Den Hellige Rettroende Fyrste

ALEXANDER NEVSKIJs[1]

Levned

Oversat af præst Mihail Sukhanov
fra Hl. Dimitrij af Rostovs store synaxarie med velsignelse fra
Metropolit Mark (Arndt) af Berlin og Tyskland.

Den Hellige rettroende storfyrste Alexander Jaroslavich blev født den 30. maj i året 1219 i byen Perejaslavl’[2].

Ifølge hans samtidige var Alexander Jaroslavich’s fader, storfyrsten Jaroslav Vsevolodovich, en sagtmodig, barmhjertig, from og elsket fyrste. Den rettroende Alexanders moder, den rettroende fyrstinde Theodosia[3], blev kaldt hellig af hendes samtidige på grund af hendes fromhed og asketiske livsførelse. Den rettroende fyrste Alexanders barndomsår gik under hans fromme og kærlige forældres opsyn.

Ifølge datidens sædvane blev han tidligt skolet, og da man i opdragelsen dengang mest af alt drog omsorg for barnets åndelige udvikling ved Gudsfrygt og dydighed, blev han først og fremmest undervist i de Hellige Skrifter – Evangeliet og Salmernes bog, der blandt folket i det hellige Rus[4] var højtelsket, og i hvis vise ord de fromme fyrster søgte og fandt trøst i de sværeste tider i løbet af deres liv, når man ikke kunne vente hverken hjælp eller trøst fra nogen anden end Herren.

Herren beredte et lys i den rettroende fyrste Alexander fra hans barndoms dage, der brændte ved tro og velgerninger. Ifølge forfatteren til den ældste af Hl. Alexanders levnedsberetninger, hengav han sig aldrig til barneleg og fornøjelser. Hans yndlingsbeskæftigelse bestod i at læse i de Hellige Skrifter, og hans yndlingsmåde at hvile på var ved brændende bøn til Herren, hvilket han altid så et forbilledligt eksempel på hos sin fromme moder. Han fornøjede sin sjæl ved at synge kirkelige hymner; ved faste og afholdenhed styrkede han og opbyggede sine legemlige kræfter.

På lige fod med den boglige uddannelse blev der i den oldrussiske fyrstefamilie også lagt stor vægt på den fysiske opdragelse: på optræningen af styrke og snilde, færdigheder til beherskelse af sværdet og lansen, at ride på hest og lignende. For en fyrste skulle ud over at være erfaren i åndelig askese, også være erfaren i krigsførelse; udover at være Kristi stridsmand skulle han også være en jordisk stridsmand, der både kunne forsvare den hellige Kirke ved ordets kraft, og, såfremt det var nødvendigt, ved sværdets kraft. Og den rettroende fyrste Alexander, der kaldtes for den ”uovervindelige ridder” af sine samtidige, tilegnede sig denne side af den fyrstelige opdragelse til fuldkommenhed. Han var ikke blot en vejleder for sine hirdmænd, men også et forbillede på tapperhed.

Man begyndte tidligt at forberede de unge fyrster til deres kommende beskæftigelse som regenter. Det bedste eksempel og forbillede for Alexander i denne gerning var hans berømte fader, der af sine samtidige beskrives som en lidelsesbærer for det russiske land, der gav sit liv for tjenesten at regere det land, han af Gud var blevet betroet.

Imidlertid kom den rettroende fyrste Alexander ikke til at bo længe under sine forældres tag og forsørgelse. Meget tidligt blev han nødsaget til at vandre selvstændigt på livets vej.

Store Novgorod, der dengang var en rig by, og som ejede næsten hele det nuværende nordlige Rus, var en såkaldt ”fristad”, der selvstændigt vedtog sine love og ordensregler, valgte sine fyrster og afskedigede dem. Denne by tilbød Alexanders fader, Jaroslav, at indtage fyrstesædet der. Jaroslav Vsevolodovich accepterede dette tilbud, men han kunne ikke affinde sig med den underordnende stilling, som fyrsten hos novgorodianerne var underlagt. Efter nogle af sine forgængeres eksempel forsøgte han at styrke fyrstemagtens betydning i Novgorod og at gøre op med denne fristads uroligheder, men ved dette fremkaldte han snarligt en utilfredshed blandt novgorodianerne.  I år 1228 forlod Jaroslav Vsevolodovich byen i utilfredshed med dens indbyggere og drog til sin by Perejaslavl’. I Novgorod efterlod han sine trofaste bojarer og to mindreårige sønner: Theodor og Alexander. Den 5. juni år 1233 døde den ældste af fyrstesønnerne helt uventet, samtidigt med at man var i gang med forberedelserne til dennes bryllup, og Alexander blev ladt tilbage alene i en by, der var fremmed for ham.

Hans situation her var vanskelig. På den ene side ønskede de frihedselskende novgorodianere, at den unge fyrste ikke skulle forlade deres indflydelse, at han lydigt skulle opfylde deres ønsker og tage hensyn til deres friheder og skikke. På den anden side krævede Jaroslav Vsevolodovich af sin søn, at han skulle gå ad samme vej som ham selv, idet han stod fast i sine bestræbelser. Han ønskede, at Alexander skulle sørge for at ophøje fyrstemagten i Novgorod uden at tage hensyn til novgorodianernes udbrud af utilfredshed med dette. Den unge fyrste behøvede megen viljefasthed, forsigtighed og samtidigt evnen til at omgås mennesker ved at være overbærende over for deres holdninger og sædvaner, idet han opfyldte sin faders plan, for at vække tillid og kærlighed hos novgorodianerne, der ikke ønskede at skille sig fra noget som helst vedrørende deres friheder. Han levede på dette sted som mellem to ildsluer, var altid på vagt og formåede at omgå enhver vanskelig omstændighed. Hans fader var tilfreds med ham, og novgorodianerne kom til at elske ham. De kaldte ham ”vores fyrste” og var stolte af, at netop Alexander var deres regent, som alle russiske egne ønskede at have som deres fyrste.

Det var ikke kun ved sin kløgt og vise ledelse, at den rettroende fyrste Alexander tiltrak novgorodianernes sind og hjerter. De var også tiltrukket til den hellige fyrste på grund af hans sjældne åndelige kvaliteter, samt hans lignende åndelige og legemlige skønhed, der forbløffede enhver, som havde set ham. Følgende beskrivelse af det indtryk, som hellige Alexander gav ved sit ydre, er bevaret i hans ældste levnedsberetning:

Engang ankom en tysk ridder ved navn Andreas til Novgorod. Idet han var blevet forbløffet over hl. Alexanders skønhed, overleverede han følgende ord til sine landsmænd om sine indtryk, da han var vendt tilbage til sit hjemland: ”Jeg har rejst gennem mange lande og set mange mennesker, men hverken blandt kejsere, ej heller blandt fyrster har jeg set en eneste, der kunne måle sig med fyrst Alexander”.

Et lignende indtryk gjorde den rettroende Alexanders storslåede skikkelse på Rus’ skrækkelige besætter: Batu Khan. Hvad angår russerne selv, så kunne hl. Alexanders samtidige ikke finde hans ligemand, ligesom den tyske ridder, når de beskrev hans udseende. Med hensyn til hans skønhed sammenlignede de fyrsten med patriarken Josef, som farao havde gjort til leder over hele det Ægyptiske land, og med hensyn til hans styrke, sammenlignede de ham med den gammeltestamentlige dommer Samson; hvad angik hans kløgt, sammenlignede de ham med kong Salomon; med hensyn til hans mod og militære tapperhed, sammenlignede de ham med oldtidens romerske kejser Vespasian[5].

Når den rettroende fyrste talte med folket eller gav sine stridsmænd ordrer, da lød hans stemme som et horn, hvilket hans samtidige beretter i hans levned.

Men hl. Alexander tiltalte endnu mere ved sin åndelige skønhed, der ifølge hans samtidige virkede ligeså usædvanlig, som hans legemlige skønhed. ”Han var umådeligt barmhjertig” – bemærkede krønikeskriveren.

Barmhjertighed var kendetegnet ved den hellige Alexanders fyrstelige familie: et kendetegn, som gik i arv. Hans forældre, Jaroslav og Theodosia, udmærkede sig ved dette; Ved dette kendetegn opnåede hl. Alexanders onkel, storfyrst Jurij Vsevolodovich af byen Vladimir, en stor kærlighed fra hele folket; Dette var blevet bebudet af hl. Alexanders forfader, storfyrst Vladimir Vsevolodovich Monomakh af Kiev, der var en stor oldrussisk barmhjertighedens mand, som tildrog sig alles agtelse ved sin gavmildhed og parathed til at hjælpe enhver, der måtte have brug for det.

I særdeleshed har begivenhederne i Novgorod, under hvilke hellige Alexander voksede op, medvirket i udviklingen af dette nedarvede forfædrene kendetegn hos den hellige fyrste. Som følge af ufordelagtige forhold for landbruget led den ellers rige handelsby Novgorod ofte af fejlslåen høst og mangel på brød. Under sådanne tider steg prisen på brød voldsomt, og fattigfolkene blev gang på gang truet af sultedøden. En lignende ulykke fandt sted under fyrst Alexanders første leveår i Novgorod.

I år 1230 døde alle vinterafgrøder i Novgorod som følge af tidlig frost. Der var ingen tilførsel af brød udefra, da kornhøsten også havde slået fejl alle andre steder i Rus. Novgorodianerne anskaffede sig en ubetydelig hjælp i kraft af Novgorods udbredte handel med sine vestlige naboer: de tyske handelsfolk. Men det, som de udenlandske handelsmænd kunne levere, var ikke nok. På grund af brødmanglen begyndte man at spise mos, birke- og nålebark, agern, og derefter gik man over til heste, hunde og katte. Men også denne føde var der for lidt af. Mange mennesker døde på grund af hungersnøden og lå omkring på gader og stræder uden at blive begravet; der var ingen til at tage sig af deres begravelse, og alle levede i frygt for at lide samme forfærdelige død. Tilsyneladende overdøvede hungersnøden alle menneskelige følelser i folks hjerter. Broder nægtede broder, fader nægtede søn og moder nægtede datter brød. Forældre solgte deres børn til slaveri blot for at skaffe sig et ringe stykke brød. Endelig, idet folk havde mistet forstanden af sult, begyndte de at æde menneskelige lig, og nogle nåede et sådant vanvid, at de angreb levende mennesker, dræbte dem og åd dem. Veje og gader blev tomme, for alle frygtede at forlade deres hjem. Ingen rettergang kunne stoppe de skyldige; sulten havde overvundet frygten for afstraffelse og døden. Enhver orden i samfundet blev nedbrudt. Der begyndte at opstå røverier og brandstiftelse på folks hjem i forsøget på at finde mad. En brodermorderisk massakre begyndte. Den rettroende fyrste Alexander, der dengang stadig kun var et stort barn, gennemlevede alle disse uhyrligheder sammen med novgorodianerne, og det bør tages i betragtning, hvorledes de har påvirket hans letpåvirkelige barnesjæl. Men denne ulykke stod ikke alene. Også senere gentog lignende ulykker sig, dog i ringere grad. De mindede om alle tidligere oplevelser og indgød frygt for fremtiden.

Alle disse ulykkelige situationer hos det arme folk fremkaldte en særlig medynk hos den hellige fyrste. Ifølge den ældste levnedsberetnings vidnesbyrd, var Alexander Jaroslavich en sand ven af enhver trængende og nødstedt; en fader for enker og forældreløse, og en forsørger for fattige og forarmede. Idet han kom Frelserens bud om ikke at samle sig skatte på jorden i hu, ofrede han gavmildt til de trængende, og ingen, som havde besøgt det fyrstelige hus, gik derfra uden at have fået tilfredsstillet deres ønsker.

Sammen med disse frygtelige katastrofer, der var Guds straf, måtte Hellige Alexander være vidne til mange andre ulykker, der var forårsagede af menneskelig lunefuldhed og uretfærdighed, medens han boede i Novgorod.

Denne fristad, der sådan værdsatte sin frihed, var ikke altid lige retfærdig og omsorgsfuld over for alle. Ved de folkelige forsamlinger, hvor der blev taget hånd om alle statslige anliggender, var det ikke sjældent set, at der ved rigmændenes indflydelse blev vedtaget love, der havde alvorlige konsekvenser for de fattiges vilkår. Dette fremkaldte en retfærdig utilfredshed og klagen i blandt dem. De forurettede kunne ikke altid finde beskyttelse hos de folk, der havde magten, fordi denne magt, som stod for at udøve de folkelige forsamlingers vedtagne love, tilhørte de selv samme rigmænd. Det var ikke sjældent, at denne utilfredshed udviklede sig til en åben opstand. På hver side af konflikten behandlede man brutalt dem, som de regnede for de mest ansvarlige; På Volkhov-broen[6] var der frygtelige syn: levende mennesker blev kastet i floden, og kun Novgorods hellige hierarks røst, der manede til at glemme fjendskabet og hadet, og at rense sig ved bøn fra sine brødres blod, kunne få denne brodermorderiske strid til at ophøre. Fyrsten af Novgorod kunne intet stille op for at berolige folket i sådanne situationer. Han var nødsaget til at forblive en passiv tilskuer til de frygtelige begivenheder, da hans indgriben kunne fremkalde en endnu større aggressivitet, i stedet for at have en beroligende effekt. Ifølge novgorodianernes holdning, var det ikke fyrstens opgave at blande sig i Novgorod bys interne anliggender.

Der var også tilfælde, hvor fyrsterne selv var årsag til folkelige opstande, og særligt bojarerne[7] og hirdmændene opførte sig ikke altid retfærdigt over for den lokale befolkning. Den rettroende fyrste Alexander gjorde mange tiltag og sørgede for, at hans underordnede ikke blev årsag til utilfredshed eller klager ved deres interaktion med indbyggerne. Han gav sine hirdmænd vise råd om, hvorledes de skulle benytte sig at deres magt.

Han sagde: ”Fra Gud har vi fået magt over Guds folk, og på dagen for Guds frygtelige dom skal vi afkræves svar for vor brug af denne magt. Idet man værner sig med Gudsfrygt, og ihukommer denne dag for alles gengældelse efter deres gerninger, skal man med al retfærdighed føre rettergang. Giv ingen agt på personsanseelse og på de tvistendes stilling, men vær ligeså opmærksomme over for den rige som for den fattige. Når I straffer de skyldige, må I ikke være grusomme, men afvej straffen med barmhjertighed. Foretag jer aldrig noget under indflydelse af vrede, ophidselse og misundelse. Forglem ej de trængende, hjælp alle, giv almisser uden tilbageholdenhed, for at også I kan arbejde for at få del i Guds nåde.”

Hellige Alexander begrænsede sig uden tvivl ikke kun til sådanne formaninger. Men han huskede sin vise forfader, Vladimir Monomakh’s råd, der rådede fyrsten til selv at dykke ned i alt og ikke at overlade andre de sager, som man selv er i stand til og forpligtiget til at tage hånd om. Således holdt han nært opsyn med alle sine nærmeste. Og takket være dette blev freden og fordrageligheden nærmest aldrig brudt mellem fyrsten og novgorodianerne. De sidstnævnte udtalte ikke en eneste gang nogen bebrejdelser mod fyrsten eller hans hirdmænd. Tværtimod var novgorodianernes eget udsagn om hellige Alexander: ”Vor fyrste er uden synd”. Dette udsagn gentog de også i de tider, hvor freden tilsyneladende var ved at briste under fjenders indflydelse, idet de glemte fyrstens fortjenester. Konfliktens ophavsmænd var altid rede til at gentage deres sædvanlige ord i sådanne situationer: ”Du, fyrste, skal passe dig selv, og vi os selv”, det vil sige: ”Vi har ikke længere brug for dig, så rejs derfor hvorhen du måtte ønske”.

Men det var ikke kun de vanskelige forhold ved livet i Novgorod, som hellige Alexander kom til at skulle forholde sig til. I hans ungdomsår sendte Herren en stor prøvelse over hele det russiske land. I året 1223 i det sydlige Rusland, viste en forfærdelig besættelsesmagt sig, som ingen hidtil havde kendt til: tatarerne. Sydruslands fyrster led et frygteligt nederlag til tatarerne ved Kalka-flodens[8] bred. Ifølge de samtidiges ord medførte dette, at der i 200 år derefter var sorg over hele det russiske land. Men sejrherren var stillet tilfreds med denne sejr og foretog derfor ikke nogen videre invasion. Således blev Rus ladt i fred i nogen tid. I det nordøstlige Rus udviste man ikke behørig bevågenhed over for, hvad der skulle vise sig at være et voksende problem. Man tænkte ikke over, at denne frygtelige fjende kunne vende tilbage. Fyrsterne imellem var der mange uoverensstemmelser, som yderligere svækkede Rus. Og her, 14 år efter Kalka-nederlaget, viste tatarerne sig atter ved Ruslands grænser, og de mødte næsten ingen modstand på deres hærgende vej. Efter de havde krydset floderne Kama og Volga, plyndrede tatarernes leder Batu Khan sammen med sin horde de russiske fyrstedømmer det ene efter det andet. Ryazan’, Moskva og det nordøstlige Rus’ daværende hovedstad Vladimir, fremstod som bare ruiner. Storfyrsten Jurij Vsevolodovich forsøgte at standse tatarerne og kæmpede imod dem ved floden Sit’[9], men led nederlag og mistede selv livet under denne ulykkelige kamp.

Idet tatarerne udplyndrede og ødelagde andre byer, som de mødte på deres vej, nærmede de sig Novgorod. Men en samtidig person beskriver følgende vedrørende disse frygtelige begivenheder: ”Ved Novgorods hellige hierarkers, fyrsters og gudeliges forbønner, beskyttede Herren Store Novgorod og dens fyrste: da de kun var 100 verst[10] fra Novgorod, vendte tatarerne mod syd for at tilintetgøre de russiske byers moderstad – hovedstaden Kiev.”

Fra besættelsens tid begyndte en svær periode i den russiske historie, kendt under navnet ”tatarernes åg”. Hellige Alexanders fader, Jaroslav Vsevolodovich, blev indsat på storfyrstetronen. Da han var ankommet til Vladimir, Rus’ daværende hovedstad, fandt han intet andet end ruiner og lig. Her begyndte fyrstens utrættelige virke: byen blev renset for lig, de fordrevne indbyggere blev beroliget og ført tilbage, og der blev genoprettet lov og orden. Men der var ingen fuldkommen ro, for ingen vidste, hvad den grusomme besættelsesmagt kunne finde på, og hvad dens ødelæggende togt skulle ende med.  Overalt frygtede man nye angreb på Rus’ fra khanens side og en gentagelse af tidligere grusomheder. Ifølge en samtidig var befolkningen så fuld af rædsel, at hvis man blot nævnte ordet ”tatarer”, løb folk til alle sider uden at vide, hvad de skulle gøre af sig selv.

For at berolige befolkningen og afklare, hvilket forhold khanen ville have til Rusland, tog Jaroslav Vsevolodovich til Horden for at bede Batu Khan om barmhjertighed. Den rettroende fyrste måtte udholde mange strabadser, skuffelser og ydmygelser under denne rejse for at påvirke den grusomme khan til at vise nåde. Men Jaroslav Vsevolodovich formåede at vinde Batu Khans gunst. Den samtidige krønikeskriver beretter endda, at den russiske fyrste blev taget værdigt imod af den Tatariske Horde. Og da de lod ham drage tilbage til Rus, gav de ham myndighed over alle de andre russiske fyrster.

Det russiske folk kunne nu ånde lettet op for en tid efter de gennemlevede grusomheder og ængstelige tanker for fremtiden. Det er rigtigt, at tatarerne krævede en meget stor personlig skat fra russerne og ubestridelig opfyldelse af alle deres fremsatte krav, men til gengæld forstyrrede de dem ikke med togter; de levede langt væk fra dem[11], de lod ordenen i det russiske statsliv være ukrænkelig, og, vigtigst af alt, rørte de ikke ved russernes ortodokse tro, som var fundamental for den samfundsmæssige orden i det gamle Rus og en pant på dets fremtidige genoplivning: befrielsen fra dette tunge åg.

Da han boede i Novgorod, langt væk fra tatarerne, havde fyrst Alexander Jaroslavich ingen del i sin faders virke i forbindelse med genoprettelse af orden i det Nordøstlige Rusland. Ja, han havde end ikke tid til at tænke over det, for samtidigt med at det Nordøstlige Rusland var truet af ødelæggelse ved tatarerne, truede en anden, ikke mindre farlig fjende de nordvestlige russiske byer: Store Novgorod og Pskov. Det var svenskerne, tyskerne og litauerne.

Idet de udnyttede tatarernes angreb mod Rus, og at storfyrsten derfor ikke havde mulighed for at sende bistand til indbyggerne i Novgorod og Pskov, øgede de deres pres på de russiske grænsebyer og forventede at kunne undertvinge dem deres magt, uden nogen særlige anstrengelser.

En forfærdelig fare hang over det nordvestlige Rusland. Sagen handlede ikke blot om muligheden for at miste sin politiske uafhængighed og derved blive adskilt fra det russiske land, men om at miste den ortodokse tro. Den vestlige fjende gjorde et dristigt forsøg på at udslette denne oldgamle russiske helligdom, som selv den hedenske erobrer ikke rørte. Allerede længe inden dette havde paverne udsendt et opråb om nødvendigheden af at bekæmpe ”skismatikerne”[12] ved sværdets magt og underlægge dem pavemagten og den romersk-katolske kirke ved strømme af blod. Tiden for tatarernes besættelse lignede tilsyneladende en oplagt mulighed for dette, hvilket ikke var overraskende, da opråbet om at bekæmpe ortodoksien blev intensiveret blandt den romersk-katolske kirkes repræsentanter og derfor mere opmærksomt lyttet til blandt deres åndelige børn. Men i den rettroende fyrste Alexander Jaroslavich rejste Herren en så mægtig og uovervindelig beskytter af den ortodokse tro, imod hvem de romerske-katolikker intet kunne stille op.

Fyrst Alexander forudså uundgåeligheden af kampen og beredte sig på den. I året 1239 giftede han sig med datteren til fyrst Brjachislav af Polotsk, der var en af Ruslands grænsefyrster, og som de romerske-katolikker truede endnu mere end Novgorod. I sin svigerfader fandt Alexander Jaroslavich sig således en trofast, dog ikke stærk, allieret. Hellige Alexanders vielse fandt sted i Toropets[13] og der var bryllupsfejringer i både Torzhok[14] og Novgorod. Så snart bryllupsfestlighederne var ovre, påbegyndte hl. Alexander med det samme en vigtig opgave: at bygge forsvarsværker ved Novgorods og Pskovs grænser, hvorfra man mest af alt forventede et angreb. Ved floden Sjelon byggede man en række fæstninger. Men fjenden lod ikke disse forberedende værker til forsvaret af Pskov og Novgorod blive gjort færdige. Fire år efter Batu Khans invasion, begyndte en indædt kamp med den vestlige fjende, der ikke ophørte gennem næsten hele hellige Alexander Jaroslavichs liv. Den første til at initiere denne strid var svensken.

Dengang sad kong Erik på Sveriges trone. En af kongens nærmeste slægtninge ved navn Birger, der var en brav ridder og hærfører, og som allerede var berømt for sine modige angreb på det nuværende Finland og de dertil grænsende novgorodske jorder, regnede med at indtage Sveriges trone efter den barnløse Erik. Han ønskede at vinde folkets gunst med nye sejre, og idet han blev bakket op af paven, startede han en krig mod Rus. Uventet for russerne, viste Birger sig i året 1240 ved floden Izhora’s[15] munding med en stor hær, der udover svenskere bestod af nordmænd og finner, sammen med et følge af romersk-katolske biskopper. Birger sendte en dristig udfordring til fyrst Alexander i Novgorod: ”Jeg står allerede på din jord; jeg plyndrer den og har også i sinde at tage dig til fange. Hvis du kan øve mig modstand, så gør det”. Birger var overbevist om, at den rettroende fyrst Alexander ikke kunne øve modstand, hvorfor han på forhånd fejrede sin sejr. Hans angreb kom sandelig uventet for novgorodianerne og fandt dem uforberedte til at gøre modstand. Det var ynkeligt at se, siger en samtidig, at storfyrst Jaroslav ikke havde mulighed for at lære om den ulykke, der truede hans søn, så han kunne hjælpe ham i tide, og at Alexander Jaroslavich ikke kunne advare sin fader om faren. Novgorods hær var ikke samlet. Alexander Jaroslavich havde kun en lille hird, som han inden længe fik fyldt op med novgorodianere. Men han frygtede ikke fjendens dristige udfordring. Han søgte først og fremmest beskyttelse og hjælp hos Gud imod den. I Novgorods hellige Sofia-katedral, Guds Visdom, henvendte den rettroende fyrste sig til Herren i flammende og tårefyldt bøn om bistand, idet han bad Ham om at dømme over sin strid med den hovmodige fjende, og ikke at lade Sin arvedel falde i de ugudeliges hænder.

Hellige Alexander råbte i bøn: ”Retfærdige, Store og Almægtige Gud, som er fra før evigheden af. Du skabte himmelen og jorden og bestemte folkenes grænser, og befalede dem at leve uden at træde ind i andres ejendom. Du gav Din lille trofaste hjord håb, for at de ikke skulle frygte dem, der angriber dem. Se også nu ned til os, albarmhjertige Hersker, og hør denne fjendes hovmodige tale, der hylder sig ved at ville plyndre Din Hellige Kirke, at tilintetgøre den ortodokse tro og udgyde uskyldigt kristent blod. Bedøm min tvist med ham. Stå os bi og beskyt os, for ikke at vore fjender skulle vove at sige: ”Hvor er deres Gud?”. Til Dig, Herre, sætter vi vort håb, og til Dig opsender vi ære, nu og altid og i evigheders evighed”.

Herefter henvendte den rettroende fyrste sig med en ligeså brændende bøn til det kristne folks beskytterske, den sejrrige hærførerske, Guds Moder, og til den ortodokse tros forsvarere og himmelske fortalere og forbedere for det hellige Rus – de rettroende fyrster Vladimir, Boris og Gleb, samt de hellige hierarker og monaster af Novgorod.

Efter bønnen modtog Hl. Alexander velsignelse fra biskop Serapion af Novgorod, hvorefter han befalede sine nærmeste at berige de fattige og bede dem om at gå i forbøn, imens han selv drog mod sin hird, der skammede sig over sin ringe størrelse, for at styrke dem inden den forestående bedrift. ”Gud er ikke i styrken, men i retfærdigheden” – med disse ord opmuntrede den rettroende leder sine kampfæller. Herefter drog denne lille mængde tapre mænd hastigt afsted for at gå fjenden i møde, og her, ved Neva-flodens bred, på dagen for den salige ihukommelse af Rus’ oplyser, den hellige rettroende fyrst Vladimir (15. juli) fandt det berømte slag sted, for hvilket Alexander Jaroslavich fik tilnavnet ”Nevskij”.

For at styrke den ortodokse tros forsvarere til den forestående bedrift, skænkede Herren dem et underfuldt tegn.

I hellige Alexanders hird var der en mand ved navn Pelgusij fra Ingermanland, der i den hellige dåb fik navnet Filip. Alexander Jaroslavich pålagde ham at holde nattevagt, da han var en erfaren stridsmand, der havde godt kendskab til området. Blandt sine stammefrænder, der holdt sig til hedenskaben, udmærkede den kristne Pelgusij sig med et dydigt liv. Han tilbragte sin tid i bøn, arbejde og faste. Herren værdigede denne fromme stridsmand følgende underfulde syn.

Ved solopgang hørte Pelgusij en larm i retning af floden fra en båd, der lagde til, og da han troede, det var fjenden, øgede han sin vagtsomhed. Rorkarlene var som dækkede af dis, der skjulte deres ansigter. Man kunne kun se to riddere, der stod i båden. Deres lyse klæder så tilsyneladende velkendte ud for Pelgusij, og pludseligt hørte han en stemme, der bekræftede hans antagelse, og som fordrev al hans tvivl og fyldte hans sjæl med glæde. Den ældste af ridderne henvendte sig til den yngre og sagde: ”Broder Gleb, befal dem at ro hurtigere, for vi haster mod at komme vor slægtning Alexander Jaroslavich til undsætning”. Det var de hellige lidelsesbærere og rettroende fyrster Boris og Gleb, som hellige Alexander havde påkaldt og bedt om hjælp i sin bøn.

Pelgusij ilede til fyrsten for at berette om sit syn. Alexander Jaroslavich blev opmuntret ved dette underfulde tegn og angreb samme dag fjendens positioner. Svenskerne forventede ikke dette angreb; de tænkte ikke, at deres modstander var så nær, og de kendte hverken til deres antal eller styrke. Det hårdnakkede slag fortsatte fra morgen til aften.

Idet den rettroende fyrstes hird blev inspireret af deres anfører, udviste den mirakuløs tapperhed og bragte fjenden i forundring. Alexander Jaroslavich selv forblev hele tiden i forreste række blandt de kæmpende. Han sårede svenskernes hærfører, Jarl Birger, i ansigtet. En af hirdsmændene huggede Birgers telt ned; en anden farede op på svenskernes skib, idet han var grebet af slaget, og med sit sværd fortsatte han med at ramme fjenden, der var i vildrede og grebet af frygt over overraskelsesangrebet. Idet de var blevet knust på alle måder og havde mistet deres modigste kampfæller, vovede svenskerne ikke at fortsætte kampen og blive til næste dag på slagets mark, på trods af deres langt større antal og styrke i forhold til den russiske hird. Efter svenskerne havde fyldt to grave med dem, der var faldet i kamp, tog de deres adelige blandt de faldne med sig på båden, og forlod samme nat Neva-flodens uvelkomne bredder i al hast. Russernes tab var ikke betydelige: i alt 20 mennesker blev dræbt, men deriblandt var én af de seks mest udmærkede stridsmænd ved navn Ratmir.

Men det var ikke ved mod alene, at hirden og dens leder erhvervede denne storslåede sejr ved Neva. Herren, som havde opvækket de russiske stridsmænd med det underfulde syn inden slaget, nedsendte også Sin bistand under den. Dagen efter slaget så dens deltagere til stor forbløffelse, at der var en stor mængde af fjendens lig på den modsatte side af floden Izhora. De lå på et ufremkommeligt sted, hvor ingen af de russiske stridsmænd havde sat sin fod under slaget. Guds Engle havde usynligt hjulpet den lille gruppe, som forsvarede den hellige tro, imod de fjender, som bespottede den.

Efter den rettroende fyrst Alexander havde bragt taksigelse til Herren for Hans underfulde bistand og for deres sejr, vendte han tilbage til Novgorod med ære, idet han højtideligt blev mødt af novgorodianerne.

Det hellige Rus glemte aldrig den hellige fyrste og hans hirds ærværdige bedrift, idet alle de faldne på slagets mark blev ihukommet ved navn i dets bønner, samt at det gav den rettroende fyrst Alexander tilnavnet ”Nevskij” for altid. Også fjenden huskede længe efter sit nederlag. Men novgorodianerne, som særligt burde værdsætte deres fyrstes bedrift, glemte tilsyneladende snart alt om den. Da faren var ovre, begyndte de snart at skændes med fyrsten. Alexander Jaroslavich forlod Novgorod og drog til Perejaslavl’. Men kort tid derefter måtte novgorodianerne angre deres utaknemlige gerning.

Da de havde hørt om uoverensstemmelserne i Novgorod, og at hellige Alexander havde forladt staden, besluttede de Livoniske tyskere at benytte sig af dette, og angreb Pskov[16]. Efter tyskerne havde indtaget Pskov-jordernes grænsefæstning Izborsk, drog de nær selve staden Pskov. Pskovianerne kunne ikke udholde belejringen særligt fordi, at der blandt dem fandtes en forræder, der i al hemmelighed havde lukket tyskerne ind i byen. Hellige Olgas helliggjorte stad blev nu en tysk besiddelse. Tyskerne indsatte deres egne embedsmænd i byen, og efter de havde indrettet den efter tysk orden, afventede de befolkningens konvertering til den romerske katolicisme. De besluttede derfor at oprette et romersk katolsk bispedømme i Pskov.

Men det var ikke kun Pskov, der var truet af faren: tyskerne vandrede også mod Novgorod. Efter de havde indtaget Novgorods Vodskaja Pjatina[17], byggede de her fæstningen Korporje; de indtog bosættelsen Tesov og i 30 kilometers afstand til Novgorod plyndrede og myrdede de, samt tog fanger og sendte dem til Livonien. I Novgorod blev alle ramt af frygt, handlen ophørte, og alle ventede en belejring af byen. Men fraværet af en vejleder og anfører gjorde, at forberedelserne til byens forsvar blev udført meget ringe. Da huskede novgorodianerne deres berømte fyrste; de angrede deres forurettelse af den hellige Alexander og besluttede for alt i verden at byde ham tilbage til Novgorod. Med dette formål sendte novgorodianerne en delegation til byen Vladimir, for at storfyrst Jaroslav Vsevolodovich skulle lade den rettroende fyrste Alexander vende tilbage til Novgorod.

Jaroslav sendte en styrke afsted til Novgorod med sin søn Andreas. Men novgorodianerne ville have Alexander, ikke Andreas. De så, at kun han kunne udfri dem fra den ulykke, der var kommet over dem, og derfor skyndte de sig at sende en ny delegation med ærkebiskoppen af Novgorod til storfyrsten for atter at bede om at få Alexander Jaroslavich som fyrste. Den barmhjertige fyrste huskede end ikke den forurettelse, novgorodianerne havde forvoldt ham, og hastede dertil, hvor man havde sådan brug for ham. Med hans ankomst til Novgorod forandredes alt: hurtigt og effektivt forberedte man sig til at holde stand mod fjenden, der nærmede sig byen; troen på triumf vendte tilbage til alle, og de blev inspirerede til nye bedrifter med deres helt – fyrst Alexander. Da de havde fuldendt deres krigsforberedelser, drog Alexander Jaroslavich med Novgorods og Nizov-jordernes[18] hærenheder ud for at befri Pskov. Tyskerne blev drevet ud af Pskov, og pskovianerne tog glædeligt imod deres befrier.

Men den rettroende fyrste begrænsede sig ikke blot til at fordrive tyskerne fra Pskov. Det var nødvendigt at befæste freden i det nordvestlige Rus, at give fjenden en lærestreg og advare dem om at forsøge sig med nye angreb. Den rettroende fyrste besluttede at belære tyskerne for deres angreb og plyndringer ved at drage ind i deres besiddelser.

Da han havde styrket sig med bøn i den Hellige Treenigheds tempel foran kisten med hans rettroende slægtnings relikvier, Pskovs hellige fyrste Vsevolod Mstislavich, og var blevet fulgt på vej af pskovianernes bønner og hilsner, drog Alexander Jaroslavich med sine styrker til Livonien. Tyskerne forventede ikke et så hurtigt angreb og kunne ikke vise modstand. Som resultat deraf blev Livonien lagt øde af de russiske styrker. På tilbagevejen fra Livonien til Pskov gjorde den rettroende fyrste holdt ved Peipus-søens (rus. Chudskoe søens) bred. Og her, den 5. april året 1242, fandt det berømte slag med de tyske teutoniske riddere sted, der af historien er kendt under navnet ”Slaget på isen”[19].

Den Teutoniske Ridderordens mangfoldige hærstyrke var overbevist om deres sejr. ”Kom, lad os tage den russiske fyrst Alexander til fange; Slaverne skal være vore trælle”, sagde ridderne pralende. Men da den rettroende fyrste havde sat sin lid til Gud og tro på det hellige og retfærdige ved forsvaret af deres sag, frygtede han ikke disse opblæste ord. Han skælvede heller ikke ved deres første nederlag til ridderne. Den lette fortrop, som den rettroende fyrste havde sendt afsted for at observere modstanderens bevægelser, stødte ind i tyskernes hovedstyrke og blev alle sammen slået. En del af dem blev taget som krigsfanger, imens en anden del ilede til fyrsten for at berette om deres sørgelige nyheder. Da besluttede den rettroende fyrste at gøre holdt med sine styrker på Peipus-søens is, ud for landsbyen ”Voronja kamnja na Uzmeni”[20], og her begyndte de at forberede sig på det afgørende slag.

Hans styrke fik fornyet kraft ved friske tropper fra Novgorod, men selv nu var deres styrke stadig ingenting i forhold til riddernes hær. Til gengæld blev denne fåtallighed opvejet af stridsmændenes ånd og deres frygtløse parathed til at give deres liv for den retfærdige sag og for deres elskede fyrste. Anføreren behøvede ikke at styrke stridsmændenes kampånd: de erkendte alle vigtigheden af den forestående begivenhed, og selvopofrende gik de ind til slaget mod den hovmodige fjende. ”O, vor kære og ærværdige fyrste! Tiden er inde, og vi er alle rede til at lægge hovedet på blokken for dig.” Sådanne inspirerede røster hørtes blandt de russiske stridsmænds rækker.

De Teutoniske riddere initierede slaget som de første. De rykkede ud mod den russiske styrke, klædte fra top til tå i jernbrynje og rustning, for at knuse dem med deres overlegne antal. Men de blev mødt af en sådan tapper modstand, at de led nederlag. I stedet for den forventede uorden og panik, så de til med frygt, hvorledes de russiske rækker rykkede sig tættere sammen, indtil de udgjorde en levende mur. Ridderne blev rådvilde og standsede. Da rettroende Alexander så fjendens rådvildhed, foretog han en manøvre med en del af sine styrker, hvor de gik bagom fjenden og angreb dem fra en retning, som ridderne slet ikke havde forventet at skulle forsvare sig fra. En forfærdelig kamp begyndte. Den frygtelige larm fra sværdenes slag mod skjolde og hjelme, fra lyden af splintrende spyd, samt de kæmpendes og de faldnes stønnen, gjorde det umuligt for hærlederne at lede slaget og give stridsmændene ordrer. Det var ikke en ordentlig kamp i almindelig forstand. Idet ridderne mærkede deres nederlag komme, satte de alle deres styrker ind på at bryde ringen af de omringende russiske styrker, men selv dette lykkedes ikke. Isen på søen blev farvet af blod, og mange steder holdt den ikke, så mange krigere og deres våben faldt igennem den. Slaget fortsatte indtil den sene aften. Riddernes tab var store. De, som stadig var i live, søgte flugten som eneste redning, men russerne indhentede dem og slog dem ned. I et område på 7 kilometer var søen dækket af lig. Mange riddere blev taget til fange, og endnu flere faldt i kamp. Der var nu næsten intet tilbage af den så mangfoldige og gruvækkende styrke.

Sejrherrerne vendte højtideligt tilbage til Pskov med deres anfører i spidsen. Nær den rettroende fyrstes hest gik 50 adelige riddere, og bag den russiske styrke fulgte utallige simple krigsfanger. Pskovianerne gik deres befrier i møde med jubel.

”Herren, der bistod den ydmyge David i at besejre fremmede stammer, hjalp også vor rettroende fyrste med at befri byen Pskov fra fremmede folkeslag og stammer” – overalt lød dette glædelige udråb.

Overalt var der en fælles glæde og jubel. Alle erkendte, hvor betydelig denne sejr var, samt hvilken tjeneste den rettroende fyrste havde gjort denne russiske grænseby, som ikke selv havde styrke til at forsvare sin selvstændighed fra fjenders utallige angreb. Pskovianerne skulle aldrig glemme den hellige fyrste Alexander Jaroslavich’s bedrift. Én af disse begivenheders samtidige, krønikeskriveren, siger følgende idet han afrunder beskrivelsen af den herlige sejr: ”O, I uvidende pskovianere! Hvis I glemmer den store fyrste Alexander Jaroslavich eller forsager ham eller hans børn eller hans slægt, så vil I være ligesom jøderne, som Herren udfriede fra Ægyptens trældom, som forsørgede dem i ørkenen med vagtler, og alligevel glemte de Ham”. Med disse ord ønsker han at advare pskovianerne mod deres ældre brødres gerning, novgorodianerne, der så hurtigt havde glemt sejren ved Neva-floden og viste både deres utaknemlighed og manglende kundskab til at kunne forstå og værdsætte deres berømte fyrstes bedrift.

Efter de højtideligt havde fejret Pskovs befrielse, hastede fyrst Alexander Jaroslavich til Novgorod med sine regimenter, hvor han blev mødt med ligeså stor fryd og glæde, som i Pskov.

Begge russiske grænsebyer mindedes længe den herlige sejr på Peipus-søen, og endnu i slutningen af det 16. århundrede kom man navnene i hu på alle de stridsmænd, der var faldet under dette slag. Sejrherrens hæder spredtes vidt og bredt. En af den rettroende fyrstes samtidige krønikeskrivere bemærker, at rygtet om Alexander Jaroslavich’s herlige sejre blev viderebragt på Væringehavets[21], Sortehavets og det Kaspiske havs kyster, samt i Rom og i det fjerne Asien.

Samtidigt med at man i Rus højtideligt fejrede sejren, kom nyheden om riddernes nederlag til Livonien, hvor den hastigt spredtes og bragte frygt over alle. Tyskerne ventede fra dag til dag, at fyrst Alexander uden tøven skulle vise sig i Livoniens hovedstad – Riga, med sine regimenter. De havde intet håb om at kunne modstå et angreb fra den russiske fyrste med deres egne styrker og derved forsvare deres nye hovedstad. Den Tyske Ordens magister (leder) sendte i al hast en delegation til den danske konge og bad ham om bistand mod Novgorods fyrste.

Men den rettroende fyrst Alexander havde ingen planer eller noget ønske om at indtage deres områder. Da han havde ført sin ærværdige gerning til ende, efter at have befriet Novgorod og Pskov fra de overhængende trusler imod dem, rejste han tilbage til sin hjemstavn i Perejaslavl’. Da tyskerne hørte, at fyrsten havde forladt Novgorod, sendte de straks deres legater dertil for at bede om at slutte fred samt frigive krigsfanger på begge sider. De afstod alle deres indtagne områder og var rede til at afstå den del af deres jorder, der grænsede op til Novgorods besiddelser med det forsæt at overtale Novgorodianerne til at slutte fred. Der blev sandelig sluttet fred ”efter Novgorods vilje”, det vil sige i overensstemmelse med de betingelser, som novgorodianerne selv havde foreslået.

Således endte kampen med svenskerne og tyskerne.

Sejrene ved Neva-floden og Peipus-søen havde stor betydning for russerne. Nu var den udenlandske trussel om at erobre de russiske grænsebyer, underlægge dem deres magt og tvinge de russiske folk til at forsage den Hellige Ortodokse Tro til fordel for den romerske katolicisme ikke længere skræmmende. Gud Selv havde løst den århundrede lange strid – Han havde skærmet vort fædreland fra latinernes snarer, angivet grænsen for det tyske riges udbredelse, og ved den rettroende fyrste Alexander, i hvem Gud har fundet velbehag, satte Han en grusom advarsel om ikke at trænge ind i andres egne og ikke at true russernes største helligdom – den Ortodokse Tro. Den rettroende og ”uovervindelige” fyrste Alexander Jaroslavich, som hans samtidige kaldte ham, gjorde en stor tjeneste for det hellige Rus, og Rus har aldrig og vil aldrig glemme hans store jordiske bedrift.

To mægtige fjender fra vest blev besejret og syntes ikke længere så gruopvækkende som tidligere. Men en ny fjende viste sig – Litauerne – som dog ikke var ligeså farlig, men til gengæld mere grusom, og Novgorods samt Pskovs sydvestlige grænser var plagede af deres udtømmende togter.

Ved det Baltiske havs østlige bred, på sletten mellem floderne Wisla og den vestlige Dvinas mundinger, havde det litauiske folkeslag, som er tæt på russerne i både sprog og ophav, allerede levet i flere hundrede år. Idet de var fattige og lavt udviklede, var de nødsagede til at erkende deres underlegenhed ved deres første møde med slaverne, og de underlagde sig derfor de russiske grænsefyrster og betalte tribut til dem. Litauerne var på dette tidspunkt opdelte i forskellige stammer, der ofte bekrigede hinanden, og som ikke havde noget statsvæsen og orden. Men i begyndelsen af det 13. århundrede, under indflydelse af den Tyske ridderordens konstante angreb, begyndte de hidtil forskellige litauiske stammer at forene sig. Blandt litauerne opstod flere krigeriske fyrster, som fik tiltagende mere magt og indflydelse i egnen. De litauiske fyrster kæmpede i begyndelsen sammen med de russiske fyrster som allierede mod den fælles fjende – tyskerne, men efterfølgende begyndte de at angribe deres allierede. I mindre grupper tog de på togter i de russiske grænseegne, på deres udholdende og hurtige heste, hvor de plyndrede og myrdede. Indbyggerne i Novgorods og Pskovs grænsebyer og landsbyer levede under konstant frygt for litauernes uventede angreb. Men da novgorodianerne og pskovianerne hovedsageligt var optagede af kampen mod tyskerne og svenskerne, og holdt deres tungt udrustede styrker samt få let udrustede, mobile folk, som buemænd, hos sig selv, kunne de ikke forsvare deres besiddelser i grænseegnen mod Litauen. Også her viste den rettroende fyrst Alexander sig som en beskytter.

Sommeren i det samme ærefulde år for slaget på isen, fik man i Novgorod nyt om litauernes togter, og da begyndte den rettroende fyrste at kæmpe imod dem. I løbet af et enkelt felttog lykkedes det ham at fordrive syv fjendtlige kampenheder, der havde deres virke uafhængigt af hinanden i forskellige egne. Mange af de litauiske kampenheders anførere blev uskadeliggjorte eller taget som krigsfanger af den rettroende fyrstes regimenter. En af disse begivenheders samtidige krønikeskrivere siger, at litauerne efterfølgende begyndte at frygte fyrst Alexanders navn, men alligevel ønskede de ikke at ophøre med deres røvertogter.

I året 1245 plyndrede de omegnen af staderne Torzhok og Bezhetsk og forberedte sig på at drage hjem til deres fødestavn med deres krigsbytte og fanger. Men ved staden Toropets’ bymure blev de indhentet af de forenede styrker bestående af Novotorzhokianere, Tverere og Dmitrovboere. Efter litauerne var blevet besejret på den åbne mark, søgte de tilflugt i byen Toropets. Da skyndte den rettroende fyrst Alexander sig at komme den oldgamle by Toropets til undsætning med sin mindre hird sammen med novgorodianerne. Toropets var en del af fyrst Mstislav Mstislavich Udaly’s fyrstedømme. På belejringens første dag blev Toropets befriet af den rettroende fyrstes styrker. Litauerne forsøgte at flygte fra byen, men blev indhentet af Alexander Jaroslavichs hirdmænd og kom til at betale dyrt for deres røvertogter. Otte af deres hærførere faldt i kamp. De overlevende kastede deres tyvekoster fra sig og reddede livet ved at flygte fra stedet.

Men den rettroende fyrste Alexander begrænsede sig ikke til denne sejr. For at give den dristige fjende en lærestreg og forsvare de russiske grænser fra yderligere litauiske røvertogter, satte han efter fjenden med sin lille hird alene, da novgorodianerne ikke ønskede at følge ham videre. Ved søen Zhizets indhentede han de bortløbne og uskadeliggjorde dem indtil sidste mand. Derefter drog han mod Vitebsk stad, hvor hans svigerfar Brjachislav regerede. Efter en kortvarig hvile rykkede de atter mod litauernes egne, hvor de nedslog deres opstand nær byen Usvjat og bragte en så stor frygt over fjenden, at de længe ikke turde angribe de russiske besiddelser. 

Så tappert bevogtede den rettroende fyrst Alexander Jaroslavich sit nordvestlige land. Ved sin usædvanlige tapperhed og militære talenter lykkedes det ham ikke kun at forsvare de oldgamle nordvestlige russiske egne, men også at sikre dem fuldstændigt. Samtidigt lykkedes det ham at bevise over for den vestlige fjende, at selvom Rus var erobret af tatarerne, var det stadig i stand til at forsvare sin selvstændighed og sin tro. Alt dette i selv så svære tider for det gamle Rus, nemlig de første år af tatarernes åg[22].

Det var ikke kun i Novgorods og Pskovs egne, at man glædedes ved den rettroende fyrstes sejre. Beretningen om dem blev spredt vidt og bredt i det daværende Rus, var opløftende for det russiske folk i de store prøvelsers tid, og alles øjne hvilede på heltefyrsten, som indgød håb om en bedre fremtid. Det nordøstlige Rus, som var undertrykt af tatarernes overherredømme, var ikke mindre ivrige end Novgorod efter at se den rettroende fyrste Alexander på den storfyrstelige trone og var bedre end novgorodianerne til at værdsætte hans bedrifter.

Begivenhederne i året 1246 satte midlertidigt en stopper for den rettroende fyrst Alexanders virke i det nordvestlige Rus, for han blev kaldt mod de nordøstlige egne. Samme år blev fyrst Alexanders fader, storfyrst Jaroslav Vsevolodovich af staden Vladimir, martret i den Mongolske Horde[23]. Ifølge den gamle russiske lov, tilfaldt retten til den storfyrstelige trone den afdøde fyrstes broder, Svjatoslav Vsevolodovich. Men nu var det tatarerne, som havde overherredømmet og magten til at uddele fyrstedømmer og for at kunne få khanens bekræftelse, måtte Svjatoslav personligt rejse til Horden. Samme år rejste Svjatoslavs nevøer ved navn Andreas og Alexander, Jaroslavs sønner, også til Horden, for at bøje sig for khanen.

Rygtet om den tapre fyrste af Novgorod samt hans berømte sejre var nået til khanen. Batu Khan ønskede selv at se den rettroende fyrste, som man talte så meget om og krævede, at han omgående skulle vise sig i Horden.

”Gud har ladet mig undertvinge så mange folkeslag, så skulle du alene da kunne modstå underkastelse? Hvis du ønsker at bevare dit land, så kom til mig og bøj dig”. Dette befalede Batu Khan at viderebringe til Alexander Jaroslavich.

Det var umuligt ikke at opfylde den grusomme magthavers ordre, så den rettroende fyrste skyndte sig ud på den lange rejse.

Det var ukendt, hvad som ventede ham der. Hans fader var blevet taget imod med ære, men denne ærefulde modtagelse blev købt for en høj pris ved et stort væld af ydmygelser og spot. Fyrsterne blev tvunget til at gå gennem ”rensende” ild, bøje sig for en busk samt for døde khaners skygger og meget andet lignende. Ikke alle russiske fyrster accepterede at udføre disse krav, som var ydmygende for de kristne, og for dette betalte de med deres liv. Et eksempel på en fyrste-martyr er Hellige Michael Jaroslavich af Tjernigov, som den rettroende fyrst Alexander uden tvivl var bekendt med. Men samtidigt viste eksemplet med hans fader, at selv lydighed over for alle khanens krav ikke altid kunne redde. Jaroslav Vsevolodovich, som ved sit første besøg i Horden blev taget imod med ære, blev forgiftet af tatarerne ved sit andet besøg. Så den rettroende fyrst Alexander besluttede at afvise de hedenske ritualer, om det så skulle koste ham livet. Denne tapre forsvarer af den Ortodokse Tro, som fra barnsben af var blevet udvalgt af Gud til at være en fromhedens beholder, kunne han da handle anderledes?

Efter at have taget del i de Hellige Gaver og fået ærkebiskoppens velsignelse, drog han fra Novgorod til Horden.

Da den rettroende fyrste ankom til Horden, blev han inden sin præsentation for khanen befalet at udføre tatarernes ritualer, men han afviste at udføre dem. Han sagde: ”Jeg er kristen, og det er mig ikke behørigt at bøje mig for det, som er skabt. Jeg tilbeder Faderen og Sønnen og Helligånden, den Ene Gud, der forherliges i Treenighed; Ham, som har skabt himmelen og jorden, og alt som er til i det”. Den Hellige fyrstes rolige, men faste svar, overraskede khanens hoffolk, men de blev endnu mere forundrede over Batu Khans reaktion, da han havde hørt, at Alexander Jaroslavich ikke ønskede at udføre tatarernes ritualer. I stedet for den sædvanlige ordre i lignende situationer: ”Død over den ulydige”, befalede Batu Khan, at man ikke skulle tvinge den hellige, men straks bringe ham til sig.

Den rettroende fyrste henvendte sig til khanen: ”Kejser, jeg bukker for dig, for Gud har bestemt, at du skal regere, men jeg vil ikke bøje mig for elementerne. Jeg tjener den Ene Gud; Ham ærer jeg, og Ham tilbeder jeg”.

Batu Khan så længe med forundring på Alexander Jaroslavich’s skønne og mandige ansigt, og endeligt vendte han sig mod sine hoffolk og sagde: ”Det er rigtigt, hvad man har fortalt mig om ham: ingen fyrster er ham lig”. Lige så ærbødigt blev den rettroende fyrste taget imod af khanens hustru.

Batu Khan var ikke en enevældig hersker, men blev blot regnet for repræsentant for den store khan, der holdt til i Karakorum, som lå ved Gobiørkenens bjergrige asiatiske udkant, der ligger hinsides Bajkal. Efter at de russiske fyrster havde bøjet sig for deres lokale overherre, Hordens khan, skulle de også rejse til mongolernes øverste khan for at bøje sig for ham i hans fjerntliggende hovedstad. Batu Khan befalede, at den rettroende fyrst Alexander Jaroslavich ligeledes skulle tage på denne lange og svære rejse[24].

Han blev nådigt taget imod af Asiens hersker, og for en tid boede han i mongolernes hovedstad, hvor han opmærksomt studerede Rus’ nye overherrers karaktertræk. Først i år 1250 kom Alexander Jaroslavich og hans broder Andreas tilbage til Rus. Khanen gav den storfyrstelige trone til Andreas, imens Alexander Jaroslavich fik Kiev og Novgorod. Men Kiev, alle russiske byers moderstad, Rus’ ældste hovedstad, var blot en ruin efter tatarernes ødelæggelse af den. Kiev-regionens beboere flygtede i forskellige retninger fra tatarerne. Nogle flygtede mod sydvest til det, som i dag er Galicien, imens andre flygtede mod nordøst, til det Vladimirske Rus. Alexander Jaroslavich kunne intet udrette her, og derfor vendte han tilbage til Store Novgorod, efter at have tilbragt en smule tid i Vladimir.

Novgorodianerne tog med glæde imod ham, men denne glæde skulle snart formørkes af sorg og frygt. Den rettroende fyrste blev alvorligt syg efter sin lange og hårde rejse samt alt det, han måtte udstå i horden. Novgorodianerne fulgte bekymret deres fyrstes sygdom og deltog aktivt, idet de brændende bad for hans helbredelse. Og Herren afviste ikke den folkelige bøn: den rettroende fyrste kom sig over den alvorlige sygdom.

Nu kunne novgorodianerne nyde freden. Deres vestlige naboer vovede ikke at gentage sine røvertogter, idet de huskede Alexander Jaroslavich’s berømte sejre. Kun nordmændene angreb en sjælden gang Novgorods grænseområder. Den rettroende fyrste ville også beskytte sit fyrstedømme mod nordmændenes angreb, og ønskede derfor at få dem til at indgå i en alliance med novgorodianerne. Med det formål sendte man en delegation til den norske kong Håkon, og tilbød ham at forene sin slægt med Alexander Jaroslavich, ved at lade hans datter Kristina ægte Alexanders søn, Vasilij.

Det foreslåede ægteskab fandt aldrig sted, men delegationens mål blev stadig opnået: den norske konge sendte sine udsendinge til Novgorod for at indgå en pagt med novgorodianerne, og fra den tid af ophørte nordmændenes angreb. Kort tid efter indgåelsen af denne aftale forlod Alexander Jaroslavich for bestandigt den novgorodske fyrstetrone.

Andreas Jaroslavich, som blev gjort til storfyrste, havde hverken den forsigtighed eller visdom, som det er en regent behørigt at have, og som hans ældste broder udmærkede sig ved. Han beskæftigede sig sjældent med at regere, idet han brugte størstedelen af sin tid på forskellige fornøjelser. Han omgav sig med uerfarne rådgivere og formåede ikke at sameksistere med tatarerne. I horden betragtede man ham som en ustyrlig fyrste. Så Batu Khans efterfølger, Sartak Khan, besluttede at straffe den russiske fyrste. Han sendte sine regimenter mod Andreas under prins Nevriujs kommando. Da Andreas Jaroslavich hørte om tatarernes snare ankomst, flygtede han fra staden Vladimir: først til Novgorod, og derefter til Sverige, fordi novgorodianerne afviste at huse ham.[25]

På grund af storfyrstens uforsigtige handlinger blev han tvunget til at betale med sin befolkning. Men den rettroende fyrste Alexander kom dem til undsætning.

For at befri sit fædreland fra tatarernes ødelæggelse drog Alexander Jaroslavich til Horden. Dér formåede han ikke kun at formilde khanen og således stoppe den igangværende blodsudgydelse i Rus, men modtog også khanens mandat til storfyrstetronen. Fra den tid af begyndte den rettroende fyrstes asketiske tjeneste for sit fædreland, idet han helligede alle sine kræfter til at lette byrden af tatarernes åg.

Alexander Jaroslavich skyede ingen midler fra sit fyrstelige skatkammer til løskøbelsen af krigsfanger, som tatarerne førte til Horden i hobetal. Han sørgede også for, at de, som forblev fangne, ikke blev efterladt uden den største trøst i deres ulykke – bøn og gudstjenester. Sammen med Metropolit Kyrill fik han bedt khanen om lov til at stifte et russisk ortodokst bispedømme i Hordens hovedstad: Sarai.

Imidlertid var det ikke kun fangerne, som havde brug for den rettroende fyrstes omsorg. Efter Nevriujs krigstogt, var det nordøstlige Rus atter blevet lagt i ruiner, og fyrst Alexander skyndte sig at genopbygge de ødelagte templer, samle de flygtede folk og hjælpe dem med at genetablere sig i ødelæggelsens aske. En af fyrstens samtidige bemærker, at han drog omsorg for sit folk som en fader; og takket være denne omsorg genvandt man stille og roligt fred og orden i storfyrstedømmet. Den rettroende fyrste ville ikke blot berolige folket, men også lette de svære omstændigheder ved at svække tatarernes åg så meget som muligt.

Eftersom han ikke forrådte den russiske statslighed, og idet han bevarede den hellige tro og kirken uberørt, pålagde tatarerne Rus en meget stor tribut. De tog alt det bedste og dyrebare, og de tog intet hensyn til, om skatteyderne kunne betale den skat, som der blev krævet af dem. Tatarerne opkrævede tribut efter befolkningens antal uden at gøre forskel på rige og fattige. Fattige skatteydere blev nådesløst taget til Horden, hvor de blev solgt som slaver.

I året 1257 sendte tatarerne deres embedsfolk til Rus for at udføre en folketælling med det formål at bestemme, hvor stor en indtægt de kunne opkræve fra Rus. Storfyrsten vidste godt, at uanset hvor stor denne skat måtte være, ville det være nødvendigt at underlægge sig den, for ikke at fremkalde en endnu værre straf fra tatarernes side. Men det var ikke alle, der tænkte således.

Efter fyrstens insisteren blev folketællingen i det Vladimir-Suzdalske Rus gennemført fredeligt. Hl. Alexander skyndte sig til Horden for at få khanen til at vise sig nådig over for de lydige russiske folk og deres fyrste. Men i Horden besluttede man også at underlægge sig Store Novgorod, hvor man havde et gennemgribende had til besættelsesmagten. Idet storfyrst Alexander godt kendte til novgorodianernes oprørskhed, rejste han tilbage til sit fædreland med stor grublen. Hans forudanelser viste sig at være sande.

Så snart man hørte om den forestående folketælling i Novgorod, begyndte det at gære i befolkningen. Man samlede et tingmøde, hvor det blev besluttet, at man hellere ville gå i døden end at underlægge sig khanens krav. Novgorodianerne ville ikke acceptere folketællingen fordi, at Novgorod ikke havde været erobret af tatarerne, og mange mente, at tatarerne af denne årsag ikke havde nogen ret til bestemmelse over hellige Sofias egn. ”Vi vil dø for hellige Sofia og for englenes boliger (hl. klostre)”, kunne man høre folk råbe på gader og stræder, og byboerne beredte sig på opstand.

Alexander Jaroslavich skyndte sig til Novgorod for at forhindre tatarernes forfærdelige hævn over staden. Han håbede, at novgorodianerne ville lytte til et fornuftigt råd. Men allerede inden fyrstens ankomst, startede mange uoverensstemmelser: da pøblen ønskede at kæmpe mod tatarerne, foretrak de rige at betale den afkrævede tribut for ikke at provokere tatarerne og storfyrsten til vrede. Alexander Jaroslavich udnyttede dette, og ved sin standhaftighed nåede han at bøje novgorodianerne mod folketællingen. Men tilstedeværelsen af tatarernes embedsmænd samt det, at folketællingen blev misbrugt, ikke kun af tatarerne, men også af velhavende novgorodianere, vækkede atter en opstand i Novgorod. Denne gang tog fyrst Vasilij Alexandrovich af Novgorod dens oprørte indbyggeres side, men idet han frygtede sin fader, flygtede han til Pskov.

Den rettroende fyrst Alexander befalede, at man skulle fange hans ulydige søn; og efter han var blevet frataget det novgorodske fyrstedømme, blev han sendt til det Suzdalske Rus. Oprørets anstiftere blev også straffet, og da novgorodianerne selv efter disse alvorlige konsekvenser stadig ikke ville falde til ro og acceptere khanens krav, forlod den rettroende fyrst Alexander straks Novgorod sammen med tatarerne, idet de lod det være novgorodianernes sag at stå til regnskab over for khanens vrede. Storfyrstens afrejse havde større indvirkning end nogen forsøg på overtalelse: novgorodianerne ydmygede sig, tog imod khanens embedsfolk, og således forhindrede man Novgorods ødelæggelse ved tatarernes hænder.

Men der var ikke gået meget mere end to år, førend der atter opstod røre mod tatarernes skatteopkrævere i Rus, hvilket truede med at udvikle sig til en åben opstand, der ville inkludere næsten alle byer i det Nordøstlige Rus. Følgende omstændigheder lå til grund for dette oprør.

Den nye khan, Berke, overlod ansvaret for opkrævningen af skatter til Khiva-khanatets købmænd eller Bessermen’erne[26], på grund af de forhenværende skatteopkræveres misbrug af de opkrævne skattepenge. De nye opkrævere opkrævede selvfølgeligt langt mere end det beløb, som de betalte til khanen og tillod en endnu større undertrykkelse af befolkningen, i forhold til de forhenværende tatariske skatteopkrævere. Folket kunne ikke bære denne undertrykkelse, og i forskellige egne opstod der røre. Men denne bevægelse nåede sin yderste grænse, da en tidligere munk ved navn Zosima, som var frafalden den Ortodokse Tro, viste sig blandt skatteopkræverne. Han undertrykte ikke blot sine landsfæller, men spottede også dristigt den Ortodokse Tro. Folket kunne ikke udholde disse bespottelser, og man myrdede derfor den hadefulde apostat i Jaroslavl. Herefter opstod der også oprør i andre russiske byer i Rostov og Suzdal fyrstedømmerne. Man jog de tatariske skatteopkrævere bort og sønderslog særligt de mest hadefulde iblandt dem. Der spredtes rygter om, at storfyrst Alexander selv havde sendt skriftlige ordrer ud til byerne om at ”slå tatarerne”, og at han beredte sig på at lede den folkelige opstand.

Selvtægten over for khanens skatteopkrævere ville sikkert og vist fremkalde en forfærdelig gengældelse fra tatarernes side. Atter måtte storfyrsten haste til Horden for at forhindre den forestående ulykke i at komme over Rus. Det var en svær bedrift storfyrsten stod overfor. Men samtidigt med de frygtelige problemer i det Nordøstlige Rus var der også problemer i nordvest – i de novgorodske og pskovske egne.

Efter slaget ved Neva-floden og slaget på isen vovede de vestlige fjender ikke at angribe Rus. Da de var blevet forvissede om, at det var umuligt at sejre over Neva-flodens helt, besluttede de at afprøve et andet middel til at underlægge ham sig.

I år 1248 sendte pave Innocentius IV en delegation til Alexander Jaroslavich, anført af to lærde kardinaler ved navn Gald og Gemont[27]. I brevet, som udsendingene skulle overrække den russiske fyrste, havde paven skrevet: ”Vi har hørt om dig, at du skulle være en forunderlig og hæderlig fyrste, og at dit land er stort, og Vi har derfor sendt to af vore kardinaler, for at du skulle høre deres lære”. Idet paven udtrykte en tilsyneladende sorg over, at den russiske fyrstes store land ikke var underlagt den romerske kirke, forsøgte paven at overtale Alexander Jaroslavich til at underkaste sig hans magt og arbejde for at bringe sit folk til latinernes tro. Idet han forsøgte at overbevise om, at frelsen og den sande tro kun kan findes i den latinske kirke, påpegede paven også de verdslige fordele, som fyrsten ville få ved at underkaste sig pavemagten. Samtidigt forsøgte han at forsikre om, at den russiske fyrstes underkastelse på ingen måde ville nedværdige ham, men paven tilføjede yderligere, at: ”Vi vil regne dig for den bedste blandt de katolske monarker, og med særlig ihærdighed vil vi anstrenge os for at øge din ære”. Endeligt idet paven vidste, hvor dyrebart mindet om den rettroende fyrstes fader var for ham, tilføjede han en løgnagtig beretning i sit brev om, at Jaroslav Vsevolodovich skulle have udtrykt et inderligt ønske om at lade den russiske Kirke underlægge sig paven, og at det kun var Jaroslavs utidige død, som havde forhindret ham i at opfylde sit forsæt.

Men alle disse pavelige kneb havde ingen indvirkning. Alexander Jaroslavich gav et kort og samtidigt kraftigt svar på Innocentius’ lange brev:

”Alt det, som er sket fra verdens skabelse til syndfloden, og fra syndfloden til folkeslagenes opdeling og til Abraham; fra Abraham til israelitternes udvandring fra Ægypten og til vandringen gennem det Røde Hav, og til kong Davids død; fra Salomons regeringstid og til den romerske kejser Augustus, under hvem Kristus, verdens Frelser blev født, og til Herrens lidelse, opstandelse og himmelfart og indtil det første økumeniske koncil og de øvrige syv økumeniske konciler – alt dette kender vi godt til, og jeres lære har vi intet behov for, hvorfor vi afviser den”.

Men paverne ville ikke lade det ligge: de begyndte at rejse svenskerne og ridderordnerne mod den uvillige russiske fyrste, men også disse nye korstogter var uden resultat.

I året 1256 forsøgte svensken at indtage den finske kyst, og sammen med danerne og Jemmerne[28] begyndte de at bygge en fæstning ved floden Narva. Da sendte novgorodianerne bud efter storfyrsten med en bøn om hjælp, og samtidigt blev der sendt udsendinge ud i hele egnen for at samle en styrke. Fjenden blev grebet af frygt over disse forberedelser og skyndte sig væk hinsides havet. Den rettroende fyrste besøgte Novgorod samme vinter, og sammen med novgorodianerne og sine regimenter drog de ud mod jemmerne til Finland for at afskrække finnerne og advare dem mod yderligere angreb på Novgorods grænseegne. Rejsen i det fremmede land var umådeligt svær: styrken kunne ikke kende nat fra dag på grund af snestormene. Men uanset disse vanskeligheder var rejsen vellykket: russerne ødelagde jemmernes egn, hvorefter fjenden end ikke vovede at tænke på yderligere modangreb.

I året 1262 begyndte fjendtlige sammenstød med tyskerne. Storfyrsten forberedte et angreb mod tyskerne, men opstanden mod tatarerne tvang ham til at haste til Horden. Den russiske styrke, anført af storfyrstens broder, Jaroslav, og hans søn, fyrst Dimitrij Alexandrovich, vandt også denne gang en række fremragende sejre: de tilbageerobrede den oldgamle russiske stad Juriev, som blev opført af storfyrst Jaroslav den Vise, og de vendte tilbage til Novgorod med et stort krigsbytte samt mange fanger.

I mellemtiden var den rettroende storfyrst Alexander nået frem til Horden, og Herren hjalp ham til at formilde den ophidsede khan. Khanen tilgav ikke kun russerne for at have myrdet de tatariske skatteopkrævere, men på den hellige fyrst Alexanders bøn viste han dem endnu en gavmildhed: han løste dem fra den hårde pligt at gøre tjeneste ved de tatariske regimenter[29].

Den rettroende fyrste hastede for at vende tilbage til sit fædreland med den glædelige nyhed. Men denne glædelige nyhed nåede de russiske folk ikke at høre fra fyrstens egne læber. For dette var den rettroende fyrstes sidste bedrift. Da han var udtrættet af den vanskelige rejse og de bekymringer, som han måtte gennemleve, blev den rettroende fyrst Alexander Jaroslavich alvorligt syg i landsbyen Gorodets[30] på tilbagevejen fra Horden. Idet han forudså sin salige hensoven, tilkaldte han sine rejsefæller og henvendte sig til dem med sin sidste afskedssamtale, som hos alle fremkaldte bitre tårer over tanken om det forestående tab. Efterfølgende kaldte den rettroende fyrste en abbed til sig og tog imod munketonsuren, idet han ændrede sit fyrstelige navn til det monastiske navn – Aleksij. Efter han havde taget del i de Hellige Mysterier og bedt de omkringværende munke om tilgivelse, gik den rettroende munke-fyrste stille videre til de evige boliger; han betroede sin rene sjæl til Herren, Hvem han så brændende havde tjent i løbet af sit jordiske liv. Dette fandt sted den 14. november år 1263. Han sov hen i sin bedste alder, end ikke fyldt 45 år fra sin fødsel. Uovervindelig i kamp blev han syg under den storfyrstelige krones byrde, som i denne svære tid for Rus sandelig var en tornekrone, der konstant krævede alle hans kræfters anstrengelse, og som i bytte blot bragte storfyrsten sorg og bekymring.

I staden Vladimir fik man snart nyt om storfyrstens salige hensoven, endda før de officielle udsendinge nåede frem fra Gorodets. For Herren havde på forunderlig vis åbenbaret dette for Vladimirs daværende hierark Kyrill, Metropolitten af hele Rusland.

Da herskeren, omgivet af gejstlige, opsendte brændende bønner for det hellige Rus og dets storfyrste, blev han værdiget følgende forunderlige åbenbaring: han så, hvorledes Guds engle bar den rettroende fyrst Alexanders salige sjæl til himmels. Lamslået over dette syn, tav hierarken, men derefter trådte han ud på ambonen og fortalte de bedende om denne sørgelige nyhed: ”Brødre, I skal vide, at solen allerede er gået ned over Rusland”. Da folket uforstående havde hørt disse ord, tav hierarken atter en tid for derefter at forklare meningen med sine ord: ”Den rettroende storfyrst Alexander Jaroslavich er nu sovet hen”. Alle blev grebet af frygt ved denne sørgelige nyhed. Templet blev fyldt med sorgens og fortvivlelsens gråd; ”Det er vores undergang” gentog de bedende enstemmigt. Man kan bedømme, hvor dyb den sorg var, som den rettroende fyrstes død havde fremkaldt, efter den hellige fyrstes samtidiges ord, med hvilke han begynder beskrivelsen af hans død.

”Ve dig, arme menneske! Hvordan skal du kunne beskrive din herres død! Hvordan falder øjeæblerne ikke ud af øjnene sammen med tårerne! Hvorledes rives hjertet ikke itu af den bitre sorg! En mand kan glemme sin fader, men ikke en god herre; hvis det var muligt, ville jeg lægge mig i graven med ham”.

De samme følelser oplevede alle de, som var vidner til denne bitre begivenhed. Så snart man i Vladimir havde hørt om, at den rettroende fyrstes legeme nærmede sig staden, strømmede alle til at møde det. Metropolit Kyrill mødte den hensovne fyrstes legeme sammen med de gejstlige i forstaden Bogoljubovo. En utallig mængde af folk – rige som fattige, voksne som børn, havde indtaget hele egnen. Og så snart som kisten kom til syne, løb alle den ustoppeligt i møde: alle anstrengte sig for at kysse kisten, hvori den rettroende fyrstes legeme lå. Folkets gråd var altoverdøvende: man kunne hverken høre de gejstlige eller korets stemmer. Ifølge en samtidig var det som om, at jorden ville skælve af stønnen og skrig.

Den 23. november blev begravelsestjenesten holdt højtideligt af Metropolitten og hele præstestanden i staden Vladimirs katedral under tilstedeværelsen af en stor folkemængde. Herren sendte en trøst til alle dem, der begræd den rettroende fyrstes død. Under begravelsestjenesten skete følgende mirakel:

Da Metropolit Kyrills husholder (økonom) ved navn Sebastian nærmede sig kisten og ville folde den hensovnes hånd ud, så Metropolitten kunne lægge ”afskedsbrevet” (absolutionsbønnen) i den, rakte den rettroende fyrste selv hånden ud, som om han var levende: han tog imod skriftrullen og lagde efterfølgende atter sine arme over kors på brystet. Alle de tilstedeværende blev grebet af ærefrygt. De forundredes og lovpriste Herren, som havde vist dem et sådant underfuldt tegn. Med ærefrygt tog man kisten med den rettroende fyrstes legeme og begravede ham i klosterkirken til ære for Den Alhellige Gudføderskes Fødsel.

Efter Metropolit Kyrills anmodning blev nyheden om miraklet under begravelsen spredt ud til alle. Således spredtes også en trøstende nyhed over hele det fromme russiske folk, der begræd tabet af sin fyrstelige forsvarsmand, som havde sat sit liv til for det hellige Rus, sammen med den bitre nyhed om hans førtidige død, om at Rus havde fået sig en ny forbeder og forsvarsmand i den rettroende fyrst Alexander foran den Højestes Trone. Denne nyhed bragte stor trøst i de sørgende russeres sjæle, der så på den nærmeste fremtid med stor bekymring.

Hele den rettroende fyrst Alexander Jaroslavich’s liv var viet til at tjene fædrelandet. Med sin usammenlignelige tapperhed og militære mod bevarede han sit nordvestlige fyrstedømme fra de romersk-katolske folkeslags konstante angreb; ved visdom og sværdets styrke forsvarede han den Ortodokse Kirke fra latinernes angreb og de romerske pavers rænkespil. Ved forsigtighed og sit vise regeringsvirke lettede han tatarernes svære åg og gav de russiske folk mulighed for roligt at bære det. Han styrkede troen på bedre tider i dem, og besætterne tvang han til at behandle det erobrede land og dets fyrste med respekt. Den rettroende fyrstes store tjeneste blev smukt beskrevet af hans samtidige hagiograf med følgende ord: ”Han arbejdede hårdt for det russiske land, for Novgorod og for Pskov samt hele den storfyrstelige tjeneste, idet han satte sit liv til for den Ortodokse Tro”.

Men også efter sin død fortsatte den rettroende fyrst Alexander Jaroslavich med at tjene det russiske land; han har altid vist sig som beskytter og en hastig hjælper i landets sværeste tider.

I mere end 200 år efter den rettroende fyrstes død bar landet tatarernes tunge åg. Det havde udholdt mange ulykker og trusler fra tatarerne, indtil det under den rettroende fyrst Alexanders efterkommeres vise ledelse – fyrsterne af Moskva[31], var blevet stærkt nok til at tage kampen op mod sine besættere. Det lykkedes dem ikke kun at fælde deres åg, men også at indtage de engang så grusomme tatariske riger. 120 år efter den rettroende fyrst Alexanders død, under Moskvas hellige storfyrst Dimitrij Ivanovich af Don, vandt russerne for første gang en sejr over tatarerne ved Don-floden[32]. Russerne betalte en meget stor pris for denne sejr, men den var dyrebar for dem, for den løftede folkets ånd og indgød sikkerhed om, at tiden for tatarernes overherredømme var randt ud. Også i dette vigtige historiske øjeblik kom Rus’ himmelske beskytter, den rettroende fyrst Alexander Jaroslavich det til undsætning. Således beretter den rettroende fyrstes oldgamle levned om den forunderlige bistand, som han viste sin slægtning, den hellige storfyrste Dimitrij Ivanovich.

I den Alhellige Gudføderskes kloster i staden Vladimir, hvor den rettroende fyrstes relikvier befandt sig, var en gudfrygtig munk, der førte et fromt asketisk liv. Om natten bad han i kirkens nartex med tårer til Herren om at udfri Rus fra tatarernes hærfører Mamajs styrker. I sin bøn påkaldte han den rettroende fyrst Alexander til at bistå storfyrst Dimitrij. Under sin bøn så han, at lysene foran den rettroende fyrstes grav selvantændte, hvorefter to skønne ældste trådte ud fra alterrummet, og da de havde nærmet sig den helliges grav, sagde de: ”Rejs dig og skynd dig at hjælpe din slægtning, den rettroende fyrst Dimitrij Ivanovich”. Den rettroende fyrst Alexander rejste sig straks og blev usynlig. Munken blev stum og lamslået over dette under, og først efter det blev kendt, at den storslåede sejr ved Don havde fundet sted på samme tid, fortalte han om sit syn til hierarken af Vladimir by. På ypperstepræstens anmodning åbnede og inspicerede man den rettroende fyrstes relikvier, som blev fundet hele, uden forrådnelse. En stor mængde syge mennesker henvendte sig i bøn til Guds nyligt åbenbarede helgen, og der skete mange underfulde helbredelser ved hans hellige relikviers kiste.

Det berømte slag ved Don-floden var en af de glædeligste begivenheder i russernes forfædres liv under det tunge tatariske ågs tid, men det befriede ikke Rus endegyldigt fra den fremmede magt. Horden var svækket, men Rus var endnu ikke stærkt nok til at kunne forsvare sin selvstændighed. Det tatariske overherredømme fortsatte, selvom det havde mistet sin forhenværende karakter. Tatarerne så også selv, at Moskvas fyrster havde skabt et stærkt og forenet rige ud af de tidligere splittede russiske fyrstedømmer, der ikke holdt sig tilbage fra at bruge magt og ligeledes benytte sig af de splittelser og interne stridigheder, som på det tidspunkt var fremtrædende blandt tatarerne, og som svækkede deres forhenværende mægtighed. 100 år efter sejren ved Don lykkedes det for Hl. Dimitrij Ivanovich af Dons oldebarn, storfyrst Ivan III, at tilintetgøre det tatariske åg uden kamp og derved befri Rus fra asiaternes to århundreder lange besættelsestid. Nu var de tidligere forhold mellem russerne og tatarerne endegyldigt forandrede. Under den rettroende fyrst Alexander Nevskij var Rus en underdanig skatteyder til den tatariske khan, men nu begyndte det at bevæge sig mod tatarerne og gradvist underlægge dem sit herredømme. De engang så grusomme tatariske riger faldt et efter et og blev indlemmet i det russiske rige, og kun i folkesagn bevares brudstykker af mindet om de besejrede udlændinges herredømme over Rus. Ruslands himmelske beskytter, den rettroende fyrst Alexander Nevskij, forlod til stadighed ikke folket uden hjælp og beskyttelse under denne lange og indædte kamp mod tatarerne.

I året 1552, da tsar[33] Ivan Vasiljevich drog mod det Kazanske rige, bad han foran den rettroende fyrst Alexanders relikviekiste i Vladimir-by, hvor han bad ham om hjælp. Som et pant på sin hjælp viste den rettroende fyrste følgende mirakel:

Ud over tsaren bad også hans bojarer[34] sammen med ham, samt det øjenvidne, som har beskrevet den rettroende fyrstes mirakler. Da han sammen med de andre kyssede den helliges relikvier, stak han tre fingre på sin syge hånd ind i en åbning i kisten. Det føltes som om, han havde vædet dem i en slags velduftende salve, og da han trak hånden ud, var der ikke et spor tilbage af sygdom. Alle de tilstedeværende ærede andægtigt den rettroende fyrst Alexander, gennem hvem Herren havde skænket helbredelsens gave, og med håb på hans hjælp drog de videre på deres færd.

Togtet mod Kazan endte vel. Det tatariske rige, der befandt sig nær Moskva, og som et helt århundrede havde pint dem med deres angreb mod de russiske grænseegne, havde nu underlagt sig den moskovitiske tsar. På stedet, hvor der før havde stået tatariske moskéer, rejstes nu hellige Kirker; man begyndte forkyndelsen af det Hellige Evangelium i denne muhamedanske egn, og folket kunne nu roligt se fremad. Efter Kazan fulgte det tatariske Astrakhan trop og blev indlemmet i det russiske rige. De russiske floders kejserinde – Volga, med alle dens naturlige rigdomme, var nu i hele dens længde en russisk flod. Russerne udbredte vellykket deres magt mod det fjerne østlige Sibirien og rykkede gradvist frem til Stillehavets kyster. Men mod syd, på Krim, forblev en mægtig fjende – krimtatarerne, som det russiske rige længe var tvunget til at kæmpe imod[35]. Khanen af Krim, der tidligere var allieret med den moskovitiske monark, begyndte at kæmpe imod russerne, da han så Rus’ befæstning efter Kazan og Astrakhans indlemmelse i det russiske rige. Dette var desto mere farligt for russerne, for khanen af Krim blev støttet af islams øverste beskytter: den tyrkiske sultan. I tiden for denne kamp ophørte Rus’ himmelske fortaler, den rettroende fyrst Alexander Jaroslavich, ikke med at yde sin bistand.

I året 1571, da Krims khan Devlet Giray[36] angreb Moskva, bad den ældste Antonij i Fødsels-klostret i Vladimir-by. Denne asket og bønnens mand blev under sin bøn om sit fædrelands beskyttelse mod den grusomme khan værdiget at se følgende underfulde syn. Samtidigt med at han sørgede over de ulykker, som var kommet over hans fædreland, så han pludseligt to unge mænd i lyse klæder, der med lynets hast nærmede sig klostret på hvide heste. De steg ned fra deres heste og efterlod dem ved klosterporten for derefter at træde ind i kirken (det var de rettroende fyrster Boris og Gleb). Ældste Antonij fulgte efter dem. Så snart de rettroende fyrster var trådt ind i templet, åbnedes de kongelige porte, og lysene tændtes. Da de var trådt hen til den rettroende fyrst Alexanders kiste, henvendte de hellige Boris og Gleb sig til ham, idet de sagde: ”Rejs dig, vor broder, storfyrst Alexander, lad os haste med at bistå vor slægtning, tsar Ivan Vasiljevich”. Den rettroende Alexander rejste sig straks og gik sammen med dem ud af templet mod klosterporten. Her stod tre hvide stridsheste klar, hvorpå de rettroende fyrster steg op. Idet de drog ud, sagde de: ”Lad os tage til den Alrene Gudføderskes katedral og kalde på vore slægtninge, de rettroende fyrster Andreas[37], Vsevolod[38], Georg[39] og Jaroslav[40].”

Den ældste fulgte efter dem. Og ligesom i klosterkirken åbnedes de kongelige porte sig her ved de hellige fyrsters indtrædelse i templet, og de rettroende fyrster rejste sig fra deres grave og drog gennem bymuren til Rostov med følgende ord: ”Lad os drage til Rostov til prins Peter[41]. Må han også stå os bi”. Ved hjælp af disse himmelske stridsmænd vandt man en sejr over den Krimske khan.

Således bevarede den rettroende fyrst Alexander Jaroslavich sit fædreland fra tatarerne, for hvem hele hans jordiske liv var viet til samme arbejde: at beskytte det hellige Rus fra den grusomme besættelsesmagt.

Ruslands himmelske forsvarsmand, hl. Alexander, som havde udmærket sig ved sin store barmhjertighed gennem sit jordiske liv, idet han hjalp enhver trængende og lidende, ophørte ikke med at lade sin gavmildhed strømme ud til alle dem, der i bønner om hjælp henvendte sig til ham. Ved kisten med hans hellige relikvier blev syge helbredt, sørgende og nødlidende fik nådens trøst og bistand. Ikke alle disse mirakler er blevet skrevet ned, men også den betydelige andel, som er blevet beskrevet af den hellige fyrstes gamle hagiografer, viser tydeligt hvor rig en kilde af helbredelse og undere, der strømmede fra den rettroende fyrst Alexanders hellige relikvier, og hvilket dyrebart kar for Guds Nåde, som det hellige Rus havde erhvervet ved sin himmelske beskytter og anfører. Selv inden stadfæstelsen af Hellige Alexanders festdag, så munkene i Fødsels-klostret adskillige gange tegn fra himlen, der pegede på hans hellighed og velbehagelig over for Gud; mange gange var både de, klostret og Vladimir-by blevet skænket hjælp fra den hellige fyrste.

I året 1491, hærgede en forfærdelig brand i Vladimir-by, hvori templet med hl. Alexanders relikvier brændte ned. Under denne brand så de bedende den rettroende fyrste, som på en hest opløftedes til himlen. Efter branden viste det sig, at den helliges relikvier var urørte af ilden på trods af, at alt andet i templet var brændt væk.

I året 1541, efter fejringen af den Alhellige Gudføderskes hensoven, efter aftengudstjenesten, antændtes lysene foran hl. Alexanders relikviekiste af sig selv, og mange af brødrene og de bedende så til i forundring. En af klostrets altertjenere slukkede dem i sin simpelhed, idet han ikke så noget ualmindeligt i dette. Efterfølgende berettede man om hændelsen for klosterforstanderen, arkhimandrit Eufrosyn, som gik hen til relikviekisten for at undersøge lysene. Da han gjorde dette, mærkede han, at der udgik en særlig varme fra dem. Dette under blev forstået som et særligt tegn på fyrst Alexanders hellighed.

En munk fra Fødsels-klostret, ældste David, blev engang alvorligt syg. Idet han lå på sit leje og lod tårerne strømme, bad han den rettroende fyrst Alexander om helbredelse. Kort efter mærkede han en lettelse og inderliggjorde sin bøn yderligere. Efter bønnen modtog han fuldkommen helbredelse fra sin sygdom.

En anden munk fra det samme kloster med slægtsnavnet Krasovtsev, havde i lang tid været lammet. Han blev båret frem til Hl. Alexanders relikviekiste, og da han med hjertelig sønderknuselse så på den og udgød varme tårer, idet han kom sine synder i hu, mærkede han, at en kraft vendte tilbage til hans lamme lemmer, og kort tid efter blev han fuldstændig rask.

En klostermand ved navn Terentij var besat af dæmoner. Da han blev bragt hen til den helliges relikvier, og man havde bedt for ham, blev han straks blid og begyndte inderligt at takke Gud og Hans hellige for sin helbredelse.

De gamle hagiografer har beskrevet mange flere helbredelser, som fandt sted over lægfolk i forskellige aldre og samfundslag.

En bojar-søn ved navn Simeon Zabelin, der boede i Pskov, var så syg, at han hverken kunne bruge sine arme eller ben, og han kunne slet ikke spise eller drikke. Idet han havde fast tro på den rettroende fyrst Alexander, hvis minde man med andagt havde bevaret i det gamle Pskov, bad han sine slægtninge om at bringe ham til staden Vladimir for at bede foran den rettroende fyrstes relikvier. Her skete det så under bønnen, at han blev helbredt fra sin sygdom.

En anden bojar-søn med slægtsnavnet Golovkin var ramt af en lignende sygdom, men han havde intet håb om helbredelse og tænkte kun på døden. Han havde givet næsten hele sin ejendom til læger, men havde ingen gavn af deres behandlinger. Men ved den rettroende fyrst Alexanders hellige relikvier fik han det af Herren, som ingen lægekundskab kunne give ham: fuldkommen helbredelse for sin uhelbredelige sygdom.

En lam kvinde fra en landsby i Vladimir-egnen blev båret hen og lagt på trinene nær den rettroende fyrstes hellige relikvier. Under hendes brændende bøn om helbredelse foran ham, som var Gud til velbehag, følte hun pludseligt, hvordan den hellige fyrste tog fat om hendes arm og rejste hende fra sygdommens leje.

En adelsmand fra Vladimir-by ved navn Maxim Nikitin havde en søn ved navn Ivan, der var stum og lam. Med tro og tillid til den rettroende fyrste, bragte hans forældre ham til Fødsels-klostret, hvor han blev fuldkomment helbredt.

Mange blinde folk blev helbredt ved den hellige Alexanders forbønner. Således så en blind mand fra Vladimir-by, ved navn David Iosifov pludseligt lyset under oplæsningen fra det Hellige Evangelium i templet. Idet han bevægedes dybt i sjælen over håbet om helbredelse, bad han inderligt til ham, som var Gud til velbehag, om at føre ham hen til kisten med de hellige relikvier. Her blev han bestænket med helligt vand, og blev fuldkomment seende.

En kvinde fra landsbyen Krasnoe i Vladimir-guvernementet, der havde mistet synet, blev fuldkomment helbredt ved kisten med den rettroendes fyrstes hellige relikvier – som om hun aldrig havde været syg.

Nåden strømmede også fra den rettroende fyrstes undergørende relikvier til dem, som led under den forfærdelige sygdom af dæmonisk besættelse. Her er nogle eksempler fra de gamle hagiografers beskrivelser.

En besat mand fra landsbyen Staroje blev bragt til klostret. Han indgød frygt i alle ved sit forfærdelige udseende: han talte skrækkelige ord, og som et dyr kastede han sig over folk. Han blev bundet bragt til klostret, og under molebnen blev han helbredt.

En anden besat mand kunne end ikke genkende sine nærmeste slægtninge; han rev håret ud på sig selv og bed sin egen tunge; hans legeme var dækket af sår og skrammer, som han havde påført sig selv med slag. Ved den rettroende fyrst Alexanders forbønner, blev han værdiget fuldkommen helbredelse for sin forfærdelige sygdom.

I klosterlandsbyen Ugrjumovoe beliggende i Vladimir-egnen blev en bonde ved navn Afanasij Nikitin udsat for tilfælde af sindssyge, således at han ikke kunne genkende sine omgivelser; han nægtede at indtage føde og sov slet ikke. I et øjeblik af klarhed bad han pludseligt sine nærmeste om at bringe ham til Fødsels-klostret og til den hellige Alexanders relikvier. Hans slægtninge opfyldte hans ønske, og på vej til klostret følte den syge sig rask; da han ankom til klostret fortalte han alle i hjertelig sønderknuselse omб hvordan den hellige fyrst Alexander havde vist sig for ham, og hvordan han selv havde fortalt ham, at han skulle søge helbredelse ved kisten med hans hellige relikvier.

Så rig en barmhjertighed værdigedes syge og nødlidende i sjælen ved deres tillid til den rettroende fyrste. Mindet om ham, som var Gud til velbehag, samt hans bedrifter udslukkedes aldrig hos det russiske folk. Den rettroende fyrst Alexander Jaroslavich’s levned blev straks efter hans død gjort til emne for lærerige skrifter. Efter hans første levnedsbeskrivelse, som blev nedskrevet af en af fyrstens samtidige, opstod nye og mere detaljerede beskrivelser i forskellige egne af Rusland, og særligt i de steder, hvor fyrsten havde levet og haft sit virke: i staden Vladimir og Novgorod samt Pskovs egne. Man anstrengte sig for at bevare alle detaljer ved hans liv og virke til opdragelse og eksempel for kommende generationer. For han var en lidelsesbærer for Rusland, der som en lysende stjerne, oplyste vejen for fordums russiske folk i de mørkeste og hårdeste tider under det tatariske åg. Samtidigt med hagiograferne bidrog de gammelrussiske krønikeskrivere også til fortællingen om den rettroende fyrstes liv, og takket være dette er hellige Alexander den, om hvem der findes ву адуыеу vidnesbyrd og fortællinger sammenlignet med nogen anden af Rus’ nordøstlige fyrster.

Kort tid efter den hellige fyrstes salige død begyndte den kirkelige ophøjelse af ham. Allerede miraklet ved hans begravelse vidnede klart om hans hellighed og det, at han var Gud til velbehag. Dette vidnede alle de andre undere også om, som uden ophør strømmede fra kisten med hans hellige relikvier, som fra en uudtømmelig kilde. I året 1547 blev der i Moskva afholdt et kirkeligt koncil efter tsar Ivan Vasiljevich’s anmodning. Dette koncil blev afholdt under den berømte Metropolit Makarij af hele Rus’ formandskab, og her vedtog man den almindelige fejring og højagtelse af alle russiske helgener i hele landet, som førhen kun var blevet æret lokalt. Derudover vedtog man ved dette koncil den generelle fejring til ære for den rettroende fyrst Alexander Nevskij, og, efter Metropolitens anvisning, nedskrev man tjenesten til ham (til den 23. november, som er dagen for hans hensoven) samt en ny, mere detaljeret hagiografi. I begyndelsen af det 17. århundrede var der en kirke til ære for hellige Alexander Nevskij i Moskva.

I året 1724 stadfæstede man en ny festdag til ihukommelse af den rettroende fyrstes relikviers overbringelse fra staden Vladimir til Sankt Petersborg.

Omkring 500 år efter den hellige Alexanders hensoven vandt kejser Peter I nye fremragende sejre ved Neva-floden over Ruslands gamle fjende: svenskerne. I år 1703 lagde man her grunden til en ny hovedstad for Rusland og i 1717 også en ny helligdom: Alexander-Nevskij Lavra-klostret. Kejser Peter I ønskede, at man bragte den rettroende fyrstes relikvier fra Vladimir-by til Sankt Petersborg, og så snart man følte sig sikre i den nye egn, udskrev man en ordre om at bringe relikvierne dertil. Kejseren formulerede selv en detaljeret ordre om, hvorledes denne overbringelse skulle finde sted, og han fulgte meget nøje, hvordan arbejdet skred frem med at bygge det nye kloster og tempel deri, hvori rettroende Alexanders hellige relikvier skulle ligge. Men krigene mod svenskerne og tyrkerne forsinkede udførelsen af denne ordre, og først i år 1723 kunne man gå i gang med arbejdet.

Vladimir-by fulgte højtideligt sin store helligdom, som i fem århundreder havde været deres oldgamle bys mest dyrebare smykke. Fra den 10. til 11. august tjente man vågenat i alle kirker, og ved morgenstunden tjente man den guddommelige liturgi. Byens og de omkringliggende klostres gejstlige samt en stor folkemængde drog mod Fødsels-klostret, og efter molebnen bar præsterne kisten med de hellige relikvier ud fra templet og ud af byen. 17. august blev den rettroende fyrstes relikvier mødt med endnu større højtidelighed i Moskva, og derefter gik den kirkelige procession videre gennem Tver og Novgorod til Sankt Petersborg. Overbringelsen af den rettroende fyrst Alexanders relikvier var en højtid i hele Rusland. I alle byer og landsbyer holdt man gudstjenester, og folkemængder fulgte helligdommen hele vejen. I Sankt Petersborg regnede man med at bringe de hellige relikvier ind den 30. august, som var dagen, hvorpå man forinden havde sluttet fred med svensken i Nystad. Men rejsens afstand gav ikke mulighed for at holde planen, og først den 1. oktober ankom de hellige relikvier til Schlüsselburg[42]. På kejserens ordrer blev de placeret i Bebudelseskatedralen der, og deres overbringelse til Sankt Petersborg blev henlagt til den 30. august året efter, i 1724.

Mødet med helligdommen i Sankt Petersborg udmærkede sig ved en særlig højtidelighed. Kejseren ankom til floden Izhora’s munding med sit hof på en galej. Efter han med andagt havde placeret de hellige relikvier på galejen, befalede kejseren sine adelsfolk at tage til årer, imens han selv tog roret. I Petersborg havde man ladet en særlig kaj opføre, hvor galejen med de hellige relikvier lagde til. Fulgt af de gejstlige og folket bar de adelige kisten med de hellige relikvier. Klokkeklang og kanonsalutter øgede til højtideligheden. Relikvierne blev anbragt i templet, som var indviet til ære for den rettroende fyrste. Dagen efter fortsatte fejringen af Alexander Nevskij klostret: Kejseren uddelte planer over klostrets bebyggelser til de tilstedeværende, og ved samme lejlighed blev det besluttet at fejre overbringelsen af de hellige relikvier den 30. august.

Således opfyldtes kejserens ønske. Men han formåede ikke at afslutte sin plan over det nye klosterbyggeri: et halvt år efter denne højtidelighed døde Peter. Men Peters efterkommere afsluttede det, som han havde påbegyndt. Hans datter, Kejserinde Elizaveta Petrovna bestilte en overdådig smuk sølvkiste, hvori de hellige relikvier hviler den dag i dag. Kejserinde Ekaterina II befalede at bygge en ny katedral på stedet for den gamle, og den 30. august 1790 indviedes det nye tempel samt overbringelsen af den rettroende fyrstes relikvier deri.

Sommeren 1917 forberedte man at evakuere den hellige fyrst Alexander Nevskijs relikvier, da man frygtede, tyskerne skulle indtage byen under Første Verdenskrig. Men de blev aldrig evakueret.

I året 1922, den 22. maj (ifølge den gregorianske kalender), under modstand fra de gejstlige og troende blandt lægfolket, åbnede de gudløse bolsjevikker den hellige rettroende fyrst Alexander Nevskijs relikviekiste. Kommunisterne konfiskerede de hellige relikvier, og udstillede dem i ”Statens museum for religionshistorie og ateisme”, der var lokaliseret til Kazanskij katedralen i Leningrad, det forhenværende Sankt Petersborg. Sølvkisten udstillede man på eremitage-museet i vinterpaladset.

I år 1989 leverede museet hellige Alexanders relikvier tilbage til klostret, men sølvkisten forblev en del af udstillingen i eremitagen. Først i år 2023 blev det besluttet at aflevere hl. Alexander Nevskijs relikviekiste tilbage til Kirken.

Således fortsætter den hellige rettroende fyrst Alexander Jaroslavich den dag i dag med at beskytte den Ortodokse Tro i sit fædreland. Til stadighed er han nær og hastig til at hjælpe dem, som påkalder hans hellige navn med tro, og ved disse bønner går han i forbøn foran den Almægtige Guds trone – Ham, som ophøjer Sine hellige, tilkommer der ære og herlighed i evigheders evighed. Amen.

Hellige rettroende storfyrst Alexander, bed til Gud for os!

Troparie, 4. tone:

Du var som en værdig gren / på en from stamme, salige Alexander, / thi Kristus viste dig som en Guddommelig skat for det russiske land, / en ny Undergører, højt æret og Gud til velbehag. / Og i dag samles vi i tro og kærlighed til minde om dig, / idet vi med salmer og sang glædeligt priser Herren, / som har givet dig helbredelsens nådegave. / Bed Ham frelse denne by, / og lade din slægts rige være Gud til velbehag, // og om at Ruslands sønner må frelses.

Et andet troparie, 4. tone:

Erkend dine brødre, russiske Josef, / der ej hersker i Ægypten, men i himlene, / rettroende fyrst Alexander, / og tag imod deres bønner, / idet du mangfoldiggør hveden for folk ved dit lands frugtbarhed, / og beskytter byerne under din magt ved bønfaldelse, // idet du kæmper med de ortodokse kristne mod modstandere.

Kontakie, 8. tone:

Vi ærer dig som en lysende stjerne, / der tændtes i øst og kom til vest: / thi hele dette land beriger du med undere og godhed, / og ved tro oplyser du dem, der ærer dit minde, salige Alexander. / Derfor fejrer vi i dag din hensoven, vi, som hører dig til: / Bed om frelse for dit fædreland / og alle dem, der strømmer til dit relikvieskrin og som med tro råber til dig: // glæd dig, vor bys grundpille.

Et andet kontakie, 4. tone:

Som dine slægtninge Boris og Gleb / viste sig for dig til hjælp fra himmelen, / der kæmpede mod Birger af Sverige og hans stridsmænd: / således også du, salige Alexander, // kom nu dine slægtninge til hjælp og bekæmp dem der strider mod os.

---

[1] Alle oplysninger om den rettroende fyrste Alexanders levned stammer fra hans ældste levnedsberetninger og krøniker. I det gamle Rus’ tid fandtes der fem levnedsberetninger om den rettroende fyrste, af hvilke den første og korteste blev nedfældet af Alexander Nevskijs samtidige, imens den sidste, som også er den mest uddybende, blev nedskrevet i 1600-tallet på baggrund af de ældste levnedsberetninger, der alle supplerer hinanden.

[2] I dag er dette en lille by i Vladimir-guvernementet (der ligger ved floden Trubezh nær dens udløb i Perejaslavl’ Sø), men dengang var det den vigtigste stad i fyrstendømmet Perejaslavl’-Zalesskij.

[3] Den rettroende fyrstinde Theodosia, der var datter af den kendte russiske fyrste Mstislav Mstislavovich Udalyj, døde i året 1244.

[4] Det Hellige Rus – en oldgammel betegnelse for det Ortodokse Kristne fællesskab i Rus, anført af Kirkens hellige fædre fra denne egn. Det Hellige Rus refererer altså ikke til en jordisk stat, men forsamlingen af dem, som har fællesskab med Gud, og dermed er hellige ved Ham.

[5] Kejser Vespasian regerede fra år 70 til 79 e.Kr.

[6] Novgorod er delt i to dele af floden Volkhov: Sofia-delen, hvor byens vigtigste helligdom befinder sig – Sofia-katedralen, til ære for Guds Visdom, og Handelsdelen, hvor den såkaldte ”Jaroslavs gård” befandt sig.

[7] Medlemmer af den russiske højadel, der var under fyrsterne.

[8] Kalka-floden – en flod i det sydlige Rusland, der munder i det Azovske hav.

[9] Sit’-floden – en flod, der løber ind i floden Mologa i Tver’ og Jaroslav Guvernementerne. I vore dage løber den ind i Rybinsk-reservoiret, da hele området kunstigt blev oversvømmet af bolsjevikkerne i 1930’erne.

[10] Verst – gammel russisk længdeenhed med forholdet 1 verst = 1,0668 km.

[11] Efter tatarernes besættelse af Rus, bosatte de sig på stepperne langs Volga-floden og Don-floden, hvor de opbyggede deres tatariske rige, kendt under navnet ”Den Gyldne Horde”. Hordens hovedstad blev kaldt Saraj, og befandt sig ved det sydlige Volga-delta, ca. 130 km nord for byen Astrakhan.

[12] Skismatiker – en person der bryder med Kirken. Således kaldte latinerne de Ortodokse Kristne, fordi de ikke anerkender pavemagten som en autoritet eller dens ny-indførte kætterske dogmer, der strider med den apostolske tro.

[13] Hellige Alexander Jaroslavich’s hustru, Alexandra Brjachislavovna, fik et undergørende ikon af Guds Moder i vielsesgave og som velsignelse til sit ægteskab. Dette ikon var ifølge overleveringen skrevet af den Hl. Apostel og Evangelist Lukas, og blev oprindeligt sendt som gave til den hellige rettroende og gudelige fyrstinde af Polotsk, Eufrosyne (+ 23. maj år 1173) fra den byzantinske kejser Manuel. Til ihukommelse af sin vielse i Toropets, forærede Alexandra Brjachislavovna denne helligdom til byen. Ikonet befandt sig i katedralen i Toropets indtil revolutionen i 1917, hvor katedralen blev lukket, og alt dens inventar konfiskeret af bolsjevikkerne. Treenighedskirken i træ, hvori hl. Alexander blev viet, er ikke bevaret til vor tid. På det sted hvor trækirken tidligere stod, blev der i år 1704 bygget en kirke i sten, der også bar den Hellige Treenigheds navn. Denne stenkirke blev ødelagt af bolsjevikkerne under revolutionen i 1917, og en del af den eksisterer i dag som en del af byens skole nr. 1. 

[14] Torzhok (Торжокъ) – by i Tver-guvernementet.

[15] Izhora – en biflod til Neva-floden.

[16] Tyskerne kom først til Livonien (det nuværende Baltikum) i anden halvdel af det 12. århundrede. I år 1201 byggede de byen Riga – Livoniens hovedstad, og året efter stiftede de en særlig ”åndelig” ridderorden (der var delvist monastisk og delvist militær), der ikke kun havde til formål at erobre hele den Livoniske region, men også at tvinge den lokale befolkning til at underlægge sig den romerske katolicisme ved sværdets magt. I år 1237 slog Sværdbærer Ordenen sig sammen med den lignende Teutoniske Ridderorden, der forud for dette havde befæstet sit overherredømme ved floden Wislas nedre løb.

[17] ”Vodskaja” – Vandig, ”Pjatina” – en femtedel. Novgorods jorder var opdelt i fem dele kaldet ”Pjatiny” (rus. пятины), hvilket betyder femtedele. Den ”vandige femtedel” var det område der ligger op til Ladoga søen.

[18] Nizov-jorderne (rus. Низовская Земля) var navnet på et område beliggende sydøst for Novgorod, i Volga-flodens nordlige floddelta og syd for floden Mologas udløb. Dette område var på daværende tidspunkt en del af fyrstendømmet Vladimir-Suzdal.

[19] Peipus-søen eller Chudskoe søen (rus. Чудское озеро), befinder sig ikke langt fra Pskov. Den er forbundet med Pskov-søen via et bælte kaldet ”Lunkne sø” (rus. Теплое озеро). Peipus-søen er omtrent 90 km lang og 47 km bred. Pskov sø er omtrent 50 km lang og 20 km bred.

[20] Denne landsby befandt sig ved den bugt, hvor Peipus-søen løber over i Pskov sø. Navnet ”Vononja kamnja na Uzmeni” (rus. Воронья камня на Узмени) betyder ”Ravnenes sten ved Uzmen”, og landsbyen fik dette navn på grund af de utallige ravne der kredsede om den.

[21] Væringehavet – det oldslaviske navn for Østersøen. 

[22] På denne tid kunne det nordøstlige Rus næsten ikke vise nogen støtte eller hjælp til Alexander Jaroslavich i kampen mod så stærke fjender som svenskerne, tyskerne og litauerne.

[23] Jaroslav Vsevolodovich blev bagvasket af en, som ønskede at skade fyrsten, foran Khanen. Tatarerne forgiftede ham derefter.

[24] Man kan bedømme, hvor svær denne rejse har været ud fra samtidige rejsendes beskrivelser fra den mellem-asiatiske ørken.

[25] Efterfølgende bidrog den rettroende fyrst Alexander til fyrst Andreas’ forsoning med Khanen. Andreas vendte tilbage til sin hjemstavn og blev gjort til fyrste af staden Suzdal.

[26] Et blandet folkeslag associeret med tatarerne bosat i Vjatka-regionen i Rusland.

[27] Pave Innocentius IV havde i alt 12 kardinaler, blandt hvilke der ikke fandtes nogen ved navn Gald og Gemont. Men disse navne er højst sandsynligt en fonetisk transskription opstået på grund af navnenes eksotiske ordlyd for krønikeskriveren. Moderne historikere har slået fast, at der med stor sandsynlighed er tale om kardinalerne Guglielmo Fieschi og Hugo de Saint-Cher, der var pavens legater til den Ortodokse Kirke i det Østromerske Rige og Rus. (A. Maiorov et al., Emissaries of Pope Innocent IV to Alexander Nevsky: Riddles of Biographical History, DOI 10.15826/qr.2023.3.827).

[28] ”Jem” (finsk – Jäämit): en finsk folkestamme.

[29] På den tid beredte man et togt til det indre asien, hvori alle de af khanen erobrede folkeslag havde pligt til at deltage.

[30] Gorodets ved Volga: en landsby i Nizhegorod Guvernementet.

[31] Stamfaderen til Moskvas fyrster var Hl. Alexander Nevskijs yngste søn, Daniel Alexandrovich.

[32] Storfyrsten af Moskva, Hl. Dimitrij Ivanovich Donskoj, regerede fra år 1362 til 1389. Det berømte slag ved Don-floden (Kulikovs mark) mod tatarerne, for hvilket storfyrsten fik titlen ”Donskoj” (af Don), fandt sted den 8. september år 1380.

[33] ”Tsar” – oldslavisk for ”Kejser”.

[34] ”Bojar” – Gammel russisk adelstitel.

[35] Det tatariske rige på Krim blev først erobret i år 1783 under kejserinde Ekaterina II.

[36] Devlet I Giray – f. 1512 og død i 1577, khan af Krim fra 1551 – 1577.

[37] Andreas (Andrej) Jurievich, storfyrst af Vladimir fra 1169 til 1174.

[38] Vsevolod III, storfyrst af Vladimir fra 1176 til 1212.

[39] Georg eller Jurij (Jørgen) Vsevolodovich, den rettroende fyrst Alexanders onkel: var storfyrst af Vladimir fra 1219 til 1238.

[40] Jaroslav Vsevolodovich, den rettroende fyrst Alexanders fader: var storfyrst af Vladimir by fra 1238 til 1246.

[41] Hellige Peter, prins af Horden, var nevø til Khan Berke. Han blev dybt rørt over Biskop Kyrill af Rostovs tale, da han besøgte horden, og rejste i al hemmelighed til Rostov for at blive døbt i den Ortodokse Kirke. Han døde i år 1290, hvor han forinden tog imod munketonsuren. Han ihukommelse fejres den 29. juni.

[42] Schlüsselburg – by 40 km øst for Sankt Petersborg.