dog mulighed for at udsmykke kanónen med de gammeltestamentlige hymner og sange, som normalt kun synges i fragmenter (disse hymner synges efter en bestemt forskrift, der befinder sig i Irmologion eller er angivet i Typikon); 6) Den store doxologi læses blot, og synges ikke. Imens er de Kongelige Porte lukkede. Lige efter den store doxologi læses bønnen: ”Bevar os, O Herre, denne aften fra synd…”; 7) Herefter læses den bedende ekteni, hvorefter det er foreskrevet at synge Stichíra apósticha, samt læse bønnen ”Det er godt at takke Herren…” (denne bøn svarer til aftengudstjenestens: ”Herre! Nu lader Du…”); 8) I slutningen af morgenstjenesten læses Hl. Efrain Syrerens bøn ”Herre og Hersker over mit liv…”. Den inderlige ekteni siges ikke til Den Store Fastes morgentjeneste.

92. Den Store Fastes Time-tjenester.


Timerne der tjenes under Den Store Faste har følgende forskelle fra de almindelige: 1) Efter de første tre salmer, læses kathismer; 2) Præsten siger timernes troparier foran de Kongelige Porte, fulgt af knæfald (prostrationer); 3) I slutningen af hver Time-tjeneste, efter bønnen ”Du, som til hver tid og i hver time”… og inden afslutningsbønnen til Jesus Kristus, beder præsten Hl. Efraim Syrerens bøn: ”Herre og Hersker over mit liv…”; 4) Under den 6.-Time læses paremíer i nogle tilfælde.

93. ”Týpika” og ”aftengudstjeneste” i Den Store Faste.


Efter den 9. Time holdes den særlige tjeneste der kaldes ”týpika” eller ”middagstjeneste” (se under punkt 72). De to første salmer (”Min sjæl lov Herren” og ”Pris Herren min sjæl”) udelades, og middagstjenesten begynder med sang af: ”Herre, kom os i hu i Dit Rige, når Du kommer i Dit Rige” hvorefter saligprisningerne synges, med et særligt storfasteligt sangmotiv.
Efter ”týpika” holdes aftentjenesten, meget lig den fremgangsmåde den har på hverdage. Den indledende eller begyndelses-salmen: ”Min sjæl, lov Herren”… synges ikke, men oplæses. Aftenindgangen udelades, og efter prokímnen læses paremíer. I slutningen af aftengudstjenesten synges følgende troparier til den Alhellige Jomfru, til Johannes Døberen, Apostlene og alle de hellige, med knæfald (prostrationer).
I det følgende er troparierne angivet:

”Gudføderske, jomfru, vær hilset, du benådede Maria, Herren er med dig! Du er velsignet blandt kvinder og velsignet er Frugten af dit skød, thi du har født vore sjæles Frelser!
Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
Du Kristi Døber, kom os alle i hu, så vi må udfries fra vore overtrædelser: Thi du har fået nådegaven at bede for os.
Nu og altid og i evigheders evighed. Amen.
Hellige Apostle, alle Hellige, gå i forbøn for os, for at vi må udfries fra trængsler og sorg; Thi vi har erhvervet jer som varme forbedere for os til Frelseren.
Hastigt søger vi tilflugt under din medynks slør, Gudføderske, foragt ikke vore bønner i prøvelsens tider, men udfri os fra trængsler, du alene rene, alene velsignede.”

Alle de bønner og hymner der tillægges gudstjenesterne i Den Store Faste, findes i bogen kaldet ”Fastens Triode”. Denne bog er uundværlig for at kunne udføre fastens gudstjenester i denne periode. Bogen begynder med ”Tolderen og farisæerens søndag”.

94. Begrebet: ”De forudindviede Gavers Liturgi”.


Hver onsdag og fredag i løbet af Den Store Faste, efter timerne og typika, tjenes ”De forudindviede Gavers Liturgi”, hvilket er den fjerde Liturgi der tjenes i vore dage. De forudindviede Gavers Liturgi er navnet på den tjeneste, hvor De Hellige Gaver der blev helligede / forvandlede under den forrige fuldkomne Liturgi, ophøjes og bydes til den Hellige Kommunion. De Hellige Gaver opbevares i ”Artofóriet” (Gavebeholderen) på Tronen mellem gudstjenesterne.
De forudindviede Gavers Liturgis ophav, stammer fra kristendommens første tider. Da man havde et brændende ønske om at kunne kommunicere med Herrens Legeme og Blod så ofte som muligt, men samtidigt ikke anså den fuldkomne Liturgis festlighed med agape-måltiddet efterfølgende, som værende i overenstemmelse med fasten, sorgen og angeren over ens synder, ønskede man i stedet for den fuldkomne Liturgi, at kommunicere med de forudindviede Gaver. Dette har muligvis også været støttet op omkring en anden antik tradition: nemlig at gemme de Hellige Gaver (endda i hjemmet) for at kunne give alvorligt syge den Hl. Kommunion og andre, der ikke havde mulighed for at besøge templet. Men at opbevare de Hellige Gaver i hjemmet var langt fra altid værdigt; derfor blev det hurtigt stadfæstet, at de udelukkende kunne opbevares i templet. De kristne, der i løbet af hele dagen udholdte streng faste, kunne da modtage disse Hl. Gaver til Kommunion med Herren om aftenen. Derfor er aftengudstjenesten en integreret del af de forudindviede Gavers Liturgi, som det vil blive beskrevet.

Hl. Athanasius d. Store.

Denne Liturgi blev ordnet og nedskrevet af to store kirkelige forfattere og hellige fædre: Athanasius den Store, ærkebiskop af Alexandria (+373), som gav ophav til en række af bønnerne i Liturgien og udbredte brugen af den i Ægypten, samt Gregorius Dialogos, ærkebiskop af Rom (+604), der er tilskrevet at have nedskrevet de forudindviede Gavers Liturgi, og som nedskrev den, ikke for den græske, men for den romerske Kirke på baggrund af den græske Liturgis håndskrifter.
Det 6. økumeniske råd stadfæstede, at de forudindviede Gavers Liturgi skulle holdes i løbet af hele den Hellige Karantæne (40 dages faste). Således er denne Liturgi benyttet til at opretholde fastens strenghed og bevare traditionen, ofte at modtage den Hellige Nadver, til kommunion med Herren Jesu Kristi Legeme og Blod.

Hl. Gregorius Dialogos.

95. Generel beskrivelse af de forudindviede Gavers Liturgi.

Aftengudstjenesten indgå som en del (første del) af de forudindviede Gavers Liturgi. Den begynder med Liturgiens udråb ”Velsignet være Faderens og Sønnens og Helligåndens Rige, nu og altid og i evigheders evighed”. Aftengudstjenesten fortsætter som normalt indtil den lille indgang og hymnen ”Milde Lys”. Dvs. at gudstjenesten starter med begyndelses-salmen nr. 103, den store ekteni, kathismer, den lille ekteni mellem hver kathisma, ”Herre, jeg råber”, stichírer til Herre jeg råber og aftenindgangen. Imens kathismerne læses (under 2. kathisme), tager præsten de Hellige Gaver ud af artofóriet, der står på Tronen, placerer Dem på den hl. Diskos (der står på den udfoldede antimins), og går derefter rundt om Tronen tre gange sammen med diakonen der holder et lys, imens præsten holder diskos og røgelseskarret og tilrøger den Hl. Trone. Efterfølgende overbringer han diskos med de Hl. Gaver til offerbordet. Her hælder præsten vin ned i den Hellige Kalk (uden at sige nogen af proskomediens bønner) og tildækker de Hellige Gaver med dækkeklæderne.
Efter kathismerne og den tredje lille ekteni, synges ”Herre, jeg råber” og stichírer, af hvilke der altid er 10 til de forudindviede Gavers Liturgi. Når ”ære være… nu og altid…” synges, åbnes de Kongelige Porte, hvorefter aftenindgangen udføres med røgelseskarret. Men, i de tilfælde hvor det er foreskrevet at læse op fra Det Hellige Evangelium til de forudindviede Gavers Liturgi, hvilket gør sig gældende på festdage samt de første tre dage af den stille uge (lidelsesugen), udføres aftenindgangen med Det Hellige Evangelium. Hvis de forudindviede Gavers Liturgi forestås af en biskop, udføres indgangen altid med Evangeliet.
Efter indgangen og hymnen ”Milde Lys”, siges dagens prokímen fra bogen ”Fastens Trióde”. Efterfølgende læses to paremíer. I løbet af den Hellige Karantæne læses første paremí altid fra første Mosebog, Genesis, der skildrer menneskets syndefald og alle dets ødelæggende følger. Den anden paremí læses altid fra Ordsprogenes bog, der beretter om den Guddommelige Visdom, som alle angrende syndere skal søge, hvis de da i sandhed ønsker at rette op på sit syndige liv til omvendelse, og Guds velbehag. Idet den første paremí læses, lukkes de Kongelige Porte.
Efter den første paremí er læst færdigt, åbnes de Kongelige Porte atter, hvorefter læseren siger og koret synger den anden prokímen fra Trióden. Efter prokimnen er sunget, siger diakonen udråbet ”Befal” henvendt til præsten. Præsten tager da røgelseskarret og et lys i hænderne, og idet han står foran den Hl. Trone vendt mod østen, gør han korsets tegn og siger ”Visdom! Stå oprejste”, for at indgyde særlig andagt, ærefrygt og opmærksomed hos de troende. Derefter vender han sig om i vestlig retning mod folket, og siger: ”Kristi Lys oplyser alle”. Dette udråb udtrykker, at det Guddommelige lys allerede oplyste de gammeltestamentlige profeter og patriarker, hvis tekster der læstes og atter vil blive oplæst. De var alle oplyst af det samme lys, der også nu, gennem verdens Frelser, Jesus Kristus, som de forudsagde skulle komme, oplyser alle. Alle tilstedeværende i templet falder til jorden foran Herren (gør en prostration) idet dette udråb siges, og udtrykker på denne måde ydmyghed foran Herren Jesu Kristi Evige Lys. Denne helliggerning kan historisk forklares ved, at katekúmenerne der forberedte sig på at modtage den hellige Dåb, under den Store Faste i oldtiden, blev velsignet af præsten med et brændende lys idet de forlod templet, som et symbol på Kristi nådes lys, som de skulle få i den hellige Dåb i slutningen af Den Store Faste (typisk på den Store Lørdag). Efter præstens udråb, læses anden paremí.
Efter den anden paremí, synges vers fra salme 140, med særligt sangmotiv, for at indgyde anger og omvendelse. I Týpikon er det foreskrevet at præsten synger disse vers imens han står foran de Kongelige Porte, og koret der synger epóderne. Men i vor tid er det næsten alle steder nu blevet en tradition, at versene synges af tre sangere der står i midten af templet, imens koret besvarer versene med epóden. Versene er som følger:

“Lad min bøn stige op til Dig som røgelse, og lad mine løftede hænder være et aftenoffer”. (koret gentager da selv samme vers som epóde).
”Herre, jeg råber til Dig, bønhør mig. Bønhør mig, lyt til min tryglende røst, når jeg råber til Dig.”
Epode: ”Lad min bøn stige op…”
”Stil en vagt ved min mund, Herre, og en lukket dør om mine læber.”
Epode: ”Lad min bøn stige op…”
”Vend ikke mit hjerte imod onde ord, så jeg undskylder mine motiver for synder”
Epode: ”Lad min bøn stige op…”

De bedende lytter til de ovenstående vers, imens de står på knæ. Præsten tilrøger Tronen imens versene synges, og stiller sig først på knæ når det sidste vers synges. Han giver da røgelseskarret til diakonen, der tilrøger offerbordet indtil sangens slut.
En vigtig detalje der nogle gange glemmes, er hvornår koret skal stå på knæ. Imens de tre sangere synger, står koret på knæ. Når sangerne er færdige, rejser koret sig og begynder at synge, hvorefter de tre sangere stiller sig på knæ. Sådan skifter de. Når den sidste epode synges ”Lad min bøn stige op…” står alle på knæ, også dem der synger, læseren og præsten.
I Týpikon er det explicit angivet, at epóden (omkvæddet) skal synges af højre og venstre kor som vekselsang, og samtidigt er det angivet, at de bedende der står i templet på den pågældende side, også synger sammen med dem. Det er vigtigt at bemærke, at under kapitlet ”Vedrørende buk” i Týpikon, foreskrives det at folket, ud over koret, skal synge meget under gudstjenesten. I mange gudstjenestebøger er dette tydeligt angivet med ordene: ”folket siger”.
Efter sangen ”Lad min bøn stige op…” følger Hl. Efraim Syerens bøn, hvor der gøres tre knæfald (prostrationer). Efter dette starter selve Liturgien.
Hvis det er en stor festdag for store helgener eller templets navnehelgen, siges prokímen og Apostlen samt Evangeliet oplæses. I den stille uge (lidelsesugen) oplæses der udelukkende fra Evangeliet og det er forskrevet at åbne de Kongelige Porte til læsningen.
Efterfølgende ses de selv samme momenter som det ses til Hl. Johannes Chrysostomos Liturgi, nemlig: Den inderlige ekteni, katekúmenernes ekteni, formaningen til katekúmenerne om at forlade templet, og to korte ektenier der kaldes de troendes ektenier, med hvilke de troendes Liturgi indledes.
Under den inderlige ekteni læser præsten stille samme bøn, som til den almindelige Liturgi, imens han folder antiminsen ud. Der er forskellige meninger om hvorvidt man burde sige ektenien for de hensovne, som det på hverdage gøres til den almindelige Liturgi. Nogle mener at det er ustedeligt, da denne Liturgi ikke kan betragtes som et formildelsesoffer for de hensovne, imens andre mener, at denne ihukommelse af de afdøde kan tillades, ligesom enhver anden bøn. Under katekúmenernes ekteni, folder præsten antiminsen helt ud, og under præstens udråb gør han korsets tegn med svampen over antiminsen, hvorefter han kysser den og placerer den i øverste højre hjørne af antiminsen. Da der i oldtiden blandt katekúmenerne var folk der forberedte sig til den Hellige Dåb på Den Store Lørdag i den stille uge, da siger præsten et helt særligt udråb fra om onsdagen i Fastens fjerde uge: ”Ved Din Kristi gave, Ham med Hvem Du æres tillige med Din Alhellige, Gode og Livgivende Ånd, nu og altid og i evigheders evighed”.
Herefter udføres den Store Indgang, dvs. overbringelsen af de Helligede Gaver fra offerbordet til Tronen, men i stedet for den almindelige Kerubhymne, synges en anden hymne, der er mere passende til de Hellige Gaver:

Selve hymnen:

Forklaring:

”Nu tjener de himmelske magter usynligt med os. Se, Ærens Konge træder ind. Se, det fuldbyrdede, mystiske offer frembæres på lanser.

 

Lad os træde frem i tro og kærlighed og blive delagtiggjort i evigt liv. Halleluja, Halleluja, Halleluja!”

Nu tjener de himmelske magter, englene, usynligt sammen med os, da Ærens Konge i dette øjeblik træder ind: Se, dette er det mystiske Offer, der allerede er helliget og fuldbyrdet, som højtideliget overbgringes, som en sejrende konge, der bæres på et skjold, opretholdt af lanser.

 

Lad os da træde frem til Det (Offeret) med tro og kærlighed, for at tage del i det evige liv. Pris Herren! Pris Herren! Pris Herren!


Denne hymnes ord: ”Se, det fuldbyrdede, mystiske offer frembæres på lanser”, henviser tydeligt til, at de Hellige Gaver allerede er Jesu Kristi Legeme og Blod når de frembæres til de forudindviede Gavers Liturgi.
I begyndelsen af hymnen åbnes de Kongelige Porte. Diakonen tilrøger kun forreste del af Tronen tre gange og offerbordet. I praksis tilrøges hele alterrummet, men diakonen træder ikke ud på ambonen, og han tilrøger hverken ikonostasis, klíros eller folket. Kerubhymnens bøn læses ikke, men præsten eller diakonen kan stille læse salme 50 imens han ofrer røgelse. Derefter gør præsten og diakonen, ligesom til den almindelige Liturgi, tre buk foran Tronen, hvorefter præsten siger ”Nu tjener de himmelske magter usynligt med os…” og diakonen afslutter med: ”Lad os træde frem i tro og kærlighed…”. De siger dette tre gange, ligesom Kerubhymnen, hvorefter de kysser Tronen, og begge træder hen til offerbordet for at påbegynde den Store Indgang.

Den Store Indgang har følgende særlige fremgangsmåde:
Foran offerbordet gør præsten tre buk imens han siger ”Gud, rens mig, en synder”, og tilrøger tre gange, hvorefter han stille, uden at sige noget, lægger luft-klædet (aíros) på diakonens skulder. Selv tager præsten diskos i højre hånd og stiller den på sit hoved, imens han med venstre hånd bærer kalken forn sit bryst. Hvis der er flere præster til at udføre Liturgien, tager den ældste præst diskos, og den anden kalken. Diakonen træder da først ud, og røger ofte med røgelseskarret foran præsten, og træder derefter ind gennem de Kongelige Porte, hen til Tronen. De siger ingenting til den Store Indgang, da alle allerede er blevet ihukommet til den Liturgi hvor Gaverne blev helligede. Under overbringelsen af de Guddommelige Mysterier, falder alle tilstedeværende i templet til jorden, både kor og folk, og gør derved en prostration foranKristus vor Gud, der befinder Sig i de Hellige Mysterier. Efter de Hellige Gaver er bragt ind i alterrummet, rejser alle sig og sangerne afslutter hymnen med ordene ”Lad os træde frem i tro og kærlighed…”.

Efter de Hellige Gaver er blevet placeret på Tronen, tager præsten dækkeklæderne af dem og tager luft-klædet (aíros) fra diakonens skulder, uden at sige noget. Efterfølgende gøres tre knæfald foran de Hellige Gaver med oplæsning af Hellige Efraim Syrerens bøn.
Efter den Store Indgang lukkes de Kongelige Porte, og forhænget trækkes halvt for. Da Gaverne ikke helliges / indvies til de forudindviede Gavers Liturgi, begynder forberedelsen af de troende til Kommunionen med det samme efter den Store Indgang. Diakonen siger den samme bedende ekteni der siges til den almindelige Liturgi lige inden Fader Vor, men den starter dog med ordene: ”Lad os fuldende for aftenbøn til Herren”, og diakonen beder særligt ”For de frembårne, forudindviede og dyrebare Gaver”. Præsten beder da en særlig stille bøn, hvori han beder om værdigt at kunne kommunicere, altså tage del i de Hellige Mysterier, og afslutter ektenien med det almindelige udråb: ”Og gør os, o Hersker, værdige til i frimodighed og uden fordømmelse at turde anråbe Dig, Den himmelske Gud, som Fader og sige:” hvorefter koret og folket svarer med at synge ”Fader Vor”. Efterfølgende er Liturgiens forløb som normalt, bortset fra følgende element: I stedet for ”Det Hellige for de hellige” siger præsten: ”Det Forudindviede Hellige for de hellige!”.
Efter de gejstlige har kommuniceret, åbnes de Kongelige Porte, og diakonen bærer den Hl. Kalk ud med de forudindviede Gaver i. Han siger samme udråb som til den almindelige Liturgi: ”Træd frem med gudsfrygt, tro og kærlighed”, men koret svarer ikke med det almindelige ”Velsignet være Han som kommer i Herrens navn”, men med: ”Jeg vil love Herren til hver en tid, Hans pris skal stadig fylde min mund”. Hvis lægfolket kommunicerer, kan de gøre som de plejer, men spædbørn der ikke kan sluge et stykke af Kristi Legeme, bliver som regel ikke kommuniceret til de forudindviede Gavers Liturgi. Under kommunionen synger koret som altid: ”Tag imod Kristi Legeme, drik udødelighedens Kilde”. Efter Nadveren velsigner præsten folket med ordene: ”Frels, Herre, Dit folk…” og koret synger ”Smag det himmelske brød og livets kalk! Og se at Herren er god! Halleluja, Halleluja, Halleluja!”. Imens præsten tilrøger de Hellige Gaver siger han intet, hvorefter alt fortsætter som normalt indtil bønnen der siges bag ambonen. Denne starter med ordene: ”Almægtige Hersker…”. I denne bøn beder præsten Gud om at give os ”at kæmpe den gode (åndelige) kamp, at fuldende fastens løb, at bevare troen udelt, at knuse hovederne på usynlige slanger, at blive sejrherrer over synden og uden fordømmelse at få del i og tilbede den hellige Opstandelse”.

96. Skematisk opbygning af de forud-indviede Gavers Liturgi.


1. Diakonens og præstens udråb: ”Velsignet være Faderens…”
2. Oplæsning af salme 103
3. Den Store Ekteni.
4. Kathismer.
5. Den Lille Ekteni, eller de tre små ektenier (én mellem hver af kathismerne), under hvilke det Hellige Lam bringes fra Tronen over på offerbordet.
6. ”Herre, jeg råber”.
7. Stichírer til ”Herre, jeg råber”.
8. Aftenindgangen med røgelseskarret eller Evangeliet (hvis der oplæses fra Evangeliet senere).
9. ”Milde Lys”.
10. Første paremí oplæses.
11. Præstens udråb: ”Visdom! Stå oprejste! Kristi Lys oplyser alle”.
12. Anden paremí oplæses.
13. Hymnen: ”Lad min bøn stige op…” sunget af tre sangere.
14. Hl. Efraim Syrerens bøn.
15. Oplæsning fra Evangeliet hvis det er foreskrevet.
16. Den inderlige ekteni.
17. Bønnen for monarken eller særlige omstændigheder.
18. Katekúmenernes ekteni.
19. Ektenien for de oplyste med udråbet: ”Thi Du er vor oplysning…” (fra 4. uge af Den Store Faste).
20. Den første lille ekteni for de troende med udråbet: ”Thi Dig tilkommer al pris…”
21. Den anden lille ekteni for de troende.
22. Hymnen: ”Nu tjener de himmelske magter…”
23. Den Store Indgang med de forudindviede Gaver.
24. Anden del af hymnen: ”Lad os træde frem i tro og kærlighed…”
25. Hl. Efraim Syrerens bøn.
26. Den bedende ekteni, for de frembårne, forudindviede og dyrebare Gaver…
27. Herrens bøn: ”Fader Vor”.
28. Udråbet: ”Det forudindviede Hellige for de hellige”.
29. Næstsidste gang de Hellige Gaver viser sig: ”Jeg vil love Herren til hver en tid…”
30. Sidste gang de Hellige Gaver viser sig.
31. Taksigelse for kommunionen.
32. Bønnen bag ambonen: ”Almægtige Hersker…”
33. ”Herrens navn være velsignet fra nu af og til evig tid” (tre gange) og salme 33.
34. Præstens sidste velsignelse.
35. Bortsendelsen.

97. Forskelle mellem aftengudstjenesten med de forudindviede Gavers Liturgi, og den almindelige aftengudstjeneste og Liturgi.

Selvom de fleste forskelle mellem de nævnte tjenester allerede beskrevet, vil de i det følgende blive opsummeret.
Aftentjenesten sammensat med de forudindviede Gavers Liturgi, afviger fra den almindelige aftentjeneste i det følgende: 1) Aftentjenesten begynder med Liturgiens indledende udråb., fordi den tjenes sammenhængende med Liturgien. 2) Begyndelses-salmen synges ikke, men oplæses, ikke som enkelte vers, men i salmens helhed. 3) Efter aftenindgangen med røgelseskarret, oplæses to paremíer. Efter den første paremi siger præsten udråbet: ”Kristi Lys oplyser alle”, og efter den anden paremi synger én eller tre sangere fire vers ”Lad min bøn stige op…” stående midt i templet.
Selve Liturgien skiller sig ud i det følgende: 1) I stedet for Kerubhymnen synges hymnen ”Nu tjener de himmelske magter…”. 2) Til Hl. Johannes Chrys. Liturgi, overbringes de Gaver der endnu ikke er blevet indviede, til forskel for de forud-indviede Gavers Liturgi, hvor det er de indviede og fuldbyrdede Gaver der frembæres. 3) Under overbringelsen af de Hl. Gaver, ihukommes hverken patriarken, den lokale biskop, folket eller nogen som helst, da alle allerede er blevet ihukommet til den Liturgi, hvor Gaverne blev indviet. 4) Efter den Store Indgang udelades alle bønner og hymner, der hører til indvielsen af de Hellige Gaver, samt ihukommelsen af Kirkens lemmer (de gejstlige og folket), da dette allerede er blevet gjort til Liturgien hvor de Hl. Gaver blev indviet. 5) Ophøjelsen af de Hl. Gaver (den store anafora) udelades. Det eneste der gøres er, at præsten med gudsfrygt berører Gaverne og siger udråbet ”Det forudindviede Hellige for de hellige”. 6) Efter de Kongelige Porte er blevet åbnet og diakonen har sagt udråbet: ”Træd frem med gudsfrygt, tro og kærlighed” synges ikke ”Vi har set sandhedens Lys…” som almindeligt, men derimod synges: ”Jeg vil love Herren til hver en tid…” Efterfølgende siger præsten udråbet: ”Frels, Herre, Dit folk…”, og sangerne fortsætter med hymnen: ”Smag det himmelske brød og livets kalk! Og se at Herren er god! Halleluja, Halleluja, Halleluja!”. 7) Inden Liturgiens slutning, beder præsten: ”Almægtige Hersker…” i stedet for den almindelige bøn bag ambonen. 8) Til bortsendelsen ihukommes Hl. Gregorius Dialogos, Pave af Rom.

98. Søndagenes ihukommelser i Den Store Faste.


Om søndagen i løbet af den Store Faste, holdes den fuldkomne Liturgi i form af Hl. Basilios d. Stores Liturgi. Ikke desto mindre har Kirken tilføjet en række ihukommelser af hellige begivenheder til søndagenes gudstjenester, der er i overenstemmelse med Den Store Fastes betydning og formål, som tiden for anger og omvendelse. Ud over angerens bøn der tilføjes søndagens vågenat: ”Livets Giver, åbn angerens døre for mig, thi min sjæl higer efter Dit Hellige Tempel…”, har hver søndag i løbet af den Store Faste en særlig ihukommelse der udtrykkes gennem bønnerne, hymnerne og ritualerne. Den første uge af Den Store Faste er særligt streng i forhold til de andre, og ligeledes er gudstjenesterne særligt lange. De første fire dage af Fasten (mandag, tirsdag, onsdag og torsdag), læses den Hellige Andreas af Kretas kanón til den store apodipnon (kompletorium), med følgende epóde (omkvæd) til hvert vers: ”Forbarm Dig over mig, O Gud, forbarm Dig over mig”.
Hellige Andreas’ kanón består af 250 troparier, og kaldes ikke blot ”Stor” på af antallet af troparier, men på grund af dens indre værdighed: dens ophøjede tanke, dybden af dens indhold og kraften hvormed den udtrykker sig. I denne kanón er både de gammel- og nytestamentlige begivenheder fremstillet i en moraliserende/ prædikende belysning. Personerne i den Hellige Histore, er for den Hellige Andreas af Kreta, store eksempler på det hellige liv, eller med eksempler på deres synder, indgyder de en dyb ædruelighed i vore sind. Efter fremstillingen af tomheden, som nogle menneskers lidenskaber bragte med sig, endda hos store mænd, opfordrer oplæseren den syndige sjæl, sammen med Abraham, at søge det Himmelske Fædreland. I Isak vises lydighedens offer. I Ismael vises et eksempel på dristighed, der fødes af et legeme som ikke har nogen hæmninger. Den grusomme og tunge straf for kødelige lyser, er gengivet i billedet af Sodomas ild. Jakobs to koner symboliserer tvedelingen af livet: det aktive, gørende liv, og det fordybende, selvransagende liv (kontemplativ). Mose stav der delte havets vande, symboliserer Kristi Kors, med hvilket den kristne sjæl gør undere. Efterfølgende, i kronologisk rækkefølge, taler sjælen med Israels angrende konger og profeter. Til slut, i den niende ode, ihukommes vor barmhjertige Herre og Frelsers Guddommelige ord og gerninger. Når Han besøger os, overbevises vi til fasten; sammen med tolderen råber vi ydmygt: ”Gud! Vær mig synder nårdig!”, sammen med den kananæiske kvinde og de blinde mænd beder vi:  ”Du Davids Søn, forbarm Dig over mig!”; ligesom synderinden der med sine tårer vædede Frelserens fødder og den vise angrende røver siger vi: ”Herre, kom mig i hu i Dit Rige”.

Om fredagen i den første uge af Den Store Faste, velsignes ”kóliva” lige efter bønnen sagt bag ambonen. ”Kóliva” er en spise der består af kogte hvedekorn til ihukommelse af den Hellige Stormartyr Theodor Tyron, der udviste stor hjælp til de kristne for at bevare og holde fasten: Den byzantiske kejser, Julian den Frafaldne, befalede i år 362 e.Kr. i byen Antiokia, at man i al hemmelighed skulle bestænke alle fødevarer på byens markeder med blod fra dyr der var blevet ofret til hedenske guder. Men den hellige Stormartyr Theodor Tyron, viste sig i en drøm til byen Antiokias biskop, og åbenbarede kejser Julians hemmelige befaling for ham. Biskoppen befalede alle de rettronede at de ikke måtte købe noget på markedet, men udelukkende leve af ”kóliva”, lavet af hvedekorn som folk havde i deres egne forrådskamre. Den Hellige Stormartyr Theodor Tyrons troparie lyder således: ”Store er troens gerninger, thi den hellige martyr Theodor frydede sig i flammerne, som var de forfriskende vand, og frembar sig selv som et brændoffer til Treenigheden, ved hans bønner, o Kristus Gud, frels vore sjæle”. Og en stichíra til ”Herre, jeg råber” som synges denne dag: ”Djævelen brugte den frafaldne som et redskab for ondskab, og indgav ham urene tanker om at besmitte føden til de troendes faste. Men du overvandt hans rænker ved en kløgtigere forstand: Du viste dig for ærkebiskoppen i en drøm og afslørede de onde planer for ham. For dette takker vi dig, martyr Theodor, og ærer dig som en hjælper og udfrier, hvert år husker vi dette under på denne tid. Må vi ved dine bønner til Gud blive udfriet fra den ondes rænker!”

Kóliva, rigt udsmykket med nødder og sukker.

På den første søndag i Den Store Faste, fejres festen for ”Ortodoksiens søndag” eller ”sejr / triumf”. Denne fest blev stadfæstet i år 842, i kejserinde Theodoras tid, til minde om genindførelsen af agtelsen af de Hl. Ikoner. I slutningen af Liturgien holder de gejstlige en særlig bønnetjeneste i midten af templet, foran Frelserens og Gudsmoders ikoner, idet de beder til Herren om at befæste alle de ortodokse kristne i troen, samt om at alle de der er faldet fra Kirken, måtte omvende sig. Diakonen læser derefter højlydt Trosbekendelsen og udråber ”anathema” (dvs. afskærelse fra Kirken) til alle, der vover at forvrænge sandheden af den rette (ortodokse) tro. Derefter udråber diakonen ”Evigt minde” til alle dem som har ladet livet i forsvaret af den ortodokse tro, og ”mange år” (længe leve), til dem der lever og forsvarer troen.

På den tredje søndag af Den Store Faste, til vågenatten efter den store doxologi, bæres det Hellige Kors ud i midten af templet for at de troende kan ære det med kys og knæfald. Korset inspirerer de kristne til at fortsætte deres kamp og bønner i fasten. Derfor kaldes den tredje søndag samt den 4. uge for ”Korstilbedelsens søndag” og hhv. ”uge” (Det skal bemærkes, at ikke korset tilbedes, men Herren vor Gud. I virkeligheden er det en fejlagtig oversættelse, da man ikke tilbeder, men bøjer sig for korset i ærbødighed – det nærmeste ord vil være det engelske ”Veneration” der betyder højagtelse eller ærbødighed. På græsk kaldes denne dag: Κυριακή της Σταυροπροσκυνήσεως).

På den fjerde søndag i Fasten ihukommes den Hellige Johannes Klimakos (Johannes af Sinaj), der skrev værket ”Stigen”, hvori han beskrev en ”stige” eller rækkefølgen af gode gerninger, der fører os til Guds Trone. Torsdag i den femte uge tjener til ihukommelse af den Hellige Maria af Ægypten. Hellige Maria af Ægyptens liv, der tidligere var en stor synderinde, skal tjene som et eksempel på inderlig og sand anger, samt overbevise alle om Guds uudsigelige barmhjertighed. Til morgengudstjenesten på den samme dag, læses Hellige Maria af Ægyptens levned op i templet, samt Hellige Andreas af Kretas kanón, den selv samme kanón der læses op de første fire dage af den Store Faste. Om lørdagen i den femte uge fejres ”Højpriselsen af den Alhellige Gudføderske”. På denne dag læses den højtidelige akathist til Gudsmoder. Denne tjeneste blev indført i Grækenland i taknemmelighed til Gudfødersken, for de utallige gange hun har befriet Konstantinopel fra fjendtlige magter. Akathisten til ”Højpriselse af Gudfødersken” læses, for at bekræfte de fastende i håbet på den Himmelske Forbederske, der som hun befrier os fra synlige fjenders angreb, desto mere er beredt til at hjælpe os i kampen mod de usynlige fjender i den åndelige krig.

Om lørdagen i den 6. uge af Fasten, ihukommes da Jesus Kristus opvækkede Lazarus fra de døde, både til morgentjenesten og Liturgien. Denne lørdag kaldes ”Lazarus’ lørdag”. På denne dag til morgentjenesten synges ”søndagens ulastelige”: ”Velsignet er Du, Herre, lær mig Dine bud….” (se under punkt 79 stk. 8), og til Liturgien synges følgende i stedet for den Trehellige sang: ”Alle I, som er døbte til Kristus, har iklædt jer Kristus. Halleluja”. Til vågenatten inden søndagen, ihukommes Herrens højtidelige indtog i Jerusalem til Hans frivillige lidelser, samtidigt med at de troende får uddelt velsignede palmeblade eller pilegrene. Derfor kaldes denne søndag også for ”Palmesøndag”. Fra aftengudstjenesten til Palmesøndag begyndes bortsendelsen med ordene: ”Herren der frivilligt kommer for at lide for vor frelses skyld, Kristus vor sande Gud…” og så fremdeles.

99. Begrebet ”Lidelsernes uge” (den stille uge), samt tjenesternes særtræk til Lidelsens mandag, tirsdag og onsdag.

Lidelsesugen (på dansk ofte kaldet ”den stille uge”), er ugen der følger lige efter den Hellige Karantæne (Den Hellige 40-dages Faste), og dermed ugen op til Påske. Denne uge er fuldkomment dedikeret til ihukommelse af Frelserens sidste dage af Hans jordiske liv, Hans lidelser, død og begravelse. På grund af de ihukomne begivenheders storhed, kaldes alle dagene i Lidelsernes uge for ”Store”: ”Stormandag”, ”Stortirsdag”, ”Stor-onsdag”, ”Stortorsdag” (kaldes også ”Skærtorsdag”), ”Storfredag” (kaldes også ”Langfredag”) og ”Storlørdag”.
Gudstjenesterne i løbet af de første tre dage af Lidelsesugen består af: Den store apodipnon (kompletorium), morgentjenesten, timerne og de forudindviede Gavers Liturgi, efter samme fremgangsmåde som under Den Store Faste, og afviger fra denne kun i længden af gudstjenesterne. I disse dage er det foreskrevet i de kirkelige kanóner, at læse hele Psalteren (Salmernes Bog – ud over salme 118) samt alle fire Evangelier til morgentjenesten, til timetjenesterne og til Liturgien. Denne ihærdige læsning af Evangeliet udtrykker ikke blot Jesu Kristi frelsende lære og undere, hvilke tydeligt bevidner, at Han er Guds Sande Søn, men påminder også klart om, hvordan Jesus Kristus i disse sidste dage af Sit jordiske liv, særligt omfattende og langvarigt belærte folket i Jerusalem. Til Timerne læses Evangeliet i midten af templet. Til Morgentjenesten, i stedet for ”Herren er Gud…” synges ”Halleluja”, og derefter følgende troparie:

Tropariet:

Forklaring:

”Se, Brudgommen kommer til midnat, og salig er den tjener, som Han finder årvågen. Og atter, uværdig er den som Han finder uagtsom. Se da til, min sjæl, at du ikke er tynget af søvn, for at du ikke skal overgives til døden, og lukkes uden for Riget, men rejs dig råbende: Hellig, Hellig, Hellig er Du, O Gud, ved Gudføderskens forbønner, forbarm Dig over os!” Se, til midnat kommer Brudgommen, og salig (lykkelig) er den tjener, som Han finder opmærksom og vågen, men den som Han finder uagtsom, er ikke værdig til at modtage Riget. Se da således til, min sjæl, at du ikke tynges af søvn, for ikke at blive overladt til døden og forblive udenfor Riget: Men vågn op og rejs dig idet du råber: Hellig, Hellig, Hellig er Du, O Gud, ved Gudføderskens forbønner, forbarm Dig over os!

Efter kanónen synges ”exapostilárion”:

Exapostilárion: Forklaring:
”Jeg ser Din udsmykkede bryllupssal, O min Frelser, og jeg besidder ingen bryllupsklæder så jeg kan træde ind. O Du, Lysets Giver, oplys min sjæls klæder, og frels mig.” Min Frelser. Jeg ser Din bryllupssal som er udsmykket og forberedet, men jeg har ingen egnede klæder til at træde derind i. Oplys min sjæls klæder, Du som Giver lys, og frels mig.


Uafhængigt af de generelle ihukommelser vedrørende Jesu Kristi sidste dage af Sit jordiske liv, forbinder Kirken også andre særlige ihukommelser med hver enkelt dag i Lidelsesugen. Således ihukommes den uskyldige Josefs lidelser, der var prototypisk for Jesus Kristus, i bønnerne til Stormandags tjenester. Evangelielæsningerne til morgentjenesten og Liturgien beskriver Jesu kristi liv og taler i løbet af Hans sidste dage, og forklarer essensen af frelsen gennem Jesus Kristus – ved det jødiske folks skæbne samt hedningene. Således læses der Stormandag til morgentjenesten i Evangeliet om ”figentræet der ikke bar frugt” og ”de utro vingårdsmænd” (Matt. 21:18-43); (Figentræet der ikke bar frugt, og som blev forbandet af Herren, forestiller det jødiske folk, der blot var fromme på overfladen, men ikke besad nogle sande fromme gerninger; De utro vingårdsmænd – er symbolet for de jødiske overhoveder og farisæere). Til Liturgien læses i Evangeliet om det jødiske folks sørgelige skæbne, samt om hele verdens ende (Matt. 21:3-35).

Stortirsdag til morgentjenesten, indeholder Evangelielæsningen Jesu kristi svar på de fristende spørgsmål som farisæerne og saddukæerne stillede, vedrørende opstandelsen fra de døde, samt Hans grusomme og afslørende veråb mod farisæerne (Matt. 22:15; 32:39). I Evangeliet til Liturgien tales der om Kristi genkomst, lignelsen om de 10 brudejomfruer, om talenterne og om den forfærdelige Dom over hele menneskeslægten (Matt. 24:36 – 26:2).

Stor-onsdag til morgentjenesten, indeholder Evangelielæsningen forudsigelser om Jesu Kristi løskøbende død, samt om grundlægelsen af Kirken blandt hedningene (Joh. 12:17-50). I Evangeliet til Liturgien beskrives det hvordan Jesu Kristi fødder blev smurt med den dyreste myrra inden begravelsen, i Simon den Spedalskes hus, samt om hvordan Judas forrådte Ham til døden. Et særligt element ved gudstjenesterne Stor-onsdag er, at præsten efter den 9. Time siger den ”Store bortsendelse”, som til den store apodipnon; og til Liturgien læses Efraim Syrerens bøn aller sidste gang, inden bortsendelsen.

100. Stortorsdags gudstjenesters særtræk.

Til gudstjenesterne Stortorsdag (Skærtorsdag), ihukommes hvordan Frelseren tvættede Apostlenes fødder, Den Sidste Nadver, Jesu Kristi bøn i Getsemane, samt da soldaterne pågreb Ham. Gudstjenesten består af den lille apodipnon (det lille kompletorie), morgentjenestenn og Liturgien. Til morgengudstjenesten, synges ”Halleluja” (tre gang) og følgende troparie, lige efter hexapsalmos (de seks salmer):

Tropariet:

Forklaring:

”Da de ærværdige disciple blev oplyst til nadveren under fodvaskningen, da formørkedes den ondsindede Judas, besmittet af begær til sølv, og forråder Dig, O Retfærdige Dommer, til lovløse dommere. Se da, du der elsker penge, ham der for deres skyld hang sig selv. Fly fra den umættelige sjæl, der vovede at gøre sådan mod Læremesteren. O Herre, Du som er god mod alle, ære være Dig!” Da de ærværdige disciple blev oplyste til den sidste nadver, imens Du vaskede deres fødder, mistede den ugudelige Judas forstanden og formørkedes i sjælen, fordi han havde sygeligt begær til penge. Han forrådte Dig, Du der er den Retfærdige Dommer, til lovløse dommere. Du som elsker penge, se på ham der for pengenes skyld hang sig selv. Flygt fra den grådige sjæl der ikke kan mættes, idet du ser hvad den vovede at gøre mod Frelseren, vor læremester: O Herre, Du som er god mod alle, ære være Dig!  

Ikon der forestiller den sidste nadver.


Morgengudstjenestens Evangelielæsning beretter om Jesu Kristi sidste nadver (Luk. 22:1-39). Kanónen til morgentjenesten starter med ordene: ”Det Røde hav blev delt ved et slag med Moses’ stav”. Denne kanón der er rørende og gør hjertet ømt med sit indhold og ophøjede poetiske form, forklarer på den ene side: den Sidste Nadvers løskøbende og nådefulde betydning, og på den anden side udtrykkes den hellige, rørende union, samt afsked mellem Herren Jesus Kristus og Hans Disciple.
Til Stortorsdag tjenes Hl. Basilios d. Stores Liturgi forenet med aftengudstjenesten. Måden Liturgien forenes med aftengudstjenesten er lig den måde det foregår på til de forudindviede Gavers Liturgi, med den forskel, at man lige efter hymnen ”Milde Lys” synger ”Hellige Gud…” hvorefter Apostlen og Evangeliet oplæses. Liturgiens Evangelielæsning til Stortorsdag er meget længere end normalt. Den består af passager fra tre af Evangelisterne, der uddybende beretter om den Sidste Nadver, fodvaskningen og Jesu bøn i Gethsemane. I stedet for Kerubhymnen, nadverversene samt ”Vor mund, O Herre, være fyldt af Din pris…” synges følgende bøn:

”Modtag mig i dag, Guds Søn, som deltager i Din hemmelighedsfulde Nadver, for jeg vil ikke forråde Din hemmelighed til fjender eller kysse Dig (skinhelligt) ligesom Judas; men ligesom røveren på korset beder jeg: Kom mig i hu, Herre, i Dit Rige”.

I stedet for ”Det er værdigt og ret, i sandhed…” synges kanónens 9. irmós:

Irmós’en:

Forklaring:

”Kom, alle I troende, lad os løfte vore sind til det høje, og nyde godt af Herskerens gæstfrihed og det evige livs middagsbord i den øverste sal. Lad os lytte til den ophøjede lærdom fra Ordet selv, som vi højlover!” Alle I der er rettroende, kom, og lad os løfte vore sind til det høje, og nyde godt af Guds gæstfrihed. Lad os spise af det evige livs middagsbord i den øverste sal. Lad os lytte til og rette os efter den ophøjede, himmelske og guddommelige lærdom der er os givet af Gud Ordet selv, Ham, som vi højlover!


I katedraler, efter bønnen bag ambonen til Liturgien Skærtorsdag, udføres tjenesten, hvor biskoppen eller patriarken, idet han efterligner den Store Ypperstepræst: Jesus Kristus, tager sine øverste liturgiske klæder af, og binder et hvidt linnedklæde omkring livet, for derefter at tvætte præsternes fødder. Imens læser diakonen passagen i Evangeliet, der beretter om Kristus der tvættede sine disciples fødder. Idet biskoppen (ypperstepræsten) tvætter de siddende præsters (presbyteres) fødder, stiller han sig på knæ foran dem, overhælder hver fod tre gange med vand og tørrer dem derefter med sit hvide linnedklæde. Den, hvis fødder biskoppen vasker, kysser biskoppens mitra og hånd, hvorefter biskoppen kysser præstens hånd. Biskoppen starter med at vaske de siddende præsters fødder fra venstre for sin egen plads. Når han da nærmer sig præsten (typisk en arkhimandrit der symboliserer Ap. Peter) der sidder til højre for biskoppens sæde, har de en dialog taget fra Evangeliet. Efter alle præsternes fødder er blevet vasket, sætter biskoppen sig tilbage på sin plads og iklæder sig på ny de liturgiske klæder. Biskoppen læser herefter selv Evangeliepassagen færdig: ”…Thi det var et forbillede, jeg gav jer, for at I skal gøre, ligesom jeg har gjort ved jer.” (Joh. 13:15). Derefter siger biskoppen en bøn hvori han beder Herren om at vi, efter at have vasket de klæbrige synders støv af os, kan behage Herren alle vort livs dage. Derefter træder biskoppen ind i alterrummet, og Liturgien afsluttes som almindeligt.

Patriark Kyrill af Moskva og hele Rus’, vasker præsternes fødder til skærtorsdag.

 

101. Storfredags gudstjenesters særtræk.

Aftenen inden Storfredag (Langfredag), ihukommes følgende begivenheder fra Jesu Kristi liv, der fandt sted efter Han Sidste Nadver: Hans afsked med disciplene, Hans bøn i Gethsemane, da Kristus tages til fange, dommen hos ypperstepræsterne Annas og Kajfas, ypperstepræstens tjeneres hån mod Ham, lidelserne på korset og Jesu Kristi død. Alt disse begivenheder op til korsfæstelsen foregik om natten, og derfor tilbringer de ortodokse kristne natten inden Langfredag i årvågenhed. Sent om aftenen samles de i det hellige tempel til morgentjenesten. Til denne morgentjeneste læses 12 passager fra det Hellige Evangelium vedrørende Herrens Lidelser, hvori disse begivenheder er uddybende beskrevet. De troende står med tændte vokslys i hænderne imens Evangelierne oplæses, og symboliserer på den måde, at herligheden og storheden aldrig forlod Frelseren, selv under Hans ubeskrivelige lidelser på korset. Evangelielæsningerne er fulgt af epóder: ”O Herre, ære være Din udholdenhed”. I pauserne mellem Evangeliepassagerne synges stichírer, der påminder os om den utaknemlighed og begær til sølv Judas’, der forrådte Herren, havde, samt det jødiske folk, der dømte Jesus Kristus til døden.

Her er angivet doxastikon der synges til morgentjenesten Langfredag. Teksten er sunget på engelsk i den plagale 2. tone efter den byzantiske tradition:

Tekst:
“Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden.
“De har taget Mine klæder, og iklædt Mig en skarlagenrød kappe. De har sat en krone af torne på Mit hoved, og har givet Mig et rør i min højre hånd, så jeg kan slå dem i stykker som keramik”

I den særlige kanón kaldet ”trióden” (da den består af tre oder), udtrykkes størrelsen af Frelserens lidelser, samt nyttesløsheden af jødernes plot om at tilbage holde Ham på jorden, Han, der i Sin hånd holder hele skabelsen:

Ikon forestillende korsfæstelsen. Under Herrens Kors, i grotten under Golgotha, er Adams ben gengivet, og Herrens blod der renser ham fra synden strømmer ned over ham.

Kanónen:

Første óde:
Jeg vier morgenen til Dig, Guds Ord, Du som uforandret tømte Dig Selv, og uden lidenskab underkastede Du Dig lidelse. O Du, som elsker menneskene, giv mig, en falden, Din fred.

Ottende óde:
De hellige børn afslørede den ugudelige afguds vederstyggelighed; og det lovløse Synedrie rasede nyttesløst mod Kristus, med hensigt om at dræbe Ham der holder livet i Sin hånd. Hele skabelsen velsigner Ham, og forherliger Ham.

Niende óde:
Højere æret end keruber og uendeligt mere herlig end serafer, du, som uberørt fødte Gud Ordet, i sandhed Gudføderske, dig højlover vi

Efter kanónen, ihukommes røverens rørende anger, der blev værdiget det Himmelske Rige, i exapostiláriet.
”O Herre, Du, som har værdiget den fornuftige røver Paradiset i denne time, ved Dit Kors, oplys da også mig og frels mig”.

Inden morgentjenestens almindelige bortsendelse, synges følgende troparie:
”Du har forløst os fra lovens forbandelse med Dit dyrebare Blod; Naglet til Korset og stunget af spyddet, er Du blevet til udødelighedens Kilde for menneskene, O Du vor Frelser! Ære være Dig!”

Liturgien tjenes ikke langfredag, men i stedet tjenes de Kongelige Timer. Hymnerne, oplæsningerne i Evangeliet og i Apostlen beretter til disse Timetjenester om Jesu Kristi lidelser og død.
Omtrent klokken 3 om eftermiddagen, tjenes aftengudstjenesten, under hvilken Jesu Kristi død og nedtagelsen af Hans Legeme fra korset symboliseres med rituelle handlinger. Begyndelsen af aftentjenesten er som normalt i Den Store Faste (begyndelses-salmen, ”Herre, jeg råber”, stichírer, indgangen med Evangeliet); efter aftenindgangen med Evangeliet læses tre paremíer. I den første paremí berettes der om, hvorledes Moses bad til Gud for Israels folk der var faldet i synd, og blev værdiget åbenbaringer om Guds herlighed. Moses, der gik i forbøn for folket, tjener som profetisk forbillede for hele verdens forbeder på Golgotha: Jesus Kristus. I den anden paremí berettes der om, hvordan Gud velsignede Job for hans tålmodighed og udholdenhed i hans lidelser og prøvelser. Profeten Job er et profetisk forbillede på den uskyldige Guddommelige Plagede Jesus Kristus, der tilbagevendte Den Himmelske Faders nåde og velsignelse til menneskeheden. I den tredje paremí forudsiges Jesu Kristi ekstreme nedgørelse og lidelser, og at Han blev nedgjort mere end alle menneskesønner (Es. 53:3 – septuaginta), ”Som et får blev Han ført hen at slagtes” (Es. 53:7 – septuaginta) osv. Efter oplæsningen af paremíerne følger oplæsningen fra Apostlen (1 Kor. 1:18-2:2), hvori der berettes om den Guddommelige Visdom der åbenbaredes i Herrens Kors. Derefter læses Evangeliet, hvori der berettes om Jesu Kristi død og lidelser. Efter Evangelielæsningen følger den inderlige og den bedende ekteni. Herefter synges stichíra aposticha. Den sidste stichíra er som følger:

”Du, som iklæder Dig lyset som et klædebon, tog Josef med Nikodemus ned fra Træet; og idet han så Dig død, nøgen og ubegravet, sagde han med hjertelig sorg og inderlig medfølelse: ”Ve mig, min Sødeste Jesus! Da solen for kort tid siden så Dig hænge på Korset, omhyllede den sig i mørke; og jorden skælvede med frygt, og forhænget i templet blev revet itu. Men se, nu ser jeg Dig, Du, som for min skyld, af egen vilje gik i døden. Hvordan skal jeg begrave Dig, min Gud? I hvilket klæde skal jeg omhylle Dig? Hvordan skal jeg berøre Dit uforgængelige Legeme med mine hænder? Hvilke sange skal jeg synge til Din bortgang, O Du gavmilde? Jeg højlover Dine lidelser, jeg lovsynger tilmed Din begravelse og Opstandelse idet jeg råber: Herre, ære være Dig!”

Imens stichírerne synges, tilrøger de gejstlige ”Ligklædet” der ligger i alterrummet på Tronen, og som forestiller Jesu Kristi alrene Legeme. Derefter læses ”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred…” og ”Fader Vor”. Efter udråbet: ”Thi Dit er Riget…” løfter de gejstlige Ligklædet fra Tronen, som var det fra Golgotha, bringer det ud af alterrummet til midten af templet forudgået af brændende lys og røgelse. Samtidigt synger koret:

”Den ærværdige Josef tog Dit alrene Legeme ned fra træet, indsvøbte det i et fint linklæde og smurte det med velduftende olier, og lagde det i en ny grav”.

”En engel viste sig for de myrrabærende kvinder i graven og sagde: Myrra er forbeholdt de døde, forgængeligheden er da fremmed for Kristus”.

Ligklæde der bruges til gudstjenesten.

I stum andagt og gudsfrygt, lytter de bedende til aftentjenestens bortsendelse med brændende lys i hænderne, og lytter derefter til den lille apodipnon (det lille kompletorie), hvor den rørende kanón ”Gudføderskens gråd” idet hun så på sin Guddommelige Søns grav, læses. Det hellige Ligklæde befinder sig da midt i templet i løbet af de næste tre dage, og påminder os om de tre dage Jesus Kristus tilbragte i graven.

 

102. Storlørdags gudstjenesters særtræk.

Gudstjenesterne Storlørdag er viede til ihukommelsen af Jesu Kristi væren i graven, den betydning som denne væren har for den kristne tro, samt Frelserens opstandelse fra graven. De gudstjenester hvor ovenstående bekendes gennem bønner og hymner er: morgentjenesten og Liturgien.

Morgentjenesten skal efter Kirkens forskrift tjenes i den dybe nat (klokken 3 om morgenen), og bønnerne foregår i andagt og ærefrygt foran Herren der ligger i graven. Efter morgentjenestens almindelige begyndelse indtil de seks salmer (hexapsalmos) og den efterfølgende store ekteni, synger koret: ”Herren er Gud…” samt det foroven angivne troparie: ”Den ærværdige Josef…”. På dette tidspunkt tænder de troende lys, og de gejstlige træder ud af alterrummet med brændende lys i hænderne, hvorefter de træder frem til Ligklædet og tilrøger det. Efter troparierne er blevet sunget, begynder den store gravhymne der synges over den Guddommelige Afdøde. Denne gravhymne består af at synge hele salme 118 med epóder eller vers fra de nytestamentlige sange. I disse vers tales der om den begravede Herres Guddommelighed, den Alrene Gudsmoders sorg ihukommes, og hvor tro på Herren son vor Løskøber bekendes. Salme 118 og de tilhørende vers kaldes ”de ulastelige”. ”De ulastelige” opdeles i tre dele af ektenier. Disse dele kaldes for ”artikler”.Til den tredje artikel tilføjes søndagens troparier: ”Englenes skarer forundredes over at se Dig iblandt de døde…” med epóden ”Velsignet er Du, Herre, lær mig Dine bud”.

Efter ”de ulastelige”, synges kanónen ”Med en havbølge…” i hvilken hele skabelsens rædsel udtrykkes, idet de ser Skaberen og Herren i graven. Efter den store doxologiløftes ”Ligklædet” op af de gejstlige imens den Trehellige sang synges. Foran ligklædet går der paramonarer med lys, kirkebannere og diakonerne ofrer røgelse. Sådan går de alle ud af templet og fortsætter i procession omkring det, til ihukommelse af Jesu Kristi Legemes begravelse. Samtidigt symboliserer denne procession Jesu Kristi nedstigen og Hans sejr over helvede (hades) og døden. Med Sine lidelser og Sin død, har Frelseren atter åbnet paradisets porte for os, og ”Ligklædet” bringes op til de åbne Kongelige Porte i templet imens koret synger: ”Den ærværdige Josef…”. Derefter læses følgende: a) paremí fra profeten Ezekiels bog (37:1-14) der omhandler opstandelsen af de døde, b) Apostlen (1 Kor. 5:6-8; 3:13-14), der lærer de troende om, at Jesus Kristus er den sande Påske for os alle, at Han bragte Sig Selv som løfte, for at befrie os fra lovens forbandelse; c) Evangeliet (Matt. 27:62-66), der beretter om, hvordan ypperstepræsterne med Pilatus’ tilladelse, sendte vagter til Herrens grav og forseglede stenen foran indgangen. Efter Evangelielæsningen siges den inderlige ekteni hvorefter bortsendelsen siges. Derefter begynder 1. Time at læses.

Hellige Basilios d. Stores Liturgi tjenes sammen med aftengudstjenesten. Da aftengudstjenesten hører til den næste dags gudstjenestecyklus, er alle de hellige hymner viet til mindet om Jesu Kristi begravelse, forenede med søndagens hymner. Således synge søndagens stichírer i 1. tone til ”Herre, jeg råber”, ”Ære være… Nu og altid…”, dogmatikon theotokie i 1. tone: ”Alverdens herlighed…”.

Efter aftenindgangen med Evangeliet, læses 15 paremíer, i hvilke de vigtigste gammeltestamentlige profetier om menneskenes frelse gennem Jesu Kristi lidelser og Opstandelse er samlet. Til Liturgien synges: ”Alle I, som er døbte i Kristus, har iklædt jer Kristus, Halleluja.” i stedet for den Trehellige sang. Epistellæsningen fra Apostlen (Rom. 6:3-11) beretter om, at vi skal dø fra synden, for at leve med Jesus Kristus. Efter læsningen fra Apostlen, idet koret synger: ”Rejs Dig, O Gud, døm jorden, thi Du skal have en arv blandt alle folkeslag”, klæder de gejstlige om til lyse klæder. Samtidigt tages de mørke klæder af Tronen, offerbordet og analogiet. Således, til tiden for Evangelielæsningen der beretter om Frelserens Opstandelse fra de døde (Matt. 28:1-20), er alle gejstlige omklædt i hvide lyse liturgiske klæder. Derefter læses Evangeliet, og Hl. Basilios d. Stores Liturgi fortsætter som normalt. I stedet for Kerubhymnen, synges følgende hymne:

Selve hymnen:

Må ethvert menneskeligt kød tie, thi kongernes Konge og herskeres Hersker kommer for at ofres, og give Sig selv som føde til de rettroende. Engle går forud for dette, med alle Herredømmer og Magter: mangeøjede Keruber og seksvingede Serafer, der tildækker sine ansigter og råber hymnen: Halleluja, Halleluja, Halleluja.

 

Zadostojnik’en tages fra kanónens 9. irmós:

”Begræd Mig ej, Moder, idet du ser Sønnen i graven, som du undfangede i skødet uden sæd; thi Jeg vil rejse Mig og forherliges, og som Gud, vil jeg i herlighed opløfte dem, der uophørligt med tro og kærlighed højlover dig”.

Ikon kaldet “Herlighedens Konge”. 1500’tallet. Befinder sig i Iveron klostret på Athos, Grækenland.

I overensstemmelse med den antikke tradition, kan de troende blive i templet efter Liturgien, indtil den kommende Store og Lyse fest. Imens de venter, bruges tiden på at læse og høre hele bogen ”Apostlenes Gerninger”. For at styrke de troende der forbliver i templet, er det forskrevet af Kirken at velsigne brød i slutningen af Liturgien for at uddele det til de bedende. Storlørdags gudstjenester tjener det formål, at være en gradvis forberedelse og overgang til den nært forestående Lyse dag, der regnes for Festen over alle fester: Vor Herre Jesu Kristi Lyse Opstandelse.

 

SJETTE DEL

Beskrivelse og forklaring af
FESTDAGENES GUDSTJENESTER

 

103. Begrebet ”Festdage” generelt.

”Festdage” eller ”fester” er navne på særlige dage, der dedikeres til ihukommelsen af en hellig begivenhed eller hellig person fra Kirkens historie. Dette har til formål at hjælpe de troende til at forstå og indse betydningen af den fejrede begivenhed, eller efterligne de helliges liv. Da vi hver dag ihukommer én eller endda mange helgener, kan man sige, at hver eneste dag er en fejring. Men, da vi i rækken af hellige begivenheder og personer har særligt udmærkede kristne begivenheder og personer i kraft af deres betydning, foreskriver det kirkelige tjenestereglement (Ustav – Týpikon) at opdele festdagene i ”store”, ”mellemstore” og ”små” fester. Til de store fester holdes særligt højtidelige gudstjenester, antallet af vers fra ”Herre, jeg råber” inden stichírerne er på 10 eller 8 vers. Lytíen tjenes og polyeleos synges, derefter synger de gejstlige megalynarion og koret synger den store doxologi. På disse dage var det sådan i det Russiske Kejserrige, at Kirken og Staten gav alle gejstlige og borgere fri fra deres almindelige gøremål, for at de uhindret kunne tilbringe højtiden i bøn, læse Guds Ord og deltage i gudstjenesterne, hvor festen fejres. De Store Fester er Kristi Hellige Påske og de Tolv Store Fester. Aftenen inden store fester tjenes vågenatten, og to timer inden vågenatten tjenes den såkaldte ”lille aftentjeneste” der er kortere end aftentjenesten på hverdage. Således findes der tre typer aftentjeneste: A) den store aftentjeneste der tjenes som en del af vågenatten; B) hverdagsaftentjenesten der tjenes på hverdage; og C) den lille aftentjeneste der tjenes inden store fester. Den lille aftentjenestes skematiske opbygning er som følger: 1) den almindelige indledning; 2) Salme 103; 3) ”Herre, jeg råber”; 4) festdagsstichírer til ”Herre, jeg råber” på 4 vers; 5) ”Milde Lys”; 6) Prokímen; 7) ”Bevar os, O Herre…”; 8) stichíra apósticha; 9) ”Herre! Nu lader Du…”; ”Fader Vor”; 10) Troparie; 11) Den inderlige ekteni; 12) bortsendelsen.

De Tolv Store Fester er i Týpikon angivet med et særligt tegn, der forestiller et kors i en cirkel 🕀. Disse fester har en såkaldt ”for-fejring” og ”efter-fejring”: således kaldes de forudgående og efterfølgende dage omkring selve festdagen. Den sidste dag af efterfejringen kaldes en ”Apodose” af græsk: ἀπόδοσις, som betyder ”eftersætning”. Apodosen er den sidste dag en given fest fejres.
De mellemstore fester angives i Týpikon med et kors i en halvcirkel 🕁 (hvilket angiver at vågenatten skal tjenes) eller bare med et kors uden halvcirkel 🕂 (hvilket angiver at vågenatten ikke tjenes, men kun polyeleos); de mellemstore fester er for eksempel: Den Hellige Apostel og Evangelist Johannes Teologens festdag, Den Hellige Hierark Nikolaj af Myra i Lykiens festdag, festen for Gudsmoders Beskyttelse og andre. Gudstjenesterne til de mellemstore fester er anderledes end dem der tjenes til de Store Fester i dét, at de i ikke er ligeså højtidelige som dem. F.eks. har synges polyeleos ikke til morgentjenesten ved nogle af de mellemstore fester, og vågenatten tjenes heller ikke.
De små fester angives i Týpikon med en halvcirkel med tre prikker 🕃 der enten er farvet rød eller sort 🕃. Den røde farve indikerer at den store doxologi skal synges selvom der ikke er polyeleos. Den sorte farve indikerer at festen er en ”Shestirik” – dvs. ”seks-vers” eller ”seks-stícher”. Dette navn indikerer, at stichírerne synges med 6 vers til denne type gudstjenester. Som eksempel på små fester kan følgende nævnes: ”Frembærelsen af Herrens Kors’ ærværdige træ” (Ἡ Πρόοδος του Τιμίου Σταυρού) (1. august – juliansk kalender) og andre. Disse fester har ikke polyeleos, og adskiller sig fra hverdagstjenesterne i dét, at antallet af stichírer er større til ære for ihukommelsen af den pågældende begivenhed, eller at man derudover synger den store doxologi, der ellers på hverdage blot oplæses. Til de små fester synges den med åbne Kongelige Porte.

De bønner der udtrykker festens betydning, findes i månedens Menaion eller festernes Menaion. Jo større festen er, desto flere bønner bruges fra Menaion. Omvendt, hvis der på en kendt dato fejres en mellemstor eller lille fest, da tages en del af stichírerne, kanónerne, tropárierne og kontákierne fra Októikon (Ottetonebogen). Denne brug af både Októikon (Ottetonebogen) og Menaion til gudstjenesten forklares ved, at de tre gudstjenestecyklusser (den daglige, ugentlige og årlige cyklus – se under punkt 48) overlapper hver dag.

Alt efter hvor festen fejres, kan festerne opdeles efter: 1) Fælles fester, som fejres af hele den Ortodokse Kirke, hvilket er de Store, mellemstore og små fester; 2) Lokale (stedlige) fester; og 3) Tempelfester.

Alt efter kalendertiderne opdeles festerne i: A) uforanderlige fester, der altid fejres på den samme dag i året; og B) foranderlige festdage, som falder på forskellige datoer hvert år, afhængigt af Påsken.

Men da næsten alle fester fejres til Guds ære, Guds Moder eller til ære for de Hellige, kan festerne også inddeles i følgende tre kategorier: 1) Herrens Fester, 2) Gudføderskens Fester og 3) Fester til ære for de Hellige.

De tolv store fester, der angives med et kors i en cirkel 🕀 er:

  1. Den Alhellige Gudføderskes fødsel – 8. (21.) september.
  2. Ophøjelsen af Herrens Kors – 14. (27.) september.
  3. Den Alhellige Gudføderskes indførelse i templet – 21. november (4. december).
  4. Kristi Fødsel – 25. december (7. januar).
  5. Herrens Dåb eller Teofanien – 6. (19.) januar.
  6. Herrens frembærelse i templet – 2. (15.) februar.
  7. Den Alhellige Gudføderskes Bebudelse – 25. marts (7. april).
  8. Herrens Forklarelse (på Tabor) – 6. (19.) august.
  9. Den Alhellige Gudføderskes hensovelse – 15. (28.) august.
  10. Herrens indtog i Jerusalem – fejres én uge før Påske.
  11. Kristi Himmelfart – fejres 40 dage efter Påske (torsdag i den 6. uge).
  12. Pinsen eller Den Hellige Treenigheds dag (Trinitatis) – fejres 50 dage efter Påske.

Teksterne til de gudstjenester der hører til kategorien uforanderlige festdage, kan findes i den gældende måneds Menaion. Teksten til Herrens indgang i Jerusalem kan findes i Fastens Triode. Teksterne til Kristi Himmelfart og Pinsen kan findes i Pentakostariet (Den festlige Triode).

Ud over de kirkelige fester, er det en del af den kirkelige tradition at fejre store statslige begivenheder, der godt nok ikke har fundet sted i selve Kirken, men derimod i det borgerlige samfund, som også er et udtryk for Guds vilje og nåde. Traditionen har været at fejre disse fester med særlige bønner, hvis statsoverhovedet er ortodoks (rettroende) kristen, og hvis hele staten bygger på et ortodoks kristent fundament. Disse fester har først og fremmest været:
1) Nytår – hvor Kirken takker Gud for det gamle år, og beder Ham om at velsigne det nye, på trods af at nytårsfejringen ikke er en kirkelig fest.
2) Kongelige begivenheder. Dette er f.eks. indsættelsen af en ortodoks kristen monark til at regere nationen, den kongelige kroningsceremoni og myrrasalvelse (hvilket er en særlig gudstjeneste i kategorien ”fornødenhedstjenester”), fødslen af en tronarving, samt monarkens, hans dronnings og tronfølgerens skytshelgens navnedag. Det har siden antikken været skik, at monarken gav alle sine undersåtter fri på disse dage.
3) Taksigelse til Gud for sejr i en krig (også kaldet ”Victoriske Fester” – ”Sejrsfester”). Af disse kan f.eks. nævnes taksigelsesfesten for de ortodokses sejr over gallerne (Napoleon) i 1812, samt de russiske væbnede styrkers indtagelse af Paris i 1814.
Det skal nævnes, at disse ovenstående ikke-kirkelige fester, udelukkende ihukommes af Kirken, da de er tæt forbundet til den Kristne Kirkes væren i samtiden og eftertiden, samt for alle ortodokse kristne. Derfor er disse fester en yderligere anledning til at takke og prise Herren for Hans barmhjertighed og forunderlige nåde som Han udviser Sit folk. Guds ”folk” betegnes som ét folk, og det er ikke bundet af etnicitet eller nationalitet. Alle mennesker i verden kan, ifølge den ortodokse Kirke, blive en del af Guds folk, det sande Israel, gennem omvendelse og den Hellige Dåb.

104. Dele af gudstjenesten der udtrykker festens essens.

De fleste af de Tolv Store Fester blev allerede fejret i kristendommens første århundreder. Siden 300’tallet er deres fejring gradvist blevet udbredt pga. kristenforfølgelsernes ophør. Festdagenes gudstjenester blev gradvist beriget med forskellige hymner, bønner og ritualer, der alle er specifikke for den pågældende fejring. Betydningen eller essensen af de Tolv Store Fester udtrykkes gennem: 1) Alle stichírer (til ”Herre, jeg råber”, apósticha, lytíen og til lovprisningerne); 2) I paremíerne; 3) I troparierne og kontakierne; 4) I kanónerne; 5) I prokímenerne og antifonerne; 6) I passagerne fra Apostlen og Evangeliet der oplæses; 7) I ”zadosotjnik” som er kanónen 9. óde, der synges i stedet for ”Det er værdigt og ret”; 8) I nogle af de synlige ritualer og handlinger.

105. Påskens gudstjenester.

Ikon forestillende Kristi Opstandelse fra de døde. Kristus er vist stående på helvedes ødelagte porte, idet Han rejser de døde fra gravene og giver dem liv.

Den største og glædeligste fest blandt alle kristne fester i vigtigheden af de ihukomne begivenheder, samt i højtideligheden af gudstjenesternes udførelse, er Påsken. Denne fest er indstiftet til ihukommelse af Jesu Kristi Opstandelse fra graven, tre dage efter Hans korsfæstelse og begravelse. Kristus Opstod fra de døde tidligt om morgenen efter sabbaten, på ugens første dag, hvorfor denne dag på russisk kaldes ”Воскресеніе” (Voskresenie) hvilket betyder ”Opstandelsens dag”, selvom den på andre sprog har beholdt sit hedenske navn ”Solens dag” (Søndag, Sunday, Sonntag) og på oldslavisk ”недѣля” (nedelja – ingen gøremål).
Tjenesten for Kristi Opstandelse begynder til dels allerede til aftentjenesten inden Hl. Basilios’ Liturgi Storlørdag, men i dens fulde højtidelighed, begynder fejringen med morgengudstjenesten, der i den Russiske Kirke efter traditionen, starter nøjagtigt til midnat. I forlængelse af morgentjenesten tjenes Påske-Liturgien.
Ifølge Týpikon, fyldes hele templet af velduftende røgelse som symbol på den overflod af Guds Nåde som vi modtager gennem Kristi Opstandelse. I templet tændes alle lys, og alle de bedende står med brændende lys i hænderne som tegn på åndelig glæde. Alle de gejstlige iklæder sig ”de lyseste klæder” som Kirkens reglement, Týpikon, foreskriver. Det eneste sted i verden man tjener Påsketjenesten i en anden farve end hvid er i Rusland, hvor nogle gejstlige tjener i røde klæder. Dette brud på Kirkens regel er et resultat af kommunisternes overherredømme i Rusland i det 20. århundrede, hvor man blev påduttet at benytte sig af den røde farve til den største fest, som et symbol på at den kommunistiske røde farve. I dag, i starten af det 21. århundrede, er der nogle mennesker der argumenterer for at blive ved med at tjene i de røde klæder til Påske, ved at henvise til påskeæggets røde farve og en misforståelse af Påskens stichíra: ”Пасха красная, Пасха, Господня Пасха…” (Påske, du skønneste, Påske, Herrens Påske…), men disse mennesker glemmer, at det kirkeslaviske sprog ikke er helt identisk med det moderne russiske sprog, hvorfor de tror at ordet ”красный” betyder ”rød” som på moderne russisk. I virkeligheden betyder dette ord ”skøn” eller ”smuk” på kirkeslavisk. Pga. ovenstående argumenter, er der nogle der mener man kan retfærdiggøre at bryde med Kirkens tradition, om at tjene Påsken i hvide liturgiske klæder. Det generelle er dog, at man i hele verden i den ortodokse Kirke, også de fleste steder i den russiske Kirke, tjener Påsken i hvide klæder.

Inden gudstjenesten oplæses Apostlenes Gerninger for de troende. Ifølge Týpikon skal Apostlenes Gerninger læses fra start til slut inden klokken 10 om aftenen, hvor Påskens midnatstjeneste begynder. Gudstjenesten begynder med midnatstjenesten, til hvilken man synger kanónen: ”Med en havbølge…”. Idet den 9. óde synges ”Begræd Mig ej, Moder…”, bringer de gejstlige Ligklædet ind i alterrummet efter de har tilrøget det med røgelseskarret. Efter midnatstjenestens afslutning, ved midnat, begynder Påskens morgentjeneste. Imens de Kongelige Porte endnu er lukkede og forhænget trukket for, begynder de gejstlige og kirketjenerne at synge påskens stichíra inde fra alterummet:

”Din Opstandelse, Kristus Frelser, lovsynger englene i himlene; lad også os på jorden, med et rent hjerte, lovprise Dig”

Templets præste-forstander tilrøger sammen med diakonen den hellige Trone tre gange, hvorefter forhænget trækkes fra og de Kongelige Porte åbnes. De gejstlige, iklædte de skønneste lyse klæder, træder da ud af alterrummet, hvorefter hele kirkeforsamlingen begynder at synge den samme Påskestichíra som de gejstlige. Alle træder nu ud af templet i procession. Forrest går en kirketjener med Påskelygten. Efter denne følger Korset der står bag Tronen i alterrummet. På hver sin side af korset bæres et kirkebanner. Efterfølgende bæres ikonerne ud af templet. Templets forstander holder et kors med en trearmet lysestage udsmykket med blomster, de andre præster bærer Evangeliet og ikonet der forestiller Kristi Opstandelse. Diakonen bærer røgelseskarret og det diakoniske lys. Processionen går til venstre omkring templet, imens de fortsætter med at synge påskens stichíra. Den kirkelige procession minder os om de myrrabærende kvinder, der tidligt om morgenen gik til graven for at indsmøre Jesu Kristi Legeme.

Kirkelig procession til Påske i København.

Efter processionen er nået hele vejen omkring templet, standser den foran templets indgangsport der på forhånd er blevet aflåst. Dette minder os om de myrrabærende, efter de havde fået det første budskab om Herrens Opstandelse ved gravens indgang. Templet symboliserer altså her Herrens grav. De som bærer Evangeliet, ikoner og kirkebannere stiller sig foran indgangen med front mod vest (mod befolkningen). Efter præsten har tilrøget ikonerne og de tilstedeværende, påbegyndes morgengudstjenesten med det indledende udråb: ”Ære være den hellige, væsenséne, livgivende og udelelige Treenighed, stedse, nu og altid og i evigheders evighed!”. Efter folket har svaret med et ”Amen!”, begynder de gejstlige at synge Påskens troparie:

Opstanden Kristus fra de døde. Døden ved døden Han nedtrampet har, og dem, som var i gravene, gav Han liv”.

De synger tropariet tre gange hvorefter folket også gentager det tre gange. Efterfølgende siger præsten påskens stichos højlydt, imens koret med folket, imellem hvert vers, synger påskens troparie:

Vers 1: Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans avindsmænd flyr for hans åsyn.

Tropariet: Opstanden Kristus fra de døde. Døden ved døden Han nedtrampet har, og dem, som var i gravene, gav Han liv.

Vers 2: Som røg henvejres, så henvejres de; som voks, der smelter for ild.

Tropariet: Opstanden Kristus fra de døde. Døden ved døden Han nedtrampet har, og dem, som var i gravene, gav Han liv.

Vers 3: Gudsløse går til grunde for Guds åsyn, men retfærdige frydes og jubler.

Tropariet: Opstanden Kristus fra de døde. Døden ved døden Han nedtrampet har, og dem, som var i gravene, gav Han liv.

Vers 4: Denne er dagen som Herren har gjort, lad os juble og glæde os over den.”

Til slut synger de gejstlige første halvdel af påsketropariet hvorefter koret med folket synger sidste halvdel.
Præsten åbner herefter indgangen til templet, ligesom Englen der væltede stenen fra indgangen til graven, hvorefter hele processionen, de gejstlige og de troende træder ind i templet, som ind i Herrens grav, idet de synger den glædelige sejrshymne: ”Opstanden Kristus fra de døde. Døden ved døden Han nedtrampet har, og dem, som var i gravene, gav Han liv”. De gejstlige træder med det samme ind i alterrummet, og diakonen begynder at sige den store ekteni imens han står på ambonen. Efter den store ekteni, synges Påskekanónen med et særligt højtideligt og glædeligt musikalsk motiv: ”Dette er opstandelsens dag…”. Påskekanónen er sammensat af Hellige Johannes af Damaskus, og er i kraft af sit indhold en højtidelig lovsang til ære for vor Herre Jesu Kristi Opstandelse, samt Hans Guddommelige Storhed. Påskekanonen oplæses ikke, men synges derimod i sin helhed med epóden (omkvæddet):Opstanden Kristus fra de døde. Døden ved døden Han nedtrampet har…”. Imens kanonen synges, til hver eneste óde, tilrøger præsten med røgelseskarret i den højre og korset med den trearmede lysestage i den venstre, sammen med diakonen, alterrummet de hellige ikoner og folket imens han hilser dem med det glædeligste udråb: ”Kristus er Opstanden!”. Folket svarer ham da med ordene: ”Han er sandelig opstanden!”. Efter hver óde siger diakonen den lille ekteni, hvorefter der følger særlige udråb der er angivet i Trióden. I katedraler hvor det er en biskop der forestår tjenesten, synges påskekanonen i midten af templet, foran ikonet af Kristi Opstandelse. Fra denne dag af, indtil Påskefejringens afslutning, synges påskekanonens katavasia vers: Dette er opstandelsens dag…”.

Efter kanonen synges morgentjenestens exapostilarion:

”Du, som sov, for Du var død, Konge og Herre, rejste dig efter tre dage. Du rejste Adam fra forgængelighed, og tilintetgjorde døden: uforgængelighedens Påske, verdens frelse!”

Efter exapostilariet synges: ”Alt, der har ånde, pris Herren” og stichírer til lovprisningerne. Efterfølgende synges Påskens stichírer:

Vers: Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans avindsmænd flyr for hans åsyn.

 

En hellig Påske er i dag blevet åbenbaret for os, en ny og hellig Påske, en mystisk Påske, en højtæret Påske, en Påske som er Kristus Forløseren, en ubesmittet Påske, en stor Påske, de troendes Påske, en Påske, der for os har åbnet portene til Paradis, en Påske, der helliger de troende.

Vers: Som røg henvejres, så henvejres de; som voks, der smelter for ild.

Kom fra åbenbaringen, I kvinder, der bærer det glade budskab og sig til Zion: Modtag fra os det glade budskab om Kristi opstandelse. Bryd ud i jubel, dans og glæd dig, O Jerusalem, for Du har skuet Kristus Kongen, der træder frem fra graven som en Brudgom.

Vers: Gudsløse går til grunde for Guds åsyn, men retfærdige frydes og jubler.

De myrrabærende kvinder kom ved morgengry til Livgiverens grav. De fandt en engel, der sad på stenen og tiltalte dem: Hvorfor søger i den levende blandt de døde? Hvorfor sørger i over Ham, der er uforgængelig, som om Han var gået til? Gå hen og forkynd det for hans disciple.

Vers: Denne er dagen som Herren har gjort, lad os juble og glæde os over den.

Påske, du skønneste, Påske, Herrens Påske, en højtæret Påske er lysnet for os. Påske, lad os omfavne hinanden med glæde. O Påske, løsesum fra sorgen. I dag lyste Kristus frem fra graven som fra et brudekammer, og opfyldte kvinderne med glæde, da Han sagde: Forkynd det for apostlene.

Vers: Ære være Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og  i evigheders evighed. Amen.

Dette er opstandelsens dag, lad os stråle på denne fest, og lad os omfavne hinanden. Lad os sige: ”Brødre”, selv til dem, som hader os,  lad os tilgive alt på opstandelsens dag og juble: Opstanden Kristus fra de døde. Døden ved døden Han nedtrampet har, og dem, som var i gravene, gav Han liv.

Imens påskestichírerne synges, kysser de troende hinanden med broderlige kys, tre gange, efter Kristi bud om at elske hverandre. Det kristne trefoldige kys er yderligere betragtet som den almindelige kristne hilsen, der vidner om Kristi kærlighed. Imens de kysser hinanden siger de ”Kristus er Opstanden!” og svarer ”Han er sandelig Opstanden!”. Samtidigt forærer de hinanden påskeæg, som er farvede æg der symboliserer det nye, evige og salige liv, der åbnedes via Frelserens grav. Efter påskens stichírer læses Hl. Johannes Chrysostomos’ ord til Påsken. Denne tekst starter således: ”Hvis man er from og elsker Gud, må man da nyde denne strålende højtid…”. Derefter synges tropariet til Hl. Johannes Chrysostomos. Efterfølgende siger diakonen den inderlige og den bedende ekteni samt de bønner og hymner der normalt synges op til bortsendelsen. Den eneste afvigelse fra den normale ordning er, at præsten efter hymnen ”Befæst, Gud, den hellige ortodokse tro og de troende kristne i al evighed” synger første halvdel af påskens troparie: ”Opstanden Kristus fra de døde. Døden ved døden Han nedtrampet har…” og koret synger sidste halvdel: ”…og dem, som var i gravene, gav Han liv”. Derefter siger præsten den særlige påskebortsendelse med korset i hånden: ”Må Kristus som er opstanden fra de døde, der har nedtrampet døden ved døden og givet liv til dem som var i gravene, vor sande Gud, gennem forbønnerne fra sin alrene hellige Moder og alle de hellige, forbarme sig over os og frelse os, thi Han er god og elsker menneskene. Amen.” Derefter løfter præsten korset højt op og hilser hele folket med et trefoldigt Kristus er Opstanden!” som folket besvarer med Han er sandelig opstanden!”. Koret synger herefter påsketropariet tre gange hvorefter der afsluttes med ordene: ”Også os har Han givet evigt liv, lad os da tilbede Hans tre-dages opstandelse!”. Således afsluttes morgengudstjenesten i løbet af hele den lyse uge (ugen efter Påske).

Efter Påskemorgengudstjenesten, tjenes påskens timetjenester. Påsketimerne tjenes i løbet af hele den Lyse Uge. Påsketimerne består ikke af de almindelige salmer der blev beskrevet tidligere, men består udelukkende af Påskehymner der alle synges. Påsketimerne indledes med præstens udråb: ”Velsignet er vor Gud…”. Derefter synges påsketropariet tre gange: ”Opstanden Kristus fra de døde…” hvorefter følgende påskehymner synges:

1)  I stedet for de almindelige tre salmer synges følgende påskehymne tre gange:”Havende set Kristi Opstandelse, lad os tilbede den Hellige Herre Jesus, som alene er uden synd. Vi falder ned for Dit Kors, O Kristus, og Din hellige Opstandelse lovsynger og priser vi, for Du er vor Gud, udover Dig kender vi ingen anden, vi påkalder Dit Navn. Kom, alle i troende, lad os tilbede Kristi hellige Opstandelse: for, se, ved Korset kom fryd til hele verden. Altid lovprisende Herren, lovsynger vi Hans Opstandelse, thi ved at have udholdt korsfæstelse har Han ved døden tilintetgjort døden.”

 

2)  ”Ved daggry kom kvinderne med Maria, og fandt stenen væltet bort fra graven og hørte fra englen: Hvorfor leder I efter den Levende iblandt de døde, Han, som lever i det evige lys? Se ligklæderne. Skynd jer, og forkynd for alverden, at Herren er opstanden og har overvundet døden. For Han er Guds Søn, som frelser menneskeslægten.”

3)  ”Selvom Du steg ned i graven, Udødelige, besejrede Du helvedes magt. Du opstod som sejrherre, Kristus vor Gud, og sagde til de myrrabærende kvinder: Fryd jer! Du gav Apostlene Din fred, Du, som giver de faldne opstandelse.”

4)  ”I graven med legemet, i helvede med sjælen som Gud, i Paradiset med røveren og på tronen var Du, O ubeskrivelige Kristus, med Faderen og Ånden, opfyldende alt.”

5)  Ære være…: ”Din grav, Kristus, viste sig livgivende, så meget smukkere end Paradiset og i sandhed mere strålende end noget kongeligt palads; Den er vor opstandelses Kilde.”

6)  Nu og altid…: ”Glæd dig, hellige og guddommelige bolig for vor Gud! For ved dig, Gudføderske, blev glæden givet til dem, der råber: Velsignet er du iblandt kvinder, alrene Jomfru.”

Derefter: ”Herre, forbarm Dig” 40 gange, hvorefter præsten siger bortsendelsen (Påsketimernes bortsendelse er den almindelige bortsendelse der siges om søndagen, og ikke den store påskebortsendelse, der kun siges til morgengudstjenesten, Liturgien og aftengudstjenesten). På samme måde synges den 3., 6. og 9. time.

Efter påsketimernes afslutning udføres den store Påskeliturgi. Til Påske er det Hl. Johannes Chrysostomos’ Liturgi der tjenes. Efter det almindelige udråb, synger alle de gejstlige i alterrummet påsketropariet ”Opstanden Kristus fra de døde…” tre gange med påske-epóderne (som i starten af påskens morgentjeneste), hvor hele alterrummet, ikonostasis og folket tilrøges med røgelseskarret. Med denne Påske-begyndelse indledes alle morgentjenester, Liturgier og aftentjenester i løbet af hele den Lyse Uge. Derefter fortsættes Liturgien som normalt. I stedet for de almindelige antifoner og saligprisninger, synges Påskens festantifoner. Til den lille indgang med Evangeliet, siger diakonen et indgangsvers, hvorefter påskens troparie synges én gang, samt: ”Ved daggry kom kvinderne med Maria…” ”Ære være… Nu og altid…” og kontakion: ” Selvom Du steg ned i graven…”. I stedet for den trehellige sang, synges i løbet af hele den Lyse Uge: ”Alle I, som er døbte i Kristus, har iklædt jer Kristus, Halleluja.”

Passagen der oplæses fra Apostlen er fra De Hellige Apostles Gerninger kapitel 1, vers 1-8. Den største iøjenfaldende forskel mellem Påskens Liturgi og den almindelige Liturgi er, at passagen fra Evangeliet der oplæses (Joh. 1:1-17) ”I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud….” bliver oplæst af de gejstlige på forskellige sprog, særligt på de antikke sprog: hebraisk, græsk og latin, som var de sprog ordene ”Jesus fra Nazaret, jødernes konge” blev skrevet på og slået fast til Kristi kors efter Pontius Pilatus’ befaling. Evangeliet læses på alle de sprog de gejstlige har mulighed for, for at symbolisere det faktum, at den Opstandne Herres herlighed og vidnesbyrd, udbredes blandt alle verdens folkeslag og bekendes derfor på alle sprog.

Påskens letgenkendelige ”zadostojnik” (den 9. odes irmos) er som følger:

”Englen råbte til den velsignede: Glæd dig rene Jomfru. Og atter siger jeg, glæd dig! Din Søn er opstanden på den tredje dag fra graven, og de døde har Han oprejst: Glæd jer alle mennesker!
Lys, lys, O nye Jerusalem, for Herrens herlighed stråler over dig. Jubl nu, og glæd dig Zion; Du rene Gudføderske, pryd dig i Opstandelsen af Ham der er født af dig.”

I slutningen af Liturgien, i stedet for: ”Velsignet være Han som kommer i Herrens navn”, ”Vi har set det sande Lys…” og ”Herrens navn være velsignet…” synges påsketropariet: ”Opstanden Kristus fra de døde…”. I stedet for ”Ære være Dig, O Kristus, vor Gud…” synger præsten første halvdel af påsketropariet, som koret afslutter ved at synge anden halvdel. Efterfølgende siger præsten påskebortsendelsen som i slutningen af morgengudstjenesten. Bønnen ”Himmelske Konge, Trøsteren, Sandhedens Ånd…” bortfalder til alle tjenester og bønneregler i hjemmet fra Påske frem til Pinsen.

Efter Liturgien velsignes ”Ártos”. Ártos er et brød hvorpå der er et kors, eller hvor selve Kristi Opstandelses ikon er afbildet. Ártos symboliserer Herren Jesu Kristi usynlige tilstedeværelse. Derudover er den en påmindelse om Jesu Kristi korsfæstelse samt opstandelse, der gjorde Ham til Livets Brød, og yderligere minder den om Frelseren, der flere gange brød brødet og spiste det sammen med Apostlene for at forsikre dem om Hans sande opstandelse. Lørdagen efter Påske, skæres ártos i stykker, efter præsten har læst en særlig bøn, og deles ud til de troende efter Liturgien i stedet for antidoron. I mellemtiden står den foran Kristi ikon på et særligt lille bord.

Ártos bæres højtideligt frem i procession. Valaam klostret, Rusland.

Ud over ártos som har en særlig hellig betydning Påskedag, velsignes også almindelig påskemad efter Liturgien. Denne påskemad kaldes i folkemunde på slavisk: ”kulich” og ”pascha” (på græsk κουλλίκι(ον) af κόλλιξ der betyder ”rundt brød” og ”pascha” kommer af det græske ”πάσχα”, som er afledt af det hebraiske ord ”pesach” der betyder Påske). Denne velsignelse af maden sker som et tegn på Kirkens velsignelse af at spise festlig mad efter fastens slutning, men dette har ingen særlig betydning som f.eks. ártos har. Kirkens love forbyder at bringe disse madvarer ind i selve templet, men foreskriver derimod at velsignelsen skal udføres i ”forgården” altså i narthex. Her velsignes også æg der er farvet røde, i hukommelse af den begivenhed, hvor Maria Magdalene viste sig for Kejser Tiberius i Rom, og gav ham et påskeæg med ordene ”Kristus er Opstanden!”. Ægget i sig selv er et symbol på genfødsel: den røde farve symboliserer vor genfødsel ved vor Herre Jesu Kristi blod.

I løbet af hele den Lyse Uge er de Kongelige Porte, samt de nordlige og sydlige døre åbne. De lukkes ikke en eneste gang i dette tidsrum, hverken til eller udenfor gudstjeneste, som symbol på at Herren med Sin opstandelse, har åbnet Guds Riges porte for os. Yderligere er det forbudt at gøre knæfald (prostrationer) fra Påske og frem til Pinse. Dette er stadfæstet af det første Økumeniske Råd i Nikæa i år 325, under kanón nr. 20.

I løbet af hele den Lyse Uge er det tradition at ringe i kirkeklokkerne fra morgen til aften, som tegn på denne særlige Kirkelige højtid, vor vi fejrer Herrens sejr over helvede og døden.

Om aftenen tjenes Påskeaftengudstjenesten. Tjenesten begynder med at synge påsketropariet med versene og røgelse. Præsten er iklædt alle de liturgiske klæder, hvorimod han normalt kun har sin ryásson med epitracheliet og epimanikier på, samt felonion. Derefter bedes den store ekteni og ”Herre, jeg råber” med 6 stichírer. Efter den lille indgang med Evangeliet, følger den store prokímen, hvorefter der læses op fra Evangeliet med front mod folket. Passagen der læses omhandler aftenen for Kristi Opstandelse fra de døde, da Han viste sig for Apostlene (Joh. 20:19-23). Derefter bedes den inderlige ekteni, og den efterfølgende bøn: ”Giv os, Herre, denne aften at bevares fra synd…” synges i stedet for at oplæses. Efterfølgende bedes den bedende ekteni, stichíra apósticha, Påskens stichírer og udråbet: ”visdom” hvorefter bortsendelsen siges, ligesom til morgentjenesten, med korset i hånden og påskehilsnen. Således tjenes aftengudstjenesten i løbet af hele den Lyse Uge, bortset fra at præsten ikke iklæder sig alle de liturgiske klæder som på den første dag, og den lille indgang udføres med røgelseskarret de resterende dage i stedet for Evangeliet. Evangeliet læses ikke højt til andre aftengudstjenester. Hver dag i den Lyse Uge har sin egen store prokímen. Efter aftengudstjenesten synges Påskekompletoriet.

I løbet af de 40 dage indtil festen for Kristi Himmelfart, synges påskens troparie, stichírer og kanóner.

Alle særlige bønner (moleben) tjenes efter en særlig regel til Påske med påskekanónen. Det er forbudt at tjene panikhída til Påske, og hvis en person hensover i denne tid, forestås begravelsen på en helt særlig måde, hvor alle bønner og hymner er særligt glædelige og omhandler Påsken. Kun ektenien for de hensovne forbliver den samme. Efter første Påskedag, forestiller hele den Lyse Uge én stor festlig enhed. Ifølge traditionen er det foreskrevet at går kirkelig procession omkring templet hver dag efter Liturgien, imens man synger påskekanonen og søndagenes evangelielæsninger (i praksis gøres dette dog kun anden påskedag, og steder hvor det er umuligt at arrangere udelades dette).

Ligesom Den Store Faste havde flere forberedelsesuger, har Påsken også flere efterfølgende festlige uger. Til gudstjenesterne fortsætter man med at lovsynge Kristi Opstandelse, og ligeså ihukommes personer, der af Jesu Kristi barmhjertighed blev værdiget enten åndelig eller legemlig levendegørelse af deres natur. Disse søndage efter Påske er opkaldt efter de passager der oplæses i Evangeliet: 1) Thomas’ søndag; 2) De myrrabærende kvinders søndag; 3) Den lamme mands søndag; 4) Samaritanerkvindens søndag; 5) Den blindes søndag.

106. Festdagen for den alhellige Jomfru Marias fødsel.

Ikon forestillende Gudsmoders fødsel.

Festen fejres 8. september (21. september gregoriansk tid) og har en dags forfejring, samt fire dages efterfejring. Fejringen af den alhellige Gudføderskes fødsel er indstiftet til ihukommelse af den alhellige Jomfru Marias fødsel fra de Hellige og fromme ”Guds-aner” (Guds forfædre) Joakim og Anna, i den galilæiske by Nazaret. Hellige Joakim tilhørte Davids kongelige slægt, og Hellige Anna tilhørte Aarons ypperstepræstelige slægt. Jomfru Maria blev skænket dem af Gud i en meget høj alder, efter mange inderlige bønner om at gøre Hl. Anna frugtsommelig. Den ortodokse (rettroende) katolske og apostolske Kirke bekender og har altid bekendt, at Gudsmoder er undfanget på naturlig vis af Guds nåde, og ikke som den romerskkatolske kirke der siden middelalderen har sagt, at hun selv er født af en jomfru, ligesom Frelseren. Navnet ”Maria” betyder ”ophøjet” eller ”herskerinde” oversat til dansk fra hebraisk. Selve forskriften for hvordan gudstjenesten udføres som den gør i dag, er fra 300’tallet.

Stichírerne (til ”Herre, jeg råber”, apósticha, lytíen og til lovprisningerne) indeholder på den ene side den dogmatiske forståelse, at Herren forberedte Sin jordiske Trone og Kongelige palads i Jomfru Marias person; at Guds Moder med sin storhed overgår alle kvinder, fordi Guds Søn blev født af hende; at Guds Moders fødsel, der fik hendes fromme forældres barnløse tilværelse til at ophøre, viser os, at også vores åndelige inaktivitet, dvs. fravær af godhed, kan ”løses” eller ”tilintetgøres”. På den anden side indeholder stichírerne opfordringer til alle mennesker, både gammeltestamentlige (Adam og Eva, David, Joakim og Anna) og nytestamentlige (alle der befinder sig i templet), til at fryde sig og prise Guds Moder, fordi gennem hende blev himlen forenet med jorden, helvede blev gjort til skam, paradisets porte (Det Himmelske Rige) blev atter åbnet for menneskene; vi blev forandrede og ”Guddommeliggjorte”, dvs. vi er blevet gjort delagtige i Guds nåde og hellighed. Ud over at blive sammenlignet med et kongeligt palads og en kongelig trone, sammenlignes Guds Moder i stichírerne også med himmelen, som Kristus steg op til; med en livgivende have; porten gennem hvilken Frelseren kom til verden; tornebusken hvor den Guddommelige ild brændte, dvs. Jesus Kristus; Guds levende tempel.

I paremíerne til festen for Gudføderskens fødseludtrykkes følgende: i den første paremi (1 Mos. 28:10-17 septuaginta) tales der om hvordan profeten Jakob fik åbenbaret en stige, som profetisk forestiller Guds Moder der forenede himlen og jorden: Gud og mennesket. I den anden paremi (Ez. 43:27; 44:1-4 septuaginta) læses der om profeten Ezekiels profeti der kalder Guds Moder for porten gennem hvilken den Hellige Fyrste (igúmenos på græsk – ἡγούμενος) og Hellige Hus-bygger (Frelsesplanlægger), Herren, Israels Gud, må træde igennem. I den tredje paremi (Ordsp. 9:1-11) beretter om den Bolig der blev bygget af den hypostase Visdom (græsk – σοφία), dvs. Jesus Kristus. (Boligen eller Huset er Guds Moder, den alhellige Jomfru Maria, i hvem Herren har taget bolig).

Troparie til Gudføderskens fødsel:

“Din fødsel, Gudføderske, Jomfru, har forkyndt en glæde for hele verden! Retfærdighedens Sol, Kristus vor Gud, er strålet frem fra dig, Gudføderske! Ved at ophæve forbandelsen, har Han skænket velsignelse. Ved at nedtrampe døden har Han skænket os evigt liv.”

Kontakie til Gudføderskens fødsel:

“Ved din fødsel, alrene Jomfru, blev Joakim og Anna befriet fra goldhedens nedgørelse, og Adam og Eva fra dødens forgængelighed. Og vi, dit folk, udfriet fra vor syndeskyld, råber til dig: Den ufrugtbare kvinde føder Gudfødersken, der nærer vort liv.”

I kanónen til Gudføderskens fødsel, ihukommes omstændighederne vedrørende den alhellige Jomfru Marias fødsel. Hun og hendes forældre velsignes og der sendes taksigelse til Gud, som har behaget at høre de fromme Joakim og Annas bøn, og skænket dem den velsignede frugt: Maria. I kanónen tales der også om, at Gudsmoder var den kvinde, som Gud fra fordums tid havde lovet menneskene der afventede Israels trøst. Der fødtes en Jomfru, der på mystisk vis blev profeteret gennem: a) Jakobs åbenbaring af stigen; b) den brændende tornebusk som profeten Moses så ; c) Vidnesbyrdets tabernakel (telt) med alle dets tilhørende objekter og redskaber; d) Aarons stav der havde sat skud og var blevet grøn og kommet i blomst (4 Mos. 17:8); e) bjerget i profeten Daniels åbenbaring, fra hvilket en sten løsrev sig af sig selv, uden menneskehænder og knuste afguden. Stenen der rev sig løs symboliserer Frelseren (Messias), og bjerget symboliserer Guds Moder (Dan. 2:34 septuaginta: ” ἐθεώρεις ἕως οὗ ἐτμήθη λίθος ἐξ ὄρους ἄνευ χειρῶν καὶ ἐπάταξε τὴν εἰκόνα ἐπὶ τοὺς πόδας τοὺς σιδηροῦς καὶ ὀστρακίνους καὶ ἐλέπτυνεν αὐτοὺς εἰς τέλος”. Bjerget er ikke nævnt i den masoretiske tekst); f) den Kaldæiske ovn, der af en engel var blevet gjort fugtig som med dug, så den ikke brændte de tre guddommelige drenge: Hanania, Azaria og Misjael der i Babylon fik navnene: Sjadrak, Mesjak og Abed-Nego (Dan. 3:49-50); g) portene og døren som profeten Ezekiel så, gennem hvilke kun Herren, Israels Gud må træde igennem…

Ikon forestillende de hellige tre drenge i den Kaldæiske ovn.

Festens prokímen:”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser” (Luk. 1:46-47)

Passagen der oplæses fra Apostlen (Fil. 2:5-11) omhandler det, at Guds Søn, Jesus Kristus, tømte og ydmygede Sig selv ved at blive født af kvinden og tage ”tjenerskikkelse” og blive menneske, og Hans efterfølgende ophøjelse ved døden på korset.

Passagen der oplæses fra Evangeliet (Luk. 10:38-42;11:27-28) indeholder en hyldest til Guds Moders moderskab.

Zadostojnik (dvs. bønnen der siges i stedet for ”det er værdigt og ret…”):

”Min sjæl, højlov Guds Moders herlige fødsel. Jomfrueligheden er fremmed for mødre, og det er umuligt for jomfruer at føde børn; men i dig, Gudføderske, fandt begge dele sted; derfor højlover alle jordens folkeslag dig uden ophør!”

Nadververs:

”Jeg vil gribe frelsens bæger og påkalde Herrens navn”(Sl. 115:4 septuaginta).

 

107. Festdagen for ”Ophøjelsen af Herrens Kors”.

Ikon forestillende ophøjelsen af Herrens Kors i år 326 i Jerusalem.

Denne fest fejres til ihukommelse af to begivenheder i Herrens Kors’ historie: 1) fundet af Herrens livgivende kors i år 326 i Jerusalem af kejser Konstantin den Stores moder, kejserinde Helena. 2) til ihukommelse af tilbagevendelsen af korset fra perserne i år 628, under den græske kejser Heraklios’ regerinstid. Dette var fordi den persiske konge Khosrau erobrede Jerusalem i år 614, hvor han plyndrede Opstandelseskirken og ud over de andre skatte, stjal han også Herrens kors.
Kort tid efter Frelseren var blevet taget ned fra korset, blev Herrens kors, sammen med de to røveres kors, gravet ned af jøderne. Efterfølgende blev der på samme sted opført et hedensk tempel. I år 326, efter lang tids ihærdige anstrengelser, fandt den Hl. Kejserinde Helena (Hl. Kejser Konstantin d. Stores moder), Kristi Hellige Kors på en jødisk mands anvisning. Denne mand var eftersigende efterkommer til en af de personer der i sin tid havde begravet korsene i palæstinas tørre jord. Da korsene blev fundet kunne man ikke se forskel på dem, da den indskrift Pontius Pilatus havde fået lavet, lå ved siden af korsene. Man genkendte det sande kors ved den underfulde helbredelse af en syg from kvinde der berørte korset, samt opstandelsen fra de døde af en død mand, der blev bragt forbi stedet for at blive begravet, da man lagde korsene oven på ham, én efter én. Derefter påbegyndtes den gudfrygtige ærelse af Herrens Kors ved at folk bøjede sig til jorden foran det og kyssede det. Men pga. det store antal mennesker der kom for at ære det og kysse det, kunne mange mennesker ikke blot komme tæt på det, men enddog ikke se det. Derfor tog Jerusalems patriark, den Hellige Makarius, korset, og bragte det til et ophøjet sted hvor han holdt det oppe, så alle folk kunne se korset. I hellig fryd og sjælelig ømhed råbte folk ”Herre, forbarm Dig!”. Fundet af det hellige Kors i år 326 skete omkring påsketid, og derfor skete den første ophøjelse af Korset på 2. påskedag. I år 335, 13. september, blev det nye Opstandelsestempel bygget færdigt i Jerusalem, og fejringen af ophøjelsen af Herrens Kors blev rykket til 14. september. I år 614, i den persiske kong Khosraus regeringstid, erobrede perserne Jerusalem og plyndrede templerne. Helligdommen befandt sig i hedningenes hænder i 14 år, og først i år 628 blev Korset bragt tilbage til Jerusalem. Fejringen af ophøjelsen af Herrens Kors er en af de ældste fester, som skriftligt kan dateres helt tilbage til selve begivenheden i år 326 e.Kr. Man kan med fordel læse den langt mere detaljerede beretning om ophøjelsen af Herrens kors i synaxariet.

Stichírerne beretter om følgende: 1) At Jesu Kristi lidelser dødeliggjorde ham som dødeliggjorde os, dvs. djævelen, og gav liv til de mennesker der var døde af synd; 2) at slangens gift blev skyllet væk af Jesu Kristi Blod; 3) at korset fra profeteret i Det Gamle Testamente ved at patriarken Jakob lagde armene over kors for at velsigne Josefs sønner (1 Mos. 48:14), samt da profeten Moses løftede sine armene kors idet han bad imens Israelitterne kæmpede mod amalekitterne (2 Mos. 17:11-13); 4) at Korset er de lidendes støtte og befæstning, de troendes hyldest, Apostlenes opmuntring, de retfærdiges forsvar og synderes genfødsel (omvendelse); 5) at Kong Davids profeti om at alle vil bøje sig til jorden for Frelserens alrene fødder, og at både engle og mennesker vil glæde sig på samme måde imens dæmonerne vil skælve af rædsel, gik i opfyldelse ved ophøjelsen af Herrens Kors; 6) I kraft af Korset og fejringens betydning, skal de bedende kysse Herrens Kors med frygt og glæde: med frygt – af den inderlige erkendelse af vores uværdighed, og med glæde – i erkendelsen af, at vi ved Korset blev foræret frelsen.

Paremíerne omhandler det følgende: I den første paremí (2 Mos. 15:22-27;16:1) berettes der om hvordan Israelitterne under deres ørkenvandring manglede vand, og til slut fandt en kilde ved stedet Mara, i hvilken der var bittert vand. Moses lagde et stykke særligt træ i vandet, anvist af Gud, og vandet blev derefter drikkeligt. Dette træ, som gjorde det bitre vand friskt og drikkeligt, profeterede Herrens Kors’ nådefulde styrke.

I den anden paremí (Ordsp. 3:11-18) lyksaliggøres det menneske, der arbejder for at opnå visdom, som kaldes livets træ og er bedre at erhverve end guld, sølv og ædelstene. Her profeteres den sande Guddommelige styrke og Guddommelige Visdom, som åbenbaredes i Jesu Kristi lidelser på korset (1 Kor. 1:23-25).

I den tredje paremí (Es. 60:11-16) profeterer den hellige profet Esajas om Herrens hellige stad Jerusalems storhed og herlighed, som Herren gør til evig højhed og til glæde fra slægt til slægt.

Festdagens troparie:

”Frels, Herre, Dit folk og velsign Din arvedel, giv sejr til de rettroende kristne over deres modstandere, og bevar Dit herrevælde ved Dit Kors’ kraft.”

Festdagens kontakie:
”Du, som af egen vilje blev løftet op på Korset, skænk rigelig miskundhed til Din nye menighed, O Kristus Gud; glæd alle rettroende kristne med Din kraft, og giv dem sejr over modstandere, ved at give dem Dit uovervindelige Kors, Dit fredens våben.”

I kanónen beskrives det med henvisninger til begivenheder i den hellige historie, hvordan Herrens Kors i sandhed er levendegørende og ærværdigt. I Det Gamle Testamente gav selv profetiske urbilleder (forløbere) af Herrens Kors, frelse fra trængsler, sejr over fjender, gav helbredelse fra sygdomme, og var en kilde til velsignelse og helliggørelse. Men denne kraft blev særligt synlig i Det Nye Testamente, da Korsets frelsende virkning, bestænkt med den legemliggjordte Gud Ordets Blod, blev bredt ud til hele menneskeslægten, Korset som utallige gange på utallige forskellige måder befriede folk fra deres frelses synlige og usynlige fjender. Derfor opfordres alle himmelske og jordiske skarer, synlige og usynlige, at deltage i den verdensomspændende glædelige fejring til ære for Herrens Ærværdige og Livgivende Kors.

I festens prokímen opfordres de bedende til at bøje sig til jorden for Herrens Kors’:
”Ophøj Herren vor Gud, bøj eder for Hans fødders skammel, thi Han er hellig” (Sl. 98:5).

I Apostlen (1 Kor. 1:18-24), tales der om, at Korset, dvs. Jesu Kristi lidelser, forestiller Guds kraft og Guds Visdom.

I Evangeliet (Joh. 19:6-11;13-20;25-28;30-35) berettes der om Kristus Frelserens lidelser.

Festdagens zadostojnik er som følger:
”Højlov, min sjæl, Herrens ærværdige Kors. O Gudføderske, du er et mystiskt Paradis, der uden sædemand frembragte Kristus, Han, som på jorden har plantet Korsets livgivende Træ: derfor, når vi nu ophøjer og bøjer os for det, højlover vi Dig”.

Nadververs: ”Vis os Dit ansigts lys, Herre” (Sl. 4:7)

Der er følgende rituelle særheder ifm. festen for ophøjelsen af Herrens Kors: Ifølge Týpikon, tages Herrens kors ud af de hellige beholderes opbevaringssted lige efter den lille aftengudstjenestes bortsendelse, og følges oplæsning af begyndelsessalmen og sang af festens troparie og kontakie, hvorefter det placeres på Tronen. Korset lægges på Evangeliets plads, imens Evangeliet stilles på Højsædet (det ophøjede sted). I vores tid er det blevet generel praksis, at korset placeres på offerbordet inden den lille aftengudstjeneste, og at præsten lægger det på et fad hvorefter han bringer det over på Tronen idet han holder det på sit hoved. Det er tradition at udsmykke korset med kornblomster eller andre blomster. Til morgengudstjenesten går de gejstlige ikke ud til midten af templet for at synge megalynárion til polyeleos: megalynárion synges foran korset som ligger på Tronen i alterrummet. Evangeliet oplæses også i alterrummet. Gudstjenesten fortsætter herefter som normalt, og efter den Store doxologi, når den Trehellige sang synges sidste gang, i et udstrakt begravelsesmotiv, bærer præsten eller biskoppen korset ud af alterrumet gennem de nordlige døre, imens han holder det på sit hoved. Inden udbringelsen af Korset, iklæder præsten eller biskoppen sig i alle de liturgiske klæder. Det er tradition at spille på kirkeklokkerne i typen ”Perezvón” idet Korset bringes ud. Han bringer da korset frem til de Kongelige Porte og siger udråbet ”Visdom! Stå oprejste!” hvorefter han placerer korset på analogiet i midten af templet. Koret synger da festens troparie ”Frels, Herre, Dit folk…” imens korset tilrøges. Herefter bøjer alle i templet sig til jorden foran Herrens Kors imens de gejstlige synger hymnen: ”Dit Kors bøjer vi os for, O Herre, og Din hellige opstandelse lovpriser vi”.

I katedraler og klostre udføres et særligt ritual her, nemlig ophøjelsen af Herrens Kors, hvorefter biskoppen velsigner folket til alle fire sider med Korset, idet koret mange gange synger ”Herre, forbarm Dig”. Diakonen siger da her en særlig ekteni, hvor koret synger ”Herre, forbarm Dig” 100 gange mellem hvert vers. Selve ophøjelsen af Korset udføres ved, at præsten eller biskoppen velsigner den retning med Korset, som ophøjelsen udføres for: først i østlig retning, derefter i vestlig retning, så sydlig, nordlig og til slut, atter i østlig retning. Han velsigner med korset tre gange, hvorefter han selv bøjer sig til jorden imens han holder Korset med begge hænder. Samtidigt støtter kirketjenerne præsten fra begge sider, imens de ældste præster støtter biskoppen under armene. Både prostrationen og oprejselsen gøres langsomt, imens koret synger ”Herre, forbarm Dig” 100 gange. Dette gøres i ihukommelse af begivenheden, da Korset blev fundet, og Jerusalems patriark Makarius gik til et ophøjet sted hvor han rejste Korset til alle sider for at alle kunne se det, og folket kastede sig på jorden foran Korset og råbte; ”Herre, forbarm Dig”.

Til Liturgien synges særlige festdagsantifoner, diakonen siger et særligt indgangsvers til den lille indgang, og i stedet for den Trehellige sang, synges:”Dit Kors bøjer vi os for, O Herre, og Din hellige opstandelse lovpriser vi”.

Da man til festen for Ophøjelsen af Herrens Kors ihukommer Jesu Kristi lidelser på korset og Hans død, bebuder den ortodokse Kirke de kristne at holde streng faste denne dag.

Herren Hellige Kors befinder sig i midten af templet indtil den 21. september, hvor det bringes ind i alterrummet igen. Dette sker efter Liturgiens bortsendelse: præsten med røgelseskarret og diakonen med et lys, træder ud af alterrummet, tilrøger Korset, hvorefter præsten lægger det på sit hoved imens tropariet synges: ”Frels, Herre, Dit folk…”. Korset bæres ind gennem de Kongelige Porte og placeres oven på det Hellige Trone, hvorefter det atter tilrøges fra alle fire sider.

Festen har én dags forfejring og 7 dages efterfejring. Ud over disse dage, er der også det særlige ved Ophøjelsesfesten, at den forudgående lørdag og søndag inden selve festen kaldes ”lørdagen og søndagen inden Ophøjelsen” og lørdag og søndag efter Ophøjelsen kaldes ”lørdagen og søndagen efter Ophøjelsen”.

108. Festen for ”Den Alhellige Gudføderskes indførelse i Templet”.

Ikon forestillende Gudsmoders indførelse i Templet.

Fejringen af den Alhellige Gudføderskes indførelse i Templet er indstiftet til ære for denne hellige begivenhed. Festdagens gudstjeneste blev nedskrevet i 300’tallet og fejres den 21. november.

Selve ordet ”indførelse” i festdagens navn er fejlagtig, da den Alhellige Jomfru selv trådte op ad trinnene til templet, hvorfor festen med rette burde hedde ”indtrædelse”. Det ihukommes denne dag hvordan de hellige fromme Joakim og Anna, Gudsmoders forældre, opfyldte deres løfte om at hellige hende til Gud, ved at bringe hende til templet i Jerusalem da hun fyldte tre år. Her mødte ypperstepræsten Zakharias hende, og efter en særlig Guddommelig åbenbaring førte han hende ind Det Allerhelligste, hvor han selv kun kunne træde ind én gang om året. Denne festdag er også bemærkelsesværdig ved, at den er en salgs indledning til Kristi Fødsel. Efter festen for Gudsmoders indførelse i Templet, begynder man til de festlige morgengudstjenester at synge festen for Kristi Fødsels katavásia: ”Kristus fødes, lovpris Ham!…”. Den Alhellige Gudføderskes indgang i Templet har én dags forfejring og fire dages efterfejring. Det særlige ved festens Apodose (af græsk: ἀπόδοσις = den sidste dag af festens efterfejring) den 25. november er, at apodosegudstjenesten forenes med tjenesten for den hellige bispemartyr Klement af Rom og den hellige Peter, ærkebiskoppen af Alexandria.

Stichírerne til Gudsmoders indførelse i Templet, udtrykker både begivenhedens ydre, synlige elementer (processionen med olielamper, mødet med ypperstepræsten osv.) og festens indre betydning. Ved beskrivelsen af den indre betydning ses det, at Guds Moder føres til templet for at opdrages til at være Guds Bolig (et tempel i sig selv) og forberede sig selv til at være Guds Trone. Gennem Guds Moder er vi forsonet med Gud og vi er blevet ”Guddommeliggjorte” i vores natur. Efterfølgende opfordres alle de troende, særligt mødre og jomfruer, til at forherlige Guds Moder, idet de fyldes af den samme glæde som Joakim og ypperstepræsten Zakharias gennemlevede da han så den Hellige Jomfru Maria, og som hele den himmelske verden usynligt  stadig gennemlever.

I paremíerne beskrives følgende: A) I den første paremí (2 Mos. 40:1-5;9-10;16;34-35) berettes der om, hvordan Herren befalede Moses at opføre tabernaklet samt alle dets tilhørende redskaber og objekter, samt helliggøre det ved at salve det med olivenolie, og hvordan skyen dækkede tabernaklet og Herrens herlighed fyldte det. B) I den anden paremí (3. Kong. 7:51;8:1;3;7;9-11 (det som i de lutherske udgaver hedder 1. Kongebog)) berettes der om den højtidelige overbringelse af Pagtens Ark ind i Kong Salomons nybyggede tempel, og om hvordan Herrens herlighed fyldte templet, så præsterne ikke kunne udføre deres tjeneste (Tabernaklet og Salomons Tempel var profetiske forbilleder på selve Jomfru Maria – som et tempel ikke skabt af hænder, der rummede Kristus Gud som intet kan rumme). C) Den tredje paremí, den samme som læses til festen for Gudføderskens fødsel, omhandler den mystiske port som den hellige profet Ezekiel så i sin åbenbaring (Ez. 43:27; 44:1-4).

Festens troparie:

Forklaring:

”I dag forudanes Guds velvilje, forkyndelsen af menneskehedens frelse! Jomfruen træder frem i Guds tempel, og forkynder Kristi komme for alle. Derfor udbryder også vi højlydt: Glæd dig, du som opfylder Skaberens vilje med os.” I dag forudanes Guds velvilje og menneskenes forestående frelse varsles! Jomfruen viser sig åbent i Guds tempel og forkynder Kristi komme til alle. Derfor synger også vi højlydt til hende: ”Glæd dig, du som opfylder Skaberen vilje med os” dvs. at Skaberens vilje opfyldes ved at Gudfødersken føder Frelseren.       

Festens Kontakie:

 Forklaring:

”Frelserens alrene Tempel, Jomfruen, den dyrebare bryllupssal, som er Guds herligheds dyrebare skatkammer, indføres i dag i Herrens Hus. Med sig bringer hun den Guddommelige Ånds nåde. Hende lovsynger Guds engle: ”Hun er himlens bolig.” Den Alhellige Jomfru er Frelserens tempel og dyrebare bryllupssal, Guds herligheds hellige opbevaringssted: I dag inføres hun i Herrens Hus og bringer Helligåndens nåde med sig. Guds engle lovsynger hende: ”Hun er himlens bolig”.

I festens kanón udtrykkes først begivenhedens ydre billede: Hvordan den lille pige, udsmykket som en brud, omringet af alle hendes nærmeste mennesker, bringes ind i Guds Tempel af hendes fromme forældre for at opdrages foran Herren. Præsterne der tjente i templet, træder ud for at møde hende med åndelige sange. Ypperstepræsten Zakharias tog imod den rene Jomfru fra den fromme Anna, og efter en særlig åbenbaring bringer han Jomfruen in i templets mest dyrebare afdelingen: Det Allerhelligste. I overensstemmelse med de ydre beskrivelser af begivenheden, udfoldes også den dybere, indre mening med fejringen. Der tales nemlig om at Herren ønskede at åbenbare Sin særlige velvilje mod den Alrene Jomfru ved sådan en højtidelig modtagelse af hende i det Hellige Tempel. Herren viste således, at den indførte Jomfru ikke var en almindelig jomfru som blev viet til fromt arbejde i templet, men at pigen var Selveste Guds forudvalgte bolig, der derved lagde grunden til Guds endnu større velsignelser til hele verdens folkeslag.

Prokímen er den samme der siges til festen for Gudføderskens Fødsel.

I Apostlen (Heb. 9:1-7) forkyndes det, at Guds Moder var vist som et profetisk sindbillede i form af det Gamle Testamentes Helligdom: Tabernaklet.

I Evangeliet læses samme passage som læses til festen for Gudsmoders Fødsel (Luk. 10:38-42;11:27-28), som hylder Guds Moders moderskab.

Zadostojnik:

Forklaring:

Englene forundredes idet de så den Alrenes indtrædelse: hvordan Jomfruen trådte ind i det Allerhelligste.

 

Må syndiges hånd ingenlunde berøre Guds besjælede Ark: Lad de troendes læber i glæde uophørligt lovsynge Gudfødersken, syngende engelens ord: Du er i sandhed højere end alle, Rene Jomfru.

De himmelske skarer, englene, forundredes da de så den Alrene Jomfru Maria træde ind i templet: de forundredes over hvordan Jomfruen trådte ind i det Allerhelligste.

 

De uindviedes hænder må aldrig berøre Guds levende, personificerede Ark; Lad de troendes læber (munde) i glæde, lovsynge uden ophør Gudfødersken med Engelens ord: I sandhed er du højere end alle, Rene Jomfru.

Nadververs:
”Jeg vil gribe frelsens bæger og påkalde Herrens navn” (Sl. 115:4).

109. Fejringen af ”Kristi Fødsel” (Jul).

Ikon forestillende Kristi Fødsel i Bethlehem. I midten af ikonet ses Jesus Kristus i krybben liggende i den grotte hvor husdyrene (geden, kalven og fårene) havde deres bo. Ved siden af ses Guds Moder, Jomfru Maria der ligger ned. Til venstre ses de tre vise mænd der ridder til hest for at ære den nyfødte Konge. Nederst i venstre hjørne ses den gamle Josef. Nederst i højre hjørne ses det hvordan kvinderne vasker Jesus Kristus, Spædbarnet.

Denne fest er indstiftet til ihukommelse af Jesu Kristi Fødsel fra den Alhellige Jomfru Maria i Betlehem i Judæa (Matt. 2:1) i året 5508 efter skabelsen, i den romerske kejser Augustus’ regeringstid. I forbindelse med folketællingen i det romerske rige efter Cæsar Augustus’ befaling, drog Jomfru Maria med sin trolovede, gamle Josef, fra Nazaret hvor de boede, til Josefs hjemby, Betlehem (Davids by), for at skrives op. Da byen var fyldt af mennesker, var de nødsagede til at søge ly for natten i en grotte, hvori hyrderne stuvede deres kvæg sammen om vinteren. Dér fødtes verdens Frelser og blev lagt i en krybbe.

Festdagen for Kristi Fødsel er den allervigtigste blandt de tolv store fester, og er den næststørste efter Kristi Lyse Opstandelse: Påsken. Fejringen har sit ophav i det 1. århundrede, men før 300’tallet fejredes festen 6. januar samtidigt med Herrens Dåb, og kaldtes derfor: ”Teofanien” af græsk: ”θεοφάνεια” der betyder ”Guds synliggørelse” betydende, at Gud viste sig for menneskeheden som Jesus Kristus, hvilket både gjorde sig gældende til Hans Fødsel og til Hans Dåb. Kirken forbereder de troende til værdigt at fejre Kristi Fødsel gennem en 40 dages faste, som kaldes ”Fødselsfasten” eller ”Filips faste”, fordi den begynder fra den 14. november der er den hellige Apostel Filips festdag. Denne faste er ikke så streng som den Store Faste inden Påske: det er tilladt at spise fisk til festen for Gudsmoders Indtrædelse i templet, til alle lørdage (se Týpikon kap. 33) og søndage inden den 20. december, samt på tirsdage og torsdage hvis der på disse dage fejres en helgen til hvem man tjener gudstjeneste med polyeleos (angives med: 🕁 eller 🕂). Mandag, onsdag og fredag er det kun tilladt at indtage fisk hvis man fejrer en helgen til hvem det er ret at tjene vågenatten på den pågældende dag (angives med: 🕁). Hvis der ikke er nogen fest som falder på disse dage, er det kun tilladt at spise ”tørkost” – dvs. føde uden madolie, som brød og grøntsager. Tirsdag og torsdag er det tilladt at spise mad med olie og vin. Festen for Kristi Fødsel har 5 dages forfejring begyndende fra den 20. december, og 6 dages efterfejring der varer indtil festens apodose den 31. december. Derudover har de to sidste søndage inden Kristi Fødsel særlig betydning: På den næstsidste søndag inden Kristi Fødsel ihukommes de hellige og fromme gammeltestamentlige profeter og mennesker, der frelstes gennem deres tro på Herren Jesu Kristi forestående fødsel. Denne søndag kaldes: ”De Hellige Forfædres Søndag”. Den efterfølgende søndag (søndagen inden Kristi Fødsel), kaldes ”De Hellige Fædres Søndag” hvor der synges særlige hvers fra Menaion og gudstjenestens gang afhænger af hvilken dag festen falder på: om det er inden d. 20. december eller efter.

Dagen og aftenen inden Kristi Fødsel holder de ortodokse kristne streng faste. Det er foreskrevet i Kirkens reglement (Týpikon) at man denne dag kun spiser kogte hvedekorn med honning. Derfor kan denne dag også kaldes ”hvededag” eller ”Kóliva-dag”, men i Danmark er denne dag bedst kendt som ”Juleaftens dag”.
Aftenen inden Kristi Fødsel tjenes en særlig tjeneste uafhængigt af Liturgien, nemlig: ”De kongelige timer” – 1., 3., 6. og 9. time. Disse timetjenester er særlige, idet der i hver time læses særlige profetiske salmer og særlige troparier. Derudover, som noget ekstraordinært, læses en prokímen, der oplæses paremíer hvorefter Apostlen og Evangeliet oplæses. Det Hellige Evangelium bæres ud af alterrummet i begyndelsen af tjenesten, og placeres på en pult i midten af templet. De Kongelige Porte er i mellemtiden åbne, lige indtil Evangeliet bringes ind i alterrummet igen. Til hver timetjeneste bringes røgelsesoffer: til den 1. og 9. time bringes det store røgelsesoffer hvor Tronen, alterrummet, ikonostasis, de gejstlige, koret, folket og hele templet tilrøges. Til den 3. og 6. time bringes det lille røgelsesoffer, dvs. kun Tronen, alterrummet, de gejstlige, ikonostasis, koret og folket tilrøges fra ambonen. Ud over det ovenstående, synges også antifoner i forbindelse med de kongelige timetjenester.

Efter middagstid (klokken 7 byzantinsk tid – klokken 13:00 vestlig tid) tjenes Hl. Basilios d. Stores Liturgi begyndende med aftengudstjenesten. Til aftengudstjenesten synges stichírer til ”Herre, jeg råber”, som på den ene side beskriver den indre, åndelige betydning af Guds Søns Legemliggørelse, takket være hvilken menneskeheden er forsonet med Gud, og kerubernes glimtende flammesværd der forhindrede at træde ind i Paradiset, har trukket sig tilbage, hvorfor vi nu har fået adgang til Paradiset. På den anden side er Kristi Fødsels ydre begivenheder også beskrevet. Dette er f.eks.: Englenes lovsang, kong Herodes våndelse og foreningen af menneskene under Roms Cæcar Augustus’ herredømme.

De 8 paremíer indeholder følgende:

1) I den første paremí (1 Mos. 1:1-13) berettes der om skabelsen. Dette læses for at understrege, hvilken Gud vi tilbeder og hvis fødsel vi fejrer. De kristne fejrer fødslen af Ham, hvem Gud fra fordums tid havde forjættet (lovet) at sende til frelse af de faldne mennesker. Gud opfylder Sit løfte og sender Sin Enbårne Søn, verdens Frelser, med hvem alt er skabt, for at rette op på syndens forvrængelse af mennesket og tilintetgøre døden;
2) Den anden paremí (4 Mos. 24:2-9;17-18) indeholder det profetiske sindsbillede om stjernen der skal opgå fra den Hl. Profet Jakob og fødslen af Mennesket (Jesus Kristus), som alle folkeslag vil underkaste sig. I det følgende er et uddrag af paremíen oversat og angivet på den baggrund, at den almene læser ikke vil kunne læse sig frem til den i de danske bibeloversættelser der benytter sig af den sene masoretiske tekst, frem for det oprindelige Gamle Testamentes tekst, septuaginta: ”Hvor herlige er dine boliger, Jakob, og dine telte, Israel! Som skyggfulde lunde, og som haver langs med en flod, som telte Gud har slået op, og som cedre ved vandets bred. Der skal komme et Menneske af dets sæd, og Han skal herske over mange folkeslag: og Hans rige skal være mægtigere end Agogs, og Hans rige skal vokse (…) Jeg vil udpege Ham, dog ikke nu, Jeg velsigner Ham, dog drager Han ikke nær: En stjerne skal opgå af Jakob, en Mand skal udspringe af Israel; og Han skal knuse Moabs fyrster, og tilfangetage alle Sets sønner.”(Ovenfor er angivet citat fra septuaginta: 4 Mos. 24:5-7 samt vers 17. Disse vers der er oversat ca. 300 år før Kristus, adskiller sig radikalt i betydning fra den moderne jødiske ”masoretiske” tekst fra det 11. århundrede e.Kr.). Denne paremí indeholder beretningen om manden Bileam (Valaám) der velsigner Israel som Guds udvalgte folk og kalder det herligt. Men Israel er i særdeleshed herlig fordi Messias, verdens Frelser, skal fødes af dette folk. Han vil udpege denne Mand når han ser Ham, men kan ikke gøre det endnu, da Han ikke er født. Bileam ved at Frelseren vil komme i fremtiden. Profetisk siger han, at ”En stjerne skal opgå af Jakob”. Denne stjerne er ikke blot stjernen som hyrderne så til Kristi Fødsel, men Kristus selv, Han, der er vore sjæles vejleder, som i nattens mørke oplyser vort liv;
3) Den tredje paremí (Mika. 4:6-7;2-4 og kap. 5:2-4) profeterer Jesu Kristi fødsel i Betlehem: ”På hin dag siger Herren: ”Jeg vil samle det der halter, og modtage det der er udstødt, og dem som Jeg har udstødt. Og Jeg vil gøre det haltende til en rest, og det som var udstødt, til et mægtigt folk: og Herren skal være konge over dem på Zions bjerg fra nu og til evig tid”, ”og talrige folkeslag skal komme vandrende og sige: ”Kom lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal de lære Hans vej, så vi kan gå på Hans stier: thi fra Zion udgår lov, og Herrens ord fra Jerusalem”,  ”Og du, Betlehem, Efratas hjem, liden er du i antal, til at være blandt Judas tusinder; af dig skal udgå Mig Én til at være hersker i Israel; Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage”(Septuaginta: Mika. 4:6-7, 4:2 og 5:2). Profeten profeterer Det Nye Testamente med ordene, Herren vil samle alle folkeslag og herske over dem fra Zion. Folkene vil komme til Ham for at lære Hans vej følge Hans lov. Dette er profetien om det Nye Testamentes Kirke. Derudover hører vi, at Frelseren skal fødes i Betlehem. Netop derfor henviste de skriftkloge til denne profeti, da kong Herodes tilkaldte dem for at høre, hvor Frelseren skal komme fra. Derudover gøres det tydeligt, at det netop er Gud der fødes, thi ”Hans udspring er fra fordum, fra evigheds dage”, dvs. Han har eksisteret evigt forud for vor tid, eller rettere: udsprunget fra Gud Fader som Guds Søn, med hvem alt er skabt. Profeten Mika henviser også til, at Gud skal fødes nedgjort blandt menneskene, som en fattig tjener, og ikke i kraft og herlighed eller som en sejrherre med ordene: ”liden er du i antal, til at være blandt Judas tusinder” for at understrege ubetydeligheden, eller den ubetydelige størrelse, i menneskelig forstand, af byen Betlehem i Judæa der er Herrens fødested. Han blev ikke engang født i et varmt hjem, men i en grotte sammen med kvæg. Dette kaldes i teologien ”Kenosis” (κένωσις): at Herren Jesus Kristus nedgøres og nedværdiges til at blive menneske og påtage sig alle menneskets skrøbeligheder og sygdomme;
4) I den fjerde paremí (Es. 11:1-10) taler Profeten om det skud der gror frem af Isajs rod, dvs. Jesus Kristus, samt at Herrens Ånd hviler over Ham;
5) I den femte paremí (Bar. 3:36-38 og 4:1-4) profeteres der om Frelserens fødsel samt om Hans liv på jorden blandt menneskene. ”Sådan er vor Gud, ingen anden er for noget at regne ved siden af Ham! Han har opdaget hver vej til indsigt og givet det Sin tjener Jakob og Hans elskede Israel. Derefter viste Han Sig på jorden, og færdedes blandt menneskene. Dette er bogen indeholdende Guds Bud, og loven der består til evig tid: alle, som holder fast ved den, vinder livet; de, der slipper den, skal dø. Omvend dig, Jakob, og grib den: drag frem mod den stråleglans, som udgår fra dens lys. Overlad ikke det, der er din ære, til nogen anden, eller det, der gavner dig selv, til et fremmed folk. O Israel, lykkelige er vi: fordi vi har kendskab til, hvad der er Gud til behag.”(Septuaginta: Bar. 3:36-4:4). Profeten hylder Gud, for at trøste Israels folk midt i alle de trængsler der forfølger Guds folk. Profeten påminder også om, at Gud har opdaget alle veje til indsigt og visdom, hvilket betyder at man udelukkende gennem Ham kan få indsigt i sand viden. Videre siger Profeten at Gud har givet denne visdom til Sin tjener Jakob og Sit elskede Israel. Dette har Han gjort gennem den Guddommelige Åbenbaring, nemlig Bibelens Hellige Skrift. Derefter henviser Profeten direkte til Kristi Fødsel idet han siger: ”Derefter viste Han Sig på jorden, og færdedes blandt menneskene”. Med dette påmindes der om, at netop Gud viste Sig, verdens Skaber blev legemliggjort, Han, som giver os de Evangeliske Bud. Efterfølgende siger Profeten strengt: at alle som holder Buddene vil vinde live, og dem som slipper dem, skal dø. Gud tvinger ingen til at følge Hans Bud, men advarer blot om hvad der kommer til at ske med dem der forsømmer dem. Nogle mennesker vil måske forarges over dette og sige: ”Hvorfor er det kun dem som følger disse bud der kommer til at leve? Kan man da ikke leve på andre måder? Hvorfor er Gud så grusom?” men problemet ligger ikke hos Gud, men i os selv. Mennesket er skabt således, at man er nødt til at ånde for at kunne eksistere. Lige sådan er det med opfyldelse af Buddene: udelukkende ved kontakt til Gud gennem bøn, samt ved at leve efter Hans vilje, kan vores sjæl leve, ellers dør den;
6) I den sjette paremí (Dan. 2:31-36;44-45) taler Profeten om at Gud vil oprette et rige, det Himmelske Rige, som aldrig i evighed skal forgå. Profeten forudsiger Kristi fødsel af Jomfruen, samt at alle hedenske riger der er beskrevet som afgudens forskellige metaller og andre bestanddele, skal forgå, imens Gud Rige aldrig i evighed skal forgå. Som tidligere beskrevet, er stenen der rev sig løs fra bjerget, dog ikke ved menneskehænder, et sindsbillede på Kristi fødsel af Jomfru Maria;
7) I den syvende paremí (Es. 9:6-7) taler Profeten om det Guddommelige Barns fødsel:”Thi et Barn er født os, en Søn er os givet, hvis herredømme skal hvile på Hans skulder, og Hans navn skal være: Budbringeren af mægtigt råd, Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Magthaver, Fredsfyrste, Evigheds Fader: Thi Jeg vil bringe fred til fyrsterne, og godt helbred til Ham. Hans herredømme skal være stort, og Hans fred har ingen ende over Davids trone og over hans rige, at det må grundes og fæstnes ved ret og retfærd fra nu og til evig tid. Herskarers Herres nidkærhed skal gøre dette.”(Septuaginta: Es. 9:6-7). Profeten kalder Frelseren for ”Budbringeren af mægtigt råd”. Således kaldes den Hellige Treenighed: Det Mægtige Råd mellem Treenighedens tre hypostaser som er afbildet på Hl. Andreas Rublevs ikon af den Hellige Treenighed. Mellem de tre hypostaser ligger et bæger med offerlammet i, som Frelserens hypostasis selv velsigner (englen med røde og blå klæder).

Троица (икона Рублёва) — Википедия

Ikon forestillende den Hellige Treenighed, skrevet af Hl. Andreas Rublev omkring år 1411.

Profeten giver Frelseren mange forskellige navne: Budbringeren af mægtigt – fordi Herren bringer buddet om vor frelse. Han kaldes underfuld, fordi Han er over menneskelig forstand. Han kaldes vældig, fordi Han er en Gud man altid kan stole på, som aldrig vil forlade os. Fredfyrste, fordi Kristus i Evangeliet siger: ”nu skal denne verdens fyrste kastes ud” (Joh. 12:31). Denne verdens fyrste – satan, det syndige samfunds overhoved, vil blive kastet ud ved Herrens opstandelse. Så skal fredens sande Fyrste herske i verden. Han kaldes evighedens Fader, fordi evigheden i sig selv udelukkende eksisterer på grund af Gud. Han er evighedens Fader. Profeten taler om Guds nidkærhed. Nidkær er et ord der ikke ofte bruges i det danske sprog længere, men dette ord har enorm religiøs betydning. Den bibelske nidkærhed er en kraftig religiøs følelse som ”æder en op” enten et menneske eller Gud Selv, idet man ser en uretmæssig tilgang til Buddene, til mennesker, eller uretfærdighed i det hele taget. Gud elsker mennesket, og ønsker vores frelse, hvorfor Han omhyggeligt gør alt for at opdrage os og føre os på Livets vej, ikke som en afsides tilskuer, men som en nidkær Fader;
8) I den ottende paremí (Es. 7:10-8:9) beretter Profeten om Kristi Fødsel fra Jomfruen. Denne paremí afviger radikalt i den masoretiske tekst fra det oprindelige Gamle Testamentes tekst i septuaginta: ”Derfor vil Herren selv give jer et tegn: Se, jomfruen bliver frugtsommelig i skødet og føder en søn, og I skal kalde Ham: ”Immanuel” – (Gud er med os)” (Es. 7:14). Gud er med os! – dette er det vigtigste budskab i den sidste juleparemí. Han er med os, fordi Gud aldrig forlader Sin Kirke (Sin forsamling). Han er med os, fordi Han fødtes og blev menneske. Vi hører her den underfulde og præcise profeti forbundet med fejringen af Kristi Fødsel: ”Se, jomfruen bliver frugtsommelig i skødet og føder en søn, og I skal kalde Ham: ”Immanuel”– Immanuel betyder ”Gud er med os” på hebraisk, og er altså et af de navne, som Profeten Esajas har givet Kristus, på lige fod med navnene han giver Ham i kapitel 9 vers 6-7: ”Budbringeren af mægtigt råd, Underfuld Rådgiver, Fredsfyrste, Evigheds Fader” osv. I den 8. paremí ser vi, ligesom i de andre paremíer, at to forskellige profetier flettes sammen. Det er vigtigt at forstå, at næsten alle gammeltestamentlige profetier er en tekst med en helt særlig struktur. Vi er vante til lineære, kronologiske tidsangivelser og rækkefølger, men denne opfattelse er oftest ikke tilstede i det Gamle Testamente. Det er ikke ualmindeligt, at to forskellige kontekster blandes sammen. Netop dette sker i denne paremí: På den ene side er profetien forbundet historisk til Profeten Esajas’ samtid (7. århundrede f.Kr.), da kong Akaz regerede over Israel. Kong Akaz blev grebet af frygt over den enorme assyriske hærstyrke der var på vej mod Israel, i stedet for at lægge sin lid til Gud. Derfor forudsiger Profeten Esajas fremtiden, idet han bebrejder Akaz for hans svage tro. Men inde i denne profeti ser vi en anden betydning, som direkte bringer os til begivenheden af Frelserens Fødsel. Helt andre symboler kommer til syne: Den kommende modstander er alle menneskers fjende – nemlig døden, og Gud kommer til denne verden for at besejre denne fjende. Paremíen afsluttes med ordene: ”Uanset hvilket råd I tager, skal Herren dog briste det; og uanset hvilket ord I taler, skal det dog ikke være iblandt jer: thi Gud er med os.” (Es. 8:10). Hvilke mennesker omtales her? Det er de mennesker som har valgt denne faldne verdens viden, hvilket betyder at de kæmper mod kristendommen fordi de anser den for at være overflødig, ufordelagtig og endda fjendtlig. Men de kan intet gøre mod Kirken, thi Gud er med os. Dette gentages mange gange i den Hellige Skrift. Kristus siger: Jeg vil bygge min Kirke, og dødsrigets (Hades’) porte skal ikke få magt over den (Matt. 16:18). ”Er Gud for os, hvem kan da være imod os?”(Rom. 8:31) siger apostlen Paulus som bekræftelse af Frelserens ord. Gud er sejrherre og vil altid sejre, fordi Han er verdens Konge, og der findes mennesker som er enige med Ham og besvarer Hans kærlige kald. Fejringen af Kristi Fødsel, er disse menneskers glæde, Guds nye folks jubel, det nye Israel som er Kirken, der aldrig vil tie, og i modsætning til alt andet i denne verden udråber den: ”Gud er med os!”.
Verset i profeten Esajas’ bog, kap. 7 vers 14 har igennem næsten 1900 år været til stor debat. Særligt ordet ”jomfru” har undergået den største polemik. Allerede i midten af det 2. århundrede e.Kr., ses skriftlig vidnesbyrd på polemiske møder mellem kristne og jøder. Som et eksempel henvises til jøden Tryfons diskussion med Hl. Justin Martyren der er nedskrevet i form af breve omkring år 150 e.Kr. Jøden Tryfon argumenterede imod de kristne, ved at påstå, at ordet ”almah” ikke skulle betyde ”jomfru” men derimod blot en ”ung kvinde”. Først og fremmest henviste Hl Justin Martyren til, at det var de jødiske 70 skriftkloge, som selv oversatte ordet ”almah” til ”jomfru” i dette vers i det 3. århundrede f.Kr., og dette var anerkendt af hele den jødiske verden før Kristi fødsel. Han argumenterer derfor med, at de kristne på ingen måde har kunnet forvrænge Skriften, i og med Israels Synedrie selv havde bekendt ordet ”jomfru”. Derudover blev det slået fast, at i og med der i Es. 7:14 tales om et særligt tegn fra Gud, altså noget bemærkelsesværdigt, ualmindeligt og underfuldt, vil det være absurd at betragte fødslen af et barn fra en almindelig ung kvinde som noget særligt. Unge kvinder føder hele tiden børn, og i dette findes der intet ualmindeligt.

Yderligere har filologen M. Seleznev i 2015 skrevet følgende i sin bog ”Septuagintas mest berømte ord // Indoeuropæisk sprogkundskab og klassisk filologi” side 811-823: ”Den prototypiske jødiske עַלְמָה (‘almāh) – er en ung, ugift og barnløs kvinde. Ifølge det patriarkalske (Israelitiske red.) samfund, skal en ugift kvinde være jomfru (…) Den prototypiske παρθένος (parthenos) – er en ung, ugift jomfru (…) Vi kan se, at de prototypiske repræsentanter for kategorierne almah og parthenos praktisk set er identiske. Den semantiske forskel mellem disse to ord er blevet kraftigt overdrevet i løbet af den 2000’årige kristen-jødiske polemik”.

Derudover møder vi ordet ”almah” et andet sted i Det Gamle Testamente, hvor betydningen også uden tvivl er jomfru. Det er beretningen om hvordan Profeten Abrahams træl skulle søge en hustru til Abrahams søn Isak. Han bad til Gud om at vise ham hvem han skulle vælge som hustru til Isak. Han sagde: ”Se, jeg stiller mig her ved vandkilden, nu bymændenes døtre går ud for at hente vand; og siger jeg nu til en ”almah”: Hæld din krukke og giv mig at drikke! Og siger hun: Drik kun, og jeg vil også give dine kameler at drikke! Lad det da være hende, Du har udset til Din tjener Isak; således vil jeg kunne kende, at Du har vist miskundhed mod min herre!” (1 Mos. 24:13-14). De jødiske skriftkloge oversatte også her ordet almah til parthenos, i modsætning til den unge kvinde, Moses’ søster Miriam, en almah, der var betroet at se efter Profeten Moses da han var spæd (2 Mos. 2:4-10). Her oversatte de jødiske skriftkloge ordet almah som νεᾶνις (neanis) hvilket betyder ung kvinde og ikke indikerer om der her er tale om en jomfru eller ej.

Polemikken vedr. ”almah” i Es. 7:14 er på ingen måde ny, men et gammelt jødisk argument, som er blevet brugt siden Kristi opstandelsestid i et forsøg på at forkaste Jesus Kristus som Messias. Disse mennesker har forvrænget det hebraiske sprog i hadet mod Jesus Kristus, vores og deres egen Gud, i et forsøg på at nedgøre Ham. Det at Synedriet med de jødiske ypperstepræster, ældste og skriftkloge alle bekræftede og anerkendte septuaginta som en præcis oversættelse af den oprindelige hebraiske tekst, bevidner dens autoritet, og bringer alle senere forsøg på bibelforfalskning til skamme. Selv små ændringer forvrænger hele tekstens betydning, hvilket man kan overbevise sig selv om ved at sammenligne de ovenstående paremíer fra septuaginta med den masoretiske tekst. Dette er endnu et vidnesbyrd om, at Kristendommen er den sande jødedom, altså det sande Israel, og ikke den forholdsvist nye religiøse bevægelse der kalder sig for jødedommen.

Efter den 3. og efter den 6. paremí siges et særligt troparie. Efter den 8. paremí siger diakonen den lille ekteni med præstens efterfølgende udråb til Liturgien, hvorefter koret synger den Trehellige sang. Liturgien følger da herefter den almindelige ordning af Hl. Basilios d. Stores Liturgi.
Efter Liturgien placerer de gejstlige festdagsikonet på analogiet i midten af templet med en lyskilde bag det, og priser derefter Kristus ved at synge festens troparie og kontakie.

Фотография | Церковные цветы, Флористика, Цветочные композиции

Til selve fejringen af Kristi Fødsel, tjenes den højtidelige vågenat, der begynder med den store apódipnon (kompletorie) (i stedet for aftengudstjenesten) hvor de gammeltestamentlige vers: ”Gud er med os” synges (fra profetien om Jesu Kristi fødsel). Derudover tjenes også lytíen, efter hvilken vågenatten forløber som almindeligt. I lytíens stichírer udtrykkes følgende: a) Himlen og jordens jubel og englene og menneskenes glæde over at Gud er kommet til jorden; b) der berettes også om den efter Kristi Fødsel følgende åndeligt-moralske ændring i menneskene. I stichíra apósticha gentages de selv samme emner som i stichírerne til ”Herre, jeg råber” og til lytíen, blot med andre ord. Derudover udtrykkes det, at et herligt under har fundet sted: ”Ordet fødes uforgængeligt fra Jomfruen og skilles ej fra Faderen”.

 

Festens troparie:

Forklaring:

”Din Fødsel, Kristus, vor Gud, har ladet kundskabens lys stråle over verden; for de, som tjente stjernerne, lærte af en stjerne at tilbede Dig, Sandhedens Sol, og at kende Dig som Solopgangen fra det høje. Herre, ære være Dig.” Kristus, vor Gud, Din Fødsel oplyser hele verden med forståelsens lys: fordi da kunne de mennesker, som tjente stjernerne blive belærte af stjernen om at tilbede Dig, Sandhedens og Retfærdighedens Sol, og erkende Dig som det højes Østen, hvor Solen står op: Herre, ære være Dig!

Festens kontakie:

Forklaring:

”Jomfruen føder i dag den Allerhøjeste, og Jorden byder en grotte til den Utilgængelige. Engle og hyrder lovpriser sammen, stjernen leder de vise mænd på færden. Os er nemlig født et lille Barn, Gud fra evighed.” Dag føder Jomfruen Ham, som er over alt der eksisterer, og jorden tilbyder en grotte til Ham som er utilgængelig: Engle og hyrder lovpriser sammen, og vismændene følger efter stjernen, fordi et lille Barn er født for vores skyld: Gud, som er fra før evigheden.

 I kanónen udtrykkes det, at Han som er født fra Jomfruen ikke er et almindeligt menneske, men Gud, som har vist sig i legemet på jorden for menneskenes frelses skyld, som det blev forudsagt om Ham i Det Gamle Testamente. Jesus Kristus kaldes i kanónen med de samme navne, som Han i Det Gamle Testamente var blevet kaldt af profeterne. I kanónen kaldes Han også: Godtgøreren, der har forsonet os med Gud; Faderen, der har befriet os fra djævelens magt og frelst os fra synden, forbandelsen og døden.

I prokímnen udtrykkes tilbedelsen af Jesus Kristus af hele skabelsen: ”Må alle Jordens indbyggere falde ned for Dig og lovsynge Dig, Allerhøjeste, de skal lovsynge Dit navn.” (Sl. 65:4).

Morgengudstjenesten forløber som til den almindelige vågenat, hvorefter 1. Time læses. Efter midnat begynder Hl. Johannes Chrysostomos’ Liturgi, hvor særlige festlige antifoner synges. Derudover læser diakonen et særligt indgangsvers til den lille indgang, og i stedet for den Trehellige sang synges: ”Alle I, som er døbte i Kristus, har iklædt jer Kristus, Halleluja.”. I stedet for ”Det er værdigt og ret…” synges zadostojnik.

I Apostlen (Gal. 4:4-7) hører vi om, at vi gennem Jesu Kristi legemliggørelse er blevet gjort til den Himmelske Faders børn.

I Evangeliet (Matt. 2:1-12) forkyndes det hvordan vismændene tilbad den nyfødte Herre.

Zadostojnik:

Forklaring:

”Det ville være lettere for os at tie i frygt, for at være fri fra al fare, og med kærlighed til dig, Jomfru, er det svært at forette harmoniske sange: men du, o Moder, giv os styrke efter vor ihærdighed.” Af frygt for at fornærme Guds Moder med uværdige lovprisninger, er det lettere for os at tie, da dette er ufarligt. Med kærlighed til dig, Jomfru, er det ikke let med stor omhyggelighed at skrive sange: men du, O Moder, giv os kraft til at fortsætte med vort arbejde ligeså ihærdigt.

Nadververs:”Herren har sendt befrielse til Sit folk”.

I den russiske Kirke fejrer man samme dag yderligere ihukommelsen af Ruslands og Kirkens befrielse fra gallerne og de 12 folkeslag sammen med dem i år 1812. Derfor synges en taksigelses moleben (bønnetjeneste) til Herren.

Til festdagen for Kristi Fødsel lovpriser de gejstlige den fødte Frelser i menighedsmedlemmernes hjem. Denne tradition minder om englene, der forkyndte Frelserens fødsel for hyrderne, der efterfølgende kom for at tilbede den nyfødte Herre. Denne tradition kaldes ”Lovpriselse” og består i at synge juletropariet og kontakiet, hvorefter man synger stichírerne som i kirken synges til vågenatten lige efter Evangelielæsningen:
”Ære være Gud i det højeste, og på jorden fred, i dag modtager Betlehem Ham som altid troner med Faderen, i dag lovpriser englene det nyfødte Barn som det er Gud værdigt: Ære være Gud i det højeste. Og på jorden fred, i mennesker velbehag”.

Før den kommunistiske revolution i Rusland, var det tradition for børn at lave stjerner af staniol og glanspapir, samt bære kors og ikoner rundt i landsbyerne og byerne, imens de sang åndelige juleviser til Kristi Fødsel. Sådan gik de fra hus til hus, hvor folk gav dem sødt hjemmebag og andre gaver.

110. Fejringen af ”Herrens Dåb” – Teofanien.

Ikon forestillende Herrens Dåb i Jordanfloden.

Fejringen af vor Herre, Gud og Frelser Jesu Kristi Dåb, er indstiftet til ihukommelsen af den begivenhed, da Herren i sit 30. år på jorden, inden Hans offentlige tjeneste for menneskeslægten, modtog dåben fra Johannes i Jordanfloden. Det ihukommes hvordan Helligånden dalede ned over Ham i legemlig skikkelse som en due, og hvordan Gud Faders røst fra Himmelen bevidnede, at Han er Hans elskede Søn. I oldtiden døbtes katekúmenerne aftenen inden selve festdagen, og da dåben er åndelig oplysning, kaldes selve festen i Týpikon nogle gange for: ”Oplysningen”. Teofanien (som festen også kaldes) har 4 dages forfejring – fra 2. til 5. januar, og 8 dages efterfejring. Apodosen er den 14. januar. Lørdagen og søndagen inden Herrens Dåb kaldes i Týpikon: ”lørdagen og søndagen inden oplysningen”. På disse dage læses særlige passager op fra Apostlen og Evangeliet. Selve festen fejres den 6. januar (juliansk kalender).

Hele forskriften for tjenesterne til Teofanien og til forfejringsdagene, minder meget om forskriften for tjenesterne til Kristi Fødsel: den skematiske opbygning af tjenesterne er nærmest identisk. Således tjenes de kongelige timer og Hl. Basilios’ Liturgi i forlængelse af aftengudstjenesten, dagen inden selve fejringen af Herrens Dåb. På selve festdagen tjenes vågenatten med den store apódipnon (det store kompletorie) i stedet for aftengudstjenesten.

I stichírerne der synges til Herrens Dåb, gengives på den ene side historien om Dåben (Jesu Kristi samtale med Johannes Døberen og hvordan han i første omgang afviste at døbe Herren, hvordan Himlene åbnede sig, Gud Faders røst og nedstigningen af Helligånden). På den anden side forklares festens åndelige betydning: a) Herren modtog ikke Dåben fra vandet for Hans egen renselses skyld, som Han intet behov har for, men for menneskenes skyld til deres ”genfødsel” eller ”metamorfose”; b) Herren ønskede til det sidste at opfylde alle de gammeltestamentlige institutter; c) Det at Han trådte op af vandet symboliserer verdens ophøjelse til himlen, og d) at vi modtager Guds Nåde gennem Dåben og at vandet helliggøres af Herren Selv.

Festens troparie:

Forklaring:

”Da Du, Herre, blev døbt i Jordanflodens vande, blev tilbedelsen af Treenigheden åbenbar! For Faderens stemme lyder og vidner om Dig, og Han kalder Dig Sin elskede Søn. Og Helligånden i skikkelse af en due, bekræfter Hans ords sandhed. Kristus, Du, som har åbenbaret Dig og oplyst verden, ære være Dig!” Herre, da Du blev døbt i Jordan, viste tilbedelsen af den Hellige Treenighed sig; fordi Faderens stemme vidnede om Dig, idet Han kalder Dig Sin elskede Søn, og Helligånden i skikkelse af en due, bekræftede sandheden ved Faderens ord. O Kristus Gud, Du som har vist Dig og oplyst verden: ære være Dig!

Festens kontakie:

Forklaring:

”Du har vist Dig i dag for hele verden, og Dit lys, Herre, har Du opløftet på os, som med indsigt synger for Dig: Du er kommet, og Du har vist Dig, Du, utilgængelige Lys!” I dag har Du, Herre, vist Dig for verden, og vi som lovsynger Dig er blevet oplyste ved Dit lys: ”Du utilgængelige Lys, Du har vist Dig for os”.

 I kanónen beskrives hele historien om Herrens Dåb, med alle de underfulde begivenheder, som fejrede Jesu Kristi begyndelse på offentligt at tjene menneskeslægten. Det udtrykkes også, at Herren Selv ikke behøvede nogen renselse, men lod Sig døbe for at rense os fra vore synder, åbenbare Sin Guddommelige værdighed for verden og oplyse alle mennesker med lyset af det sande kendskab til Gud. Vedrørende dåbens åndelige betydning er det beskrevet, at Jesus Kristus der samtidigt med at blive legeme påtog Sig byrden af menneskehedens forbandelse og dødelighed, og da Han nedsænkede Sit legeme i Jordanflodens vand, var det et tegn på, at Han er syndens tilintetgører, forbandelsens ødelægger og sejrherre over døden. I Sin dåb, drukner Han vores syndige forgængelige natur og besejrer vor oprindelige fjende, djævelen, i hans eget tilflugtssted i helvedes dyb. Generelt forkynder kanónen, at Frelserens Dåb er ligeså frelsende for hele menneskeslægten, som det af Ham indstiftede Dåbsmysterie er frelsende for hvert enkelt menneske.
Til den lille indgang til Liturgien, siger diakonen festdagens indgangsvers.

I prokímen tales der om at Herren viser Sig på jorden: ”Velsignet være Han som kommer i Herrens navn, Herren er Gud og har vist Sig for os”.

I Apostlen (Tit. 2:11-14;3:4-7) tales der om, frelsens nåde blev bragt til jorden med Frelserens komme.

I Evangeliet (Matt. 3:13-17) forkyndes Frelserens Dåb fra Johannes Døberen.

Zadostojnik:

Forklaring:

Højlov, min sjæl, hende som er højere æret end de himmelske magter, den Alrene Jomfru og Gudføderske:
Ingen tunge kan værdigt prise dig, ja selv den overjordiske ånd forundres over hvordan man synger til dig, Gudføderske, men da du er såre god, tag da imod vor tro, thi du kender til vor guddommelige kærlighed: Du er jo de kristnes forbederske, dig højlover vi.
Min sjæl, højlov den Alrene Gudføderske, som er højere æret en alle de himmelske englekrigere.
Ingen tunge er i stand til værdigt at prise dig, og selv englene forundres over hvordan man skal synge til dig, Gudføderske; men da du er god, beder vi dig om at tage imod vor tro, fordi du kender til vor levende kærlighed; du er de kristnes fortaler og forbeder; dig højlover vi.

 Nadververs: ”Guds nåde har vist sig til frelse for alle mennesker”.

Den største forskel fra de andre fester der gør sig gældende til Teofanien, er den særlige tjeneste der kaldes ”Den Store Vandvielse”. Denne særlige tjeneste udføres to gange: 1) dagen inden selve festdagen, hvor vandet velsignes efter bønnen sagt bag ambonen i templet, og 2) på selve festdagen, hvilket almindeligvis foregår ved en flod eller vandkilde, til ihukommelse af Herrens Dåb fra Johannes i Jordanfloden.

Begge vandvielser foregår på samme måde: De gejstlige træder ud gennem de Kongelige Porte; templets præsteforstander (den ældste presbyter) holder Det Hellige Kors på sit hoved, og foran ham bæres lys. Imens de gejstlige går synger koret: ”Herrens røst lyder over vandene, og siger…” og andre troparier. Derefter læses tre paremier, hvorefter Apostlen og Evangeliet der beretter om Jesu Kristi Dåb, oplæses. Efter Evangeliet siger diakonen en særlig stor ekteni, hvori Herren bedes om at velsigne vandet samt dem der drikker af det.

Efter den store ekteni siger præsten vandvielsesbønnen, hvori han beder Herren om at give alle dem der drikker og bestænker sig med det Hellige Vand helliggørelse, godt helbred, renselse og velsignelse. Efter bønnen nedsænker præsten tre gange det Hellige Kors i vandet, imens han synger tropariet: ”Da Du, Herre, blev døbt i Jordanflodens vande…” Derefter bestænker præsten hele templet og alle der befinder sig i det. Derefter tager præsten rundt til alle dem der ønsker det og bestænker deres hjem med det Hellige Vand til velsignelse og renselse. Traditionen og ritualet om at velsigne vandet til festen for Herrens Dåb, bærer skriftligt vidnesbyrd så tidligt som i 200’tallet e.Kr.

Dagen inden festen for Herrens Dåb, holder de ortodokse kristne streng faste (dvs. man indtager ingen føde). Kun hvis denne dag falder på en lørdag eller en søndag, ophæves den strenge faste, da det er forbudt at faste strengt på disse festlige dage.

 

111. Fejringen af ”Herrens fremstilling i templet”.

Fejringen af Herrens frembærelse i templet er indstiftet til ihukommelsen af den begivenhed, da Kristus Frelseren 40 dage efter Sin fødsel, blev bragt ind i templet i Jerusalem hvor den Hellige fromme Simeon og profetinde Anna mødte Ham. Kristus blev af den Alhellige Jomfru Maria bragt ind i templet i Jerusalem på den fyrretyvende dag efter fødslen, sådan som Moseloven har stadfæstet det. Dette gjordes for at bringe et offer til sin renselse (selvom hun intet behov havde for det, da hun fødte ubesmittet), for at fremvise Barnet til Gud og bringe forsoningsoffer for Ham (som alle israelitter gjorde det i det Gamle Testamente og som de ortodokse kristne stadig gør det, hvilket vil blive beskrevet mere i detalje under del 7, omhandlende behovs- eller fornødenhedstjenesterne). Festen for Herrens frembærelse er samtidigt regnet for en Herrens- og en Gudsmoders Fest, men i kraft af Týpikons forskrift af tjenesterne, minder fejringen mest om en Gudsmoders Fest. Fejringen er skriftligt bevidnet fra midten af 300’tallet e.Kr. og fejres den 2. februar (juliansk kalender). Den konkrete udførelse af festens gudstjenester, afhænger af hvornår Påsken falder i det pågældende år, da fejringen i tilfælde af en tidlig Påske, kan foregå i forberedelsesugerne til den Store Faste.

I stichírerne beskrives det, hvordan Herren opfyldte den gammeltestamentlige lov, udtrykt ved Frelserens frembærelse i templet. Det beskrives at Jesus Kristus er Frelseren som profeterne havde forudsagt skulle komme, at Han blev legemliggjort (blev kød) for menneskenes frelses skyld, at ”Den Gamle af dage” (Dan. 7:9;13;22), Gud Zebaoth, den første hypostasis af den Hellige Treenighed, nu ses i form af et lille Barn, at fordums Lovgiver, Skaberen, Selv opfylder loven, og at et lys nu begynder at lyse og stråle, også på hedningerne, at Kristus der på forunderlig vis bæres på Keruber og lovsynges af Serafer, modtages i den gamle Simeons arme, og som Det Gamle og Det Nye Testamentes Overhoved, i form af to turtelduer modtager Han den Gammeltestamentlige og Nytestamentlige Kirke som offer fra hedningerne og de nyoplyste mennesker: Han, som bæres på Keruber og er lovsunget af Serafer, er i dag blevet båret ind i Guds tempel i overensstemmelse med loven, siddende i armene hos den gamle som på en trone, og som Gud modtager ofringer fra Josef: et par turtelduer – den ubesmittede Kirke og det blandt hedningerne nyudvalgte folk; og to unge duer: det Gamle, og begyndelsen på det Nye…” (Stichíra apósticha, efter ”nu og altid…”).

I paremíerne er følgende beskrevet:
1)
I den første paremí der er sammensat af forskellige passager fra 2., 3. og 4. Mosebog, berettes der om hvordan den gammeltestamentlige lov foreskrev at vie sin førstefødte til Gud.
2)
I den anden paremí (Es. 6:1-12) er profeten Esajas’ syn beskrevet, hvor han så Gud Zebaoth (Hærskarers Herre) der sidder på Tonen omgivet af Engle.
3)
I den tredje paremí (Es. 19:1,3-5,12,16,19-21) forudsiges det hvordan Josef og Gudsmoder er tvungne til at flygte med Frelseren til Ægypten, at der vil være trængsler og ulykke hos ægypterne, og hvordan de vil omvende sig til Gud. Ifølge overleveringen, væltede statuerne af de hedenske afguder foran Kristus, da Han som spæd befandt Sig i Heliopolis i Ægypten.

Festens troparie:

Forklaring:

”Glæd dig, højt velsignede Gudføderske og Jomfru, for fra dig strålede Retfærdighedens Sol frem: Kristus vor Gud, der oplyser dem, som er i mørket. Glæd dig også, du retfærdige ældste, som i dine arme modtog vore sjæles Befrier; Han, som giver os opstandelse.” Glæd dig, velsignede Gudføderske og Jomfru, fordi Sandhedens Sol, Kristus vor Gud, er strålet frem fra dig, Han, som oplyser dem der befinder sig i uvidenhed. Også du skal glæde dig, refærdige ældste, der har modtaget vore sjæles Frelser i dine arme, Han, som giver os opstandelse.

Festens kontakie:

Forklaring:

”Du, som helligede Jomfruens skød med Din fødsel, og som ret er velsignede Simeons arme, Du er nu kommet for at frelse os, Kristus vor Gud. Giv fred til Din flok, når den plages af strid, giv styrke til det troende folk, som har Din kærlighed, Du, som alene elsker menneskene.” Jesus Kristus, Du, som helliggjorte Jomfruens skød med Din Fødsel, og velsignede Simeons omfavnelse sådan som det retmæssigt skal gøres, og hastede for at frelse os: skænk fred til Dit samfund der lever omringet af krig, og giv styrke til de folk som tror på Dig, dem, som har Din kærlighed, Du, som alene elsker menneskene.

Ikon forestillende den retfærdige Simeon der omfavner Kristus.

I kanónen til morgengudstjenesten opfordres både himmel og jord, samt alle levende væsener til at se, hvordan Den Almægtiges Enbårne Søn, der sidder på keruber over alle himlene, viser sig i templet som Søn af en jordisk Moder i skikkelsen af en hjælpeløst lille Barn der ikke bærer nogen form for synd på Sig, og hvordan Han underkaster Sig Selv loven, som blev givet de syndige dødelige mennesker. Derefter beskrives det hvordan den Retfærdige Simeon modtog Barnet Kristus i sine arme fra den Alrene Jomfru Maria, og hvor hans profetiske ord om Jesus Kristus der ved samme lejlighed blev sagt, hvordan Han vil være et Lys for hedningerne og en herlighed for Israel.

”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred, som Du har sagt. Thi mine øjne har set Din frelse, som Du har beredt for alle folkeslag, et lys, som skal åbenbares for hedningerne, og en herlighed for Dit folk Israel!” (Luk. 2:29-32)

I festens prokímen ”Min sjæl højlover Herren, og min ånd fryder sig over Gud, min Frelser” (Luk. 1:46-47) udtrykkes hyldest til Guds Moder.

I Apostlen (Heb. 7:7-17) berettes der først om, at det der er ringere, altid velsignes af det der er højerestående, og hvordan Melkisedek er et forbillede på Kristus der er den sande ypperstepræst, og derfor står over det jødiske ufuldkomne præstedømme, Kristus, hvis død er højerestående end alle de gammeltestamentlige offerbringelser. Derefter skriver Apostlen, at Moseloven må ændres i kraft af at der er kommet et nyt præstedømme der ikke udelukkende følger ”Aarons vis” men ”Melkisedeks vis”, dvs. Jesu Kristi vis.

I Evangeliet (Luk. 2:23-40) berettes der om selve begivenheden af Herrens frembærelse i templet.

Zadostojnik:

Forklaring:

”Gudføderske Jomfru, du, som er de kristnes håb, beskyt, bevar og frels dem der håber på dig.
I lovens og skriftens skygge skimter vi en skikkelse: alt mandkøn som åbner moders liv er helligt for Gud; derfor højlover vi den evige Faders Førstefødte Ord, den førstefødte Søn til Moderen der ikke kender nogen mand.”
Gudføderske Jomfru, du, som er de kristnes håb, beskyt, bevar og frels os der lægger vores håb til dig.
I lovens og skriftens skygge ser vi, troende, et sindbillede: hvert førstefødt drengebarn helliges Gud; derfor højlover vi Ordet, Guds Søn, der før alle tider fødes af Gud Faderen og er den førstefødte hos den Alrene Jomfruelige Moder.

 Nadververs: ”Jeg vil gribe frelsens bæger og påkalde Herrens navn” (Sl. 115:4).

112. Fejringen af den Alrene ”Gudsmoders Bebudelse”.

Ikon forestillende Ærkeenglen Gabriel der bebuder Gudsmoder om Herrens Fødsel. Over Gudsmoders hoved ses Helligånden komme over hende.

Festen for vor Alrene Herskerinde, Gudføderske og bestandigt jomfruelige Marias bebudelse, fejres den 25. marts (juliansk kalender). Fejringen er indstiftet til ihukommelse af den begivenhed, da ærkeenglen Gabriel bragte det glædelige budskab til den Alrene Jomfru Maria om, at hun skulle føde Guds Søn, ”Immanuel” – ”Gud er med os”, Jesus Kristus. Dette fandt sted i den Hl. retfærdige Josefs hjem i Nazaret, Josef, der var Gudsmoders forlovede eller ”værge / forsørger”, som man i dag ville kalde det. Fejringen af denne fest er ifølge overleveringen stadfæstet af de Tolv Apostle selv. Der findes skriftlig vidnesbyrd om fejringen fra 300’tallet e.Kr.

I langt de fleste tilfælde falder datoen for fejringen indenfor Den Store Faste, hvor den tidligste fejring er torsdag i den 3. uge af Fasten, og den seneste fejring er onsdag i den Lyse Uge (ugen efter Påske). Bebudelsen kan også falde på selve Påsken, i hvilket tilfælde fejringen kaldes ”Kyriopascha” der betyder: ”Herrens Påske”. Hvis fejringen falder på en tirsdag, onsdag, torsdag, fredag eller lørdag i løbet af en hvilken som helst uge i den Store Faste, begynder vågenatten med den store apódipnon (det store kompletorie). Hvis Bebudelsen falder på en søndag eller en mandag, begynder vågenatten med aftengudstjenesten som almindeligt. Hvis Kyriopascha fejres, tjenes polyeleos ikke, men Bebudelsens festdagskanón sammenflettes med Påskens kanón, og efter den 6. óde læses der op fra Evangeliet. I det hele taget er der mange forskelle i hvordan Bebudelsen fejres, afhængigt af hvornår festen falder. Derfor er det nødvendigt for korlederen på klíros, sangerne og de gejstlige at sætte sig ind i Týpikons forskrift for præcist hvordan gudstjenesterne skal udføres på den givne dag. Alt dette er angivet i Týpikons kapitel 48 der også kaldes ”Marks kapitler”, der er udarbejdede af munkepræsten Mark fra den Hellige Sabbas kloster i Jerusalem.

Nu vil vi gå over til selve gudstjenesternes indhold:

I stichírerne er begivenheden om Gudsmoders Bebudelse af Ærkeenglen Gabriel gengivet. Englens lovsang beskrives (Luk. 1:28), og den Alrene Jomfru Marias ydmyghed udmærkes særligt. Det udtrykkes også, at Frelserens Fødsel fra den Alrene Jomfru Maria er ubegribelig for den menneskelige forstand. Guds Moder sammenlignes med ”tornebusken” som Profeten Moses så og med ”stigen” som Profeten Jakob så, samt flere andre gammeltestamentlige sindbilleder / allegorier. Der berettes om, at takkeværet Herrens Fødsel fra Gudfødersken, forenes himmelen atter med jorden, Adam fornyes, Eva befries, og vi tager del i Guddommen, bliver en kirke, dvs. vi selv, vore legemer bliver til Guds Tempel. Himlen og jorden opfordres til at juble og glæde sig, fordi Guds Søn, der hersker sammen med Faderen, af Sin godhed har vist sig i en jomrus skød, og frivilligt påtager sig menneskelig natur.

De samme paremier der læses til Gudsmoders Fødsel, læses også til Bebudelsen.

Ikon forestillende Ærkeenglen Gabriel.

Festens troparie:

Forklaring:

”I dag lægges grunden til vor frelse, og den gamle hemmelighed bliver åbenbaret: Guds Søn bliver Jomfruens Søn, idet Gabriel forkynder nåden. Derfor synger også vi til Gudfødersken: Vær hilset, du benådede, Herren er med dig!” Dagen i dag er begyndelsen på vor frelse og afsløringen af hemmeligheden fra før evigheden: Guds Søn bliver Jomfruens Søn, og Gabriel bringer det gode budskab om Herren nåde. Derfor udbryder vi sammen med ham til Gudfødersken: ”Vær hilset, du, som har fået Guds nåde, Herren er med dig!”

Festens kontakie:

Forklaring:

”Til dig vor Hærførerske, der redder os fra lidelser, vier vi, dine tjenere, denne sejrsfest og taksigelse, O Gudføderske. Da du har uovervindelig magt, så udfri os fra alle farer, så vi kan tilråbe dig: Vær hilset, du uformælte brud.” Til dig, vor krigsførende Hærførerske, der frier os fra lidelser, til dig vier vi, dine tjenere, denne sejrssang og taksigelse, O Gudføderske. Da du har uovervindelig magt, så udfri os fra alle farer, så vi kan tilråbe dig: Vær hilset, du Brud uden brudgom!

 I kanónen udtrykkes barmhjertigheden af den Guddommelige nådegave til menneskene, der vises i legemliggørelsen af Frelseren. Samtidigt henvises der til den usædvanlige storhed af den Alrene Jomfru, der modtog Gud i sig. I kanónen ihukommes forskellige profetier fra Det Gamle Testamente, der forudsiger Guds Søns legemliggørelse af Jomfruen, der tales om den Alhellige Ånds kraft der kom over Guds Moder i Sin Guddommelige beåndelse. Generelt bliver Ærkeenglen Gabriels få, men enormt betydningfulde ord til den Alhellige Jomfru Maria forklaret.

Prokimen: ”Forkynd fra dag til dag frelsen fra vor Gud” (Sl. 95:2)

I Apostlen (Heb. 2:11-18) udtrykkes det, at det for menneskenes frelse var nødvendigt for Guds Søn at påtage sig menneskeligt kød (legemliggøres).

I Evangeliet (Luk. 1:24-38) berettes der om selve begivenheden af den Alhellige Jomfru Marias Bebudelse.

Zadostojnik:

Forklaring:

”O jord, forkynd den store glæde! I himle, pris Guds herlighed!”
“Må syndiges hånd ingenlunde berøre Guds besjælede Ark! Lad da de troendes læber uden ophør lovsynge Gudfødersken, med englens stemme og glædelige budskab: Vær hilset, du benådede, Herren er med dig!”
Du jord, forkynd den store glæde! I Himle, pris Guds herlighed!
Uindviedes (urenes/syndiges) hånd må aldrig vove at berøre dig, du Guds levende, besjælede Ark! Lad da de troendes munde synge lov og pris til dig Gudføderske, på samme måde som englen bragte dig det gode budskab: ”Vær hilset, du benådede, Herren er med dig!”

 Nadververs: ”Herren udvalgte Sion, og valgte det som Sin bolig.” (Sl. 131:13)

113. Fejringen af ”Herrens indtog i Jerusalem” – Palmesøndag.

Festen for Herrens indtog i Jerusalem fejres på forskellige datoer, afhængigt af Påsken. Festen fejres dog altid én uge inden Påske. Denne fest tilhører derfor kategorien af foranderlige festdage. Fejringen er indstiftet til ihukommelse af begivenheden, da Jesus Kristus højtideligt trådte ind i Jerusalem, Davids stad, omringet af en stor folkeskare, hvoriblandt nogle lagde deres kapper og klæder på vejen foran Herren, imens andre skar grene af træerne, palmegrene, og strøede dem på vejen for Herrens fødder idet de råbte: ”Hosianna Davids Søn! Velsignet være Han som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!” (Matt. 21:7-9, Joh. 12:13). Hosianna er hebraisk og betyder ”Frels os”. Da mange gik Herren i møde med palmegrene, som det var skik i oldtiden at gøre for at møde en tilbagevendt sejrende konge efter krig, kaldes dagen også for ”Palmesøndag”.
Festen har ingen for- eller efterfejring. Alle gudstjenesterne på denne dag relaterer udelukkende til selve fejringen.

Til festen tjenes vågenatten efter den almindelige forskrift, hvorefter Hl. Johannes Chrysostomos’ Liturgi tjenes.

Stichírerne beretter først og fremmest om selve begivenheden af Herrens indtog i Jerusalem, samt den efterfølgende begivenhed af hvordan Herren rejste Lazarus fra de døde. Derefter henvises der til Frelserens sagtmodighed, da Han ydmygt lod sig drage ind i Jerusalem på et æsel som det er profeteret: ”Sig til Zions datter: Se, din Konge kommer til dig, sagtmodig og ridende på et æsel og på et trældyrs føl”(Zak. 9:9, Es. 62:11). Det udtrykkes, at Frelseren kommer til verden for at frelse os fra den oprindelige synd, arvesynden, og opfylde de gammeltestamentlige profetier. Til slut opfordres de troende til at råbe ligesom Jerusalems børn til Herren:”Velsignet være Han som kommer i Herrens navn! Hosianna i det højeste!”.

Paremíerne indeholder følgende temaer:
1)
Den første paremí (1 Mos. 49:1-2,8-12) beretter om hvordan patriarken Jakob, idet han velsignede sin søn Juda, forudsagde, at der i hans slægt skal komme konger bærer herskerstaven indtil den tid, når Han som den retmæssigt tilhører kommer, Ham, som folkene skal adlyde (dvs. Herren Jesus Kristus, verdens Konge).
2)
Den anden paremí (Sef. 3:14-19) indeholder profetien om Zions glæde og Israels fryd, fordi Herren er iblandt dem – Israels Konge: ”Jubl, du Zions datter, Israel, råb højt, glæd dig og fryd dig af hele dit hjerte, Jerusalems datter. Herren har slettet din dom, bortdrevet dine fjender. I din midte er Israels Konge, Herren, ej mere skuer du ondt. På hin dag skal der siges til Jerusalem: Frygt ikke, Zion, lad ikke hænderne synke! I dig er Herren din Gud, en helt, som frelser” (Sef. 3:14-17).
3)
Den tredje paremí (Zak. 9:9-15) forudsiger Jesu Kristi højtidelige indtog i Jerusalem, ridende på et æsel, og Jerusalems beboeres fryd over denne glædelige begivenhed: ”Fryd dig såre, Zions datter, råb med glæde Jerusalems datter! Se, din Konge kommer til dig. Retfærdig og sejrrig er Han, ydmyg, ridende på et æsel, på en asenindes føl.”(Zak. 9:9).

Festens troparie:

Forklaring:

”Idet Du bekræftede den fælles opstandelse før Dine lidelser, oprejste Du Lazarus fra de døde, Kristus, vor Gud. Derfor frembærer vi ligesom børnene sejrstegnet, og råber til Dig, der overvinder døden: Hosianna i det højeste! Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn.” Da du forsikrede om den fælles opstandelse fra de døde vil finde sted, oprejstre Du Lazarus fra de døde, inden Dine lidelser, O Kristus, Gud! Derfor frembærer vi ligesom børnene sejrens palmeblade, og råber til Dig, Du, som er dødens overmand: ”Hosianna (Frels os) i det højeste! Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn.”

Festens kontakie:

Forklaring:

”Du, som troner i Himmelen, Kristus vor Gud, og bæres på et æsel på Jorden. Du modtog englenes lovprisning og børnenes sang, de som kalder på Dig: Velsignet er Han, der kommer for at kalde Adam hjem.” O Kristus Gud, Du som i Himlene bæres på Din Trone, og på jorden bæres på et æsel, Du, som modtog børnenes hyldestsang og Englenes lovprisning, der der råber til Dig: ”Velsignet er Herren, der kommer for at kalde Adam hjem fra helvede (hades).”

Fresko forestillende Herrens indtog i Jerusalem (USA, 21. århundrede).

Kanónen beskriver det sande Israels glæde, fordi det er blevet værdiget at være vidner til Herrens kongelige indgang i Jerusalem. Dette var indtoget af himlens og jordens Herre, Messias – Kristus, Israels Hersker og Zions Konge, som trådte ind i Sit eget rige med guddommelig kraft, magt og herlighed. I kanónen udtrykkes ligeledes de jødiske skriftkloges, farisæeres og ypperstepræsters vrede og foragt, med hvilken de så på fejringen af Davids Søn, der tjente til deres vanære, skam og skændsel. I kanónen opfordres alt levende til at lovprise Herren, der frivilligt går lidelserne i møde, som beriede os fra helvede (hades) og døden.

I Apostlen (Fil. 4:4-9) bedes de troende om at holde sig milde i sindet, være fredselskende, have den korrekte tilstand i bønnen, samt være tro mod Kristi lære.

I Evangeliet (Joh. 12:1-18) berettes der om Herrens indtog i Jerusalem, samt om besøget hos den opstandne Lazarus i Betania.

I dagens prokimen: ”Velsignet være Han, som kommer i Herrens navn! Herren er Gud og har vist Sig for os!” hilser vi den farende Herre.

Zadostojnik:

Forklaring:

”Herren er Gud og har vist Sig for os, lad os forsamles og fejre det med fryd! Lad os højlove Kristus med palmeblade og grene, og lad os råbe i sang: Velsignet er Han, som kommer i Herren vor Frelsers navn!” Herren er Gud, og Han har vist Sig for os! Arranger dog en festlig fejring, lad os forsamles og lovprise Kristus med palmeblade og grene, og med sang råbe til Ham: ”Velsignet er Han, som kommer i Herren vor Frelsers navn!”

 Et særligt element ved Palmesøndag er, at præsten under gudstjenesten velsigner palmegrene, eller i norden – pilegrene med knopper (såkaldte gæslinger), da dette er et af de første træer til at give knopper på sine grene. Velsignelsen af grenene foregår til ihukommelse af begivenheden, da børn og folk gik Kristus i møde med grene og strøede dem ud på vejen for Herren. Samtidigt er forårsgrenene et symbol på opstandelsen efter døden, ligesom naturen efter vinteren lever op og begynder at slå knopper. Også derfor kaldes palmegrenene for et ”sejrstegn” i tropariet.

Grenene velsignes lige efter oplæsningen af Evangeliet til morgengudstjenesten. Når de gejstlige er trådt ud af alterrummet og har placeret Evangeliet på et analogie i midten af templet, læses salme 50 på klíros, medens præsten tilrøger de forberedte grene i korsets tegn. Derefter udråber diakonen ”Lad os bede til Herren” hvorefter præsten beder en særlig bøn fra bogen Fastens Trióde, til velsignelse af grenene. Til slut bestænkes grenene med helligt vand, hvorefter folk, én efter én træder op for at kysse og ære det Hellige Evangelium. Præsten salver da hver person med den hellige olie og giver dem velsignede grene med et brændende lys. Sådan er det skik at alle står resten af morgengudstjenesten med grene og lys i hænderne, idet vi også går Herren i møde. I Jerusalem er det tradition også at stå med palmegrenene i hænderne gennem hele Liturgien.

 

114. Fejringen af ”Kristi Himmelfart”.

Ikon forestillende Kristi Himmelfart. – Novgorod, 1400’tallet.

Herrens Himmelfart fandt sted 40 dage efter Påsken, og fejres derfor altid torsdag i den 6. uge efter Påske. Kristi Himmelfart fejres i 9 dage, indtil festens apodose om fredagen i den 7. uge efter Påske. Selve gudstjenesten for fejringen af Kristi Himmelfart er skriftligt bevidnet i 200’tallet e.Kr.

I stichírerne, ud over festens ydre begivenheder (Jesu Kristi rejse til Oliebjerget – Eleon nær Betania, Hans velsignelse af Apostlene og Englene der viste sig), er den indre, åndelige betydning af festen udtrykt, navnlig: Apostlenes bedrøvelse efter de skiltes fra deres Læremester, Apostlenes bøn om nedsendelsen af Helligånden, de himmelske engles forundring og spørgsmål: ”Hvem er denne skønne Mand der fared til Himlene? Ikke blot et menneske, men Gud og menneske.” I stichírerne forklares også formålet med Herrens faren til Himlen: at sende Helligånden over Apostlene og gennem dem vise os vejen til Himlene – frelsen. Til slut, opfordres alle de troende til at bede Herren om at sende Helligånden over dem.

I paremíerne udtrykkes følgende:
1)
I den første paremí (Es. 2:2-3) profeteres om Herrens høje boligs bjerg, der skal løftes over alle bjergene, og hvortil alle folkeslag vil strømme og sige: ”Kom lad os drage til Herrens bjerg, til Jakobs Guds hus; os skal Han lære Sin veje, så vi kan gå på Hans stier” (Septuaginta Es. 2:2).
2)
I den anden paremí (Es. 62:10-12, 63:1-3,7-9) profeteres Frelserens storhed og herlighed, samt at de der bliver genløst (frikøbt – frelst) af Ham, skal kaldes et Helligt folk: ”Se, Herren lader det høres til jordens ende: Sig til Zions datter: ’Se, din Frelser kommer, se, Hans løn og Hans vinding er foran Ham. De skal kaldes det Hellige folk, Herrens genløste” (Septuaginta Es. 62:11-12).
3)
I den tredje paremí (Zak. 14:1,4,8,11) forudsiges det hvordan Herren vil stå på Oliebjerget (Eleon) der ligger øst for Jerusalem, og hvordan Herren på den dag skal være Konge over hele jorden.

Festens troparie:

Forklaring:

Du er opfaret i herlighed, Kristus vor Gud og Du har glædet disciplene ved løftet om Helligånden. Ved velsignelsen blev de forsikret om, at Du er Guds Søn og verdens Frelser.

Du er opfaret i herlighed, Kristus vor Gud, og har bragt glæde til Dine disciple ved at give dem løftet om Helligånden. Du har forsikret dem gennem Din velsignelse om, at Du er Guds Søn: verdens Frelser.

Festens kontakie:

Forklaring:

Da Du havde opfyldt Din frelsesplan for os og forenet det jordiske med det himmelske, opfór Du i herlighed, Kristus vor Gud, Du forlod os ej, men forblev uadskillelig fra os, og råber til dem, der elsker Dig: Jeg er med jer og ingen kan være imod jer.

Da Du havde fuldent vor frelse, Kristus vor Gud, og forenet det jordiske med det himmelse, fór Du til himmels i herlighed, uden at forlade jorden, men vedvarende befinder Du Dig på den og råber til dem der elsker Dig: ”Jeg er med jer og derfor kan ingen være imod jer!”

Kanónen til Kristi Himmelfart indeholder højtidelige taksigelser til Herrens ære, Han, som opfór til himmels. Med dette berettes der om det sidste synlige under på jorden, der tjener som kilde til åndelig glæde for de frommes sjæle, fordi Herren fór til himmels i Sit Alrene Legeme, og med dette viste Han til dem der tror på Ham, at den menneskelige natur er gjort i stand til fare op, højere en englene, og træde ind til nådens Trone. På den anden side kan vi i Herren Jesu Kristi Himmelfart se et tydeligt tegn på, at himmelen er forsonet med jorden, at de himmelske skarer er forsonet med menneskene til ære for den Éne Hersker og Herre, Jesus Kristus. Til slut i kanónen opfordres hele verden, både den synlige og usynlige, til sammen at glæde sig på den herlige dag for Herrens Himmelfart.

Prokímen: ”Løft Dig, O Gud, over himlene; og Din herlighed være over hele jorden” (Sl. 56:6, 107:6).

I Apostlen (ApG. 1:1-11) berettes der om Herrens Himmelfart, Herrens løfte om at sende Helligånden over dem, samt englene der forsikrede om Kristi anden komme ”på samme måde, som I (apostle) har set Ham fare til Himmelen”.

I Evangeliet (Luk. 24:36-53) berettes der ligeledes om Herrens Himmelfart.

Zadostojnik:

1. epóde (kvæd):
”Højlov, min sjæl, Kristus der giver liv, Han, som fra jorden opfór til Himmelen.”
Vers:
”O du, ubegribelige for sindet og højere end ord, Guds Moder, du, der i sin tid ubeskriveligt fødte Ham som er tidløs; dig højlover vi troende enstemmigt!”
2. epóde:
”Idet englene så Herskerens opfarelse, forundredes de, med hvilken herlighed Han fór fra jorden til det højeste.”

Nadververs: ”Gud er steget op under jubel, Herren under hornets klang” (Sl. 46:6)

 

115. Fejringen af ”Pinsen” eller ”Den Hellige Treenigheds dag”.

Ikon forestillende Pinsen – Den Hellige Treenigheds dag, der kaldes således fordi Helligånden kom over Apostlene på denne dag, 50 dage efter Påske. Manden der er vist under Apostlenes fødder, er en symbolsk person der på ikonet kaldes “Kosmos” – dvs. verden. Han er et symbol på den verdslige magt, der trods alt er velsignet af Gud til at herske på jorden, men som alligevel befinder sig i møket uden Guds lov og lære der videregives gennem de Hellige Apostle.

Fejringen af Pinsen er indstiftet til ihukommelse af den begivenhed, hvor Helligånden kom over Apostlene i form af ildtunger. Festen kaldes på dansk ”Pinse” efter det græske ord ”Πεντηκοστή” (Pentikosti) der betyder ”halvtredsindstyvende”. Dette markerer tiden for hvornår Helligånden kom over Apostlene, nemlig 50 dage efter Kristi Opstandelse, hvilket faldt sammen med den gammeltestamentlige pinsefejring til ihukommelse af den begivenhed, da Gud gav Moses loven på Sinaj bjerget. Fejringen falder derfor altid på en søndag. Festen kaldes også Treenighedsdagen, fordi Den Hellige Treenigheds forsyn om menneskenes frelsesplan i sin fuldkommenhed, blev åbenbaret for Apostlene idet Helligånden kom over dem. Gud Fader sendte Helligånden gennem Guds Søns, vor Herre Jesu Kristi løskøbende gerninger; derfor opfordrer den Hl. Kirke de troende, på helt særlig vis, til at bøje sig for og tilbede den Treéne Gud: ”Sønnen i Faderen med Helligånden”. Helligånden fejres dagen efter den Hl. Pinse, om mandagen, som derfor kaldes ”Åndens dag”. Pinsen fejres hele den efterfølgende uge, og har sin apodose lørdagen efter. Fejringen af Treenighedsdagen begyndte i de tolv Apostles tid.

Stichírerne indeholder følgende temaer: a) De udtrykker det ydre billede af Helligåndens komme over Apostlene: dvs. hvordan disciplene samledes, larmen fra Himmelen, Helligånden i form af ildtunger, Apostlenes prædiken på forskellige sprog (ordet ”tungemål” betyder ”sprog”, som det også tydeligt fremgår af Bibelen: ”Se, er de, der taler, ikke alle sammen galilæere? Hvordan kan vi så høre dem tale, hver på vort eget modersmål, vi partere og medere og elamitter, og, som hører hjemme i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, i Frygien og Pamfylien, Ægypten og Libyens egne ved Kyrene, og vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere, vi hører dem tale om Guds store gerninger på vore egne tungemål? – ApG. 2:7-11, derfor må man under ingen omstændigheder tage fejl af, at den såkaldte ”pinsebevægelse”, med deres påstand om talen i tunger, har nogen som helst apostolsk, eller i det hele taget kristen oprindelse og så videre.
b) Stichírerne udtrykker Apostlenes åndelige forandringer: deres modtagne visdom og gaven at kunne tale i andre tungemål. Helligåndens guddommelige egenskaber: Himmelsk Konge, Trøster, Sandhedens Ånd, Lys, Kilde til alt godt, visdommens Ånd, kløgtens Ånd, nådegavernes Fordeler; og selve Hans nådegaver: profetisk indsigt, indstiftelsen af helligdomstjenere – gejstligheden af Guds nåde, fornyelsen af sindet og modtagelsen af åndelig visdom.
c) Den Hellige Treenigheds forskellige hypostasers egenskaber forklares, samt deres énhed af Væsen.
d) Det udtrykkes, at den Guddommelige frelsesplan er fuldent ved Helligåndens kommen over Apostlene.

Paremíerne indeholder følgende emner:
1)
I den første paremí (4 Mos. 11:16-17,24-29) berettes der om hvordan Herren befalede Profeten Moses om at udvælge 70 mænd af Israels ældste (dvs. de viseste, mænd der havde folkets agtelse og autoritet) til at hjælpe Profeten med at vejlede Israels folk. Det berettes hvordan Moses samlede de udvalgte mænd omkring Tabernaklet, hvordan Herren steg ned i en sky over dem og gav dem Sin Helligånd, så de alle fik profetiske gaver.
2)
I den anden paremí (Joel 2:23-32) profeteres det hvordan Helligånden skal udgydes over alt kød (dvs. menneskene).
3)
I den tredje paremí (Ez. 36:24-28) berettes der om at Herren vil rense menneskene for alle deres urenheder ved den Hellige Ånds nåde: at de vil få et nyt hjerte og vil holde Guds lovbud: ”Jeg giver eder et nyt hjerte, og en ny ånd giver Jeg i eders indre; stenhjertet tager Jeg ud af eders kød og giver eder et kødhjerte. Jeg giver Min Ånd i eders indre og virker, at I følger Mine vedtægter og tager vare på at holde Mine lovbud.” (Ez. 36:26-27).

Pinsens festdagskanón er kort sagt en hyldest til den Hellige Treenighed og dels til ære for den Hellige Ånd. I kanónen højloves Helligåndens kommen over Apostlene som et tydeligt vidnesbyrd om opfyldelsen af Frelserens løfte. Her ihukommes fordums profetier om nedsendelsen af Helligånden over alt kød, og Helligåndens Væsen højloves som den Hellige Treenigheds Tredje Hypostasis, der i alt er lig Gud Faderen og Gud Sønnen. I kanónen fremstilles ligeledes omstændighederne vedrørende Helligåndens kommen over Apostlene, der er beskrevet af den Hellige Apostel og Evangelist Lukas i bogen ”Apostlenes Gerninger” (kap. 2:1-13). Vigtigheden og den store nådegave ved denne hellige begivenhed er også fremlagt i kanónen: hvordan den Hellige Treenighed fra nu af, efter Helligåndens komme, er trådt ind i Det Nye Testamente, dvs. den nye pagt / aftale mellem Gud og de nu løskøbte mennesker, der har mulighed for at få frelsen. Helligåndens nedstigen skal af de troende forstås som begyndelsen på de utallige nådefulde goder den Guddommelige Trøster giver menneskene.

Mosaik-ikon fra det 12. århundrede under kuplen i templet i klostret “Osios Lukas” (gr. Μονή Οσίου Λουκά) i Grækenland.

Festens troparie:

Forklaring:

”Velsignet er Du, Kristus, vor Gud, Du, som gav fiskerne den højeste visdom ved at sende Helligånden over dem, og ved dem indfangede Du hele verden, Du, som elsker menneskene, ære være Dig!”

Velsignet er Du, Kristus vor Gud, Du, som gjorde fiskerne (Apostlene) vise, ved at sende den Hellige Ånd over dem, og med dette hjalp dem med at fange (bringe til den rette tro) hele verden i Dit fiskenet. Ære være Dig, som elsker menneskene!

Festens kontakie:

Forklaring:

”Da den Højeste nedsteg og forvirrede tungemålene, splittede Han folkeslagene; men da Han fordelte tunger af ild, kaldte Han alle til enhed, og i enighed ærer vi den Alhellige Ånd.”

Da den Højeste i fordums tid steg ned og forvirrede tungemålene (dvs. gjorde så folk ikke kunne forstå hinanden) delte Han med dette alle folkeslagene, men da Han nedsendte ildtunger over apostlene, kaldte Han alle menneskene til enhed igen, og derfor lovpriser vi alle i enighed, som med én stemme, den Alhellige Ånd.

Festens prokímen beretter om Apostlenes verdensomspændende prædiken: ”Deres røst er nået ud over hele Jorden, deres ord til verdens ender.” (Sl. 18:5)

Apostlen (ApG. 2:1-13) beretter om Helligåndens kommen over Apostlene.

Evangeliet (Joh. 7:37-52, 8:12) indeholder Jesu Kristi prædiken til fejringen af ”løvhyttefesten” (Sukkot –סֻכּוֹת) om Helligåndens kommen over de troende.

Zadostojnik:

Forklaring:

”Glæd dig, O Dronning, herlige jomfruelige Moder, thi ingen veltalende og kyndig mund er i stand til værdigt at udtrykke hyldest til dig i lovsang; og intet sind er i stand til at begribe din fødsel. Derfor lovpriser vi enstemmigt dig.”

Glæd dig Dronning, ærværdige Moder der samtidigt er jomfru, fordi ingen veltalende og kyndig mund kan finde på værdige ord til at hylde dig gennem sang, og intet intellekt kan nogensinde begribe din eksistens eller rumme dens betydning. Derfor ærer og lovpriser vi dig alle, som med én stemme.

 Nadververs: ”Din gode Ånd skal føre mig på retfærdighedens vej.” (Sl. 142:10)

Fresko forestillende Pinsen, 1500’tallet, klostret Agios Dionysios (gr. Μονή Διονυσίου), Athos.

Straks efter Liturgien Pinsesøndag, tjenes aftengudstjenesten. Her siges tre bønner hvor man bøjer sig til jorden (gør knæfald/prostrationer). Disse bønner er sammensat af Hl. Basilios d. Store i 300’tallet. I den første bøn bekender vi vore synder foran den Himmelske Fader, og beder Ham om at forbarme sig over os for Hans Søns offers skyld, vor Herre Jesus Kristus. I den anden bøn beder vi Herren om at give os den Guddommelige Ånd. I den tredje bøn beder vi Herren, der steg ned i helvede (hades) og tilintetgjorde djævelens magt, om at give fred til vore hensovne fædre og mødre, brødre og søstre, på stedet hvor der er klarhed, stedet med grønne frodige enge, stedet hvor der er fred.   

Til fejringen af Pinsen er det i den ortodokse Kirke tradition at udsmykke templerne og de troendes hjem med grønne træer og blomster til ihukommelse af den gammeltestamentlige Kirkes fejring, sådan som også Apostlene fejrede denne fest. Ifølge overleveringen, blev den øverste sal (salen ovenpå) hvor Apostlene modtog Helligåndens Gaver, udsmykket med blomster og grønt, sådan som det i oldtiden var skik. Derfra bredte denne tradition sig i hele den Kristne Kirke. Træerne og blomsterne der bringes til templet, symboliserer som forårets fornyelse, at de troendes sjæle fornyes ved Helligåndens nåde.

Fra Påske og frem til Pinsen, beder man ikke bønnen ”Himmelske Konge, Trøsteren, Sandhedens Ånd, som er alle steder og opfylder alt…”, men fra Treenighedsdagen kan man i templerne til gudstjenesterne atter høre denne bøn.

Pinsen fejres hele ugen, hvorfor fasten onsdag og fredag er ophævet denne uge.

116. Fejringen af ”Herrens Forklarelse”.

Byzantinsk ikon forestillende Herrens Forklarelse eller “Forvandling” på bjerget Tabor. Til højre for Kristus ses profeten Elias, til venstre for Ham ses profeten Moses, og for Kristi fødder ligger Apostlene Peter, Jakob og Johannes.

Fejringen af vor Herre og Gud, Jesu Kristi Forklarelse eller ”Forvandling” (gr. Μεταμόρφωσις τοῦ Κυρίου καὶ Θεοῦ καὶ Σωτῆρος ἡμῶν Ἰησοῦ Χριστοῦ), er indstiftet til ihukommelse af, hvordan Herren Jesus Kristus i løbet af det sidste år af Sit jordiske liv, ønskede at styrke troen på Sig i Hans disciple: Peter, Jakob og Johannes. Dette gjorde Han for at de ikke skulle rokkes i troen under Hans lidelser på korset, ved at forvandles eller ”transfigureres” (som man kalder det på engelsk) foran dem på bjerget Tabor, for på denne måde at forklare Sin Guddommelige herlighed og natur for dem. Festen fejres d. 6. august (juliansk kalender). Den har én dags forfejring (5. august) og 7 dages efterfejring. Festens apodose falder på den 13. august.

I festens stichírer udtrykkes begivenhedens ydre, ”synlige” elementer: Frelserens bøn, disciplene der faldt i søvn, lyset på bjerget, Frelseren der strålede blændende, hvordan profeterne Moses og Elias viste sig, hvordan de samtalede med Herren, Apostlenes forfærdelse, Gud Faders stemme osv. Yderligere udtrykkes også festens dybe åndelige betydning, men først og fremmest formålet med Herrens Forklarelse. Jesus Kristus forvandledes for at forsikre Apostlene om Sin Guddommelighed og med dette fri dem fra ”forfærdelse” og frygt for Hans forestående lidelser. Han gjorde det for at vise det blændende lys ved Hans opstandelse og forklare dem, at menneskene ”oplyste af velgerningers højde, kan værdiges Guddommelig herlighed” og ”med lyset oplyse Adams formørkede natur”. Derefter sidestilles begivenheden da Gud viste Sig for profeten Moses på bjerget Horeb (Sinaibjerget) med hans samtale med Herren Jesus Kristus, og det påpeges, at Kong Davids profeti om at ”Tabor og Hermon vil juble over Hans navn” (Sl. 88:13) er gået i opfyldelse. Til slut opfordres de troende i stichírerne til at bede til Herren om at ”oplyse os med lyset af Hans ufattelige herlighed”.

I paremímerne udtrykkes følgende:
1)
I den første paremí (2 Mos. 24:12-18) berettes der om Moses på Sinaibjerget.
2)
I den anden paremí (2 Mos. 33:11-23, 34:4-6,8) berettes der om hvordan Guds herlighed viste sig for profeten Moses.
3)
I den tredje paremí (3 Kong. 19:3-9, 11-13, 15-16) berettes der om hvordan Guds herlighed viste sig for profeten Elias.

Festens troparie:

Forklaring:

Du blev forvandlet på bjerget, Kristus vor Gud, og viste Dine disciple Din herlighed, så vidt de var i stand til at se. Lys også for os syndere med Dit evige lys, ved Gudføderskens bønner, Du lysets Giver, ære være Dig.

Kristus vor Gud, ved at ændre Dit useende på bjerget, viste Du Dine disciple Din herlighed, så meget som det var muligt for dem at se. Lad Dit evige Lys også skinne for os ved Gudføderskens bønner! Du som er Lysets Giver, ære være Dig!

Festens kontakie:

Forklaring:

Du blev forvandlet på bjerget, og Dine disciple så Din herlighed, så vidt de var i stand dertil, så når de skulle se Dig korsfæstet, de kunne forstå at Du led af egen vilje, og ville forkynde for verden, at Du i sandhed er Faderens afglans.

Herre, Du blev forvandlet på bjerget og Dine disciple så Din herlighed, så vidt som deres menneskelige sanser tillod det, for at de skulle vide, når de så Dig naglet til Korset, at Du lider af egen vilje og for at de skulle prædike til verden, at Du i sandhed er Faderens stråleglans.

Mosaik ikon forestillende Herrens Forklarelse på Tabor. Denne mosaik er fra det 6. århundrede, og befinder sig i Hl. Ekaterinas kloster ved foden af Sinaibjerget.

I kanónen udtrykkes storheden af Herrens Forvandling på bjerget Tabor, som selv de udvalgte Kristi Apostle blot delvist kunne se og erkende, så vidt deres dødelige kræfter tillod dem det, og derudover høre den Guddommelige Åbenbaring fra himlene. Herrens Forklarelse strålede på de udvalgte med åndeligt lys, og oplyste deres sind med erkendelse af Frelserens Guddommelige værdighed, samt bekræftede dem i troen på opfyldelsen af alle Herrens løfter. Frelserens lovpriste tilstand på Tabor er et tydeligt bevis på de to naturer, som er forenede i én person: Gudmennesket (gr. Θεάνθρωπος – Theantropos). Her fremstrålede den Guddommelige natur fra det menneskelige kød, der i sig selv, som udelagtig i synden, var og er fuldkommen.

Prokímen: ”Hvor mange er Dine gerninger, O Herre! Du gjorde dem alle med visdom” (Sl. 103:24).

Apostlen (2 Pet. 1:10-19) forklarer, at åbenbaringen af Herrens herlighed på Tabor er et bevis på Hans Guddommelige storhed.

Evangeliet (Matt. 17:1-9) beretter om selve den hellige begivenhed af Herrens Forvandling og derved Forklarelse.

Zadostojnik:

Forklaring:

”Højlov, min sjæl, Herren som blev forvandlet på Tabor.”
”Din Fødsel viste sig at være uforgængelig: Gud steg ud af dit skød, viste sig som kød på jorden, og levede blandt menneskene; Derfor, Gudføderske, højlover vi alle dig.”

Min sjæl, højlov Herren som blev forklaret ved Sin forvandling på bjerget Tabor!
Din Fødsel viste sig at være ubesmittet og uforgængelig, Gud udgik fra dit skød, Han viste Sig på jorden i menneskeligt legeme og levede blandt menneskene; derfor lovpriser vi alle sammen dig, Guds Moder!

Nadververs: ”Herre, i Dit ansigts lys vil vi vandre, og ved Dit navn vil vi glæde os dagen igennem” (Sl. 88:16-17)

En særegenskab ved festen for Forklarelsen er, at man i slutningen af Liturgien efter bønnen bag ambonen, velsigner ”klaser” dvs. vindruer, der på dette tidspunkt i Palæstina netop er blevet modne. Inden ”Forklarelsen” er det forbudt at indtage vindruer, for at styrke den åndelige ærbødighed over for betydningen af denne velsignelse. Frugterne velsignes som en offergave til Gud af alt det der fra naturen, som er velsignet af Gud, bærer frugt, og for det at Herren har givet godt vejr, samt Hans omsorg for mennesket og hjælp til at skaffe det daglige brød. Velsignelsen består i, at festens troparie synges, imens druerne tilrøges, hvorefter præsten beder en særlig bøn fra Menaion eller ”Trebnik” (Fornødenhedstjenesternes Bog). Efter bønnen bestænker præsten vindrueklaserne med helligt vand. De velsignede druer uddeles derefter til de tilstedeværende mennesker. Da vi i norden ikke naturligt har vindruer, er det i stedet tradition at velsigne æbler og andre frugter. I dette tilfælde læses en anden særlig bøn fra ”Trebnik” kaldet: ”Bønnen for dem der bringer de første frugter”.

117. Fejringen af “Guds Moders Hensovelse”.

Ikon forestillende Gudsmoders Hensovelse. Over Gudsmoders jordiske legeme, ses Herren Jesus Kristus holdende et spædbarn i armene, dette spædbarn symboliserer Jomfru Marias sjæl, som Herren bragte til Sit Rige. Omkring hende ses Apostlene, Herrens slægtninge, de første biskopper som f.eks. Apostlen Jakob, Herrens broder (fætter). Derudover ses de himmelske skarer og ærkeenglen Mikkel der hugger hånden af den jødiske præst Athonius, som ønskede at vælte Gudsmoders legeme. Athonius indså straks sin synd, og bad Kristus om at forbarme sig over ham, hvorefter han blev helbredt. Athonius modtog kristendommen, og led kort tid derefter martyrdøden, dræbt af sine jødiske frænde.

Fejringen af vor Alhellige, Herlige Herskerinde, Gudføderske og bestandigt Jomfruelige Marias Hensovelse er indstiftet til ihukommelse af Guds Moders bortgang, som Hun blev bebudet tre dage forinden af Ærkeenglen Gabriel, alle apostlenes ankomst fra alle hverdenshjørner, ud over Thomas, Hendes begravelse i Gethsemane og da Herren på den tredje dag tog Hendes alrene legeme til himmels. Da den Alrene Guds Moder blot tre dage havde befundet sig i graven, og apostlene på den tredje fandt Hendes grav tom, kaldes Hendes død for ”Hensovelsen”, dvs. faldet i søvn. Festen er en Gudsmoders fest, og regnes som en af de store fester blandt de tolv. Den fejres 15. august, og har én dags forfejring samt 9 dages efterfejring. Festens apodose er den 23. august. Fra den 14. til den 23. august synges Hensovelsens katavasia. Fejringen af Guds Moders Hensovelse er beskrevet i kilder fra det 4. århundrede.

For i højagtelse og værdigt at fejre denne fest, forbereder de troende sig til festen ved at faste i 2 uger inden. Denne faste kaldes ”Hensovelsesfasten” eller ”Den Alhellige Gudføderskes Faste”. Fasten begynder 1. august og slutter 14. august. Til denne faste er det tilladt at spise fisk til fejringen af Herrens Forklarelse. På mandage, onsdage og fredage er det tilladt at indtage tørkost (vand, brød, grøntsager), tirsdag og torsdag er det tilladt at spise marmelade uden olie, lørdag (sabbat) og søndag er det tilladt at spise syltetøj med olie og vin.

I stichírerne til Hensovelsen udtrykkes den ærefrygtige forbløffelse over Guds Moders død: ”kilden til livet lægges i graven og graven bliver en stige til himlene”… Derefter udtrykkes forbløffelsen over de begivenheder der fandt sted efter Gudsmoders Hensovelse og dermed udgør det ydre, synlige billede af festens begivenheder, nemlig: det at Apostlene samledes for at ære og kysse Guds Moders Legeme, og det at Frelseren viste sig med englene for at tage imod Guds Moders sjæl. Denne sidste omstændighed viser, at Guds Moders Hensovelse ikke er døden, men Hendes fremtræden til det evige liv. Efterfølgende opfordres de troende til at lovprise Guds Moder og bede Hende om himmelsk hjælp og beskyttelse.

Paremíerne er de samme som læses til fejringen af Gudsmoders Fødsel.

Festens troparie:

Forklaring:

”Ved din Fødsel bevarede du din jomfruelighed, ved din hensoven forlod du ikke verden, Gudføderske. Du blev overført til liv, da du er Livets Moder, og ved dine forbønner forløser du vore sjæle fra døden.”

Gudføderske, da du fødte (Kristus) bevarede du din jomfruelighed og da du sov hen forlod du ikke verden. Du overgik til det evige liv, da du selv er Livets (dvs. Jesu Kristi) Moder, og med dine bønner udfrier du vore sjæle fra døden.

Festens kontakie:

Forklaring:

”Graven og døden kunne ikke fastholde Gudfødersken, der er utrættelig i sine forbønner, og hvis anråbelser er et usvigeligt håb. For som Livets Moder er hun blevet overført til livet af Ham, der tog bolig i hendes jomfruelige liv.”

Hverken graven eller døden havde magt over Gudfødersken, hun som utrætteligt, evigt våger i bøn, og hvis forbøn er et uudtømmmeligt håb. For som Livets (Jesu Kristi) Moder er hun blevet overført til det evige liv af Ham der tog bolig i hendes evigt jomfruelige skød.

Ikon forestillende Gudsmoders Hensovelse. Novgorod, 1500’tallet.

I kanónen citeres Guds Moders ord, der var henvendt til hendes elskede Søn, hvori hun beder Ham om at tage hende til himmelen. Frelserens ord til Gudsmoder indgår også i kanónen, vedrørende hvordan Frelseren steg ned til jorden med utallige engle for at hente Den Alrene Sjæl tilhørende Hedes der fødte Ham i kødet, og bringe hende til Faderen. Efterfølgende fremgår de hellige Apostles sange som de sang over Gudsmoders grav efter de havde forsamlet sig fra alle verdenshjørner, for værdigt at begrave hendes Alrene Legeme, der efter døden var uforgængeligt, for derefter at bevidne hendes underfulde overførelse til himmelen. Apostlenes hyldest til Gudsmoder tillægges de ovenstående ord, i hvilke de højlover Guds Moder, der selv efter døden fortsætter med at redde os fra den åndelige død med sine bønner.

Både prokímen, oplæsningen fra Apostlen og Evangeliet er de samme passager der læses til fejringen af Gudsmoders Fødsel.

Zadostojnik:

Forklaring:

”Idet englene så den Alrenes hensovelse, forundredes de over hvordan Jomfruen opstiger fra jorden til himmelen.”
”I dig besejres naturens love, rene Jomfru, i fødslen bevares jomfrueligheden og livet forenes med døden. Efter fødslen forblev du Jomfru, og efter døden forblev du levende. Du udfrier altid, Gudføderske, din arvedel.”

Da englene så den Alrene Gudføderskes hensoven, blev de forundrede over hvordan Jomfru Maria steg op fra jorden til himlen.
I dig, rene Jomfru, er naturlovene blevet brudt og overvundet: thi du bevarede jomfrueligheden efter at have født, og i dig forenes livet med døden. Efter at have født forblev du Jomfru, og efter døden forblev du levende, Du hjælper og befrier altid din arvedel, Gudføderske.

 Nadververs: ”Jeg vil gribe frelsens bæger og påkalde Herrens navn” (Sl. 115:4 septuaginta).

 

SYVENDE DEL

beskrivelse og forklaring af

FORNØDENHEDSTJENESTERNE
eller de private gudstjenester.

118. Begrebet ”fornødenheds- eller behovs-tjeneste”.

Ud over de fælles gudstjenester der tjenes for alle de troende, hvilket i det foregående er blevet beskrevet, haves også private gudstjenester. Private gudstjenester, er tjenester der holdes efter forespørgsel fra enkelte kristne på baggrund af et eller flere konkrete behov. Derfor kaldes disse gudtjenester for ”fornødenhedstjenester” eller ”behovstjenester”. Denne kategori af gudstjenester indeholder alle Mysterier (sakramenter), untaget Eukaristien – Den Hellige Kommunion eller Nadveren, som er en del af de fælles gudstjenester, nemlig: Den Guddommelige Liturgi. Derudover hører særlige bønnetjenester som ”moleben” til forskellige situationer, begravelse af de afdøde og særlige bønnetjenester kaldet ”Panikhida”, hvori de kristne beder Herren om en afdød persons frelse. Dertil kommer mange andre tjenester, der alle er samlet i bogen ”Hagiasmatárion” (gr. Ἁγιασματάριον) eller ”Euchológion” (gr. Εὐχολόγιον) som den hedder på græsk, eller ”Trébnik” (slav. Требникъ) som den hedder på kirkeslavisk. Dette vil tilnærmelsesvist kunne oversættes som ”Behovenes Bog” eller ”Fornødenheds-tjenestebogen”. Denne bog er sidestillet med de gejstliges ”Hieratikon” (gr. Ἱερατικόν) eller ”Sluzhebnik” (slav. Служебникъ), som vi på dansk kalder ”Tjenestebogen”, hvori de gejstliges bønner til udførelsen af de fælles gudstjenester i templet er samlet.

Af praktiske årsager findes der en række forskellige samlinger af fornødenhedstjenester i bøger, der bl.a. kaldes: ”Den Store Euchologion”, ”Den Lille Euchologion”, ”Den Udvidede Euchologion” med flere. Yderligere findes også en særlig monastisk fornødenheds-tjenestebog, hvori ordningen for munketonsuren er beskrevet.

Den ældste fornødenheds-tjenestebog der er bevaret til vor tid, er Hl. Serapion af Thmuis’ Euchologion, der dateres tilbage til det 4. århundrede e.Kr. Derudover findes dele af fornødenhedstjenesterne i 8. bind af de ”Apostolske Stadfæstelser”. Sinaiklostrets håndskrift af fornødenheds-tjenestebogen fra 600’tallet er også bevaret til vore dage.

Alle de bønner og helliggerninger eller ritualer der indgår i Behovenes Bog, som navnet antyder, er det som alle ortodokse kristne har behov for i løbet af deres liv. Gennem disse tjenester udtrykkes den hellige Kirkes moderlige kærlighed til alle dens børn – dvs. alle troende kristne. Disse behovstjenester omfavner hvert eneste øjeblik af den kristnes liv, begyndende fra personen kommer til verden og slutter med overleveringen af personens legeme til jorden efter han er sovet hen. I bogstaveligste forstand velsigner Kirken hvert enestre skridt i den kristnes liv, hver eneste påbegyndelse eller gøremål. Alt helliggøres med bøn, påkaldelse af Guds nåde og Hans velsignelse. En sand kristen foretager sig intet uden Guds velsignelse, idet han ved, at kun med denne velsignelse kan noget som helst lykkes for ham. Den Hellige Kirke imødegår dette behov, ved at tilbyde særlige gudstjenester og bønneregler der relaterer til alle disse omstændigheder og behov. Alle disse tjenester er fremsat i en rækkefølge i Behovenes Bog, der tilnærmelsesvist er den rækkefølge en kristen vil få behov for dem i løbet af sit liv, begyndende fra personens fødsel. Derfor vil disse tjenester også her gennemgås i samme rækkefølge. Ikke alle fornødenhedstjenesterne vil blive gennemgået uddybende i denne bog, men mange vil blive nævnt for at give indtrykket af, at der findes en tjeneste for næsten hver eneste omstændighed i livet.

Bemærkning:

Det er udelukkende en præst der kan udføre fornødenhedstjenesterne, ligesom alle andre gudstjenester hvor de hellige mysterier udføres. I helt særlige tilfælde kan en lægperson udføre dåbsmysteriet på et menneske, hvis den pågældende er døden nær, og der ikke er nogen præst i nærheden. En lægperson kan også udføre ordenen af “Panikhida”, dvs. bønner for en afdød persons frelse, men fremgangsmåden adskiller sig fra den de gejstlige udfører. Fornødenhedstjenesterne er her udelukkende beskrevet for forståelsens skyld. Intet menneske burde nogen sinde berøre helliggerningen uden at være håndspålagt til den gejstlige stand, hvilket man kan overbevises om i Bibelen, hvor der adskillige gange berettes om lægfolk der giver sig i kast med at udføre helliggerninger, samt hvilke konsekvenser det førte med sig. Særligt uddrivelsesbønnerne (exorcismebønnerne) og tjenesten til bortjagelse af dæmoner er ekstremt farlige praksisser, der i ukyndige hænder kan medføre både åndelig og legemlig død. 

119. Liste over de fleste fornødenhedstjenester.

  1. Bønner på den første dag efter en kvinde har født et barn.
  2. Bønner til velsignelsen af et barn, der navngives på den 8. dag efter dets fødsel.
  3. Bønner for en kvinde fyrretyve dage efter hun har født et barn.
  4. Bønner for en kvinde der har misbåret et barn (dvs. haft spontan ufrivillig abort).
  5. Bønner ved optagelsen af en Katekúmen.
  6. Ordenen for udførelsen af den Hellige Dåb.
  7. Den korte bønneregel for hvordan man døber et barn, af frygt for dets nært forestående død.
  8. Ordenen af skriftemålet (Bodsmysteriet).
  9. Bønnen for en person der frigøres fra et forbud (Epitimí).
  10. Ordenen der benyttes ved forlovelsen.
  11. Ordenen af vielsen.
  12. Bønnen for aftagelse af vielseskronerne på den 8. dag.
  13. Ordenen for et andet ægteskab.
  14. Ordenen for helliggørelse af den hellige olie.
  15. Tjenesten for når der hastigst er behov for at give en meget syg person Kommunion.
  16. Den bedende kanón til vor Herre Jesus Kristus og den Alrene Gudføderske, Herrens Moder, idet sjælen skilles fra legemet hos en hvilken som helst rettroende person.
  17. Tjenesten der benyttes til sjælens afsked med legemet, når et menneske længe har været forpint.
  18. Ordenen for begravelse af lægfolk.
  19. Ordenen for begravelse af afdøde under den Hellige Påske.
  20. Ordenen for begravelse af præster.
  21. Ordenen for begravelse af spædbørn.
  22. Ordenen for begravelse af munke og nonner.
  23. Ordenen for den lille vandvielse.
  24. Ordenen for den Store vandvielse til festen for Herrens Dåb (Teofanien).
  25. Ordenen for iklædelse af en person i den monastiske ryasson og kamilavka.
  26. Ordenen for tonsuren til den lille engleskikkelse, dvs. Mantia.
  27. Ordenen for tonsuren til den store engleskikkelse, dvs. Skema.
  28. Ordinationen af en læser eller sanger.
  29. Ordinationen af en hypodiakon.
  30. Håndspålæggelsen af en diakon.
  31. Håndspålæggelsen af en presbyter (præst).
  32. Håndspålæggelsen af en biskop.
  33. Bønner i begyndelsen af den Hellige Store Faste.
  34. Bønnen ved velsignelsen af palmegrene og andre træer Palmesøndag.
  35. Bønnen til velsignelse af mad bestående af kød, Påskedag.
  36. Bønnen til velsignelse af ost og æg, Påskedag.
  37. Bønnen til velsignelse af Ártos, Påskedag.
  38. Bønnen til delingen af Ártos lørdag efter Påske.
  39. Bønnen til velsignelse af vindruer den 6. august.
  40. Bønnen til velsignelse af de første frugter og grøntsager.
  41. Ordenen for en pejseovn.
  42. Bønnen ved læggelsen af fundamentet til et hus.
  43. Ordenen for velsignelse af et nyt hus, som det ønskes at tage bolig i.
  44. Bønnen for et tempel, der forstyrres af onde ånder.
  45. Bønnen for velsignelse af salt.
  46. Den inderlige bøn til enhver Lytí.
  47. Bønnen for velsignelse af en kvæghjord.
  48. Ordenen for bønnetjenesten der tjenes under dødbringende sygdom hos kvæg.
  49. Ordenen for velsignelse ved påbegyndelse af såningen.
  50. Bønnen for marker.
  51. Ordenen til velsignelse af kóliva.
  52. Bønnen til velsignelse af en lade.
  53. Bønnen til velsignelse af fiskenet.
  54. Bønnen for at bygge et skib.
  55. Bønnen ved udgravelsen af en brønd.
  56. Ordenen for velsignelse af en ny brønd.
  57. Ordenen der tjenes, i tilfælde af noget urent falder ned i en brønd med vand.
  58. Ordenen til velsignelse af bier.
  59. Ordenen til velsignelse af bistader.
  60. Bønnen til velsignelse af et hvilket som helst velduftende græs.
  61. Bønnen til velsignelse af en hvilken som helst ting.
  62. Liste over alle kristne navne.
  63. Bønnen for de syge.
  64. De syv hellige børns bøn for en skrøbelig person der ikke kan sove.
  65. Når præsten gør korsets tegn med det hellige spyd over et pinefuldt sygt sted (på en person).
  66. Bønnen for åndelige børn, sagt til Kristi Fødsel.
  67. Bønnen for de rejsende.
  68. Ordenen af bønnereglen om helbredelse af syge, forpinte, magtesløse, og besatte af urene ånder.
  69. Bønnen for fredsstiftelse mellem fjendtlige parter.
  70. Hellige Basilios den Stores bøn, til uddrivelse af en dæmon fra en besat person.
  71. Ordenen der benyttes i tilfælde af at noget besmittet eller urent for nyligt er faldet ned i en beholder med vin, eller olie, eller honning, eller noget som helst andet.
  72. Ordenen der benyttes ved marker, eller vinstokke, eller vinmarker hvis de skulle blive skadet af insekter, eller noget andet.
  73. Bønnen for dem der har spist noget dårligt.
  74. Bønnen over en beholder der er vanhelliget.
  75. Bønnen over korn eller mel eller nogen anden spise, der er blevet skadet af insekter.
  76. Ordenen der benyttes ved grundlæggelsen af en kirke og hejselsen et kors.
  77. Bønnereglen der tjenes når man rejser et kors på taget over en nybygget kirke.
  78. Ordenen for helliggørelsen af et tempel, udført af en biskop.
  79. Ordenen for velsignelse og indvielse af gudstjenestelige beholdere: dette er diskos, kalken, stjernen og skeen, samt deres tre dækkeklæder, hvis de alle velsignes samtidigt.
  80. Bønnen over en enkelt ny diskos.
  81. Bønnen over en enkelt ny kalk, dvs. bæger.
  82. Bønnen når man særligt velsigner en ny stjerne (asterisk).
  83. Bønnen når man velsigner en ny ske til de guddommelige mysterier.
  84. Bønnen når man velsigner nye dækkeklæder til tildækkelse af de hellige mysterier under tjenesten.
  85. Ordenen for velsignelse af en ny gavebeholder.
  86. Ordenen for velsignelse af en Eiletón.
  87. Ordenen for velsignelse eller indvielse af nye liturgiske klæder.
  88. Ordenen for velsignelse alle klæder som dækker den Guddommelige Trone og offerbordet.
  89. Ordenen for velsignelse og indvielse af et nyoprejst kors.
  90. Ordenen for velsignelse og indvielse af et ikon forestillende den Hellige Treenighed i skikkelsen af tre engle, eller Teofanien, eller Forklarelsen, eller Pinsen.
  91. Ordenen for velsignelse og indvielse af et eller flere ikoner forestillende Kristus eller Herrens Fester.
  92. Ordenen for velsignelse og indvielse af et eller flere ikoner forestillende den Alhellige Gudføderske.
  93. Ordenen for velsignelse og indvielse af et eller flere ikoner forestillende en helgen.
  94. Ordenen for velsignelse af nye kirkelige beholdere, hvor et eller flere velsignes samtidigt: røgelseskar, tallerkener til ophøjelsen (anafora), spyddet, vandbeholdere og andre redskaber der hører alterrummet til.
  95. Ordenen for velsignelse af et nyt skrin, eller en hvilken som helst anden beholder, der er udfærdiget til opbevaring af de helliges relikvier.
  96. Velsignelsen af et kors der bæres på brystet.
  97. Ordenen for velsignelse og indvielse af en ikonostasis.
  98. Ordenen for velsignelse og indvielse af mange forskellige ikoner samtidigt.
  99. Ordenen for velsignelse af en kirkeklokke.
  100. Ordenen for velsignelse af en vogn på hjul (hestevogn, stridsvogn, automobil).

120. Bønner på den første dag efter en kvinde har født et barn.

Som tidligere beskrevet, omfavner Kirkens moderkærlige omsorg alle aspekter af et menneskes liv, fra det fødes til det dør. Når et lille barn fødes, mødes det af en from og kærlig kristen familie som en velsignelse fra Gud. Straks efter et nyt menneske kommer til verden, beskytter den Hl. Kirke allerede barnet og dets moder fra alt ondt, med tre særlige bønner, som læses af præsten over den nybagte moder og den nyfødte, iført sit epitrachelie. På vegne af hele den kristne forsamling, takker præsten Herren i den nyfødtes hjem for, at Han har bevaret moderen under fødslen, og beder Gud om at helbrede hende fra sygdom. Præsten beder yderlige Herren om at give hende styrke og kraft til snarligt at ”rejse sig”, og beskytte det nyfødte spædbarn med Sin Himmelske indgriben, og værdige det at kunne tilbede Gud i de jordiske templer.

Bønnerne begynder med den almindelige indledning, dvs. ”Himmelske Konge…” og den Trehellige sang, hvorefter præsten siger ”lad os bede til Herren” og beder bønnen: ”Hersker og Herre, Du Almægtige…”. Desværre er der mange i vor tid der ikke kender til disse bønners eksistens, og i uvidenhed inviterer de derfor ikke en præst til at udføre denne tjeneste. Men, som Ærkebiskop Averky Taushev af Jordanville skriver, er det præstens pligt at forberede hans kvindelige menighedslemmer i god tid, så de får kendskab til disse bønner, og derfor i rette tid kan tilkalde præsten. Således vil et menneske fra dets første færd blive velsignet ved bøn, sådan som det fra oldtiden er stadfæstet af den Hl. Kirke.

121. Bønner til velsignelsen af et barn,
der navngives på den 8. dag efter dets fødsel.

Otte dage efter et barns fødsel, bringes det til templet for at fremstilles for Gud og navngives af præsten, ligesom det var skik i det Gamle Testamente. Barnet bringes ind i templets ”forgård” (narthex), hvor det foran dørene ind til selve templet, fulgt af særlige bønner, modtager et kristent navn. Efter navngivelsen velsigner præsten barnet og beder Herren om, at lyset fra den Guddommelige lære altid må oplyse den nyfødtes sjæl, at Guds Søns lidelser på korset altid må ihukommes i barnet hjerte, for at den nyfødte kan blive ét med Kirken, aldrig frasige sig troen på Kristus og, efter at have ført et liv på jorden efter Guds Bud: bevare ”sit kalds uforgængelige segl”, og blive værdiget at arve saligheden i Herrens himmelske Rige.

I Týpikon står følgende skrevet: ”Og det (barnet) skal opkaldes efter den helgen, hvis ihukommelse der fejres på den 8. dag (efter dets fødsel), eller en anden ønsket helgen”. I Rusland har der tidligere været en from tradition – ikke selv at vælge et navn til barnet, men opkalde det efter den helgen, som Kirken ihukommer på dagen for barnets fødsel, eller på dagen for barnets navngivelse (den 8. dag). Kirken forbyder dog ikke at opkalde barnet efter en hvilken som helst anden helgen.

Selve ordningen for hvordan barnet navngives, består i følgende: Præsten starter tjenesten med udråbet: ”Velsignet er vor Gud, stedse, nu og altid og i evigheders evighed.” ”Amen.” Derefter læses indledningsbønnerne fra den Trehellige sang indtil Fader Vor. Herefter synges dagens afskedstroparie eller tropariet til templets helgen, hvorefter præsten velsigner spædbarnets pande, mund og bryst. Han siger efterfølgende den særlige bøn, som beskrevet tidligere, velsigner barnet med korsets tegn og navngiver det. Derefter tager præsten barnet i sine arme og gør korsets tegn med det foran et ikon af den Alhellige Gudføderske, imens han synger tropariet for ”Herrens frembærelse i Templet”: ”Glæd dig, højt velsignede Gudføderske og Jomfru, for fra dig strålede Retfærdighedens Sol frem: Kristus vor Gud, der oplyser dem, som er i mørket. Glæd dig også, du retfærdige ældste, som i dine arme modtog vore sjæles Befrier; Han, som giver os opstandelse.” Derefter siger præsten bortsendelsen, hvori han ihukommer navnet på den helgen, som barnet er opkaldt efter.

I Týpikon findes der en bemærkning vedrørende forskellige særtilfælde. For eksempel, hvis et spædbarn er ramt af sygdom, skal man ikke vente til den 8. dag, men ”straks efter dets fødsel vaske det og døbe det, for at det ikke må gå bort uoplyst” dvs. at man med det samme skal døbe barnet, for at det ikke skal dø udøbt.

Hvis barnet er dødfødt, findes der også her en særlig bøn kaldet: ”Bønnen for en kvinde der har misbåret et barn” (dvs. har født et dødt barn eller haft spontan ufrivillig abort), hvori præsten beder til Gud for den moder der har født et dødt barn, ligesom man beder for en der har begået et mord ”forsætligt eller uforsætligt” (dvs. frivilligt eller ufrivilligt), og beder Herren om at tilgive hende hendes synder. Da Kirken tror og bekender, at intet i verden sker tilfældigt, at ikke et eneste hår kan falde fra et menneskes hoved uden Gud ved det, og at barnefødsel er frelsende og at børn er en velsignelse fra Gud, som ikke alle mennesker får: er spontane aborter eller dødfødte børn (for ikke at tale om decideret aktive og frivillige aborter) et resultat af menneskets syndighed. Derfor betragtes alle former for aborter og dødfødsler af kristendommen som barnemord, hvilket både barnets moder og fader er skylddige i. Ifølge ”Pidalion” eller ”Roret” som den kaldes på dansk (en samling af alle den ortodokse Kirkes love), ekskommunikeres både fader og moder til et dødfødt barn i ét år, for at give dem mulighed og hjælp til at angre og rette op på deres liv. Således kan de atter træde ind i fællesskab med Kristus gennem den Hellige Kommunion. Det skal dog huskes, at ekskommunikation udelukkende er et opdragende element, som ingen indflydelse i sig selv har på om en person angrer sin synd eller ej. Det er op til den faldne selv om han ønsker at rejse sig eller blive liggende. Fra Kirkens side er det en kærlig håndsrækning mod den faldne og ikke en ”straf”, som man i vesten kan have opfattelsen af, pga. de romerske katolikkers opfattelse af ordet ”ekskommunikation”.

122. Bønner for en kvinde fyrretyve dage efter hun har født et barn.

På den fyrretyvende dag efter en kvinde har født et barn, skal hun sammen med barnet komme til templet, og uanset om barnet allerede er døbt eller ej, læses særlige bønner over dem. Hvis spædbarnet er hensovet inden denne dag, kommer moderen alligevel til templet for at få læst bønnerne over sig. For barnets vedkommende skal det ”kirkes”, dvs. at barnet kan begynde at komme i kirkeforsamlingen. I forhold til moderen, er disse bønner en renselse fra den naturlige urenhed efter fødslen. Inden den fyrretyvende dag efter fødslen af et barn, kan moderen ikke træde ind i templet, og modtager ikke dem Hl. Kommunion, ud over tilfælde af alvorlig, dødelig sygdom. Dette er fordi Kirken ønsker at beskytte den nybagte moder fra overanstrengelse, og give hende mulighed for at rette sin fulde opmærksomhed mod barnets velvære. Man kan sige disse 40 dage er en ”ferie” fra de anstrengelser som følger med gudstjenesterne, lange bønneregler og faste.

Selve tjenesten består i det følgende:
Præsten siger det indledende udråb, hvorefter begyndelsesbønnerne fra den Trehellige sang til Fader Vor læses. Derefter synges dagens eller den helliges bortsendelsestroparie, samt de 4 bønner. Den første bøn består af to dele: Den første halvdel omhandler moderen, og den anden del – barnet. Den anden del læses ikke, hvis barnet ikke har overlevet de 40 dage. Hvis barnet ikke er døbt, siger præsten bortsendelsen efter de 4 bønner. Hvis barnet allerede er døbt, ”kirkes” barnet i forlængelse af de 4 bønner. Dette foregår ved at præsten tager barnet i sine arme, og tre gange siger ordene: ”Guds tjener (navn) kirkes” idet han gør korsets tegn med barnet: først foran dørende ind til templet i forgården (narthex), derefter midt i templet, og til sidst foran de Kongelige Porte, hvor passende vers fra Hl. Davids salmer læses. Hvis barnet er et drengebarn, bringes det ind i Det Allerhelligste, dvs. alterrummet, hvor præsten ved den Hl. Trones (alterbordets) sydlige eller nordlige side, også gør korsets tegn med barnet. Derefter siger præsten ”Herre! Nu lader Du Din tjener gå bort i fred…”, lægger barnet foran de Kongelige Porte og siger herefter den samme bortsendelse der siges til festen for Herrens frembærelse i Templet, som dette ritual har sit ophav fra.  

123. Den hellige dåb.

Mysteriet af den hellige Dåb, er indstiftet og stadfæstet af vor Herre og Frelser, Jesus Kristus. I Evangeliet berettes der om hvordan Herren efter sin opstandelse viste sig for sine disciple – Apostlene. Her er det fortalt, hvordan Herren fortalte følgende til dem: ”Mig er givet al magt i Himmelen og på jorden. Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer.” (Matt. 28:18-20). Der findes også en anden reference, da Herren talte med Nikodemus: ”Sandelig, sandelig siger Jeg dig: ingen kan komme ind i Guds rige, hvis han ikke bliver født af vand og Ånd.” (Joh. 3:5). Oldkirkens historie bevidner, at Apostlene og senere alle deres efterfølgere, udførte Dåbsmysteriet.

Dåben er et mysterium, hvor den der skal døbes, ved tre fulde nedsænkninger i helligt vand idet ordene: ”Guds tjener (navn) døbes i Faderens; amen, og i Sønnens; amen, og i Helligåndens navn; amen!” siges. Gennem dette hellige mysterium renses den døbte fra Adams synd (arvesynden), samt alle sine egne synder (såfremt den døbte er voksen), idet Helligånden kommer over ham. I dåben dør det syndige liv, og et nyt, åndeligt og nådefuldt liv fødes. Derfor er der tale om en ny fødsel, hvorefter den døbte begynder at leve et nyt, helligt liv. Således er dåben en åndelig fødsel, og da mennesket kun fødes én gang, gentages dåben aldrig. Det skal påpeges, at den ortodokse Kirke ikke anderkender nogen som helst ritualer fra kætterske, frafaldne sekter der kalder sig selv for ”kirker” eller ”kristne”. De rettroende kristne tror og bekender, at der kun findes én Hellig Katolsk og Apostolsk Kirke, og at der ikke kan være nogen alternativer til de hellige mysterier som er indstiftet af Herren selv og apostlene, da Helligånden ikke virker gennem dem. Derfor døber man kættere der ønsker at vende tilbage til Kirken, så som latinere (romerske katolikker) og alle former for protestanter, samt andre sektanter. Hvis man er i tvivl om et spædbarn er døbt eller ej (f.eks. et hittebarn), er det nødvendigt at døbe det, for ikke at fratage det muligheden for at deltage i dette store og nødvendige mysterium for vor frelse. Man siger da følgende generelle ord: ”hvis han/hun ikke er døbt”.

Ifølge Kirkens reglement skal dåben udføres i templet (derfor er det nødvendigt at have en døbefont af en størrelse, hvor man kan nedsænkes fuldstændigt), og udelukkende i tilfælde hvor det er livsnødvendigt, tillades det at døbe andre steder, f.eks. i hjemmet. Dåben må ikke udføres i andre væsker end vand. Vandet skal være rent, uden tilblandinger af noget som helst. Man kan døbe flere personer i det samme vand lige efter hinanden, uden at skifte det. Vandet skal inden dåbsmysteriet indvies (velsignes): det er forbudt at døbe i vand der ikke er velsignet af en præst umiddelbart inden selve mysteriet (ud over helt særlige tilfælde, når der ikke er en præst tilstede som kan velsigne det). Efter dåben skal døbevandet hældes ud et rent sted (f.eks. i jorden eller i en brønd, og aldrig i kloakken). Under dåben skal tre lys brænde foran døbefonten. Til dåben skal der, ligesom til andre mysterier i Kirken, være vidner tilstede. Disse vidner eller faddere (gudforældre), bevidner over for Gud og mennesker at den døbte er døbt sådan som Herren har befalet, og står samtidigt til ansvar over for Gud for at den døbte bliver oplært i troen og bevarer den.

Det fuldgyldige dåbsmysterie kan opdeles i tre dele: 1) Optagelsen af en katekúmen; 2) Selve Dåben; 3) Krismeringen eller Myrrasalvelsen. Disse kan yderligere underopdeles, og vil blive gennemgået i det følgende:

Optagelsen af en katekúmen.

1) Katekumenatet.
Inden selve dåben, skal personen gøres til katekúmen. For at kunne blive døbt, skal man først indvies i katekumenatet, der er en særlig kategori af mennesker som forbereder sig til at modtage den hellige dåb. Ordet katekúmen kommer af græsk ”κατηχούμενος” og betyder ”person der gennemgår katekese”, dvs. instrueres i, eller lærer om den kristne tro. Kun spædbørn kan døbes uden at gennemgå katekumenatet i længere tid. En voksen, dvs. fra syvårsalderen, kan ikke blive døbt uden først at have været katekúmen, dvs. været blevet undervist og instrueret i den ortodokse, rette kristne tros sandheder. En katekúmen skal forsage alle sine tidligere fejlagtige hedenske, jødiske, muhammedanske eller kætterske antagelser, og offentligt tilkendegive sit ønske om at blive rettroende kristen, efter at have frasagt sig sin tidligere tro. Kirken elsker katekúmenerne, og hele Kirken, dvs. alle ortodokse kristne, beder til hver eneste Guddommelige Liturgi for katekúmenerne: for at Gud må forbarme sig over dem, undervise dem i sandhedens ord, åbenbare sandhedens Evangelium for dem og lade dem blive ét med Guds Hellige Katolske og Apostolske Kirke, og frelse dem. To årtusinders erfaring har vist, at den stærkeste og mest standhaftige tro, opnås gennem ihærdig læring og vilje til at leve efter Guds bud. Derfor er voksne inden de modtager dåben typisk katekúmener fra 1-5 år. På denne måde sorteres også de fra, for hvem dåben ikke har stor betydning, og som måske har andre intentioner med dåben end sjælens frelse. Desværre har flere perioder af liberalisme og manglende indsigt i katekumenatets betydning resulteret i, at mange døbes uden at gennemgå denne sobergørende og åndsstyrkende tid, hvilket har ført til at flere personer falder fra Kirken. Dette er en forfærdelig tendens, for som Apostlen siger: ”Thi det havde været bedre for dem ikke at have lært retfærdighedens vej at kende fremfor efter at have erkendt den da at vende sig bort fra det hellige bud, som blev dem overgivet” (2 Pet. 2:21). Derfor, hvis man ønsker at modtage den hellige dåb, skal man ikke irriteres eller vredes over udsigten til at være katekúmen i en periode, men elske og agte denne tid, som en Guds nådegave for at styrke ånden, og opnå standhaftighed i troen. For hvad er ét eller fem år i forhold til evigheden?

Optagelsen af en katekúmen i katekumenatet er identisk for børn, uanset om deres forældre er ortodokse kristne eller vantro. En voksen person, bliver først navngivet med et kristent navn, før optagelsen i katekumenatet. Derefter skal den voksne som ønsker at døbes, igennem tre “katekeser” eller ”instruktioner”, der ifølge Kirkens reglement skal udføres i forgården til templet, foran templets døre. I den første katekese skal den som ønsker at døbes, berette om alle sine tidligere åndelige og interlektuelle vildfarelser og vrangforestillinger. Personen skal forsage alle disse og udtrykke sit ønske om slutte sig til Kristus. I den anden katekese, skal han enkeltvis bekende den ortodokse Hellige Katolske og Apostolske Kirkes dogmer, og læse en ed til bekendelse af at have forsaget alle sine tidligere vildfarelser, samt sandheden af den frivilligt modtagne ortodokse, rette tro. Det er præstens ansvar at give den nye katekúmen tilstrækkeligt med instruktioner for at lære om den ortodoks kristne tro, samt ikke at døbe personen før at denne er tilstrækkeligt forberedt til dette. Den tredje katekese udføres både for børn og voksne. Her forsager katekúmenen satan, og slutter sig til Kristus.

Den tredje katekese foregår således: Den der ønsker at døbes kommer til templet i de nederste klæder (voksne kommer i en lang hvid skjorte, og børn bringes til templet af sin fadder. Personen må ikke være omgjort af et bælte og skal tage sit fodtøj af og stå barfodet – som manglende den oprindelige sandhed; med armene ned langs siderne – som symbol på at være bundet af syndens bånd; blikket skal være rettet mod øst, hvor paradiset i fordums tid befandt sig, før mennesket mistede det. I begyndelsen stiller personen sig i templets forgård (narthex), som symbol på ikke at være værdig til at træde ind i Guds hus, og præsten puster ham tre gange i ansigtet og på brystet og gør tre gange korsets tegn over ham. Derefter lægger præsten sin hånd på hans hoved, og læser bønnen ved optagelse af en katekúmen i katekumenatet. Det at præsten puster, symboliserer at Guds billede fornys i personen der skal døbes; ved korsets tegn skiller den nytilkomne sig fra de vantros fællesskab; det at præsten lægger hånden på den nytilkomnes hoved betyder, at han modtager Guds nåde, ligesom helligånden kom over folkene da apostlene lagde deres hænder på dem. I bønnen beder præsten Gud om at bortjage ”alle gamle vildfarelser”, give ham erkendelse af at Han alene er den Sande Gud, med Hans Enbårne Søn, vor Herre Jesus Kristus og Helligånden, samt skrive ham ind i livets bog, og forene ham med Guds arvelods hjord, dvs. Kirken.

2) Fordrivelsesbønnerne eller ”exorcismebønnerne”.

Efter denne katekesebøn, følger 4 ”fordrivelsesbønner” eller ”exorcismebønner”. I de to første bønner tvinger præsten i Guds navn djævelen og alle hans dæmoner til at vige bort fra Kristi nyvalgte kriger. I de to sidste bønner beder præsten Gud om at fordrive en hvilken som helst uren, falsk og djævelsk ånd, der skjuler sig og har sat sig fast i katekúmenens hjerte. Under denne sidste fordrivelsesbøn, puster præsten atter på katekúmenens mund, pande og bryst, for med Guds magt at fordrive djævelen, der siden syndefaldet havde fået adgang til mennesket og en form for magt over det, som sit gidsel og sin træl. Mennesket giver frivilligt satan magt over sig selv, når mennesket vælger at leve efter hans love – synden og lidenskabens vej. Derfor befrier Kirken de mennesker, der hidtil havde været trællebundne til synden, og giver dem absolut frihed fra synden og djævelens indskydelser. Det er dog op til hver enkelt at bevare sin frihed, for ikke igen at blive satans træl. Det er af højeste vigtighed at ALLE BØNNERNE ALTID LÆSES TIL ENDE med den største opmærksomhed. Der har været eksempler på at nogle af bønnerne har været udeladt på grund af dovenskab eller forsømmelse, hvilket har haft alvorlige konsekvenser for den døbte efterfølgende: Ærkebiskop Averky Taushev beretter, at disse mennesker efter dåben har udvist symptomer på dæmonisk galskab eller besættelse. Derfor må intet udelades, og alt skal læses opmærksomt uden hast, med tro og gudsfrygt.

3) Forsagelse af satan.

Efter exorcismebønnerne forsager katekúmenen selv satan. Dette foregår ved at præsten vender katekúmenen med ansigtet mod vest, som den retning hvor solen går ned og hvorfra mørket kommer, fordi djævelen, som man skal ”forsage” (dvs. give afkald på), er mørket selv, og i mørket har han sit rige. Præsten beder katekúmenen om at løfte hænderne for satan som i lænker usynligt befinder sig foran ham, og tre gange spørger præsten: ”Forsager du satan og alle hans gerninger og alle hans engle og al hans tjeneste og al hans stolthed? hvorpå katekúmenen tre ganger svarer ”Jeg forsager”. Derefter spørger præsten ham tre gange: ”Har du forsaget Satan?” hvorefter katekúmenen hver gang svarer ”Jeg har forsaget”. Forsagelsen afsluttes med, at præsten formaner katekúmenen om at puste og spytte på satan med ordene: ”så ånd ud og spyt på ham”. Katekúmenen puster da og spytter på satan mod vest, som ligger usynligt for hans fødder. Med dette viser han djævelens skrøbelighed og magtesløshed, og samtidigt bekender han sin foragtelse for satan samt det at den nytilkomne har brudt alle forbindelser til ham, dvs. til sit tidligere syndige liv og trældom til ham.

4) Tilslutning til Kristus.

Efter forsagelsen af satan, vender katekúmenen sig mod øst, hvorfra sandhedens lys stråler, oplyser og helliggør alle mennesker der kommer til verden. Katekúmenen vender sig altså mod øst, rede til at træde frem til et nyt, lyst og helligt liv. Han holder nu sine arme ned langs siderne som symbol på ydmyghed og lydighed over for Gud. Præsten spørger ham da tre gange: ”Slutter du dig til Kristus?” og han svarer: ”Jeg slutter mig til Kristus”. Derefter spørger præsten bekræftende tre gange: ”Har du sluttet dig til Kristus?” hvorpå katekúmenen svarer: ”Jeg har sluttet mig til Kristus”.

5) Trosbekendelsen.

Denne tilsluttelse til Kristus, er intet mindre end et løfte om troskab til Ham, ligesom en kriger aflægger soldatered, dvs. sværger troskab til sin konge og sit fædreland. Ligesådan siger katekúmenen, der træder frem til hellig union med Kristus, den Himmelske Konge, Trosbekendelsen tre gange. Imellem hver fremsigelse af Trosbekendelsen, gentager præsten spørgsmålet: ”Har du sluttet dig til Kristus?” hvorpå katekúmenen svarer: ”Jeg har sluttet mig til Kristus”, og præsten siger: ”Og tror du på Ham?” hvorefter katekúmenen svarer: ”Jeg tror på Ham som Konge og Gud”. Derefter opfordrer præsten katekúmenen til at falde på knæ foran Kristus med ordene: ”Fald da på knæ for Ham”. Katekúmenen falder på knæ og bøjer sig til jorden idet han siger: ”Jeg falder på knæ for Faderen og Sønnen og Helligånden, den uadskillelige Treenighed af et og samme væsen”. Det er vigtigt at man ikke bare bøjer sig, men falder på knæ, som Hl. Basilios d. Store skriver. Hvis det er et spædbarn der døbes, siges alt det ovenstående af fadderne (gudforældrene), der derved pålægger sig alt ansvar for barnets tro foran hele Kirken. De pålægger sig altså ansvaret for at tage sig af barnets åndelige opdragelse, så at det, når det bliver voksent, er opdraget i den ortodoks kristne tro. Det siger sig selv, at vantro og kættere ikke kan være gudforældre under nogen omstændigheder.

Vedrørende faddere.

Hvis et drengebarn døbes, skal der være ét vidne af mandligt køn tilstede. Hvis et pigebarn døbes skal der være ét vidne af kvindeligt køn. I vor tid er det dog blevet tradition at have vidner af begge køn tilstede, der i folkemunde kaldes ”gudforældre” eller ”dåbsfader og dåbsmoder”. Der er også vidner eller faddere tilstede når en voksen person døbes. I dette tilfælde fungerer de som vidner og står inde for den døbtes tro og løfter givet i forbindelse med dåben. Således forhindres bedrageri, forfalskning og hykleri i forbindelse med dåben, da der altid vil være vidner til at bekræfte at en given person er korrekt døbt og rettroende. Mænd der er fyldt 15 år og kvinder der er fyldt 13 år kan blive vidner, men det anbefales altid at erfarne mennesker i det kristne liv vælges pga. det store ansvar. Fadderne indgår i et åndeligt slægtsskab med den døbte og den døbtes slægtninge (dvs. de kommer i familie med hinanden), og dette slægtsskab er en forhindring for indbyrdes at kunne indgå i ægteskab, ifølge det 6. økumeniske råds kanón nr. 53. En munk kan aldrig blive fadder. En præst kan ikke blive fadder for en person som døbes af ham selv. I ekstreme tilfælde kan dåben udføres uden et vidne.

Dåben.

Selve dåben kan først finde sted, efter den tredje katekese. Oftest døbes en katekúmen umiddelbart inden den Guddommelige Liturgi, hvor den nyoplyste skal modtage den Hl. Kommunion med Herren. Præsten iklæder sig følgende lyse, hvide klæder: epitrachelion, felonion og epimanikier, da optagelsen af en katekúmen kun foregår iført epitacheliet. Efterfølgende tændes lys og olielamper i templet, og præsten tilrøger døbefonten. Præstens hvide klæder og de brændende olielamper symboliserer Kirkens glæde over opvækkelsen af sine nye lemmer. Tre lys tændes foran døbefonten, og hver fadder tager et lys i hånden. Den første del af selve dåbstjenesten består i at døbevandet indvies og velsignes. Præsten begynder tjenesten med samme udråb som til Liturgien: ”Velsignet være Faderens og sønnens og Helligåndens Rige, nu og altid og i evigheders evighed”.

6) Den Store Ekteni.

Efter præstens indledende udråb, siger diakonen den store ekteni, der er særlig idet der indgår særlige bønner for helliggørelse af vandet og den der skal døbes. Her bedes der om, at Helligåndens nåde må komme over vandet og gøre det i stand til at fordrive enhver synlig og usynlig fjende fra den der døbes, og at den der døbes selv må blive arving til de evige goder, og bevare sjælens renhed indtil Guds frygtelige doms dag. Imens beder præsten stille en bøn, hvori han beder Gud, som er god er barmhjertig, Han som alene ransager menneskets hjerte og inderste hemmeligheder, om at værdige præsten at udføre dåben, velsigne og styrke den der døbes, forme Kristi billede i ham ved genfødslen, og stille ham på det fundament som Apostlene og Profeterne byggede, samt plante ham som et sandhedens frø i Guds Hellige Katholske og Apostolske Kirke.

7) Helliggørelse af vandet.

Denne bøn afsluttes ved at præsten tre gange højlydt udråber: ”Stor er Du, Herre, og underfulde er dine gerninger og intet ord er tilstrækkeligt til at lovsynge Dine undere”. Første del af denne bøn er identisk med bønnen til velsignelse af vandet på dagen for Teofanien, hvilket har været årsag til at nogle hælder en smule vievand fra Teofanien ned i døbefonten. Dette er dog strengt forbudt, idet anden del af bønnen tages i betragtning, hvor der bedes for den der døbes: åbenbar Dig, Herre, i dette vand og giv, at han [eller: hun], der døbes deri, må blive forvandlet…”

8) Oliesalvelsen.

Efter indvielsen af vandet helliggøres olivenolien og den der skal døbes, bliver salvet med den (oftest velsignes olien forud til flere salvelser, hvorfor denne bøn ikke altid læses til selve dåben). Vandet i døbefonten salves også med den hellige olie idet diakonen udråber: ”Lad os være opmærksomme!” hvorefter præsten tre gange synger: ”Halleluja”. Vandet salves til ihukommelse af den begivenhed, da Herren sendte en olivenkvist med duen tilbage til Noa – som tegn på forsoning og frelse fra syndfloden: Over vandet i døbefonten, gør præsten korsets tegn med olien, som tegn på at dåbsvandet tjener til forsoning med Gud, at Guds nåde er åbenbaret gennem det til syndige mennesker, der frelses fra evig død gennem denne nåde. Derpå bliver den der skal døbes salvet med olien, som Kristi medstrider, til ihukommelse om, at han nu træder ind i kampen mod verden der er indhyllet i ondskab, og derfor skal vise sig som en dygtig kriger eller stridsmand for Kristi Kirke, og for at han, som en vild kvist, indpodes på olietræet – på Jesus Kristus.

Salvelsen foregår på følgende måde: Først salves panden med ordene ”Guds tjener [eller: tjenerinde] (navn), salves med glædens olie i Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen.”. Derefter salves brystet med ordene ”Til sjælens og legemets helbredelse”. Ørene: ”Til at han [eller: hun] må høre troen”; hænderne – til udførelsen af hellige gøremål, og fødderne – til at den salvede må vandre på Herrens buds veje. Efter ovenstående velsignelse og påmindelse om det kristne liv, døbes katekúmenen.

9) Selve dåben.

Umiddelbart efter oliesalvelsen, finder det vigtigste øjeblik sted: nemlig de tre fuldkomne nedsænkninger i det hellige vand. Præsten lægger sin hånd på den salvedes hoved, og idet han skuer mod øst, nedsænker han fuldkomment den salvede under vandet, tre gange. Ved den første nedsænkelse siger præsten ordene: ”Guds tjener [eller: tjenerinde] (navn) døbes i Faderens, Amen.” og den anden: ”Og i Sønnens. Amen.” og den tredje: ”Og i Helligåndens Navn. Amen.”. Fadderen siger også ordet ”Amen” ved hver nedsænkning.

Ordet for ”dåb” på græsk er ” βάπτισμα” der svarer til det norrøne ord ”deypa”, der i bogstaveligste forstand betyder at ”dyppe” eller ”nedsænke i vand”. Derfor er det nødvendigt at udføre dåben ved at nedsænke fuldkomment i vandet, og ikke hælde vand på hovedet eller kroppen, som det for nyligt (historisk set), blev tradition i vesten. Sprinklen med vand i vesten blev indført nogle få steder i den sene middelalder af de latinerne (de romerske papister), og blev gradvist spredt til hele vesten, fuldstændigt fortrængende den fuldkomne nedsænkelse i slutningen af 1800’tallet. Gennem den fuldkomne nedsænkelse udtrykkes hele dåbsmysteriets essens, nemlig – den syndige, kødelige livs død, og opstandelse eller genfødsel til et nyt, helligt og åndeligt liv. Nedsænkelsen – Dåben, er et symbol på at man begraves med Kristus, og når man stiger ud af vandet, er det et symbol på at man opstår fra de døde med Ham. Der er tre nedsænkelser til ære for hver af den Hellige Treenigheds hypostasis, som ”genskaber” mennesket gennem nådens Dåb, og samtidigt for at symbolisere de tre dage for Herren, Jesu Kristi opstandelse. Det er strengt forbudt at døbe i nogen andens navn end i Faderens, Sønnens og Helligåndens, som påbudt af Herren Selv i Evangeliet (Matt. 28:19), samt kun med én nedsænkning som det er angivet i Apostlenes stadfæstelser kanon nr. 49 og nr. 50: (Kanon 49) Hvis en biskop eller presbyter i modsætning til Herrens stadfæstelse ikke døber i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn (Matt. 28:19), men i tre begyndelsesløse væseners navn, eller i tre sønners navn, eller i tre trøsteres navn, lad ham da blive afsat (præsteskabet).” og (kanon 50) Hvis en biskop eller presbyter ikke udfører tre nedsænkninger af den ene mysteriehandling, men blot en enkelt nedsænkning, givet til Herrens død, lad ham da blive afsat. Thi Herren har ikke sagt: ’Døb dem til Min død’, men: ’Gå hen og gør alle folkeslagene til mine disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn’ (Matt. 28:19).”

10) Salme 31 synges.

Efter dåben er det foreskrevet tre gange at synge Hl. Davids salme 31, der henviser til Guds løfte om at forlade synder: ”Salige de, hvis overtrædelser er forladt”. Samtidigt iklæder præsten den nydøbte i sandhedens klæde – dvs. i hvide klæder.

11) Iklædelsen og pålæggelse af Korset om halsen.

Ovenstående betyder, at den døbte har iført sig Kristus (Gal. 3:27), eller det nye menneske, der blev skabt i Guds lighed til at leve i den retfærdighed og fromhed, som hører sandheden til (Ef. 4:24), og derved er blevet renset fra enhver synd. Her gives den nydøbte et kors til konstant ihukommelse af Kristi bud: ”Hvis nogen vil gå i Mit spor, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig!” (Matt. 16:24).

Det er udelukkende biskopper og præster der kan udføre dåbsmysteriet. I særlige tilfælde, hvis der ikke er en præst i nærheden man kan tilkalde, og hvis den udøbte er truet af livsfare, kan en lægperson, en mand eller kvinde, døbe den udøbte person. Det er dog et absolut krav, at den der døber er rettroende, ortodoks kristen, og har indsigt i dåbens betydning og vigtighed. Dåben anerkendes som gyldig, hvis den er udført med tre nedsænkninger i vandet idet ordene Guds tjener [eller: tjenerinde] (navn) døbes i Faderens, Amen. Og i Sønnens, Amen. Og i Helligåndens Navn, Amen.” osv. er blevet sagt. Hvis den døbte overlever, skal en præst fuldende dåben ved at udføre alle de ritualer der hører dåbsmysteriet til, dog uden at ”gendøbe”, hvilket er strengt forbudt.

Efter den hl. ortodokse Kirkes kanoner, udføres krismeringsmysteriet eller ”myrrasalvelsen” lige efter dåben.

Krismeringen.

12) ”Krismeringen” eller myrrasalvelsen.

Krismering eller Myrrasalvelse er et mysterium hvori den troende modtager Helligåndens gaver. Dette sker ved salvelse af legemsdelene med hellig myrra i Helligåndens navn. Disse gaver tilbagevender og befæster den døbte til det åndelige liv, for at han skal være standhaftig, hårdfør og urokkelig i den ortodokse tro, håb og kærlighed. Gaverne giver ham drist og frygtløshed til at bekende Kristi Guds navn foran alle, og vokse i alle dyder. Disse ”gaver” er ikke adskilte gaver som Helligånden ”giver”, men der er tale om Helligånden Selv der kommer over den troende, hvilket er selve Gaven.

På den 10. dag efter Sin Himmelfart, på dagen for den hellige Pinse, sendte Herren Jesus Kristus Sin Alhellige Ånd ned til de Hellige Apostle, således som Han havde lovet. Efter Apostlene havde modtaget denne Gave, begyndte de selv samme dag at prædike Den for de troende, der omvendte sig ved apostlen Peters prædiken, som det står skrevet i Apostlenes Gerninger 2:38. I begyndelsen påkaldte de Helligånden over de troende gennem bøn og håndspålæggelse, men kort tid derefter ændrede de selv denne praksis, da de ikke havde mulighed for at besøge alle de troende og lægge hænderne på dem. Således stadfæstede de at udføre dette mysterium gennem myrrasalvelse. Ordene ”Myrra” = χρίσμα = salvelse, betyder på græsk: ”nådefuld olie” og kaldes oftest på dansk for ”krismering”. Kun biskopper og præster kan udføre krismeringsmysteriet, men udelukkende biskopper kan indvie den hellige myrra. Den hl. myrra skal opbevares i alterrummet i en beholder af ædelmetal eller krystal. Den skal behandles med den største ære og agtpågivenhed, sådan som det tilfalder en helligdom. I tilfælde af brug ved den hellige Dåb og krismering, forberedes en særlig beholder der på slavisk kaldes ”Мѵрница” (myrnitsa = myrrabeholder). Denne indeholder en lille beholder med hl. myrra, en beholder med velsignet olivenolie, to salvepensler, en svamp og en saks til at klippe håret med.

I vesten udfører de romersk-papistiske katolikker dette sakramente ved håndspålæggelse, hvilket kaldes ”confirmatio”. Hos dem er det kun en biskop der kan udføre sakramentet og det udføres altid adskildt fra selve dåben, dog aldrig før 7-12 årsalderen. Kirkerådet i Laodicea i år 343 e.Kr. stadfæstede at Krismeringen eller Myrrasalvelsen altid skal finde sted i forbindelse med selve Dåben. Derfor udføres Krismeringen altid lige efter Dåben i den ortodokse Kirke. Der findes to tilfælde hvor Krismeringen udenfor dåben. 1) Ved tilbagevendelse af personer til Kirken som er døbt rettroende, men som er faldet fra troen sidenhen. Disse mennesker krismeres da de med deres frafald har frasagt sig Helligåndens Gave. 2) Ved salvelsen af en monark i forbindelse med dennes kroning.

Krismeringen som forlængelse af Dåben udføres på følgende måde. Lige efter den døbte er blevet iklædt hvide klæder, læser præsten en bøn hvori han beder Gud om at give den døbte ”Helligåndens Gaves segl”, bevare ham i den modtagne helliggørelse, styrke ham i den ortodokse tro, udfrie ham fra den onde og alle hans snarer, for at dette menneske skal gøres til Det Himmelske Riges barn og arving, ved at behage Gud i hver gerning og hvert ord. Derefter salver præsten den døbte med korsets tegn på panden, øjenlågene, næseborene, læberne, ørerne, brystet, hænderne og fødderne. Ved hver salvelse siger præsten: ”Helligåndens Gaves segl, Amen”. Ordet ”segl” betyder, at den døbte nu tilhører den Hellige Ånd, som har ”sat sit aftryk” på ham ved at komme over ham, og som altid er klar til at bistå mennesket i tanker, følelser, ønsker, ord og gerninger, hvis blot personen selv anstrenger sig for at værdiges den Guddommelige bistand. På dette tidspunkt hvor legemet salves med myrra, helliggøres sjælen af Helligånden.

13) Processionen omkring døbefonten.

Efter myrrasalvelsen, går præsten, den døbte og gudforældrene tre gange omkring døbefonten med brændende lys i hænderne, idet de synger: ”Alle I, som er døbte til Kristus, har iklædt jer Kristus. Halleluja”. Den komplette procession omkring døbefonten symboliserer evigheden. Derfor er denne trefoldige procession omkring døbefonten med lys et symbol på at den nyoplyste person er indtrådt til evig forening med Kristus, verdens Lys. Processionen begynder altid fra højre side, således at den afsluttes ved at man vender tilbage fra venstre side.

14) Oplæsning af Apostlen og Evangeliet.

Efter processionen siges følgende prokimen: ”Herren er mit lys og min Frelser, hvem skal jeg frygte?”  (Sl. 26:1) hvorefter Apostlen Pauli brev til romerne, perikope 91, oplæses (Rom. 6:3-11). I oplæsningen af Apostlen tales der om vor tætteste forening med Kristus; at hvis vi blev begravet med Ham ved dåben til døden, en død der ligner Hans, hvor vi er døde for synden, skal vi også opstå ved en opstandelse der ligner Hans og leve for Gud. I passagen der læses fra Matthæusevangeliet perikope 116 (Matt. 28:16-20), tales der om hvordan Jesus Kristus inden Sin Himmelfart formanede Apostlene om at gå hen og lære alle folkeslag at holde Herrens Bud, og døbe dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Efter oplæsningen fra Evangeliet, siger diakonen en ekteni, hvori der bedes for den nyoplyste og for gudforældrene. Derefter siger præsten, ifølge Typikon, bortsendelsen. Men i vore dage afsluttes dåben ikke her. I oldtiden bar den nydøbte sit hvide klæde i 7 dage, i løbet af hvilke han veg bort fra enhver morskab og tilbragte dagene i faste og bøn af frygt for at miste de levende tegn på Helligåndens syvdelte Gave i flyvske tanker og useriøsitet (se Es. 11:2 – ”Og Herrens Ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands Ånd, råds og styrkes Ånd, Herrens kundskabs og frygts Ånd.”). Den nydøbte kunne ikke engang vaske de synlige tegn på Helliggåndens mystiske aftryk på sig. På den 8. dag afklædte den nydøbte sig sit hvide klæde, og præsten bad herefter en bøn til Gud om, at Han af Sin store nåde i helhed må bevare det åndelige segl på den nydøbte, og vaskede derefter de steder på kroppen hvor den nyoplyste var blevet salvet med den hl. myrra. I vor tid foregår denne afvaskning straks efter diakonen har sagt ektenien, hvor bortsendelsen udelades. I ”Euchologion” eller ”Trebnik” (fornødenhedstjenesternes bog), er denne del af dåben beskrevet under en særskilt overskrift: ”Afvaskningen otte dage efter krismeringen”.

15) Afvaskningen af den hl. myrra.

Lige efter ektenien beder præsten to bønner, hvorefter han løsner den nyoplystes bælte og tager det hvide klæde, dypper det i rent vand og bestænker den nydøbte idet han siger: ”Du er blevet retfærdiggjort. Du er blevet oplyst. Du er blevet helliggjort. Du er blevet afvasket ved vor Herre Jesu Kristi Navn og ved vor Guds Ånd”.

Derefter tager han en ny, ren svamp der er vædet med vand, og aftører den nyoplystes ansigt, samt alle andre steder hvor han er blevet salvet med den hl. myrra, idet han siger: ”Du er blevet døbt. Du er blevet oplyst. Du er blevet krismeret med myrra. Du er blevet helliggjort. Du er blevet afvasket i Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen”.

16) Hårafklipningen.

Efter afvaskningen og aftørringen læser præsten to bønner hvori det udtrykkes at man som menneske skal være forberedt på at ofre alt for Gud. Derefter udføres selve hårafklipningen med ordene: ”Guds tjeners [eller: tjenerindes] (navn) hår afklippes i Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn”. Afklipning af håret symboliserer, at den nyoplyste overgiver sig fuldkomment til lydighed til Gud og bliver dermed Guds træl eller tjener, fordi afklipning af håret altid har været et tegn på trældom og underkastelse. Håret afklippes på følgende måde: Fire små totter hår afklippes fra hovedet, en fra hver side i korsets tegn. Ved hver afklipning rækker præsten det afklippede hår til gudfaderen, som lægger det ind i et stykke bivoks og sænker det derefter ned i døbefonten.

17) Den inderlige ekteni.

Derefter siger diakonen en anden ekteni, hvori der bedes for gudforælderen og den nyoplyste.

18) Bortsendelsen.

Efter ektenien følger bortsendelsen, hvor den helliges navn ihukommes, til hvis ære den nyolyste er opkaldt efter. Der findes tradition for at bede om mange år (længe leve) for den nyoplyste og gudforældrene, samt forældrene lige efter bortsendelsen. Herefter fremrækker præsten det hl. kors så de tilstedeværende kan kysse og ære det.

124. Skematisk opbygning af dåbsmysteriet.

1) Katekumenatet.
2) Fordrivelsesbønnerne eller ”exorcismebønnerne”.
3) Forsagelse af satan.
4) Tilslutning til Kristus.
5) Trosbekendelsen.
6) Den Store Ekteni.
7) Helliggørelse af vandet.
8) Oliesalvelsen.
9) Selve dåben.
10) Salme 31 synges.
11) Iklædelsen og pålæggelse af Korset om halsen.
12) ”Krismeringen” eller myrrasalvelsen.
13) Processionen omkring døbefonten.
14) Oplæsning af Apostlen og Evangeliet.
15) Afvaskningen af den hl. myrra.
16) Hårafklipningen.
17) Den inderlige ekteni.
18) Bortsendelsen.

 

125. Kirkebøger – registre.

Når børn som voksne døbes i den ortodokse Kirke, skrives deres navn ind i såkaldte ”kirkebøger” eller ”dåbsregistre”. Denne tradition har sit ophav i apostolsk tid. Disse opskrivninger havde og har stadig den dag i dag juridisk værdi for de troende, da dette er et vidnesbyrd over for kirkeforsamlingen om, at man tilhører den. I oldtiden fandtes særlige bøger, såkaldte ”dypticher”, hvori de døbtes samt deres fadderes navne blev skrevet op, for at kirkeforsamlingen vidste hvem de bad for. I russiske kirkebøger fra 1600’tallet ses det, at kirkens registre opdeltes i tre dele for hver person: Første opskrivning fandt sted ved dåben; Anden opskrivning fandt sted ved indgåelsen i det hellige ægteskab; Tredje opskrivning fandt sted ved begravelsen af den pågældende person. Kirkebøgerne har altså særlig betydning i den ortodokse Kirke, da de fungerer som mindebøger.

126. Det hellige mysterium af syndsbekendelsen eller ”skriftemålet”.

Herren Jesus Kristus har indstiftet syndsbekendelsen eller ”skriftemålet”. Dette er et mysterium (sakramente), hvori en kristen som er faldet i synd kan få tilgivelse og åndelig lægelig behandling gennem anger og omvendelse. Skriftemålet kaldes derfor også for den anden dåb. Angeren er et mysterium, hvori den som bekender sine synder, usynligt befries fra disse af Jesus Kristus Selv, ved præstens synlige handling af syndsforladelse. Da Herren har givet magten at binde og løse (Matt. 18:18 og Joh. 20:23) til Apostlene og deres arvtagere, er det udelukkende biskopper og kanonisk håndspålagte præster som kan udføre dette mysterium.

Indstiftelsen af dette mysterium har sin begyndelse fra vor Herre Jesus Kristus, der sagde til Sine disciple: ”Ligesom Faderen har udsendt Mig, således sender Jeg også jer… Hvem I forlader synder, dem er de forladt, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet.” (Joh. 20:21-23).

I løbet af de førstre tre århundreder af Kristendommen var det således, at hvis nogen faldt i en særligt alvorlig synd som: frafald fra troen, mord og utugt, blev en sådan person fuldstændigt ekskommunikeret fra Kirken. Hvis denne person da udviste inderlig anger, omvendelse og et ønske om at atter at blive modtaget i Kirken, skulle han bekende sin synd offentligt, foran hele Kirken (dvs. forsamlingen) og udstå forskellige prøvelser som bevis på hans oprigtighed. Hvert prøvelsesniveau varede flere år, selvom der i nogle tilfælde bliv udvist overbærenhed eller ”oikonomía” (af græsk: οἰκονομία, hvilket betyder ”husholdning” eller ”forvaltning” af Kirkens kanoner i den forstand, at man bruger kanonerne i forhold til en konkret persons åndelige niveau for at opnå kanonens formål, hvilket er indsigt i alvorligheden af den synd man har begået og dermed nå frem til sand omvendelse gennem anger. Disse prøvelsers karakter er på ingen måde juridisk og brugen af kanonerne er ikke en åndsløs juridisk handling) overfor dem som inderligt angrede, og prøvelsestiden kunne således forkortes. Selve adgangen til denne form for anger, samt overgangen fra et prøvelsesniveau til et andet og den komplette syndsforladelse, var udelukkende tilladt gennem særlige bønner hvor en biskop eller præst lagde hånden på den angrende i hele Kirkens påsyn. I slutningen af det 3. århundrede blev det tiltagende brugt at bekende sine synder alene med sin åndelige fader (skriftefader) som det eneste jordiske vidne. Hovedårsagen til indførelsen af individuelle skriftemål var den novatianske skisme. To presbytere, Novatian af Rom og Novatian af Karthago begyndte at prædike, at de som efter dåben var faldet i alvorlige synder aldrig kunne få syndsforladelse. Hele Kirken fordømte deres vranglære, og for at forhindre kætteres bespottelser og fristelse af de åndeligt svage, gav Kirken biskopperne magt til at udpege særlige præster, der var kendt for deres fromme liv og store åndelige erfaring, til at være åndelige fædre og tildele dem opgaven at bevidne syndsbekendelsen individuelt. På grund af et stort tab af iver i de angrende, og yderligere fordi mange begyndte at misbruge den offentlige syndsbekendelse som et middel til ond tale og nedgørelse af sin næste, blev den offentlige anger gradvist udfaset og til sidst komplet udskiftet med det individuelle skriftemål hvor den åndelige fader er eneste jordiske vidne.

Hovedsageligt er fastetiderne regnet som særligt gode tider for at bekende sine synder, men de kristne opfordres til at bekende sine synder så ofte som muligt, ja, hver eneste dag. Det er en absolut nødvendighed som kristen at bekende sine synder. Den Hellige Apostel Johannes Teologen siger: ”Hvis vi siger, at vi ikke har synd, så bedrager vi os selv, og sandheden er ikke i os. Hvis vi bekender vore synder, er Han (Herren) trofast og retfærdig, så Han tilgiver os vore synder og renser os fra al uretfærdighed. Hvis vi siger, at vi ikke har syndet, så gør vi Ham til en løgner, og Hans ord er ikke i os” (1 Joh. 1:8-10). I moderne tid findes et fænomen hvor nogle skifter åndelig fader, uden nogen særlig årsag. Dette er forbudt af Kirkens kanoner, og særligt gældende for dem som er pålagt et forbud eller ”epitimí” (af græsk: ἐπιτιμία) pga. særligt alvorlige synder, stadfæstet i Apostlenes kanon nr. 12 og kirkerådet i Moskva år 1677.

I vore dage skal den som ønsker at træde frem til bodens hellige mysterium, forberede sig til dette omhyggeligt i gudsfrygt og i bodfærdighed – en forberedelsestilstand der i Kirken er betegnet med ordet ”eulabeia” (af græsk: Εὐλάβεια – udtalt ”evlavia”) eller ”govenie” (af slavisk: говѣ́ніе). Denne forberedelse eller ”evlavia/govenie” består i, at man gennem flere dage deltager i alle gudstjenester, tilbringer dagene i faste, læsning af Guds Ord, selvransagelse gennem omhyggelig gennemgang af sit liv og i tungt vemod over sine synder – med et sønderbrudt hjerte, som den Hl. Profet David siger. Efter denne forberedelse kan den troende komme til præsten og bodfærdigt frembringe bekendelse af sine synder. Præsten tager imod den troende foran et analogie (læsepult) hvorpå symbolerne på vores løskøbelse ligger – det Hl. Evangelium og Kors. Den angrende gør ydmygt tre knæfald (prostrationer) foran dem, som var det foran Herren Selv, vor Løskøber og Dommer. Derefter beder præsten bønnerne i henhold til ”ordenen af skriftemålet” som de er angivet i ”Euchologion” eller ”Trebnik” (fornødenhedsstjenesternes bog) i den angrendes påhør. Hvis der er mange mennesker der ønsker at skrifte læser præsten bønnerne i alles påhør, hvorefter man én efter én træder frem til analogiet for at bekende sine synder. Skriftemålet må ikke overhøres af nogen andre mennesker end skriftefaderen, også selvom det er et barn der bekender sine synder i hht. Kirkens stadfæstelser. Alle rettroende kristne skal bekende sine synder ved skriftemål fra man er fyldt 7 år.

”Ordenen af skriftemålet” består af det indledende udråb: ”Velsignet er vor Gud, stedse, nu og altid og i evigheders evighed”, indledningsbønnerne fra den ”Trehellige” bøn til ”Fader vor”, Davids angerssalme nr. 50, angerstroparierne: ”Forbarm Dig over os, O Herre, forbarmDig over os. For vi har ikke noget at forsvare os med, men vi synderefrembærer denne bøn for Dig, vor Hersker: forbarm Dig over os.”, ”Ære være…”, ”Herre, forbarm Dig over os, for til Dig sætter vi vort håb. Vredes ikke på os, og tænk ikke på vore misgerninger. Men se også nu ned til os i Din miskundhed og udfri os fra vore modstandere. For Du er vor Gud, og vi, Dit folk, er alle Dine hænders værk, og vi påkalder Dit navn.”, ”nu og altid…”, ”Åbn barmhjertighedens port for os, velsignede Gudføderske, for vi har sat vort håb til dig. Lad os ikke gå til grunde, men gennem dig blive udfriet fra trængsler, for du er de kristnes redning”. Efter de ovenstående troparier beder præsten to særlige bønner om at Herren må tilgive alle synder hos dem som angrer. Selve skriftemålet kan nu begynde, og præsten starter med at udspørge den fremtrådte person om troen, uden hvilken det er umuligt at få syndsforladelse. Derefter begynder præsten at udspørge om mulige synder. Den angrende er forpligtet til at sige alt som tynger hans samvittighed, uden at lægge skjul på noget. Det mest korrekte er når den angrende selv bekender sine synder, inden præsten begynder at stille spørgsmål. Efter at have bekendt alt som den angrende kender sig skyldig i overfor Gud, bøjer han sine knæ og afventer Guds retfærdige dom. Præsten beder nu følgende bøn over den angrende: ”O Du Frelsens Herre og Gud for Dine Tjenere…” hvori han beder Gud om at forbarme Sig over Sin tjener, tilgive ham alle hans synder, forsætlige som uforsætlige, forsone og atter forene ham med Sin Hellige Kirke som han er faldet fra gennem synder. Derefter lægger præsten epitrachéliets endestykke over den angrendes hoved som tegn på at Guds barmhjertige nåde strømmer ud over ham. Præsten siger nu syndsforladelsesbønnen (også kaldet ”absolution” fra latin): ”Må vor Herre og Gud, Jesus Kristus, tilgive dig, mit barn (navn), alle dine overtrædelser ved sin alkærligheds nåde og barmhjertighed, og ved den magt Han har skænket mig tilgiver også jeg, uværdige præst, dig og løser dig fra alle dine Synder i Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn. Amen”. Idet præsten siger de sidste ord af denne bøn, gør han korsets tegn med sin højre hånd over den bodfærdiges hoved som stadig er dækket af epitrachéliet. Derefter bedes ”Det er værdigt og ret i sandhed at prise dig salig…”, ”Ære være… nu og altid…” og bortsendelsen. Efter bortsendelsen kysser den angrende Evangeliet og Korset hvorefter han beder om præstens velsignelse. Efterfølgende kan præsten pålægge den bodfærdige en ”kanon mod hans overtrædelser”, dvs. at han pålægges en epitimí for sine synder. Ordet ”epitimí” kommer af græsk ”epitimao” (ἐπιτιμὰω) som betyder ”jeg forbyder”, og ”epitimion” (ἐπιτιμίον) som betyder ”straf” eller ”gengældelse”. En epitimí kan pålægges en person som har syndet i form af et åndeligt opdragelsesmiddel: forbud mod at tage del i den Hellige Nadver i løbet af en bestemt periode, eller i form af åndelig lægelse: faste, prostrationer, almisser til de fattige, særlige bønneregler. Det er dog nødvendigt at vide, at epitimí ifølge ortodoks opfattelse, hverken har kraft til eller signifikans af at tilfredsstille Guds retfærdige dom, thi denne tilfredsstillelse for vore synder blev bragt én gang for alle af Herren Selv på korset. Epitimí er derfor ikke en åndsløs juridisk handling der skal tilfredsstille Gud, thi Han er al-tilfreds og behøver intet fra os. Derfor er epitimí ikke en absolut nødvendighed i forbindelse med skriftemålet. Den pålægges udelukkende til åndelig forbedring som et gode for den bodfærdige, som en from øvelse der kan være en hjælp til at blive fri for dårlige vaner som fører til synd. I den forbindelse skal de åndelige fædre være overbærende og forsigtige med at pålægge epitimíer, for ikke at skade og bortjage de angrende. Som tidligere nævnt var det i oldtiden og stadigvæk de fleste steder sådan, at kun ældre præster med stor erfaring i det åndelige liv kunne udpeges til at blive åndelige fædre af en biskop. Denne regel er stadig gældende de fleste steder i den ortodokse Kirke i dag, med den undtagelse at man i den ortodokse Kirke i Rusland har været nødsaget til at give alle præster tilladelse til at bevidne syndsbekendelser pga. de store afstande som der er i Rusland, hvilke kan være til hindring for at personer i afsidesliggende områder kan tiltræde det hellige syndsbekendelsesmysterium ofte nok. Dette er derfor en nødvendig undtagelse disse steder.

Ifølge kanonerne ekskommunikeres man fra Kirken i adskillige år for særligt alvorlige og bebyrdende synder. Dette betyder at man ikke kan kommunicere med Herren i den givne periode, og det er udelukkende tilladt at drikke ”agiasma”, dvs. vievand som helliggøres til fejringen af Herrens Dåb –Teofanien. Længerevarende ekskommunikation skal godkendes af den lokale biskop. Mangeårig ekskommunikation er ekstremt sjældent brugt i vore dage, hvilket skyldes et generelt fald i det åndelige og moralske liv i de fleste moderne samfund, samt manglende forståelse for ekskommunikationens åndelige betydning.

Efter den bodfærdige har udstået sin epitimí, læses en særlig bøn over ham kaldet ”Bønnen for en person der frigøres fra et forbud (Epitimí)”. En åndelig fader har ingen ret til at modtage folk til skriftemålet hvis de er underlagt en epitimí af en anden præst. Det er derudover strengt forbudt at frigøre personer fra forbud, som er dem pålagt af en anden præst, med undtagelse af alvorligt syge og døende personer som enhver præst kan og skal skrifte og frigøre. Da nogle mennesker dør uden at være blevet frigjort fra et forbud, er det skik at præsten beder en særlig frigørelsesbøn over alle afdøde.

127. Det Hellige Ægteskab.

I første mosebog, Genesis, beretter den Hellige Skrift om indstiftelsen af det hellige ægteskab i paradiset af Gud Selv.

Det kristne ægteskab helliggøres af Kirken og derfor er det et mysterium (sakramente), hvori gommen og bruden foran Gud, præsten og hele Kirken aflægger frit, utvungent løfte om deres gensidige troskab i ægteskabet, og deres forening velsignes i forbilledet af Kristi forening med Kirken, som den Hl. Apostel Paulus siger (Ef. 5:31-32), og i øvrigt bedes der om, at de må modtage den reneste sjælelige enigheds nåde til velsignede fødsler og en velsignet kristen opdragelse af deres fremtidige børn.

Historisk har vielsesritualet udviklet sig gradvist i Kirken. Eksisterende historiske kilder bevidner, at ritualet for den ægteskabelige vielse oprindeligt formedes over en længere periode, og blev udført i forbindelse med den guddommelige liturgi. Således var det indtil det 9.-10. århundrede. Efterfølgende adskilles vielsesritualet fra liturgien, og det selvstændige vielsesritual opstår. Den fremgangsmåde udførelsen af vielsesritualet har i dag, blev færdiggjort i 1200 – 1300 tallet e.Kr.

Inden ægteskabet kan indgås skal det ”udråbes” eller offentliggøres, at et bestemt par ønsker at indgå i det hellige ægteskab. Dette udråbes i Kirken i løbet af tre søndage op til selve vielsen. Den person som offentliggør det forestående ægteskab, skal i denne forbindelse spørge, om der er nogen i kirkeforsamlingen der har kendskab til nogen omstændighed eller noget lovbrud, som i givet fald vil være en forhindring for det pågældende par til at indgå i ægteskabet. Efter den trefoldige offentliggørelse og omhyggelige undersøgelse på baggrund af fremstillede dokumenter og udspørgninger vedrørende eventuelle forhindringer for at indgå i det hellige ægteskab, kan ægteskabet indskrives i en særlig kirkebog kaldet ”undersøgelsesbog for ægteskabets indgåelse” (обыскна́я кни́га). I denne bog skriver de gejstlige i templet og brudeparrets vidner (fire vidner i alt) personligt under på, at intet ligger til hinder for indgåelse i ægteskabet. Først derefter kan selve helliggerningen udføres.

I kraft af at vielsen er en højtidelig og festlig begivenhed i Kirken, udføres den ikke alle dage i året. Det er forbudt at udføre vielsen i alle de fire lange faster: – Den Store Faste, den Apostolske Faste, Hensovelsesfasten og Kristi Fødselsfaste. Derudover er det forbudt at vie dagen op til alle fastedage – dvs. dagene før onsdag og fredag; dagen før søndag og alle store højtider. Yderligere udføres vielsen ikke i løbet af hele kødforsagelsesugen, hele perioden mellem Kristi Fødsel og Herrens Dåb (Theofanien) (25. december – 6. januar) og i løbet af hele den Lyse uge indtil Hl. Thomas søndag. Den mest rigtige og passende tid for indgåelse af det hellige ægteskab, regnes af den Hellige Kirke for at være lige efter udførelsen af den guddommelige liturgi, for at brudeparret kan modtage det hellige mysterium uden at have drukket eller spist. Det er strengt foreskrevet, at mysteriet af det hellige ægteskab udelukkende må finde sted i templet, og med personlig tilstedeværelse af brudeparret, samt deres vidner. Alle ægteskaber skal indgås adskilt, dvs. at to forskellige par ikke kan vies samtidigt af den samme præst. Ægteskabets mysterium udføres af én præst og evt. én diakon, og hvis der er andre præster tilstede må de ikke deltage i helliggerningen, men må gerne være iklædt de liturgiske klæder.

Helliggerningen ved vielsesmysteriet består af 2 dele: 1: Trolovelsen og 2: Kroningen. Kroningen er det man i Danmark bedst kender som vielsen.

Trolovelsen

Ritualet for trolovelsen er i Euchologion (Trebnik – fornødenhedstjenesternes bog) angivet adskilt fra kroningen, hvilket oftest var praksis før i tiden. I vor tid udføres kroningen oftest lige efter trolovelsen. Inden trolovelsens begyndelse lægger præsten trolovelsesringene på Tronen i alterrummet – én guldring og én sølvring (ifølge Kirkens tradition er gommens ring af guld og brudens af sølv). Gommen og bruden stiller sig på et forberedt sted, oftest nær templets indgang: gommen til højre og bruden til venstre. Præsten iklæder sig epitracheliet og feloniet, træder ud af alterrummet gennem de Kongelige Porte og lægger Korset og det Hl. Evangelium på det centrale analogie i templet. Derefter velsigner han tre gange brudeparrets hoveder og giver dem hver et brændende lys i hænderne, som symboliserer deres dydige livs renhed, samt nådens lys i det forestående mysterium. Heraf står det klart, at folk der indtræder i ægteskabet anden gang (af forskellige omstændigheder), ikke får overrakt lys af præsten, da deres indtræden i ægteskabet ikke er dydig. Herefter tilrøger præsten brudeparret, ligesom Tobias, der efter at have brændt en fisks lever og hjerte, med røg og bøn jog en dæmon bort som var fjendtlig mod ærværdige ægteskaber. Trolovelsen indledes med udråbet: ”Velsignet er vor Gud…” hvorefter diakonen siger den store ekteni, hvori der indgår særlige bønner for Guds tjenere, ”der nu trolover sig med hinanden”, ”om at der må skænkes dem børn til videreførelse af deres slægt…”, ”om at Han (Gud) må nedsende over dem en fuldkommen kærlighed, i fred og bistand…”, ”om at Han må bevare dem i sindets enhed og i en fast tro…”, ”om at de må blive velsignet med et dadelfrit levned…” og ”om at Herren, vor Gud, må give dem et ærværdigt ægteskab…”. Efter ektenien læser præsten trolovelsens to bønner og udfører herefter selve trolovelsen af gommen og bruden idet han siger: ”Guds tjener (navn) troloves med Guds tjenerinde (navn) i Faderens og Sønnens og Helligåndens Navn, amen”. Præsten siger dette tre gange, og samtidigt gør han med trolovelsesringene korsets tegn over hvert af deres hoveder, hvorefter han sætter ringene på højre hånd af hver især. Et af vidnerne bytter tre gange om på brudeparrets ringe, så brudens ring havner hos gommen og gommens ring hos bruden, som pant på deres troskab til hinanden. Ringene er et symbol på ægteskabets evige og uopløselige forening som gommen og bruden indgår i. Derefter læser præsten den afsluttende bøn, hvori han beder Herren om at velsigne og befæste den trolovelse som han har udført, idet han ihukommer den betydning som ringene har fået i Den Hellige Skrift. Efter denne bøn siger diakonen den korte inderlige ekteni hvor han ihukommer Guds tjenere der nu er trolovet med hinanden og med dette afsluttes trolovelsen. I vor tid er det oftest sådan, at kroningen finder i forlængelse af trolovelsen, dvs. lige efter den inderlige ekteni.

Kroningen

I de tilfælde hvor kroningen finder sted i forlængelse af trolovelsen, siges bortsendelsen ikke efter den inderlige ekteni, men gommen og bruden træder ind i midten af templet med brændende lys i hænderne imens salme 127 synges: ”Salig enhver, som frygter Herren”, med epoden (omkvæddet): ”Ære være Dig, vor Gud, ære være Dig”. Præsten går foran brudeparret med røgelseskarret, og de stiller sig foran analogiet hvorpå Korset og Evangeliet ligger. Almindeligvis lægges et langt hvidt klæde ud under brudeparrets fødder. Derefter henvender præsten sig til brudeparret i en tale, i hvilken han forklarer, hvad ægteskabets mysterium (sakramente) er, dets betydning og vigtighed, samt hvorledes man skal leve fromt og ærbart i ægteskabet. Efter talen spørger præsten gommen og bruden, om de gensidigt ønsker at ægte hinanden, og om de ikke har givet noget løfte om ægteskab til nogen anden person. Kun hvis deres svar er tilfredsstillende, begynder præsten at udføre mysteriet med samme udråb som den guddommelige liturgi begynder med: ”Velsignet være Faderens og Sønnens og Helligåndens Rige, nu og altid og i evigheders evighed”. Derefter bedes den Store Ekteni med særlige bønner ”for Guds tjenere (navn) og (navn), som nu forenes med hinanden i ægteskabets fællesskab, og for deres frelse”. ”Om at dette ægteskab bliver velsignet, således som det i Kana i Galilæa”, ”om at Han vil skænke dem kyskhed og livsfrugt, som det er gavnligt for dem”, ”Om at de må glæde sig ved at se sønner og døtre”, ”om at Han må skænke dem glæden over et velsignet afkom og et dadelfrit levned”, ”om Han må skænke dem og os, alt hvad vi beder om, hvis det er til vores frelse”.

Efter ektenien beder præsten tre bønner, hvori han beder Gud velsigne ”dette bryllup” og skænke brudeparret ”et fredfyldt langt liv, kyskhed, gensidig kærlighed i fredens bånd”, gøre dem værdige til at se deres børnebørn, fylde deres huse med korn, vin og olie. Efter bønnerne tager præsten kronerne og kroner først gommen, og derefter bruden idet han siger: ”Guds tjener (navn) krones til Guds tjenerinde (navn), i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn, amen”. Ved bruden siger han: ”Guds tjenerinde (navn) krones til Guds tjener (navn), i Faderens, og Sønnens og Helligåndens navn, amen”. Dette siges tre gange. Idet præsten kroner hver af dem, gør han korsets tegn med kronen over deres hoved, og lader dem kysse ikonet som er placeret på kronens forside: på gommens krone er Frelseren afbildet, og på brudens krone er Guds Moder afbildet. Efter at have sat kronerne på deres hoveder, velsigner præsten dem tre gange med en fælles velsignelse for dem begge: ”Herre vor Gud, kron dem med ære og herlighed”. Disse ord er generelt beskrevet som formlen for mysteriets opfyldelse, for efter de er blevet sagt regnes ægteskabet for at være blevet indgået, og gommen og bruden regnes nu for ægtefæller.

Hellige Johannes Chrysostomos forklarer formålet med hvorfor man kroner brudeparret, i det følgende: ”Brudeparrets hoveder prydes med kroner som et sejrstegn, – dette gøres for at vise, at de, som er ubesejrede af begær inden ægteskabet, således træder frem til ægtesengen: – dvs. som sejrherrer over kødet. Men hvis én har været trælbundet af vellyst og givet sig selv over til skøger: hvad skal en sådan person, en besejret, bruge en krone på hovedet til?” Samtidigt kroner den Hl. Kirke også brudeparret som konger over deres efterkommere.

Efter kroningen fremsiges og synges følgende prokímen: ”Du har sat kroner af ædelstene på deres hoveder. De bad Dig om liv, og Du har givet dem det” hvorefter den Hellige Apostel Pauli brev til Efeserne, perikope 230 (Ef. 5:20-33) oplæses. I denne passage forklarer Apostlen ægteskabsmysteriets betydning, som en forening indgået med Herren Jesu Kristi forening med Kirken som forbillede, og derudover fastsættes ægteparrets gensidige ansvar og pligter. Efter Apostlen og Halleluja-versene oplæses Evangeliet hos Johannes Teologen, perikope 6 (2:1-11) om brylluppet i Kana i Galilæa, hvor Herren Jesus Kristus gjorde sit første under. Efterfølgende bedes den inderlige ekteni med særlig ihukommelse af de nygifte og ”dem som præsten måtte ønske at ihukomme” (som det står i fornødenhedstjenesternes bog): dette er almindeligvis brudeparrets forældre og andre nære slægtninge. Efter ektenien siger præsten et udråb hvorefter han beder en bøn for de nygifte. Herefter siger diakonen den bedende ekteni, der slutter med det liturgiske udråb: ”Og gør os, o Hersker, værdige til i frimodighed og uden fordømmelse at turde anråbe Dig, Den himmelske Gud, som Fader og sige:” hvorefter Herrens bøn, ”Fader vor”, synges.

Efter ”Fader vor”, bringes det fælles bæger med vin frem, som præsten velsigner med følgende bøn: ”O Gud, som gjorde alle ting ved Din styrke, som har grundfæstet verdensaltet og prydet al Din skabnings krone. Velsign nu med Din åndelige velsignelse dette fælles bæger, som Du rækker til dem, der er forenede i ægteskabets fællesskab. For velsignet er Dit Navn og højlovet Dit Rige, Faderens, og Sønnens og Helligåndens, nu og altid og i evigheders evighed.” Efterfølgende rækker han bægeret tre gange til de nygifte til at drikke af, skiftevis først til manden og så til hustruen. Dette symboliserer det, at de fremover skal leve i en ubrydelig forening, uadskilleligt herske over og benytte sig af deres nu fælles ejendom, og dele glædens og sorgens bæger – i medgang og i modgang. Derefter samler præsten de nygiftes hænder under epitrachéliet og går tre gange rundt om analogiet (ikonpulten) sammen med dem. Første gang synges: ”Esajas! Fryd dig…”, anden gang synges: ”I hellige Martyrer…” og tredje gang: ”Ære være Dig, o Kristus, Gud…”. Cirklen symboliserer evigheden, og den cirkel der formes, når de nygifte vandrer omkring analogiet, udtrykker løftet om evigt at bevare den ægteskabelige forening, dvs. aldrig, under ingen omstændigheder at skilles så længe de lever. Det at man tre gange går omkring er et symbol på at den Hellige Treenighed påkaldes som vidne til dette løfte.

Herefter siger præsten særlige hilsner til brudgommen og derefter til bruden idet han tager deres kroner. Efterfølgende beder præsten to bønner hvori han beder Gud om at velsigne dem, og den anden bøn læses med front mod de nygifte, hvor præsten til slut velsigner dem med sin højre hånd.

Efter dette læses en særlig bøn kaldet ”Bøn ved aftagelse af kronerne på den ottende dag”, som før i tiden læstes på ”den ottende dag”. I oldtiden bar de nygifte kronerne på deres hoveder i syv dage efter brylluppet, og først på den ottende dag kom de til templet for at tage dem af. Kronerne var dengang lavet af oliven- eller myrteblade.

Til bortsendelsen ihukommes de hellige, af Gud kronede konger, Konstantin og Helena, som bekendere af den rette kristne tro, samt den Hl. stormartyr Prokopios, der lærte de tolv kvinder med glæde at gå martyrdøden i møde, som gik de til bryllupsfest.

 

128. Ritualet for vielse af dem,
som indtræder i ægteskabet for anden gang.

Vor Herre og Gud og Frelser, Jesus Kristus, har sagt: ”Hvad Gud har sammenføjet, må et menneske ikke adskille” (Matt. 19:6). Ikke desto mindre findes der mennesker der forbryder sig mod dette Herrens Bud, også blandt dem der kalder sig ortodokse kristne. Disse forbrydelser har fundet sted siden oldtiden, og derfor, for at undgå et endnu større onde, har de Hellige Apostle og Kirkefædrene vedtaget at tillade to mennesker at blive gift igen, men under skærpede omstændigheder. Dette er dog forbudt for alle lag af den gejstlige stand, der bliver afsat deres præsteskab hvis de har været gift mere end én gang. Kirken anser indgåelse af ægteskabet for anden gang, som en handling af overbærenhed for folk som ikke kan ”holde sig”. Den Hellige Gregorius Teologen kalder det netop for overbærenhed overfor menneskets skrøbelighed. Gentagen indtrædelse i ægteskabet er udelukkende et lægemiddel mod utugt. Dette kommer tydeligt til udtryk i selve ritualet for indtrædelse i ægteskabet for anden gang, som er særligt udformet til dette formål. Ritualet er langt kortere og slet ikke højtideligt. Samtidigt indeholder det bønner med anger som det mest fremtrædende tema. Den person der gifter sig igen bliver i forbindelse med vielsen pålagt en epitimí på ét eller to år (efter omstændighederne), hvor man ikke kan modtage Kristi Hellige Nadver.

Selve tjenesten er forskellig fra den ordinære vielse i det, at det er forbudt for en diakon at deltage i tjenesten, da dette understreger tjenestens højtidelighed. Yderligere læser præsten ikke følgende højtidelige bøn under trolovelsen: ”O Herre, vor Gud! Du, som har ledsaget Patriarken Abrahams tjener til Mesopotamien…” og den inderlige ekteni bedes heller ikke. Under ”kroningsdelen” af vielsen undlades salme 127 at synges, præsten udspørger ikke brudeparret om de frivilligt indgår i ægteskabet, den store ekteni bedes ikke og præsten beder helt andre bønner end de to som læses til den ordinære vielse. I disse andre bønnner beder præsten Gud om at skænke dem ”overtrædelsernes tilgivelse, syndernes renselse og deres misgerningers forladelse…” . Yderligere bliver brudeparret ej kronet, som dem der rene indtræder i ægteskabet første og eneste gang – jf. Patriarken af Konstantinopel Nikiforos’ kapitel i den ”store trebnik” (fornødenhedstjenesternes bog) og Hl. Johannes Chrysostomos.

Yderligere findes der sjældne eksempler på folk der indgår i et tredje ægteskab. Kirkens holdning til det tredje ægteskab er beskrevet af Hellige Basilios den Store i hans kanon nr. 4: ”(…) Vedrørende dem, som har gjort sig skyldige i trigami, dvs. et tredje ægteskab, de er ekskommunikeret for tre år og ofte fire år. Thi sådan et ægteskab kan ikke længere kaldes et ægteskab, men for polygami, eller rettere: mild utugt! Derfor sagde Herren til den samaritanske kvinde, der havde haft fem mænd efter hinanden, ”og han, du nu har, er ikke din mand” (Joh. 4:18), og derfor ikke længere selv er værdige til at blive kaldt mand og hustru ved tiltale, når de har overtrådt grænsen af digami. Vi har taget til praksis at give trigamister en epitimí på fem års ekskommunikation (…)”. Der findes intet ritual i Kirken for vielse tredje gang, og derfor benytter man sig af samme ritual for dem, som vies anden gang. Det skal nævnes, at det kun er under skærpede omstændigheder at Kirken kan tillade en person at blive gift, både anden og tredje gang. Dette gælder f.eks. en person hvor dennes ægtefælle er død kort tid efter vielsen, og at ingen af dem havde børn, og, at den levende ægtefælle ikke er stærk nok til at bevare sin åndelige forening med den første ægtefælle ubesmittet. Derfor, for at undgå at den levende ægtefælle ikke bukker under for kødeligt begær, tillades det at indgå i et andet, og ekstremt sjældent i et tredje ægteskab, som Hl. Basilios dog stadig kalder for ”mild utugt”, da denne utugt er begrænset til én person, og ikke mange. Både andet og tredje ægteskab kan udelukkende indgås med en biskops særskilte tilladelse. 

 

129. Oliesalvelsens mysterium

Oliesalvelsen eller olieindvielsen er et mysterium (sakramente), hvori en eller flere alvorligt syge personer salves med olie og Guds nåde, som både helbreder åndelige og legemlige skrøbeligheder, påkaldes over den syge.

Oliesalvelsesmysteriet er rodfæstet i Kirken på baggrund af den Hellige Apostel Jakobs ord: ”Er nogen iblandt jer syg, skal han kalde menighedens ældste (τοὺς πρεσβυτέρους τῆς ἐκκλησίας – ”kirkens presbytere” dvs. præster, hvor ordene ”kirke” og ”presbyter” på dansk oversættes til hhv. ”menighed” (eller rettere ”forsamling”), og ”ældste”.) til sig, og de skal bede over ham, efter at de i Herrens navn har salvet ham med olie. Så vil troens bøn frelse den syge, og Herren skal rejse ham fra sygelejet, og har han begået synder, skal det tilgives ham.” (Jak. 5:14-15). Den Hellige Kirke anvender også dette mysterium på baggrund af Herrens egne ord, da Han, idet Han sendte Sine disciple for at prædike, sagde til dem: ”Helbred syge, rens spedalske…” (Matt. 10:8). Derudover tjener den Hl. Evangelist Markus’ ord til bekræftelse af dette, da han taler om hvordan de Hl. Apostle helbredte syge da Herren havde sendt dem ud for at prædike og helbrede syge: ”Og de gik ud og prædikede, at man skulle omvende sig: og de uddrev mange onde ånder (δαιμόνια = dæmoner) og salvede mange syge med olie og helbredte dem” (Mark. 6:12-13). Således ser vi, at oliesalvelsesmysteriet er indstiftet af Gud. Ved at studere kirkehistoriske kilder ses det, at oliesalvelsesmysteriet har været udført over syge mennesker fra det første og de efterfølgende århundreder i Kristi Kirke, og op til vor tid i ubrudt kontinuitet.

Oliesalvelsesmysteriet må ikke forveksles med den almindelige oliesalvelse der finder sted til morgengudstjenesten under vågenatten. Oliesalvelsesmysteriet udføres udelukkende over syge mennesker (iht. Nomokanon nr. 163) og det er forbudt at udføre det over raske og døde mennesker. For at kunne deltage i mysteriet, skal den syge forberede sig med anger og omvendelse gennem bekendelse af sine synder (skriftemålet), og enten lige inden eller lige efter oliesalvelsen: tage del i Kristi Guddommelige Mysterier – den Hellige Nadver. Oliesalvelsesmysteriet kan udføres over samme person flere gange. Mysteriet kan enten finde sted i hjemmet, såfremt den syge er for svag til at kunne rejse sig sit leje, eller i kirkeforsamlingen, hvor en forsamling af syv præster udfører mysteriet. Henholdsvis indeholder selve ritualet syv oplæsninger fra Apostlen, syv oplæsningerne fra det Hl. Evangelium, syv bønner og ligeså mange gange salves den syge. Tallet syv er udvalgt som et symbol på Helligåndens syv gaver og tilsvarende Profeten Elias’ syv bønner, med hvilke han fik himlen til at ophøre med at afgive regn, og i henhold til Na’amans syv bad i Jordanfloden, hvorefter han blev helbredt fra spedalskheden. I særlige tilfælde kan oliesalvelsen udføres af et mindre antal præster og endda af én enkelt præst, men selv i disse tilfælde skal den ene præst udføre hele ritualet som var der syv presbytere tilstede, dvs. alle syv oplæsninger, bønner og salvelser.

Inden udførelsen af mysteriet, opstilles et bord hvorpå man placerer et fad eller en skål med hvedekorn, hvilket symboliserer kernen til nyt liv – helbredelse fra sygdom og alles opstandelse fra de døde. Ovenpå stilles en beholder med olivenolie, der tjener det formål at være et synligt symbol på helbredelsens nåde, og vin, som tegn på Kristi blod, der blev udgydt for vor frelse. Foreningen af olie og vin udføres til efterligning af den barmhjertige samaritaner, der brugte olie og vin til at læge sårene på manden, som faldt iblandt røvernes (Luk. 10:30). Omkring beholderen sættes syv salvepensler i kornet og derefter, syv lys. På bordet lægges det Hl. Evangelium og et Kors. Præsterne stiller sig ved bordet, iklædte deres felonier og med brændende lys i hænderne. Alle de tilstedeværende får også uddelt et lys hver, startende med den mest syge. Den første blandt præsterne tager røgelseskarret og tilrøger bordet samt alle de tilstedeværende, hvorefter han vender sig mod øst og begynder mysteriet med udråbet: ”Velsignet er vor Gud…”.

Hele ritualet kan opdeles i tre dele:

1. bønnesang,

2. indvielse af olien

og

3. salvelse af den syge med olien.

Den første del består af bønnesang, og denne del minder om fastens morgengudstjenester. Efter indledningsbønnerne læses salme nr. 142: ”Herre, hør min bøn…” , hvilket kan sammenlignes med hexapsalmos til morgengudstjenesten, af hvilke salme nr. 142 er den sidste. Derefter siger diakonen den lille ekteni: ”Atter og atter i fred lad os bede til Herren”, med samme efterfølgende udråb, som siges efter den store ekteni: ”Thi Dig tilkommer al lovprisning…”. Efterfølgende synges Hallelujavers og angerstroparierne: ”Forbarm Dig over os, o Herre, forbarm Dig over os…”, hvorefter salme 50 og kanonen synges. Herefter synges exapostilárion, stichirer, den Trehellige sang indtil Fader vor og tropariet: ”Du, som alene er snar til at beskytte, o Kristus…”.

Videre følger anden del, som består af selve olieindvielsen. Denne udgøres af den store ekteni indeholdende særlige bønner for velsignelse af olien og for den syge, oplæsning af en særlig bøn over beholderen med olie, og sang af en række troparier til Herren, de hellige, som har udmærket sig ved helbredelse af syge, samt Guds Moder.

Tredje del består af oplæsning af syv prokimener, efterfulgt af syv passager fra Apostlen, oplæsning af syv passager fra Evangeliet, hvori der berettes om helbredelse af åndelige og legemlige sygdomme, syv bønner og syv salvelser med olie: én salvelse efter hver gang følgende bøn har været læst: ”O Du, hellige Fader, vore sjæles og legemers læge…”. Denne bøn er selve mysteriefuldbyrdelsens bøn. Den syge salves korsformigt på panden, næseborene, kinderne, læberne, brystet og hænderne på begge sider. Derefter oplæses Evangeliet samt bønnerne, hvorefter hver af de syv præster i rækkefølge salver den syge. Efter den syvende salvelse, åbner den øverste blandt præsterne Evangeliet, og lægger det med skriften nedad på den syges hoved. De seks andre præster holder Evangeliebogen på plads med deres hænder, og præsteforstanderen beder følgende bøn, uden at lægge sine hænder på den syges hoved: ”O Du, hellige Konge, o Herre Jesus Kristus, den barmhjertige og af megen miskundhed, den levende Guds Søn og Ord…”. Efterfølgende bedes en forkortet udgave af den inderlige ekteni, med særlige bønner for den syge og stichirer synges, hvorefter oliesalvelsesmysteriet afsluttes med bortsendelsen, hvori Apostlen Jakob, Herrens broder og første biskop af Jerusalem, ihukommes som mysterieritualets grundlægger (Jak. 5:14-15). Efter tjenesten beder den syge alle om tilgivelse.

Hvis den syge helbredes, bliver den tilbageværende olie brændt i templets olielamper, og hvis den syge afgår ved døden, overhældes den hensovnes legeme korsformigt med olien. Den gamle olie må ikke benyttes til mysteriet igen, hvor ny olie altid skal indvies.

I tilfælde af man forventer den syges nærtforestående død, kan mysteriet udføres i en forkortet variant, hvor første del undlades, og hvor man starter med den store ekteni. Mysteriet regnes for værende fuldbyrdet i disse særlige tilfælde, hvis præsten blot når at salve den syge én gang.

Én gang om året, på den Store Torsdag (på dansk kendt som skærtorsdag), udfører en biskop oliesalvelsesmysteriet over folk, som tilsyneladende er raske. I Hensovelseskatedralen i Moskva (кремлевскій Успенскій соборъ), blev mysteriet udført inden Liturgien Stortorsdag, før revolutionen i 1917. Hele ritualet blev udført, men de raske blev kun salvet til én gang til sidst, inden ritualets afslutning. I vore dage er denne tradition om at en biskop salver tilsyneladende raske personer blevet udbredt, og den udføres derfor så vidt muligt Stortorsdag. I tilfælde af biskoppen ikke kan nå at komme ud til menigheden, kan den holdes i løbet af den Store Faste.

130. Mysteriet af håndspålæggelse til præsteskabet.

Det er udelukkende tilladt biskopper udføre mysteriet af håndspålæggelse til præsteskabet. Derfor findes ritualerne for dette mysterium ikke i den almindelige Euchologion eller Trebnik (fornødenhedstjenesternes bog), men udelukkende i den ”Ypperstepræstelige rituelle tjenestebog”. Ritualet for udråbelse og håndspålæggelsen af en yppestepræst (dvs. biskop), findes i en særskilt bog.

Præsteskabet er et mysterium, hvori en korrekt udvalgt mand, gennem biskoppens håndspålæggelse (håndspålæggelser kommer af græsk: ”Chirotonia” – χειροτονία, som består af to sammensatte ord der hhv. betyder: ”chir” = χειρ = hånd, og ”toneo”=τονεω= at lægge på), modtager Helligånden som kommer over ham, og ordinerer ham til at udføre mysterier og lede Kristi flok.

”Det af Gud etablerede præsteskabs mysterium, forudsættes af den guddommellige etablering af det, samt betydningen af selve den nytestamentlige Kirkes hierarki. Hierarkiet er etableret i Kirken, for at fungere som redskab for Helligåndens virke i mysterierne, for at undervise og for at lede Kirken, og for gennem den, ved succession fra apostlene, som modtog Helligånden fra Jesus Kristus, at strømmen af nåde kontinuert kan strømme fra dens kilde: Kristus, ud på alle folkeslag, der er adskilte fra Ham i tid og rum. Det står klart, at udpegelsen af personer som er kaldet til at være redskaber for Guds Ånds virke, kun kan udføres af Helligånden Selv, og ikke af mennesker. Derfor skal udpegelsens måde også være særlig, guddommelig, mystisk og samtidigt synlig” (”Beskrivelse af Ortodoks Dogmatisk Teologi”, ærkepræst N. Malinovskij, side 219, Sergiev Posad, år 1912).

Præsteskabets mysterium udføres kun over personer, som lovligt er udvalgte til at opfylde pligterne som pålægges en diakon, presbyter (præst), eller biskop, og dette kaldes ”chirotoní” eller ”håndspålæggelse”, fordi det efter apostlenes eksempel, udføret gennem bøn og pålæggelse af biskoppens hænder på den udvalgtes hoved. Præsteskabets mysterium udføres altid i alterrummet og samtidigt under den Guddommelige Liturgi. Da den nyhåndspålagte biskop og præst deltager i indvielsen af de Hl. Gaver, udføres chirotoníen udelukkende til Hl. Johannes Chrysostomos’ eller Hl. Basilios den Stores Liturgi. Til de forudindviede Gavers Liturgi er det kun muligt at håndspålægge til diakonatet, eller indvie en hypodiakon, læser (forelæser), sanger (cantor) og lysbærer. Til én Liturgi kan kun én biskop, én præst og én diakon håndspålægges, dvs. at flere ikke kan håndspålægges samtidigt.

Indvielse i de nedre kirkelige range kaldes ”chirotesi” = χειροθεσία, som betyder ”håndoplægning”, og adskiller sig fra ”chirotoníen” (håndspålæggelsen) ved at være en velsignelse, og ikke et mysterium. Chirotesíen udføres aldrig i alterrummet, men derimod i midten af templet: og kan også udføres udenfor Liturgien.

Det er forbudt at blive indviet i de højere kirkelige embeder i kleresiet, uden først at have tjent i de nedre. Første trin i det kirkelige hierarki er læser eller sanger.

131. Indvielse af en læser og sanger

Indvielsen til læser og sanger finder sted i midten af kirken, oftest inden Liturgien begynder (flere personer kan indvies samtidigt). Efter biskoppen har iklædt sig de liturgiske klæder, imens den 6. time læses, fører hypodiakoner den udvalgte frem foran de kongelige porte, og de gør sammen tre buk mod alteret, hvorefter de vender sig om og gør tre buk mod biskoppen. Derefter træder de hen til biskoppen, og den udvalgte bøjer sit hoved. Biskoppen velsigner ham i korsets tegn og, efter at have lagt sin ene hånd på den udvalgtes hoved,beder han en særlig bøn. Efterfølgende klipper biskoppen fire lokker hår af den udvalgtes hoved i korsets tegn, det som kaldes “læsertonsuren”, hvorefter den udvalgte iklædes et særligt kort felonion, som den Hl. Simeon af Tessaloniki kalder ”begyndelsen på de hellige klæder”. Derefter velsigner biskoppen tre gange hans hoved, og beder en anden bøn. Den første bøn bedes ved invielsen af en lysbærer, imens den anden bedes ved indvielsen af en læser og en sanger. Efter denne anden bøn, formanes læseren at oplæse en passage fra Apostlen, som tegn på, at hans ypperste pligt er at læse højt fra denne hellige bog til gudstjenesterne. Derefter tages det korte felonie af, og han iklædes et sticharion, som læseren nu har velsignelse til at bære under gudstjenesterne. Efter dette læser biskoppen en særlig formaning op fra den ypperstepræstelige tjenestebog, og giver ham en olielampe eller en lysestage, som den nyindviede læser eller sanger står med under Liturgien ved Gudsmoders ikon. Biskoppens formaning til læseren er som følger: 

”Min søn! Det første trin til præsteskabet er forelæserens. Derfor sømmer det sig for dig hver dag at læse i de Hellige Skrifter, for at de andre, når de ser og hører dig, må opbygges, og for at du selv kan bane dig en højere grad og ikke på nogen måde skal gøre dit valg til skamme, thi ved et kydsk og et helligt og retfærdigt levned skal du opnå den alkærlige Guds Nåde og gøre dig værdig til en højere tjeneste ved Jesus Kristus, vor Herre, Hvem der tilkommer ære i evigheders evighed. Amen.”

Læsere kaldes også for klerikere, kirketjenere, kordegne og derudover også for ”ponomarer” eller mere korrekt: ”paramonarer” der kommer af græsk ”παραμονάριος”, og betyder ”bosat ved” eller ”anbragt” ved alterrummet som tjener. I tjenestebogen står det skrevet, at ingen (blandt lægfolket) har ret til at træde ind i alterrummet ud over paramonarerne. Deres pligter og ansvar indebærer bl.a. at bage prosforaer, forberede vin, vand, røgelse og ild til alterrummet, tænde og slukke lysene i templet, forberede og bringe røgelseskarret og varmt vand til præsten på de rette tidspunkter, feje og gøre rent i alterrummet, og derved sørge for at det Allerhelligste holdes i renhed. I Euchologion / Trebnik kaldes den ansvarlige for alle disse pligters opfyldelse også for ”paraekklisiarkh” (gr. Παραεκκλησιαρχης), som betyder en person der opholder sig ved kirken, og fungerer som ”lysoptænder”. Denne person har også ansvaret for at ringe med kirkeklokkerne til gudstjenesterne.

Termen ”klerikere”, på græsk – κληρικος, kommer af ordet ”kliros” (gr. κλήρος) som betyder ”lod”, fordi at de tilhører Guds lod og er en del af Herrens arvelod, som frivilligt viede sig selv til at tjene Ham.

132. Indvielse af en hypodiakon

Indvielsen af en hypodiakon foregår også i midten af kirken, inden Liturgien, og efter biskoppen er blevet iklædt de liturgiske klæder. Nogle gange finder denne indvielse sted umiddelbart efter indvielsen af en læser. Efter læseren har fået velsignelse til at bære sticharion og har taget det på, kan hypodiakonerne bringe et såkaldt ”stichariebælte” (dvs. et orarion) frem til biskoppen. Biskoppen velsigner det, kandidaten kysser bæltet og biskoppens hånd, og hypodiakonerne omgører derefter kandidaten med bæltet korsformigt, hvilket symboliserer de vinger, som Keruberne dækker sig til med, når de står foran Guds trone. Hypodiakonen symbolisere englenes tjeneste, og derefter omgøres han med orariet korsformigt. Efterfølgende velsigner biskoppen kandidaten tre gange over hans hoved, hvorefter han lægger sin ene hånd på hans hoved og læser følgende bøn:

”O Herre, vor Gud! Du, som ven en og samme Helligånd uddeler nådegaver til enhver, som Du udvælger, Du, som har skænket Din Kirke forskellige embeder og indstiftet forskellige tjenestegrader i denne til at forvalte de hellige og rene Mysterier, Du som ved Dit uransagelige forsyn har agtet denne Din tjener værdig til at tjene Din Kirke! Bevar Du ham, o Herre, selv dadelfri i alt og giv, at han må elske Dit Hus’ skønhed, stå for Dit hellige tempels porte og tænde Din Herligheds boligs lys. Plant ham i Din hellige Kirke som et frugtbart olietræ, der bærer retfærdighedens frugt, og lad ham vise sig som Din fuldkomne tjener på Din genkomsts dag, for at han kan modtage den løn, som bliver dem til del, der er velbehagelige for Dig. Thi Dit er riget og kraften og herligheden, Faderens og Sønnens og Helligåndens, nu og altid og i evigheders evighed. Amen.”

Efter bønnen giver hypodiakonerne kandidaten et tvættekar samt en kande, og lægger et håndklæde over hans skuldre. Kandidaten hælder herefter vand ud over biskoppens hænder så han kan vaske dem, og biskoppen tørrer efterfølgende hænderne i håndklæddet. Kandidaten kysser biskoppens hånd og føres herefter hen til klíros (koret), hvor han bliver stående med tvættekarret og håndklæddet indtil Kerubhymnen. Imens han venter, beder kandidaten for sig selv: ”Trehellige” indtil ”Fader vor”, ”Herre, forbarm Dig”, ”Trosbekendelsen” og andre bønner efter eget ønske. Idet Kerubhymnen synges, bringes han hen til de Kongelige Porte, hvor han lader biskoppen tvætte sine hænder, hvorefter han træder ind i alterrummet.

Hypodiakonens opgaver og ansvar indebærer at holde Tronen og offerbordet rene fra støv og alt slags urenhed. Derudover tjener hypodiakonerne hovedsageligt i forbindelse med bispetjenester, da de hjælper biskoppen med at iklædes de liturgiske klæder og på de rette tidspunkter under tjenesten rækker de ham trikírion (den trearmede lysestage) og dikírion (den toarmede lysestage).

Jævnfør det Sjette Økumeniske Råds kanon nr. 15, må en person ej indvies til hypodiakon, førend han er fyldt 20 år.

133. Håndspålæggelse af en diakon.

Det er kun en person som allerede er indviet til først at have været læser og derefter hypodiakon, som kan håndspålægges til diakonatet. I vor tid sker det ofte, at den som håndspålægges til diakonatet, samme dag eller dagen før, indvies som læser og derefter hypodiakon (hvis han da ikke allerede er indviet).

Håndspålæggelse til diakonatet kan udelukkende finde sted til Liturgien: både den komplette og de forudindviede gavers Liturgi.

Diakonen udfører ikke Eukaristiens Mysterium, men tjener ved dennes udførelse. Derfor finder chirotonien (håndspålæggelsen) først sted efter indvielsen af de Hellige Gaver, nemlig efter biskoppens ord: ”Vor store Gud og Frelser Jesu kristi nåde være med jer alle.” Til de forudindviede gavers Liturgi, finde håndspålæggelsen sted lige efter den Store Indgang, inden ektenien: ”Lad os fuldende vor aftenbøn til Herren”.

Hypodiakonerne bringer et sæde (en kathedra) hen til biskoppen, og stiller det ved den Hellige Trones venstre hjørne. Biskoppen sætter sig således, at han ikke sidder med ryggen til de Hellige Gaver. To hypodiakoner bringer den, der skal håndspålægges, fra midten af kirken og frem til de Kongelige Porte. De har den ene hånd på kandidatens nakke og den anden om hans arm. De får ham til at bukke så dybt som muligt foran de Kongelige Porte, hvorefter den ældste hypodiakon udråber: ”Befal!”. Derefter vender de kandidaten mod folket og får ham atter til at bukke dybt. Den anden hypodiakon udråber da: ”Befal I!”. Til slut bringer de kandidaten helt frem til de Kongelige Porte, hvor protodiakonen og en anden diakon tager imod ham og holder ham hhv. om højre og venstre arm. Protodiakonen udråber: ”Befal, højtindviede hersker!”. Denne frembringelse af kandidaten til alteret og disse udråb, udtrykker at det er Guds kald, hvilket bevidnes af folket, klerikerne og biskoppen. Efter indtrædelsen i det Allerhelligste, bøjer kandidaten for biskoppen, der velsigner ham korsformigt. Efterfølgende føres kandidaten tre gange rundt om den Hellige Trone, hvilket symboliserer den ed, som kandidaten giver, for bestandigt at vie sig til at tjene Gud ved Hans Trone. Idet han føres rundt, kysser kandidaten Tronen på alle dets fire hjørner, som et vidnesbyrd på, at han ærbødigt agter Tronens hellighed. Efter hver omgang kysser kandidaten biskoppens hånd og epigonation, og udviser derved ærbødighed for den, ved hvilken Guds Nåde bringes over ham. Imens kandidaten føres omkring Tronen, synges tre kirkelige hymner: først synger de gejstlige i alterrummet, og derefter gentages hymnen af koret. Den første hymne omhandler de Hl. Martyrer, der for kandidaten tjener som forbillede for standhaftighed i troen og hengivenhed til den Hl. Kirke, selv indtil døden: ”I hellige Martyrer, der kæmpede den gode kappestrid og har modtaget jeres kroner. Gå i forbøn til Herren om, at Han må forbarme sig over vore sjæle”. Den anden hymne henviser til, at kandidatens prædiken skal være den væsenséne Treenighed, ifølge de Hl. Apostle og Matyrers eksempel: ”Ære være Dig, o Kristus, Gud. Du, som er apostlenes ros og martyrernes store glæde. De, der forkyndte Treenigheden af ét og samme væsen”. Den tredje hymne udtrykker, at gejstlighedens oprindelse er Guds Søns menneskeliggørelse. Læren om dette er Kirkens fundament, og udgør dets vigtigste dogme: ”Bryd ud i glædesdans, Esajas! Jomfruen er blevet frugtsommelig og har født Sønnen Emmanuel. Han er både Gud og menneske og Solopgang er Hans navn. Vi lovsynger Ham og priser Jomfruen salig”. Efter den tredje omgang, prostrerer kandidaten tre gange foran Tronen idet han siger: ”Gud, vær mig, en synder, nådig” og stiller sig på sit højre knæ ved Tronens højre hjørne (og ikke begge knæ, som det gøres ved håndspålæggelse til præsteskabet). Dette gøres som tegn på, at diakonen ikke pålægges den fulde helligtjeneste, men kun dens ene del, nemlig tjeneste ved mysterierne, og ikke selve udførelsen af dem. Derefter lægger kandidaten sine hænder korsformigt på Tronen og lægger sin pande mellem dem på Tronen, som tegn på, at han helliger alle sine åndelige og legemlige kræfter til at tjene ved Guds Trone. Biskoppen rejser sig fra sit sæde og lægger enden af sit omoforion på kandidatens hoved, som tegn på den Guds Nåde, der kommer over ham. Efter at have velsignet ham tre gange, lægger biskoppen sin hånd på kandidatens hoved, protodiakonen udråber: ”Lad os være opmærksomme!”, og biskoppen beder højlydt mysteriefuldbyrdelsens bøn: ”Den guddommelige nåde, som altid helbreder det skrøbelige og erstatter det manglende, befordrer den fromme hypodiakon (navn) til diakon ved håndspålæggelse; Lad os derfor bede for ham, at Helligåndens nåde må komme over ham”. Som svar, synger alle de gejstlige i alterrummet tre gange: ”Herre, forbarm Dig!”, og derefter synger koret langsomt og udstrakt på græsk: ”Κύριε, ἐλέησον” (Kyrie eleison – Herre, forbarm Dig), som tegn på vores forening med den græske Kirke, gennem hvilken vores Kirke fik sin oprindelige nåde til præsteskabet. Imens dette synges, velsigner biskoppen tre gange kandidatens hoved, og læser derefter stille flere bønner, hvori han beder Herren om at sende sine nådefulde gaver til diakonen, som er nødvendige for hans tjeneste. Protodiakonen siger i mellemtiden med dæmpet stemme den store ekteni, hvori han ihukommer håndspålæggeren (biskoppen) og den håndspålagte (diakonkandidaten). Efter bønnerne, velsigner biskoppen de hellige liturgiske klæder, der er passende diakonens gejstlige rang, og iklæder den håndspålagte. Diakonen lades nu løse sit orarion, som han bar korsformigt bundet over skuldrene som hypodiakon. Biskoppen tager orariet og lægger det på hans venstre skulder. Derefter iklædes han epimanikierne og, til slut, får han en ripide i hænderne. Hver gang diakonen få tildelt et klæde, udråber biskoppen ”Axios!” (gr. ἄξιος – værdig), hvilket gentages af alle de gejstlige og folket. Dette er en højtidelige proklamation af, at den håndspålagte nu er værdig til at iklæde sig sin gejstlige rangs tilhørende klæder og udføre den tjeneste, som er ham pålagt. Den håndspålagte diakon stiller sig ved Tronens venstre (nordlige) side med en ripide i hænderne, for vogte over De Hellige Gaver mod insekter. Almindeligvis står diakonen og vifter over den hl. diskos og den hl. kalk, indtil udråbet: ”Det Hellige for de hellige!”. Her lægger han ripiden fra sig, for at træde frem til den Hellige Kommunion sammen med alle andre. Som tegn på, at en fornyelse af den guddommelige nåde har fundet sted i den håndspålagte, er han den første blandt diakonerne til at tage del i de Hellige Mysterier. Til sidst i Liturgien, siger den nye diakon den takkende ekteni: ”Stå oprejste! Lad os, efter at have modtaget Kristi guddommelige, hellige, alrene, udødelige, himmelske levendegørende og frygtindgydende Mysterier, værdigt takke Herren”… Til sidst indtager den nye diakon den resterende Hellige Nadver, efter at alle i Kirken har kommuniceret.

Ifølge det Sjette Økumeniske Råds kanon nr. 14, må en person ej håndspålægges til diakon førend han er fyldt 25 år.

134. Håndspålæggelse af en presbyter (præst).

Denne håndspålæggelse kan udelukkende finde sted under en fuldkommen Liturgi, og den finder straks sted efter den Store Indgang, for at den ny-håndspålagte præst kan deltage i helliggørelsen af de Hellige Gaver.

Chirotonien til præsteskabet udføres stort set på samme måde som chirotonien til diakonatet, dog med nogle få forskelle: Under den Store Indgang bærer kandidaten ”aíros”, dvs. ”luft-klædet”, på sit hoved. Kandidaten føres ikke af hypodiakoner fra midten af kirken til de Kongelige Porte, men af protodiakonen og en diakon. I de Kongelige Porte er den ældste presbyter – en arkhimandrit eller en ærkepræst, som tager imod kandidaten og som ligelides siger udråbet ”Lad os være opmærksomme!”. Kandidaten stiller sig på begge knæ foran Tronen, som tegn på, at han påtager sig en højere tjeneste og dermed også en større byrde, end diakonen. Den store ekteni siges af den ældste præst, der modtog kandidaten i de Kongelige Porte, fremfor protodiakonen. Med udråbet ”Axios!” tildeles og iklædes den nye præst de liturgiske klæder, der tilhører præsteskabet: et epitrachelion, som han får i stedet for orariet, et bælte og felonion, samt en tjenestebog i hænderne. Den håndspålagte stiller sig som den første blandt præsterne, lige efter den ældste arkhimandrit, og kommunicerer som den første. Efter de Hellige Gavers indvielse, giver biskoppen den håndspålagte den del af de Hellige Gaver hvorpå der står ”KRISTUS”, idet han siger: ”Modtag denne pant, og bevar den i dens helhed ubeskadiget indtil dit sidste åndedrag, for du skal aflægge regnskab for den til vor Store Herre og Gud og Frelser, Jesu Kristi frygtindgydende genkomst”. Den håndspålagte tager imod denne del af de Hellige Gaver og holder den på svampen fra antiminsen, der ligger på en særskilt diskos. Han træder bagom den Hl. Trone, læner hænderne mod den og læser salme 50 for sig selv. Når tiden er inde til udråbet: ”Det Hellige for de hellige”, giver den håndspålagte delen tilbage til biskoppen. Den nye præst beder også bønnen bag ambonen til sidst i Liturgien.

Ifølge det Sjette Økumeniske Råds kanon nr. 14, må en person ej håndspålægges til presbyter (præst) førend han er fyldt 30 år.

135. Håndspålæggelse af en biskop.

Håndspålæggelsen af en biskop udføres særligt højtideligt. Dagen før håndspålæggelsen, finder en offentliggørelse af den udvalgte til bispestanden sted. Kun en forsamling af biskopper kan håndspålægge en ny biskop, og aldrig mindre end tre biskopper, eller, i ekstraordinære tilfælde, minimum to biskopper, jf. de Hl. Apostles første kanon. Alle de biskopper, der skal deltage i håndspålæggelsen, samler sig i midten af templet iklædte deres bispekapper, og den første blandt biskopperne iklæder sig et epitrachelion, omoforion og epimanikier. Kandidaten føres ud af alterrummet af to arkhimandritter i arkhimandritkapper, nøglebæreren holder et fad med det hl. kors på, og en hypodiakon holder en kande med helligt vand. Synodens sekretær, en biskop, proklamerer bestemmelsen af hans udvælgelse, og den udvalgte svarer (såfremt han ikke er imod udnævnelsen): ”Eftersom den Hellige Synode har dømt mig værdig til en sådan tjeneste, takker jeg herfor, tager imod det og gør ingen indvending derimod”. Derefter udfører biskopperne alene, uden et kor, en kort bønnetjeneste. Den første blandt biskopperne udråber: ”Velsignet er vor Gud, stedse, nu og altid og i evigheders evighed”. De resterende biskopper svarer: ”Amen!” og beder sammen: ”Himmelske Konge”… og den ”Trehellige sang” indtil ”Fader vor”. Efter udråbet: ”Thi Dit er Riget og kraften er herligheden, Faderens og Sønnens og Helligåndens, nu og altid og i evigheders evighed” synger de Pinsetroprariet: ”Velsignet er Du, Kristus, vor Gud, Du, som gav fiskerne den højeste visdom ved at sende Helligånden over dem, og ved dem indfangede Du hele verden, Du, der elsker menneskene, ære være Dig”, ”ære være… nu og altid…” kontakion: ”Da den Højeste nedsteg og forvirrede tungemålene, delte Han folkeslagene; men da Han fordelte tunger af ild, kaldte Han alle til enhed, og enstemmigt ærer vi den Alhellige Ånd”. Herefter siger den første blandt biskopperne en kort inderlig ekteni, hvori han ihukommer ”den højærværdige arkhimandrit (navn), som nu er udvalgt til biskop over den af Gud beskyttede stad (navnet på byen)”. Tjenesten afsluttes med bortsendelsen der benyttes til Pinsen, hvorefter den udvalgte ifølge traditionen, holder en tale. Denne tale fungerer som en slags bekendelse af den udvalgtes liv, indre tilstand og udtrykkelse af hans tanker og følelser i forbindelse med hans forestående høje tjeneste. Efter talen udråbes et ønske om ”mange år” til dem alle, samt den udvalgte. Derefter velsigner den første blandt biskopperne den udvalgte med korset og bestænker ham med helligt vand.

På selve dagen for håndspålæggelsen, inden Liturgien, stiller den udvalgte sig foran hele forsamlingen af biskopper, gejstligheden og hele folket, hvor han højtideligt bekender den ortodoks kristne tro ved at sige trosbekendelsen, hvorefter han bedes uddybe dens betydning som følger:

”Jeg tror på én Gud, Faderen den Almægtige, Himmelens og Jordens, alt det synliges og usynliges Skaber, som er uden begyndelse, ikke er født og ikke er forårsaget af noget, men er Ophav af Natur og Årsag til Sønnen og Helligånden. Jeg tror også på Hans Enbårne Søn, som uden udstrømmen og før alle tider er født af Faderen, er af ét Væsen med Ham og ved Hvem alt er blevet til. Jeg tror også på Helligånden, som udgår fra samme Fader og tillige med Ham forherliges, er evigt værende ligesom Han, sidder på samme Trone som Han, er af samme Væsen som Han, æres ligesom Han og er skabelsens Bygmester. Jeg tror også, at én, af denne oversanselige og levendegørende Treenighed, det énbårne Ord for vor, menneskenes, skyld er nedsteget fra Himmelen og for vor frelses skyld er blevet Kød ved Helligånden af Jomfru Maria og er blevet Menneske, det vil sige er blevet et fuldkomment Menneske, uden at ophøre at være Gud og uden ved delagtighed i kødet at have forandret noget af det guddommelige Væsen eller at have forvandlet det i noget, men efter uden forvandling at have påtaget Sig Mennesket har udholdt lidelse og korset i dette, efter den guddommelige Natur fri for al lidelse, er opstanden på den tredje dag fra de døde, er opfaren til Himmelen og sidder ved Guds og Faderens højre Hånd. Jeg bekender fremdeles én Hypostasis i det kødblevne Ord og tror og forkynder, at Kristus efter Kødblivelsen er én og den samme i to Naturer, idet Han bevarer hver af dem, i hvilke og af hvilke Han var. Derfor bekender jeg også to Viljer, idet hver Natur bevarer sin egen Vilje og sin egen Virksomhed. Jeg tager også imod den ene Katolske og Apostolske Kirkes overleveringer og lærdomme angående Gud og det guddommelige. Jeg tilbeder, i relativ forstand og ikke i den guddommelige tilbedelses forstand, ikoner af Kristus selv og af Hans alrene Moder og af alle de Hellige, idet jeg henfører den dem udviste ære til de på dem fremstillede oprindelige skikkelser.

Men alle dem, som tænker anderledes herom, dem forkaster jeg som falske lærere, og til dem siger jeg Anathema!

Vor Herskerinde, Guds Moder, Maria, bekender jeg som den, der virkeligt og sandeligt i kødet har født Kristus vor Gud, den ene af Treenigheden. Må Hun være min bistand, min beskærmelse og min beskyttelse alle mit livs dage. Amen”.

Derudover aflægger han ed på, at han uændret vil bevare troen, at han vil overholde de Hellige Apostles kanoner, de Hellige Økumeniske Råd, de Hellige Lokale Kirkeråd, samt de Hellige Fædres bestemmelser. Han lover at tage imod alt som de Hellige Fædre har taget imod, og forkaste alt hvad de har forkastet. Denne ed aflægges imens den udvalgte står på ørnetæppet (et rundt tæppe med en ørn afbildet på det), der symboliserer, at biskoppen i tro og dyd skal være hævet over alle, idet han opløftes i ånden til himlene. Den udvalgte underskriver et særligt kirkeligt dokument, der bevidner hans ypperstepræstelige løfte, og giver dette til den første blandt biskopperne. Herefter synges ”mange år” til biskopperne, og den udvalgte føres ind i alterrummet, hvorefter den guddommelige Liturgi begynder som sædvanligt.

Selve håndspålæggelsen af biskoppen finder sted lige efter den Trehellige sang, inden oplæsningen fra Apostlen. Den ældste blandt præsterne og protodiakonen bringer den udvalgte frem til de Kongelige Porte, og alle biskopperne tager imod ham ind i alterrummet. Den udvalgte gør tre prostrationer foran Tronen, kysser den, og stiller sig på begge knæ foran den og lægger sine hænder korsformigt og sit hoved på den. Ypperstepræsterne lægger alle det Hellige Evangelium med skriften nedad på den udvalgtes hoved, som var det Herrens Egen Hånd, der velsigner den udvalgte, og samtidigt underlægger ham den Evangeliske lov. Den første blandt biskopperne beder højlydt bønnen der fuldbyrder mysteriet, og de gejstlige synger som altid: ”Herre, forbarm Dig” tre gange. Den første blandt biskopperne velsigner tre gange den udvalgte over hans hoved, og læser to stille bønner, samtidigt med at alle de andre biskopper hver især lægger deres højre hånd på den udvalgtes hoved. Den anden af ære blandt biskopperne, siger samtidigt stille den store ekteni, hvori han ihukommer de håndspålæggende og den håndspålagte. Kores synger langsomt og udstrakt på græsk: ”Κύριε, ἐλέησον” (Kyrie, eleison), ligesom ved håndspålæggelsen af en diakon og presbyter. Efter bønner tages den udvalgtes kors og felonion af, og hypodiakonerne bringer de ypperstepræstelige klæder frem: sakkos, omofor, kors, panagia og mitra. Idet han modtager hver enkelt beklædningsdel, beder den håndspålagte om velsignelse til at iklæde sig den hos alle de tilstedeværende biskopper og kysser deres hænder, hvorefter han iklæder sig klæderne. Hver gang han tildeles en ny beklædningsdel udråbes: ”Axios!” = værdig! Efter iklædelsen kysser alle biskopperne den nye biskop, og han indtager nu den første plads blandt biskopperne, som håndspålagde ham, næst efter Patriarken eller metropoliten. I kraft af dette, tilfalder en særlig synlig handling den nye biskop, idet han i den videre udførelse af den guddommelige Liturgi udråber: ”Fred være med jer alle” inden oplæsningen fra Apostlen, han velsigner folket med den toarmede og trearmede lysestage efter oplæsningen fra Evangeliet og efter Kerubhymnen, han siger udråbet efter den inderlige ekteni: ”Thi Du er en barmhjertig Gud, der elsker menneskene, og vi opsender lov og pris til Dig, til Faderen og Sønnen og Helligånden, nu og altid og i evigheders evighed”. Under den Store Indgang modtager han den Hellige Kalk fra den ældste blandt presbyterne, og siger de dertilhørende ihukommelser, han uddeler den Hellige Nadver til de tilstedeværende gejstlige når de kommunicerer med Kristi Hellige Blod, og han velsigner med dikirion og trikiron idet han udråber: ”Frels, Herre, Dit folk og velsign Din arvedel”. Efter Liturgien afklæder alle biskopperne sig de liturgiske klæder i alterrummet, og bringer den nye biskop frem til den første blandt sig, som velsigner ham og giver ham en ypperstepræstelig ryasson (præstekjole), panagia, en bispekappe, en klobuk og en bedekrans. Alle biskopperne træder efterfølgende ud på ambonen, hvor den første blandt biskopperne holder en lærerig tale. Herefter giver han den nye biskop en bispestav, hvorefter den nye biskop velsigner folket med begge sine hænder i alle fire retninger: mod øst, vest, syd og nord. Almindeligvis går de resterende biskopper, og den nye biskop bliver tilbage og uddeler antidoron til de bedende.

I oldtiden var det ikke alle biskopper der bar sakkos. I oldtiden var det kun patriarker og metropolitter, der bar sakkos, og biskopperne bar felonion med mange kors på, kaldet ”polystaurion” på græsk. Sådan var det også i Rusland indtil Peter den 1.’s tid, hvor alle biskopper begyndte at bære sakkos.

 

136. Kroningen og myrrasalvelsen af en ortodoks monark.

Myrrasalvelsens mysterium (krismeringen) af en ortodoks monark, udføres, ifølge den Ortodokse Kirkes tradition, efter en særlig ordning, i forbindelse med monarkens kroningsceremoni. Derfor kaldes monarkerne for ”Guds Salvede”. Denne myrrasalvelse, som gives monarken, er ikke noget særskilt mysterium: det er derfor fejlagtigt at betragte det som en gentagelse af myrrasalvelsesmysteriet, thi det kan, ligesom dåben, aldrig gentages. Denne hellige salvelse af monarker med hellig myrra på dagen for deres kroning, er intet mindre end det øverste niveau af selskab med Helligåndens gaver, som er nødvendige for at monarken kan udholde sin høje kongelige tjeneste for folket. Myrrasalvelsen og den tilhørende kirkelige tjeneste er udelukkende til, for at imødekomme den kommende monarks ønske om Kirkens velsignelse af hans introning til embedet og Guds hjælp til at regere retfærdigt og i overensstemmelse med Herrens Bud. Det er også et klart ønske for det ortodokse folk at have en retfærdig ortodoks kristen monark, da denne vil kunne lade ortodoksien og Guds sandhed blomstre i samfundet. Derfor er kroningsceremonien en oplagt mulighed, for almindelige mennesker, at bede for nationens fremtid, idet de beder Gud om at oplyse og bevare den kommende monark i den rette tro, samt styrke ham i sit embede, så Guds Navn frit kan lovprises og ophøjes overalt i landet. Som et udtryk for det russiske folks forhold til denne særlige kirkelige tjeneste, gengives her præst Nikolaj Antonovs introduktion til kroningsceremonien:

”Hvert enkelt ortodokst tempel er højtelsket og værdsat af de ortodokse kristne, der befolker et givent område eller menighed. Idet Guds Tempel er en helligdom, hvori menighedens medlemmer lægger stort arbejde og ofringer, og hvortil utallige minder om livets glædelige og sørgelige begivenheder er bundet, er det et samlingspunkt for befolkningen der får alle til at leve med ”én mund og ét hjerte”. Idet templet indtager et udvalgt sted i landsbyen eller i byen, drager det ufrivilligt dets egne menighedslemmers og andre folks øjne til sig. Men der er et Guds Tempel i Rus’, og der er en dag og en time, hvor alle russeres øjne rettes mod dette tempel, og når hele den ortodokse befolkning lever de samme bønner og med den samme guddommelige indstilling… Dette tempel er Hensovelseskatedralen i Moskva (Успенскій Соборъ), og denne dag og time, er den hellige kroning af de russiske Zarer, som finder sted i Hensovelseskatedralen” (”Guds Tempel og de kirkelige tjenester”, præst N.R. Antonov, St. Petersborg, 1912, s. 233).

Ceremonien finder sted ved, at en højtidelig procession med monarken, hans hustru, og folket træder frem til katedralens porte, hvor biskopperne kommer dem i møde med røgelse. Derefter træder zaren og zarinaen ind i katedralen, hvor de ærer alle helligdomme i den, hvorefter de føres op på Zar Mikhail Feodorovichs og Zar Aleksej Mikhajlovichs troner. Den første blandt biskopperne træder nu frem til monarken og udspørger ham: ”Hvorledes tror du?” og monarken siger Trosbekendelsen med hele Kirken som vidne. Herefter velsigner den første blandt biskopperne (Patriarken eller Metropolitten) monarken, og den særlige moleben (paraklesis) kan nu begynde. Denne moleben adskiller sig fra den almindelige moleben, idet at der tilføjes særlige bønner i den store ekteni for monarken og for at hans regeren må være god og frugtbar. Efter ektenien og de efterfølgende troparier, læses en paremí (Es. 49:13-19), der læses op fra Apostlen (Rom. 13:1-7) og fra Evangeliet (Matt. 22:15-28). Efter Evangeliet iklæder biskopperne monarken den karmoisinrøde eller ”purpurrøde” kongekappe kaldet ”porfira” (efter farvens navn på græsk). Samtidigt lægger den første blandt biskopperne velsignende sine hænder korsformigt på monarkens hoved og læser to bønner, hvori han beder til Den Himmelske Konge for den jordiske monark. Her er to uddrag fra disse bønner:
”Iklæd ham kraft fra det høje, sæt en krone af kostbare sten på hans hoved, og skænk ham et langt liv. Giv ham frelsens scepter i hans højre, sæt ham på sandhedens trone, beskærm ham med Din Alhellige Ånds kraft, styrk hans hånd, skænk ham sejr over alle barbariske folkeslag der søger strid. Plant Din frygt i hans hjerte, og medlidenhed med sine undersåtter. Bevar ham uskadt i troen, vis ham som en standhaftig beskytter af Din Hellige Katolske og Apostolske Kirkes dogmer, så han må behandle Dine folk i sandheden og Dine ulykkelige folk i dom, frelse de fattiges børn og blive arving til Dit himmelske Rige. Thi Din er magten og Dit er Riget”.

Derefter bringer den første blandt biskopperne kronen frem til monarken, som selv sætter den på sit hoved. Efterfølgende siger den første blandt biskopperne:

”Du Frommeste, Enevældigste, Store Hersker og Kejser af hele Rusland! Denne synlige og sanselige pryd på dit hoved, er et synligt symbol på, at du, hele det russiske folks overhoved, krones på usynlig vis af herlighedens Konge, Kristus, med Sin godheds velsignelse, idet Han til dig stadfæster den øverste og herskende magt over Sine folk”.

Herefter giver den første blandt biskopperne monarken et scepter og et rigsæble, som er synlige symboler på den af Gud skænkede enevælde over Sine folk, til en regeren der er fordelagtig for dem. I disse kejserlige regalier sætter monarken sig på sin trone, og sætter herefter selv en krone på kejserinden. Herefter iklædes kejserinden også i en porfira-kappe og der bedes om mange år til dem. Efterfølgende beder monarken højlydt en bøn, hvori han bl.a. siger: ”…Må Du, min Hersker og Herre, belære mig i den gerning, som Du har pålagt mig. Besind og før mig i denne store tjeneste. Må visdommen siddende ved Din Trone være med mig…”

Efter denne bøn beder den første blandt biskopperne atter for monarken, hvorefter den guddommelige Liturgi begynder. Når Liturgien begynder, tager monarken sin krone af hovedet, og efter de gejstlige har kommuniceret, åbnes de Kongelige Porte hvorefter kejseren og kejserinden myrrasalves. Kejseren salves med den hellige myrra på panden, øjenlågene, næseborene, læberne, ørerne, brystet og på begge sider af hænderne. Kejserinden salves udelukkende på panden. Derefter føres monarken ind i alterrummet, de Kongelige Porte lukkes, og monarken tager del i Kristi Hellige Mysterier foran Tronen (alterbordet) som det behører Guds Salvede og beskytter af Kirken i kongeriget. Efterfølgende tager kejserinden del i de Hellige Mysterier som almindeligt, foran de Kongelige Porte. Derefter træder de hen til hver deres trone, og deres åndelige fader læser takkebønnerne efter modtagelse af den Hellige Nadver højt for dem.

 

137. Moleben eller paraklesis (særlig bønnetjeneste).

Den Hellige Kirke og alle dens lemmer, de ortodokse kristne, ønsker gennem hele deres liv at påkalde Guds velsignelse og guddommelige hjælp i enhver situation og handling. I de kirkelige tjenester og hymner, findes bønner for hver enkelt situation i livet. Således findes der i Kirken en særlig kategori af tjenester kaldet ”moleben” eller ”paraklesis”, som på dansk tilnærmelsesvist vil lyde som ”bønnetjeneste”. F.eks. tjener man i Kirken moleben i forbindelse med begyndelsen på et nyt år, når man påbegynder og afslutter skoleåret eller en anden uddannelse, under krige, til velsignelse af afgrøder, når man bygger et hus, graver en brønd, bliver ramt af sygdom, tørke, stormvejr, oversvømmelser, når man skal rejse og når man vender hjem igen, når nogen sidder i fangenskab, i fængsel, eller når der opstår stridigheder mellem folk. Gennem moleben udviser man hengivenhed til Guds vilje, og et ønske om at foretage sig alt med hans velsignelse.

En moleben kan tjenes med læsningen af en kanon eller uden. Hvis kanonen ikke læses, begynder en moleben med præstens velsignelse og almindelige indledning. Derefter siger diakonen den store ekteni, hvori særlige bønner for årsagen til tjenesten tilføjes. Efter ektenien og præsten udråb, synges: ”Herren er Gud og har vist Sig for os!” og et troparie, der udtrykker essensen af den eller de bedendes situation eller fornødenheder. Efterfølgende læses der op fra Apostlen og Evangeliet. Derefter bedes den inderlige ekteni, hvori de særlige bønner for den konkrete omstændighed gentages med større inderlighed. Herefter synges dagens troparie og kontakie, hvorefter præsten beder en bøn under hvilken alle falder på knæ.

Hvis en moleben tjenes i forbindelse med en kanon, udføres den på følgende måde: Efter indledningsbønnerne synges: ”Herren er Gud…” og tropariet til Herren Jesus, Guds Moder eller de Hellige. Efter tropariet følger kanonens irmoser og forskellige epoder (omkvæd), f.eks. ”Ære være Dig, vor Gud, ære være Dig”, eller ”Alhellige Gudføderske, frels os”, eller ”Du Hellige Hierark, fader Nikolaj, bed til Gud for os” og andre. Herefter læses troparierne i hver af kanonens oder. Efter den 3. ode beden en kort inderlig ekteni for de bedendes helbred; efter den 6. ode beden den lille ekteni, og nogle gange indsættes her en akathist. Efterfølgende læses den tilhørende passage i Evangeliet. Efter den 9. ode bedes den inderlige ekteni for fred, et godt levned og rig høst af jordens frugter til alle rettroende kristne. Her følger dagens troparie, kontakie, præstens bøn og bortsendelsen.

 

138. Panikhida (tjeneste for de hensovne).

Panikhida er en tjeneste, der giver mulighed for at opfylde enhver ortodoks kristen persons sidste ønske: ”Bed uophørligt for mig”. Ordet ”panikhida” betyder vågenat på græsk, og har sin oprindelse fra de bønnetjenester, som de kristne holdt oven på martyrernes grave i oldtiden. Selve den gudstjenestelige ordning for udførelsen af panikhida, minder om morgengudstjenesten, der også, ifølge Typikon, tjenes om natten, lige efter midnatstjenesten og indtil daggry. I stedet for hexapsalmos (de seks salmer) læser man til panikhida salme 90, hvorefter den store ekteni, Halleluja vers og tropariet ”Du, som med dyb visdom tilrettelægger alle ting i kærlighed, og giver alle mennesker, hvad de behøver, Du eneste Skaber, giv hvile, o Herre, til dine tjeneres sjæle, for de har sat deres lid til Dig, vor Skaber og Grundlægger, og vor Gud”. synges. Herefter synges theotokiet og troparier: ”Helgenernes skare har fundet livets Kilde og Døren til Paradis. Må jeg også finde vejen gennem omvendelse. Jeg er det fortabte får. Kald mig hjem, Du Frelser, og frels mig” med følgende omkvæd mellem hvert troparie: ”Velsignet er Du, o Herre, lær mig Din retfærdighed”. Efterfølgende synges salme 50 og kanonen, hvor den lille ekteni, et sidde-vers og kontakie bedes efter hhv. 3. og 6. ode. Efter kanonen bedes det ”Trehellige indtil Fader vor” og troparier. Efter troparierne bedes den inderlige ekteni, hvorefter præsten beder en særlig bøn: ”Du åndernes og alt køds Gud, der har nedtrampet døden ved døden, overvundet Djævelen og givet liv til Din verden. Giv fred, Herre, til din(e) hensovne tjener [tjenerinde eller tjenere] (navn)’s sjæl(e) på lysets sted, på de grønne vanges sted, på oplivelsens sted, hvorfra al smerte, sorg og jammer er flygtet. Tilgiv, o Gud, i Din godhed og kærlighed til menneskene enhver synd begået af ham [hende eller dem] i gerning, ord og tanke, for der er intet menneske, der lever uden at synde. Du alene er uden synd og din retfærdighed varer evigt og dit ord er sandhed”. Derefter siges bortsendelsen og præsten udråber: ”Evig ihukommelse!”.

I Typikons kapitel 14 kan man læse reglen for hvordan typikon tjenes. Under tjenesten ofres der røgelse i røgelseskarret. Hvis en præst tjener panikhida alene, lægger han ikke røgelseskarret fra sig på noget tidspunkt under tjenesten. Hvis en diakon deltager i tjenesten, beder han inden hver ekteni om præstens velsignelse til røgelsen, og præsten ofrer kun røgelse når troparierne der begynder med ”Helgenernes skare…” synges. Derudover holder præsten røgelseskarret ved bortsendelsen og når ”evig ihukommelse” synges.

Inden begravelsen af en hensoven person, tjenes der panikhida dagligt, og derefter tjenes den på den tredje, niende og fyrretyvende dag efter begravelsen, på den afdødes navnedag, fødselsdag, dagen for den afdøde persons hensoven og ligeledes på de lørdage der kaldes ”forældrenes lørdag”. På den 3. dag tjenes panikhida til ære for Jesu Kristi Opstandelse fra de døde, på den 9. dag tjenes den, for at den hensovnes sjæl må blive medregnet de ni englerange, og på den 40. dag for at den hensovne uden skam kan udholde sin prøvelse eller private dom, som ifølge Kirkens tro finder sted fyrretyve dage efter hensovelsen, men også fordi at Herren, på den 40. dag efter Sin Opstandelse, for til himmels, og for at Han må tage imod den hensovne i Paradiset. På den afdødes navnedag tjenes der panikhida, for at bekende vores ihukommelse af den afdøde, og at vores kærlighed til den ham ikke svækkes med tidens gang, men hvert år fornyes. Og derfor, ligesom vi bad for hans helbred da han levede iblandt os, således beder vi også for hans frelse efter døden. På dagen for hans hensoven beder vi fordi, at denne dag er dagen for den konkrete persons nye fødsel til himmelen, dvs. en endelig fødselsdag.

Nogle lørdage kaldes ”forældrenes lørdag” fordi på disse lørdage, ihukommer de ortodokse kristne deres hensovne forældre og forfædre. Der er tre sådanne lørdage i året: lørdagen inden kødforsagelsesugen, dagen inden Pinse og lørdagen inden 26. oktober. Vi beder for de hensovne om lørdagen inden kødforsagelsesugen, fordi vi den kommende søndag ihukommer Frelserens genkomst og Kristi frygtindgydende dom over levende og døde. Vi beder her den retfærdige Dommer om at vise os og de afdøde Sin barmhjertighed. På Treenighedens lørdag beder vi for de afdøde, fordi med Helligåndens komme besegledes verdens løskøbelse, der frelsende både rækker ud over de levende og de døde. Lørdagen inden 26. oktober kaldes også ”Dimitris lørdag”, fordi den hellige fromme og retfærdige storfyrste Dimitrij af Don blev født på denne dag, og fordi han utallige gange afholdt panikhida til ihukommelse for de dræbte russiske krigere på ”Kulikovo polje” (Kulikovs mark) i året 1380 e.Kr. Hellige Sergij af Radonezh formanede samme år, at man i fremtiden altid skulle ihukomme afdøde krigere på denne dag. Og fordi Hl. Stormartyr Demitrios af Thessalonikis festdag (26. oktober) regnedes for en særligt højtidelig dag, hvor man ikke holdt panikhida, blev det besluttet at ihukomme de afdøde lørdagen inden denne dag. Således ihukommes først og fremmest ortodokse kristne krigere og soldater som er blevet dræbt i tjeneste, men også alle andre hensovne ortodokse kristne. Derudover holder man ihukommelse for dem som blev dræbt for ”Tro, Konge og Fædreland” den 29. august. Men den mest højtidelige bøn for de hensovne holdes om tirsdagen i Thomas’ uge, lige efter Påske. Denne tirsdag kaldes ”Радоница” (sl. radonica – glædens dag).  På denne dag drager de troende ud til deres hensovne slægtninge og bekendtes gravsteder med det formål at dele den store glæde af Kristi Opstandelse med dem, i håb om deres fælles salige opstandelse. Når man ihukommer de afdøde, tilbereder man ”koliva”. Som det tidligere er blevet beskrevet, består koliva af kogte hvedekorn og honning, hvilket tilbydes alle de tilstedeværende som tegn på vores broderskab foran Kristus. Honningen er et symbol på den åndelige sødme, der venter dem, som døde med tro og anger, i det kommende liv. Kornet symboliserer Kristi Opstandelse og den afdødes opstandelse. Det påminder også om Kristi ord: ”Hvis hvedekornet ikke lægges i jorden og dør, bliver det kun det ene korn; men hvis det dør, bærer det megen frugt” (Joh. 12:24) og Apostlen Pauli ord: ”Det, du sår, får jo ikke liv, hvis det ikke dør. Og hvad du end sår – du sår ikke den plante plante, der senere kommer op, men et nøgent korn, enten det nu er hvede eller af en anden art. Men Gud giver det et legeme efter Sin vilje og hver sædart sit særlige legeme” (1 Kor. 15:36-38).

Ifølge Nomokanonens kanon nr. 169 i den Store Trebnik, tjenes der ikke panikhida i perioden mellem Kristi Fødsel (Jul) og Herrens Dåb (Teofanien), i løbet af den første uge af den Store Faste og i løbet af den Store Lidelsernes uge og i løbet af den Lyse uge, om søndagen eller på store festdage.

139. Den bedende kanon der tjenes inden sjælen skilles fra legemet.

Enhver ortodoks kristen forbereder sig i løbet af hele sit jordiske liv, til det kommende liv. Han beder Gud om, at han livs afslutning sandeligt må være ”kristelig, fredfyldt, uden smerte og skam” som man kan høre i de kirkelige ektenier til de daglige gudstjenester. Den Hellige Kirke forlader ej heller sine børn i dødens time. Den beder for dem og følger dem på vej gennem mysterierne af skriftemålet (syndsbekendelse) og Den Hellige Kommunion. I de mest grufulde øjeblikke af sjælens afsked med legemet, er det tradition at tjene ”Den bedende kanón til vor Herre Jesus Kristus og den Alrene Gudføderske, Herrens Moder, idet sjælen skilles fra legemet hos en hvilken som helst rettroende”. Dette vil sige, at idet en person er døden nær og forlader dette liv, læses der en særlig bønneregel over ham. Denne regel består af indledningsbønnerne, salme 50, den bedende kanon til den Alrene Gudføderske der bedes på vegne af den døende person, som ikke selv kan tale, hvorefter præsten beder en særlig bøn kaldet: ”bøn ved sjælens afgang”. Denne tjeneste kaldes i folkemunde for ”afgangen”.

Derudover haves der i Trebnik og i præsteskabets bønnebog en anden, lignende bønnetjeneste kaldet: ”Ordningen for tjenesten idet sjælen skilles fra legemet, når personen længe har været forpint”. Denne tjeneste er større, da den indeholder tre salmer – 69, 142 og 50, en kanon og to bønner: ”Bønnen for en sjæl der dømmes” og ”bønnen for den længe forpintes død”.

 

140. Ritualet for begravelse (bisættelse) i den ortodokse Kirke.

Gudstjenesten, der følger de mennesker på vej, som har forladt dette midlertidige liv, er siden oldtiden blevet kaldt for ”Exodus” (udvandring – drage ud), hvor man på dansk oftest kalder det for ”bisættelse” eller mere poetisk: ”jordefærd”. Der findes følgende 5 forskellige tjenester for, hvordan hensovne folk bisættes:

  1. Ordningen for begravelse af lægfolk.
  2. Ordningen for begravelse under den Lyse Påske.
  3. Ordningen for begravelse af en afdød præst.
  4. Ordningen for begravelse af et spædbarn.
  5. Ordningen for begravelse af en munk (eller nonne).

Den første type tjeneste benyttes når lægfolk, fra 7-årsalderen og opefter, bisættes. Den samme tjeneste benyttes ved bisættelse af læsere, hypodiakoner og diakoner. Den anden type tjeneste benyttes ved bisættelse af lægfolk i løbet af alle dage hvor den Lyse Påske fejres. Den tredje type tjeneste benyttes ved bisættelse af præster og biskopper. Den fjerde type benyttes ved bisættelse af spædbørn og den femte type benyttes til at begrave munke, igumener og arkhimandritter. De fire første typer af bisættelse vil blive skrevet i det følgende.

141. Forberedelse af legemet til begravelse:
Afvaskning, påklædning og hvordan den hensovne lægges i en kiste.

Efter en kristen lægpersons død, vaskes hans legeme, (eller som Kirken kalder det: ”relikvier” eller på dansk – ”levninger”), af respekt for den afdøde og af et ønske om, at han i renhed, efter opstandelsen, vil stå foran Gud (ApG. 9:37). Man vasker hverken munke eller præster helt, for ikke at blåtlægge deres legemer. Munkens relikvier vaskes ved at aftørre dem korsformigt med lunkent vand og en svamp på panden, på brystet, på kinderne, på fødderne og på knæene, intet mere. En afdød præst afklædes af andre præster, der tørrer hans legeme med ren olivenolie. Efter afvaskningen eller aftørringen af den hensovne, iklædes denne nye klæder, hvilket symboliserer vor uforgængeligheds (uforkrænkeligheds) nye klæder (1 Kor. 15:53), og samtidigt skal det være netop de klæder, der er passende den afdødes stilling, for at enhver kan aflægge forklaring til Gud i den stilling (det ”hold”), som han blev kaldt til (1 Kor. 15:23). Munke iklædes de monastiske klæder og indhylles i en munkekappe (mantia). Til dette formål tilskæres kappen således, at den korsformigt kan bindes omkring legemet. Munkens ansigt tildækkes, som tegn på at han levede afsondret fra denne verden. Præster og biskopper iklædes deres respektive liturgiske klæder, og deres ansigt tildækkes med airos (luft-klædet), som tegn på, at den hensovne udførte Guds mysterier, og særligt det ypperste af alle mysterierne: Herrens Legeme og Blod. En biskop iklædes idet der synges: ”Således skal dit lys skinne for menneskene”… (Matt. 5:16). Oven på en afdød lægperson lægges et hvidt ligklæde, der minder om de hvide klæder som nydøbte iklædes. Biskopper og præster får det Hellige Evangelium i hænderne som tegn på, at de forkyndte den evangeliske lære til menneskene. Ud over Evangeliet, får de også et kors i hånden. Diakoner får et røgelseskar i hånden. Munke og lægfolk får et ikon af Kristus Frelseren i hænderne, som tegn på, at de var Kristus tro og hengav deres sjæl til Ham. Inden legemet lægges i kisten, bestænkes både legeme og kiste med helligt vand, og kisten bestænkes både indvendigt og udvendigt. På den afdødes hoved lægges en krans eller et bånd med ikoner af Herren Jesus Kristus, Gudsmoder og Johannes Døber og skriften af den Trehellige sang: ”Hellige Gud, Hellige Stærke, Hellige Udødelige, forbarm Dig over os”. Denne hovedbeklædning er et symbol på, at den afdøde er Kristi kriger, der ærefuldt har forladt den åndelige slagmark. En biskops kiste velsignes med dikirion og trikirion og med ripider. Den afdødes legeme dækkes med et helligt dækkeklæde som tegn på, at den afdøde, som troende og helliggjort ved mysterierne, befinder sig under Kristi beskyttelse. Oven på en biskops kiste lægger man bispekappen.

Der læses op fra det Hl. Evangelium over en afdød biskop og præst, og over en lægperson, en munk og en diakon, læses der op fra Salmernes bog (Psalteren). Oplæsningen fra Psalteren afbrydes med en bøn for den afdøde, hver gang der læses ”Ære være…” . Denne bøn er angivet til sidst i ordningen ”efter sjælens udvandring”.

Man tjener panikhida, lytí og derefter selve bisættelsestjeneste og begravelse for den afdøde, hvor legemet overgives til jorden. Panikhida er tidligere blevet beskrevet under punkt 138. Lytí (gr. litaneía eller lytí) betyder kort inderlig bøn for de hensovne. Lytíen tjenes imens legemet bringes ud af den hensovnes hjem og efter det er blevet bragt til kirkegården. Lytien kan tjenes mange gange fra dødens indtræffen og indtil legemet overgives til jorden. Lytí for de hensovne tjenes lige efter bønnen bag ambonen til særlige Liturgier med ihukommelse af de afdøde, og efter aften- og morgengudstjenester. Hvis lytien tjenes i forbindelse med liturgien, er der ingen bortsendelse og ”evig ihukommelse” synges heller ikke. Ligesom til panikhida, velsignes koliva også til lytien.

Lige efter døden indtræffer, tjenes den særlige tjeneste kaldet ”Ordningen for tjenesten efter sjælens udvandring fra legemet”, der befinder sig i den trykte Psalter (salmernes bog til bønnebrug) og i præsteskabets bønnebog. Denne tjeneste består af at man synger indledningsbønnerne ”Trehellige til Fader vor”, troparier ”Med de retfærdiges sjæle…”, den inderlige ekteni for de hensovne og bønnen ”Du åndernes og alt køds Gud…”, oplæsning af salme 90 og en særlig kanon uden de små ektenier, men hvor der efter den 6. ode synges ”Med de hellige lad hvile, o Kristus, dine tjeneres sjæle, hvor der ingen smerte, ingen sorg og ingen jammer er, men liv uden ende”. Efter kanonen synges ”Det er værdigt og ret i sandhed at prise dig salig…”, Trehellige til Fader vor, og tropariet. Herefter bedes ”Herre, forbarm Dig” 12 gange, og præstens bøn for den hensovne. Til slut siges bortsendelsen med udråbet ”Evig ihukommelse!”.

142. Bisættelsen og begravelsen.

Det er tradition at tjene bisættelsen og begravelsen på den tredje dag efter døden. I disse tre dage er det tradition, at den hensovnes legeme ligger til åbent skue i dennes hjem, så slægtninge og bekendte kan bede over ham og tage afsked. I varme lande, og hvis den hensovne er død af en smitsom sygdom, tillades det at bisætte personen tidligere, men udelukkende efter dødens indtræf er blevet bekræftet med en behørig dødsattest af en læge. I tilfælde af en pludselig og voldelig død, kan bisættelsen finde sted efter de lokale myndigheder har udstedt en dødsattest og frigivet den hensovnes legeme. Den Kirkelige Typikon forbyder at holde begravelse selve Påskedag og på dagen for Kristi Fødsel. Folk der har begået selvmord (ud over sindssyge eller psykisk syge), folk der er døde af druk eller er blevet dræbt som part i et kriminelt opgør, bliver ikke kirkeligt bisat eller begravet. Den Ortodokse Kirke bisætter heller ikke personer der har testamenteret at deres legeme skal kremeres, dvs. afbrændes. Det er forbudt at bisætte vantro efter den ortodokse tjenesteordning, fordi hele tjenestens essens, i kraft af de bønner den indeholder, henviser til den hensovnes tilhørsforhold til den Ortodokse Kirke. Det er udelukkende tilladt det ortodokse præsteskab at følge en hensoven vantros legeme til graven, iført epitrachelion og felonion, idet præsten synger: ”Hellige Gud, Hellige Stærke, Hellige Udødelige, forbarm Dig over os!”.

Inden bisættelsen, bringes den hensovnes legeme ind i templet. Imens legemet bæres ind i templet og når det bæres ud igen til graven, synges:”Hellige Gud, Hellige Stærke, Hellige Udødelige, forbarm Dig over os!”, og i perioden mellem Påske og dens apodose, synges i stedet: ”Opstanden Kristus fra de døde. Døden ved døden Han nedtrampet har, og dem, som var i gravene, gav Han liv”. Idet en hensoven ypperstepræsts eller præsts legeme bæres, synges den store kanons irmos’er. Idet man drager mod begravelsespladsen med den hensovnes legeme, går man i såkaldt begravelsesprocession, hvor en person foran hele processionen bærer et kors, og alle de gejstlige går foran kisten med den hensovne. Når en ypperstepræst eller præst begraves, bæres der kirkebannere, et kors og det Hl. Evangelium foran kisten. Samtidigt ringes der med kirkeklokkerne. Ifølge typikon, skal en munks og lægpersons legeme bisættes i templets narthex (forgård), og biskopper og præster bisættes inde i selve naos (tempelrummet). Men i Rusland har det i mange århundreder været praksis at bisætte alle hensovne inde i selve templet.

143. Bisættelse af lægfolk.

Tjenesten til bisættelse af lægfolk minder om morgengudstjenesten, ligesom panikhida, og består af tre dele:

  1. Salme 90 og 118.
  2. En kanon, stichírer, saligprisningerne, oplæsning fra Apostlen og Evangeliet samt ektenier.
  3. Stichírer der synges imens de tilstedeværende kysser den afdøde for sidste gang, bortsendelse hvorefter den hensovnes legeme bæres ud til graven hvorefter der tjenes en lytí over den.

Salme 90 udtrykker håbet om, at den hensovne, som altid i løbet af livet levede i henvendelse til Gud, vil blive taget imod i Hans himmelske Rige. Salme 118 beskriver den salighed, som de, der vandrede i Herrens lov, skænkes. Salmen opdeles i tre artikler: til hvert af salmens vers i første og tredje artikel, synges ”Halleluja”, og i den anden artikel synges: ”forbarm Dig over Din tjener”. Efter den første og anden artikel bedes den lille ekteni for de hensovne, og efter tredje artikel synges troparier og deres tilhørende epoder (omkvæd): ”Velsignet er Du, o Herre, lær mig Din retfærdighed”. Da disse troparier synges efter salme 118 (17. kathisma), der kaldes ”de ubesmittede”, har troparierne fået navnet: ”troparierne efter de ubesmittede”, eller bare: ”de ubesmittede troparier”. Imens disse troparier synges, tilrøger præsten hele templet, hvorefter den lille ekteni for de hensovne bedes og sidde-verset synges: ”Lad dine tjenere, o Frelser, hvile med de retfærdige, og tildel dem plads i dine himmelske sale, således som det er skrevet. Og overse i Din godhed deres synder, frivillige og ufrivillige, og alle synder de har begået bevidst eller ubevidst, for Du er god og elsker menneskene”.

Den anden del af bisættelsen indeholder salme 50, en kanon med epoden (omkvædet): ”Giv hvile, Herre, til din hensovne tjeners sjæl”, og efter 3. ode bedes den lille ekteni for hensovne, hvorefter siddeverset i 6. tone synges: ”Sandeligt er alt forfængeligt; livet er blot en skygge og et drømmesyn! Thi forgæves bekymrer enhver, der bebor jorden sig, som det står skrevet: selvom vi vinder den hele verden, må vi derpå tage bo i graven, hvor både konger og tiggere er. Giv derfor hvile, O Kristus Gud, til de hensovne, thi Du elsker menneskene”. Efter den 6. ode bedes ligeledes en lille ekteni for hensovne, og et kontakie: ”Med de hellige lad hvile, o Kristus, dine tjeneres sjæle, hvor der ingen smerte, ingen sorg og ingen jammer er, men liv uden ende” hvorefter ikos synges. Efter den 9. ode bede den lille ekteni for hensovne og 8 stichirer i hver af de otte toner, hvilket blev skrevet af Hl. Johannes af Damaskus. I disse stichirer er det udtrykt hvor hurtigt livet er levet,  samt at alle jordiske goder er forgængelige og uden betydning. Som modsætning til det midlertidige og forgængelige, opremses de åndelige goder samt den salighed der skænkes dem, som har opnået et liv efter salighedsbudende. Efter saligprisningerne læses prokimen i 6. tone, inden oplæsning af Apostlen: ”Salig den sti, på hvilken du i dag skal fare, o sjæl, thi et hvilested er blevet dig forberedt”. Passagen fra Apostlen der læses er perikope 270 (1 Thess. 4:12-17) og Johannesevangeliet perikope 16 (Joh. 5:25-30), hvor de dødes opstandelse forkyndes. Efter oplæsningen fra Evangeliet bedes den inderlige ekteni for hensovne, og i slutningen af denne siger den første blandt biskopperne eller præsterne hele bønnen: ”Du åndernes og alt køds Gud, der har nedtrampet døden ved døden…” (se under punkt 138). Herefter kysses den afdøde, hvilket er den ortodokse måde at tage afsked på. Det foregår ved at alle træder hen til den åbne kiste og kysser den afdøde tre gange: første gang på fødderne, anden gang på hænderne og tredje gang på panden. Imens synges de rørende stichirer: ”Kom, brødre, lad os give den afdøde det sidste kys”. En lytí for de hensovne tilføjes disse stichirer, hvorefter bisættelsen afsluttes med en bortsendelse hvori den hensovnes navn ihukommes. Efter bortsendelsen udråbes og synges: ”Evig ihukommelse”. Ifølge Hl. Simeon af Thessaloniki betyder dette, at den hensovne er blevet forenet med de hellige og gjort værdig til deres arv. Efterfølgende, ifølge Typikon, læser ypperstepræsten, præsten eller den hensovnes åndelige fader højlydt bønnen for syndsforladelse. I den Russiske Kirke, siden Hl. Theodosios af Gotternes tid (det 11. århundrede), har det været praksis i stedet at læse en særlig frigørelsesbøn (som nævnt under punkt 126) umiddelbart efter oplæsningen af Evangeliet, hvorefter den rulles sammen og lægges i den afdødes hånd. Med denne bøn frigøres den afdøde fra enhver epitimi og kirkeligt forbud for synder, som den afdøde har angret, men selvølgelig ikke de synder, som ikke er angret. Samtidigt er det en bøn til Gud om at tilgive den afdøde alle hans synder, frivillige og ufrivillige, som er begået bevidst eller ubevidst og, som han på grund af den skrøbelige meneskelige natur, har forglemt.

Efter bisættelsen løftes den hensovnes relikvier i kisten, og bæres til graven idet alle synger: ”Hellige Gud, Hellige Stærke, Hellige Udødelige, forbarm Dig over os”. Den hensovne lægges i graven med ”ansigtet vendt mod øst”, dvs. fødderne vendt mod øst og hovedet mod vest, af samme grund, som vi beder til Gud i østlig retning: idet vi afventer ”evighedens daggry” eller Kristi genkomst. Efter legemet er sænket ned i graven tjenes atter en lytí for den hensovne. Efter lytíens bortsendelse og udråbet ”Evig ihukommelse”, tager biskoppen eller presbyteren en spade jord, og hælder jorden korsformigt ned over kisten idet han siger: ”Herrens er jorden og dens fylde, jorderig og de, som bor derpå” (sl. 23:1). Hvis den hensovne i livet deltog i olieindvielsesmysteriet (se under punkt 129), overhældes hans legeme med den resterende indviede olie og vin. Yderligere overstrøes legemet med aske fra røgelseskarret, hvilket symboliserer at det jordiske liv, som var Gud til velbehag, er udbrændt, men at det nu løftes til himlene som røgelse for Guds Åsyn.

 

144. Hvordan man bisætter hensovne under den Hellige Påske.

I Trebnik (Fornødenhedstjenesternes bog) står det skrevet, at hvis en person er gået bort på den Hellige Påskedag, eller på en hvilken som helst dag i løbet af den Lyse uge, synges kun lidt fra de almindelige bisættelseshymner, til ære for fejringen af Opstandelsens højtidelige og muntre karakter. Bisættelsen indledes da, som alle andre tjenester i løbet af den Lyse uge, nemlig med mange gentagelser af Påskens troparie: ”Opstanden Kristus fra de døde. Døden ved døden Han nedtrampet har, og dem, som var i gravene, gav Han liv”, hvorimellem præsten synger de tidligere nævnte påskevers: ”Når Gud står op, da splittes hans fjender, hans avindsmænd flyr for hans åsyn” og så fremdeles. Derefter bedes den almindelige lille ekteni for hensovne, hvorefter hele påskekanonen synges: ”Dette er opstandelsens dag…”. I Trebnik er det angivet, at bisættelsens begyndelse og påskekanonen foregår i den hensovnes hjem, og imens kanonen muntert synges, bæres den hensovne til kirken. Efter ekteniens udråb, er det angivet at synge påskehymnen: ”Havende set Kristi Opstandelse, lad os tilbede den Hellige Herre Jesus, som alene er uden synd. Vi falder ned for Dit Kors, O Kristus, og Din hellige Opstandelse lovsynger og priser vi, for Du er vor Gud, udover Dig kender vi ingen anden, vi påkalder Dit Navn. Kom, alle i troende, lad os tilbede Kristi hellige Opstandelse: for, se, ved Korset kom fryd til hele verden. Altid lovprisende Herren, lovsynger vi Hans Opstandelse, thi ved at have udholdt korsfæstelse har Han ved døden tilintetgjort døden”. Efter kanonens 3. ode, bedes den lille ekteni for hensovne og ypakoí: ”Ved daggry kom kvinderne med Maria…”; efter kanonens 6. ode bedes den lille ekteni for hensovne atter, hvorefter kontakiet synges: ”Med de hellige lad hvile…”. Herefter synges: ”Alle I, som er døbte i Kristus, har iklædt jer Kristus, Halleluja”, hvorefter prokimen læses, der oplæses fra Apostlen, konkret fra Apostlenes gerninger, som læses samme dag til Liturgien, og derefter læses den passage i Evangeliet der kaldes det første søndagsevangelium i den Ortodokse Kirke (Matt. 28:16-20). Efter Evangeliet synges atter påskehymnen: ”Havende set Kristi Opstandelse…” og kanonens resterende oder synges herefter. Efter Påskens exapostilárion: ”Du, som sov, for Du var død, Konge og Herre, rejste dig efter tre dage. Du rejste Adam fra forgængelighed, og tilintetgjorde døden: uforgængelighedens Påske, verdens frelse!” synges søndagstroparierne. Herefter tilrøges den hensovne og templet, hvorefter de tilstedeværende kysser den hensovne for sidste gang, idet påskens stichirer synges: ”En hellig Påske er i dag blevet åbenbaret for os…”. Hver eneste person der træder hen til den hensovne for at kysse ham, siger i denne forbindelse til ham: ”Kristus er opstanden!”. Herefter bedes den inderlige ekteni for hensovne hvorefter bønnen ”Du åndernes og alt køds Gud…” læses højt. Til slut siges bortsendelsen og syndsforladelsesbønnen. Som tidligere nævnt, siges i stedet den særlige frigørelsesbøn lige efter oplæsningen af Evangeliet. Idet legemet bæres fra kirken til graven synges påsketropariet: Opstanden Kristus fra de døde…”.

 

145. Bisættelse af præster.

Biskopper bisættes efter samme ritual som præster. Selve tjenesten er betydeligt længere end bisættelsen af lægfolk, og skiller sig ud i det følgende:

  1. Efter den 17. kathisma og ”de ubesmittede troparier”, pålæses fem forskellige passager fra Apostlen og Evangeliet. Inden hver oplæsning fra Apostlen siges en særlig prokimen, og inden hver prokimen synges særlige trappe-antifoner og salmer med troparier, der også kaldes for siddevers. Der synges ”Halleluja” mellem hvert vers der synges fra disse salmer. Inden oplæsningen af den femte passage fra Apostlen, synges saligprisningerne med særlige troparier. Efter oplæsningen af de første tre passager fra Evangeliet, læses særlige bønner om at Gud må give hvile til den hensovne. Almindeligvis oplæses hver evangeliske passage af en særskilt præst.
  2. Efter alle de fem evangeliepassager, læses salme 50 og en kanon med irmos’er fra den Store lørdags kanon synges. Efter den 6. ode og den lille ekteni for hensovne, synges kontakiet: ”Med de hellige lad hvile…” efterfulgt af 24 forskellige ikos’er, der afsluttes med ”Halleluja”.
  3. Efter kanonen stichirer, der svarer til stichírerne til lovprisningerne, som synges til morgengudstjenesten. Herefter læses den store doxologi: ”Ære være Gud i det højeste og på Jorden fred…” hvorefter aposticha synges i alle 8 toner, men i hver tone synges ikke kun en stichíra, som til bisættelse af lægfolk, men tre stichírer. Efter disse stichírer er det praksis at læse frigørelsesbønnen og lægge den i den afdødes hånd.
  4. Bisættelsen afsluttes med de almindelige bortsendelsesstichirer:”Kom, brødre, lad os give den afdøde det sidste kys”, men når den hensovnes legeme bæres fra templet til graven, synges den trehellige sang ikke. Derimod synges den store kanons irmos’er (der menes Hl. Andreas af Kretas store kanon): ”Herren er min hjælper og min beskytter, og han blev mig til frelse. Han er min Gud, og jeg vil prise ham; min faders Gud, og jeg vil ophøje ham: thi Han er herligt højlovet!” (delvist fra 2 Mos. 15:2 – septuaginta). Foran kisten bæres kirkebannere, et kors og Evangeliet samt en lygte.
  5. Ved bisættelse af en biskop, bæres hans legeme omkring templet, og ved hver af templets fire sider, tjenes en lytí.

Der står intet i Trebnik om, hvordan man bør begrave biskopper og præster til Påske. Denne særlige tjeneste er særskilt fra Trebnik udarbejdet af Hl. Filaret af Moskva. Denne tjeneste består af en forening af tjenesten for bisættelse af lægfolk til Påske, med tjenesten for bisættelse af præster: Begyndelsen er som til Påske med påskeversene: ”Når Gud står op, da splittes hans fjender…”. Herefter bedes den store ektenien for hensovne, som i begyndelsen af panikhida. Efterfølgende synges antifonerne og passagerne fra Apostlen og Evangeliet oplæses. Efter dette synges hele Påskekanonen med de små ektenier for hensovne, siddeversene og kontakierne efter 3. og 6. ode. Efter kontakiet: ”Med de hellige lad hvile…”, synges: ”Alle I, som er døbte i Kristus…” , dagens oplæsning fra Apostlenes gerninger oplæses, hvorefter det første søndagsevangelium oplæses. Efter Evangeliet siges frigørelsesbønnen, hvorefter påskehymnen synges: ”Havende set Kristi Opstandelse…” og resten af påskekanonen. Efter kanonens 9. ode og lille ekteni for hensovne, synges påskens exapostilarion ”Du, som sov, for Du var død…”, Påskens stichírer: ”En hellig Påske er i dag blevet åbenbaret for os…”, hvorefter alle kysser den hensovne. Herefter bedes den inderlige ekteni for hensovne efterfulgt af bønnen:”Du åndernes og alt køds Gud…” og påskebortsendelsen.

 

146. Bisættelse af spædbørn.

Da spædbørn er ubesmittede, beder den Hellige Kirke ikke for syndernes forladelse ved bisættelse af dem, men beder udelukkende for at Herren må værdige dem det Himmelske Rige, efter Kristi eget løfte. Bisættelse af spædbørn er kortere end tjenesten for lægfolk, og skiller sig ud i det følgende:

  1. Den 17. kathisma læses ikke, og ”de ubesmmittede troparier” synges heller ikke.
  2. Der synges en særlig kanon med irmos’er, og dertilhørende epoder (omkvæd): ”Herre, giv spædbarnet hvile”.
  3. Ektenierne adskiller sig fra de almindelige ektenier for hensovne, idet spædbarnet omtales som værende ”salig” og der tilføjes en særlig bøn for den spæde: ”Igen beder vi om hvile for det salige spædbarn (navn), for at Herren, efter Sit sande løfte, må værdige ham (eller hende) Sit Himmelske Rige”, hvilket siges i stedet for den normale bøn for de hensovne: ”Igen beder vi om hvile for Guds hensovne tjeners (navn) sjæl, og om at han må blive tilgivet alle hans synder, forsætlige og uforsætlige”. I den sidste bøn af ektenien, der almindeligvis lyder således: ”Om Guds barmhjertighed, himmelens rige og tilgivelse for hans synder, lad os bede til Kristus, vor udødelige Konge og Gud”, udskiftes delen ”…og tilgivelse for hans synder…”, så bønnen kommer til at lyde således: ”Om Guds barmhjertighed, himmelens rige og hvile med de hellige, lad os bede til Kristus, vor udødelige Konge og Gud”. Ligeledes er bønnen efter ektenien anderledes for spædbørn.
  4. Efter kanonens 6. ode og kontakie: ”Med de hellige lad hvile…”, synges 4 ikos’er, der alle husker på forældrenes sorg, efter at have mistet et spædbarn.
  5. Efter kanonen læses der op fra Apostlen og Evangeliet. Disse passager adskiller sig også fra dem, der læses til bisættelse af voksne: i Apostlen berettes der om tilstanden efter opstandelsen (1 Kor. 15:39-46), og i Evangeliet berettes der om opstandelsen fra de døde ved Kristi kraft og Hans Faders vilje, som sendte Ham, uden at nævne dommen (Joh. 6:35-39).
  6. I stedet for frigørelsesbønnen, læses en anden bøn, der begynder således: ”Herre, Du, der bevarer spædbørnene…”, hvori Herrens ord om børnene ihukommes: ”thi Himmeriget hører sådanne til” (Matt. 19:14), og hvor Herren bedes om at tage imod det hensovne spædbarns sjæl i ”de strålende lyse steder hvor englene holder til”.
  7. Imens de tilstedeværende kysser det hensovne spædbarn for sidste gang, synges særlige stichirer, hvori forældrenes sorg over tabet af barnet udtrykkes sammen med trøstende ord til dem om, at ”Døden er for spædbørn en befrielse, thi de har ej gjort sig delagtige i livets ondskab. De har opnået hvile og glædes med himmelsk glæde i Abrahams skød og frydes nu med de guddommelige skarer af hellige spædbørn. Med rette frydes de, thi de er gået bort ubesmittede af synders forgængelighed”.

Man bisætter ikke spædbørn der er døde før dåben, da de ikke er rensede fra den oprindelige synd. Hellige Gregorius Teologen siger, at de hverken vil forherliges eller straffes af den retfærdige Dommer.

 

147. Tjenesten for den lille og den store vandvielse.

Den lille vandvielse tjenes ifølge traditionen den 1. august og til Påskens midfest (25 dage efter Påske) ved kildespring og ved vandreservoirer. Det foregår ved at menigheden går i kirkelig procession frem til stedet hvor tjenesten skal holdes. Yderligere tjenes den lille vandvielse på dage hvor tempelfester fejres, når templet ligesom fornyes med bøn og bestænkning med helligt vand, og derudover kan den tjenes på et hvilket som helst tidspunkt, efter de troendes ønske, i deres hjem. Til vandvielsen stilles et lille bord dækket af et klæde, og på dette stilles en beholder med vand og tre vokslys. Præsten lægger et velsignelseskors på bordet, hvorefter han tilrøger vandet korsformigt, dvs. fra alle fire side, med røgelseskarret.  Herefter begyndes tjenesten med præstens udråb: ”Velsignet er vor Gud, stedse, nu og altid, og i evigheders evighed”. Efter de almindelige indledningsbønner læses salme 142, hvorefter man synger morgengudstjenestens vers: ”Herren er Gud og har vist sig for os” og troparier. Herefter følger salme 50 og i stedet for kanonen synges troparier: ”Du, som fra Englen modtog et ”glæd dig!” og fødte Din Skaber! Jomfru, frels dem, som højlover dig” osv. Efter præsten udråb: ”Thi hellig er Du, vor Gud…” synges andre troparier: ”Nu er tiden kommet til alles helliggørelse…”, der afsluttes med den trehellige sang. Efterfølgende siges en prokimen: ”Herren er mit lys og min frelse, hvem skal jeg frygte?” (sl. 26:1), hvorefter Hebræerbrevet perikope 306 læses op fra Apostlen (Heb. 2:11-18), hvori der tales om Herrens helliggørelse af os. Derefter læses der op fra Johannesevangeliet perikope 14 (Joh. 5:1-15), hvori der berettes om Betesda dam (dammen ved fåreporten), hvor syge mennesker på forunderlig vis blev helbredt idet en Herrens engel bragte vandet i oprør. Efterfølgende bedes den store ekteni med særlige tilføjede bønner om vandet helliggørelse, og samtidigt tilrøges vandet. Derefter beder præsten en særlig bøn for vandet indvielse der afsluttes med at præsten sænker korset ned i vandet idet han tre gange synger Korsophøjelsens troparie: ”Frels, Herre, Dit folk og velsign Din arvedel, giv sejr til de rettroende kristne over deres modstandere, og bevar Dit herrevælde ved Dit Kors’ kraft”. Herefter bestænker præsten sig selv med det hellige vand, alle folkene omkring sig og hele templet imens særlige troparier synges. Tjenesten afsluttes med en kort ekteni og med en bøn som præsten beder, hvorefter han siger bortsendelsen.

Den Store Vandvielse tjenes udelukkende aftenen før og på selve dagen for fejringen af Herrens Dåb (Teofanien), efter bønnen bag ambonen. Tjeneten er, ud over at være angivet i Trebnik, også trykt i januar måneds menaion. Hvis aftenen inden Teofanien falder på en lørdag eller en søndag, tjenes den store vandvielse i slutningen af den store aftentjeneste. På selve dagen for Herrens Dåb, tjenes den store vandvielse, efter traditionen, udenfor templet ved store kildespring eller vandløb, og er fulgt af en kirkelig procession til ”Jordanfloden” som man symbolsk kalder det.

 

Fortsættelse følger…

© diakon Mihail Sukhanov