Den Hellige Forkynder Ansgar, Nordens apostel

(ihukommes den 16. februar (3. februar efter gammel stil))

Den Hellige Ansgars liv inden starten på hans missionsarbejde

Den hellige Ansgar blev født i året 801 i den nordfranske by Picardi tæt ved Amiens. Allerede som femårig mistede han sin gudsfrygtige mor. Faderen sendte ham i skole, men drengen var mere optaget af at lave ballade med sine jævnaldrende end af sine studier. Engang havde han en drøm, hvor han stod i en klæbrig, beskidt mose, som han kun med stort møje kunne trække sig op af. Lidt væk så han en vidunderlig vej, ad hvilken en smukt klædt dame nærmede sig med sit følge af rejsefæller i snehvide kjoler. I en af rejsefællerne kunne drengen genkende sin moder. Han strakte sig mod hende, men han kunne ikke frigøre sig fra mosen. ”Søde barn, vil du hen til din moder?” spurgte Damen, og til hans resolutte ”ja!” svarede hun, at så skulle han stoppe sine nyttesløse barneadspredelser. Fra det tidspunkt blev han straks mere seriøs, han kastede sig over læsningen og studierne og holdt sig i en sådan grad fra sine jævnaldrende, at de var forbløffede over, hvad det var for en forandring, der var sket med ham. Den hellige Rimbert, der var elev af Sankt Ansgar og som har skrevet hans levned, fortæller, at Ansgar allerede fra barndommen havde mange andre syn, som han forbød Rimbert at tale om, før han havde forladt denne verden.

Inden sit fyldte tredivte år, var den unge mand blevet benediktinermunk. Han hørte, at kejser Karl den Store, for hvem han havde dyb respekt, var gået bort den 28. januar 814. Ansgar huskede på Gudsmoders ord og bad og vågede ihærdigt i ensomhed. Da var det, at han fik sit andet syn. Det var natten til pinsen, hvor han oplevede en midlertidig adskillelse fra sin krop, og hans sjæl blev iklædt den nye uforgængelige krop. I følgeskab med apostlene Peter og Johannes tilbragte han tre dage (der varede mere end et årtusinde) i buldrende mørke, angst og i beskuelse af helvedes pinsler, og bagefter så han, også sammen med dem, forsamlingen af helgener og de 24 retfærdiges troner, de, der skal dømme verden (Joh. Åb. 4.4). Alle helgenerne lovpriste den Almægtige, og bagefter hørte Ansgar den himmelske stemme, der kaldte ham til martyrdåd på jorden. Efter dette syn forstod han betydningen af, hvad apostlen Paulus have sagt: ”Hvad intet øje har set og intet øre hørt, og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte – det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham.” Åbenbaringen på én gang forskrækkede og styrkede den unge asket, som fra det tidspunkt begyndte at forberede sig på sit martyrium.

Efter Ansgar var blevet lærer på Petersskolen ved klostret i Corbie (nordvest for Reims), søgte han ofte ensomhed til bøn i et lille kapel viet til Johannes Døberen. Engang efter en koncentreret bøn så han en høj, ædelt udseende mand  i jødisk klædedragt nærme sig og genkendte… selveste Frelseren. Han kastede sig for Hans fødder og  kunne slet ikke se på Ham på grund af kraften fra Hans øjnes lys. Kristus kaldte ham til at forholde sig mere opmærksomt til sakramentet skriftemål. Den unge mand var i vildrede: Alle vore synder var jo under alle omstændigheder kendte for Ham, men Kristus forklarede, at skriftemålet ikke er til for at ”informere” Ham om vores synder, men for at de skal blive tilgivet. Da Ansgar bekendte alle sine synder helt tilbage fra barndommen, forsikrede den Guddommelige Gæst ham om, at nu var de alle ”visket ud”, og den unge mand vågnede op i en tilstand af ubeskrivelig glæde.

Mens Ansgar underviste, blev han udsat for en brændende prøvelse, der skulle blive årsag til endnu et syn. Blandt to af hans elever var der opstået et skænderi, der førte med sig, at den ene af dem gav den anden – han hed Fulbert – et dødbringende slag i hovedet med griffeltavlen. Ansgar tilskrev på grund af sin uopmærksomhed sig selv skylden for det og faldt af bar sorg i dyb søvn. I søvne så han, hvordan Fulberts sjæl fløj til himmels og han selv (Ansgar) fulgte ham, på befaling fra Gud. Den myrdede drengs sjæl befandt sig i et rum af purpur, blandt hellige martyrer, og Ansgar fik at vide, at Fulbert havde gjort sig fortjent til martyriet ved sin tålmodige udholden af sine lidelser og sin ihærdige bøn for sin morder. Da Ansgar vågnede og broder Witmar, en anden lærer, fortalte ham om barnets død, forklarede han Witmar, at han allerede vidste det hele.

I Westfalen blev der i 822 indstiftet en datterkloster til Corbie-klostret: Det var Corvey klostret, hvorfra der skulle udføres mission. Ansgar flyttede sammen med mange andre brødre dertil fra Corbie som lærer og prædikant under ledelse af abbeden fader Adelhard, og snart fik han indenfor dette fromme virkefelt stor medgang. Efter Guds forsyn blev det ham forundt at påbegynde sin livslange mission. I 826 bad en af de danske herskere, Harald Klak, hertug af Sønderjylland, om asyl hos Karl den Stores søn, kejser Ludvig den Fromme, fordi han blev forfulgt af sine beslægtede rivaler. Som svar på den forfulgtes bøn om hjælp svarede kejseren, at intet kunne fremme deres politiske forbund mere end et forbund i Kristus, og Harald blev døbt. Ludvig selv var hans gudfar. Bagefter rejstes spørgsmålet: Hvor kan man finde en selvopofrende Guds mand, der er villig til at følge den nyomvendte (men ikke oplyste) barbariske hersker til hans endnu mere barbariske land for at føde og lede folket åndeligt?

Samme år samlede Ludvig gejstligheden og bad dem indtrængende om at finde en passende kandidat. Alle var enige om, at ingen ville være villig til at følge Harald. Kun den nye abbed på Corvey, fader Wala, sagde, at han kendte en sådan broder. Ansgar blev inviteret til det kongelige palads. Da han blev spurgt, om han var villig til at forlade Corvey, svarede han, at han var glad for, at han kunne tjene Gud, og at han var villig til alt. På det uddybende spørgsmål om, hvorvidt han var rede til at følge Harald for at sprede Evangeliet blandt danskerne svarede han, at han allerede var fast besluttet på det. Da fader Walas slægtninge og nærmeste (fader Wala var fætter til Karl den Store), hørte om Ansgars beslutning, blev de chokerede: At ”udskifte” fædrelandet, de nærtstående og brødrene i klostret med de barbariske vikinger, hvis skibe bragte frygt og bæven i hele den kristne verden, var det glade vanvid! Mange dømte ham derfor, og de mest involverede forsøgte at tale ham fra det. Den eneste, der ønskede at hjælpe ham, var broder Autbertus, som for hver dag fik større medfølelse med den af alle forladte og af ingen forståede Ansgar, og Autbertus meldte sig i sidste ende til at følge ham. Nu blev selv abbeden utilfreds; der var tale om en ung mand, der hørte til det karolinske aristokratis øverste lag, det var klostrets pryd, der var udset til at være fader Walas efterfølger. En, der blev glad, var derimod Ludvig, der uden tøven forsynede de to munke med kirkeligt udstyr og øvrige fornødenheder (undtagen hjælpere, eftersom kejseren ikke tvang nogen til at rejse op til ”barbarerne” og ingen frivillige meldte sig). Ludvig velsignede den rejse, de begav sig ud på med Harald.

 

 

Starten på missionen i Danmark

De skandinaviske vikinger kendte godt noget til kristendommen. I 699 havde den engelske biskop og forkynder Willibald forsøgt sig med mission i Jylland. Uden held, for han blev afvist af den stedlige hertug Ungend. Hvis man imidlertid skal tro krønikerne, fik han alligevel døbt op til 30 mennesker. Vikingerne fik mere at vide om kristendommen gennem de engelske krigsfanger og gennem købmænd, der havde været i Dorstadt, Hamborg og andre byer. Nogle blev døbt i disse byer. Ikke altid af fast overbevisning, sådan som deres undervisere ønskede: Ofte kunne de blot lide dåbsskjorterne (nogle gange så meget, at de blev døbt flere gange!), og ofte ønskede de at bære et kors – ikke uden tanke for den prestige, det kunne give dem. Men selv de mere overbeviste vikinger opfattede den kristne Gud som blot endnu en nyttig guddom til deres panteon, der blev ledet af den øverste gud Odin. Samtidig indså både Rom og de tyske konger nødvendigheden af en reel gennemførelse af missionært virke blandt nordboerne, idet de blandt andet håbede, at det ville opbløde nordboernes destruktivitet. Samme Ludvig den Fromme sendte i 819 sin lillebror til paven Paschal I sammen med sin ungdomskammerat ærkebiskop Ebo af Rheims, for at få hans velsignelse til at starte en mission blandt vikingerne. Paven indvilligede, ærkebiskop Ebo ledede missionen og døbte i sommeren 823 (ifølge et af den hellige Ansgars breve) ”mange danskere”. Nu skulle Ansgar fortsætte Ebos mission.

De to munke nåede ikke frem til Køln på bedste vis, for de led under Haralds og hans følges grovhed. Men i Køln gav ærkebiskop Hadebald munkene et godt skib med to bekvemme kahytter. Det ophøjede dem i høj grad i Haralds øjne, selvom han straks tog en af kahytterne til sig selv. Således ankom munkene og deres ”værge” vel til Dorstadt, derefter til Frisien og endelig til Jylland.

De to asketer fra Corvey arbejdede hårdt blandt de danske kristne og hedninge. Overalt gjorde de folket interesseret i Guds Ord, og antallet af omvendte til Gud steg takket være prædikenerne, deres lære og åndeligt-etiske forbillede. Harald sendte nogle af sine nærmeste som elever, og allerede det første år blev der bygget en katekeseskole, som et dusin lokale unge gik i. I 827 ændredes vilkårene: Harald led nederlag til sin slægtning Erik, og Ansgar blev tvunget til at forlade Jylland sammen med Harald. Snart led den lille mission sit næste tab: den unge aristokrat Autberts helbred kunne ikke holde til prøvelserne, og til påske 828 gav han sin sjæl til Herren, efter at han uomtvisteligt havde mangfoldiggjort det åndelige talent, han var blevet givet af Herren.

Første rejse til Sverige

Sommeren 829 ankom svenske udsendinge til Ludvig med meddelelse om, at mange af deres landsmænd havde et ønske om at tage den kristne tro, og Kong Björn selv (søn af Erik I, Björn II) inviterede præster. Ludvig tog i sit hjerte deres ord til sig, men han besluttede besindigt, at det var nødvendigt at forvisse sig om de svenske udsendinges ord, så meget desto mere, som der i Sverige (i modsætning til Danmark) endnu ikke havde været nogen missionærer overhovedet. Endnu en gang blev det delikate spørgsmål om interessenter rejst, og også denne gang blev det løst takket være den aldrig svigtende Ansgar. I stedet for ham blev missionæren Gislema sendt til Jylland, hvortil Harald i mellemtiden var rejst tilbage. Ansgar forsikrede Ludvig om, at han var rede til for Kristi sag at udholde enhver ubekvemmelighed og sorg. Desuden var han allerede på forhånd forberedt på den nye mission: I et drømmesyn blev han blændet af et guddommeligt lys og hørte en stemme fra himmelen: ”Dine synder er dig forladt!”, hvorefter han, fyldt af Ånden, spurgte: ”Herre, hvad skal jeg gøre?” Hertil fik han svaret: ”Gå og forkynd Guds Ord for hedningerne!”.

Asketens beredvillighed for troen blev meget snart underkastet en prøvelse. Ansgar havde nu fået udnævnt en ny hjælper af fader Wala: Den samme Witmar, som han i sin tid havde ledet skolen i Corvey sammen med. Næppe havde han sammen med Witmar begivet sig til Sverige, førend deres båd blev overfaldet af vikingepirater. Overmagten var for stor: De var nødsaget til at give piraterne ikke alene deres købmandsvarer, men også gaverne fra Ludvig til Björn, og missionærerne mistede sammen med det øvrige også deres 40 gudstjenestelige bøger, som var særligt udvalgte til missionen. Foråret 830 var de nødt til over land at rejse mod de svenske byer, og sommeren 831 ankom de til  Birka (Sveriges første by, der blev anlagt omkring år 800). Her anbragte de det kors, der er bevaret indtil vor tid, og derefter blev de velvilligt modtaget af kongen. Mange af hedningerne lyttede med fornøjelse til dem og ønskede at blive døbt. Endnu mere opmuntrede var de tilfangetagne kristne, der nu endelig kunne tage del i de hellige sakramenter. En af de nyomvendte var Birkas ”borgmester”, stormanden Hergejr, som udøvede stor autoritet hos kongen.

Ansgar – Hamborgs ærkebiskop

I oktober 831 kaldte Ludvig Ansgar til Tyskland. Kejseren huskede, at hans fader, Karl den Store, havde konverteret sakserne til kristendommen ikke alene med ordet, men også med sværdet, idet han med undtagelse af et enkelt område nord for Elben havde forsynet det nye territorium med bispedømmer. Det var netop hertil, til Hamborg (der var blevet grundlagt i 802), at Ludvig udpegede Ansgar. Ansgar var bestemt til at skabe den centraliserede nordiske mission, som allerede Karl havde kundgjort. Således førte Ludvig sin faders uskrevne testamente ud i livet. Han grundlagde med biskoppernes billigelse Hamborgs katedra (bispedømme), som han oprettede for alle jorder nord for Elben med ret til at indvie biskopper og præster og sende missionærer til de nordiske regioner. Indvielsen af den første ærkebiskop i Hamburg – Ansgar – blev foretaget af Drogo, biskop af Metz, som fik hjælp af den allerede omtalte Ebo fra Rheims og tillige Getti fra Trira, Otgar fra Mainz og andre. Eftersom den nye bispedømme kunne komme til at lide stor skade fra vikingernes hånd (hvilket ganske hurtigt blev bekræftet), gav den omsorgsfulde Ludvig den snart mulighed for ”evig brug” (hvilket ret hurtigt mistede sin gyldighed) af Turholdt-klostret i Vestflandern (Belgien).

Kejseren ønskede at udføre alt helt efter forskrifterne, og sendte derfor den nye ærkebiskop til Rom, hvor paven Gregorius IV gav ham den nødvendige dokumentation og pallium (Pallium er et bredt bånd af uld som en ærkebiskop i den vestlige Kirke bærer over skuldrene (både dengang den vestlige Kirke stadig var i kommunion med de ortodokse Kirker og i dag i den romersk-katolske Kirke). Det svarer til biskoppens omophorion i de ortodokse Kirker. I den vestlige Kirke blev Pallium imidlertid kun give til ærkebiskopper, hvor omopohorion i den ortodokse Kirke bæres af alle biskopper). Han udnævnte officielt Ansgar til at være sin legat hos/for svenskerne, danskerne, slaverne og andre nordiske folk og gav ham den fulde myndighed til at forkynde uden at fratage hans forgænger Ebo myndigheden som legat.

At der var knyttet særlige forhåbninger til Sverige vidner det forhold, at det omtrent samtidigt, i 832, blev besluttet, at der skulle grundlægges et særligt bispedømme i Sverige. Det blev besat af en af biskop Ebos slægtninge, Gautzberg, som straks gav sig i kast med at bygge domkirken. Ansgar arbejdede i Hamborg, samtidig med at han også var ansvarlig for Danmark. Udover sin åndelige indflydelse brugte han også mere jordiske midler, idet han frikøbte unge danske og slaviske slaver, for at give dem frihed og opdrage dem til at tjene Herren.

Samtidig foregik der i Danmark begivenheder, der grundlæggende kunne have nedbrudt Ansgars sjælelige kræfter, hvis ikke det havde været for Guds hjælp og ærkebiskop Ebos støtte. Krøniken beretter om, at Haralds bror Hemming, som var døbt og levede på øen Valheren, blev dræbt i Jylland i 837 under kampe mellem Erik og Haralds ”partier”. Ganske vist støttede Ludvig Harald som sin vassal, men til gengæld gik hans egen søn Lothar mod Ludvig. Lothar havde lovet de oprørske saksere at genoprette deres hedenske kult, hvis de rejste sig mod kejseren, og han kaldte de varægiske ledere til sig og tilstod de kristnes jord til dem, som fornægtede den nye tro. Blandt de frafaldne var i 841 Harald selv. Til Haralds nye ”besiddelser” til hedningerne hørte kristne kirker og kristne undersåtter, men Haralds frafald fra troen reddede ham ikke fra en snarlig død.

Den nordiske mission var tvunget til at udholde flere styrkeprøver. Et mærkbart slag blev rettet mod den tre år efter Ludvig den Formes død: i 843 kom Turholt-klosteret, missionens tidligere ”økonomiske base” i Karl den Skaldedes besiddelse. Sådan mistede Ansgar den vigtigste materielle støtte, hvilket han i øvrigt accepterede godmodigt. I 845 blev missionen udsat for en flammende prøvelse. Fuldstændig uden varsel lagde vikingerne til ved Elbens bred og gav ingen mulighed for at evakuere hverken Hamborgs befolkning eller ejendele. Regenten, grev Bernhards, fravær (som vikingerne sikkert kendte til på forhånd) gjorde det muligt for røverne i løbet af to dage at tømme fæstningen og havnen, at brænde byen af og stikke en anselig del af byens befolkning ned. I starten forsøgte Ansgar at organisere en eller anden form for modstand, men han blev hurtigt overbevist om, at han ikke havde tilstrækkeligt med kræfter endog til at redde de hellige kar. Vikingerne forsvandt ligeså hurtigt, som de var dukket op, og alt hvad Ansgar havde tilbage, var sit liv. Det vigtigste var således bevaret, og om det, der var sket, ræssonerede den ”nye Job”, ligesom under den ”økonomiske” prøvelse – bevidnet af forkynderen Rimbert – med den gamle Jobs ord: ”Herren gav, Herren tog, Herrens navn være lovet” (Jobs bog 1:21)

Der synes at være en direkte parallel til Jobs historie, som den helt synkrone hedenske reaktion i Sverige vidner om. Folket gjorde ved edsbrud oprør mod biskop Gautsberg. Mængden, der var trængt ind hos biskoppen, slog hans nevø Nithard ihjel, hvorved Nithard blev den første Kristi martyr i Sverige. Folket bandt biskoppen og røvede alle hans ejendele, hvorefter de sendte ham ud af landet i vanære. Men Guds vrede lod ifølge forkynderen Rimbert ikke længe vente på sig, og de mange pålidelige vidnesbyrd om Guds vrede, ville som den ærværdige hagiograf bemærker, fylde for meget plads. Derfor fortæller han kun om et enkelt tilfælde: Faderen til en af de medvirkende i helligbrøden havde taget imod det stjålne gods i sit hus. Han mistede udover sin forbryderiske søn også sin kone, sin anden søn og sin datter. Han forsøgte at finde ud af, hvilken af guderne han havde krænket, og fandt hos et orakel ud af, at det var den kristne Gud. Herefter angrede han det og forsøgte at give i det mindste noget af det tilbageblevne fra røveriet til nogen. Der fandtes en enkelt (gudstjenestelig) bog, og med stort møje fandt han frem til en kristen, der var sluppet helskindet fra oprøret (denne  udviste en sådan ihærdighed, at han lærte Psalteret (Salmernes Bog) udenad, selvom han var analfabet). Mange deltagere i helligbrøden mistede deres ejendom, blev syge og døde.

Efter ødelæggelsen af Hamborg begyndte Ludvig Tyskeren (+876) seriøst at overveje mulighederne for at genoprette den nordiske mission, og han besluttede at sende Ansgar til Bremens kateder. Ansgar havde forudset, at han kunne komme ud for ubehagelige oplevelser, der havde at gøre med pengebegær og ærgerrighed, men selv om det var uden entusiasme, gav han af hensyn til missionen sit samtykke til denne beslutning og begyndte allerede i 845 at udføre biskoppen af Bremens tjeneste. På det næste lokale ærkebiskopkoncil blev kongens beslutning bekræftet. Ingen fratog imidlertid Ansgar Hamborgs kateder, og derfor opstod spørgsmålet om, hvorvidt det var kanonisk, at to bispedømmer blev ledet af ham samtidig. Spørgsmålet blev grundigt undersøgt og bekræftende løst på det lokale ærkebiskopkoncil i 847. Imidlertid opstod der politiske forviklinger: Bremen henhørte under Kølns metropolit, men ifølge aftalen om delingen af Verdun gik Køln over til Lothar I, mens Bremen tilhørte Ludvig. Det benyttede Kølns nye ærkebiskop Gunther sig af. Han forsvarede set fra et kanonisk synspunkt ideen om det umulige i at omdanne et underordnet bispedømme til et ærkebispedømme. Den forviklede sag om bispedømmet i Bremens status i forhold til bispedømmet i Hamburg fortsatte næsten helt frem til de sidste dage af Ansgars liv.

Den svenske mission i perioden mellem Sankt Ansgars
første og anden rejse til Sverige

Der var blevet rettet et mere end mærkbart slag mod den svenske  mission, og den ville ikke være kommet sig over slaget, hvis det ikke havde været for enkelte gudsfrygtige støtter, der ligesom Ansgar kunne sammenlignes med Bibelens retfærdige. Særlig fasthed i troen udviste den tidligere nævnte ”borgmester” for Birka, Hergejr i den periode, hvor Sverige var uden præsteskab (845-852). En dag, da han nok engang havde skændtes med de lokale hedninge i folkeforsamlingen om, hvilken tro der var den rette, foreslog denne nye Elias dem at bede deres guder om, at det skybrud, der nærmede sig, ikke nåede dem. Han henvendte sig med samme bøn for sig selv til den Sande Gud. Resultatet var mere veltalende end noget ord: Hedningerne blev gennemblødte ind til knoglerne, som om de havde badet i floden, mens der ikke var faldet en dråbe på Hergejr, der sad overfor dem (med en dreng i skødet). En anden gang, hvor Hergejr havde stærke smerter i benene og kun kunne bevæge sig omkring på en båre, var der nogle lokale, der rådede ham til at bringe ofre til guderne. Andre skældte ham ud for at have forrådt guderne. De mente, at han nu fik straffen for det. Da fik han sine bofæller til at bære ham ind i kapellet og bad blandt mennesker om, at Herren Jesus Kristus viste alle, Hvem der er den Sande Gud og overbevise dem om, at den, der tror på Ham, ikke vanæres. Han havde endnu ikke nået at udtale de sidste ord af sin bøn, førend han rejste sig fuldstændigt helbredt og ved egen kraft gik ud fra kapellet. Den tredje gang dette Guds menneske viste sin tros kraft, var under forhold, som udgjorde en seriøs trussel for hele Birka. En af de fordrevne konger, Anoundus, havde besluttet sig for at genoprette sine besiddelser ved hjælp fra danskere, som han naturligvis havde lovet et godt udbytte. Snart efter dukkede der i Birkas havn 21 danske skibe og 11 af hans egne skibe op. Hergejr, derimod, havde kun civile borgere og købmænd i sin varetægt. Anoundus bad om et bidrag på 100 pund sølv, men da han fik denne sum, forekom det de grådige danskere, at det ikke var nok, og de lod forstå, at Birka ville blive røvet, og at der kun ville være aske tilbage fra byen. Byens borgere samlede sig i frygt og besluttede, at de ville give mere rundhåndede ofre til deres guder end før. Den gudsfrygtige Hergejr blev vred over, hvordan den menneskelige dumhed tilfredsstiller de kraftesløse dæmoner, der kun er i stand til at ødelægge den, der er uden forstand. Selv rådede han dem til at give løfter til den Ene Sande Gud, til at faste og til at give almisser. Da var det, at Anoundus huskede, at der var mange afguder i Birka, men at der også var en kristen kirke, og at det derfor ville være på sin plads at spørge hos et orakel, hvorledes byens rigtige beboere var til sinds at tage imod deres ”gæster”. Oraklet gav det entydige svar, at Gud ikke ville lader erobrerne trænge ind i Birka og at sagen ikke ville få en lykkelig afslutning for dem. Røverflåden lagde fra kaj i den svenske by, røvede en slavisk by og vendte tilbage til Danmark.

Anound besluttede sig for at forsone sig med Birka. Han bragte det, han havde plyndret, med sig tilbage og levede endog fredeligt en tid i Birka sammen med de lokale indbyggere. Den urokkelige Hergejr blev indtil sine sidste dage ved med at overbevise sine medborgere om, at de skulle vende sig til den sande Gud. Da han havde fuldført sit ærværdige virke, døde han i Kristus, fulgt på vejen af Den Hellige Nadver, som blev  givet ham af præsten Ardgar. Ham havde ærkebiskop Ansgar i 852 sendt til sin svenske flok, som han aldrig ophørte med at bede for.

Fader Ardgar fulgte også den gudsfrygtige fru Frideburg til det evige liv. Hun faldt ikke bort fra troen i perioden under den hedenske reaktion. Til de frafaldne forkyndte hun fast, at hvis troløshed er skammeligt overfor mennesker, hvor skammelig er det da ikke i forholdet til Gud! Da hendes rejse fra denne verden nærmede sig, bad hun sin ikke mindre gudsfrygtige datter Catla om at bringe hende en dråbe vin, som et billede på den hellige Nadver. Tre dage senere sendte Herren hende fader Ardgar, som forrettede den sidste liturgi for hende. Før sin død testamenterede hun til Catla at bortgive hendes ejendom til de trængende, men eftersom der var ganske få af dem i Birka, bad hun hende om at sælge den og give pengene fra sig i Dorstadt, hvor der var mange kirker, præster og fattige. Da Catla samvittighedsfuldt rettede sig efter moderens testamente, gjorde Gud et mirakel for hende og de pilgrimsrejsende, der var fulgt med hende: De penge, som hun gav til de fattige, forsvandt ikke fra hendes pung (vi tilføjer, at det svarer til det mel, som ikke forsvandt fra enkens krukke efter Elias’ bøn, se Første Kongebog 17:16). Efter dette vendte fader Ardgar tilbage til sin hidtidige tilholdssted, hvorved han viste, at Herren havde sendt ham til Sverige alene for to af Sine retfærdige.

Genoptagelsen af missionen i Danmark

I 847 genoptog Ansgar med fornyet energi missionen i Danmark. Han fik på dygtig vis vakt Kong Erik den Førstes (849-854) sympati med gaver og forskellige tjenester og endelig fik han ved en direkte og ganske resultatrig deltagelse i kongens diplomatiske tjeneste (han blev endog Eriks gesandt hos sakserne) gradvist forberedt kongen til at gå over til kristendommen. Vikingen hørte med velvilje på hans prædikener over teksterne fra den Hellige Skrift og udtrykte et ønske om at tjene Kristus. Ansgar så straks, at den bedste måde, hvorpå ærligheden af kongens ord kunne bekræftes, var at han gav tilladelse til at bygge en kirke og til at rejse midler, der kunne understøtte et kirkekor. Kongen opfyldte hans bøn og byggede en kirke i Slesvig og sørgede for dens underhold ved at give den jordbesiddelser. Det var en stor lettelse for de lokale kristne, som overbeviste hedningerne om at vende sig bort fra afgudsdyrkelsen og blive døbt i Herrens navn. Kontakten med kristne købmænd førte til en opblomstring af den lokale handel, og på denne måde var fordelene ved den nye religiøse politik ganske åbenbare for alle. Forkynderen Rimberts ord om, at ”de var mange, der i deres dåbskjoler nåede Himlen” er nok en overdrivelse, men hans vidne om, at der var mange tilfælde af helbredelse af syge under dåben, er pålideligt.

Samtidig var Sverige efter Ardgards afrejse igen efterladt uden en eneste præst. Den danske Erik var som tidligere velvilligt indstillet overfor Ansgar og lovede ham støtte. Sagen blev givet til biskop Gautbert. Men netop fra denne kant viste der sig nu at være forhindringer: Biskoppen vidste efter sin egen erfaring ganske godt, hvad den svenske mission var for noget, og at gentage denne erfaring havde han intet ønske om. Hvis Ansgar insisterede så meget på en fortsættelse af missionen, så kunne han selv udføre den, mente Gautbert. Han selv kunne tilbyde at hjælpe sin nevø. Ludvig Tyskeren der ligesom sin far var villig til at hjælpe med alt, hvad der stod i hans magt, foreslog sin gesandt. Ansgar tøvede, men blev igen styrket af en åbenbaring: I drømme viste hans tidligere abbed fader Adalhard sig for ham i skikkelse af en Guds profet og udtalte ordene fra den Hellige Skrift: ”Hør mig, I fjerne øer, lyt, I folk langt borte: Herren har kaldet mig fra moders liv, fra fødslen kaldte han mig ved navn. Han gjorde min mund til et skarpt sværd, i skyggen af sin hånd skjulte han mig; han gjorde mig til en spids pil, i sit kogger holdt han mig gemt. Han sagde til mig: Du er min tjener, Israel, ved dig viser jeg min herlighed” og videre: ”Jeg gør dig til et lys for folkene, for at min frelse skal nå til Jordens ende” (Es 49: 1-3,6). ”Øer” og ”verdens ende” blev i Ansgars bevidsthed klart sammenkædet med Sverige, som  efter hans fortolkning kunne opfattes som et ørige og som den beboede verdens nordlige grænse.

Den anden rejse til Sverige

Da Ansgar i 852 begav sig afsted mod de svenske kyster, gav Erik ham et sværd (som symbol på magt og værdighed) tillige med en anbefaling fra kong Olaf (sandsynligvis søn af Bjørn II), der beskrev ærkebiskoppens fortjenester og dyder. Men den svenske konge selv og hans omgivelser befandt sig i ”den dybeste hedenskab”, og netop som Ansgar skulle ankomme, lagde løgnens ånd sin profeti ind i øret på en af de lokale troldmænd, som videregav folket, at guderne var krænkede over at være blevet ringeagtet. Han formanede dem om ikke at gå over til ”den fremmede gud, hvis lærdom er fjendtlig overfor os og ikke at tjene ham”. Hvis de havde brug for en ny gud – fortsatte ”guderne”, – så skulle de hellere bringe løfter og ofre til deres tidligere konge. Da Ansgar ankom til området for sin nye mission, begyndte de tidligere så velvilligt stemte at tale ham fra det håbløse foretagende, men han afviste deres vigtigste argument: Hvis det forestod ham at gå i døden for Kristus, så var han rede til dette! Ansgar inviterede Olaf til sig og begyndte allerede at få ham til at hælde til sin side, da Olaf fortalte om sit lands demokratiske traditioner – ingen beslutning af en sådan vigtighed kunne blive vedtaget uden Tingets samtykke og Tingets vilje var lov. Den folkelige forsamling vil lytte til oraklerne, gennem hvilke guderne giver eller ikke giver deres samtykke. Tiden for Tinget nærmede sig, men Ansgar fik en åbenbaring, der påny styrkede hans håb. Først rådførte Olaf sig med sit ”Øverste kammer”, som billigede missionen, efter at der var kommet en godkendelse fra oraklet. En af Olafs nærtstående gav sig endog selv til at godkende Ansgar. Det første møde i det ”Nederste Kammer” i Birka var præget af uenighed, og det blev åbenbart, at missionsprojektet måske ikke ville gå igennem. Situationen blev reddet af en viis ældre mand, som mindede de forsamlede om de fordele, tilbedelsen af den kristne Gud kunne tilføre folket. Gud kunne hjælpe folket både til havs og på landjorden i alle dets fornødenheder. Selv hvis guderne ikke billigede tilbedelsen af Ham, så ville der ikke ske noget – den kristne Gud kunne kompensere alt. Endnu et ting skulle overbevises (i en anden del af landet), men det var allerede klart, at det næppe ville begynde at modsige det første tings beslutning. Vitterlig blev Ansgars mission godkendt enstemmigt. Olaf fortalte Ansgar om alt, hvad der var sket, og tillod ham at bygge en kirke og at invitere præster til landet. Han tillod sit folk uden nogen som helst restriktioner at gå over til den nye tro. Ansgar sendte fader Erimbert til kongen, for at han officielt tillod ham at forrette nadveren. Efter at Olaf havde forsynet præsten med et stykke jord til at bygge det første kapel, vendte han lykkeligt tilbage til Hamborg.

Ansgar tænkte på sin svenske mission og så i en klar drøm Kristi lidelser, Hans ydmygelse og gennembankningen af ham under Herodes og Pilatus og han ønskede at forsvare Herren fra slag ved at beskytte ham med sit legeme som skjold. I samme drøm så han imidlertid, at Kristi hoved gradvist begyndte at hæve sig op over jorden, så Ansgar ikke længere kunne beskytte det. Meningen af drømmesynet bestod ifølge hans fortolkning i, at Frelseren tog al sine tjeneres møje, alle deres ulykker og ydmygelser på sig (deriblandt også under den svenske mission), og at han ikke havde ønske om at ”dele” det med nogen.

Den nye rejse til Sverige overbeviste den gode sjælehyrde om, at missionærerne ikke havde arbejdet forgæves. Da Kurland midlertidigt forlod Sverige, forsøgte danskerne at benytte sig af det. De havde undervurderet kurernes kræfter og blev fuldstændig tilintetgjort. Svenskerne besluttede nu at overgå danskerne og bringe orden hos deres tidligere vasaller, men de havde selv nær fået samme skæbne. Efter længe at have belejret den godt forstærkede fæstning Seeburg ved kysten tabte de endegyldigt kræfterne og tålmodigheden og blev fortvivlede. Da var det, at de kristne købmænd, der tidligere havde været iblandt dem og som var under Ansgars formaning, tilbød at kaste lod om, hvorvidt den kristne Gud ville hjælpe dem. Loddet gav et bekræftende svar, og den trætte, men nu allerede inspirerede hær, stormede frem mod fæstningen. De belejrede bad om fred, og selvom nogle tapre var fyr og flamme og ønskede at vælte fæstningen og tage alle dens forsvarere til fange, nøjedes Olaf og hans mere nøgternt tænkende nærmeste med en solid erstatning og sejlede bort til fædrelandet. Efter sejren lovpriste svenskerne Herren, anerkendte Ham som Gud over alle guderne og besluttede at give ham løfter. For de flestes vedkommende var det i form af faste og velgørenhed, som de vidste var Ham velbehagelig. Naturligvis kunne fader Erimbert nu uden forhindringer forrette gudstjenesten, og det faldt ikke nogen ind at gøre indsigelser mod den kristne lære.

Det sidste årti af den hellige Ansgars levned

Endnu en sky dækkede det kristne Danmarks himmel. I 854 døde den fromme Erik og sammen med ham blev også næsten alle de højtstående folk, der var venner med Ansgar, ofre for sværdet. Eriks søn og arving Erik II (854-873) kom med det samme under det hedenske partis indflydelse, der var ledet af grev Hovi fra Slesvig. Hovi insisterede på, at kirker blev ødelagt og at den kristne tro blev udryddet – så stærk var frygten for, at guderne ville blive vrede på folket på grund af deres tilbedelse af den nye, ”ukendte” Gud. En ny kampagne med forfølgelser af præster begyndte.

Den modfaldne Ansgar bad igen til Herren, og igen blev han hørt. Han fandt ud af, at kristendommens værste fjende, Hovi, pludselig var faldet i unåde og var blevet fordrevet fra Slesvig. Samtidig sendte Erik II bud til ærkebiskoppen, om at hans præst igen kunne udføre sin tjeneste. Ansgar besøgte også selv kongen. Denne gang sammen med grev Burghard, som havde assisteret ham under Erik I. Den unge konge indvilligede i yderligere indrømmelser: Han tillod klokkeringning, som havde en ikke ringe  tiltrækningskræft på hedningerne, og gav også tilladelse til at grundlægge en menighed i endnu en region, i Ribe tæt ved Danmarks vestkyst.

Samtidig, i 850’erne, sendte biskop Gautbert præsten Ansfred, der var en dansk præst, til Sverige, hvorefter Erimbert vendte hjem. Dog kun for en kort tid. Efter biskop Gautberts død kort efter rejste Erimbert tilbage til Sverige, hvor også han snart blev syg og døde. Der var ikke andet for Ansgar at gøre, end at sende præsten fader Ragenbert, som var fuldt ud parat til at arbejde i en mission-menighed. Imidlertid blev også han offer for danske vikingers overfald og gik bort til Herren på dagen for Gudsmoders Hensovning. Man kan levende forestille sig, hvilken indvirkning denne kædereaktion havde på ærkebiskoppen, der allerede på dette tidspunkt havde udholdt så meget for missionen. Først senere samlede han kræfter til at sende en ny præst til Sverige. Det var Rimbert, også en dansker (hagiografens navnefælle). Men uanset at han var trist over de beskrevne begivenheder, så var det helt åbenbart, at alene det, at man kunne skabe et hold kirkelige tjenerne blandt skandinaverne var et åbenlyst tegn på missionens succes.

De sidste år af sin levetid tilbragte Ansgar i Bremen i utrættelig omsorg for de trængende, som han gav en stor del af sine midler og for hvem han byggede et herberg i angrende bøn, vædet med tårer under læsningen af de hellige salmer og sange. Frugterne af dette talent blev realiseret særligt i teksten Pigmenta, der blev udfærdiget af ham. Det var korte bønner, der fulgte med hver salme. Forkynderen befandt sig  i ensomhed og konstant omsorg for den nordiske mission, både i handling og i bøn. I 864 blev der endelig udsendt dokument fra pave Nikolaj I, hvori spørgsmålet om jurisdiktionen for de to byer, der hørte under Hamborg-Bremens ærkebiskopsæde,  blev positivt afgjort. Samme år fik Ansgar en pinefuld hudsygdom, som lænkede ham til sygelejet. I forbindelse med sygdommen sagde han uden ophør, at hans lidelser var langt mindre end de lidelser han havde fortjent gennem sine synder. Netop disse synder, mente den retfærdige, forhindrede ham i at tage imod martyrkronen, som han var blevet lovet i sine åbenbaringer. På trods af alle formaninger fra hans nærmeste, der påviste for ham, at hans martyrium var hele hans liv for Kristus (han blev mindet om, at heller ikke apostlen Johannes Forkynderen, der var blevet lovet, at han skulle drikke af samme bæger og døbes ved samme dåb (Matthæus 20:20)  døde ved sværdet), led han over sin uværdighed, indtil han modtog nogen ro efter en ny åbenbaring.

Den helliges hensovning

Tiden for Ansgars bortgang til Herren blev ham åbenbaret fra det høje, ligesom næsten alt andet i hans liv. Det første han gjorde, da han fornemmede sin bortgang fra dette liv, var at bringe orden i alle sine sager i bispedømmet og offentliggøre den apostolske bemyndigelse, som havde at gøre med hans missions og bispedømme. Til højtiden for Gudsmoder den 6. januar 865, udtrykte Kirkens lys håb om, at Herren ville tage imod ham den 2. februar på dagen for Kristi frembørelse i templet. Da denne dag nærmede sig, gav han ordre til at få lavet tre store vokslys, som skulle tændes på alteret for Gudsmoder, apostlen Peter og Johannes Døberen. Selvom der af hans legeme næsten blot var hud, sener og knogler tilbage, holdt han ikke op med at bede, og til højtiden var han tilstede under liturgien. Da han var blevet styrket en smule, tilbragte han hele den sidste dag af sit timelige liv med belæring af brødrene og overtalte dem alle til at deltage i oplysningen af de nordiske folk.

Natten til den 3. februar (15. februar ifølge den nye stil) blev der bedt bønner for hans sjæls bortgang. Bagefter bad han om at få sunget ”Vi ærer dig Gud”. Hans sidste ord var en bøn om tilgivelse fra alle, som han havde fornærmet i dette liv og ”I Dine hænder, Herre, betror jeg min ånd” (Luk. 23, 46). Ærkebiskoppens bortgang blev begrædt af hele Bremen og af tilrejsende fra andre byer, og mest af alle græd præsterne, de forældreløse, enkerne, børnene og de fattige. Forkynderen Rimbert beskriver, at ærkebiskoppen ved sin bortgang efterlignede forkynderen Martin af Tour (man kan tilføje, at han også efterlignede ham ved sin godgørenhed og med sit fromme visionære sind). Den retfærdiges relikvier (som senere viste sig at være uforgængelige) blev begravet i Hamborg.

Kanonisering og mirakler

Kanoniseringen af den hellige Ansgar fandt sted næsten med det samme, stadig under pave Nikolaj den Førstes pontifikat, det vil sige ikke senere end 867 og to år efter Ansgars død. Allerede mens han levede havde Ansgar udført mange mirakler, og Rimbert vidner om mange helbredelser, som hans lærer foretog med bøn og oliesalvelse. I andre tilfælde kom de, som havde forbrudt sig mod de guddommelige bud, til fornuft  gennem den hellige hyrde. Det hændte også, at alene det, at den ydmyge ærkebiskop kom til stede, førte til at de lovløse øjeblikkeligt angrede. Selv disse ydre tegn på den nåde, der var i ham, kan man anse for at være forholdsvis sekundære i forhold til det til alle tider vigtigste og mest afgørende tegn på hellighed: De tilfælde i livet, hvor et menneske stillet overfor valget mellem at følge sin egen vilje og Guds vilje uden ophør vælger det sidste, uanset vor svært og i denne verdens øjne vanvittigt dette valg end måtte forekomme at være. Ansgar foretog første gang dette valg i det øjeblik, hvor han var den eneste af Ludvig den Frommes tjenere, som indvilligede i at forkynde for ”barbarerne”, hvis blotte tilsynekomst indgydede frygt i alle lag af det karolingiske samfund.

Følgerne af den hellige Ansgars virke

Sædvanligvis bliver det i historiske og encyklopædiske værker påpeget, at de reelle resultater af hl. Ansgars mission trods hans store godgørenhed var mere end beskedne, særligt i sammenligning med den efterfølgende kristning af Danmark og Sverige i begyndelsen af højmiddelalderen. Vitterlig var den skandinaviske apostels succes fra et ”empirisk” synspunkt ganske beskeden: Han opførte nogle få kirker, opbyggede nogle få menigheder, præsteviede nogle få præster, forberedte et dusin lokale katekumener, døbte enkelte herskere, der vaklede som strå i vinden på grund af indbyrdes fejder og krige. Tillige omvendte nogle indbyggere fra enkelte byer og landsbyer sig. Set fra et ”empirisk” synspunkt var imidlertid også resultatet af kristenhedens første apostle beskedent. Ansgar var i sit liv lig de Hellige tre Konger, der fulgte julestjernen til Jesusbarnet, for han bragte Ham de samme gaver, som de: Guld – almisser og godgørenhed. Røgelse – bøn, der når himlen, og tanke for Gud, Myrra – asketisk ensomhed og overvindelse af lidenskaber. Desuden havde Skandinaviens forkyndere meget tilfælles med de første Kristi budbringere, som ankom til Jerusalem fra den hedenske verden og bragte jøderne det glade Budskab, som de derefter begyndte at sprede hos hedningerne. Ligesom dem var Skandinaviens forkyndere nødsaget til at redde deres liv fra dem, som de til at starte med havde bragt nyheden om Guds ankomst til verden. På det mystiske plan gjorde Ansgar og hans medkæmpere (ligesom budbringerne i Bethlehem) meget mere.

Deres uophørlige tålmodighed i forkyndelsen var jorden, og trosbedrifterne hos Birkas retfærdige var de korn, som ved Guds nåde blev plantet af Ansgar og hans medkæmpere, og som blev til den nordiske Kirkes fremtidige træ. Så uanset hvor imponerende den senere kristning af Danmark i det 10.-11. århundrede (under Harald Blåtand, Svend I, Knud den Store og Svend Estridsøn) og af Sverige i det 11.-13. århundrede (under Olaf, Anund Jakob, Inge den Ældre og de første af folkungslægten) var, blev den grundlæggende kerne for dens succes lagt i forkynderen Ansgars epoke. Det er ikke tilfældigt, at det netop er ham, der blev udpeget af hl. biskop Johannes Maximovitj af Shanghaj og San Francisco, som repræsentant for vestens helgener fra før det store skismas tid. Det er ubetvivleligt, at genopdagelsen af ham og tillige af mange andre af Vestens apostle, der tidligere var næsten ukendte af de ortodokse hagiografer, vil udvide vores forestilling om Ortodoksiens åndelige dimensioner.