Den Hellige, Herlige og Højlovede

APOSTEL PETERS

levned, bedrifter og lidelse

Den hellige Apostel Peter, der var Apostlen Andreas’ broder, og som inden hans kaldelse ved Herren Jesus Kristus bar navnet Simon, var søn af judæeren Jonas af Simeons stamme. Han stammede fra Betsajda, der var en ubetydelig og ukendt galilæisk by i Palæstina. Han tog Aristobulus’ datter til ægte, den Aristobulus, som var broder til den hellige Apostel Barnabas. Med hende havde han to børn: én søn, og én datter. Simon var en simpel og ulærd mand; han var gennemsyret af Gudsfrygt, og holdt alle Herrens bud, idet han vandrede for Hans Åsyn uden brist, i alle sine gøremål. Simon havde fiskeri som sin beskæftigelse, og ved dette arbejde tjente han, som en fattig mand, til at forsørge sin familie, idet han brødfødte sin hustru, børn, svigermoder og sin aldrende fader, Jonas.

Simons broder Andreas valgte at føre et liv i cølibat, idet han foragtede den kaotiske verdens forfængelighed. Han drog hen til Jordanfloden, til den hellige Johannes Døber, der forkyndte omvendelse[i], og gjordes til hans discipel. Idet han hørte sin læremesters vidnesbyrd om Kristus – Messias, og særligt ordene han talte, idet han pegede på Herren med sin finger: ”Se Guds Lam”[ii], forlod Andreas Johannes, og sammen med en anden af Døberens disciple, sluttede han sig til Herren, og spurgte Ham:

-”Rabbi, hvor bor Du? ”

-”Kom, og se” svarede Frelseren dem.

De gik med og så, hvor Han boede, og de blev hos Ham den dag.[iii]

Den næste morgen kom Andreas til sin broder Simon, og sagde til ham:

-”Vi har fundet Messias, Kristus”.

Og han førte ham til Jesus. Da så Jesus på ham og sagde:

-”Du er Simon, Jonas’ søn; du skal hedde Kefas, som betyder sten (Peter)”[iv].

Og straks optændtes hellige Peter af kærlighed til Herren, idet han kom til tro på Ham, som den sande Kristus, der er sendt af Gud for at frelse verden. Men han forlod endnu ikke sit hus og sit arbejde, idet han skaffede sine hjemmegående slægtninge det nødvendige for at overleve. Simons broder Andreas hjalp ham af og til med arbejdet, for deres aldrende faders skyld; og således levede de indtil tiden for Herrens kaldelse til den apostolske tjeneste.

Engang, efter at Johannes Døber var blevet sat i fængsel, vandrede Herren Jesus Kristus langs Galilæas sø (der også er kendt under navnet Tiberias sø eller Genesaret sø) og, idet Han så Peter og Andreas, der var i færd med at kaste garn i søen, sagde Han til dem:

-”Kom og følg Mig, så vil Jeg gøre jer til menneskefiskere”.[v]

Præcis hvilken form for fiskere, Herren ønskede at gøre dem til, viste Han ved den mirakuløse fiskefangst. Idet Han gik ombord i Simons Peters båd, befalede Kristus ham at laste garnene ud, svarede Peter:

-”Mester, vi har slidt hele natten og ingenting fået; men på Dit ord vil jeg kaste garnene ud”.

Da han havde gjort dette, fangede de en stor mængde fisk, og selv deres garn var ved at briste, hvilket var et tegn på den åndelige apostolske fangst – thi Apostlene skulle fange mange folkeslag til frelsen med Guds Ord net. Idet han så et sådant under, faldt Simon Peter ned for Jesu knæ og sagde:

-”Gå bort fra mig, Herre, thi jeg er en syndig mand! ”

Thi en rædsel havde grebet ham og alle dem, som var med ham, over den fiskedræt, de havde fået. Men som svar til Peter, der bad Herren om at gå bort fra ham, kaldte Han ham omvendt til at slutte sig til Sig:

-”Følg Mig – fra nu af skal du fange mennesker til livet, ligesom du tidligere fangede fisk til døden”.[vi]

Fra den tid af, fulgte den hellige Apostel Peter Herren, ligesom hans broder Andreas og alle de andre hidkaldte disciple. Herren elskede Apostlen Peter for hans simpelhed: Han besøgte Simons fattige hjem, hvor Han ved Sin hånds berøring helbredte dennes svigermoder, der lå syg med feber. Og da Herren, ganske tidligt om morgenen var stået op, og havde afsondret sig på et øde sted for at bede, drog Peter og de andre ud efter Ham, da de ikke kunne udholde en enkelt time uden Herren, idet de ihærdigt ledte efter deres elskede Læremester; og, da de fandt Ham, sagde de til Ham:

-”De leder alle sammen efter Dig, Herre”.[vii]

Og den hellige Apostel Peter skiltes ikke fra Herren, men opholdt sig altid ved Hans side, idet han nød at skue Hans Åsyn og høre Hans ord, der er ”sødere end honning”. Han var vidne til Herrens mange og store undere, der tydeligt pegede på Kristus som Guds Søn, på Hvem han troede uden tvivlen. Og som han i hjertet troede på retfærdigheden, således forkyndte han frelsen med læberne. Da Herren var kommet til egnen ved Cæsarea Filippi[viii], spurgte Han Sine disciple og sagde:

-”Hvem siger folk at Jeg, Menneskesønnen, er? ”

De svarede:

-”Nogle siger: Johannes Døber; andre: Elias; og andre: Jeremias eller en anden af profeterne.

Han spørger dem:

-”Men I, hvem siger I, at jeg er? ”

Simon Peter svarede og sagde:

-”Du er Kristus, den levende Guds Søn”.

Denne Herrens Apostels sande bekendelse værdigede ham salighed og forjættelser; Han sagde til den hellige Peter:

-”Salig er du, Simon, Jonas’ søn, thi det har kød og blod ikke åbenbaret dig, men Min Fader, som er i Himlene; Så siger Jeg også til dig, at du er Peter, og på den klippe vil Jeg bygge Min Kirke, og helvedes porte skal ikke få magt over den. Og Jeg vil give dig Himmerigets nøgler, og hvad du binder på jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser på jorden, det skal være løst i Himlene”.[ix]

Idet den hellige Apostel Peter brændte med kærlighed til Herren, ønskede han, at intet ondt skulle ske Ham; og derfor, da Herren forudsagde Sine lidelser, modsagde Peter Ham, idet han af uvidenhed sagde:

-”Herre, vær Dig Selv nådig! Nej, sådan må det ingenlunde gå Dig! ”

Selvom disse ord fra Apostlen ikke være Herren Jesus til velbehag, der netop var kommet for at løskøbe menneskeslægten fra fortabelsen ved Sine lidelser, var hans ord imidlertid udsprunget fra en ivrig kærlighed til Herren. I dem vistes Apostlens mildhed også, thi da han hørte Herrens irettesættende ord: ”Vig bort fra Mig, satan![x] Du er Mig til forargelse”, følte Apostlen ingen arrig irritation og forlod ikke Kristus Frelseren, men, med kærlighed hørte han irettesættelsen til ende, hvorefter han med endnu større iver og kærlighed fulgte Herren.[xi] Engang, da mange af disciplene ikke kunne begribe Herrens ord[xii], sagde de:

-Det er en hård tale! Hvem kan holde ud at høre på den?

Og derefter forlod de Frelseren og vandrede ikke mere med Ham. Da sagde Herren Jesus til de tolv:

-”Vil I også gå bort? ”

Simon Peter svarede Ham:

-”Herre! Til hvem skal vi gå hen? Du har det evige livs ord. Og vi er kommet til den tro og erkendelse, at Du er Kristus, den levende Guds Søn”.[xiii]

Idet han havde en sådan tro på og en sådan iver efter Herren, dristede den hellige Apostel Peter sig til at bede Ham om tilladelse til at komme ud på vandet til Ham. [xiv] Herren forbød ham det ikke. Og da trådte den hellige Apostel Peter ud af båden, og vandrede hen over vandet, for at komme til Jesus. Men da han ikke have fuldkommen fasthed i troen, inden modtagelsen af Helligånden, blev han bange da han så, den kraftige storm, og idet han begyndte at synke, råbte han og sagde:

-”Herre, frels mig! ”

Jesus rakte straks Sin hånd ud, greb fat i ham og sagde til ham:

-”Du lidettroende! Hvorfor tvivlede du? ”[xv]

Herren, der havde forløst den hellige Apostel fra at drukne, udfriede ham også fra at være lidettroende[xvi], da Han sagde til ham:

-”Jeg bad for dig, at din tro ikke må glippe”.[xvii]

Sammen med to andre disciple, Jakob og Johannes, værdigedes den hellige Apostel Peter på Tabor at skue Herrens Forklarelses herlighed, der blev dem åbenbaret, og med sine ører at høre Gud Faders stemme, der kom til Herren Jesus fra det høje. Den hellige Apostel nævner følgende om dette i sin Epistel:

”Da vi kundgjorde jer vor Herres Jesu Kristi kraft og Hans komme, var det ikke kløgtigt opdigtede fabler, vi fulgte, men vi havde selv været øjenvidner til Hans Storhed. Thi Han fik ære og herlighed af Gud Fader, da denne røst lød til Ham fra den majestætiske herlighed: Denne er Min Søn, den elskede; i Ham har Jeg velbehag. Denne røst hørte vi lyde fra Himmelen, da vi var med Ham på det hellige bjerg. ”[xviii]

Da Herren nærmede sig Sine frivillige lidelser og døden på korset, viste den hellige Apostel Peter ikke blot sin iver efter Herren med ord, idet han sagde: ”Herre! Med Dig er jeg rede til at gå både i fængsel og i døden”[xix], men også i gerning, idet han drog sværdet og slog til ypperstepræstens tjener Malkus og huggede hans øre af.[xx] Selvom Gud ved Sit forsyn havde ladet Apostlen Peter falde i en trefoldig fornægtelse af Kristus Frelseren, vor Herre, rejste han sig og rettede op på sig selv gennem sand omvendelse, forenet med bitter gråd.[xxi] Den hellige Peter, der var den første blandt Apostlene som værdigedes at se den opstandne Herre Jesus Kristus, som den hellige Evangelist Lukas skriver: ”Herren er sandelig Opstanden og set af Simon”[xxii]; og den hellige Apostel Paulus skriver om det samme: Kristus ”er opstået på den tredje dag, efter Skrifterne, og viste sig for Kefas, derefter for de tolv”[xxiii]. Da han havde set Herren, fyldtes hellige Peter med uudsigelig glæde, idet han også modtog nådefuld forladelse for sin synd fra Ham. Den trefoldige fornægtelse af Herren udslettede han endegyldigt med sin trefoldige bekendelse af sin kærlighed til Frelseren, idet han tre gange besvarede Hans spørgsmål:

-”Simon, Jonas’ søn! Elsker du Mig? ”

-”Herre! Du kender alt, Du ved, at jeg har Dig kær. ”

Og Kristus Frelseren genoprettede Peter i den Apostolske værdighed, idet Han gjorde ham til hyrde for fårene og gav ham nøglerne til det Himmelske Rige.[xxiv]

Efter vor Herres Jesu Kristi Himmelfart, vistes den hellige Peter som den første læremester og forkynder af Guds Ord, som den første blandt Apostlene, da han i løbet af en stund føjede omtrent tre tusinde troende sjæle til Kristi Kirke.[xxv] Samtidigt udviste han en stor undergørende kraft. Idet han med den hellige Johannes trådte ind i Templet for at bede, så hellige Peter en mand, der havde været lam fra fødslen, siddende ved den port til Templet, der kaldtes den ”skønne”. Han fik øje på Peter og Johannes, og bad dem om at få en almisse. Da så Peter og Johannes fast på ham og sagde:

-”Se på os. ”

Og han gav nøje agt på dem, da han ventede at få noget af dem. Men Peter sagde:

-”Sølv og guld har jeg ikke, men hvad jeg har, det giver jeg dig: i Jesu Kristi Nazaræerens navn stå op og gå. ”

Og han greb ham ved den højre hånd og rejste ham op. I samme nu blev hans ben og ankler stærke, og han sprang op og stod oprejst og begyndte at gå omkring, og han fulgtes med dem ind i Templet, hvor han gik omkring og sprang og lovpriste Gud.

Gennem dette under og den hellige Apostel Peters forkyndelse, kom omtrent fem tusinde mennesker til tro på Kristus. [xxvi] Men to af Jerusalems beboere ved navn Ananias og hans hustru Safira, døde ved hellige Peters ord, for deres helligbrøde og for at have løjet overfor Helligånden.[xxvii] I Lydda[xxviii] helbredte han den lamme Æneas, der i otte år havde ligget til sengs, idet han sagde til ham:

-”Æneas! Jesus Kristus helbreder dig! ”[xxix]

I Joppe[xxx] oprejste han den døde jomfru Tabita.[xxxi] Ikke kun hans hænder og ord var undergørende, men selv også hans skygge skænkede helbredelse: ”Ja, man bar endogså de syge ud på gaderne og lagde dem på bårer og senge, for at, når Peter kom gående, i det mindste hans skygge kunne falde på nogen af dem”.[xxxii] Og da kong Herodes lagde hånd på nogle i menigheden (i Jerusalem) og mishandlede dem, og lod Jakob, Johannes’ broder[xxxiii], dræbe med et sværd, pågreb han den hellige Peter og satte ham i fængsel, idet han lod ham lænke med to lænker. En Herrens Engel løste ham fra hans lænker og befriede ham fra hans fangenskab.[xxxiv] Den øverste Apostel Peter var den første til at åbne døren til troen for hedningene, idet han i Cæsarea[xxxv] døbte den romerske høvedsmand Kornelius, efter han havde haft et syn af en stor dug, der dalede ned fra Himmelen, og som var fuld af alle slags af jordens firføddede dyr og krybdyr, samt en røst, der formanede Peter om at slagte det hele og spise det, og ikke holde det for urent, som Gud har renset. Dette syn var tegn på hedningenes omvendelse til Kristus.[xxxvi] Den hellige Apostel Peter afslørede Simon Magus fra Samaria, der på hyklerisk vis tog imod Dåben og som ønskede at købe Helligåndens gave for penge. Apostlen sagde til magikeren:

• ”Må dit sølv gå til grunde og du selv med, siden du mener at kunne købe Guds gave for penge. Du har hverken lod eller del i dette, thi dit hjerte er ikke oprigtigt over for Gud. Omvend dig derfor fra denne din synd og bed til Gud, om du dog måtte få tilgivelse for dit hjertes påfund. Thi jeg ser, at du er fyldt af bitter galde og hildet i uretfærdighed”[xxxvii].

De her nævnte og mange andre af den hellige Apostel Peters gerninger, er uddybende beskrevet i det Hellige Evangelium og i de hellige Apostles Gerningers bog, der kontinuerligt læses højt for de troende i templerne. Derfor er der ingen grund til at uddybe hver enkelt begivenhed fra den Hellige Skrift her, hvad angår den hellige Apostel Peter; for disse bøger bør være kendte blandt alle de ortodokse kristne. Men hvad angår den hellige Apostel Peters efterfølgende anstrengelser og arbejde til forkyndelse af Evangeliet, er det få, der kender til dem. Men den hellige Simeon Metafrastes siger følgende om dem.

Hellige Peter drog fra Jerusalem[xxxviii] til Cæsarea Stratonis[xxxix], hvor han håndspålagde en biskop blandt presbyterne, der fulgte ham. Idet han havde helbredt mange i Sidon[xl] og indsat en biskop dér, kom han til Berit[xli], og her håndspålagde han ligeledes en biskop. Efterfølgende kom han til Byblos, og derfra drog han til Tripoli i Fønikien[xlii], hvor han boede hos en vis mand ved navn Marson (eller Marsianus), som han håndspålagde til biskop for de troende i denne by. Fra Tripoli tog han til Orthosia; derefter til Antaradus[xliii] og efterfølgende til øen Arados[xliv], så til Balanæa[xlv], Pontus og Laodikea[xlvi]. I den sidste helbredte han mange syge, uddrev dæmoner fra besatte, samlede en kirke af troende og gav dem en biskop. Fra Laodikea drog den hellige Peter til Antiokia, en by i Syrien[xlvii], hvor Simon Magus skjulte sig fra de romerske legionærer, som den Romerske kejser Klaudius havde sendt, for at pågribe ham. Da han hørte om den hellige Apostel Peters ankomst, flygtede Simon til byer i Judæa. I Antiokia helbredte hellige Peter mange lamme og efter sin prædiken om den Ene Gud i Tre Personer, håndspålagde han biskopperne: Markianus – til byen Syrakus i Sicilien[xlviii], og Pankratius – til Tauromenium[xlix]. Fra Antiokia drog hellige Peter til Tyana i Kappadokien[l], hvorfra han besøgte Ankyra i Galatien[li], hvori han oprejste en mand fra de døde og byggede en kirke, idet han katekiserede mange og døbte dem, og håndspålagde en biskop til dem. Da han havde forladt Ankyra, drog han mod Sinop i Pontus[lii], og herfra tog han til Amaseia[liii], der lå midt i det Pontiske land. Derefter, da han havde besøgt Gangra i Paphlagonien[liv], Claudiopolis Honorias og Nikomedia i Bithynien[lv], gjorde den hellige Apostel holdt i Nikæa[lvi]. Idet han ville tage til Jerusalem til fejringen af Påsken, drog han tilbage fra Nikæa, og kom til Pessinus, og derefter til Kappadokien og Syrien. Efter han atter havde besøgt Antiokia, nåede han endeligt Jerusalem. I dagene for hans ophold i Jerusalem, kom den hellige Apostel Paulus til ham, tre år efter sin omvendelse til Kristus, som han selv beskriver i sin epistel til Galaterne:

”Først da, tre år efter, drog jeg op til Jerusalem for at lære Peter at kende og blev hos ham i femten dage”.[lvii]

Efter på denne tid at have fastsat de kirkelige love, trak hellige Paulus sig tilbage til det arbejde, som han var blevet kaldet til. Den hellige Apostel Peter besøgte igen Antiokia, hvor han håndspålagde Biskop Evodios. Efter ankomsten til Synnada, en by i Frygien[lviii], rejste han derfra til Nikomedia[lix], hvor han håndspålagde biskop Prokhorus[lx], som selv efter at have modtaget bispestanden fulgte den hellige Johannes Teologen. Da den hellige Apostel kom fra Nikomedia til Ilion[lxi], en by i Hellesponten[lxii], håndspålagde han Kornelius, høvedsmanden, til biskop dér og vendte tilbage til Jerusalem. Her viste Herren Jesus Kristus sig for hellige Peter i et syn og sagde:

-”Rejs dig Peter og drag mod Vesten. Tiden er inde til, at den skal oplyses ved din forkyndelse. Jeg vil være med dig. ”

I mellemtiden var Simon Magus[lxiii] blevet pågrebet af de romerske soldater, der søgte ham, og bragt til Rom for at blive straffet for sine gerninger. Men han, der havde formørket manges sind med magisk list, bedragede dem så, at han ikke blot undgik at blive straffet, men endda af mange blev æret som en gud. Denne satans forløber forbløffede endda kejser Claudius selv med sin magi, at en statue af troldmanden blev udskåret og placeret mellem to broer på Tiberen med følgende inskription: “Til Simon, den hellige gud.” Hl. Justin[lxiv] og Hl. Irenæus[lxv] skriver om dette i detaljer. Men vi (siger Simeon Metafrastes) vil vende tilbage til det gældende emne. Den store Peter tog afsked med sine brødre, efter at have fortalt dem om det syn, han havde haft. På vejen besøgte han kirker og ankom atter til Antiokia, hvor han mødte den hellige apostel Paulus. Her håndspålagde han biskopperne: Urban til Tarsos[lxvi], Epafroditus til Leukia Andriaca, Apelles, Polykarps[lxvii] broder, til Smyrna, og Fygelus[lxviii] til Efesos. Vedrørende den sidste siges det, at han, efter at have forsaget den rette vej, sluttede sig til Simon Magus. Fra Antiokia kom hellige Peter til Makedonien[lxix], hvor han håndspålagde følgende biskopper: Olympus til Filipperne[lxx], Jason til Thessalonikerne[lxxi], og Silas til Korinterne[lxxii], som han fandt hos den hellige Apostel Paulus. Efter han havde håndspålagt Herodion[lxxiii] til biskop af Patras, sejlede hellige Peter til Sicilien, og da han kom til Tauromenium, blev han nogen tid hos Pankratius, der var en skøntalende mand. Efter at have katekiseret og døbt en mand ved navn Maximus og håndspålagt ham til biskop, ankom han til Rom.

I Rom forkyndte den hellige Apostel Peter dagligt, på torve og i private boliger, om den Ene Gud – Den Almægtige Fader, og den Ene Herre Jesus Kristus, Guds Søn, Sand Gud af Sand Gud, og om den Ene Helligånd, den Levendegørende Herre. Og mange førte han til Kristi tro, idet han udfriede dem fra afgudsdyrkelsens bedrag gennem den Hellige Dåb. Da han så alt dette, kunne Simon Magus ikke længere tie og skjule sit had mod den hellige Peter. Han regnede Apostlens forkyndelse for en vanærelse af sig selv, da hans ære tilintetgjordes ved den. Magikeren begyndte åbent at modsætte sig Apostlens sande lære med sine svigagtige taler og gerninger. Skamløst modtalte han hellige Peter i byens midte. Magikeren forførte folket, idet han fremkaldte mærkelige syner; han viste dem vandrende rækker af illusioner i form af spøgelser, om hvilke han fortalte folk, at det var de dødes sjæle. Han viste dem også mennesker der var opstandne fra de døde, der tilbad ham, som en gud. Han helbredte lamme og gav dem evnen til at gå og springe. Men alt dette var ikke virkeligt, blot en illusion, lig den mytiske Proteus[lxxiv], der ændrede udseende på forskellig vis: af og til optrædende med to ansigter, for efter nogen tid at forvandles til en ged, en slange, en fugl, og så til at ligne ild, kort sagt – der antog enhver skikkelse for at forføre de tåbelige. Men det var nok for Herrens store Apostel blot at rette blikket mod Simons gerninger, hvorefter dennes trolddom straks forsvandt.

Ud over Metafrastes beretter Prologen og de Store Oplæsningsmenaioner, om den hellige Apostel Peters kamp mod Simon Magus:

Da hellige Peter kom til Rom og lærte, at Simon gjorde store undere for folks øjne, idet han kaldte sig Kristus, da tændtes han af iver efter den sande Gud, og drog til Simons hus. Ved porten til huset stod en stor folkemængde, der forbød Apostlen at træde derind. Da sagde hellige Peter:

-”Hvorfor forhindrer I mig i at komme ind til den løgnagtige magiker? ”

Folkemængden svarede:

-”Han er ikke magiker, men en mægtig gud; han har sat en vagt ved sin port, der kender til menneskenes tanker”.

Med disse ord til den hellige Apostel, henviste de til en sort hund, der lå ved porten, og tilføjede:

-”Denne hund dræber enhver, der tænker uretfærdigt om Simon”.

Hellige Peter bekræftede sine ord:

-”Jeg taler sandt om ham: Simon er af dæmonerne”.

Derefter trådte Apostlen hen til hunden, og sagde:

-”Gå hen og fortæl Simon: Peter, Kristi Apostel, ønsker at komme ind til dig”.

Hunden gik ind og overleverede Simon det, som den hellige Apostel Peter havde befalet den, med menneskelig tale. Alle, der hørte hvorledes hunden talte, blev forfærdede. Imidlertid sendte Simon hunden tilbage med ordene:

-”Lad Peter komme herind”.

Da den hellige Apostel trådte ind i huset, begyndte Simon at udøve sin trolddom foran folkemængden i hellige Peters påsyn. Men den hellige Apostel udvirkede endnu større undere ved Kristi kraft. Og hvilke? Blandt disse mange undere nævnes følgende store under af den oldkirkelige historiker, grækeren Hegesippus, der levede på Apostlenes tid[lxxv]. I Rom døde en adelig enkes unge søn, der var af kejserlig slægt; og moderen græd utrøsteligt over ham. De, som følte medlidenhed med hende, huskede på de to mænd, der var kommet til Rom, Peter og Simon Magus, og at de kunne oprejse de døde. Således var der nogle, der tilkaldte Peter, og andre, der tilkaldte Simon. Til den unge mands begravelse var der samlet mange mennesker, både adelige og almindelige. Og hellige Peter sagde til Simon Magus, der forherlige sin styrke foran folkemængden:

-“Den af os, der kan oprejse denne døde mand – hans lære skal anerkendes som den sande.”

Folket syntes godt om Apostlens forslag. Men Simon, der satte sin lid til sin magiske list, henvendte sig til folket, og sagde:

-“Hvis jeg oprejser den døde, vil I så dræbe Peter?”

Folkemængden råbte:

-“Vi vil brænde ham levende for dine øjne!”

Simon gik hen til den dødes leje, begyndte sin magi, og ved dæmonernes virke opnåede han det, at den døde drejede sit hoved. Straks begyndte folkemængden at råbe, at den unge mand var i live, og at han var opstået fra de døde. Uden omtanke ville de straks bringe Peter til bålet. Men Apostlen gav tegn med sin hånd, og bad dem tie. Og da der var stilhed, sagde han:

-“Hvis denne unge mand virkeligt er levende, så lad ham rejse sig op, tale og gå. Førend I får dette at se, må ikke nære nogen tvivl om, at Simon vildfører jer med sin trolddom.”

Simon gik længe omkring leget, idet han hidkaldte den dæmoniske kraft, men uden resultat. Han forsøgte da at flygte af skam, men folkemængden holdt ham tilbage. Men hellige Peter, en sand undergører, der havde oprejst Tabitha fra de døde og udvirket mange andre herlige undere, tog plads et stykke derfra, løftede sine øjne og hænder mod Himmelen, og begyndte at bede:

-“Herre, Jesus Kristus! Du, som befalede os ved Dit Navn at oprejse de døde; jeg beder Dig: gør denne unge mand levende, så de her tilstedeværende må kende at Du er den sande Gud, og at der ikke er nogen foruden Dig, Du, som lever og hersker med Faderen og Helligånden i evighed. Amen.”

Efter denne bøn kaldte han på den døde, og sagde:

-“Yngling! Rejs dig; min Herre, Jesus Kristus, helbreder dig og oprejser dig fra de døde.”

Straks åbnede den døde sine øjne, rejste sig og begyndte både at gå og tale.

Denne beretning fra Hegesippus er uddybet af Markellus Romeren, der først var discipel til Simon Magus, og senere blev oplyst af Apostlen Peter med den hellige tro og Dåb. I hans brev til de hellige martyrer Nero og Archellus beretter Markellus om den unge mand, der opstod fra de døde ved den hellige Apostel:

Den unge mand faldt Peter om fødderne og udråbte:

-“Jeg har set Herren Jesus, der befalede Englene at bringe mig tilbage til min enkemoder, ved din forbøn.”

Da begyndte hele folkemængden at råbe:

-“Der er kun én Gud og ingen anden end Ham, som Peter forkynder!”

Simon Magus forsøgte at flygte, idet hans hoved ved dæmonernes kraft ændrede udseende til at ligne en hunds; men ikke desto mindre pågreb folket ham, og nogle ønskede at stene ham imens andre ville brænde ham. Men den hellige Apostel Peter modsatte sig dette, idet han sagde:

-“Vor Herre og Læremester har ikke lært at gengælde ondt med ondt. Lad ham gå hvorhen han ønsker: han har lidt nok skam, vanære og vished om sin trolddoms hjælpeløshed.”

Markellus beretter følgende: ”Den løsslupne Simon kom til mig, idet han troede, at jeg intet kendte til den underfulde begivenhed. Simon kædede en overordentligt stor hund fast til mit hjems port, og sagde:

-“Jeg vil se om Peter kommer til dig som sædvanligt.”

Og en time senere kom hellige Peter hen til porten, hvor han slap hunden løs, idet han sagde:

-“Gå hen og sig til Simon Magus: Hold op med at forføre menneskene ved dæmonisk kraft, de mennesker, for hvem Kristus har udgydt Sit Blod.”

Hunden gik ind og gengav Apostlens ord til Simon, som et menneske. Markellus skriver: ”Idet jeg havde hørt dette, skyndte jeg mig ud for at møde Peter og tage imod ham med ære i mit hjem. Både Simon og hunden jagede jeg ud derfra. Men hunden kastede sig over Simon, uden at skade nogen andre, idet den greb ham med sine tænder, og væltede ham omkuld. Da den hellige Peter så dette fra et vindue, forbød han hunden at røre Simons legeme med Kristi Navn. Og uden at røre magikerens legeme, sønderrev hunden alt hans tøj, så han blev fuldkommen nøgen. Da folket så dette råbte de af Simon idet de grinte og latterliggjorde ham, for derefter jage både ham og hunden ud af byen. På grund af denne skam og flovhed, viste Simon sig ikke i Rom i et helt år, indtil kejser Claudius’ efterfølger Nero[lxxvi], der var en ondskabsfuld kejser, ikke havde hørt onde menneskers hyldesttale om magikeren. Nero opsøgte Simon, fandt ham kær, og tilnærmede ham som en ven.

Simon Magus med Cæsar Nero

Prologen og de Store Menaioner beretter derudover følgende om Simon Magus.

Simon Magus beordrede at lade sig selv halshugge med et sværd, idet han lovede at rejse sig igen på den tredje dag derefter. Men i stedet for sig selv, lagde han en vædder under sværdet, idet han fik den til at ligne et menneske. Således blev vædderen halshugget i stedet for troldmanden. Men hellige Peter afslørede Simons løgne, efter at have fordrevet den dæmoniske indvirkning: alle kunne se, at ikke Simon var blevet halshugget, men en vædder.

Men om hellige Peters endelige sejr over magikeren, der tilintetgjorde sidstnævnte, berettes der enstemmigt om blandt alle kilder på følgende måde.

Da han ikke var i stand til at besejre den hellige Apostel Peter på nogen måde, og ikke længere kunne udholde sin skam og skændsel, lovede magikeren at stige til himmels. Efter at have samlet alle de dæmoner, som tjente ham, kom Simon midt ind i Rom med en laurbærkrans på hovedet, og hen til en høj bygning. Da han var kommet op til toppen, begyndte han vredt at tale til folket fra bygningens højde:

-“Da I, romere, stadig er i jeres vanvid og følger Peter, efter at have forladt mig, så vil jeg også forlade jer. Jeg vil ikke længere forsvare jeres byer, men jeg vil befale mine engle at tage mig i deres arme i jeres påsyn, og jeg vil stige op til min fader i himmelen, hvorfra jeg vil sende store straffe over jer, fordi I ikke lyttede til mine ord og ikke troede på mine gerninger.”

Da han havde sagt dette, løftede magikeren sine hænder og kastede sig ud fra bygningen i luften. Opholdt af dæmonerne begyndte han at flyve gennem luften idet han løftede sig højere og højere op. Og i stor forundring sagde folkene til hverandre:

-“Dette er Guds værk: at flyve med legemet gennem luften!”

Men den store Apostel Peter begyndte at bede højlydt til Gud, i alles påhør:

-“Herre, Jesus Kristus, min Gud! Afslør denne troldmands bedrag, så de, der tror på dig, ikke må føres vild!”

Og derefter råbte han:

-“O, I dæmoner! I min Guds Navn befaler jeg: bær ham ikke længere, men efterlad ham der, hvor han nu befinder sig i luften.”

Og straks efterlod dæmonerne Simon i luften, idet de adlød Apostlens forbud, og den elendige magiker faldt til jorden, ligesom djævelen blev kastet ned fra Himmelen; og da han faldt, knustes han. Samtidigt råbte den tilstedeværende folkemængde længe:

-“Stor er den Gud, som forkyndes af Peter, og sandelig er der inden anden Gud, end Ham!”

Men selvom han var svært tilredt, var den faldne troldmand stadig i live ved Guds indvirkning, for at han kunne erkende de elendige dæmoners og sin egen kraftesløshed, fyldes med skam og indse den almægtige Guds magt. Med knuste lemmer lå han på jorden, idet han oplevede uudsigelig lidelse, og om morgenen forkastede han sin urene sjæl, idet han overgav den i dæmonernes hænder, for at føre den til satan i helvede, deres fader. Men efter Simons nedstyrtelse stillede hellige Peter sig på et ophøjet sted, gav tegn med hånden til tavshed, og begyndte at lære folket at erkende den Sande Gud; og med sin lange tale omvendte han mange til den kristne tro.

Da kejser Nero hørte om sin vens skamfulde død, rasede han mod hellige Peter, og ville dræbe ham. Men, som hellige Metafrastes beretter, opfyldte den rasende kejser først sin onde hensigt med den hellige Apostel Peter nogle år derefter. Efter Simon Magikerens død, blev hellige Peter ikke længe i Rom. Efter at have omvendt mange og døbt dem, stadfæstet Kirken og håndspålagt biskop Linus, gik han fra Rom til Tarraco[lxxvii], hvor han håndspålagde Epafroditus (ikke til forveksling med den tidligere nævne af samme navn) til biskop. Da han kom til Sirmium, en by i Spanien, og havde håndspålagt Epenetus til bispestanden, drog han videre til Karthago i Afrika, hvor han håndspålagde biskop Crescentius. Efter at have nået Ægypten, håndspålagde han følgende biskopper dér: Rufus for Theben, byen med de syv porte, og Evangelisten Markus for Alexandria. Derefter, efter en åbenbaring, var han i Jerusalem på dagen for den Alrene Jomfru Marias, Gudføderskens, hensoven, og vendte efterfølgende tilbage til Ægypten. Efter at have krydset Afrika nåede han Rom, hvorfra han kom til Mediolanum[lxxviii], og derefter Fotikin[lxxix], hvor han håndspålagde både biskopper og presbytere. Efter at være rejst til Britannien[lxxx], blev han der i længere tid, idet han bragte mange folkeslag til tro på Kristus. I Britannien viste en engel sig for den hellige Apostel Peter, der sagde til ham:

-“Peter! Tiden for din afgang fra dette liv er draget nær. Du skal tage til Rom, hvor du, efter at have udstået døden på korset, vil modtage en værdig belønning fra Herren Kristus.”

Efter at have takket Gud, blev Peter nogle dage efter synes i Britannien, hvor han stadfæstede menigheder og håndspålagde biskopper, presbytere og diakoner. I kejser Neros tolvte regeringsår kom han til Rom, hvor han håndspålagde hl. Klement som hjælper i ledelse af kirken, selvom Klement nægtede, idet han ikke ønskede at påtage sig et sådant åg. Men efter at have lyttet til Apostlens formaninger, bøjede Klement sin nakke under Kristi åg, som en lydig søn, og sammen med sin læremester og andre gejstlige mænd, trak han Guds Ords vogn. Og mange fromme og adelige mænd og kvinder oplystes i troen og ved den Hellige Dåb. Kejser Nero havde to hustruer, der var af bemærkelsesværdig skønhed, hvem han elskede højere end alle sine andre elskerinder. Disse hustruer tog imod den hellige tro, og besluttede at føre et liv i kyskhed, og ville ikke længere adlyde kejserens begærlige ønsker. Men han, som var den mest skamløse og umættelige horekarl, blev af denne årsag rasende på hele de troendes Kirke, og særligt på Apostlen Peter, der var skyld i de nævnte hustruers omvendelse til Kristus, og derfor begyndte at føre et kysk levned. Kejseren kom sin elskede ven, Simon Magus’ død i hu, og begyndte at lede efter Hl. Peter for at dødsdømme ham. Den tidligere nævnte historiker Hegesippus beretter, at da man søgte hellige Peter for at dræbe ham, bad de troende ham om at gå i skjul, og forlade Rom, til gavn for mange mennesker. Apostlen kunne ikke på nogen måde acceptere dette, idet han ønskede at lide og dø for Kristus. Men de troende bønfaldt med gråd Apostlen om at redde sit liv, der var så vigtigt for den hellige Kirke, som var underlagt de vantros stormflod og bølger af ulykker. Hellige Peter bøjede sig for de grådfyldte bønfaldelser fra hele den forstandige flok, og aflagde løfte om at forlade byen i skjul. Den følgende nat tog han afsked med alle efter fællesbønnen, og tog afsted alene. Og da han var nået hen til byporten så han Herren Jesus Kristus gå ham i møde, ind til byen. Hellige Peter bøjede sig for Ham og spurgte:

-”Hvor skal Du hen, Herre? ”

-”Jeg går til Rom, for på ny at korsfæstes” – svarede Herren ham, og blev usynlig.

Den forbløffede Apostel forstod, at Kristus, der lider i Sine tjenere, som i Sine sande lemmer, også ønsker at lide i hans legeme i Rom. Derfor vendte han atter tilbage til de troende, og blev pågrebet af soldater til at lide døden. Den hellige Metafrastes siger, at hellige Peter ikke blev pågrebet alene, men sammen med mange af de troende, hvoriblandt Klement, Herodion og Olympus var at finde. Deres bøddel dømte dem alle til at dræbes ved halshugning med sværd, men den hellige Apostel Peter blev dømt til korsfæstelse. Da de havde taget de dømte, førte soldaterne dem hen til stedet for deres henrettelse. Klement blev benådet, da han var af kejserlig slægt, og blev derfor sluppet fri. Men Herodion og Olympus, der var kommet til Rom med Apostlen Peter, blev sammen med mange andre troende dræbt ved sværdet. Hellige Peter bad sine bødler om at korsfæste ham med hovedet nedad, idet han ved dette ærede sin Herre, der frivilligt bliv korsfæstet, og derfor ville han ikke efterligne Ham i korsfæstelsen, idet han ønskede at bøje sit hoved for Hans fødder. Således døde Herrens store Apostel, den hellige Peter, idet han lovpriste Gud ved døden på korset.

 Efter at have udholdt stor lidelse fra naglerne i hænderne og fødderne, overgav han sin ubesmittede sjæl i Guds hænder den 29. juni[lxxxi]. Hans discipel, den hellige Klement, bad om at få udleveret Apostlens legeme, hvorefter han tog det ned fra korset og gjorde det i nydelig stand, og efter at have hidkaldt de tilbageværende troende og hierarker, begravede de ham med ære. Ligeledes begravede de alle dem, der led sammen med ham: de ærværdige legemer fra Herodion, Olympus og alle de andre troende, idet de priste Kristus Gud, med Faderen og Helligånden, der lovprises i evighed. Amen.

Noter:

[i] Matt. 3:1-2.

[ii] Joh. 1:29-36.

[iii] Joh. 1:38-39.

[iv] Joh. 1:41-42. Kefas er et aramæisk ord, der betyder sten; det græske ord ”Peter” betyder det samme (gr. πέτρα – klippe / sten).

[v] Matt. 4:18-20.

[vi] Luk. 5:1-11.

[vii] Mark. 1:30-37.

[viii] Denne by lå nær Jordanflodens udspring; den blev grundlagt af Herodes søn, Filip, til ære for kejser Tiberius, hvorfra byen har sit navn.

[ix] Med klippen menes ikke Peter selv, men den tro, som han bekendte, eller Herren Selv. Løftet om at skænke Peter nøglerne til det Himmelske Rige, gentog Herren for alle apostlene, efter Sin Opstandelse (Joh. 20:21-23).

[x] Satan – et aramæisk ord, der betyder ”modstander”. I den Hellige Skrift kaldes dæmonernes fyrste for ”satan” i snæver betydning (1 Tess. 2:18), men i bredere forstand dækker ordet ”satan” over enhver modstand mod Guds vilje, også selvom den udspringer af simpelhed og uforstandighed, som vi i dette eksempel ser hos den hellige Apostel Peter.

[xi] Matt. 16:13-23.

[xii] Vedrørende Mysteriet ved Kommunionen med Kristi Legeme og Blod. (Joh. 6:53-58).

[xiii] Joh. 6:60-69.

[xiv] Ligesom da Herren nærmede sig sine disciple på Genesaret søens stormende bølger (Matt. 14:22-27).

[xv] Matt. 14:28-31.

[xvi] Under den sidste nadver med disciplene, inden Sine lidelser.

[xvii] Luk. 22:31-32.

[xviii] 2 Pet. 1:16-18; Matt. 17:1-9; Mark. 9:2-10; Luk. 9:28-36.

[xix] Luk. 22:33.

[xx] Joh. 18:10.

[xxi] Matt. 26:69-75.

[xxii] Luk. 24:34.

[xxiii] 1 Kor. 15:4-5.

[xxiv] Joh. 21:15-17.

[xxv] ApG. 2:14-41

[xxvi] ApG. 3:1-26; 4:4.

[xxvii] ApG. 5:1-11.

[xxviii] Lydda – en by i Palæstina nær det nuværende Ramla, der tidligere var kaldet Arimatæa.

[xxix] ApG. 9:32-34.

[xxx] Joppe – en af de ældste byer i Asien på Middelhavets nordvestlige bred, mellem Cæsarea og Gaza.

[xxxi] ApG. 9:36-42.

[xxxii] ApG. 5:15.

[xxxiii] Jakob Zebedæus’ søn – en af de tolv Apostle, og broder til Evangelisten Johannes. Hellige Jakob var den første blandt de tolv Apostle til at tage imod martyrdøden under forfølgelserne indledt af Herodes Agrippa, jødernes konge, i år 44 efter Kristi Fødsel. Hans ihukommelse fejres 30. april.

[xxxiv] ApG. 12:1-10.

[xxxv] Her menes der Cæsarea Palæstina, også kaldet Cæsarea Maritima, der befandt sig ved Middelhavets bred. Denne by blev genopbygget under Herodes den Store, der navngav den Cæsarea til ære for kejser Augustus. Apostlen Paulus var flere gange i denne by under sine forkyndelsesrejser (ApG. 9:29-30; 18:28; 21:8), og to år var han fange der (ApG. 23:33; 24:27; 25:4). Her boede Apostlen Filip (ApG. 21:8), og her døde Herodes Agrippa, da han blev slået af en engel, og blev ædt op af maddiker (ApG. 12:19-23).

[xxxvi] ApG. Kap. 10.

[xxxvii] ApG. 8:18-23.

[xxxviii] Palæstinas vigtigste stad, der under det tyrkiske imperium hørte under guvernøren i Damaskus, Syrien (i vore dage, anno 2023, er byen opdelt i to dele mellem den moderne stat Israel og det gamle Palæstina). Byen befinder sig ved Kedrons munding og på skråningerne af de tre judæiske bjerge: Akra, Sion og Moria. Jerusalem har særlig betydning for enhver kristen, da den er centrum for store begivenheder i både det Gamle og Nye Testamentes historie. Derudover har den stor værdi for de kristne, da den er den kristne Kirkes moderstad, hvorfra det gode Budskabs ord spredtes til hele verden.

[xxxix] Cæsarea Stratonis – det samme som Cæsarea Palæstina / Maritima.

[xl] Sidon – en fønikisk by på Middelhavets bred, langs hvilket Fønikien udstrækker sig.

[xli] Berit eller Verit – en fønikisk by, der siden oldtiden var berømt som en kilde til oplysning og uddannelse. I vore dage kaldes denne by Beirut, og var tidligere den vigtigste by i den asiatisk-tyrkiske Vilajet (provins) Syrien, som et handelscentrum. I dag, året 2023, er denne by hovedstad i staten Libanon.

[xlii] Byblos og Tripoli – byer i Fønikien.

[xliii] Antaradus – by i Fønikien. I vore dage kaldet Tartus.

[xliv] Arados – ø i Middelhavet ud for byen Antaradus’ kyst. I dag kaldet Arwad.

[xlv] Balanæa – by i Fønikien. I dag kaldet Baniyas.

[xlvi] Laodikea – den vigtigste by i den Lilleasiatiske provins Frygien.

[xlvii] Syrien – var en provins i asien ved Middelhavets østlige bred.

[xlviii] Sicilien – en af de store øer i Middelhavet, der i dag udgør en del af Italien.

[xlix] Tauromenium – en betydelig by på Siciliens østkyst ved bjerget Taura, hvorfra byen har sit navn. I vore dage kaldes byen Taormina.

[l] Kappadokien – område i Lilleasien der grænser til Armenien og Kilikien.

[li] Galatien – et land i Lilleasien, der mod vest grænsede til Frygien, mod syd til Lykaonien og Kappadokien, mod øst til Pontus, og mod nord til Bithynien og Paphlagonien. Byen Ankyra kaldes i dag Ankara.

[lii] Pontus – En nordøstlig region i Lilleasien.

[liii] Amaseia – By i Pontus. Kaldes i dag Amasya.

[liv] Paphlagonien – et barskt og bjergrigt område i Lilleasiens nordlige del.

[lv] Bithynien – Område i Lilleasien, der grænser til Sortehavet i nord.

[lvi] Nikæa – by der befinder sig i Bithynien, ved den østlige bred af søen Askania. Engang var det en blomstrende handelsby og endda kejserlig residens. I den kristne Kirkes historie er denne by særlig udmærket ved den begivenhed, at man her afholdt det første (i år 325) og syvende (i år 787) økumeniske råd.

[lvii] Gal. 1:18.

[lviii] Frygien – en provins i Lilleasien mellem Galatien til nord, Pisidien og Pamfylien til sønder. Denne egn blev oplyst af den hellige Apostel Paulus.

[lix] Nikomedia – by i Bithynien.

[lx] Hellige Prokhorus – Johannes Teologens discipel fra dagen for Guds Moders hensoven. Han ihukommelse fejres 28. juli.

[lxi] Ilion – by i Troas i Lilleasien. Bedre kendt som Troja.

[lxii] Hellesponten er navnet på det stræde, der deler det Thrakiske Khersonesos fra Troas i Asien, Lille-Frygien.

[lxiii] Simon Magus, eller Simon Magikeren, eller Simon Troldmand – stammede fra den samaritanske by Gitta eller Titton, ifølge Hl. Justin Martyrs vidnesbyrd. Han blev undervist i filosofi i Alexandria, blev derefter berømt som ”Magus”, dvs. troldmand, idet han udgav sig for at være ”en stor Guds kraft”. I den tid, ifølge Romerske og Græske kilder, var det et udbredt fænomen i den græsk-romerske verden, at der var et større antal mennesker, der kaldte sig ”magikere”, ”kaldæere”, ”matematikere” og ”forbandere”, der havde kendskab til nogen viden om den dengang mindre kendte natur, og som udgav sig for at være særlige mennesker. Gennem helbredelse af udvalgte sygdomme, rænkesmeden, gætterier, spådomme, trolddom, falsk mystik, bedrageri og ved snedige tryllekunster, påvirkede de uvidende folkemasser. Derved forførte de ofte store følger efter sig. Simon Magus regnes blandt denne type mennesker.

[lxiv] Hl. Justin Martyr – Filosoffens ihukommelse fejres den 1. juni.

[lxv] Hl. Irenæus lyttede i sin ungdom, ifølge hans egne ord, til Hl. Polykarp af Smyrna i Lilleasien, samt andre af de Apostolske Fædre. Fra øst blev han af Hl. Polykarp sendt til Gallien, for at bistå Hl. Pothinus, biskoppen af Lyon (Lugdunum), i forkyndelsen af Kristi tro. Da han blev håndspålagt af den Hl. Hierark Pothinus til presbyter, udviste Hl. Irenæus sin iver efter Kristus, under kristenforfølgelserne i Gallien i året 177 e.Kr. Året efter, i år 178, blev han udvalgt og håndspålagt til ypperstepræst i den hellige martrede biskop Pothinus’ sted. Som biskop omvendte han mange til Kristus. Da gnostiker-kætteren Valentins følgere begyndte at sprede deres læremesters kætterske lære i Gallien, kæmpede Hl. Irenæus mod dem både mundtligt og skriftligt. Hans berømte bøger til afsløring af kætterne bør henregnes til denne tid. Omkring år 196 e.Kr. ekskommunicerede biskop Viktor af Rom øst-kirkerne, fordi de ikke var enige med ham om tiden for fejringen af Påsken. Hl. Irenæus bragte med sagtmodige, men hårde irettesættelser Viktor til forsoning med Østen. I år 202 e.Kr. under kejser Septimus Severus’ kristenforfølgelser, hengik Hl. Irenæus med mange blandt hans hjord til Herren. Blandt Hl. Irenæus’ mange værker er nogle blot kendt ved deres titel, imens andre kun er bevaret i mindre fragmenter. Kun ét værk er bevaret i dets helhed, hvilket er det store og vigtige værk kaldet: ”Afsløringer og forkastelse af falsk viden”, der er bedre kendt under navnet: ”Fem bøger mod kætteri”. Hl. Irenæus’ ihukommelse fejres 23. august.

[lxvi] Tarsos el. Tarsus – var engang en stor by i det sydøstlige Lilleasien, og den vigtigste i Kilikien, ikke langt fra Middelhavet. Også nu er det en vigtig handelsby med mange tusinde indbyggere.

[lxvii] Polykarp – biskop af Smyrna. Discipel til Hl. Johannes Teologen. Hans ihukommelse fejres 23. februar.

[lxviii] 2 Tim. 1:15.

[lxix] Makedonien – et område nord for det græske øhav. I dag den nordlige del af grækenland.

[lxx] Filippi – en by i Makedonien, til hvis kristne den hellige Apostel Paulus skrev sin epistel. Den befandt sig ved floden Strymonas, ikke langt fra det Ægæiske hav. Den var engang en af de berømteste byer i denne provins, hvorfor den i Apostlenes Gerninger kaldes for den første – πρώτη (ApG. 16:12). Kirken i Filippi blev stadfæstet af den hellige Apostel Paulus under hans anden apostolske rejse.

[lxxi] Tessaloniki – en by i Makedonien, for hvis beboere Jason blev håndspålagt til biskop. Jason nævnes i ApG. 17:5 og Rom. 16:21.

[lxxii] Korinth – en by vest for Athen, der ligger ved en landtange, og som i oldtiden var kendt for sin brede handel, og dengang var residensby for den romerske landshøvding.

[lxxiii] Hl. Herodion (Rodion) af Patras.

[lxxiv] Proteus – en dæmon tilbedt af hellenerne som en afgud, fra græsk mytologi. Kendt for at ændre skikkelse.

[lxxv] Hegesippus – forfatter til værket ”Erindringer” (ὑπομνήματα) i fem bind, af hvilke ikke en eneste er bevaret til vor tid. Den vidnesbyrd der findes om hans levned og værker findes i brudstykker, og er overbragt af kirkehistoriens fader, biskop Eusebius af Cæsarea. Han fortæller, at Hegesippus var kristen af jødisk herkomst, der levede i det 2. århundrede. Hun rejste til Korinth og Rom, hvor han levede i længere tid, idet han her mødtes med mange biskopper og holdt samtaler med dem om dogmatiske temaer. Hegesippus døde under kejser Commodus’ regeringstid (180-192 e.Kr.). Det er svært at sige noget konkret om Hegesippus’ værkers indhold og karakter; det kan kun nævnes, at de højst sandsynligt havde historisk og afslørende karakter, da de var skrevet mod de gnostiske kætterier.

[lxxvi] Kejser Nero regerede fra år 54 til 68 e.Kr.

[lxxvii] Tarraco – i dag kaldet Tarragona, er en antik iberisk ved floden Tulcis by på Spaniens østbred, mellem Pyrenæerne og floden Hiberus (i dag kaldet Ebro).

[lxxviii] Mediolanum – en romersk by, der i dag kaldes Milano, Italien.

[lxxix] Fotikin – sandsynligvis en by i Gallien.

[lxxx] Navnet ”Britannia” blev i antikken brugt om alle øer, der lå nord for Gallien, mellem det Germanske hav og Atlanterhavet. Men hovedsageligt blev navnet Britannien brugt i forbindelse med den største ø iblandt dem, der dengang bar navnet ”Albion”.

[lxxxi] Den hellige Apostel Peter hensov i året 67 efter Kristi Fødsel, på samme tid som den hellige Apostel Paulus. Den hellige Apostel Peter blev begravet på Vatikanhøjen, og den hellige Apostel Paulus blev begravet nær vejen ”Via Ostiensis”, ikke langt fra Rom. Ifølge den romerske kirkes overlevering, opbevares begge apostles hoveder i Laterankirken i Rom. Hellige Peters legeme hviler efter sigende i Peterskirken i Vatikanet, og hellige Pauli legeme i en kirke ved Via Ostiensis. Fra den hellige Apostel Peter har den Hellige Kirke fået hans to katolske breve som en dyrebar arv. Af dem er det første brev skrevet omkring år 65 i Babylon, og det andet kort tid før hans død i Rom. I disse epistler overbeviser den hellige Apostel de kristne om at føre et strengt, helligt og afholdent levned, der er deres høje titel værdigt, idet han beskytter dem imod hedenskabens fristelser og vildførelse samt fra de kommende vranglæreres prædikener.